20.06 2020 TYSK FORFATNINGSDOMSTOL VIL HAVE HJÆLPE TIL SELVMORD
I 2015 blev det forbudt og også strafbart at hjælpe dødeligt syge med at begå selvmord. Men en forfatningsdomstol i Karlsruhe mener, at det er imod den tyske forfatning.

En dom fra 2017 fastslog dog, at læger i ekstreme tilfælde ikke må nægte at tilbyde medicin, der kan føre til patientens død.
Tyske patienter, der er dødeligt syge, skal have ret til at beslutte, om de vil dø, omfattende både friheden til at tage eget liv og til at søge hjælp.
De kalder det for ”selvbestemt død”.
Sundhedspersonale, der hjælper alvorligt syge til at dø, kan straffes med op til tre års fængsel.
Seks sagsøgere har ansøgt om omstødning af loven fra 2015.
Siden 2015 har mange måttet købe præparater til selvmord i udlandet og søge hjælp hos familiemedlemmer.

Kilde: https://politiken.dk/udland/art7674848/Tysk-domstol-underkender-forbud-mod-hj%C3%A6lp-til-selvmord

MINE KOMMENTARER:
Før 2015 havde man de såkaldt ”dødsengle” i Tyskland. Dødengle var mennesker, der hjalp folk med et begå selvmord. Loven tillod det, og det er selvfølgelig derfor, loven blev blevet ændret. For ligesom i Sweitz er det et ”hul” i loven, som tillader handlinger, det tyske samfund ikke billiger. I Sweitz er ”hullet” dog ikke blevet lukket. Heller ikke at ”hullet” også omfatter indbyggere i Sweitz. Måske er det lukrativt for staten med en såkaldt selvmordsturisme? Penge styrer jo ofte verden. Men derfor er mange mennesker glade for, at de har den mulighed, som også flere danskere i tidens løb har benyttet sig af. 
Fordi ”hullet” i den tyske lov blev lukket i 2015, er der måske nu kræfter, der arbejder for en legalisering af det, de kalder for ”selvbestemt død”. Begrebet ser ud til at være en erstatning for både selvmord, assisteret selvmord og aktiv dødshjælp. Det er faktisk ikke noget dårligt begreb, men jeg mener, at det måske ikke er dækkende. ”Selvbestemt død” er kun realistisk, når vi taler om retten til at begå selvmord. For det vil aldrig blive aktuelt hverken i forhold til assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp. Der vil forhåbentlig altid være nogle kriterier, der skal efterleves. Fx kriterier  som dødelig sygdom.

...........................................................

04.06 2020 MEDMENNESKELIGHED OG LOV

En far har for nylig mistet sin 15-årige datter pga. hjertesvigt. Pigen var meget sportsaktiv, men havde haft halsbetændelse og været træt i et par måneder. Hun blev pludselig dårlig, og det viste sig under en akut operation, at halsbetændelsen havde givet hende bylder på hovedpulsåren, som afklemte blodforsyningen og overbelastede hendes hjerte. Hun blev indstillet til hjertetransplantation.
Pigen kæmpede for sit liv i en måned, før hun døde. Hun måtte opereres en gang mere og blev holdt i live af en hjertelungemaskine. Til sidst var hun, pga. tilbagefald, bevidstløs og spastisk lammet.
”En blodprop i benet forværrede situationen yderligere, og Josephine var ikke længere kontaktbar. Hun havde en blødning i hjernen og spastiske lammelser. Da det stod klart, der ikke var mere at gøre for den 15-årige pige, traf familien deres livs sværeste beslutning i samråd med lægerne. Vi ønskede ikke, at hun skulle leve et uværdigt og ubarmhjertigt liv. Derfor besluttede vi, at hun ikke skulle mere”, siger hendes far.

Pigens far har valgt at offentliggøre historien, fordi han ønsker at sætte fokus på organdonation, så hans datters død ikke har været forgæves.
Kilde: https://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/ramt-af-kaempe-sorg/8118835?fbclid=IwAR0eRPRCE1CQuojXPBldlgzs3lFAU6TAMkptmhaEYHDPa5vETR19TpFWEd4
MINE KOMMENTARER:
Vi kan alle se, at det har været en helt forfærdelig situation for både pigen og familien at være i. De har været igennem en hel måneds mareridt, da det står klart, at datteren ikke kommer til at klare livet uden svære handicaps, hvis hun da overhovedet kan overleve?
Familien beslutter derfor, at datteren skal dø.
Men er det lovligt for lægen at yde denne pige dødshjælp? Eller er det en barmhjertighedsgerning?
Jeg kender selvfølgelig ikke til sagen, og kan derfor kun vurdere ud fra det, der står i artiklen.
Svaret på, om det er lovligt, vil jeg helt sikkert mene, er JA. Fordi pigen formentlig er det, man kalder for uafvendeligt døende. Hun vil under alle omstændigheder dø indenfor dage til uger, fordi hendes hjerte er sat ud af spil og hun udelukkende overlever vha. hjertelungemaskine. Men ville en hjertetransplantation ikke kunn ændre på det? Jo, det ville det, men pga. den hjerneblødning, hun efterfølgende fik, og som gjorde hende spastisk lammet, er hendes almentilstand uden tvivl meget dårlig, og hun vil næppe kunne overleve hverken at skulle vente på, at der kommer et hjerte eller klare en så stor operation, hvis der skulle komme et hjerte. Hjertet skulle uden tvivl have været tilgængeligt meget hurtiger i forløbet, hvis det skulle have kunnet redde pigens liv. Men skulle det mod forventning være sket og hvis hun havde overledet en hjertetransplantation, ville hun stadig være bevidstløs og spastisk lammet efter hjerneblødningen.  
Når pigen kan betrages som uafvendeligt døende, er al behandling udsigtsløs, altså formålsløs. Derfor er det tilladt enten at undlade at iværksætte en behandling eller at afbryde en behandling. Begge dele er i spil her. Der iværksættes ikke hjertetransplantation, og pigen kobles formentlig af hjertelungemaskinen, hvorefter døden indtræder.
I dette tilfælde er den danske lov altså tilstrækkelig til, at pigen ikke behøver at lide et par dage eller en uge mere, før døden indtræder. Men familiens accept eller ud fra familiens valg, kan det ske, når de er klar til det og har taget afsked.
Det, der kunne have været en uskøn død, kunne således gøres til et valg for forældrene. Selv om valget var svært, ser det ikke ud til, at de har været i tvivl om, at det var det rigtige at gøre for deres datter. 
Må hun hvile i fred.


.....................................

 

08.05 2020  - PIGE MED HJERNESKADE OVERFØRT TIL ITALIEN 
Den fem-årige engelske pige, som jeg skrev om i sidste nyhed, kom til Italien i oktober 2019. Højesteret besluttede at pigen skulle dø, men forældre fik hende derfor overført til det italienske hospital, det havde tilbudt at tage hende. 
Hun er nu ude af intensiv pleje og har kun delvist brug for respirator. 
Derfor siger forældrene nu, at familiens kamp er blevet retfærdiggjort. 
Hospitalet vil fortsætte med at reducere hendes behov for assisteret vejrtrækning. 
I Italien har de lavet stabiliserende neurokirurgi og et hul i luftrøret for at forbedre hendes vejrtrækning. Hospitalet forsøger nu at stabilisere hende, så hun kan plejes i hjemmet.
Moren siger i dag, at de brittiske lægers diagnose var forkert. De italienske læger vil ikke udelukke en lille spontan bedring i de kommende måneder.

Kilde: https://www.bbc.com/news/uk-england-london-51055153

MINE KOMMENTARER:
For pigens skyld må man håbe, at de italienske læger har ret i, at der kan ske en spontan bedring indenfor de næste par måneder. Det liv, hun har nu og det liv, hun ellers vil få, ser ikke lyst ud. At skulle passes bevidstløs i en seng resten af livet, virker ikke ligefrem som et drømmescenarie. Og spørgsmålet er, hvad "bedring" i denne sammenhæng betyder? Betyder det, at hun vil kunne undvære respiratoren? Eller betyder det, at hun vågner af sin bevidstløshed? Det sidste sker dog realistisk set næppe.
Hvad sker der med pigen, hvis moderen en dag ikke længere magter opgaven. Skal hun så bo på et plejehjem hele livet?
Jeg synes, det virker som en meget egoistisk beslutning, hendes forældre har truffet. Det er al ære værd, at de selv vil passe hende, men bliver det nogensinde aktuelt, at hun kan undvære professionel pleje og konstant behandlinge? Det kan man godt tvivle på. 
Nej, det er svært at få øje på, at forældrenes valg også er pigens tarv. Desværre.
Jeg klapper ikke i hænderne af de fremskridt, italienerne indtil videre har opnået med pigen. I stedet sidder jeg tilbage med et spørgsmål: Hvor langt skal forældre have lov at gå i forhold til at påføre deres børn uendelige lidelser resten af livet?

......................................
 

26.4 2020 - FORÆLDRE ØNSKER, AT HJERNESKADET DATTER SKAL LEVE
En domstol skulle i efteråret 2019 tage stilling til, om en femårig pige skulle leve eller dø.
Pigen har en sygdom i blodkarrene, som gjorde, at hun i februar sidste år fik alvorlig hjerneskade. Siden da har hun været i respirator på et engelsk hospital.
Pigen er bevidstløs, og der er ikke udsigt til bedring. Derfor mener lægerne, at behandlingen skal stoppes, men i givet fald dør pigen i løbet af en time.
Forældrene har dog modsat sig det. Derfor har hospitalet anlagt sag for at få lov at ”handle i pigens bedste interesse”.
Men også forældrene har anlagt sag. De har kontakt til et italiensk sygehus, som kan holde pigen i live. Forældrene håber stadig på bedring, selv om hun vil være svært handicappet. De siger også, at der er imod deres religiøse overbevisning – de er muslimer – at lade barnet dø.
Der har været lignende sager i Storbritannien. Bla. spædbarnet Charlie, som havde en ekstrem sjælden sygdom. Hans forældre ankede sagen, da hospitalet gavde vundet sagen om at slukke for hans respirator, og hospitalet endte med at tabe sagen til den brittiske højesteret.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afviste sagen om drengen, men pave Frans oplyste, at et hospital i Rom kunne fortsætte behandlingen. Drengen døde dog kort før sin 1-års fødselsdag.
En anden lille dreng, Alfie, var også født med alvorlig sygdom. Også her tilbød et italiensk sygehus behandlingen, men drengen døde, før han fyldte to år.
I nogle lande vægter man livskvaliteten højst, i andre lande livskvantiteten. Hvis chancen for bedring er ekstrem lille er det svært at forsvare etisk at fortsætte behandlingen.
Kilde: https://jyllands-posten.dk/premium/international/ECE11612494/skal-tafida-raqeeb-leve-eller-doe/

 

MINE KOMMENTARER:
Følelserne bringes i kog, når det drejer sig om små børn. Det samme gør forældrenes følelser. Det er en virkelig vanskelig situation, som vi kan kan håbe på aldrig at blive bragt i.
Når det er sagt, har vi i vores egen familie været igennem svære overvejelser om liv og død i forhold til et barn i den nærmete familie, som fik en meget aggressiv kræftform. Forældrene var ikke i tvivl om, at der var en grænse for, hvor langt de ville gå mht. behandling. Heldigvis blev det aldrig aktuelt, for barnet responerede godt på behandlingen.
Det, der ser ud til at spøge i sagerne fra England, er forældrenes religion. Her kan man med rette spørge, om man skal sætte barnets eller forældrenes tarv højst. Et barn, der ligger i respirator, lider. Der følger mange ubehagelige handlinger med at være så dårlig, at man er bevidstløs og ikke selv kan trække vejret. Men forældrenes religion er også barnets. Så det er ikke så let endda.
Forældrene vil ikke give slip på barnet, fordi de tror, der er en chance for bedring, selv om den er minimal. De to øvrige børn, som har været så dårlige, at personalet har vurderet, at barnet dør af sin lidelse, er afgået ved døden. Om kun den ene eller de begge nåede at komme til Italien, vides dog ikke.
Selv om det er overgreb mod forældrene, må man nok i sådanne situationer lytte til de læger, som går ind for livskvalitet frem for livskvantitet.


..............................................

29.3 2020 - DØENDE BRUGER SIDSTE HALVE ÅR TIL AT ARBEJDE FOR AKTIV DØDSHJÆLP
Per Ankjær har fået kræft i det ene bryst og skal dø. Han har ca. ½ år tilbage, som han ønsker at bruge til at arbejde for aktiv dødshjælp.
Han mener, at vi skal have lov til at sige, at nok er nok. Det er mit og dit liv, siger han. Det kan ikke være rigtig, at vi ikke selv må have lov at bestemme indtil sidste øjeblik. 
I Holland har de haft aktiv dødehjælp siden 2002. Det første år fik 1.882 aktiv dødshjælp. Det tal steg til 6.126 i 2018.
Mange hollændere mener, at det er en menneskeret at kunne få aktiv dødshjælp.
En hollandsk kvinde fortæller, at hendes mand fik dødshjælp i deres ægteseng. Det var et meget intenst og godt øjeblik. Der var intet dårligt ved det.
En hollandsk professor mener, at de skal være stolte af at have aktiv dødshjælp, så folk ikke behøver begå selvmord i det skjulte.
Der findes dog også modstandere i dag. Bla. Theo Boer, som mener, at der var meget mere brug for det i 2002, end der er i dag.
En dansk kvinde fortæller om sin mor, som har fået hjælp af Svend Lings. Men fordi det ikke er tilladt i Danmark, var hun nødt til at lade sin mor gå det sidste stykke vej selv. Kvinden tror, det ikke føles så hårdt at miste i dag, fordi moderen selv traf beslutningen om at dø.

Kilde: ”Din død, dit valg” på https://www.youtube.com/watch?v=bdKIzQHDCBY&feature=share&fbclid=IwAR1DX-iFWeAdstvi9nNUh7SjL-YuXTIQNXAIyJNbxxtUoYtZqlHyOL5drCc

Denne lille video er værd at se, idet den bygger på et menneske, der selv er på vej til at dø.
Den er ret informativ i forhold til videoens længde, måske mest for tilhængere af aktiv dødshjælp. Den betoner vigtigheden af, at vi alle selv får lov at bestemme.
At der skulle være mindre brug for aktiv dødshjælp i dag end i 2002, er et argument, jeg ikke har hørt før. Det lyder mærkværdigt, og er måske blot en lommefilosofisk betragtning fra en modstander? For med en teknik i evig udvikling, er der ingen tvivl om, at vi får mere og mere brug for aktiv dødshjælp, hvis vi vil herfra og ikke ønsker livet forlænget med uendelige pinsler i det uendelige. Fordi læger kan, betyder det jo ikke, at de skal.
 

 

...........................................

1.3 2020 DER ARBEJDES FOR LEGALISERING AF DØDSHJÆLP I EUROPA

Svend Lings arbejder tilsyneladende videre med en legalisering af dødshjælp. Han samabejder med en svensk læge, og de arbejder på at danne et nordisk netværk for læger. Men Lægeforeningen i både Danmark og Sverige tager afstand fra både dødshjælp og fra initiativet. Det skrev Kristeligt Dagblad for nylig.
Svend Lings har skrevet på Facebook at AP har skrevet om, at der er politisk opbakning til aktiv dødshjælp i Portugal. Parlamentet i Portugal har stemt om lovliggørelse af aktiv dødshjælp og lægeassisteret selvmord. Men lovforslaget har mødt modstand. Bla. udtrykker præsidenten skepsis. Vedtages lovforslaget, vil Portugal blive ”det nittende land i verden, som tillader aktiv dødshjælp”.

Af et ældre oplslag fra Schiller Instituttet fremgår, at kampagnen mod legalisering af eutanasi i Portugal allerede var skinger i 2016. Kampagnen blev undersøttet af ”Manifest til forsvar for afkriminalisering af en værdig død”. Også fremtrædende personer støttede manifestet, som understregede, at det var vigtigt, at næste skridt efter livstestamente er at legalisere aktiv dødshjælp. Lægeforeningen i Portugal kaldte forslaget for anti-socialt, og de advarede imod det. Også foreningen Palliativ Pleje var imod, fordi under halvdelen af Portugals befolkning ikke havde adgang til palliativ pleje, som er den pleje, man får, når man fjerner ønsket om at dø.
En dr. i bioetik advarede om at diskutere eutanasi i en krisetid, fordi det kunne blive løsningen på manglen på sundhedstjenester.
En tidligere statsadvokat kaldte lægeassisteret død for maddrab.

Kilder: Facebooksiden ”Læger for aktiv dødshjælp” og
http://schillerinstitut.dk/si/2016/03/12295/

MINE KOMMENTARER:
Der sker tilsyneladende stadig noget på europæisk plan mht. dødshjælp.
At der nu evt. dannes en nordisk forening af læger, der går ind for aktiv dødshjælp er et fremskridt. Også selv om de respektive landes lægeforeninger er imod.
I de lande, der har legaliseret dødshjælp, har lægeforeningerne dog været for. Så det bliver op ad bakke, men det er en begyndelse, og græsrodsbevægelser kan brede sig, når der først er dannet en forening.
Mht. Portugal ser det ud til, at de har haft intense debatter i hvert fald tilbage til 2016, og at de nu er klar med et forslag. Men også her er lægeforeningen imod. Og heller ikke præsidenten ser tilsyneladende velvilligt på det. Men med et politisk flertal er modstanderne nødt til i et demokratisk samfund”at rette ind”, såfremt forslaget vedtages.
Foreningen Palliativ Pleje kan have en pointe, fordi nogle måske går ind for dødshjælp, fordi de ved eller har oplevet, at den palliative pleje er for ringe. Jeg mener heller ikke, at det skal være manglen på pleje, der skal være afgørende for, om man ønsker aktiv dødshjælp legaliseret eller ej. Det skal være et reelt ønske om, at man ikke ønsker at leve længere, hvis man lider af en livstruende og ubærlig sygdom.
Hvornår der skal stemmes i Portugal, vides ikke. Men spændende er det, om Portugal skal være land nr. 19, som legaliserer aktiv dødshjælp.

 

................................

22.02 2020 - EN HELT URIMELIG DØDSKAMP
En søn fortæller på Facebook om sin fars dødskamp.
Faderen har Alzheimers og passes i hjemmet af sin kone, sønnens mor.
Her i januar måned falder han om på gulvet og har stærke smerter.
Ved indlæggelsen er han omtåget. Familien er hos ham og han siger til dem: ”Kan du ikke dø mig? Kan jeg ikke få lov at dø?”
Han har ofte før stillet det samme spørgsmål.
Da hans blodtryk falder drastisk, får han en pose blod. For måske skyldes blodtryksfaldet, at en udposning på hovedpulsåren, som han har haft i mange år, er sprunget? Det kan kun konstateres i en CT-skanner, som han kommer i. Men han kan ikke ligge stille og forstår ikke, hvad der foregår.
Han får mere morfin efter at have skreget af både smerte og angst. Og så lykkes skanningen endelig. Det viser sig, at det er udposningen, der er bristet. Men det er ikke muligt at foretage en så stor operation, som der skal til, på en 78–årig mand med demens.
I stedet får han beroligende og smertedækkende behandling. Altså passiv dødshjælp.
Familien regner med, at han vil dø indenfor nogle få timer. Men sådan går det ikke.
De kommer på en stue med en ekstra seng til pårørende. Personalet giver dem god omsorg.
Engang imellem vågner faren op med angst i øjnene.
Dagen efter er farens situation uændret. Lægen forklarer, at faren vil dø af blødningen, men at døden også kan indtræde af andre årsager, fordi han ikke får væske eller mad.
Familien skiftes til at tage hjem og sove lidt.
Frem til torsdag eftermiddag er situationen uændret. Men der er da langt mellem hans vejrtrækninger. Til sidst raller han ved hver vejrtrækning og ligger med halvåbne blanke øjne og kæmper. Familien holder om ham og græder. De siger til ham, at det er ok, at han giver slip nu. Men først efter yderligere to timer dør han.
Sønnen slutter med at skrive:
”Jeg har stor forståelse for mange af de dilemmaer og etiske overvejelser der er omkring aktiv dødshjælp og modstanden imod den. Men jeg kan på ingen måde finde argumenter for hvorfor man efter man har besluttet sig for passiv dødshjælp ikke må bruge aktiv dødshjælp. Hvorfor forlænge livet kun for at udskyde døden?
Hjælp mig til at forstå. Hvad er det jeg overser”?

 

Kilde: https://www.facebook.com/groups/121308309294/permalink/10158011147309295/

 

Historien er gengivet med tilladelse fra sønnen, som har skrevet indlægget på Facebook.

