Artikel med gode argumenter for legalisering af dødshjælp

Vi har oversat en lang artikel skrevet af Andrew Denton, en australsk komiker og ”TV-mand”, der ogås er fortaler for dødshjælp. Han har rigtig mange gode pointer efter at have sat sig grundigt ind i emnet. Derfor vælger vi her at bringe artiklen. 
Da artiklen er lang har vi inddelt den i seks afsnit med hver sin overskift, ligesom vi har valgt at kommentere hvert af de seks afsnit.


1.EN AUSTRALIERS KAMP FOR ASSISTERET DØDSHJÆLP


Denton går fuldt og helt ind for assisteret dødshjælp og har lavet et lovforslag, som han mener kan spare mange australiere for unødvendig lidelse. 
Han har ingen medicinske kvalifikationer ud over, at han har oplevet et kært menneske dø en dårlig død, nemlig hans far, der døde som 67-årig af dårligt hjerte og i store smerter. Intet lægemiddel kunne afhjælpe hans lidelser. Derfor vil hans tre sidste dage aldrig forsvinde fra Andrew Dentons bevidsthed.
Efterfølgende læste Denton en belgisk forfatters beskrivelse af hendes fars sidste dage. Faderen fik assisteret selvmord og tilbragte sine sidste uger med at tage afsked med sine kære. Han endte med en fredfyldt død, fordi Belgien har legaliseret assisteret selvmord.
Artiklen satte Andrew Denton i gang med at tænke over, hvorfor Australien ikke har legaliseret assisteret dødshjælp. Hvad forhindrer det? Han satte sig for at ville undersøge spørgsmålet og tilbragte hundredvis af timer med at tale med sygeplejersker, læger, politibetjente, advokater, akademikere, præster, specialister i palliativ pleje både i Australien og Europa. Og han undersøgte argumenter både for og imod assisteret selvmord. Og sidst, men ikke mindst, tilbragte han timer sammen med dem, der har brug for en lov, der legaliserer dødshjælp i Australien, og også sammen med deres familier. 
Han mener, at han har fundet frem til to sandheder: 1. At dø er kompliceret og 2. Folk ønsker ikke at dø. De holder fast i deres liv i langt højere grad, end man kan forestille sig. 
Det, der for alvor satte ham i gang var også en ”anti-euthanasi- begivenhed” i Adelaide, hvor han hørte modstandere tale om, hvad der sker, når aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord legaliseres: Babyer dræbes. De sårbare bliver ofre. Folk bliver hjulpet til at dø uden deres samtykke. Det fortrolige patient-læge forholdet ødelægges. Palliativ omsorg nedgraderes. 
Der blev også sagt, at Belgien, Holland og Oregon var moralsk svækkede lande med en glidebane i forhold til døden og et konstant stigende antal, der får dødshjælp samt at sikkerheden ikke fungerer. Ældre og handicappede bliver truet til dødshjælp.

Men Denton fandt i sin research gennem otte måneder det stik modsatte. Han fandt sikre systemer baseret på mange års åben debat og med talrige indlagte sikkerhedsforanstaltninger og overvældende anerkendelse fra det offentlige - medicinsk personale, politikere etc. 
De største sikkerhedsforanstaltninger er, at kun kompetente voksne kan bede om hjælp til at dø, og at de skal gøre det frivilligt. Dødshjælp er noget, der kan gives. Det er ikke en ret. Og lægen er på ingen måde forpligtet til at yde dødshjælp. 

VORES KOMMENTARER TIL OVENSTÅENDE: 

Det kunne lige så godt have været danske modstandere af dødshjælp, Denton taler om. Både mht. deres argumenter og "glidebanen".. Også de danske modstandere ser spøgelser i stedet for at se på virkelighedens verden. Det er tankevækkende, at et menneske fra Australien skal gøre opmærksom på, at systemerne faktisk ER sikre i de lande, der har legaliseret dødshjælp.
Vi vil ikke nedtone, at der HAR været problemer. Nogle har fået dødshjælp uden at være i målgruppen; men det handler om, at nogle læger ikke kan holde sig idenfor grænserne og overholde kriterierne. Det bør ikke komme ALLE patienter til skade, hvilket det gør, når man bruger dette til ikke at ville legalisere dødshjælp. 

 


2.OM DØDSHJLÆP I OREGON, BELGIEN OG HOLLAND
I Oregon tillader loven kun terminalt syge at få hjælpen. To læger skal uafhængigt af hinanden vurdere, om patienten har seks måneder eller mindre at leve i. Opfylder patienten kravene, får vedkommende udleveret medicin, der kan afslutte livet. Patienten tager selv medicinen. Kun patienten selv kan administrere det, når vedkommende er parat dertil. Det kaldes for assisteret selvmord. At det kun patienten selv, der kan ende sit eget liv, er en af mange sikkerhedsforanstaltninger. 

