Argumenter for og imod dødshjælp

MODSTANDERNES ARGUMENTER FOR IKKE ATLEGALISERE DØDSHJÆLP:

De sårbare bliver ofre.

Ældre og handicappede bliver truet til dødshjælp.

Babyer dræbes.

Folk bliver hjulpet til at dø uden deres samtykke.

Det er en krænkelse af mennesket.

Det er en ”glidebane”, som fører til at flere og flere får mulighed for at få hjælp til at dø i de lande, der allerede har legaliseret dødshjælp.

Fortroligheden i patient-læge forholdet ødelægges.
Vi skal satse på palliativ omsorg i stedet.

Palliativ omsorg nedgraderes. 

Lande, der har indført dødshjælp er moralsk svækkede lande.

Læger helbreder. De dræber ikke.

Pårørende kan presse nogle til at dø.

Vi har i forvejen passiv dødshjælp, hvilket giver de muligheder, der er brug for.

Patienter kan til enhver tid takke nej til en behandling.

Kun få mennesker er berørt. Man kan ikke lave en lov for få mennesker.

Loven kan misbruges af en skruppelløs person.

Læge-patientforholdet lider skade ved en legalisering.

Dem, der ønsker at dø, kan begå selvmord i stedet for at bringe staten ind i det.

Hospicer kan yde den nødvendige hjælp.

Dødshjælp er komplekst, og selv om 70 % af befolkningen får ind for dødshjælp, ved de ikke, hvad de taler om.

 

MODARGUMENTER (FORTALERNES ARTUMENTER IMOD MODSTANDERNES ARGUMENTER):

I lægeløftet står, at læger skal anvende deres kundskaber med flid og omhu til samfundets og deres medmenneskers gavn. At hjælpe en patient med at dø, står ikke i modsætning til lægeløftet. At hjælpe et ubærligt lidende menneske, der ønsker at dø, er til medmenneskets gavn.

Der er ingen patientorganisationer i Holland og Belgien, der har oplevet, at ældre og handicappede er blevet dræbt uden deres vilje. Derfor er det unfair at bruge bl.a. ældre som ”spydspids” for ikke at legalisere dødshjælp.

Glidebanen kan afhjælpes med fastlagte kriterier og stærk kontrol.

Læge-patientforholdet i Holland, Belgien og Oregon er blevet bedre efter legalisering af

Dødshjælp er ikke bare noget, man gør. Det er noget, man taler om, diskuterer, tænker over etc.

Ingen, der får dødshjælp, lader sig presse mod deres vilje, viser undersøgelser.

Palliativ pleje og dødshjælp er ikke modsætninger. De komplementerer hinanden. Dødshjælp kan betragtes som en del af den palliative pleje (f.eks. er pallitativ sedering palliativ pleje, men betragtes i mange lande som aktiv dødshjælp).

Hospice er forbeholdt 1 % af befolkningen og det er utopi at tro, at alle med tiden kan dø på et hospice. Desuden er der også mennesker på hospice, der dør i store smerter.

En femtedel af dem, der dør i Australien, dør i svære smerter trods en stor palliativ indsats, viser en undersøgelse.

Den palliative pleje er ikke nok, og den er heller ikke tilstrækkeligt udbygget; men selv om det skulle ske i fremtiden, vil der stadig være mennesker, der dør i svære smerter.

Passiv dødshjælp er ikke tilstrækkelig. Passiv dødshjælp kan udelukkende anvendes til uafvendeligt døende.  Der er også en gruppe af ikke uafvendeligt døende, der lider ubærligt, og som ikke kan få hjælp.

Passiv dødshjælp afhænger af lægens motiv – giver lægen mere morfin, fordi patienten skal dø eller fordi patienten har smerter? Motiver er en teoretisk størrelse, som ikke kan anvendes i forhold til konkrete eksempler. Talen om motiver legaliserer desuden, at lægen også kan hjælpe en patient til at dø, der rent faktisk ikke ønsker det.

Der findes ubærligt lidende patienter, der ikke får en behandling og som derfor ikke kan takke nej til behandling.

Hvorfor skal en kompetent voksen, der er ved at dø, og som anmoder om at dø hurtigt, i stedet dø langsomt og pinefuldt? 

I forhold til glidebane vil der være en selvregulering læger imellem, idet der altid vil være fortalere og modstandere, som vil holde et vågent øje med hinanden.

I virkeligheden er et af de største problemer i dag, at læger i dag ikke kontrolleres i forhold til dødshjælp, og derfor kan gøre, hvad der passer dem.

At kun få mennesker har behov for dødshjælp berettiger ikke til ikke at ændre loven; for hvad skal en lov bruges til, hvis den ikke skal bruges til at håndtere det svære.

Man kan ikke garantere, at en skruppelløs person/læge/sundhedsperson kan finde på at misbruge loven; men der vil altid være andre til at holde øje med og regulere det, hvis det skulle ske. Desuden sker det allerede UDEN at man af den grund taler om skruppelløse personer.

Modstanderne har endeløse hypotetiske scenarier om forfærdelige ting, der vil kunne ske i forhold til en legalisering. Det er på tide, at de lader alle disse scenarier ligge og kigge lidt på virkelighedens verden i stedet.

Undersøgelser viser, at en direkte konsekvens af en legalisering af dødshjælp er, at læge-patientforholdet bedres.

Hvem er nærmere end det enkelte menneske til at vurdere, om de lider ubærligt eller ej?

Hvis palliativ pleje handler om medfølende og kærlig omsorg for patienter og familier, bør dødshjælp være en del af den palliative pleje.