 

MINE KOMMENTARER:

 

Sønnens spørgsmål er meget relevante efter den oplevelse. Faderen ønsker jo tydeligt at dø. Og det, der er sket, er udelukkende en forlængelse af døden med det ene formål, at personalet har egen ryg fri.
Sønnen har bestemt ikke overset noget. Hans fars forløb har været, som det desværre ofte foregår i dag. Netop fordi man kun må yde passiv dødshjælp.
Personalet har handlet helt efter forskrifterne.
Faren har fået lov at dø omgivet af sine kæreste, som har haft god tid til at tage afsked. Det er vel det bedste, man kan sige om den situation?! For de efterladte skal nu leve med de sidste dage af farens liv på nethinden resten af deres dage og have det dårligt med, at døden trak så længe ud.
Det lyder dog som om, personalet har været omsorgsfulde. Og det har familien absolut også været overfor den døende far. Så han har været omgivet af omsorgsfulde mennesker. Dog kan man stadig spørge, hvad det mest omsorgsfulde ville have været i den situation!? Det kan der vist ikke være spor tvivl om. Det er i hvert fald ikke at lade ham ligge og kæmpe og være angst og have smerter i flere døgn i træk.
Faderens lidelser – og dermed også hans tydelige dødsangst – kunne godt have været lindret mere, hvis lægen havde ordineret lidt mere morfin. Morfin er smertestillende, men det dæmper også vejrtrækningen. Lægen må give morfin velvidende, at det kan afkorte livet. Dosis fastsætter lægen selv. Det er dog dosis, der her er det springende punkt. Kunne lægen ikke have ordineret en lidt større dosis?!
Højst sandsynligt har lægen ikke turdet give lidt mere! Og sygeplejerskerne har tilsyneladende heller ikke spurgt efter en større dosering. De nærer sikkert en frygt for, at de efterfølgende risikerer at blive anklaget for at have givet for meget. Men hvis de havde haft den holdning, at det var bedre at afkorte mandens lidelser end at lade ham ligge med voldsomme smerter og angst i flere dage, kunne de have valgt at tage chancen! Eller at løbe risikoen.
Dette er netop grunden til, at vi skal have ordnede forhold i Danmark. For havde det været en anden læge og en anden sygeplejerke på en anden dag, ville faderens lidelser måske ikke være blevet trukket så længe ud!? Da ville han måske have fået en ekstra dosis. Det sker hver eneste dag på de danske hospitaler!
Det er særdeles utrygt, at man ikke ved, hvilken holdning man møder, hvis man skal dø. Vil det være et i mine øjne barmhjertigt menneske, som jeg mødes af eller vil det være en, der holder sig til reglerne? Vi ved det ikke.
Det går simpelthen ikke, at man som patient og pårørende skal være afhængige af den enkelte læges mod. Vi skal have ordnede forhold, så vi ikke behøver at frygte, hvordan vi kommer herfra.
Jeg kan konstatere, at der er handlet helt efter bogen i farens tilfælde! Jeg kan også konstatere, at både han og familien har lidt unødigt i to døgn! Og til ingen verdens nytte! Men til stor skade for de efterladte, som skal leve videre med ”oplevelsen”.


............................................

 

11.2 2020 - FAR TIL TO BØRN MED CYSTISK FIBROSE MENER, AT BØRNENE SKAL KUNNE FRAVÆLGES

Far til fire børn, hvoraf de to på 11 og 13 år lider af den medfødte og dødelige lungesygdom, cystisk fibrose, mener, at børnene bør kunne fravælges, skriver Altinget. Fordi de får et liv præget af ”grundangst, stress, indlæggelser, bekymringer og begrænsninger”. Han elsker alle sine børn, men er fortaler for et tilbud til alle gravide om en screening for cystisk fibrose.
Han er bestyrelsesformand i Cystisk Fibrose Foreningen.
Han har haft foretræde for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg sammen med en række udvalgte fagpersoner, heriblandt formanden for Det Etiske Råd.
Han fik otte minutter til at forklare sig.
”Vi skylder familierne, at de har et valg”, sagde han bla. Han mener, at de godt kan håndtere valget, selv om det vil være hårdt.
Dagen igennem skal børnene behandles med jævne mellemrum. Behandlingerne varer mange timer hver dag. Den ene har desuden sonde og får sin ernæring herigennem. Når børnene har infektioner, skal de indlægges. Engang skulle der bores huller ved bihulerne, så det var muligt at skylle dem. 
Hans hustru er hjemme og passer børnene, og kører til skolen og plejer dem i pauser og sørger for deres kontrol på Rigshospitalet en gang om måneden. Her får de suget prøver fra lungerne mhp., om de har pådraget sig en alvorlig bakterie, de skal behandles for.
Den ældste datter ved, at hun dør tidligt af sygdommen.
Hvert barn koster samfundet 1,5 mio. kr. i medicin om året.
Hvis forældre tilvælger et barn, hvis man indfører screening, vil de kunne få vejledning og information allerede før barnet er født. I dag tilbydes forældrene screening, hvis de har et barn med cystisk fibrose og venter endnu et. Men han mener, det ikke er nok. Familier bør selv kunne vælge. På et oplyst grundlag.
Han vil ikke afvise, at han og hans kone skal have endnu et barn. Men så skal der screenes. Og de vil fravælge et foster, der bærer sygdommen, siger han.
Kilde:
https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/2536-far-til-to-born-med-dodelig-sygdom-et-liv-praeget-af-angst-stress-og-viden-om-tidlig-dod-bor-kunne-fravaelges.html

MINE KOMMENTARER:
Jeg ved ikke, hvad der er kommet ud af mødet. Screeninger er dog meget bekostlige, hvis de skal udføres på alle nyfødte, så det er nok ikke en beslutning, der lige træffes. Dertil kommer de etiske og moralske aspekter, som vejer endnu tungere!
Jeg synes, det er en vanskelig problematik, men når en far, der selv har to børn med cystisk fibrose og er formand for en patientforening, mener, at der bør være en screening, har han noget at have sine meninger i. Og så må vi alle lytte til ham. Også politikerne.
Jeg husker stadig, da Hulubulu-Lotte, Mathilde Gjersby, der for et par år siden døde af cystisk fibrose i en alder af 37 år. Hun var meget svækket, men var gigt og havde fået en søn på 12 år.
Hun var stærk fortaler for aktiv dødshjælp sammen med manden Søren Gjersby. Selv døde hun uden, at det blev nødvendigt at få hjælp dertil. Hun døde dog næppe stille og roligt, for de fleste ender med at blive kvalt i deres eget sekret. Det er ikke en død, man kan ønske for nogen.
Så længe det er op til forældrene at vurdere om en graviditet skal gennemføres eller ej, hvis barnet har cystisk fibrose, kan jeg ikke se andet end, at abort må være tilladt, hvis barnet er bærer af generne og forældrene efter grundig information ønsker at få foretaget abort, må det være sådan. Det er jo på samme måde med mange andre sygdomme, fx Downs Syndrom. Af samme grund fødes der næsten ingen børn med den lidelse mere.
Men vi kommer ikke udenom, at det er en frasortering af børn. 

.................................

29.1 2020 
SKAL VI BEHANDLE BLOT FORDI, VI KAN?

Hospicesygeplejerske Mette Gammelgaard skriver i en kronik i Berlingske, at hun møder mange mennesker, som ikke er bange for døden. Det, de er bange for, er, at døden trækkes i langdrag.
I en vikarvagt i hjemmeplejen bliver hun kaldt ind på et plejehjem, fordi en borger har hostet sin tracheotomitube, som er et rør indsat i et hul i halsen, op. Røret skal sikre, at patienten får luft. Det viser sig, at manden er døende. Han har det ikke dårligt pga. den ophostede tube, men fordi han skal dø. Han er skadet voldsomt ved en ulykke og har bagefter fået flere hjerneblødninger. I hans journal står, at han ikke skal genoplives ved hjertestop. Manden er stærkt lidende. Skulle hun handle fagligt, skulle han have tuben tilbage i halsen for at lindre vejrtrækningen, medicin mod den dårlige vejrtrækning og mod den angst, han formentlig har samt fred og ro, så han kan dø på en værdig måde. Men modsat er det god sygepleje at lade være at gøre en hel masse, for manden er døende, og hun mener, hendes opgave er at gøre døden værdig og undlade at gøre noget, der forhindrer døden i at komme til.
Men sådan vil SOSU-hjælperen det ikke. Hun ringer 112, som proceduren foreskriver. Få minutter efter er sengen omgivet at to læger og to Falckreddere, som straks går i gang med at behandle manden. Selv hjertestarteren sættes parat. Ingen ser på, hvad der står i journalen. Sygeplejerske-vikaren argumenterer for, at lægen i stedet for livredende behandling kunne give manden beroligende og smertestillende medicin og lade døden komme til, men hun høres ikke. Lægen skal redde liv.
Manden overlever aftenen. Ved vagtophør møder hun natsygeplejersken som fortæller, at manden nu får sondemad. Hospicesygeplejersken er rystet.
Hun mener, at vi glemmer at spørge os selv, om vi skal, selv om vi kan – i denne teknologiske tidsalder. De fleste frygter, at døden trækkes i langdrag af velmenende personer, der ønsker at ”redde dem”.
”I vores del af verden er livets længde blevet et mål i sig selv – et tegn på, hvor rigt og godt samfundet er. Vi råder over teknologi, der kan holde liv i mennesker”.
Manden på plejehjemmet betalte en meget høj pris.
”Den aften blev døden trukket i langdrag. Men er det det, vi vil?” spørger hun til slut.

Kilde: https://www.berlingske.dk/kronikker/i-sengen-ligger-et-doeende-menneske-og-min-opgave-er-at-sikre-ham-saa

MINE KOMMENTARER:
Svaret på sygeplejerskens afsluttende spørgsmål er: Nej. Det er ikke det, vi vil. Ikke hvis hun spørger mig. Jeg er fuldstændig enig med hende i hendes vurderinger dén aften på plejehjemmet. Manden havde ikke livet foran sig. Hans liv lå bag ham, og det var totalt meningsløst at pine og plage ham yderligere.
Hvordan afslutningen bliver, afhænger desværre af, hvem man møder op i situationen. Om det er fagperson(er), som kan se det fuldstændigt urimelige i, at et menneskes lidelser trækkes i langdrag, eller om det en, der tør handle og har hjertet på rette sted.
Det værste i denne situation er, at beslutningen om, at han ikke skulle genoplives ved hjertestop, allerede var truffet, men at lægerne og redderne tilsyneladende var fuldstændig ligeglade! Hvorfor? Fordi de var fire personer, der skulle imponere hinanden? Fordi de var LIVREDERE og ikke DØDSHJÆLPERE. De færreste vil være tilfredse med eller trygge ved det skete. Vi risikerer selv at havne i en lignende situation, hvor også vores ønsker overhøres.
I dette tilfælde er beslutningen om ingen genoplivning formentlig truffet af egen læge i samråd med pårørende og personalet efter, at manden blev hårdt kvæstet ved ulykken eller efter de to hjerneblødninger. Det bør respekteres. Men ikke engang det sker.
Redderne kommer ind og ser ham i et splitsekund og vurderer straks, at han trænger til hjælp. I stedet for at være lydhøre overfor dem, der er til stede.
SOSU-hjælperen fulgte reglen, men regler bør ikke være ”bevidstløse”. Der bør være plads til, at personalet kan vurdere, om der bør ringes 112 eller ej!
Denne mand havde brug for hjælp til dø. Ikke til at leve endnu et pinefuldt døgn. Det er uværdigt og uacceptabelt.


.................................

16.1 2020 - JEG VIL AFLIVES, NÅR JEG IKKE KAN GENKENDE MINE PÅRØRENDE
Torben Steno, som er musiker vært på programmet ”Cordua & Steno” vil aflives, når tiden er inde.

”Uden døden giver livet ingen mening. Og da slet ikke, hvis det kun består i at trække vejret. Hvem har glæde af det?”, spørger han. Han vil skåne de pårørende for ” dårlig samvittighed og pligtvisitter”.
Når han ikke længere kan genkende sine pårørende, ønsker han ikke længere at være her.
Han mener, at aktiv dødshjælp burde være lovlig. Fx ved demens. 2/3 af alle plejehjemspladser er belagt med demente. Mange af dem er kroppe uden personer. De får ingen glæde ud af livet. Og de pårørende får heller ikke glæde af den demente.
Han kalder det for et ”kolossalt menneskeligt ressourcespild”, som kan undgås, hvis vi – mens vi stadig er ved vores fulde fem – skriver under på vores ønske. En lægefaglig vurdering af, at demensen ”er absolut” skal foreligge.
Modstandere vil kalde det ”en krænkelse af menneskelivets særlige værdi”. De vil også tale om, at vi ikke skal ”gøre os til herre over liv og død osv. Men det er vi jo allerede.”
Moderne medicin og maskiner kan mange ting i dag. Lægeverdenen har monopol på døden.
Han kalder dødshjælp en menneskeret.
Han kalder det også for bekosteligt at holde liv i de demente.
Der er i dag 89.000 mennesker med demens og ca. 400.000 pårørende. I 2040 fordobles antallet.
Derfor taler han om ”selvvalgt livsforkortelse”.
Opgaven bør enten staten eller Ældresagen påtage sig, men er han. I hvert fald er tiden inde til at tage stilling på ny, fordi ”det evige liv på jorden er indenfor rækkevidde”.

Kilde: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/naar-tiden-er-til-det-vil-jeg-gerne-aflives?referrer=RSS

 

MINE KOMMENTARER:
Her møder vi endnu et menneske, der gerne vil bestemme over sin egen død. Han taler mest om demens. Måske har han selv demens i familien. Måske har han set ”afskrækkende eksempler”.
Jeg mener nu ikke, at en lægebestemt demens-diagnose er nok til, at folk skal have lov at komme herfra. Det mener han nu heller ikke, for han taler om, at det skal være af egen fri vilje, og at man skal træffe beslutningen allerede, mens ens åndsevner stadig er intakte.
Det fører til sagen i Holland, hvor en dement kvinde blev tvunget til at indtage dødbringende medicin, mens hun protesterede. Det er ikke så ligetil. Der skal laves flere aftaler end en aftale om en lægebestemt vurdering af tilstanden, før det skal føres ud i livet. Man er også nødt til at tage stilling til, hvordan det skal foregå og måske specielt hvornår, det evt. ikke skal foregå. For skal vi aflive alle demente, der har skrevet under på et sådan ønske, ved at begå overgreb? Nej, det mener jeg absolut ikke. Jeg forstår i det hele taget ikke, at en fagperson kan finde på det! Det burde ikke kunne lade sig gøre.
Verden er desværre ikke sort eller hvid. Den har mange grålige nuancer og gråzoner, som man også er nødt til at medtage, før beslutningen træffes – både om legalisering af dødshjælp og om man selv vil modtage dødshjælp.

 

 

 

 ..................................

 

 

04.01 2020 - DEBATTER OM DØDSHJÆLP ANNO 2020
I mange år har argumenterne i debatten for eller imod aktiv dødshjælp stået i stampe.

Hvor mange mennesker, der har flyttet sig fra det ene standpunkt til det andet, altså fra ja til nej eller omvendt – vides ikke. Men det ser ud til, at debatten er stagneret.
Vi er havnet i en skyttegravskrig, hvor ingen af os ønsker at flytte os. Vi ”skyder” de samme, gammelkendte argumenter af igen og igen.
Men neden under ”skyderiet” må der gemme sig mere substans. Mere dybde. Bedre argumenter. Og først og fremmest en dialog, hvor ALLE har mulighed for at komme til orde og være nysgerrige på ”de andres” argumenter.
Måske kunne vi endda ende med at finde fælles forståelse?!
Et af de helt store problemer i debatten er, som jeg ser det, at pressen med især Kristeligt Dagblad i front, skaber et falsk billede af virkeligheden. Når en lærd person eller et menneske, der bruger kørestol siger, at dødshjælp er en krænkelse af selve det at være menneske, stopper debatten ofte der. Enkeltpersoner, som ifølge dem selv er udsatte, hvis dødshjælp legaliseres, og lærde mennesker, som også ofte er tro mod Kristendommen, kan man ikke argumentere med. Mange tør i hvert fald ikke. Man argumenterer jo ikke med en, der i forvejen ved bedst eller med en, der bruger kørestol. Eller gør man? Det bør vi i hvert fald gøre. Uden at bruge skyttegravsteknikken igen. For fører ikke til noget.
Der er en tendens til at enkeltsager blæses op som alment gyldige, når det kommer til mennesker med handicaps. Mange af dem har slet ikke brug for dødshjælp, fordi de i forvejen har en respirator, som de kan bede om at få slukket. De er så at sige langt mere heldige end dem, der ligger og vrider sig i smerte uden mulighed for at få hjælp. Hvorfor får de lov til gang på gang at sætte dagsordenen?
Måske skal vi alle øve os i at lytte langt mere til, hvad de andre mener fremfor at sidde parat med vores egne modargumenter! Hvis vi lytter, kan der måske komme nye nuancer.
Og måske skal pressen gribe i egen barm og bringe emnet længere ud end til Det Etiske Råd, som også ofte er dørstopper for enhver diskussion.
Kristeligt Dagblad har en tendens til at bringe sager op, som de generaliserer ud fra. Men de bør ikke generalisere ud fra enkeltsager eller enkelte sager. For det kan skabe et os og et dem, hvilket for længst er sket godt hjulpet af Det Etiske Råd, som mener, at vi danskere generelt er for dumme til at træffe beslutninger om vores eget liv. Det giver en krigerisk debat. Religion og etik mod almindelige mennesker ender ikke med, at de almindelige mennesker høres.
Følelsesladede debatter stopper til gengæld debatten, for følelser kan ikke diskuteres. De er indiskutable.
Det ser ud til, at vi kun har én mulighed: At øve os i at sætte os i hinandens sted.
Måske kunne vi endda lære noget af det.
Det interessante er måske ikke, at vi er uenige, men hvorfor vi er det!  

GODT NYTÅR!!!

....................................

30.12 2019 ÆLDRE OG SVÆKKEDE FÅR FORMENTLIG MULIGHED FOR TAKKE NEJ TIL GENOPLIVNING

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger til Altinget, at han mener, at svækkede ældre skal kunne takke ej til genoplivning ved hjertestop. Han foreslår en digital løsning på baggrund af kritik af den nye vejledning med uklare regler.
”Det skal være slut med benspænd for en værdig død”, mener han.
Det handler om vores grundlæggende ret til selv at bestemme, og om retten til at få en værdig død. At dø af hjertestop er en naturlig livsafslutning, mens genoplivning kan føre til voldsomme skader.
Han vil gøre det muligt at registrere sig i en database, hvis man ikke ønsker genoplivning i tilfælde af hjertestop. Det kommer kun til at gælde for borgere, der bor på plejehjem eller har hjemmepleje eller hjemmesygepleje. Valget skal foregå uden om lægen, fordi det skal være et personligt valg. Det skal ske, mens personen stadig er fuldstændig rask.
Valget skal kunne træffes fra man er18 år, men det effektueres først, når man kommer på plejehjem eller får daglig kontakt med sundheds- og plejesektoren.
Sammen med sundhedsordførerne vil han udforme reglerne.

Kilde: https://www.altinget.dk/artikel/189061-heunicke-vil-give-svaekkede-aeldre-lov-at-doe-i-fred?ref=newsletter&refid=33287&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk


MINE KOMMENTARER:
Det er dejligt, at sundhedsministeren er så åben overfor ændringer af den relativt nye vejledning, som foreskriver, at sundhedspersonale skal genoplive gamle, der får hjertestop. De kan ikke ”fritages”, som loven ser ud i dag. Det er helt hen i vejret og har da også fået meget kritik med på vejen.
Sundhedsministeren synes at være åben overfor selvbestemmelse, idet han mener, at det skal være en persons eget valg, og at der derfor ikke behøver være en læge med, når valget træffes. Det finder jeg meget befriende og rigtigt. Folk kan altid tale med deres læge, om det, de ønsker, men hvis de ikke ønsker det, vil de altså kunne blive fri for at involvere lægen i valget, når muligheden effektueres!
Om sundhedsministeren også er åben overfor dødshjælp er mere tvivlsomt. Men langsomt træffes der beslutninger, som bevæger sig i den rigtige retning! Efter min mening.
Mennesker skal grundlæggende have lov at bestemme over deres eget liv og deres egen død indenfor nøje afstukne rammer.
En skønne dag bliver dødshjælp en kendsgerning - også i Danmark. De sidste to sundhedsministre (også Ellen Trane Nørby), har ikke været totalt afvisende, som så mange andre har været i tidens løb.


....................................................................

20.12 2019
GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR
ønskes alle jer, der følger min hjemmeside.