Under ½ % af alle mennesker, der dør i Oregon, dør ved assisteret selvmord. 
I Belgien og Holland giver lægen deres patient en injektion, når patientens liv er ubærlig pga. ikke-behandlelig lidelse. Patienten skal overbevise to uafhængigt af hinanden læger om, at de har brug for hjælpen. Det er ikke sygdommen, der afgør, om ansøgningen imødekommes, men hvor meget patienten lider. Ubærlig lidelse kan f.eks. skyldes nervesygdomme, slagtilfælde, gigt eller flere lidelser på én gang hos ældre. I forhold til børn er der særlige regler, hvis også de lider ubærligt. 
Denton oplevede, at der også foregik en debat blandt sundhedspersoner vedr. dødshjælp til psykisk syge og demente, hvilket for ham var bevis på, at det ikke var et sygt system ude af kontrol. 
Systemerne i Holland og Belgien er gennemsigtige og gennemskuelige
Hvert enkelt tilfælde gennemgås af et udvalg, der har magt til at indrapportere og anklage brud på loven. 
I disse to lande kan alle styrker og svagheder ved systemet ses. De foregiver ikke, at systemet er perfekt, fordi de ved, at det ikke lader sig gøre; men de ved, at det uetiske reduceres gennem den åbenhed, der er omkring det og de kontroller, der finder sted.  
Både i Oregon og i Holland og Belgien er der en stor gruppe, der beder om at få hjælp, men kun en lille gruppe, der benytter sig af det, når det kommer til stykket. I Belgien sker mindre end 2 % af alle dødsfald ved aktiv dødshjælp. I Holland er det mindre end 4 %. 

Denton fandt intet bevis for, at ældre og handicappede udnyttes. For at dobbelt tjekke gik han også udenfor systemet og spurgte dem, der repræsenterede de ældre og handicappede. Svarene kunne ikke være mere klare. Ikke en eneste organisation rapporterede, at deres medlemmer blev misbrugt. De afviste alle de tvivlsspørgsmål, Denton stillede, og de forklarede, at loven gav deres medlemmer en slags forsikring for, at i de værste fald havde en mulighed for at bede om hjælp. 
Han hørte kun to klager. Den ene handlede om, at loven er så stram, at det kunne være svært at få adgang til hjælpen. Den anden var en lammet person, der var bange for at blive diskrimineret af loven. 
Det var således svært ikke at konkludere, at det at bruge ældre og handicappede som spydspids mod assisteret selvmord er politisk brutalt. 

VORES KOMMENTARER TIL OVENSTÅENDE: 
Denton har tilsyneladende undersøgt sagen grundigt og talt med mange mennesker, både fagpersoner og andre, der er tæt på den gruppe, det kan drejer sig om - familie, organisationer m.m.
Han er ikke stødt på grunde til at betvivle, om en legalisering er både etisk og sikker. Han maner mange af modstandernes argumenter til jorden. 
Noget af det han påpeger er, at der er stor sikkerhed omkring det, og ikke mindst at det ikke er noget, personalet blot gør, men noget, de diskuterer. 
Personalet er ikke i tvivl om styrker og svagheder ved det, der foregår, hvilket er afgørende for, at sikkerheden udvikles. 
Det er ikke sygdommen, men lidelsen der er afgørende for, om et menneske kan få hjælp. Det finder vi helt rigtigt; for hvorfor skal en bestemt diagnose være afgørende?

 

