ARGUMENTER, VI FINDER VIGTIGE I FORHOLD TIL LEGALISERING AF DØDSHJÆLP (9.8 2017)

Vi vil gerne bringe nogle af de argumenter, vi finder allermest vigtige i debatten:

GENERELT
Aktiv dødshjælp er måske ikke den bedste løsning, men det er den mindst dårlige løsning.

 

Aktiv dødshjælp er en udvej – men ikke den første udvej.

 

LOVEN
Som loven er formuleret nu, giver den stor utryghed både i forhold til, om man kan få hjælp, hvis man har behov derfor eller om lægen kan give dødshjælp uden, at man har bedt om det. Pga. gråzoner og uigennemsigtighed.
Passiv dødshjælp er også aktive handlinger.
Medicinsk coma kaldes for passiv dødshjælp i Danmark, men for aktiv i andre lande. Problemet med dette er, at det igen er læger, der bestemmer. Ikke den enkelte patient.

 

Man har ret til at fravælge en behandling, men det forudsætter, at man får en behandling, der kan føre til døden, hvis det er det, man ønsker med et fravalg.

 

 

 

OVERVÆGT
Der er stor overvægt af mennesker, der ønsker aktiv dødshjælp legaliseret. Ca. 80 % af befolkning; men Det Etiske Råd og mange kristne mennesker er imod. Da vi lever i et demokratisk samfund, synes vi, man i denne sag svigter demokratiet.


VALG
Man kan vælge i alle andre af livets sammenhænge, men ikke når det kommer til døden.
Man kan fravælge en behandling med loven i hånd, men man kan ikke vælge døden til.

 

 

 

SVIGT AF DE ALLERMEST LIDENDE
Ikke at anerkende behovet for dødshjælp er at svigte de allermest lidende mennesker.
Alternativet, nemlig selvmord ser ud til at være langt værre, fordi det fører til stor ensomhed hos den lidende og påvirker alt for mange andre mennesker pga. efterfølgende skyldfølelser. 
Når et menneske kan hjælpes her og nu synes det ubærligt og formynderisk, at man i Danmark  foretrækker at forlænge lidelser og død.

 

FORSKELSBEHANDLING
Der findes mennesker, der vil dø, hvis de fravælger en behandling; men der findes også mennesker, der ikke får en behandling, og som derfor ikke kan frasige sig noget, der ville kunne hjælpe dem til at dø. Dette fører til en urimelig forskelsbehandling. For hvorfor skal den ene gruppe have lov at dø, mens den anden ikke skal? Grænsen, der trækkes her, er kunstig, fordi den kommer til at handle om, hvad lægevidenskaben kan og ikke, hvad den enkelte ønsker.

 

Desuden indrømmer læger, at de selv har medicin liggende, som kan hjælpe dem og familien herfra, hvis det skulle blive aktuelt for dem. Hvorfor må befolkningen ikke have samme mulighed?


PALLIATIV BEHANDLING
Aktiv dødshjælp skal ikke være et alternativ til palliativ behandling. Det skal være en del af palliativ behandling på linje med palliativ sedering, når man ikke længere er i stand til at hjælpe et stærkt lidende menneske.


DIAGNOSER
Det bør ikke være bestemte diagnoser, der skal være afgørende for, om et menneske kan få dødshjælp eller ej, men graden af lidelse.


LÆGER
Når det er lægens hensigt at lindre lidelse, må lægen gerne tage livet af et andet menneske; men ingen ved dybest set, hvad lægens motiv for at tage livet af en patient er. Lægen kan dog - med den nuværende lovgivning – altid dække sig ind under, at motivet var at lindre lidelse. Derfor bør det være den enkelte, der selv tager stilling til sit eget liv eller sin egen død.  

Gråzoner og uigennemsigtighed i loven giver en utryghed i forhold til, om en læge kan finde på at tage livet af os, uden at vi selv ønsker det, fordi en læge kan beslutte, at give et menneske, der ikke ønsker dødshjælp, dødshjælp alligevel.