I det forløbne år er der atter sket meget i forhold til aktiv dødshjælp, men mest i forhold til domme.
En hollandsk læge er blevet frifundet efter at have hjulpet en dement kvinde med at dø, trods protester. I Danmark fik læge Svend Lings og hans kollega Frits Schjøtt i slutningen af januar måned en dom ved Landsretten for at have hjulpet mennesker med at dø. Svend Lings blev idømt 60 dages betinget fængsel. Frits Schjøtt fik 20 dage. De apellerede dommen til Højesteret. Dommen faldt i september: Skyldige.
Svend Lings har dog erklæret, at han fortsætter sit arbejde, selv om han til tider er dødtræt af det, for hvor skulle de mennesker, der har forfærdelige lidelser ellers henvende sig, spørger han. Han får stadig 1-4 henvendelser dagligt. Han er ligeglad med fængselsstraf. Hans straf er betinget, og hvis han fortsætter sin aktivitet, vil den kunne gøres ubetinget.
Desværre resulterede dommen også i, at Svend Lings blev ekskluderet af Lægeforeningen. Det var unødvendigt, og han har da også mange kolleger, der kritiserer foreningens valg.
Siden Marianne Hansens og Lisa Grye Elstorps død, har der eller været bemærkelsesværdigt stille. De to ildsjæle har efterladt sig et stort tomrum.
Jeg er blevet spurgt, om jeg vil deltage i fire udsendelser på DR2 i januar måned. De skal handle om, hvordan man kommer videre, hvis man enten har været skyld i eller medvirket i et andet menneskes død. DR vil skubbe lidt til det at tale om svære situationer. 
Jeg takket nej pga. alvorlig sygdom i familien. Jeg har dog heller aldrig selv hjulpet nogle med at dø, men jeg har set læger hjælpe patienter. Det er dog mange år siden nu, så der må være andre, der ikke er ”så rustne” som jeg. Emnet lyder spændende, men desværre tror jeg, det måske kommer til at knibe med at finde nogle, der vil stå frem i en sådan udsendelse. Men lad os se. Jeg håber, det vil lykkes for dem.
Debatten fortsætter forhåbentlig med fornyet styrke og nye input i det kommende år. Vi trænger til, at der kommer nye mennesker ind i billedet, som gerne vil tale om dødshjælp. Og vi trænger helt sikkert til nye synspunkter i debatten, som i efterhånden mange år har kørt i den samme rille igen og igen uden at flytte noget. Specielt handicappede menneskers synspunkter har fyldt meget i debatten i det seneste år.
Må 2020 blive et godt år for sagen! Må 2020 blive et vendepunkt, hvor flere bliver opmærksomme på det urimelige i, at det efter modstandernes synspunkt er menneskeligt både at lide ubærligt og at være dybt afhængig af andre mennesker.

GODT NYTÅR!

........................................

 

17.12 2019 - LÆGER ER UENIGE I SVEND LINGS EKSKLUSION AF LÆGEFORENINGEN
Der er proteststorm mod Lægeforeningen, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift. Medlemmer finder foreningens beslutning om at ekskludere Svend Lings for ”tonedøvt, en skændsel for Lægeforeningen.

Konklusion: Foreningen er ”ikke i sync med sine medlemmer i spørgsmålet om hjælp til selvmord”.
Protesterne er skrevet under artiklen om eksklusionen i Ugeskriftet.dk.
46 personer er meget kritiske overfor eksklusionen.
Det er især ældre læger. 

Én skriver: ”Det er en skændsel for Lægeforeningen at behandle en behjertet kollega, som kun har ønsket at hjælpe håbløst syge patienter med deres eget ønske om at afslutte deres liv. At sidestille ham med nazilægen Frits Clausen er uhørt”.
En anden skriver: ”En forkert beslutning truffet af en bestyrelse og en voldgiftsret uden nogen fornemmelse for livet udenfor de bonede gulve”.
En tredje skriver: ”Svend Lings har overtrådt loven, det har Højesteret afgjort, så det ligger klart med den nuværende lovgivning. Til gengæld har jeg en dårlig smag i munden over, at en forbrydelse, der takseres til 60 dages betinget, straffes værre end forbrydelser til 8 år af Lægeforeningen”.
En fjerde skriver: ”Helt urimeligt at ekskludere et medlem, der lytter til sine patienter, tager sig af dem og følger dem på smukkeste vis. Flot han har stået fast på sine principper og gjort, hvad han syntes var rigtigt uden at tænke på sig selv. Det er oplagt at støtte op om, at sagen prøves ved Menneskerettighedsdomstolen”.
Kun to kritiserer Svend Lings.  
Svend Lings har planer om at bringe sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis han finder økonomien til det. Også dette bakkes han op i, i en del af kommentarerne.
Nogle vil bidrage via crowdfunding.
Sundhedspolitisk Tidsskrift har forgæves efterlyst en kommentar fra Lægeforeningens formand.

Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/2849-laeger-i-proteststorm-mod-eksklusion-af-svend-lings.html


MINE KOMMENTARER:
Så fik Svend Lings endelig lidt medvind i forhold til eksklusionen fra Lægeforeningen. Det er sjældent, at læger tager bladet så meget fra munden, som de gør i kommentarfeltet under artiklen.
Det er meget symptomatisk, at kommentarerne især kommer fra ældre læger. Desværre er det måske sådan, at de yngre ofte ikke tør udtale sig. Lægehierakiet har altid været meget fasttømret. At ”stå uden for flokken” ligger ikke til højrebenet, når man risikerer fx eksklusion, autoritetsfratagelse eller forringelse af karrieremuligheder, hvis man ytrer sig eller handler uden for rammerne af fx Lægeforeningen.
Indtil for ca. 1 år siden stod der i lægers kollegiale regler, at de offentligt ikke måtte kritisere en kollega. Hvordan kunne de da holde faglig justits i egne rækker?

Selv om kommentarerne kommer fra ældre læger, er det fantastisk dejligt, at de giver udtryk for det helt urimelige i, at Svend Lings er ekskluderet, når så mange andre, der har begået forbrydelser, der er takseret til en meget større straf, er gået fri.
Der er ikke sket eksklusion siden 2. verdenskrig, og da var den en naziforbryder, der blev ekskluderet.

Vi er nødt til at holde tingene adskilt: Sven Lings har forbrudt sig imod loven, og det ER han blevet straffet for, som der også skrives i en kommentar. Det betyder dog ikke, at Lings skal ekskluderes, især ikke fordi så mange før ham har lavet det, der er værre uden at blive ekskluderet. Hvordan kan en pædofil læge få lov at være medlem af foreningen? 

Det er forståeligt, at eksklusionen vækker harme blandt hans kolleger, for ingen ved, hvornår det bliver deres tur. Det går jo tilsyneladende ikke efter en bestemt linje eller bestemte regler men efter formanden for foreningens holdninger!
Det er ikke så sært, at Andreas Rudkjøbing ikke har mod til udtale sig lige nu. Jeg tror også, at han skal passe på med, hvad han siger. 


...............................

11.12 2019 - SVEND LINGS FORTSÆTTER MED AT VEJLEDE PATIENTER

Selv om Svend Lings har fået 2 måneders betinget fængselsdom for at have hjulpet patienter med at begå selvmord, og selv om han er blevet ekskluderet af Lægeforeningen, især fordi han har lavet en manuel, der kan bruges ved selmord og lagt den på nettet, fortsætter han.

Han får mellem én og fire henvendelser fra mennesker, der ønsker hans hjælp, dagligt. Han er til tider meget træt af det, men han kan ikke afvise patienterne, for de har intet andet sted at henvende sig.
”De har det forfærdeligt, så jeg føler, jeg er nødt til at hjælpe dem” siger han til Jyllandsposten.

Hvis han ryger i fængsel mener han, det er ”en lille pris at betale”, fordi han er så overbevist om, at det, han gør, er det rigtige.
Lægeforeningens eksklusion af ham begrundes med, at de vil ”værne om lægestandens integritet og værdighed”. Det kalder han for dobbeltmoralsk, for der er læger, der er dømt for både ”mordbrand, seksuelt misbrug, pædofili, fusk med forskningsresultater og bedrageri med forskningsmidler” uden, at de er blevet ekskluderet.

Selvmord er en menneskeret jvnf. menneskerettighedsdomstolen, og han hjælper blot mennesker, der er alvorligt syge til den menneskeret, mener han.

Kilde: Jyllandsposten den 12.12 2019 ”Hvis jeg kommer i fængsel er det en lille pris at betale”.

MINE KOMMENTARER:

Atter har Svend Lings fastslået, at han ikke agter at afstå fra at hjælpe mennesker i nød trods dom og eksklusion.
Man kan ikke sige andet end, at han er en meget modig mand og et meget principfast menneske, som er sikker på, at han gør syge mennesker en tjeneste ved at hjælpe dem til selvmord.
Det er fantastisk, at han bliver ved. Også selv om han er dødtræt af det ind imellem. Det viser, hvor dedikeret han er til sagen, og hvor overbevist han er om, at det er det rigtige, han gør.
Jeg har stor respekt for hans beslutning, for selv om jeg kan være i tvivl, om han gør sagen en tjeneste, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at han gør rigtig mange syge mennesker en tjeneste ved at vejlede dem. For hvor skulle de ellers henvende sig. Som han også selv siger.

Alt andet lige ville det dog efter min overbevisning være bedre, hvis der kunne komme ordnede forhold, så hverken Svend Lings eller andre læger behøver at ”operere” i det skjulte. For han er uden tvivl ikke den eneste. Han er den eneste, der tør stå åbenlyst frem, men vi har før hørt og læst om andre læger, der hjælper deres patienter i det skjulte. Fx har 8 % af de praktiserende læger i undersøgelse tilkendegivet, at de har hjulpet patienter med at dø. Som jeg har skrevet før, har Svend Lings gode motiver, men nogle kan have mindre gode motiver. Det kan ikke kontrolleres, og det kan skabe utryghed for mennesker, der er dybt afhængige af læger.

I de lande, hvor dødshjælp er legaliseret, har lægeforeningerne stået bag. En legalisering afhænger af, at et lands lægeforening, er med. For ellers er det på forhånd dømt til at mislykkes. Er der noget, Svend Lings ikke har opnået i denne sag, er det at få Lægeforeningens respekt. Om han har opnået at få nogle af sine kollegers respekt, aner jeg ikke, men jeg håber på det, for ellers har det, Svend Lings har lavet, været et skridt frem og tre tilbage.


................................

9.12 2019 - 
SVEND LINGS ER EKSKLUDERET AF LÆGEFORENINGEN

Det er ikke sket siden 2. verdenskrig, at en læge er blevet ekskluderet af Lægeforeningen, men nu er det sket igen.
Lægeforeningen har bedt voldgiftsretten afgøre sagen, og de har afgjort, at han skal ekskluderes.
”Det er godt, at voldgiftsretten har sat et endeligt punktum i denne sag. Som læger er det vores job at give behandling, lindring og omsorg, ikke medvirke til selvmord” skriver Lægeforeningen i en pressemeddelelse.
Formanden for Lægeforeningen finder Svend Lings adfærd uforenelig med at være medlem.
Voldgiftsretten har især lagt vægt på den vejledning til selvmord med receptpligtige lægemidler, som Svend Lings har lagt på nettet.

Kilde: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-12-09-svend-lings-ekskluderet-af-laegeforeningen?fbclid=IwAR3EkRP4a-fgSV8DcXHDIyqHWv_kLDowoOQvjoslyJor3S7LUZiYgt4hyJE

MINE KOMMENTARER:
Det kommer ikke som en stor overraskelse, at Svend Lings er blevet ekskluderet af Lægeforeningen. Det overraskende er, at det ikke er hans vejledning til de mennesker, der har ønsket at dø og hans dom herfor, mens den skriftlige vejledning til selvmord, han har lagt på nettet, der tilsyneladende har været udslagsgivende.
Jeg håber, Svend Lings stadig mener, at det har været det hele værd. 
Desværre ved jeg stadig ikke, om hans handlinger har gavnet eller skadet ønsket om at få aktiv dødshjlælp legaliseret i Danmark?! Umiddelbart er det svært at få øje på, at det har gavnet. 


..................................................

2.12 2019 - FORMANDEN FRA ULYKKESPATIENTFORENINGEN TALER IGEN OM AKTIV DØDSHJÆLP

Janus Tarp, som er formand for patientforeningen ”UlykkesPatientForeningen” udtaler sig igen om aktiv dødshjælp til Sundhedspolitisk Tidsskrift. Han taler hellere om aktiv livshjælp.

Han blev selv lam fra skuldrene og ned ved en ulykke, da han var 14 år og har siden været afhængig af både kørestol og respirator. Han mener, at hvis aktiv dødshjælp fandtes dengang, ville han måske ikke have været levende i dag.
Han mener også, at aktiv dødshjælp vil udvikles til en glidebane, hvis det først legaliseres.

Der findes allerede muligheder i loven i forhold til hjælp til smertedækning og at hjælpe et menneske ind i døden.
Han bryder sig ikke om, at vi inddrager andre, for det er det, vi gør, hvis vi indfører aktiv dødshjælp, siger han.
Han mener desuden, at værdien ved at være menneske udvandes, og at enhver ikke er ansvarlig for sit eget liv. Derfor taler han hellere om livshjælp.
Han vil hellere hjælpe et menneske videre i livet.

Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/2483-formand-for-ulykkesramte-vi-skal-hellere-tale-om-aktiv-livshjaelp-end-om-aktiv-dodshjaelp.html?fbclid=IwAR0U9wJR-nE41KV0AT0WoUYp7LSBX6Krtz0um4vacEBJL1ORhIjQgUQOh8s

 

MINE KOMMENTARER:
Jeg er nødt til at starte med at sige, at Janus Tarp igen diskuterer på forkerte præmisser, for det har aldrig været meningen, at dødshjælp skal gives til mennesker, der ikke selv beder om det. Tvært imod. Det skal være frivilligt og man skal selv bede om det. Derfor vil det højst sandsynligt aldrig komme til at involvere en 14-årig eller hans forældre.
Det lyder så smukt at tale om aktiv livshjælp, men for dem, der lider ubærligt, er aktiv livshjælp et ”hold-kæft-bolsje”, som ingen i en sådan situation kan være tjente med, hvis de selv ønsker at dø. Det skal andre ikke – heller ikke Janus Tarp – gøre sig til dommer over.

Glidebanen er et must at tale om for alle, der er imod. Vi har ganske rigtigt set en glidebane i Holland, men belært af deres erfaringer, behøver vi jo ikke være så dumme, at vi gentager.
Mht. at der allerede findes hjælp til smertedækning, er det korrekt, men det betyder ikke, at hjælpen er tilstrækkelig, og det er den ikke så længe, mennesker skriger sig ind i døden.

Han argument om at aktiv dødshjælp inddrager andre, er også korrekt. Men er man handicappet, er andre også inddraget. Selvfølgelig er der forskel på at hjælpe et menneske med fx personlig pleje og at hjælpe dem med døden. Men hvis det menneske, man hjælper, virkelig ønsker døden, og hvis den, der hjælper, virkelig ønsker at hjælpe også med det, hvad er da problemet. Man vil aldrig kunne tvinge andre til at hjælpe. Heller ikke når det gælder dødshjælp. Men der findes allerede mange, der har hjulpet. Fordi de har besluttet at de ville hjælpe, selv om det er ulovligt. For mig vil det derfor være meget, meget bedre at få klarhed og åbenhed. Det skjulte og hengemte har aldrig været af det gode. Det kan føre til, at der er mennesker, der netop ikke skulle have dødshjælp, som alligevel får det. Også fra lægelig side. Fordi læger i dag nærmest har eneret over patienters liv og død.

At Janus Tarp mener, at aktiv dødshjælp handler om værdien af et menneske, kan jeg heller ikke være uenig med ham i. Men jeg er uenig i præmisserne. For mig ligger værdien i, at det enkelte menneske skal have ret til at bestemme over egen død – selvfølgelig indenfor nøje afstukne rammer. Hvis man opfylder en række krav falder indenfor disse rammer, skal man kunne få hjælp. Selvfølgelig skal alt andet være prøvet først, men er der ingen hjælp at hente, skal der være en mulighed for at få en anden form for hjælp, nemlig hjælpen til at dø. Derfor bliver livshjælp aldrig et alternativ til dødshjælp, for livshjælp har altid været prøvet, før patienten når til det punkt, hvor nok er nok.

Igen er jeg nødt til at påpege, at Janus Tarp selv er heldig. Han har en respirator, som han kan bede om at få slukket. Derfor har han ”sit på det tørre”. Men hvad med andre, der ikke har samme mulighed? Hvorfor mener han, at de ikke skal have samme mulighed som han selv har?
Problemet med hellere at ville hjælpe et andet menneske videre i livet, er, at de mennesker, vi her taler om, ikke har et liv og ikke kan hjælpes videre i livet. Var det tilfældet, ville det være sket for længst. For sådan er vores samfund også: Dem, der har brug for hjælp får hjælp.
Lad os nu få nogle andres meninger også. 


.....................................


26.11 2019 - HOLLANDSK DØDSLÆGE ER BLEVET FRIKENDT

I Holland har Domstolen i Haag frifundet den læge, der gav en stærk dement kvinde dødshjælp, selv om kvinden gjorde modstand.

Modstandere mod dødshjælp mener, at dommen åbner for mere udbredt brug af dødshjælp.

Ifølge dommen har læger ikke pligt til at undersøge, om den demente ønsker at dø, før dødshjælpen gives. Alle betingelser er opfyldt, og den nødvendige omhu er udvist. Dette er begrundelsen for lægens frifindelse.
Kvinden havde nemlig, da hun i 2012 fik konstateret Alzheimer, lavet et livstestamente. Heri gav hun udtryk for, at hun ønskede at dø, hvis hun endte på et plejehjem pga. sygdommen ”og selv gav udtryk for det”. Den sidste sætning var grunden til, at sagen blev bragt for retten.

Anklagemyndigheden og lægeforeningen mente, at lægen havde forbrudt sig mod retsprincipperne, men det mente dommerne ikke. De vægtlagde, at både de pårørende og plejepersonalet var enige. Lægen havde desuden talt med andre læger om problemet.

Loven om dødshjælp til demente er dog ikke klar, og dommen vækker opsigt.
Loven er udformet til kræftpatienter, som ikke længere er ved deres fulde fem. Men retningslinjerne er for stramme, mener nogle.
I Belgien kalder man dommen for ”en dramatisk retning”. Der tillades ikke at give demente dødshjælp, når de ikke kan udtrykke ønske herom.
Dommen kan føre til, at der ønskes en lovændring på demensområdet.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/hollandsk-domstol-frifinder-doedshjaelpslaege?csid=27a68773cde286fb5629034ad2536e4d&utm_source=ActiveCampaign&utm_medium=email&utm_content=Hollandsk+domstol+frifinder+d%C3%B8dshj%C3%A6lpsl%C3%A6ge%3A+%C3%85bner+for+udvidet+brug&utm_campaign=Hollandsk+domstol+frifinder+d%C3%B8dshj%C3%A6lpsl%C3%A6ge%3A+%C3%85bner+for+udvidet+brug&fbclid=IwAR3yJf8D75wUKohQ8IEjMd5MownsqrQdcg84fCPd79XYaaTO3Z9G0BAZxJg

MINE KOMMENTARER:
Sagen er vanskelig, men nu er lægen frikendt. Måske alene fordi loven var uklart formuleret. Jeg må indrømme, at alt ”stritter” på mig, når man tvinger et menneske til at dø. Det hører ikke hjemme i et civiliseret samfund, og slet ikke når kvinden selv havde ønsket, at hun kun ville dø, hvis hun selv gav udtryk for det. Her talte dog både pårørende og plejepersonalet for. Men måske skulle de slet ikke spørges? Hvorfor skulle de det? Det må alene være kvindens eget ønske, der lægges til grund for hjælpen.
Derfor er der noget, der ikke harmonerer her. Måske har vi ikke fået alle nuancer af dommen med? Det er svært at sige. Men som det er fremlagt i Kristeligt Dagblad, kan heller ikke jeg billige lægens handling.

Det vil være fint for mig, at man kan lave en lov i forhold til demente. Men så skal den udformes, så der ikke hersker tvivl. Hvis personen stritter imod, skal der på forhånd være lavet faste aftaler om, hvad de gør, hvis det skulle ske. Måske vil personen beslutte, at det så ikke skal gøres. Eller også kan personen beslutte, at der skal givet noget beroligende forud, så et overgreb ikke bliver det sidste, de oplever af livet. Det er for mig at se meget uværdigt og harmonerer dårligt med værdighed og med, at personen selv skal bestemme over sit eget liv!

 

................................................................................