3.AUSTRALIEN HJÆLPER ALLEREDE PATIENTER TIL AT DØ – UDEN EN LOV HERFOR
Efter at have set udlandenes omhu begyndte Denton at spekulere på, hvorfor man ikke havde assisteret dødshjælp i Australien. 
Det første, han opdagede var, at selv uden en lov har lægerne anvendt assisteret selvmord i årevis. Både læger selv og undersøgelser har bekræftet dette.
Allerede I 1997 tegnede assisteret selvmord fra lægelig side sig for 2 % af samtlige dødsfald I Australien. 
En undersøgelse af læger i Victoria i 2007 viste, at blandt dem, der havde oplevet anmodninger fra patienter om en fremskyndelse af døden, lå 35 % af lægerne inde med lægemidler, der ville kunne anvendes til dette formål. 
En national undersøgelse af kirurger i 2001 viste, at mere end 20 % havde fremskyndet døden ved at give mere medicin end nødvendigt – uden samtykke fra patienten.
Læger gør, hvad de finder bedst afhængig af deres egen moralske opfattelse. Modstanderne mener, at det hele tiden sker i Europa mod patientens vilje, og de kalder det for mord. Men mange patienter i Australien befinder sig de sidste dage i coma, og lægerne giver dem medicin, der afslutter livet uden at spørge dem. Lægerne gør det dog for at lindre patienternes smerter, ikke for at dræbe patienterne. Den slags beslutninger står læger dog overfor hver dag. Det er ikke ukompliceret. 
Assisteret dødshjælp sker i Australien, men vi ved ikke hvor ofte. Eller om det bliver gjort af de rigtige årsager, eller med patientens samtykke – som de gør i udlandet – fordi der ikke findes en lov. Det betyder, at der heller ikke findes retningslinjer, og der er ingen krav om rapportering og intet evalueringssystem. Det eneste, vi ved, er, at lægerne gør, hvad de mener er bedst, afhængigt af deres egne moralske opfattelser. 
Hvis man ønsker at lave en sammensværgelse med sin læge om at bedstemor dør, så man kan arve hendes ejendom, er Australien et godt land. Her kan en læge hjælpe en patient med at dø uden vidner. 
Men hvorfor har Australien brug for en lov hvis lægerne allerede hjælper folk til at dø? 
Uden en lov er der ingen beskyttelse og heller ingen retsforfølgelse. 
Palliativ pleje er ikke nok. Der er patienter, hvis smerte og lidelse, man ikke kan lindre selv med en optimal palliativ pleje. 
Hvor mange drejer det sig om? Wollagong University Health Services Unit, der indsamler data fra 106 Palliative enheder i Australien, har påvist, at en femtedel af dem, der dør, dør med moderate til svære smerter trods de bedste bestræbelser på at give en god palliativ pleje. 
Denton har talt med en palliativ sygeplejerske, som fortalte, at hun har overværet masser af mennesker have frygtelige smerter de sidste 24-48 timer. Hun mener, de skulle have gjort noget andet, end det de gjorde, for at hjælpe patienten.
57 % af den palliative behandling i Australien leveres af den katolske kirke. Denton fik lov at være med på et hospice og oplevede, at personalet trods stor medfølelse og professionalisme var der en grænse. Personalet ønskede ikke hverken at fremskynde eller forlænge døden. I praksis betød det, at uanset, hvad man gør for at lindre lidelsen, må det aldrig fremskynde døden.  Derfor dør mange mennesker i store lidelser, fordi deres smerter ikke behandles tilstrækkeligt. 
Han tror, folk er uvidende om, at det er det, der sker. Folk tror, at den palliative pleje ”kan så meget”.  Det sker dog, at man anvender palliativ sedering, hvis patienten tigger om det. Det betyder, at patienten lægges i kunstig coma og til sidt dør. Dette er ikke nyt for personer, der arbejder i systemet. 