 

Der er læger, der allerede hjælper deres lidende patienter med dødshjælp. Der var også læger, der ydede passiv dødshjælp, før passiv dødshjælp blev legaliseret. Tiden er inde til nye ændringer.

 

Læger indrømmer, at de selv har medicin liggende, som kan hjælpe dem og familien herfra, hvis det skulle blive aktuelt for dem. Hvorfor må befolkningen ikke have samme mulighed?

LÆGE-PATIENTFORHOLDET
I de lande, der har legaliseret dødshjælp, er tilliden mellem læge og patient blevet større efter legaliseringen. Læger skal ikke bestemme, om et menneske skal have dødshjælp eller ej (hvis visse kriterier er opfyldt). Det skal det enkelte menneske selv beslutte.

I Danmark har mange mistillid til læger, fordi de har beslutningsretten over andre.


PALLIATIV SEDERING
Palliativ sedering er lig med aktiv dødshjælp i udlandet. Palliativ sedering fører til en langsom død, men vi ønsker, at patienten skal have lov at dø med det samme i stedet for at skulle ligge en uge eller mere før døden indtræder. 

Argumentet med, at man til enhver tid kan stoppe den palliative sedering, er KUN teoretisk. Hvorfor skulle man dog det, når patienten sover, ikke selv kan spørges og forhåbentlig selv har været med til at træffe beslutningen og ønsker at dø? 

 

GLIDEBANE
Den glidbane, som modstanderne taler om, er udeblevet i fx Oregon som allerede i 1999 indførte assisteret selvmord. Her er antallet af ansøgere til dødshjælp stagneret.
En god lovgivning kan således forhindre en glidebane.

 
SÅRBARE OG SOCIALT DÅRLIGT STILLEDE MENNESKER
I Oregon viser næsten 20 års legalisering af assisteret selvmord, at det ikke er hverken sårbare mennesker eller socialt dårligt stillede, der søger hjælpen, men velstillede hvide.

 

 

TRYGHED
I Schweiz anvender kun hver 3. muligheden for at få hjælp til at dø. I Oregon tog kun to ud af tre den dødelige medicin, de havde fået udskrevet. Der kan være flere årsager hertil; men en af dem kan være, at trygheden/visheden om, at de kan gøre en ende på livet, hvis lidelserne bliver for store, kan være tilstrækkeligt til at udholde den sidste tid. 

Den eneste forskel mellem passiv og aktiv dødshjælp er, at patienten lider mere i forbindelse med om passiv dødshjælp. 

I forbindelse med både aktiv og passiv dødshjælp er der tale om en aktiv handling. 
I forbindelse med passiv dødshjælp består handlingen i at træffe en aktiv beslutning, om hvorvidt en behandling skal stoppes, fordi den ikke hjælper. Eller om der aktivt skal skrues op for morfindroppet. Eller om en ernæringssonde eller en respirator skal fjernes. Resultatet i alle eksemplerne er, at patienten dør.
Patienten dør dog ikke straks, men først efter endnu flere og større lidelser. 
Derfor kan man spørge: Hvad er bedst for patienten? At dø en langsom og pinefuld død eller at få en stor dosis medicin, der straks afstedkommer døden? Der er vist ingen tvivl om, at hovedparten af Danmarks befolkning foretrækker det sidste! 

.............................................................................