 

14.11 2019 - ALDERSOMSSVÆKKEDE STILLES DÅRLIGERE MED NY VEJLEDNING OM GENOPLIVNING

Ældresagen mener, at man fratager svækkede ældre muligheden for at takke nej til genoplivning med en ny vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ældresagens medlemmer er bekymrede over vejledningen, som styrelsen satte i værk den 1.11 2019.
Tidligere kunne en borger, der var ved sine fulde fem i en samtale med sin læge sige, at de ikke ønskede, at blive genoplivet. I de nye regler står, at ”almen alderdomssvækkelse” ikke giver den ældre mulighed for at blive fri for genoplivning.
Et behandlingstestamente giver heller ikke garanti.

Også Ove Gaardboe, som er overlæge og konsulent for Dansk Selskab for Patientsikkerhede vuderer, at retningslinjerne stiller de ældre dårligere.

Lægeforningen finder, at det kan være vanskeligere at skelne mellem sygdom og alderdomssvækkelse. Derfor kan det også gør retsikkerheden for læger og sygeplejersker dårligere.

Liselott Blixt, DF, vil fremsætte et beslutningsforslag på baggrund af den rejste kritik.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11749789/nye-regler-goer-det-svaerere-for-aeldre-at-naegte-genoplivning/?fbclid=IwAR3L7Yi1jJFyBou0jSxLjjkInQTjLGyha2YR2hFpNp0XUkfsGsQZUk2wqYQ

 

MINE KOMMENTARER:
Allerførst er det dejligt, at Liselott Blixt fra DF, som bekæmper uretfærdige lovgivninger, igen er trådt i karakter. For det lyder som en fadæse, at man i helt nye retningslinjer har valgt at forringe vilkårene for ældre mennesker.
Mange ældre, der bor på plejehjem, vil ikke bryde dig om at blive genoplivet med alt, hvad deraf kan følge af problemer, hvis de overlever: Brækkede ribben, dårligere fungerende hjerte, perforerede lunger, bevidstløshed i lang tid, hjerneskade etc. etc. Det er simpelthen uværdigt.

Hjertestartere har klart være anvendelige i mange situationer, men efter min bedste mening har man ikke vurderet tilstrækkeligt på, hvor de skal placeres og hvad, de skal bruges til, før det blev effektueret.
Hvorfor skal der være hjertestarter på et plejehjem. Det er et hjem for ældre. Deres sidste station her i livet. Lad dem dog få lov at komme værdigt herfra uden genoplivningsforsøg, der risikerer at skade dem. Det er simpelthen gået over gevind og hører ikke hjemme i min verden.


..................................................

6.11 2019 - PER VIL OGSÅ SELV BESTEMME
Også Per Andkjær ønsker selv at bestemme over sin sidste tid. Som så mange andre.

Han har dyb respekt for Svend Lings, som stadig vil hjælpe mennesker til at dø, trods hans Højesteretsdom.
Per har uhelbredelig lungekræft.
(Desværre har jeg ikke adgang til resten af Pers historie.)

Kilde: https://fyens.dk/artikel/kr%C3%A6ftsyg-om-aktiv-d%C3%B8dshj%C3%A6lp-m%C3%A5-vi-ikke-selv-bestemme-hvorn%C3%A5r-nok-er-nok

MINE KOMMENTARER:
Endnu et menneske står frem og giver udtryk for sit behov for selv at få lov at bestemme, hvornår og hvordan han ønsker at dø.
Sidst skrev jeg om Ritt Bjerregaard. I dag skriver jeg om Per Andkjær.
Vi er alle mennesker, og vi er rigtig mange, der vil kunne stå frem og sige nøjagtigt det samme. Men det virker nu en gang bedre, når det er mennesker, der selv lider af uhelbredelig sygdom som kræft, der står frem.
Indtil vi selv står i situationen, er det kun noget, vi tror, vi ønsker. Måske ændrer det sig, hvis vi en dag står i situationen. Det ved vi jo rent faktisk ikke. Vi antager blot. Men når folk ”sidder i fælden” og der ikke længere er vej ud, er sagen en helt anden.
Og de to mennesker, Per Andkjær og Ritt Bjerregaard fastholder deres ønske.
Der er også dem, der tror, at de ikke går ind for aktiv dødshjælp, indtil de får en potentielt dødelig sygdom. Som fx Troels Kløvedal, som ændrede holdning, da han fik diagnosen ALS, en meget invaliderende og dødelig sygdom, som angriber nervesystemtet. Da forstod han pludselig meningen med selv at få lov at bestemme over sin egen død.
Og så er der Jane Aamund, som under en stor krise, hvor hun getagne gange blev indlagt med voldsomme lungebetændelser og stærke smerte, som var ved at tage livet af hende, ønskede hjælp til at dø. Da en dygtig læge opdagede, at hendes store problemer skyldtes en opopdaget hjertelidelse, som blev behandlet, fik hun det betragteligt bedre, og hun ændrede atter mening og ønskede at leve. Sådan er livet. Vi kan ønske os noget på et tidspunkt i livet og noget andet på et andet tidspunkt.
Blot for at sige, at vi kan være meget skråsikre på visse tidspunkter i livet, og at vi lige så hurtigt kan ændre mening igen. Ingen kender dagen før………..
Men det ændrer ikke ved, at vi grundlæggende bør have retten til at vælge! 


.........................................


02.11 2019 
RITT BJERREGAARD KÆMPER STADIG FOR OS ALLE

Ritt Bjerregaard, 78 år, er bange for at blive hjæpeløs og miste sine åndsevner. Så vil hun hellere takke af og sige farvel.
For fire år siden fik hun beskeden om, at hun skulle dø af kræft. Hun har forliget sig med det, selv om hun ved, at hendes ”udløbstao nærmer sig”. Hun mangler dog at færdiggøre bind 4 i sine erindringer. Hun vil gerne efterlade sig eftermæle.
Da hun fik beskeden, blev hun meget forskrækket, rystet og ked af det. Tre store opslidende operationer var ved at tage livet af hende, og så bredte kræften sig til lungerne, og helbredelse var ikke længere muligt.
Hun satte sig ikke i sofaen, men gik i gang med at skrive sine erindringer. Og hun søger hele tiden det, der er godt og rart, fordi hun er et handlingsmenneske.
Hun håber, at hun dør, mens hun sover. Det gjorde hendes mor.
Lige nu er det springende punkt, om hun også får levermetastaser, som skal opereres væk. Den tanke har hun svært ved at klare.
Hun vil selv bestemme, hvornår hun ikke vil være her mere, for det er en menneskeret.
Hun har forsøgt at støtte Svend Lings, og hun har hans selvmordsmanual liggende.
Den største drøm lige nu er dog at ende livet i Schweitz.
Hun frygter smerter og hjælpeløshed mest af alt.

Kilde: https://www.bt.dk/kendte/ritt-bjerregaard-om-aktiv-doedshjaelp-jeg-vil-sige-farvel-og-tak-for-denne-gang-med?fbclid=IwAR0RIXsv7vSvIiqsDBgwuxKtVeqpNK0ZWagtC-NyRPvdN3_11aHUfYyAstQ

MINE KOMMENTARER:
Jeg håber, at Ritt Bjerregaard får den død, hun ønsker sig – at hun sover stille ind en nat eller at hun når at komme til Schweiz, før hun evt. bliver hjælpeløs og får alt for mange smerter.
Hun er en modig og stolt kvinde, som trods svær sygdom stadig kæmper for andres rettigheder. Hendes politiker-gen fornægter sig stadig ikke. Det har været vigtigt for hende ikke at sætte sig hen på sofaen og blive siddende der, men stadig at leve og bidrage til samfundet med hendes erindringer.
Det glæder mig, at hun også har støttet Svend Lings i hans kamp for aktiv dødshjælp.
Der er ingen tvivl om, at det gør indtryk, når et så velbegavet og kendt menneske som hun, stiller sig frem og udtrykker sine dybeste tanker. Og alligevel kan jeg frygte, at der sidder mennesker og siger, at hun ikke skal frygte at blive hjælpeløs, for det er en del af det at være menneske. Eller at hun ikke skal frygte smerter, for der findes så mange hjælpemuligheder vha passiv dødshjælp i dag. Ritt Bjerregaard har jo tydeligt givet udtryk for sin frygt, og den kan andre mennesker ikke tage fra hverken hende eller andre uanset, hvor meget de taler for deres syge moster. Det må være ethvert menneskes ret at få lov at dø, som vi hver især ønsker det. Når tiden er inde! Længere er den sådan set ikke!
Ritt Bjerregaard kæmper alle fortalere for dødshjælps sag. Tak til denne modige kvinde.



.................................



25.10 2019 - 
VURDERING AF PROJEKT "EN VÆRDIG DØD" 

Fire kommuner arbejdede fra 2015-2018 med at udvikle den kommunale palliative indsats, så folk fik mulighed for at være i eget hjem så længe som muligt og evt. for også at dø der.
Projektet er nu evalueret.
Kommerne skulle tidligt afklare den enkeltes forventninger og ønsker om dødssted. Behov og ønsker skulle hurtigt afklares og justeres undervejs og redskaber dertil skulle udvikles. Der skulle også ses på organisatoriske sammehængende tværfaglige og tværsektorielle behandlings- og helhedsorienterede indsatser og sidst men ikke mindst på kompetenceudvikling.
Undersøgelsen viste, at 54 % af borgerne døde hjemme.
Personalet holdt i de fleste tilfælde første samtale en måned før borgeren døde. Det synes sent i forløbet, men hænger sammen med, at de professionelle fandt det udfordrende at tage initiativ til at tale om det. Der var også familier der syntes, at det var et familieanliggende.
Familiernes forventninger til den palliative indsats var, at den skulle ”være familieorienteret, fleksibel, kontinuerlig og helhedsorienteret.
De ønskede, at fagersonerne havde et højt fagligt og teknisk niveau, var imødekommende og venlige, at det var de samme, som kom i hjemmet, og at familien fik én bestemt kontaktperson tilknyttet. De ønskede også, at der blev udarbejdet en palliativ plan, og at der kontinuerligt blev talt med familien.
Samarbejdet kan hæmmes af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejder, som fx faste plejehjemslæger og ”skal-opgaver” m.m.
De professionelle kompetencer er afgørende for kvaliteten af indsatsen. Derfor er kommuner nødt til at medtænke, at personale med kort uddannelse skal kompetenceudvikles og have mulighed for sparring og for at få supervision.
De deltagende kommuner var Aarhus, Varde, Svendborg og Roskilde.
 
Rapporten hedder: ”Tværgående evaluering af Satspuljen ”en værdig død – modelkommuneprojekt”.

 

Kilde: http://www.rehpa.dk/2019/05/08/evaluering-af-modelkommuneprojektet-en-vaerdig-doed/

MINE KOMMENTARER:
Det lyder som et godt projekt, fordi de fleste danskere ønsker at dø i hjemmet, mens det kun lykkes for de færreste. Med projektet i fokus lykkedes det for 54 %. Generelt på landsplan var det i 2017 kun 25 %, det lykkedes for.
Det lyder, som om de kommunale medarbejdere måske har været bange for at tage snakken med den døende og famlien om det. Det tyder på, at de mangler kompetenceudvikling på området, hvilket jo også var det, familierne efterlyste bagefter.
Det kræver uddannelse, vejledning, supervion at passe et døende menneske i eget hjem. Jeg husker, da jeg selv engang skulle arbejde som hjemmesygeplejerske og efterlyste viden om, hvad vi kunne tilbyde et døende mennesker i eget hjem. Mine kolleger opfattede mine spørgsmål som om, jeg var usikker. Det gjorde dybt indtryk på mig, at selv sygeplejersker ikke forstod vigtigheden af en ordentlig introduktion til plejen af en døende i eget hjem, før man kastes direkte ud i det. Det gik godt, men det kunne lige så godt være endt som en dybt frustrerende oplevelse for de første familier, jeg fik ansvaret for, fordi jeg var nødt til at bruge prøve-og-finde-fejl-metoden. Mine mange års erfaringer fra andre områder, gjorde, at jeg kunne magte opgaven. Men har man kun en kort uddannelse bag sig, kan opgaven være en meget stor mundfuld, som kræver, at man klædes bedre på til den.
Min oplevelse udspillede sig for mange år siden, og forhåbentlig er der løbet meget vand i åen siden da. Noget tyder dog på, at åen endnu ikke er løbet så fuld, at opgaven kan varetages til den døendes og de pårørendes tilfredshed. Selv om man må formode, at der har været meget fokus på, hvad de skulle gøre i situationen, netop fordi det var et projekt. 

 

................................................

 

14.10 2019 - SVEND LINGS LIGNENDE SAG I ITALIEN
Marco Capato I Italien er på samme måde som Svend Lings blevet dømt for at have hjulpet et menneske med at begå selvmord.

Han hjalp et menneske, der i 2014 blev uhelbredeligt invalideret, og som derfor ønskede at dø, med at komme til at klinik i Schweiz i 2017. Bagefter meldte han sig selv til anklagemyndigheden i Milano for at få en offentlig debat i gang.
I Italien kan det give op til 12 års fængsel at hjælpe et menneske med at begå selvmord. Dog kan det være straffrit, hvis visse bestemte betingelser er opfyldt. Fx skal den, der ønsker at dø, være ved fuld bevidsthed og være ved sine fulde fem. Vedkommende må ikke føle sig presset til at gøre det, og sidst men ikke mindst, skal vedkommende være påført ubærlige lidelser af enten fysisk eller psykisk karakter.
Sagen havnede til sidst ved forfatningsdomstolen, som underkendte den hidtidige formulering i loven og formulerede en kendelse i stedet, som er mere tidssvarende, og som frikendte Marco Capato.
De to kendelser – mod Svend Lings og mod Marco Capato – faldt næsten samtidig.
I modsætning til Danmark har det katolske Italien taget et lille skridt i retning af større frihed i valg for den enkelte.

Kilde: Jyllandsposten ”Svend Lings-sagen har en italiens pendent” den 3.10 2019

MINE KOMMENTARER:
Det er måske lidt søgt at sammenligne de to sager, for der er også i Danmark mennesker, der har hjulpet andre til schweiz uden, at de efterfølgende er blevet dømt ved en dansk domstol. Så man kan vel sige, at man i Danmark ”ser gennem fingre” med det, de i Italien nu har fået rejst ved forfatningsdomstolen.

Der er også en forskel i den danske og italienske lov om, at man ikke må hjælpe et andet menneske med at begå selvmord. For Italien har formuleret nogle undtagelser, og disse undtagelser er faktisk netop de undtagelser, vi gerne ser som kriterier i forhold til legalisering af assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp i Danmark. Se ovenfor.
Til gengæld er straffen på 12 år, hvis loven overtrædes i Italien, mens den ”kun” er på op til 3 år i Danmark.

En anden forskel ligger i, at italieneren har sørget for transport af det menneske, der ønskede at dø, så vedkommende kom til et sted, hvor man var kvalificeret til at varetage den slags opgaver. Jeg siger ikke, at Svend Lings ikke er kvalificeret til at varetage opgaven. Slet ikke. Men jeg siger, at dødshjælp er legalt i Schweiz, og at det er ulovligt i Danmark. Beklageligvis. Men jeg mener stadig, at vi alle står os bedst ved at følge loven.

Svend Lings har lavet en selvbestaltet ordning. Han er uden tvivl et fint menneske, men man kunne desværre forestille sig, at andre danske læger fik lignende gode ideer og begyndte at tage penge for det, hvis det var legalt. Også læger, der ikke er så fine som Svend Lings. Defor mener jeg, det juridisk er korrekt, at Svend Lings ikke er blevet frikendt. Personen Svend Lings ville jeg gerne frikende på stedet.
Jeg mener stadig, at noget så drastisk, kræver ordnede forhold.

...........................

 

8.10 2019 - ANDRE LÆGER VIL IKKE KENDES VED SVEND LINGS

Lægeforeningens bestyrelse indstillede Svend Lings til i december 2018 at blive ekskluderet af foreningen. En voldgiftssag skal tage stilling dertil. Den er endnu ikke afgjort.

Formand Andreas Rudkjøbing er tilfreds med den dom, Højesteret gav Lings.
”Da sagen handler om en læge, har vi naturligvis fulgt sagen tæt. Jeg hæfter mig først og fremmest ved, at Højesteret slår fast, at det er ulovligt og strafbart at medvirke til selvmord, og det er helt afgørende” siger han.

Svend Lings mener, at lægerne svigter et moralsk ansvar og mener, at foreningen svigter deres patieter. For ham handler det om medfølelse.
At blive ekskluderet betyder, at han mister medlemsrabatter på ”bankforretninger og forsikringer”. Desuden stilles han ved siden af foreningens kollegiale fællesskab.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/indland/politiretsvaesen/ECE11635039/laeger-vil-smide-selvmordslaege-ud-af-det-gode-selskab/

MINE KOMMENTARER:
Jeg vil tro, at Svend Lings lever udmærket uden både rabatter og det kollegiale fællesskab. Sidstnævnte kan jo ikke betyde alverden, når de fleste af hans kolleger alligevel undsiger ham.
Fra start var to læger anklaget, Svend Lings og Frits Schjødt (så vidt jeg husker). Gad vide, hvorfor Lægeforeningen alene ”går efter” Svend Lings. En anklage er vel en anklage. Den anden læge blev også anklaget for medvirken til selvmord, og det er hvad, foreningen hæfter sig ved, når de vil ekskludere Svend Lings. Men man må undre sig over, at de ikke også vil ekskludere den anden læge. Hvorfor ikke? Er det fordi Svend Lings råber højst?
 

Det er dog i flere år blevet meget tydeligt, at de læger, der ikke retter ind efter Lægeforeningen, ikke længere kan være en del af deres selskab. Så måske er Schjødt mere stueren?!

Lægeforeningen har heldigvis bedt en voldgift om at træffe den endelige beslutning. Det er aldrig sket tidligere i Lægeforeningens historie.

 

 

 

................................

 

3.10 2019 - PROFESSOR KALDER SVEND LINGS DOM FOR PROBLEMATISK


Professor i filosofi Thomas Ploug kalder dommen for mild.

”Den milde dom er et problem, for vi kan ikke gør alt for at forhindre selvmord og samtidig vise en vis accept”, mener han. Han mener, det ikke stemmer overens.
Han kalder domme for ”beskeden”, og derfor har den ikke en forebyggende effekt. Hverken i forhold til Svend Lings eller andre i fremtiden.
Dommen giver et mudret billede af Danmarks holdninger.
Også Svend Lings udmelding om, at han vil fortsætte med at vejlede folk, finder professoren problematisk. Når det drejer sig om selvmord, bør civil ulydighed ikke finde sted.
”Uanset, hvad man måtte mene om assisteret selvmord, så må man være tilhænger af, at det foregår under omstændigheder, hvor risikoen for misbrug og fejl er mindst mulige”.

Ditte Guldbrand med muskelsvind fra ”Ikke død endnu” mener, at Svend Lings ”lider af et gudekompleks, og at han er en farlig person”.

Janus Tarp fra Ulykkespatientforeningen er til gengæld tilfreds med dommen, fordi dommerne fandt, at Svend Lings rådgivning er lig med assisteret selvmord. Derfor er straffens længde ikke så vigtig. Det vigtigste er, at han er kendt skyldig.

Professor i filosofi Søren Harnow Klausen mener, at den milde dom fortæller, at domstolene nødigt udtaler sig kategorisk i sager om dødshjælp. Der er efterhånden en udpræget forståelse af problemet.

Også Svend Lings selv kalder dommen for ”relativ mild”.
Han fastholder, at han fortsætter sin rådgivningsvirksomhed. Overordnet set ønsker han stadig, at lovgivningen ændres. Han kalder det, han gør for en ”nødløsning”.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/ekspert-problematisk-dom-i-sag-om-dodshjaelp?utm_source=facebook&utm_campaign=post&utm_content=locked&fbclid=IwAR1CFqy_cQE3tNjdlcPhOaburePq4Yhx_wo8fZFT1ja5s92mjyLqYJCB4EU


MINE KOMMENTARER:
Dommen er mild, og det sender nogle signaler om, at det ikke er så ligetil at dømme i en sådan sag.
Der er delte meninger om dommen.

Handicappede mennesker og deres organisationer er stadig ude med riven. At udtale sig offentlig om, at Svend Lings ”lider af en gudekompleks, og at han er en farlig person”, burde kunne føre til en injuriesag. Det er grove løjer at sige sådan noget offentligt. Hun kan mene det, men hun skulle ikke have sagt det højt. Jeg håber, hun fortryder.

Filosofiprofessorer finder dommen mild. Den ene af dem, der udtaler sig finder den for mild, fordi den forplumrer forebyggelsen af selvmord fremover.
Den anden filosofiprofessor mener derimod, at den milde dom signalerer en udbredt forståelse for aktiv dødshjælp.