Hvornår skal en kompetent voksen, der er ved at dø, og som anmoder om at dø hurtigt, vide, at de skal dø langsomt i stedet? Det personale, Denton stillede det spørgsmål, tøvede med deres svar. Eutanasi er ikke en del af plejen. 
Det betyder i praksis, at en patient f.eks. i bogstaveligste forstand ”gravede” i væggene af smerter. En journalist, der var vant til at rapportere fra krigszoner havde aldrig set så megen smerte. Han spurgte sygeplejersken, hvordan hun kunne se på det, og hvorfor hun ikke gav mere medicin. Det gjorde hun ikke, fordi lægen sagde, at hun ikke må. Til hvis fordel er det, at patienter holdes i live et par dage mere af smerter?
Denton var uvidende om, hvad der kunne ske for os mennesker, når vi dør og er i palliativ pleje. Vi tror, der vil blive taget hånd om alt; men for nogle af os vil det ikke ske, siger han.
Af de mange ting, han lært over otte måneder, var det meste chokerende, at der kun findes én ting, som palliativ pleje accepterer som patientens ret i Australien, og det er patientens ret til at afvise behandling, herunder mad og vand indtil døden. 
Det kan tage et par uger for patienten at dø på den måde. En meget smertefuld tid for både den døende og familien, der ser på.
Det er skandaløst. Det er uforståeligt, at vi lever i et land (Australien), hvor det er etisk acceptabelt for en patient at vælge en langsom, smertefuld død ved dehydrering og sult, men etisk uacceptabelt for dem at vælge en død, der er hurtig og smertefri. Hvordan kan det være i orden?
Det står i skarp kontrast til, hvad Denton så i udlandet, især i Belgien, hvor en leder af den palliative indsats for Flandern, talte om eutanasi som ”en handling af kærlighed mod sin patient”. Når nogle lider, hvordan kan man da bede dem om at lide mere? 
Der er endnu en gruppe mennesker, der rammes af en manglende lov for assisteret selvmord i Australien. Det er dem, der lider en smertefuld død, men som ikke ønsker at dø på hospitalet. 
Denton talte med en palliativ sygeplejerske, som fortæller om en døende med kræft i spiserør og mave. Han var 59 år. Han havde fremskaffet det ulovlige stof Nembutal, som kunne garantere ham en smertefri død, når livet blev for smertefuldt. Det gav ham stor fred i sindet at vide; men fordi det var ulovligt i Australien, måtte han selv stå overfor døden alene. Skulle han tage Nembutal og dø for tidligt, altså før kræften ville gøre det for sent for ham at sluge stoffet? Eller skulle han holde på livet, selv om han risikerede, en død, han ikke ønskede. Han var kun hud og knogler, men valgte livet. Døden er kompliceret og folk ønsker ikke at dø. Da enden kom for denne patient, kom den med en vildskab, som ingen kunne have forudset. Han var i dyb smerte og bad om at få Nembutal; men da var det for sent. 
En pårørende fortalte Denton om sit chok over at se sin far dø på denne grufulde måde. Hans familie vil vide, hvorfor Australien ikke har en lov, hvor en person som deres pårørende, der til sidst ikke længere kunne synke, kunne få en injektion i stedet. 
De rationelle ældre rammes også af manglen på en lov. De skriger om hjælp, men ingen kan besvare deres nødråb i Australien, så de er nødt til at dø alene.
En 75-årig mand med prostatakræft og en dårlig prognose, skød sig selv med en sømpistol. En 93-årig kvinde med en lammende gigt, smuglede et barberblad ind i på plejehjemmet og blødte ihjel. En 85-årig kvinde gjorde det samme med et udvalg af knive og sakse. 
De led ikke af psykisk sygdom, men var konfronteret med en langsom, uigenkaldelig tilbagegang pga. kronisk sygdom. 
Den røde tråd gennem familien er en absolut følelse af respekt for dem, man elsker og en absolut følelse af hjælpeløshed. De ved, personen skriger om hjælp, men ingen kommer og besvarer opkaldet. De er nødt til at dø alene. 
En ældre person dør på den måde én gang om ugen. 
To personer over 80 år tager deres liv i Australien hver uge. Hængning er den mest almindelige metode.

VORES KOMMENTARER TIL OVENSTÅENDE:
I Danmark har vi passiv dødshjælp. I Danmark er det tilladt at give en øget dosis morfin til døende eller at fjerne en respirator eller andet, hvis behandlingen er udsigtsløs. I Australien ser det ud til, at end ikke passiv dødshjælp tilladt. På den måde virker det som "et uland". 
Når det er sagt, fremfører Denton argumenter, der også passer på Danmark. Der er læger i Danmark, der yder aktiv dødshjælp (og sikkert også i Australien). De gør det på eget initiativ, og fordi DE skønner det. Ikke fordi patienten ØNSKER det. Det er og bliver utrygt, og alene det kan gøre en legalisering nødvendig, så alle ved, hvad de er op imod. Som det er nu, at vi alle "på herrens mark". Kun lægen må bestemme over os - med mindre vi er uafvendeligt døende. 
En anden ting der er værd at bemærke i denne del af artiklen, er, at der er lavet undersøgelser, der viser at hver 5. menneske dør i svære lidelser til trods for palliativ pleje. Det er ikke godt nok. Modstanderne siger, at man skal udbygge den palliative pleje; men det ene udelukker jo ikke det andet, nemlig at give de - formentlig ikke så mange - patienter, der ønsker en kattelem i form af legalisering af dødshjælp en sådan. I de lande, man har muligheden/kattelemmen, er der mange, der får lov, men ikke bruger muligheden, når det kommer til stykket. Det viser, at det primært er trygheden, de har brug for. Trygheden i at vide, at de trods alt har en mulighed for at få hjælp. De lever længere og mere trygt med den vished. De er ikke nødt til at begå selvmord eller bede andre om at hjælpe sig. Og måske klarer det den til vejs ende med denne vished! 