HOLDNINGER TIL PALLIATIV SEDERING
Palliativ sedering er at ”lægge” et menneske i dyb coma (bevidstløshed) mhp. at lindre lidelser. Patienten vågner aldrig op igen, og derfor er det en form for aktiv dødshjælp. I Danmark kaldes det dog for passiv dødshjælp.
Der findes ikke retningslinjer for palliativ sedering i Danmark. Det bekræfter, det vi længe har sagt, nemlig at der er alt for få regler og alt for lidt gennemsigtighed omkring dødshjælp.
Ingen ved heller, hvor mange i Danmark, der dør efter palliativ sedering. Det synes også absurd.Læger skyder på, at det drejer sig om ca. 50 om året. Det vil sige ca. 50 mennesker hvert år, IKKE har kunnet hjælpes med en palliativ indsats, som modstanderne af en legalisering af dødhjælp ellers altid taler om som et alternativ til dødshjælp.  
Ud over de ca. 50, der alle dør på hospice eller specialiserede hospitalsafdelinger, er der alle dem, der lider ubærligt, men som overlades i egen varetægt, fordi de ikke er uafvendeligt døende. Heller ikke dem, er der tal på. Selv om de lider ubærligt, er de tilsyneladende uinteressante i lægernes verden.
Der tales også om, at man kan vække patienter af palliativ sedering, f.eks. når de får besøg af pårørende; men har man først valgt en sådan udvej, er det jo ikke hensigtsmæssigt at vække den stærkt lidende patient. Det stemmer heller ikke overens med, at patienter skal vide, at de dør af behandlingen! Dette er endnu et eksempel på, at nogle forsøger at "bilde os noget ind" eller ser teoretiske/hypotetiske muligheder, som er uden hold i praksis, og som tages op af mølposen, når der brug for at forsvare, at Danmark har legaliseret palliativ sedering.
Det er faktisk dybt overraskende, at der ikke allerede findes retningslinjer for palliativ sedering, idet behandlingen i mange andre lande - og også af højtuddannede danskere med viden på området - betragtes som aktiv dødshjælp. Der er dog nu retningslinjer på vej; men hvorfor er de ikke udarbejdet fra start? Hvorfor er der ingen i Danmark, der mener, der har skullet føres kontrol med en så indgribende handling? Den manglende kontrol betyder i princippet, at enhver læge kan gøre, som vedkommende finder passende - uden risiko for påtale eller straf, hvis palliativ sedering anvendes, hvor det ikke er legalt. I de lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp, er der kontrolinstanser, der sørger for, at reglerne overholdes.
De manglende regler gør det endnu mere tydeligt, at man i Danmark er i stand til at gradbøje alt, så de passes ind i de eksisterende love på området.
Modstanderne imod aktiv dødshjælp har to argumenter i forhold til ikke at kalde palliativ sedering for aktiv dødshjælp, dels intentionen med handlingen, dels tidsperspektivet.
Mht. intentionen handler det om, at man skelner mellem, om intentionen er at lindre lidelse eller om patienten skal dø. Det er tilladt at lindre lidelse, men det er ikke tilladt at forvolde patientens død. At bl.a. intentionen er afgørende for, om man som læge kan bruge palliativ sedering eller ej, er et fuldstædig subjektivt kriterie, som ingen patient kan være tjent med. Det vil aldrig være muligt at skelne mellem, om intentionen er at lindre lidelse eller at hjælpe patienten til at dø. Det går jo ud på ét. På evt. forespørgsel vil læger næppe svare, at de ønskede patienten død. Det er jo ulovligt. Igen synes det, som om læger mener, at befolkningen er for dumme til at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Det synes vi er meget trist.  
Mht. det tidsmæssige aspekt forholder det sig sådan, at man ikke må give patienten en behandling, der fører til, at patienten omgående dør, mens man gerne må give en behandling, der bevirker, at patienten dør en langsom død, såfremt intentionen altså er at lindre lidelse. Også dette synes fuldstændig barokt. Hvad er forskellen? Patienten dør jo alligevel? Læger skal med andre ord trække patientens liv i langdrag, fordi det er ulovligt ”at gøre kort proces”. Konsekvensen af palliativ sedering er jo uvægerligt at patienten dør.  
Befolkningen ønsker regler. Ikke blot for palliativ sedering, men også for passiv dødshjælp, men selvfølgelig endnu hellere for aktiv dødshjælp. Men indtil da må der ikke blot laves regler for palliativ sedering, men også for passiv dødshjælp.
Vi vil ikke længere spises af med ”vattede” begrundelser. Vi kan ikke længere leve med gråzoner og uigennemsigtighed. Vi har brug for, at der er tydelige og klare regler, så vi ved, hvad vi har at rette os efter og kan sikre os, at vi ikke bliver ”ofre” og ikke fortsat er afhængige af  lægernes individuelle holdninger.