I lyset af sagen blomstrer debatten. Det ser jeg som noget positivt.
Jeg mener dog stadig, at en lovliggørelse med faste kriterier skal danne grundlag for at hjælpe andre med at dø. Når det er sagt, er jeg også et eller andet sted glad for, at der findes et sted, hvor de mennesker, der lider ubærligt, og som samfundet svigter, kan henvende sig.

 

......................................


28.9 2019 - PROFESSOR MENER, AT SVEND LINGS HAR FORPLUMRET AKTIV DØDSHJÆLP

Professor i filosofi Søren Harnow Klausen går ind for aktiv dødshjælp, men mener at Svend Lings har forplumret debatten. Han forsker i etik og sundhed.

”Hvis Højesteret konkluderer, at den tidligere overlæge Svend Lings har handlet for lemfældigt, når han har hjulpet ældre og syge med selvmord, rokker det ikke ved, at vi har brug for aktiv dødshjælp” siger han.
Selv mener Svend Lings, at han blot rådgiver mennesker, der ønsker at tage deres eget liv. Han mener også, at hans handling fremmer legalisering af aktiv dødshjælp.
Fortalere for aktiv dødshjælp mener typisk, at aktiv dødshjælp skal være lovreguleret og foregå professionelt af fagpersoner og altså ikke at kontakt til en tilfældig læge.
Professoren går selv ind for aktiv dødshjælp pga. de historier, vi hører om mennesker, der lider i en situation, hvor alt er håbløst. Der er stadig for mange eksempler på, at folk lider håbløst, selv om døden alligevel vil indtræde indenfor kortere tid. I en sådan situation vil det være moralsk rigtigt at hjælpe dette menneske. Desuden er det så godt som sikkert, at læger går over grænserne for passiv dødshjælp.
Han kan ikke udtale sig, om antallet af mennesker, der får aktiv dødshjælp i Holland, er for højt. Debatten foregår hovedsageligt via interesseorganisationer, som enten er for eller imod dødshjælp. Derfor er der brug for uafhængige studier.Der har dog været sager i Holland, der vækker bekymring.
Han mener dog, at der skal være skrappe regler, og at det bliver en stor opgave at lave disse regler.
Han kalder den nuværende situation i Danmark for ”fastlåst” – nogle er for, andre imod.
Formanden for UlykkesPatientForenignen har tidligere skrevet, at han efter en alvorlig ulykke ikke ønskede at leve, og hvordan han senere skiftede mening. Professoren mener, at han historie ikke er et argument imod aktiv dødshjælp, fordi der kan være andre patienter, der fx ikke kan smertedækkes og have brug for aktiv dødshjælp.
At ældre kan ændre mening er han også helt klar på. Det er en risiko.
”Hvis der bare er tre mennesker om året, som lider alvorligt og aldeles unødigt, så er det tre mennesker for meget, og så må vi gøre noget ved det”, mener han.

Kilde:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/svend-lings-sagen-har-mudret-debatten-om-aktiv-doedshjaelp?utm_source=facebook&utm_campaign=post&utm_content=locked&fbclid=IwAR01ajIoD_xuE2c5TXplO8kMvMskPMeayTS1_kEPYgBuw9dONOzL4I9-apk


MINE KOMMENTARER:
Det er første gang, jeg har læst et indlæg fra et menneske, jeg holdningsmæssigt er næsten enig med, når der tales om aktiv dødshjælp.
Jeg har tidligere udtrykt, at jeg ikke ved, om Svend Lings gavner sagen. Jeg støtter dog stadig op om Svend Lings, fordi han har formået at få debatten bragt i kog igen. Om det så fører til noget godt eller skidt må tiden vise. Det er for tidligt at udtale sig om konsekvensen af hans handlinger i forhold til debatten endnu. Men lige nu ser det ud til i hvert fald at skabe debat. Og det ser også ud til, at andre end de vanlige kommer til orde.
Mht. Holland er jeg helt enig med professoren i, at debatten er præget for meget af interesseorganisationer. Det samme kan man sige om Danmark i perioder. Fx når forskellige patientforeninger med mennesker, der har store handicaps, går ind i debatten. Deres præmisser er helt anderledes end de mennesker, vi andre taler om, som kan have behov for dødshjælp, nemlig dem, der lider ubærligt uden at kunne få hjælp i sundhedsvæsenet og uden udsigt til bedring.
Når professoren taler om, at er der tre, der lider unødigt om året, er det tre for meget, er jeg også helt enig. Men jeg tror, der desværre er tale om mange flere. Og jeg tror også, at det ikke altid er mennesker, der er døende, der kan have behov for hjælpen. Den kan også være mennesker, der ikke kan udholde deres lidelser længere og som ved, at de aldrig vil kunne behandles eller få bedring i deres tilstand. Det er dog også her, at konflikterne kan opstå, fordi de befinder sig i et skæringspunkt mellem de levende og de døende. 


................................

 

23.9 2019 - I DAG ER SVEND LINGS LANDSRETSDOM STADFÆSTET VED HØJESTERET

Svend Lings har atter fået en dom på 60 dages betinget fængsel. Han skal derfor ikke afsone dommen, men hvis han igen hjælper et menneske med selvmord, udløes dommen.
Dommen gives, fordi han har medvirket til to selvmord og et selvmordsforsøg.
Sagen gik udelukkende til Højesteret, fordi de skulle vurdere, om Landsretten havde styr på ”juridiske detaljer, som indgik i sagen”.
Svend Lings har allerede tilkendegivet, at han ikke vil rette ind.
”Højesteret har talt. Så er det, sådan den danske lov skal forstås. Men det kan jeg ikke leve med. Nu genoptager jeg mit rådgivningsarbejde – ulovligt eller ikke”, siger han.
Hans advokat udtaler, at begrebet ”medvirken” skal tolkes langt mere snævert, når det gælder selvmord, end det sker i alle andre sager. Det har Højesterets dommere givet hende ret i. De kalder stadig det, han har gjort for medvirken, fordi han i to af sagerne enten har udskrevet medicin eller hjulpet med at få det udskrevet og i den tredje sag har han i en mail fortalt en kvinde, hvordan hun skulle begå selvmord. Og det kalder dommerne for medvirken til selvmord.
To af de fem dommere er dog klar til at frifinde i den sidste sag, fordi der alene var tale om rådgivning i noget, der allerede kunne læses på nettet.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/indland/politiretsvaesen/ECE11634286/hoejesteret-har-stadfaestet-betinget-dom-til-laegen-svend-lings/?fbclid=IwAR0Fp0z9Wlwo5TYrLjLymaPLJPL-aACbqGONlIfhpl3VQeK30P2z_tmzFxU

MINE KOMMENTARER:  
Så er den sidste streg i sandet trukket. I hvert fald i forhold til, om Svend Lings skulle frifindes eller dømmes. Det blev til en dom.
Jeg er helt sikker på, at Svend Lings har handlet i allerbedste mening. Men det er ikke altid godt nok. Slet ikke når man samtidig forbryder sig mod loven.
Også den mand, der hjalp sin kone med at begå selvmord, fik to måneders betinget fængsel.
Domsmæssigt kunne have været meget værre. Han kunne være blevet idømt ubetinget fængsel i op til tre år. Så for mig er det stadig en meget mild dom. Det er det uden tvivl ikke for Svend Lings, som er gået efter fuld frifindelse. Men her har han forregnet sig. Så langt vil det danske samfund ikke gå. Selv om begrebet medvirken tolkes langt mere skrapt i hans sag, end det normalt bliver.
Med dommen ved vi præcist, hvor langt man kan tillade sig at gå i Danmark.
Man må gerne rådgive om det, der allerede står på nettet.
Men man må som læge ikke udskrive medicin, der kan føre til døden. Som lægmand må man heller ikke købe rebet, hvis en kære ønsker at hænge sig. Eller hjælpe vedkommende op på taget af en høj bygning, så han eller hun kan kaste sig ud. Eller efterlade en kniv indenfor rækkevidde.
I andre lande er det tilladt at hjælpe andre med at begå selvmord. Bla. i Schweiz. Det er derfor, de har udviklet deres selvmordsindustri, populært kaldt, når udlændinge tager til landet og får hjælp til at dø.
Nu må det på sigt vise sig, om Svend Lings dom har været med til at gavne eller måske skade en legalisering af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. Lige nu er der i hvert fald ud til, at alting ”stritter på” rigtig mange, når hans navn nævnes. Alle ved efterhånden, hvem han er. De fleste ikke for noget godt. Desværre. 

.........................................

20.9 2019 - HØJESTERET AFSIGER DOM OM SVEND LINGS PÅ MANDAG

Svend Lings, som har mistet sin autorisation som læge efter at have fået en betinget dom i både By- og Landsretten, får på mandag de fem Højesteretsdommeres vurdering.
Efter landsretsdommen ytrede Svend Lings, at en frifindelse ville have været lig med en legalisering af aktiv dødshjælp.
Højesterets dom på mandag er principiel, fordi den omhandler ytringsfriheden.
Justitsministeriet har godkendt, at Svend Lings har lagt en selvmordsvejledning på nettet, men alligevel er han dømt for at have rådgivet patienter med udgangspunkt i selvmordsvejledningen. Derfor bevæger sagen sig i en gråzone, mener han selv.
Lægeetisk Nævn har fundet selvmordsmanualen i strid med lægers etiske principper og vil have en Voldgiftsret til at vurdere, om Svend Lings kan ekskluderes af Lægeforeningen.
Kilde: https://www.fyens.dk/fyn/Fynsk-laege-doemt-i-by-og-landsret-Nu-faar-Svend-Lings-selvmordssagen-for-Hoejesteret/artikel/3380238?fbclid=IwAR3eIDiSQVLRUAKz3bfLwO_obr7iBNndwJe_Hl2u6-YtIRU3TQamqJPOn1g

MINE KOMMENTARER:
Der er ikke andet at sige, end at det bliver spændede at se, hvad Højesteret siger på mandag. Hvis Svend Lings frifindes, må det jo igen betyde, som han selv sagde efter landsretsdommen, at aktiv dødshjælp er legalt i Danmark. I hvert fald kan man sige, at det er legalt at vejlede folk i, hvordan de bedst begår selvmord.

Det må man dog allerede i dag. Der ligger vejledninger på nettet, som folk stadig kan hente. Den eneste forskel fra før og efter vil i givet fald blive, at læger og andre personer må tale med andre om det. Ifølge loven er det nemlig forbudt at hjælpe andre med at begå selvmord, ligesom det er forbudt ikke forsøge at afværge selvmord, hvis man får kendskab til, at et menneske vil begå selvmord.

 

 

..................................................

17.9 2019 - SVEND LINGS FÅR STADIG MANGE HENVENDELSER

Læge Svend Lings får, trods sin dom i landsretten (60 dages betinget fængsel) for at hjælpe folk til at dø, stadig henvendelser fra mindst én person hver eneste dag. De fleste af dem, der henvender sig, har dårlige lunger eller kræft eller ikke selv er i stand til at søge på nettet. Svend Lings har nemlig også offentliggjort en selvmordsmanual på nettet med navne på forskellige medicinske præparater, der kan bruges til selvmord. Derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed anmeldt ham til politiet.

Hans sag behandles ved Højesteret nu.
Selv mener han stadig, at samfundet svigter dem, der lider i årevis. Politikerne er ligeglade med dem. Det finder han udemokratisk og uværdigt.

Det eneste, han har gjort, er at bruge sin ytringsfrihed, mener han selv.
”Og så man kan også spørge sig selv om, hvor meget der skal til, før man kan sige, at der er tale om medvirken til selvmord” siger han. Straffes man, hvis man følger en person op i et højhus?

Kilde: https://jyllands-posten.dk/indland/politiretsvaesen/ECE11618406/selvmordslaege-faar-stadig-henvendelser-hver-eneste-dag/?fbclid=IwAR2MGUIarIZkqkocykq-TNsjdzA-AYr_xgyXefIwjR_lkMoDurE0e3IRYyE

MINE KOMMENTARER:
Så ruller sagen mod Svend Lings i Højesteret. Det er meget spændende, hvad den munder ud i. Har Svend Lings ret i, at han blot har brugt sin ytringsfrihed? Eller har han i kraft af sin uddannelse et større ansvar, end andre mennesker? Det må Højesteret tage stilling til.

Det undrer mig ikke, at der stadig er mennesker, der finder vej til ham og søger hans hjælp. Hvor skal de ellers henvende sig? Læger har selv den viden, de skal bruge, hvis de vil herfra i utide, men det har almindelige mennesker ikke nødvendigvis. Man kan vel næppe forbyde ham at tale i telefon med lidende?

Det bliver spændede at se, hvor langt de vil gå for at stoppe ham. Eller om de i det hele taget vil og kan stoppe ham.

Det er fantastisk, at Svend Lings har fundet kræfter til at køre sagen hele vejen. Jeg ønsker det bedste for ham.

.........................

14.9 2019 - RETTEN TIL AT FÅ EN BLID DØD

Forfatter, Annette Wium, ønsker, at hendes ønske om et få en blid død bliver respekteret af staten. Hun mener, at samfundet ville se anderledes ud, hvis hendes og andres ønske om ret til at begå selvmord, respekteres.


”Modstandernes gentagne argument ”Hvis de nu fortryder” er så kvalmende, for det er et faktum, at man får bedre chance for vejledning og hjælp til at tage seriøst stilling, når noget er lovligt”.


Måske når vi at få et naturligt, og ikke at angstfyldt forhold til døden.

Hun efterlyser, at der i grundloven står, at mennesket har ret til at bestemme over egen død. I stedet tvinges mange til at bruge grusomme metoder.
Menneskerettighedsdomstolen har også fastslået vores ret til at begå selvmord.

Man kunne oprette ”Livs- og Dødslinjen”, give vejledning, give mulighed for at ændre mening, respektere et menneskes ønske. Man ville offentligt kunne få hjælp til at finde den mest blide metode til selvmord.


Hun finder, at pligten til at leve samtidig med, at der skæres ned på pleje af de gamle, gør ”pligten til at leve dobbelt grusom”.

Psykisk syge ville få hjælp til at leve videre fremfor at blive indespærret på en lukket afdeling, hvis de kunne få vejledning i selvmord.

Det ville også være muligt at blive indlagt og dø, hvis man holder op med at spise eller drikke.


En nylig historie om en gammel kvinde, hvis datter mente, at kvinden var sultet og tørstet ihjel, er en grov anklage. Selv er forfatteren glad for, at hun ikke har børn, der kan forhindre hende i at dø. Datteren skrev ikke, om hendes mor ønskede at dø.


Vi har ikke engang rigtigt lov til at holde op med at indtage væske og føde. I stedet har vi garanti for at få en langsom og grusom død.

Det gør livet i Danmark til ”en livslang straf” pga. manglende respekt.

Hun ville anlægge sag mod staten for at få sine rettigheder til at dø igennem, hvis hun havde råd til det eller hvis nogen vil bistår hende med at føre sagen. I givet fald vil hun gerne høre fra vedkommende. 


Kilde:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/assisteret-selvmord-jeg-oensker-staten-respekterer-min-ret-til-faa-den-blideste-doed?fbclid=IwAR1B-tmft8JzwJ7i7dCwfJ-GXS08oW4Qg8xAyCKYntVaK6r-cAJEm3DFMSI

MINE KOMMENTARER:
Kristeligt Dagblad mestrer at give taleret til modstandere af dødshjælp OG til de fortalere, der har meninger, der ligger så lagt væk, at vi alle kan se, at det er hovedrystende.

Denne forfatter har et budskab. Men hendes budskab er ikke foreneligt med et værdigt samfund.
Hun taler om alles ret. Hvis alle har ret til at lade sig indlægge og sulte og tørste ihjel på et hospital, ville det bryde med alt det, læger og sygeplejersker står for. Hun taler ikke om, at der skal være bestemte kriterier, der skal opfyldes, for at få lov. En pludselig indskydelse eller en depression, psykisk krise eller psykisk sygdom vil kunne være årsagen til ønsket, og selv om der skal vejledes om selvmordet, så personen får øje på andre muligheder, vil der måske være mange, der i en tilstand af stærke smerter – fysiske eller psykiske – vil vælge den vej og ikke kan tales fra det.

Hvad er det da for et samfund, vi laver? Det er ikke et samfund, jeg ønsker at være i. Det er ikke respekt for den enkelte, som hun påberåber sig. Det er manglende respekt for, at det er muligt at få et liv igen, selv om man i en periode har det dårligt!

Det er noget andet, hvis vi taler om stærkt lidende og uhelbredeligt syge mennesker. Der er jeg med. Men jeg er ikke med på, at hjælp til selvmord skal være hver mands eje! Det er respektløst overfor både personen, der ønsker selvmord, de pårørende, personalet og andre, der kommer til at blive berørt heraf.

Lad os nu få en urban tone. Uden en sådan forplumres debatten, og det tjener udelukkende til, at mange flere stejler. Måske er det ikke engang alvorligt ment? Måske er det en modstander, der stiller det op på denne fuldstændig – efter min mening – invasive måde. Måske fordi hun er forfatter og forsøger sig med "en historie"?! I givet fald er det en underlødig historie, som jeg godt kunne være foruden. 
 
Artiklen gør det tydeligt, hvad Kristeligt Dagblads budkab er! Det har de ret til, men lad os nu lade være at æde det hele råt! Og lad os få nogle mere nuancerede artikler fra fortalere for dødshjælp. Artikler, der kan perspektivere problematikken i stedet for at gøre den til en ussel handling.


....................................

6.9 2019 - PRÆST GÅR IND FOR AKTIV DØDSHJÆLP

Sognepræst Katja Libst-Olsen fra Slagelse går ind for dødshjækp.

De fleste præster går imod aktiv dødshjælp. Helt præcist 3 ud af 4. Det viste en undersøgelse som Kristeligt Dagblad lavede i 2013.
Dengang gik 71 % af befolkningen ind for aktiv dødshjæp.

Sociologiprofessor Michael Hviid Jacobsen mener, den store holdningsforskel skyldes, at der er noget guddommeligt ved dødsøjeblikket. Det er ikke noget, vi hver især skal træffe beslutning om. Desuden er befolkningen på afstand af døden. Det kan gøre det lettere at svare uden at tænke nærmere over, hvad man svarer på.


Katja Liebst-Olsen mener, at mange præster frygter, at der er nogle, der vil føle sig pressede, hvis man kan vælge aktiv dødshjælp. Præster har kontakt til mange sårbare mennesker og også meget syge mennesker og kan forestille sig, at nogle vil kunne presses, hvis de er en klods om benet på deres pårørende.

Alligevel går hun selv ind for aktiv dødshjælp.
Hun har mennesker med så voldsomme smerter, at de kun venter på at dø. De mennesker mener hun godt, at man kunne befri for livet. Fordi det ville være næstekærligt.

En anden præst, Nete Ertner Rasmussen har dog den modsatte holdning. Med troen på Gud og livets ukrænkelighed, går hun ikke ind for dødshjælp, fordi mennesker ikke skal gøre sig til herrer over liv og død.
22 % af præsterne kunne dog godt forestille sig, at de kunne komme i en situation, hvor de selv ville bede om aktiv dødshjælp.

Præster diskuterer etik, moral og filosofi på højt plan. Det mener religionssociolog Peter B. Andersen er godt for samfundet, fordi det højner debatten, så tilfældige oplevelser ikke bliver udslagsgivende for ny lovgivning.


Kilde: https://www.tv2east.dk/artikler/slagelse-praest-stoetter-aktiv-doedshjaelp

MINE KOMMENTARER:
Selv om artiklen er fra 2013 er den stadig aktuel. Det vil den måske også være om 20 år?! Med mindre der sker noget drastisk!
Jeg tror, at præster og læger samt Det Etiske Råd ikke kommer til at ændre holdning til dødshjælp. I givet fald skulle der ske noget epokegørende, og nye argumenter skulle måske finde vej ind i debatten. Så længe debatten triller i de samme gode gamle spor, sker der ikke noget. Spørgsmålet er dog, hvordan der kan komme til at ske noget.

Selv om religionssociologen mener, at præster højner debatten, kommer der jo ikke nyt fra hverken præsternes eller lægernes side. De kører fortsat i den samme rille, hvilket ikke fører til andet end stagnation.  
Skal der ske ændringer, må det i givet fald komme fra befolkningen. Måske i form af at mange enkelttilfælde på et tidspunkt kommer til at udgøre et massivt pres. Måske i form af endnu et forsøg på en underskrfitindsamling?