 

4.DENTONS KONKRETE FORSLAG TIL LEGALISERING AF AKTIV DØDSHJÆLP I AUSTRALIEN

Assisteret selvmord skal legaliseres I Australien, mener Andrew Denton. Men det sker allerede, hvilket rejser spørgsmålet, om der ikke skal reguleres, så alle ved, at det bliver gjort af de rigtige mennesker på den rigtige måde og af de rigtige årsager? 

Han har et konkret forslag til udformning af en lov på området.  
Der er viden og erfaring nok at tage af i udlandet til at skabe en lov, der virker. Man kan tage det bedste fra de forskellige tilgange fra andre lande. 
Her følger Dentons forslag: 

• Som i Oregon kan frivillige assistere døende - de får selv medicinen, som kun de selv kan administrere. Den eneste undtagelse er, hvis man ikke er fysisk i stand til at udføre handlingen, så kan en læge give en indsprøjtning;
• Som i Belgien og Nederlandene er målgruppen patienter med uudholdelig og uhelbredelige lidelser
• For at kunne ansøge, skal man være en kompetent voksen og give udtryk for sit ønske både mundtligt og skriftligt. Der skal være to skriftlige og mundtlige anmodninger med mindst 30 dages mellemrum
• To uafhængigt af hinanden læger, hvoraf den ene en specialist, skal være enig i anmodningen og drøfte alle alternativer med ansøgeren. Enhver form for tvang fra familien skal identificeres. 
• Hvis en læge har bekymringer om ansøgerens mentale sundhed, skal en tredje psykiatrisk specialist være involveret
• Begge læger skal anmelde ansøgningen til en retsmediciner og afgive skriftlige rapporter - og stille sig til rådighed for spørgsmål fra et permanent udvalg

• Alle læger og sygeplejersker skal deltage frivilligt
Denton hævder, at der er fire ting, som er nok så væsentlige i forhold til en legalisering: 
1. Læger er konservative og har en naturlig modvilje mod at hjælpe folk til at dø. I Holland er to tredjedel af alle anmodninger om eutanasi blevet frafaldet. I Belgien drejer det sig om hver fjerde. 
2. Modstandere af loven vil holde øje med deres kolleger og overvåge, om de overtræder reglerne, ligesom de gør i udlandet. Det har dog ikke ført til en eneste retsforfølgelse i hverken Belgien, Holland eller i Oregon, siden legaliseringen indførtes her
3. Grundlaget for loven er frivillighed. Kun patienten selv kan anmode om at få hjælp. Patientens sygdom og lidelse skal være åbenbar og uhelbredelig, og patienten er nødt til at overbevise to læger. Selv da er det patientens helt egen beslutning, om han/hun vil tage medicinen eller ej. I Oregon blev medicinen ikke taget af 30 % af de mennesker, der fik den udleveret. Det viser, at de har fred i sindet ved at vide, at de har muligheden, hvilket er palliation i sig selv.
4. Folk ønsker ikke at dø. Derfor kan en læge i Oregon ikke forestille sig, hvorfor nogle forventer en lavine af mennesker, der ønsker at få hjælpen. 
Nogle mener, at Australien ikke bør legalisere assisteret dødshjælp, fordi det er så få mennesker, der er berørt og har brug for den, og at svære tilfælde ikke bør give anledning til en ny lov. Men deri er Denton uenig. Hvad skal en lov bruges til, hvis ikke til at håndtere svære ting? 
Man kan ikke garantere, at en skruppelløs person vil misbruge loven. Men at der findes menneskelig svaghed bevirker jo ikke, at man ikke opererer folk, fordi nogle dør på operationsbordet. 
Modstanderne har endeløse hypotetiske scenarier om forfærdelige ting, der vil kunne ske i forhold til en legalisering.