 

ARGUMENTATION OMRKING AFLIVNING AF MYTER OG FORDOMME OM DØDSHJÆLP

Påstand: Ja, jeg kunne ikke slå nogen ihjel. 

Svar: DET skal du sandelig heller ikke. Det er der taget højde for i det/de forslag, der ligger.

Påstand: Livet er helligt og læger har lovet ikke at slå ihjel. 

Svar: Har de det? Hvor står det henne? Der er intet i deres lægeløfte, der forhindrer dem.

Påstand: Man fjerner ikke lidelsen ved at fjerne den lidende. 

Svar: Det er en mærkelig sætning. Hvad skal et menneske, der ikke kan skelne sin lidelse fra sin eksistens mere så gøre? Der er ikke meget smertelindring eller problemløsning i den sætning.

Påstand: Man må ikke slå ihjel. 

Svar: Mord vil stadig være kriminelt efter en lov om aktiv dødshjælp er vedtaget - og skal stadig straffes, som det er blevet hidtil.

Påstand: Vi skal udbygge den palliative pleje og have flere hospicer. 

Svar: Ja det er en god idé. Det ene udelukker nemlig ikke det andet. Det perfekte scenarie ville være at få aktiv dødshjælp indlemmet i den palliative behandling.

Påstand: Befolkningen ville ikke svare som den gør, hvis vi stillede spørgsmålet rigtigt og hvis den vidste hvilke muligheder for smertebehandling vi har i dag. 

Svar: Det er en udbredt misforståelse. Tendensen i Danmark viser sig i de andre europæiske lande også. Ja selv uden for Europa. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer spørgsmålet, vil der være et flertal for aktiv dødshjælp.

Påstand: De ældre og de svage vil føle et pres til at bede om aktiv dødshjælp. 

Svar: Du siger, at du er parat til at ofre virkelige mennesker, der beder dig om hjælp, frem for nogle mennesker, du forestiller dig og noget du frygter?

Skal vi acceptere frygten for pres fra omgivelserne som et argument, må vi også tage det pres, der er på patienten for at fortsætte lidelserne fra pårørende og sundhedspersonale med. 

Det er nemlig ikke kun tænkt men virkeligt. 
Med langt større konsekvenser.

Påstand: Det bliver en frygtelig glidebane. 

Svar: Det er der ingen beviser for. Hvis man handler indenfor rammerne af en lov, er en glidebane en illusion. Faktisk faldt antallet af patienter, der fik aktiv dødshjælp uden begæring efter lovens vedtagelse i Holland.

Påstand: Lægerne og sygeplejerskerne er imod. 

Svar: Deres fagforeninger er. Har du tænkt på, at sålænge aktiv dødshjælp er gjort kriminelt, er det meget problematisk at komme med en udmelding FOR som sundhedspersonale?
Det kan besværliggøre ens virke og man kan måske? efterfølgende opleve at blive kigget over skulderen. Ubehageligt. Så er det bedre at holde det for sig selv.

Påstand: Det offentlige skal ikke blandes ind i dødshjælp. Folk kan begå selvmord, hvis de ikke længere vil eller kan leve. Eet af hovedargumenterne imod.

Svar: HER kan vi tale om at lægge et reelt PRES på mennesker, som jo er et af modstandernes HOVEDargumenter.
Fordi du måske bliver NØDT TIL at begå selvmordet lang tid FØR du har lyst. For hvis du venter, kan det ende med, at du ikke kan gøre det selv.
Presset her er ovenikøbet langt større og meget mere ONDT, fordi det er et kendt skrækscenarie, der presser een. Ikke bare noget man måske tror, at andre tænker eller en bemærkning, der er faldet i ny og næ.
Hver gang en person begår selvmord, er der mindst FEM MENNESKER, der får det dårligt - nogle i resten af livet.
Selvmord er det mest ENSOMME i hele verden, bl.a. fordi det er ULOVLIGT at HJÆLPE en person, der ønsker at begå selvmord. 

Det betyder også, at man er helt ALENE om det for at "skåne" de pårørende, så de ikke bliver straffet.