Så længe folk skal begå selvmord i ly af møket, er det en modspiller i sagen. For ingen pårørende er stolte af, at de har en pårørende, der har begået selvmord. Heller ikke selv om det skete, fordi de ikke kunne udholde forfærdelige smerter eller andre forfærdelige symptomer. Det er ikke det, der fokuseres på bagefter, men selvmordet! Hvorfor?
Måske aner ingen i Danmark, hvor mange der i virkeligheden begår selvmord, fordi de ikke kan få hjælp til at dø! Netop det skulle der måske rådes bod på? Der burde holdes en fest hver eneste gang et menneske formår at tage sagen i egen hånd. Men festen virker absurd, når et menneske har været nødt til at begå selvmord måske år før, det var nødvendigt, fordi de ikke kan få hjælp til det, når de ikke længere selv kan. Nej, der er mange kanter, der skal slibes af og hjørner, der skal ændres, før vi får dødshjælp legaliseret i Danmark.

Jeg vil endnu engang sige, at jeg ikke forstår, hvorfor vi altid taler om aktiv dødshjælp. Vi kan lige så godt – og måske også med fordel – tale om assisteret selvmord. For da er det ikke givet, at det er en læge, der skal hjælpe patienten med andet end at skrive medicinen ud. Og mon ikke lægen kan klare det, når han også gør det til sig selv!?
Det vil måske gøre det mere spiseligt og modstanden mindre massiv? Eller måske skal der er mirakel til?


.....................................................


29.8 2019 - TINA ØNSKER AT DØ

Tina Horn har haft fremadskridende sklerose i 25 år og vil nu gerne dø. Hun kan ikke længere lave det, hun gerne vil, nemlig at male, fordi hun er afhængig af andres hjælp og føler, hun lever på sidelinjen. Derfor ønsker hun at dø. Hun har tidligere brugt meget tid på at male.
Om lidt skal hun flytte til en handicapvenlig bolig.
Sklerose er en fejl i immunsystemet, som går til angreb på kroppens egne celler, nervecellerne. Hun vil gradvist miste hele sin førlighed og evnen til at tale. Hun har mange smerter.
Hendes mand kan ikke længere passe hende. Der er hjælpere i hjemmet i døgndrift, og hun har respirator til vejrtrækningen.
Hun kan intet selv længere.
Derfor vil hun gerne dø. Hun frygter, at hun ender som en grøntsag.
Hun har besluttet, at hun vil tage til Schweiz, når tiden er inde.
Hun kan nemlig ikke engang selv begå selvmord længere.
Det koster dog 10.000 euro at tage til Schweiz.
Men hun synes nok er nok, og beslutningen kan ikke ændres.
Hendes mand har haft svært ved at forliges med tanken, og han har følt sig såret over, at hun ville væk fra ham, men han kan godt se, at hun intet har mere. Alt er taget fra hende.
Først vil hun dog gerne på cruice sammen med sine faste hjælpere og én gang mere glemme, at hun er syg.
Hendes mand vil tage med hende, når hun drager på sin sidste rejse til Schweiz. Han vil dog ikke være med, når det sker.
Kilde: https://www.tv2east.dk/artikel/jeg-foeler-jeg-lever-paa-sidelinjen

MINE KOMMENTARER:
En kvinde, der har været syg i 25 år og oplevet kroppens gradvise forfald og svigt af funktioner, og som nu intet kan og har brug for en respirator til vejrtrækning, burde vel kunne få slukket respiratoren i Danmark? Jeg aner det ikke, men hvorfor ikke? Måske dør hun ikke umiddelbart? Måske tør hun ikke dø af iltmangel, hvilket er særdeles forståeligt, da man hører ofte, at kvælningsdøden skulle være særdeles forfærdelig? Men hun kunne jo få noget medicin, der fik hende til at sove, mens respiratoren blev fjernet?
Hvis man ville, kunne der uden tvivl findes en måde at hjælpe denne kvinde med hendes lidelser i Danmark – også indenfor lovens grænser, fordi loven også foreskriver, at det er lovligt at lindre lidelser. Også selv om lindringen fører til døden.
Tina Horns mand har det svært med hendes ønske, men accepterer det – i modsætning til Simons hustru, som jeg har skrevet om for nylig. Hun havde meget svært ved at acceptere sin mands ønske om at tage til Schweiz. Hans sygdomsforløb med ALS var dog også særdeles kort i forhold til Tina Horns 25 år med sklerose. Måske er tiden med de pårørende, ligesom tiden er med den syge, der som Tina Horn og udtrykker, har haft mange år til at overveje situationen.
Netop derfor synes det meningsløst, at hun ikke har lov til selv at bestemme, at det er nu, hun vil herfra. Hvis hun skulle have begået selvmord, skulle det måske være sket for år tilbage. Så havde hun ikke haft de år at leve sammen med sin mand i. Er det det, de, der mener, at man bare kan tage sit liv selv, mener, er det bedste – at man dør flere år før, det er nødvendigt?
Dødshjælp er ikke sort eller hvidt, men i nogle tilfælde virker det ret sort eller hvidt. I Tina Horns tilfælde synes det hvidt. Hun har levet længe med sygdommen. Hun er totalt afhængig af andres hjælp. Hun har ingen livskvalitet. Hendes mand accepterer det. Hvad mere kan man forlange? At hun skal hensygne sin sidste tid på plejehjem sammen med gamle, og måske demente mennesker? Mener de virkelig, at det er noget at hige efter? 

....................................

20.8 2019 - KVINDE MED SKLEROSE ØNSKER AKTIV DØDSHJÆLP

Der har været heftig debat på Facebook efter at TV2 ØST viste historien om Tina Horn som ønskede aktiv dødshjæp pga. sygdommen skelrose.
Det er dog ulovligt i Danmark.

Mens et stort flertal på 72 % af danskere ønsker en legalisering af aktiv dødshjælp, er der også 11 %, der svarer nej og 17 %, der er i tvivl i en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad.

Der var brugere, på Facebook, der efterfølgende skrev, at de var for indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark.
En skrev fx:
”Ja, det burde bestemt være et personligt valg at ønske et værdigt liv og ligeså afslutte det med værdighed”.

En anden skriver:
”Mit hjerte bløder for dig/jer. Det er en forfærdelig sygdom. Jeg håber snart, vi får indført aktiv dødshjælp herhjemme. Jeg synes værdighed i både liv og død bør være en menneskeret”.


Flere skriver, at det burde være en menneskeret og en individuel beslutning.

Der er også dem, der mener, at det er en svær juridisk debat, fordi man skal være 100 % sikre på, at folk ikke føler sig presset til det.
Nogle mener, at et etisk råd skal inddrages i beslutningen, hvis aktiv dødshjælp kommer på tale.
Andre taler om glidebanen - at ingen ved, hvem de næste, der får lov, bliver.
Atter andre taler om, at man ikke skal have dødshjælp, fordi man føler sig som en byrde.
Og så er der dem, der nok skal tage sagen i egen hånd, hvis den tid kommer.

Artiklen gentager, hvad vi alle ved, at Det Etiske Råd og hovedparten af Folketingspolitikerne er imod. Det samme er otte ud af 10 læger. 

Kilde: https://www.tv2east.dk/artikel/historie-om-aktiv-doedshjaelp-skaber-heftig-debat-paa-facebook

MINE KOMMENTARER: 
Der er intet nyt under solen i denne historie. 
Det er de samme argumenter, der igen og igen anvendes af modstanderne og fortalere. 

Det ser atter ud til, at modstandere af aktiv dødshjælp favoriseres. Det er hovedsageligt udsagn fra dem, der er gengivet fra Facebook. Det ville være helt i orden, hvis de bibragte nyt, men de gentager blot alle de argumenter, der fremføres igen og igen og igen. Man kunne næsten tro, at det var Kristeligt Dagblad, hvis man ikke vidste bedre.

Med kun 11 % imod og 72 % for, burde der – om ikke andet – være en ligevægt når argumenterne gengives. Det er dog tydeligvis et meget følsom emne, som journalisten heller ikke selv går ind for.


..........................................


12,8 2019 - Simons død

Humørsprederen og livselskeren Simon, en 58-årig mand med en vidunderlig familie og dejlige venner diagnosticeres i januar 2015 med ALS. Prognosen lød på 1 – 1½.

Allerede fra start vidste han, at han ville have hjælp til at dø.
Efter ½ år mistede han evnen til at tale, men han kunne stadig gå og skrive det, han ville sige på en blok.

Selv om han var meget syg, nød han stadig livet i fulde drag. Hele familien var derfor imod hans beslutning om, at han ville dø vha. assisteret dødshjælp i Schweiz.


Han havde været gift med sin hustru i 14 år og havde et barn fra et tidligere ægteskab, et stedbarn og to børnebørn. Alle elskede ham. En anden steddatter var død af alvorlig knoglekræft 18 år gammel to år tidligere.

Han var virksomhedsleder og besluttede at køre sin steddatter i position til at overtage firmaet efter ham.

Hans hustru havde altid været modstander af dødshjælp. Hun blev fysisk dårlig og rædselsslagen ved tanken og forsøgte at undgå at samtale med ham om det pga. hans sårbarhed. Hun syntes også stadig, de havde så mange gode stunder sammen og forstod ikke, at det ikke kunne fortsætte. Hun havde mistet sin datter to år tidligere og kunne ikke bære at miste igen.

I Storbritanien er det – som i Danmark – ulovligt at hjælpe andre med at begå selvmord. 250 englændere har fået assisteret dødshjælp i Sweitz siden 2002. Det koster i gennemsnit 7000 pund.
I september 2015 blev der stemt om at gøre assisteret dødshjælp legalt i England hos patienter, der har mindre end et halvt år tilbage at leve i.
Simon forventede sig meget af debatten, som kørte både i parlamentet og i England.
Dog uden nye argumenter – hverken for eller imod.
Resultatet af afstemningen var, at 118 parlamentsmedlemmer var for, mens 320 var imod.

Derfor henvendte han sig til Lifecirkel i Schweiz.
Både Dignitas og Lifecircle i Schweiz hjælper mennesker med at dø.
En læge fra Lifecircel i Basel mødtes med ham og hustruen og fortalte, hvordan det hele foregik. Reglerne for at få hjælp i Schweiz er, at man både skal være syg og være ved sine fulde fem samt havde tænkt på det i lang tid.
Først skal en læge skal give grønt lys. Først den dag, hvor det er besluttet, at patienten skal dø, skal en anden læge også tilse ham. Derfor ved patienten først da, om det endeligt accepteres.
Gør det det, får patienten dagen efter 40 x den normale dosis af et sovemiddel, der bruges under operation og falder i søvn efter 30 sekunder. I disse sekunder kan der tages afsked. Indenfor ca. 4 minutter dør patienten.
Når patienten er død, tilses liget af en læge, som konstaterer, at døden er indtrådt.
Lægen sagde til Simon og hustruen, at de pårørende har det meget værre med det, end patienten har. Fordi de skal leve videre. Simone hustru var nemlig meget påvirket af samtalen.
Lægen spurgte – aht. hustruen - om han ville være villig til at udskyde døden, hvis han den dag, han på forhånd havde besluttet sig for, nemlig den 2.11 - hans fødselsdag - havde det, som han havde i dag. Det ville han accepterede han.

En ven fortæller dog, at Simon aldrig har ombestemt sig, når han har truffet en beslutning, fordi han er stivsindet.
Han er ikke bange for at dø, men for at blive invalideret.

Simons mor accepterede til fulde hans ønske. Hun ville gerne være med, når det skete.
Blandt en gruppe af mennesker fra college, som havde holdt kontakt gennem alle årene, var nogle imod, mens andre forstod hans ønske.
 
I september måned brugte han stok og gik meget dårligt. Han følte sig ydmyget og hjælpeløs, men kunne dog stadig skrive. Kort efter fik han brug for hjælp til personlig hygiejne. Og han hadede det.

Hustruen syntes, han ændrede sig. Hun blev vred på ham over, at han ikke ville leve og trak sig mere og mere ind i sig selv.
En læge og ven syntes, det gik meget hurtigt ned bakke på det tidspunkt.
Han frygtede datoen, der var sat, fordi tiden gik så hurtigt.

Hans hustru besluttede i september, at hun ikke ville tage med ham til Sweitz. Hun synes, han sendte modsatrettede signaler konstant. Hun ville hellere se på hospicer. Egen læge henviste Simon til St. Christoffers Hospice. Der kunne han få hjælp til indåndingen. Desuden gav de morfin mod smerter og angst. Familien havde fået at vide, at mennesker med ALS ofte dør af lungebetændelse, og at de får en god død.

Familiens modstand gjorde dog Simon i tvivl. Han vidste, at hustruens datters for mindre end to år siden ville gøre det endnu sværere for hende.
Selv havde han troet, at familien ville være ligeglade med tidsperspektivet, men det var de ikke, og han følte ansvar for dem. Havde han været alene, havde han allerede gjort det.
Han valgte at holde en sjov fest og havde arranget sjove lege, som han selvdeltog i på sidelijen.
At han stadig kunne skrive gjorde, at han klarede sig godt. Alle hans tossede venner støttede ham.
Han grinede meget. Alle havde en dejlig dag. Det havde de hver gang, de var sammen med ham.

En dag gik han med rolator. Og pludselig sad han i kørestol. Han havde stadig sin tid i Schweiz.
I oktober brugte han selskabslege til at undgå, at hans hustru tænkte på hans død.
Han kunne mærke, at han snart ikke ville kunne skrive mere.  Det var meget angstprovokerende for ham.

12.10 forsøgte han at hænge sig selv.
Familien skrev bagefter til Schweitz, at han gerne vil have døden fremskyndet.
Døden kunne rykkes frem til den 19.10, og det accepterede han. Han var rædselsslagen og fuldstændig overvældet og ked af det på det tidspunkt. Han orkede ikke længere livet. Så både hans hustru og vennerne accepterede endelig hans beslutning.
Han havde en tid været sjov og farverig og overstadig. Derfor mente de, at de nok ikke havde set, hvor dårlig og bange han i virkeligheden var.

De planlagde en stille afskedsfrokost for familie og venner. Simon og hustruen var nu enige om, at tiden var inde. Det samme var vennerne. Døden ville blive en befrielse for ham, skrev han på sin skriveblok.
Hustruen følte sig på det tidspunkt både rasende, omsorgsfuld, hengiven, beskyttende og glad for, at hun havde været gift med ham. Hun ville komme til at savne ham forfærdeligt.
”Når man elsker en så højt, må man følge den, man elsker” endte hun med at mene.
Hun var taknemmelig for, at hun havde mødt ham. Han skrev det samme til hende under afskedsfesten, hvor de drak champagne.
Simons mor sagde farvel til ham ved festen. Han græd, da han sagde farvel til hende. Hun græd også. Hun ville gerne have været med til Schweiz, men han ønskede ikke, hun skulle tage den lange tur pga. hendes alder.

Den 18.10 sagde han farvel til vennerne i lufthavnen. Hans tre bedste venner, hvoraf den ene var advokat og den anden læge samt hans hustru ledsagede ham til Schweiz. Også ledsagelsen til Schweitz er ulovligt og kan give op til 14 års fængsel i Storbritanien.
Han tog en tårevædet afsked med hustruens datter i lufthavnen.

I Schweiz talte han om aftenen – som aftalt - med en ny læge, som også skulle sige god for, at han fik lov at dø.
Hustruen fortalte lægen, at det først gik op for dem alle, hvor desperat, han var, da han forsøgte at begå selvmord.
Derefter spiste de fem, der var rejst derned sammen, en god middag sammen.

Den 19.10 om morgenen, kom den første læge, han havde talt med tidligere, med medicinen.
Han skulle selv åbne for posen med medicin, og han havde mulighed til i allersidste øjeblik at fortryde. Det hele blev filmet, så det kunne bevises.
Lægen kontrollerede, at han var den, han var.
Han havde indtalt en afskedstale til sin hustru, hvori han priste hende.
Han sagde bla. til hustruen, at han mente, de havde fået talt om alt i hans lange sygdomsforløb, hvilket ikke havde været muligt, hvis han var død i en trafikulykke.
Da talen er færdig, åbnede han selv for droppet. De fem sad omkring ham og kiggede på ham, mens han døde.
Han kom straks ned i en kiste, som blev placeret i en ligvogn, der kørte til lufthavnen.

To uger enere sagde hustruen, at hun følte en stor omsorg for ham, da han døde. Selv i døden var han elegant. Ellers havde hun store huller i hukommelsen. Men for ham erkendte hun, at det var det rigtige tidspunkt. For familien var det forfærdeligt voldsomt. Hun var stadig i chok. Hun var vred, hun følte sig skyldig, skældte ham ud, elskede ham etc. Hun var i tvivl, om hun havde lykkedes med at gøre livet værd for ham at leve.
Hans mor sagde bagefter, at han var modig, og at også dem, der stod ham bi, var meget modige.

Vi fulgte familie og venner, da han blev bisat og hørte nogle af de smukke ord, der blev sagt til ham om hans livsglæde og skøre indfald.

End of story.

Kommentarer:
Dette var endnu en historie om et menneske, der var modig nok til at sige, at nok kunne være nok, da han ikke længere magtede livet.

Historien var meget tankevækkende, fordi den viste, at et mennekse – hans hustru - som havde fulgt sin mands meget anstrengende dødskamp og ønsker om at dø, hans beslutning om udsættelse aht. de pårørende og derefter hans selvmordsforsøg, fordi han alligevel ikke kunne udholde livet med sygdommen, havde skrupler over, om hun har gjort nok for at gøre hans liv værd at leve. Det er skræmmende, at hun kunne være i tvivl, om hun har gjort det rigtige ved at acceptere hans assisterede selvmord til slut. Savnet og chokket kan have givet hende tvivlen, for da de tog derned, var hun ikke i tvivl. Hans selvmordsforsøg viste jo tydeligt, hvad han selv ønskede.

Det er vanskeligt at være vidne til en andens ønsker om at dø. Jeg er enig med hans hustru i, at det må være svært, at han tog en beslutning og fastsatte en dato, mens han stadig havde det nogenlunde. Jeg har tidligere i en TV-udsendelse set, hvad det gjorde ved en familie, at tidspunktet lå hen i det uvisse. Så hellere en dato, som han accepterede kunne flyttes, hvis det viste sig, at han ikke var klar på det tidspunkt. Han endte dog med at dø, før den dato. Fordi han da var så dårlig, at jeg vil vurdere, det var lige op over mht om han kunne klare flyveturen. At han have en læge med må have gjort udslaget, for ellers tror jeg ikke, at et flyselskab ville acceptere at tage en så dårlig passager med.

Uanset hvad, er det også at tage de pårørende som gidsler, når man ønsker assisteret dødshjælp. Det kan ikke være anerledes. Det er vi nødt til at se i øjnene!
 

....................................................


5.8 2019 - Overlæge imod aktiv dødshjælp 2

Denne nyhed er en fortsættelse af nyheden fra den 28.7.

Overlæge Prehn på Respirationscenter Syd finder erfaringerne fra Holland skræmmende. Bla at man må yde dødshjælp til evnesvage. Desuden griber det om sig.
Overlægen mener, at man i langt de fleste tilfælde godt ville kunne få et værdigt liv uden at dø.

Han siger også: ”Den måde, vi behandler de svageste på, er det, der afslører et samfunds sande styrke. Derfor kæmper jeg for, at rammerne for de her mennesker, som har været uheldige og ramt af sygdomme, skal være iorden, så der er nogle alternativer til bare at ville dø”.

Dog erkender han, at der er tilfælde, hvor der ikke er andre muligheder end dødshjælp.

Også han har haft samtaler med folk, der ønsker at dø, men som ikke ønsker at dø, når de er færdige med at tale.

 ”Sundhedslovens bekendtgørelse gør, at vi i årevis har haft vide rammer for at slutte noget liv, som er forfærdeligt. Det sker på mange hospice, hvor man ikke kan lindre folk længere, og så giver man dem en pumpe med sovemedicin eller smertestillende medicin”. 

Efter hans overbevisning drejer det sig om 5-10 patienter om året.

Kilde: https://www.tv2east.dk/artikel/overlaege-imod-aktiv-doedshjaelp-det-bliver-en-glidebane

MINE KOMMENTARER:
Overlægens betænkeligheder i forhold til Holland er jeg enig med ham i. Det er forkasteligt at give dødshjælp til evnesvage. Deres intellekt er ikke så udviklet, at de selv kan bestemme. Det er også problematisk at give dødshjælp til psykisk syge og børn. Samtidig kan jeg dog også forestille mig tilfælde, hvor det vil være godt for det lidende menneske. Verden er ikke sort eller hvid. Men den er heller ikke slet så grumset, som Prehn og andre læger ser den.

At dødshjælp griber om sig i Holland er til skræk og advarsel for andre lande, der vil indføre dødshjælp. Hollands erfaringer har vi andre jo heldigvis mulighed for at trække på, og vi behøver ikke lave de samme fejl, som de har lavet! Dem kan man lovgive sig ud af.