VORES KOMMENTARER TIL OVENSTÅENDE: 
Denton kommer i sin artikel med et konkret forslag til legalisering af aktiv dødshjælp, hvori han tager det, han ser, er bedst, fra de lande, der allerede har legaliseret endten aktiv dødshjælp eller asissteret selvmord. Hans forslag ser umiddelbart fornuftigt ud. Afsnittet om sikkerhedsforanstaltninnger gennem rapportering synes logisk at medtage. Han nævner ikke hverken demente eller børn, men refererer udelukkende til, at folk selv skal kunne træffe valget. 
De fire forhold, han påpeger som værende væsentlige i forhold til en legalisering, vækker tanker til overvejelse.
Lægerne har en naturlig modvilje. Det har lægerne i Danmark også. Lægers holdning er, at de er ansat til at helbrede, ikke til at yde omsorg for patienter, der lider, selv om der står i lægeløftet, at læger også skal lindre lidelse. Men Denton gør jo klart opmærksom på, at dødshjælp også kan være palliation, hvilket vi er enige med ham i. 
Modstanderne vil holde et vågent øje med dem, der foretager aktiv dødshjælp, skriver han også. Heri ligger en slags kontrolfunktion i forhold til, at læger ikke kan tillade sig ”gå amok” i forhold til at yde dødshjælp. Kolleger, der er er modstandere, vil reagere herpå. Der med andre ord en streng kontrol. Ikke blot mht. lovgivning, men også fra kollegial side, altså en form for egenkontrol. 
Grundlaget for at uføre dødshjælp skal være frivillig, mener han. Det er vi helt enige i. Det samme gjorde sig gældende, da man i sin tid legaliserede abort. I dag foretages 16.000 aborter i Danmark af læger, der har valgt at specialisere sig indenfor gynækologi/obstetrik. Det hører vi faktisk ikke som værende et problem mere. I dag er det en naturlig ting at tage et ufødt barns liv. Hvorfor er der da så stor modstand mod at tage et stærkt lidende menneskes liv og udfri vedkommende fra sine lidelser? 
Sidst men ikke mindst påpeger Denton, at folk hænger ved livet. At de ikke ønsker at dø. Nej, hvorfor skulle folk direkte ønske at dø? Ingen mennesker ønsker at dø med mindre de lider. Det synes meget logisk. Så hvorfor være så bange for en legalisering, når selv mennesker, der har fået lov at få hjælpen ofte ender med at takke nej og klarer lidelserne indtil døden alligevel? Dødshjælp er i mange tilfælde en ”kattelem”, som svært lidende kan have brug for at have for at kunne klare livet. Også selv om de ender med ikke at have brug for det. 
At modstanderne har endeløse hypotetiske scenarier om forfærdelige ting er også udbredt i Danmark. ”Fanden males på væggen”. Derfor kan man med rette spørge modstanderne, om de vil tage ansvar for, at der er nogle mennesker, der lider ubærligt, ligesom man kan spørge dem, om de vil tage ansvar for, at der er nogle læger, der i dag ikke holder sig til reglerne og til trods for, at det er strafbart, hjælper mennesker herfra – uanset, om de mennesker ønsker det eller ej? Det virker nemlig særdeles utrygt. 

 

5.HVORFOR KAN DET IKKE LYKKES AT FÅ LEGALISERET ASSISTERET SELVMORD I AUSTRALIEN?
En canadisk dommer har banet vejen for legalisering af assisteret dødshjælp i Canada. Hun siger, at det er uetisk at nægte at lindre lidelserne for en patient, der beder herom. 
Det er skammeligt, at australske politikere ikke vil tage stilling til assisteret dødshjælp, mener Denton. 

Med 27 forsøg i forskellige stater i Australien er det kun lykkedes at nå til andenbehandlingen. En politiker, der er enig med Denton siger, at det er absurd, at en person, der lider frygteligt og ikke kan hjælpes, skal tvinges til fortsat at lide. Det er ikke sund fornuft, og det er heller ikke moralsk.  
Han mener, at der er en ”vejspærring”, der forhindrer det, nemlig lægerne, og at en lov ikke kan gennemføres, hvis ”vejspærringen ikke fjernes. 
Belgien, Holland og Oregon har det til fælles, at deres love kom fra det samme sted: en ærlig erkendelse af at den medicinske profession, lægerne, allerede besluttede at afslutte patienternes liv før legaliseringen, og at det måske var bedre at regulere dette, så patienterne blev bedre beskyttet mod fejlbehandling og læger fra retsforfølgelse.
I de tre lande har lægestanden spillet en central rolle i legalisering. 
Det samme var tilfældet i Canada, da deres højesteret enstemmigt tillod en lov om assisteret dødshjælp.
Hvis medfølende og kærlig omsorg for patienter og familie er, hvad palliativ pleje handler om, så er assisteret dødshjælp en del af det.
Undersøgelser af australske læger gennem årene viser, at støtten til assisteret dødshjælp er på over 50 %, men at den officielle lægelige og holdning og den palliative behandling i Australien altid har været imod en sådan praksis. Dette udtaler en professor, som er blevet forbavset over, hvor lidt de fleste synes at vide om, hvad disse love betyder for deres kolleger i udlandet. De bliver overraskede over at erfare, at et direkte resultat af loven er, at læge-patient-forholdet er forbedret i alle tre lande.