Med en legalisering af dødshjælp kan de PÅRØRENDE være med i den udstrækning, de ønsker det.

Konklusion: 

Det er fællesskabets uformåenhed, der skaber situationen. 
Det være sig hvad det være vil. 
Men at svaret på problemet ER, at fællesskabet vender sig bort fra patienten og ovenikøbet kriminaliserer enkeltpersoner, der vil hjælpe, det er der slet ikke andre ord end rendyrket ondskab for.

Påstand: Etisk Råd er imod

Svar: Det må man sige. Men de har ingen løsninger og ingen andre alternativer. 
Jo, de har jo selvfølgelig en opfordring til patienten, selv ham der måske ligger immobil i sin seng uden andre muligheder end sultedøden, om at begå selvmord. 
Opfordringen til de pårørende går på selv at slå patienten ihjel. 
Hvordan synes du Rådet klarer at forvalte etikken?

 

SUSANNE FILOSOFERER

OVER KATRINE LILEØRS BLOG I BERLINGSKE TIDENDE OM DØDSHJÆLP FRA 2012.

//kathrine.blogs.berlingske.dk/2012/09/21/dodshjaelp/

Det er fint nok at os fortalere for aktiv dødshjælp, at vi nu rent faktisk via dette indlæg har et bevis på det, som vi hele tiden har haft en lumsk mistanke om: At grunden til at lægeforeningen er imod er, at de lever fint i gråzonen.
Og så skulle alt jo være godt. Hvis man har forstået resten af indlægget rigtigt. 

Det er det desværre ikke. Fra bla Svend Lings side med læger der arbejder for ved vi jo, at der er nogle læger der vover stå op og sige, at loven ikke dækker ALLE patienter. 

 //www.facebook.com/L%C3%A6ger-for-aktiv-D%C3%B8dshj%C3%A6lp-882147211871356/

Vi ved også at kun 2% har mulighed for hospice. Og kigger vi på Oregonerfarer vi at 92% af dem der får assisteret selvmord, er indskrevet på hospice! Tankevækkende. 

Vi ved også at glidebanen og alle skrækscenarierne fra Holland sikkert og måske ikke holder vand. 

//rudar.ruc.dk/bitstream/1800/17857/1/Aktiv%20d%C3%B8dshj%C3%A6lp%20i%20et%20individperspektiv.pdf (s3)

Ligesom vi ved at det var læger, der fik aktiv dødshjælp igennem i Holland og ikke politikere, fordi det, som du netop fortæller, foregik i forvejen, blot i det skjulte. Ligesom organisationen For dødshjælp dernede er større end noget politisk parti. 

//t.co/hmnuueRKc2?ssr=true

Der er lavet undersøgelser, der viser at læger vælger anderledes end det de ser patienterne blive udsat for. For de pårørende er ikke onde pårørende, der vil af med patienterne. Snarere tværtimod. De "tvinger" dem gennem helvede af kærlighed. 

//edition.cnn.com/2016/02/17/opinions/doctors-choose-quality-of-life-over-length-corley/index.html

Og så har vi ikke engang taget de ikke uafvendeligt døende i store smerter med, der ikke kan lindres eller hvor de bliver dødssyge af medicinen. De kan ikke skrive livstestamente. Det gælder nemlig kun for uafvendeligt døende. De er fortabte her. Og vi kan ikke hjælpe dem. De overlades til sig selv i store smerter. 

Jeg mener, at et næstekærligt, menneskerettighedsforkæmpende civiliseret samfund MÅ lytte til et voksent, afklaret, habilt menneske, som ligeværdigt betror os, at nu er nok nok. Nu kan det menneske simpelthen ikke mere. Hvad betyder alle de store ord ellers?

Vi har en skitse til en plan:

De mest brugt argumenter imod dødshjælp er:

1) Tillidsforholdet til lægen og det at man er bange for at lægen tager livet af een 
2) Glidebanen
3) Angsten for pres på andre svage grupper. 
4) Pårørende der er ude efter arven. 