Måske vil nogle kunne få et værdigt liv, hvis de får den hjælp, de har brug for. Desværre viser historien jo, at det ikke er tilfældet. Der er også læger, der udtaler, at der altid vil være nogle der ikke kan hjælpes. Man kan vende spørgsmålet rundt og spørge: Hvem skal tage stilling til, om et liv er værdigt – lægen eller patienten. Hvis du spørger lægen, vil svaret formentlig være lægen, men når det gælder ham selv, vil han formentlig svare ”mig”.

Læger har allerede den mulighed, at de under alle omstændigheder selv kan bestemme! Kan det gøre, at de måske også kan have en så overfladisk holdning, som de ser ud til at have, overfor alle andres ønsker om dødshjælp? Alene det at de fleste læger har medicin liggende til dem selv og deres pårørende i tilfælde af, at det skulle blive nødvendigt at komme herfra, stiller jo al dobbeltmoralen til skue.

Hans tale om, at et samfunds styrke afspejles i, hvordan man behandler de svage, vil jeg give ham fuldstændig ret i. Dog tror jeg, at vi ser vidt forskellige på, hvad styrke i den sammenhæng er. For mig vil det være, at man vælger at hjælpe de mennesker, der lider umenneskeligt uden mulighed for at komme herfra uden hjælp! Det er næppe det samme dr. Sprehn mener.

Han erkender, at der i visse tilfælde ikke er andre muligheder end dødshjælp. Og hvad så. Hjælper han så bare patienten uden, at han har loven på sin side? Det er jo netop også en af grundene til, at vi skal have legaliseret aktiv dødshjælp. Læger skal ikke gå rundt og tage livet af mennesker efter forgodtbefindende. Det skal ske efter patientens udtrykkelige ønske!

Han har selv talt med mennesker, der ønsker at dø, men som opgiver efter samtalen. Hvorfor mon? Fordi de virkelig ser, at der også er andre muligheder? Eller fordi de ikke kan hamle op med lægens argumenter? Hvis de pludselig kan se, at der er andre muligheder, vil jeg skyde på, at de havde fået øje på dem for længst. Det kan en enkelte samtale næppe ændre på så sent i forløbet? Det virker desværre ikke særlig troværdigt på mig. 

 

............................................

29.7 2019 – OVERLÆGE IMOD AKTIV DØDSHJÆLP

Dette er den første af to. 

En overlæge på Respirationscenter Syd, Michael Sprehn, er imod aktiv dødshjælp.
”Det bliver en glidebane” og ”aktiv dødshjælp er ikke nødvendigt”, siger han.
Han finder også, at dødshjælp til børn og psykisk syge i Holland er skræmmende. Desuden kan man i dag lindre folk maksimalt. Man må – ifølge Sundhedsstyrelsen – give folk så meget smertestillende og beroligende, at de dør af det.

Kristeligt Dagblad har lavet en undersøgelse.

Læger mener det modsatte af befolkningen. 82 % af befolkningen er for. Lægeforeningen og andre faglige selskaber er imod, men 18 % af lægerne er helt eller overvejende uenige.

Michael Sprehn siger:

”Vi kan så meget i dag på palliative centre og på hospice, hvor vi har mulighed for at lindre folk maksimalt.
Han taler også om ”det skjulte pres fra pårørende, som vil afstedkomme, at nogle føler sig pressede til at dø.

Han frygter desuden, at en værge vil overføre sin egen holdning på et hjælpeløst menneske.
Sprehn har talt med læge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole Hartling, som taler om ”en grundlovssikret rettighed til at være til besvær”. Vores nytteværdi skal ikke være afgørende for, om vi skal leve eller dø.
Han kommer også ind på, hvem der skal ”udføre selve handlingen” som gør, at patienten dør.

”Og hvem kan leve med ansvaret for at have taget et liv, hvis vedkommende ændrer mening undervejs i et sygdomsforløb og alligevel har lyst til at leve? Det er jo sådan med alle redskaber, man stiller til rådgihed, ligesom en kniv eller en pistol, at det kan bruges både godt og skidt, siger Michael Prehn”.

Kilde: https://www.tv2east.dk/artikel/overlaege-imod-aktiv-doedshjaelp-det-bliver-en-glidebane

MINE KOMMENTARER:
Artiklen lægger op til mange kommentarer og er derfor delt i to. Nummer to med kommentarer kommer næste gang. Her kommer kommentarerne til første del.

Det er fint, at man i dag må gøre meget for at hjælpe folk, der lider, bla. at give dem så meget beroligende og smertestillende, at de dør af det. Men hvorfor så ikke legalisere dødshjælp? Igen kommer det dobbeltmoralske ind i diskussionen. Hvorfor er det lægerne, der skal bestemme. Efterhånden begynder jeg at få det indtryk, at lægerne måske ikke er med, fordi det betyder, at deres magt indskrænkes? De kan ikke enerådigt bestemme, hvis patienterne får noget at sige. Er de uenige med patienten, kan de ikke bare afslå, hvis dødshjælp legaliseres, men det er på tide, vi kommer forbi, at lægen skal bestemme!

Også presset fra de pårørende medtages. Hvis dødshjælp legaliseres, må man sikre sig imod, at det er de pårørende, der presser ved at tale med både patient og pårørende. Som professionel kan man hurtigt gennemskue, om det er tilfældet. Det kan jo også foregå i dag, hvor pårørende kan presse lægerne til et eller andet. Er det bedre? Nej, det er igen dobbeltmoralsk efter min mening.

At værgen kan overføre sin egen holdning til et andet menneske, er et nyt aspekt, som jeg ikke tidligere har hørt. Men igen: Det bliver aldrig aktuelt. For det skal selvfølgelig kun være mennesker, der er ved sine fulde fem og selv kan tage stilling, der skal kunne få hjælp. Ikke de pårørende. Ikke en værge.

”En grundlovsikret rettighed til at være til besvær”. Det er meget godt. Og det lyder også godt. Men selv om Ole Hartling mener det, kan der være mange, der ikke bryder sig om at være til besvær. Og hvad er der galt med det? Det må folk vel selv bestemme. Vi bestemmer jo ikke over, at han gerne vil være til besvær. Så hvorfor skal han bestemme over, at man er nogle, der ikke ønsker at være til besvær. Det er vel såre menneskeligt. Hvis man gennem et langt liv har passet os selv?

Læger har tilsyneladende ingen problemer med at give en så stor dosis beroligende og smertestillende, at patienten dør. Hvorfor kan de så ikke også give dødbringende medicin? Igen virker det dobbeltmoralsk. De vil gerne det, der passer dem, men de vil ikke det, patienten vil.

Hvem skal leve med ansvaret, hvis patienten ændrede mening? Det er et rent retorisk spørgsmål. For ingen skal leve med det ansvar, for det vil ingen nogen sinde få at vide. Patienten er jo død. Det ville patienten også være, hvis vedkommede sultede sig ihjel og fortrød. Men den fortrydelse finder vi jo ikke ud af. Det er som med alle andre beslutninger: De har en konsekvens. Denne gang er det døden, og man skal selvfølgelig sikre på alle mulige måder, at folk har mulighed for at fortryde. Men om nogle ville fortryde, tjah…… Det er en filosofisk diskussion! Intet andet.


.................................


23.7 2019 ETISK RÅD AFSLÅR AT HJÆLPE DØENDE PÅ HOSPITAL

Lisbeths vejrtrækning er belastet pga. KOL og hendes krop er fyldt med medicin. Hun vejer 38 kg og er nået dertil, at hun ikke længere magter livet og gerne vil have lov til selv at bestemme, hvornår hun vil herfra.

Hun har set døden i øjnene og kommer formentlig aldrig hjem igen.
Hun har brug for hjælp til at blive vasket, og det føler hun udtrolig grænseoverskridende.

Lederen af hospice er vant til, at patienter drømmer om at komme hurtigt herfra. Hun mener dog, at omsorg i den sidste tid er bedre. Det er også det, de siger til patienterne, når de ber om hjælp. Mange er bange for smerterne. Men de kan afhjælpes siger hun.

Kvinden sætter pris på personalets omsorg, men hun vil stadig gerne træffe beslutningen, fordi hun ikke længere magter livet.

Hun har nået det, hun gerne vil. Bla er hun blevet genforenet med sin søn.
”Så er det min stædighed, der gør, at der er lige nogle ting, jeg skal nå, og det har jeg så nået nu”.

Henrik Gade Jensen, sognepræst og medlem af Etisk Råd siger, at der aldrig har været opbakning til aktiv dødshjælp i Etisk Råd. Kun én gang har der været to for dødshjælp. Han er klar over, at det står i modsætning til befolkningen. Han mener, det skyldes, at der sidder mange læger i Etisk råd. De er bundet af deres lægeløfte og skal gøre folk sunde, ikke syge og slet ikke døde.

Hvis aktiv dødshjælp bliver legalt skal det også være et tilbud, folk skal tage tilbud på sygehuset. Det vil støde mange, mener han.

Mange af de patienter, der er indlagt på hospice, går ind for, at de selv må bestemme. Men sognepræsten mener, at vi ikke kan pålægge andre pligt til at aflive andre.

Folk kan i stedet fraskrive sig livsforlængende behandling.
Kvinden selv siger, at det ikke er så ligetil at takke nej til den ilt, hun får. Hun dør nemlig ikke af det. Så skal hun dø, skal hun lade være at spise.

 

Kilde: https://www.tv2east.dk/artikel/lisbeth-paa-hospice-vil-gerne-have-hjaelp-til-doe-men-etisk-raad-afslaar?fbclid=IwAR3Bi4EPyYYgIHIt-uFb4HPSllqSWfokixXm1jJ_R0yJ_6tKGdHi-KS8g4E

 

MINE KOMMENTARER:
Hvorfor mener medlemmet af Etisk Råd, at aktiv dødshjælp skal være et tilbud, hvis det legaliseres. Ligesom man ikke reklamerer med, at folk kan komme i respirator eller i blodfortyndende behandling, hvis det ikke er aktuelt, skal det jo ikke være et åbent tilbud til alle, der indlægges. Igen overdrives, og igen må jeg påpege, at overdrivelse næppe fremmer forståelsen. 

Hos mig skaber det irritation og frustration, at modstandere imod dødshjælp konstant opstiller ”hvad-nu-hvis-scenarier”, som måske aldrig eller næsten aldrig bliver aktuelt.

Hovedprincippet i aktiv dødshjælp vil altid være, at folk selv tager stilling og udtrykker, at de gerne vil have aktiv dødshjælp, hvis det bliver aktuelt. Så hvad er problemet? Det kan gøres, hvis det er aktuelt, folk skal selv bede om det og personalet skal ikke gå rund to bede folk tage stilling. Det ville jo være absurd, for dødshjælp kan kun gives til mennesker, der er ved deres fulde fem! Som det er nu skruer læger – vel at mærke uden at spørge patienterne – op for morfindroppet eller fjerner en respirator. Er det bedre? Ikke for den patient, som gerne vil tages med på råd i hvert fald. Der er noget forfærdeligt dobbeltmoralsk i det.

Læger vil aldrig blive pålagt at aflive andre. Dette er også en af de gentagne floskler. For det skal selvfølgelig være frivilligt, om lægen vil deltage. Så kom med nogle argumenter, der er relle og holder i i virkelighedens verden. Så tager vi gerne vores holdning op til revision. Men de skal være ualmindeligt gode, hvis jeg og andre fortsat skal fraskrive os retten til selv at bestemme!

At folk kan afskrive livsforlængende behandling er formentig sket for længe siden i kvindens situation. Hun er døende. Hun lider. Og hun har fået nok. Men ilten kan hun ikke dø af at undvære, og det vil gøre hendes livskvalitet endnu værre. Så hvorfor skulle hun dog det? Hendes eneste mulighed er at sulte sig ihjel. Hvorfor skal tilfældige mennesker i Etisk Råd bestemme over hende? Det giver simpelthen ikke mening.

Skal kvinden virkelig også være en af dem, der vælger at sulte sig ihjel, fordi nogle troende mennesker mener, det er forkert at hjælpe hende. Hvor er Gud i denne sag? Jeg er ret sikker på, at Gud gerne ser, at hun får en hjæjpende hånd i den ulidelige situation, hun er i.

Mit bedste råd er: Lad Etisk Råd gå på pension og følg befolkningens ønske! Vi lever i et demokratisk samfund, hvor vi selv kan bestemme stort set alt, bortset fra vores død. Den har lægerne hånd og halsret over. Det giver ikke mening.


..........................................

16.7 2019 - TO POLITIKERE FORTÆLLER OM
DERES POSITIVE HOLDNING TIL AKTIV DØDSHJÆLP

Undersøgelser, som Kristeligt Dagblad har foretaget, viser, at læger og Etisk Råd er imod aktiv dødshjælp, mens befolkningen er for.
Størstedelen de politiske partier er imod, men flere partimedlemmer har en anden holdning.

Morten Dahlin, V. Han er for aktiv dødshjælp. Som liberal ønsker han at have mest mulig frihed i livet. Vi lever i et frit samfund. Derfor skal man kunne vælge frit. Uanset hvor syg man er. Måske vælger nogle forkert, men det kan de jo også gøre i andre af livets forhold.
Otte ud af 10 læger er imod dødshjælp. Det samme er Etisk Råd. Men hans egen søster, som er læge, går ind for aktiv dødshjælp.
Et argument imod dødshjælp er argumentet med mulighed for smertelindring, men det hjælper ikke de sværest lidende tilstrækkeligt.
Han har set flere eksempler på, at de rammer, der er i dag, ikke er vide nok, fordi nogle fanges i systemet, mens dem med mange penge kan tage til Schweiz.
Debatten har flyttet sig siden 2009. Da blev man anset for at være kriminel, hvis man gik ind for aktiv dødshjælp. Han kunne tænke sig flere almindelige mennesker i Etisk Råd.
Han er sikker på, at dødshjælp bliver legaliseret i Danmark en dag. I hvert fald om 20 år. Hvis polikterne mærker, at befolkningen presser på, vil de være tvunget til at handle.

Dødshjælp kom for alvor ind i overskrifterne i 2009, da Helge Adam Møller, K, til Folketingets åbningsdebat sagde: ”Jeg har hele mit liv kunnet bestemme over mig selv, men når det kommer til afslutningen på livet, har jeg ingen selvbestemmelsesret”.
Efter dette kom mange ministre hen og eklærede sig enige med ham. Men de ville ikke udtale sig offentligt. Han er stadig for, selv om partiets sundhedsordfører er imod.
Han forstår ikke, at politikerne ikke er fritstillede i et så etisk spørgsmål.
Rent faktisk tror han, at der er flere for, end imod når alt kommer til alt.
Helge Adam Møller påpeger, at der ikke er belæg for, at det strider mod lægeløftet. Der står intet om dødshjælp i lægeløftet. Lægen skal derimod anvende sine kundskaber med flid og omhu til samfundets og medmenneskers gavn.
Selv har han instureret sine døtre og søstre om, hvad de skal gøre, hvis han ender i ”den situation”. Hans egen far tiggede og bad om, at livet måtte slutte. De sidste 14 dage kunne kan ikke kende nogen som helst.

På påstanden om, at aktiv dødshjælp skal legaliseres, siger partierne følgende:  
SF, Venstre, Konservative, Kristendemokraterne Enhedslisten og Dansk Folkeparti er imod.
Socialdemokratiet er delvist uenigt.
Radikale og Liberal Alliance siger hverken eller.
Nye Borgerlige er delvist enige.

Kilde: https://www.tv2east.dk/artikel/politikerne-er-splittede-skal-aktiv-doedshjaelp-goeres-lovligt?utm_content=buffer52895&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer&fbclid=IwAR1mtWTjJudbPo1FWZ43Dmyviq8_FFTJ5NpUDEYqJmyk5_0mgncfJjBAhPk

MINE KOMMENTARER:
Det er dog en utrolig artikel. Fordi der lyder nye toner fra politisk side.
For første gang ser det ud til, at debatten alligevel rykker nogle af medlemmerne i Folketinget! Og også blandt læger.
Men de tør ikke stå frem og sige det offentligt. Det betyder dog ikke, at de ikke går ind for dødshjælp. Det har bare ikke været ”in” at sige det. Og som Morten Dahlin siger, blev folk næsten lynchet for 9 år siden, når de vedgik, at de gik ind for aktiv dødshjælp.
Læger, der går ind for aktiv dødshjælp, tør heller ikke stå frem og sige det offentligt.
Men alligevel er der mange, der er for aktiv dødshjælp.
Tiden har været med debatten.
Vi kan kun håbe på, at befolkningens pres på beslutningstagerne snart bærer frugt! 


...........................................


10.7 2019 - EN BARSK DØD


En kvinde, hvis far led af en let demens, fortæller historien om, hvordan faren blev indlagt med synkebesvær og en uspecifik infektion på hospitalet. Før indlæggelse fungerede han fint. Efter indlæggelsen udvikler han delirium.
Fire dage efter hans indlæggelse lægges han i palliativ eller lindrende behandling, fordi han ikke samarbejder om behandling og er dement. Han kan ikke længere tale.

Personalet har lagt en stor, tung dyne med bolde på ham, fordi det beroliger ham. Men det er tydeligt, at faren sveder. Han er varm og blussende.
Datteren spørger, hvorfor han ikke får væske af nogen art, og personalet svarer, at ”det forlænger processen”. Hans urin er mørk og plumret. Når datteren fugter hans mund bider han i den skumfidus, hun bruger. Hun fornemmer, at han er meget tørstig.

Han har på et tidspunkt svære smerter, fordi sygeplejersken ikke har givet ham smertestillende i mange timer. Datteren får indført, at han får morfin med faste intervaller.

Det sidste døgn han lever, har han ligpletter på fødderne. Til sidst er kun brystkassen varm. Og hjertet slår. Det tager ham seks dage at dø. Han dør i datterens arme. Hun ligger i sengen og holder om ham, da det sker.

”Som pårørende føler jeg, at min dejlige far, som har kontribueret til samfundet hele sit liv, skabt en familie og arbejdet, siden han var 14 år, bliver aflivet på umenneskelig vis; han bliver tørstet ihjel, lider under forløbet - og jeg bliver medskyldig”.

Hun kalder det for ”primitivt og umenneskeligt” og forstår ikke, at det kan ske i 2019. Hvis hun behandlede sin hund på samme måde, ville hun blive dømt for dyremishandling. Hun forstår ikke, at han ikke bare kunne have fået en sprøjte, han kunne dø hurtigt af fremfor langtsomt og pinefuldt. Politikerne bør tage stilling til aktiv dødshjæp.

”Det er trist og amoralsk, at vi lever i et samfund, hvor det at dø – noget, vi alle vil opleve, først med vores forældre og sidst med os selv - skal foregå på denne måde, som det skete med min far”, slutter hun.

Kilde: https://stiften.dk/debat/Saa-doe-dog-for-helvede-far/artikel/574700?fbclid=IwAR1YjLa4pakEU1-aTlPCxyh-cxsXcXxpidJmqw-geFj0aXQCVtCg2X3-DCo

MINE KOMMENTARER:  manglende information til de pårørende.
Jeg er forfærdet over at læse denne historie. Nu kender jeg den kun fra datterens side, og jeg kender derfor ikke detaljerne, men på mig lyder det som om, faren udvikler delirium pga. sin demens, infektion og flytning til fremmede omgivelser (hospitalet)?

Jeg ved ikke, hvad der menes med at han ”lægges i palliativ eller lindrende behandling”? Betyder det, at han får smertestillende og andet medicin, eller betyder det, at han lægges i coma? Han mister talen og det giver mig tanken om, at det kan være det sidste. Han vil dog også kunne miste talen af store doser smertestillende medicin fx
Når han reagerer på smerter og tørst får han i hvert fald ikke tilstrækkeligt af hverken smertestillende eller medicin, der bringer ham i coma til at kunne sove, hvis det der det, det drejer sig om.
Hvorfor skal han dø? Det forstår jeg heller ikke. Hvad fejler han som gør, at det er bedre, at han dør end at han lever videre? Hans demens er jo kun let. Det lyder ikke på datteren, som om han var døende eller hun regnede med, at han skulle på hosptilalet for at dø.

Det er helt tydeligt, at der i den grad mangler kommunikation. Både fra plejehjemmets og hospitalets side. De pårørende er sat ud på sidelinjen og ved tilsynelande ikke – eller har ikke forstået – hvad der reelt foregår. Det er et skoleeksempel på dårlig information fra både læger og sygeplejerskers side.

Noget tyder også på, at han heller ikke har fået den basale pleje. Han er for varm, og han får ingen væske tilført. Alt tyder på, at han er meget tørstig! Det vil sige, at personalet ser på, mens han dør af tørst. Aldrig har jeg oplevet noget så usselt. Det er fuldstændig uhyrligt.
Den mørke og plumrede urin skyldes uden tvivl, at han ikke har fået tilført væske.
Han har også på et tidspunk mange smerter hvilket jeg også vil tillægge personalets forsømmelser.