En undersøgelse af mere end 15.000 læger fandt, at 80 % af lægerne ikke ved, hvad deres patienter ønsker, når de nærmer sig livsafslutningen. Det er foruroligende.
Denton mener dog, at problemet kan være dybere end blot en manglende bevidsthed omkring det. Han mener, det er en debat, som medicinsk personale ønsker at lukke ned.
Det giver han tre eksempler på. 
1. Han har på otte måneder talt med læger og andet medicinsk personale i hele verden; men kun én gruppe har afvist at blive interviewet (AMA – Australien Medical Association). Heller ikke skriftlige spørgsmål ønskede de at svare på.
2. Royal Australasian College of Physicians har inviteret en meget vidende læge om dødshjælp til at holde foredrag, men aflyste invitationen 2 uger før
3. Forkæmpere for assisteret selvmord blev ikke hørt, da læger mødtes vedr. palliativ pleje. Modstandernes indsats for at male et uhyggeligt billede af ”en glidebane” var himmelråbende. De undlod at anerkende beviser for, at også den palliative pleje i Belgien, Holland og Oregon er udbygget og overbevisende. De indsendte en stærk anbefaling om, at hvis assisteret dødshjælp indføres, skal det være strengt adskilt fra alle, der giver sundhedsydelser, da det ikke er sundhedspleje eller behandling. 
Denton blev lettere chokeret over, at de lavede et så ensidigt dokument. De ønsker tydeligvis ikke en debat om emnet. Det er det stik modsatte af, hvad vi ønsker af vores betroede læger i nødens stund. Han er dog sikker på, at de giver en fantastisk palliativ pleje inden for rammerne af deres filosofi. 

VORES KOMMENTARER TIL OVENSTÅENDE: 
Vi er helt enige i, at der bør en legalisering af aktiv dødshjælp til, så man kan komme til livs, at læger skal gøre sig til dommere over liv og død. Det er et argument imod en legalisering fra modstandernes side; men det er også et argument for, så det ikke bliver læger tilladt at handle ud fra deres egne holdninger og ideer. Det virker både uetisk og forkert; for hvem er nærmere end det enkelte menneske til at vurdere, om de lider ubærligt eller ej? En legalisering er en beskyttelse af den enkelte patient. Det er omvendt argumentation, men en både etisk og efter vores mening korrekt argumentation. 
Lægepatient-forholdet er forbedret i de lande, der har indført dødshjælp. Dette er også stik modsat det modstanderne siger. Modstandere udtaler ofte, at det vil skade forholdet at legalisere dødshjælp. Det viser sig nu at være en hypotese.   
Noget tyder dog alligevel på, at australske læger er mere konservative, end de europæiske. Trods alt. Australien ser ud til ikke at have passiv dødshjælp på samme måde som i Danmark.  
Australske læger ved ikke, hvad der foregår i udlandet, selv om de kritiserer det, der foregår. Sådan er det vel også i Danmark. I hver fald taler læger stadig om ”glidebaner” og ”mord”. Og de er ”på banen” sammen med Det Etiske Råd, hver gang der sker nye tiltag på området i udlandet. 
Heller ikke i Australien taler lægerne med de døende patienter om deres ønsker. Det har der også været en del artikler om i den danske presse idenfor den seneste tid.


6.HVEM VIL PÅTAGE SIG ANSVARET FOR DE UBÆRLIGT LIDENDES LIDELSER?

Manden, der er anerkendt som ”fader” til den palliative indsats i Australien siger, at hvis medfølende og kærlig omsorg for patienter og familier er, hvad palliativ pleje handler om, så er assisteret dødshjælp en del af det, og det er på tide, at det bliver diskuteret og behandlet.
Mange læger har stærke moralske indvendinger mod at hjælpe en patient til at dø, og Denton støtter deres ret til at have denne opfattelse. Men der er mange andre, der allerede støtter og bistår døende. Spørgsmålet fortjener at blive debatteret åbent og ærligt, mener han. 

Læger bør ikke kontrollere liv og død. 
Kun få politikere argumenterer for at bistå døende mennesker. 
Lektien fra udlandet er, at intet ændrer sig, før lægernes modstand mod dødshjælp ændrer sig. 
Patienter har ret til at træffe beslutninger omkring afslutningen af deres liv, ligesom læger har ret til ikke at deltage. Man skal aldrig krænke den anden. Sådan fungerer det i udlandet, og det fungerer godt. 
Denton startede ”sin rejse” ved at tage modstandernes krav for pålydende, og han har brugt otte måneder på at undersøge dem. Den ene efter den anden. De viste sig at være forvanskninger, der ikke holdt stik. Han indså til sidst, at de ikke var interesserede i fakta. 