- Hvis vi løfter patienten ud af det behandlende væsen, er vi ude over angsten for lægen. 
- Hvis man i den specialgruppe, der nedsættes, betragter situationen som patienten er i og ikke sygdommen, er man ude over glidebanen. 
OG samtidig forhindrer det også:
DET at folk vil føle sig pressede til det og uværdige, hvis nogen med samme sygdom får lov. 
Hvis der i specialgruppen er en psykolog, der har samtaler med både patienten og de nærmeste pårørende, afdækkes det hurtigt, hvis de pårørende har ond tro. 

- Og til allersidst, så skal man bede gentagne gange og være erklæret habil af den specialiserede psykolog i specialgruppen. 

Det burde gøre en lov meget sikker. 

"Menneskelivets ukrænkelighed er en unuanceret påstand med religiøse undertoner, og strider imod en anden etisk norm omkring selvbestemmelsesretten"

Et modargument jeg så - og det synes jeg faktisk er et rigtig godt udtryk. 

En tilbagevisning af religion, fordi den får for meget indflydelse her, pga afat det "kun er noget nogen TROR"

Vi skal huske på, at etik ikke er noget højtsvævende noget, men tværtimod noget almenmenneskeligt. Lægen skal ikke have beslutningsretten, når det først kommer til den uløselige, ubærlige situation. Han skal ikke kunne holde patienten som gidsel. 

Lægen er i givet fald teknikeren. Han skal ifølge sit løfte handle til samfundets og patientens gavn. Og det kan aldrig være til gavn for nogen af dem at tvinge et menneske i ubærlige lidelser til at leve, når al livsindhold er frataget ham. 

Det ville være rigtig dejligt hvis tingene var så enkle, som du opridser det. 

Som du ser. Det er de desværre ikke. 

VI HAR DESUDEN FUNDET FØLGENDE KOMMENTAR PÅ BLOGINDLÆGGET I BERLINGSKE TIDENDE, SOM VI FINDER RET INTERESSANT:

Befolkningen er ”uvidende”.
Fortalere omtales som ”de friske unge mennesker i Radikal Ungdom, der går ind for aktiv dødshjælp uden rigtig at kende lovgivningen på området indefra”.
Patienterne risikerer at henlægge ”som en savlende grøntsag”.
”De gamle, syge og hjælpeløse selv – er ude om det, fordi de har valgt at tage billetten”.
Det er ikke at møde mennesket, hvor det er. Og ikke særligt respektfuldt.
Mon det skyldes, at patienterne er kørt ud på et sidespor?
Når man tænker store teoretiske tanker, omfavner de åbenbart kun de lidende patienter som 3. persons mennesker.
Man bøjer sig ikke så dybt i støvet, at man taler TIL dem, nej man taler kun OM dem.
Hvis du selv var patient, hvordan ville du så føle det, hvis du kom for skade at læse dig selv omtalt på den her måde af modstanderne?

Vi er helt enige i denne blogkommentar. Det er at tale ned til lidende, hvilket vi tager stor afstand fra.

 

 

FORSKELLEN MELLEM FORSÆTLIGT, SKJULT MEDLIDENHEDSDRAB OG DÉT FORTALERNE FOR AKTIV DØDSHJÆLP TALER OM

(Susanne Fink fra "Tænkeboksen")

 

 

NATURLIG DØD - HVAD ER DET?

Vi hører ind imellem folk sige, at de går ind for en naturlig død. Men hvad er en naturlig død i dag? Er en naturlig død, at man dør med drop, sonde, respirator eller andet udstyr, der i bedste fald kan hjælpe en tilbage til livet, men i værste fald forlænge det ud over græsen for, hvad der er værdigt? Eller er en naturlig død, at man i forlængelse heraf takker nej til sådanne behandlinger? Grænsen for, hvad en naturlig død er, har rykket sig med lægevidenskabens udvikling. 
For os er en naturlig død, at man kan få lov at dø, når man ikke længere kan leve, fordi ubærlige smerter eller andre invaliderende symptomer har invaderet vores liv. I den situation vil det være naturligt, at man får den hjælp, man har behov for. Lige så naturligt, som at man behandles, når der er behandlingsmuligheder. 