Staten er nødt til at lovgive på området, så folk ikke tvinges til i utide at begå selvmord (fordi de ikke tør vente, indtil de evt. ikke længere kan tage deres eget liv).

At tvinge mennesker til at leve er at gøre sig til dommer over liv og død. Hvem tvinges mere end dem, der står uden valg i forhold til, hvordan de vil ende deres liv uden at gøre det voldsomt og på egen hånd?

Modstanderne handler efter deres eget udsagn ud fra kærlighed og beskyttelse, hvilket uden tvivl er korrekt; men når nogle lider, kan vi da tillade os at bede dem lide endnu mere.



GENERELLE ARGUMENTER FOR EN LEGALISERING AF DØDSHJÆLP

Over 70 % af befolkningen ønsker en legalisering af dødshjælp.

Mennesker ønsker fundamentalt ikke at dø. De ”hænger fast i livet” i langt højere grad, end man kan forestille sig. Men når de ønsker at dø pga. ulidelig lidelse, sker det på baggrund af tunge og svære overvejelser. Ikke på baggrund af en panikbeslutning.

En lov om aktiv dødshjælp/assisteret selvmord vil ikke resultere i, at flere dør, men i at færre lider.

Legaliseringen vil give ubærligt lidende en sikkerhed for, at de kan få hjælp, hvis de har brug for det og derfor ikke behøver begå selvmord ”i utide”.

Læger begår i forvejen drab på patienter. Undersøgelser viser, at der allerede er danske læger, der udfører aktiv dødshjælp.

Det er uværdigt, at mennesker kan være nødt til at begå selvmord eller tørste og sulte sig selv ihjel.
- et selvmord påvirker mindst 5 mennesker i en sådan grad, at de aldrig kommer sig helt over det
- et selvmord er ofte meget ”beskidt” (hængning, kaste sig ud foran et tog, skære pulsårer over etc.)
- at tørste og sulte sig ihjel tager lang tid og er meget lidelsesfyldt for både patienten og de pårørende
- det er forbudt hjælpe en person til at begå selvmord, hvorfor et selvmord skal finde sted ”i ly af mørket”
- den, der begår selvmord eller sulter og tørster sig ihjel må være det mest ensomme menneske i hele verden

Der er allerede mennesker, der vælger at tage til udlandet og få hjælp til at dø. Det må nødvendigvis ske, mens de stadig kan foretage rejsen dertil. Hvis de kunne få hjælpen herhjemme, var det slet ikke sikkert, at de havde brug for den. Visheden om, at det lader sig gøre giver mange tilstrækkelig tryghed til at kunne klare livet til livets ende. Det viser erfaringer fra både Schweitz og Oregon.

Muligheden for at tage til udlandet har en social slagside, idet det er behæftet med store økonomiske omkostninger.  

Læger gør i dag, hvad de finder bedst ud fra deres egen moralske opfattelse. Det fører til
- at nogle læger giver dødshjælp og andre ikke, hvorfor patienten er dybt afhængig af den behandlende læges holdning
- at nogle patienter, der beder om hjælp til at dø, ikke får hjælpen
- at nogle patienter, der ikke ønsker at dø, bliver hjulpet til at dø alligevel
- manglende retningslinjer på området giver stor usikkerhed
- uden retningslinjer er der ingen kontrol. I princippet kan den enkelte læge derfor gøre, hvad vedkommende selv finder bedst, hvilket er utrygt
- uden retningslinjer og lovgrundlag er der ingen muligheder for retsforfølgelse (der findes ikke engang retningslinjer for palliativ sedering og ingen ved, hvor mange dør på den måde)

 

Det er alt for subjektivt, at læger kan gøre stort set hvad de vil, hvis intentionen er at lindre lidelse, men ikke hvis intentionen er, at patienten skal dø. En intention vil ikke kunne kontrolleres, og vi kan konstatere, at det igen er patienten, der risikerer ”at blive offer”. 

Det er ulogisk, at det er etisk acceptabelt, at et menneske vælger en langsom og smertefuld død ved at undlade at spise og drikke, men etisk uacceptabelt for samme menneske at vælge en hurtig og smertefri død ved at få dødshjælp.

Når nogle lider, kan man ikke bede dem om at lide mere.

Med en legalisering kan de kære være hos den, der ønsker at dø, når døden indtræder.

Dødshjælp kan være forebyggende i forhold til selvmord. Legalisering af dødshjælp kan virke som en ”kattelem” for dem, der har brug for en sådan uden, at de nødvendigvis får brug for at anvende den.

Det er vigtigt, at loven reguleres, så alle ved, hvad der bliver gjort, og at det bliver gjort både på den rigtige måde af de rigtige mennesker og af de rigtige årsager.

Det er uetisk at nægte at hjælpe et menneske, der udtrykkeligt beder herom. Derfor bør loven ændres.

Det er absurd, at en person, der lider frygteligt og ikke kan hjælpes, skal tvinges til fortsat at lide. Det er hverken sund fornuft eller moralsk korrekt.  

Patienterne bliver med en legalisering af dødshjælp bedre beskyttet mod fejlbehandling, og læger beskyttes bedre mod retsforfølgelse.

Læger bør ikke kontrollere liv og død uden kontrol.

Ved at blokere for legalisering af dødshjælp, bliver livet for dem, modstanderne ønsker at beskytte, endnu mere forfærdeligt. Hvem er mere sårbare end dem, der lider uudholdeligt? Hvem er mere forladte end dem, der ønsker at dø pga. ulidelig lidelse?

Danmark har i forvejen taget det første skridt ved at legalisere palliativ sedering, der i andre lande kaldes for aktiv dødshjælp.