Trods det tror han, at medlidenhed ikke kun findes på én side. Modstanderne nærer en ægte frygt for, at sårbare kan tvinges til noget, de ikke ønsker. Når modstanderne anvender udtryk som ”liv devalueres” til at beskrive dem, der søger hjælp til at dø, gør de det ud fra kærlighed. 
Men Denton
 tror ironisk nok, at de ved at blokere for assisteret dødshjælp, gør livet for dem, de vil beskytte endnu mere forfærdeligt. 

Hvem er mere sårbare end dem, der lider uudholdeligt eller er i de sidste stadier af en terminal sygdom? Hvem er mere forladte end dem, der tigger om hjælp, og som modstanderne vender sig bort fra? Hvis liv kan synes mindre værdsat end livet hos dem, der desperate søger en måde at dø på, der ikke efterlader andre ”skadede”, og som får at vide, at ”selvmord er lovligt, så hvorfor ikke bare begå selvmord”? Og hvem kan tvinges mere end dem, der står uden valg i forhold til, hvordan de vil ende deres liv uden at gøre det voldsomt og på egen hånd? 
Assisteret dødshjælp er ikke bare et problem blandt gamle eller blandt kroniske eller uhelbredeligt syge. Mange får grimme ar efter ”et rædselsfuldt dødsfald’, som man aldrig glemmer, fordi et menneske tæt på dør en ensom eller voldelig død ved at tage sit eget liv pga. mangel på andre muligheder.
Denton vil ikke selv have noget imod at slutte ved at gå ind i den dybe ende af en swimmingpool fyldt med single malt whisky. Men han mener dog, at han nok dør ligesom de fleste andre. Men frem for alt ønsker han ikke en død, som en anden afgør for ham. 
Et lovforslag blev fornylig underskrevet i Californien – den femte stat i USA, der legaliserer assisteret selvmord. Guvernøren, der er katolik, sagde ved den lejlighed, at han i sidste ende reflekterede over problematikken i lyset af sin egen død. Han vidste ikke, hvad han ville gøre, hvis han var ved at dø med langvarige og ulidelige smerter. Han fandt trøst i lovforslaget.

Tiden til en lov for assisteret dødshjælp i Australien er dog ikke inde endnu. Død er ikke en ret. Det er en kendsgerning i slutningen af livet, som man kan bede om hjælp til, hvis livet bliver uudholdeligt og uhelbredeligt. En ret til at have et valg om, hvad der sker med os i slutningen af vores liv. 
Når nogle lider, kan vi ikke bede dem lide mere. 
Hele artiklen kan læses på følgende link:http://www.wheelercentre.com/notes/an-argument-for-assisted-dying-in-australia-andrew-denton-s-di-gribble-argument-in-full

VORES KOMMENTARER TIL OVENSTÅENDE:

Det er på tide, at man begynder at se på dødshjælp som en del af den palliative pleje. Når man i Danmark kan give såkaldt palliativ sedering, hvor patienter lægges i coma og dør, hvorfor kan man så ikke tage skridtet fuldt ud? Palliativ sedering kaldes i mange lande for aktiv dødshjælp. I Danmark betragtes det stadig som passiv dødshjælp. Fordi det bevirker, at man på den baggrund ikke behøver at legalisere dødshjælp.
Det er læger, der bestemmer over liv og død, og sådan bør det ikke være. Hvordan kan læger gøre sig til dommere i forhold til, om et liv er værd at leve eller ej? Det virker ulogisk og formynderisk. De tager liv. Eller de tager ikke liv. Kort og godt: De bestemmer. Uanset, om vi ønsker det eller ej. Vi ved ikke, hvordan vi risikerer at ende vores liv med et sådant system.
Det ser ud til, at modstandere af aktiv dødshjælp vælger IKKE at beskytte patienterne. De mener, de handler ud fra kærlighed og beskyttelse af de sårbare, og det er uden tvivl også det, de dybest set ønsker at gøre; men er det rent faktisk også det, de gør? Når patienter lades i stikken? Lider? Ikke får den hjælp, de har brug for? 
Som Denton så rigtig påpeger, kan man spørge om, hvem der er mere sårbare, end dem der tigger om en udfrielse? Og hvem der er mere forladte, end dem, der ønsker hjælp til at dø uden at kunne få hjælpen? Eller dem, der er nødt til at begå selvmord for at få fred? 
Hvem vil tage ansvaret for disse menneskers lidelser? Det er der tilsyneladende ingen, der vil. Det er på tide, at også modstandere af dødshjælp begynder at tage et ansvar for deres holdninger – at ”bøtten vendes”.