 

SUSANNE FINKS MENING OM GLIDEBANEARGUMENTET:  

Jeg tænker bare, at vi siger jo heller ikke at passiv dødshjælp kan blive en glidebane? At det at vi giver mennesker lov til at tørste og sulte sig ihjel vil få flere til at gøre det eller føle sig presset til, at de skal vælge det? 

At pårørendes mulighed for at få slukket for respiratoren vil få andre pårørende i en sårbar situation til at føle sig presset til at slukke, selvom de ikke føler det rigtigt?

Det er lidt det samme med den række af ubærlige tilfælde vi ved eksisterer.

Kan vi være det bekendt at "ofre" dem fordi vi mener der er situationer vi ikke kan håndtere?

Har vi ikke pligt til at forsøge at løse problemet i stedet for at skubbe det fra os? Selvom det er svært at finde en løsning, findes den. Så vi tilgodeser alle og ikke kun nogle. Vi må også tænke i konsekvens hvis vi vender os bort fra mennesker i nød. Det er lige så slemt som uopfordret at begynde at tage livet af folk, synes jeg.

SUSANNE FINKS DEBATINDLÆG: 

Hvor mange enkelttilfælde skal der til? 

- et bidrag til debatten om aktiv dødshjælp

Sammen med Hanne Holst Rasmussen har jeg skrevet bogen "Vil du leve til du dør? - en debatbog om dødshjælp"
Jeg har lidt kommentarer til den såkaldte debat, vi siger vi skal have og har.

For det første skal man IKKE stille sig frem i pressen og bede om en ændring af loven - med ansigt. Altså konfrontere øvrigheden for et virkeligt menneske med en virkelig situation og en virkelig bøn og opfordring til at få ændret loven om dødshjælp. 
Man kan have alle de argumenter hjertet begærer, ens situation kan være fuldstændig ubærlig, man kan græde, trygle, tigge og bede og beskrive i detaljer hvordan man lider. Selv hjerteskærende billeder ignoreres, vendes og drejes til noget helt andet. Stilheden er larmende. 

Enkelttilfælde lyder det bare. MEN er virkeligheden ikke en samling enkelttilfælde. Har man set mange nok må man vel anerkende, at vi har et problem?
Hvor mange enkelttilfælde skal der til?
Der er i det hele taget en tendens til hver gang en fortaler for aktiv dødshjælp forsøger at få en reel debat i gang, at vi hurtigt taler om de mennesker der FÅR den hjælp de skal have og om de mennesker der slet IKKE skal have hjælpen. 

Jeg har dog endnu til gode at se en debat om de mennesker det vitterligt handler om. Jeg har tilgode, at man taler TIL dem og ikke OM dem. Det er som om de mennesker slet ikke er mennesker mere. Som om, at HAR man ønsket, har man selv meldt sig ud og så kan man ignoreres. 
Er det virkelig i orden?
Er det for nemt at slippe af sted med, fordi de mennesker for det meste ikke kan tage til genmæle?
Og hvis de pårørende forsøger at tale deres sag, så bliver de straks skudt i skoene, at det er DEM der vil spares for smerten og ubehaget, og at de vil presse den syge til det. 

Et virkeligt skræmmende eksempel på den mærkelige såkaldte debat, var en debat fra det nyligt overståede Folkemøde. DER havde man en "DEBAT" om aktiv dødshjælp - med 3 deltagere. 
DET VAR ALLE MODSTANDERE. Jeg troede ikke mine egne øjne. Vidste jeg ikke bedre kunne jeg have taget det for en revy. Er det i orden?

Er det godt nyt at vi nu har fået en ny regering? Normalt går denne side af salen jo ind for frihed for det enkelte individ og indskrænkning af statens magt? Og så lidt indblanding som muligt?
Gælder det også for en habil person der er immobil og ikke har et netværk der vil/kan hjælpe, fordi de så overtræder loven?

Susanne Fink
Pseudonym