Datteren skriver, at han får palliativ behandling, men den behandling, han får er IKKE palliativ. Den er umenneskelig. Palliativ behandling er lindrende behandling ved livets afslutning; men han bliver jo netop ikke lindret. Hverken mht. tørst, at han har feber/er for varm eller at han har smerter. Der står desværre skrevet dårlig pleje hele vejen hen over det, den datter fortæller!

Historien viser i al tydelighed, at Danmark er nødt til at tage stilling til aktiv dødshjælp, hvis der ikke er flere, der skal dø på en så umenneskelig måde. Hvorfor skal manden dø af tørst, når man bare kan give ham tilstrækkeligt til, at han ikke mærker noget? Hvorfor skal han dø en langsom og pinefuld død, når det kan ske hurtigt og smertefrit? Og hvad vigtigst er, hvorfor skal de pårøende sidde tilbage med en så rædsom oplevelse, når det kunne have været en smuk afsked med et elsket menneske? 
Man er også nødt til at tage stilling til, hvordan de pårørende informeres bedst muligt og tages med i beslutninger. Desuden er man nødt til at uddanne mennesker, der er i stand til at behandle og pleje med medmenneskelighed. Denne historie er for uhyrlig. Jeg håber, der er noget, jeg har misforstået?!

..............................


3.7 2019 - INFORMATION SKRIVER OM AKTIV DØDSHJÆLP

Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark. Debatten om emnet kommer i bølger, som går højst, når der har været skrevet om sager i pressen. Fx da den 78-årige Mogens Arlund i 2016 idømtes 50 dages betinget fængsel for at hjælpe sin hustru herfra.


Kort efter meddelte en 37 årig atlet og kørestolssprinter Marieke Vervoot under de Paraolympiske lege i 2016, at hun ikke deltog fremadrettet, fordi en uhelbredelig rygmarvssygdom havde fået hende til at beslutte sig til på et tidspunkt at modtage aktiv dødshjælp.


Hele sagen imod læge Svend Lings gennem både Byretten, Landsretten og snart også Højesteret, har hver gang fået journalisternes penne til at gløde.

Flere politiske partier på Christiansborg taler for aktiv dødshjælp, men

Lægeforeningen er modstandere. Det samme er Det Etiske Råd.


Aktiv dødshjælp kaldes også for eutahani, som betyder ”god død” og består i, at lægen ”tager livet af en svært lidende og evt. døende patient, der anmoder om det” vha. et lægemiddel, der indeholder så store mængder gift, at patienten dør af det.


Assisteret selvmord kan også kaldes for lægeordineret selvmord, fordi lægen på patientens udtrykkelige begæring, udskriver en recept på dødelig medicin, som patienten selv indtager.


Passiv dødshjælp kan også være aktive handlinger, som fx at genoplive ved hjertestop, slukke respiratoren, undlade behandling etc.


”Det en central del af diskussionen om at lovliggøre aktiv dødshjælp, om der reelt er forskel på aktivt at slå en patient ihjel eller passivt betragte, at en patient ”dør af sig selv””.


De forskellige lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp, har forskellige kriterier. I alle lande er det dog den, der vil afslutte sit liv, der udtrykkeligt skal bede om det. Det er med andre ord ikke et tilbud til mennesker, der ikke har bedt om det. Et andet generelt krav er, at patienten skal lide af en uhelbredelig sygdom, som skal bekræftes af flere læger, og familien skal involveres.

Kilde: iBureauet/Dagbladet Information. Januar 2017


MINE KOMMENTARER:
Den store forskel, der ofte påpeges at være mellem aktiv og passiv dødshjælp, er måske – når det kommer til stykket - ikke eksisterende. Passiv dødshjælp udføres ud fra et motiv om at hjælpe personen, mens aktiv dødshjælp udføres ud fra et motiv om at, hjælpe personen. Det er en ren teoretisk forskel, som ingen kan kontrollere i praksis. Folks motiver er deres egne, og man kan altid sige det, man skal sige for at undgå at blive straffet!

Der er en hårfin grænse mellem aktiv og passiv dødshjælp, og passiv dødshjælp er også aktive handlinger så så som at slukke for en respirator eller skrue op for morfindroppet. Desuden bruges palliativ sedering, som betyder at lægge patienten i medicinsk coma. Meningen med dette er at lindre lidelser, men i praksis fører det til døden. I andre lande kaldes det for aktiv dødshjælp.

Jeg siger ikke, at vi ikke behøver aktiv dødshjælp, for det mener jeg absolut, at vi gør. Alle bør have mulighed for at få en værdig død. Jeg siger, derimod, at når forskellen mellem aktiv og passiv dødshjælp alligevel befinder sig i en gråzone, må det være indlysende, at man tager det fulde skridt, så det også er patienten, der siger til og udtrykkeligt beder om hjælp til at dø, når det drejer sig om passiv dødshjælp. Det virker absurd, at det er lægen, der bestemmer, når det kaldes for passiv dødshjælp! Hvorfor er det ikke også patienten, der skal bestemme her? Jeg har tidligere påpeget, at der er for megen dobbeltmoral omkring emnet. Det gentager jeg gerne. 


.........................................................

28.6 2019 - DØDSHJÆLP SVÆKKER DET LEVENDE FÆLLESSKAB

Sognepræst Anders Raahauge mener, at dødshjælp skader civilisationen, fordi det svækker fællesskabet i at leve.


Over 90 % af den engelske befolkning ønsker dødshjælp, men et lovforslag blev nedstemt med stort flertal i parlamentet for fire år siden.


I et engelsk magasin har man ladet to medarbejdere debattere, litteraturredaktør Sam Leith (SL), som er for dødshjælp og ekstern redaktør Douglas Murray (DM), som er imod. Begge er atister.


Selv om SL er for dødshjælp, mener han, at kun døende skal have muligheden.

Sådan var det også i Holland og Belgien i begyndelsen, men siden er det blevet til en glidebane påpeger DM. Efter lovliggørelsen er grænserne rykket, og nu tillades også dødhjælp til børn, psykisk syge og mennesker, der er ”trætte af livet”.
SL synes, at argumentation i form af fremtidige og fiktive scenarier er antidemokratisk. Han mener, at ens krop tilhører en selv. Derfor kan staten ikke beslutte, hvad du må/ikke må gøre ved den.

DM påpeger, at selv om kroppen er ens egen, tilhører den også alle, der er omkring en, og som påvirkes af ens beslutninger.


SL fastslår, at der derfor må være en forpligtelse til at drøfte det med ens kære.


DM siger, at folk, der har sagt, at de vil tage til Schweiz alligevel ikke gør det, fordi de alligevel gerne vil leve videre. Noget må være helligt, selv om han ikke tror på en gud, men han er med alderen blevet mere søgende i forhold til ”hellighed”. For uden en sådan ”slipper vi Helvede løs på jord”, fordi helligheden er bærende for vores civilisation. At lade folk selv afgøre, om de vil slutte deres liv ser han som noget af det mest civilisationsopløsende. Med statens velsignelse.

Der sker noget med menneskene, når man indfører dødshjælp.
”Vi må tåle, at vi går bort og tåle, at vi kommer”. Livet er ikke let. Livet forlanger udholdenhed. Hele vejen. Især ved slutningen.

En schweizisk psykoterapeut, Josef Giger, argumenterer i en bog for, at alle voksne skal have fri adgang til assisteret selvmord på en klinik. Han har 45 års erfaring fra en praksis, hvor et flertal af hans klienter er depressive. De begår ikke selvmord i affekt, men efter grundig og lang overvejelse. Depressive kan ikke afbryde deres behandling. Det kan kræftpatienter i kemoterapi. Hvorfor, denne forskel spørger han?


Pårørende berøres af selvmord, men hvis det drejer sig om ”ledsaget selvmord” og ikke at springe ud fra 10. sal, bliver sorgen lettere at bære. Selvmord er ondt og noget, pårørende skammer sig over.

Han deler vandene med sine holdninger.

Lægeforeningen i Schweiz understreger, at ”depression aldrig må accepteres som slutdiagnose”. Man ved ikke, om de ønsker sig døde, fordi de ligger til last.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kommentar/doedshjaelp-beskadiger-civilisationen

MINE KOMMENTARER:
Der kommer sjældent nye argumenter frem, når man sætter en modstander af og en fortaler for dødshjælp overfor hinanden. De kører i de samme riller som altid. Der er måske intet nyt at tilføje? Det hele er måske allerede endevendt på kryds og tværs og sagt højt, og folk har måske for længst truffet beslutning om, hvad de selv ønsker?

Jeg tror, jeg ikke kommer til at ændre mening nogensinde. Jeg må dog indrømme, at udsendelsen, lavet af en journalist i USA, hvor han fortæller tre patienters forskellige historier (er for nylig beskrevet her under nyt), er det, der er kommet nærmest i forhold til at rykke ved min holdning. Men selv om jeg nu ser mange flere nuancer, når det drejer sig om aktiv dødshjælp, og selv om min tidligere idylisering af, at det også er godt for de pårørede, holder det ikke vand. Alligevel mener jeg stadig, at den enkeltes ret til selv at beslutte, bør stå over alt andet.

Der er intet idyllisk i dødshjælp. Det ”kun” en human løsning på et enormt problem.  


..................................


23.6 2019 - PATIENTULYKKESFORENINGEN AFVISER AKTIV DØDSHJÆLP

Janus Tarp, som er formand for Ulykkespatientforeningen mener, at man ikke skal yde dødshjælp, men livshjælp i Danmark.

Jan E. Jørgensen fra Venstre meldte under valgkampen ud, at aktiv dødshjælp skal være et tilbud i Danmark. Janus Tarp kalder det for for et skråplan, når politikere melder ud, hvad de mener.
Indtil videre har et bredt flertal i Folketinget afvist aktiv dødshjælp.

Han håber også, at Højesteret, når de i efteråret skal vurdere Svend Lings sag, afsiger en dom, der er lige så klar som dommene i Byretten og Landsretten om, at ”medvirken til selvmord og aktiv dødshjælp ikke er en del af dansk lovgivning”.
I stedet bør politikerne og vi tale om, hvordan vi bedst muligt hjælper alvorligt syge og smerteramte mennesker.

Han forstår dog godt, at der har været debat om emnet, ligesom han forstår, at folk ønsker at have ret til at bestemme over eget liv og dø. Men samfundet skal bare ikke være en del af det. Hvis aktiv dødshjælp legaliseres vil det blive en del af sundhedsvæsenets tilbud og noget, folk skal tage stilling til.
Hvis sundhedsvæsenet har de nødvendige ressourcer og tilbyder en værdig afslutning, og vi samtidig har retten til at takke nej til en behandling, rækker det.

”Vores håb er, at debatten om aktiv dødshjælp kan forstumme, og vi i stedet tager en debat om, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe mennesker til at leve et fuldt og rigt liv” siger han.

Kilde: https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/patientforening-aktiv-doedshjaelp-hoerer-ikke-hjemme-i-danmark?ref=newsletter&refid=31542&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=sundhed

MINE KOMMENTARER:
Det er gode ønsker for sin næste, Janus Tarp har. Jeg vil nu hverken kalde By- eller Landsrettens dom af Svend Lings for ”klar”. Tvært imod. En mindre betinget fængselsdom er ikke ”klar”. Det tyder på, at der er mange formildende omstændigheder!

Endnu en handicaporganisation blander sig i debatten om dødshjælp. Denne gang med det formål at ”få debatten til at forstumme”.

Hvilken ret har Janus Tarp til at ville lukke munden på andre mennesker og undertrykke deres ønsker og behov for aktiv dødshjælp. Igen taler han om, at der blot skal være bedre hjælp til livet. Det er det, handicappede mennesker ønsker, men for nogle, der virkelig ønsker døden, kan det virke som noget værre sludder. For dem hjælper det ikke at få hjælp til at leve. De vil dø af deres sygdom. De lider. Og de ønsker at forkorte lidelserne.

Jeg kommer aldrig til at forstå, at handicappede mennesker ikke forsøger at sætte sig ind i andres bevæggrunde til at ønske aktiv dødshjælp. De handicappede tror, at alle har det som de selv. Men sådan er livet jo ikke. Vi lever i en mangfoldig verden, hvor vi ikke bør ødelægge noget for andre ved at kontinuerligt at fremture med egne behov uden at forsøge at forstå andres.

Jeg kan faktisk ikke forstå, at der ikke tales mere om assisteret selvmord i Danmark. For dybest set tror jeg, det ville vække mindre forargelse hos folk, hvis det alene drejer sig om, at en læge udskriver en recept, mens det er den syge, der selv indtager medicinen! Hvad kan Janus Tarp dog have imod det? Når samfundet ikke skal blandes ind det, kan det betyde, at han synes, det er bedre, at dem, der har behov for dødshjælp, kaster sig ud foran et tog eller en bil eller fra 7. sal eller hænger sig i et træ, eller skærer halsen over på sig selv? Det er fuldstændig uforståeligt. Han har måske oven i købet sit ”på det tørre”, hvis han skulle få brug for aktiv dødshjælp? Hvis han fx har en respirator, der kan slukkes. Den mulighed har de mennesker, vi her taler om, ikke. Dvs, at de skal tage deres eget liv, mens de stadig kan og ikke vente, til livet og smerterne bliver uudholdelige for dem, for på det tidspunkt kan de sikkert ikke selv klare det.

Lad os nu i stedet for at lægge låg på debatten, få en debat, hvor alle nuancer kommer frem. I alt for lang tid har vi kun hørt, hvad handicappede mennesker mener. Deres mening kender vi alt for godt efterhåndne. Nu vil vi gerne høre, hvad alle andre mener! Men ”andre” har desværre haft meget svært ved at komme igennem i debatten. De er ikke ”en god historie”, fordi de tilhører den store majoritet af danskere, der ønsker dødshjælp, mens minoriteten – de 7 %, der er imod – leverer en ”bedre historie” set med pressens øjne.


.................................



17.6 2019 - 17-ÅRIG PIGE HAR FÅET AKTIV DØDSHJÆLP I HOLLAND

En 17-årig pige med depression, PTSD og anoreksi, led ubærligt, og det så ikke ud til at stoppe. Hun søgte derfor aktiv dødshjælp, selv om hendes forældre var imod. Men hendes ønske var dybfølt, og hun blev bevilget dødshjælp.

Hun blev som 11-årig udsat for et seksuelt overgreb. Det skete igen et år senere. Af venner fra skolen.

Som 14-årig forgreb to voksne sig på hende. Derefter fik hun en dyb depression, PTSD og spiseforstyrrelser, som hun har været ved at dø af.

Hendes forældre vidste ikke, hvor svært hun havde det, før moren fandt afskedsbreve på pigens værelse.

Forældrene modsatte sig, men da hun fyldte 17 kunne de ikke længere bestemme over hende.

På instagram skrev pigen følgende: ”Jeg vil gå direkte til kernen: inden for højst ti dage kommer jeg til at dø. Jeg er drænet efter flere års kamp. Jeg har ikke spist eller drukket i nogen tid nu, og efter flere diskussioner og evalueringer er det blevet besluttet at lade mig gå, fordi mine lidelser nu er ubærlige”.

Kort efter døde hun.

Sagen er ikke udsædvanlig i Holland. Børn helt ned til 12 år kan få aktiv dødshjælp, hvis deres lidelser skønnes ubærlige.

Det har dog skabt stor debat – ikke bare i Holland, men også internationalt.

Kilde: https://www.bt.dk/udland/17-aarig-pige-faar-aktiv-doedshjaelp-efter-flere-voldtaegter

MINE KOMMENTARER:
Det skærer mig i hjertet at en mindreårig pige udsættes for voldtægt tre gange på tre år. Det skærer mig også i hjertet, at hun ikke kunne leve videre med de smerter, der forvoldte hende.

Jeg synes dog, der er noget, der ikke stemmer. Hvis pigen var så forpint, at hun fik lov at dø, er det da ikke underligt, at hendes forældre ikke opdagede, hvor slemt det egentlig stod til? En 17-årig kan selvfølgelig være meget privat, men alligevel. Hvis hendes liv var fuldstændig ubærligt, skulle man synes, atforældrene må have opdaget det.

Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg må indrømme, at jeg synes, Holland efterhånden er begyndt at tænke sig mindre og mindre om. Pigen har ikke en dødelig sygdom. Hun er stadig mindreårig. Hun har stadig en mulighed for at få hjælp til at få traumerne bearbejdet, så hun kan leve videre med dem.

Jeg er dybt i tvivl, om det er rigtigt at give denne pige dødshjælp. Især fordi forældrene ikke mente, det var rigtigt at gøre det. Det må have været ubeskriveligt hårdt for dem at miste et barn, som de dybest set mente, ikke skulle have dødshjælp, men livshjælp. Her må man med rette kunne tale om livshjælp i stedet. Ellers?



................................................

11.6 2019 - ASSISTERET DØDSHJÆLP I USA
Dette er nr. 3 ud af tre artikler om en udsendelse om dødshjælp i USA.
Se mere om udsendelsen under den nyhed første, som blev bragt den 2.6 2019.

En midaldrende kvinde, der har været udsat for en ulykke.
Kvinden sidder i kørestol og har fået en demenslignende tilstand pga. hjerneskader. Hun husker ikke så godt og kan ikke koncentrere sig, men virker fuldstændig kvik bortset fra, at hun ind imellem leder lidt efter ordene.
Hun siger, at det ikke er nogen nem beslutning at tage, når man vælger døden, men den sværeste overhovedet.  

Hun bor i Oregon, hvor de har de såkaldte ”exit-guides” som via Final Exit Networks vejleder dem, der gerne vil dø uden at være terminalt syge.
De tager ud og taler med folk om, hvordan de kan tage livet af sig selv. Fx viste de kvinden udstyret, som hun derefter selv samlede. De handler med andre ord ikke, men taler kun. Det præciserer de flere gange. Handling er sikkert forbudt – lige som herhjemme.
Kvinden er meget hurtig til at samle anordningen, som hun kan bruge til selv at begå selvmord med.

Hun har mistet sin mand ½ år tidligere og har siden da været depressiv. Hun har mistet alt det, der er værd at leve for, siger hun - hendes hjerne, som ikke længere fungerer efter ulykken, hendes førlighed (hun sidder i kørestol), sin mand, sin familie. Hun har intet tilbage.
Hun har ikke råd til at blive i huset, og på et tidspunkt, vil hun også miste det, men inden da ønsker hun at dø.
Hun er ikke bange for at dø og vil gerne dø hjemme i stuen med udsigt over havet.

Final Exit Network har i et tilfælde undladt at involvere de pårørende. Det gav meget kritik, så det har de gjort siden da. Men kvinden har ingen, de kan tale med.  

De konfronteres med, at kvinden ikke er dødeligt syg, men dement. Men de mener stadig, at det indenfor deres område ikke betyder noget, at folk er demente. De kalder demens for ”psykologiske smerter”. Og det er åbenbart tilladt at hjælpe folk med smerter.
En af vejlederne har set sin søster dø af demens efter fire år. Sådan ønsker han ikke selv at dø. Således træffer han egentlig beslutning for andre og ”vælger”, hvem han vil hjælpe.

Kvinden er fast besluttet på at dø. Hun ønsker ikke at miste sig selv, men mærker, hvordan hun langsomt ændrer sig.
Hun kan stadig betjene et TV. Hun kan sætte en gammel film på og ved præcist, på hvilket tidspunkt filmen foregår, ser vi i udendelsen.
Hun får det dog dårligere og dårligere både fysisk og metalt, siger hun.
Louis Theroux prøver hende af. Han siger, det er hendes beslutning, men at der er en del af ham, der ønsker at vise hende respekt, men at der også er en anden del af ham, der ønsker at tale hende fra det.
Hun er selv klar over, at hun stadig ikke ser syg ud, men hun fastholder, at hun er syg. Hvis manden stadig var levende indrømmer hun dog, at hun ikke ville ønske at dø.

Hun og Louis Theroux taler om, at sorgen kan gå over, men hun fastholder, at hun aldrig vil komme sig over mandens død, og at hun lider af broken heart syndrome.
Hun tror på, at hun vil se sin mand igen, når hun er død.
Pengeproblemer og tabet af manden har udløst hendes ønske!

Kvindens død:
Den ”demente” kvinde dør afklaret og taknemmelig. Hun har ringet til hjælperne og sagt til, da hun er parat. De møder op og er hos hende.
Hun er meget afklaret og har ordnet alt det, der skal ordnes forud. Også at sætte en seddel på døren hvorpå der står, at den, der ser sedlen, skal kontakte politet.
Der er noget makabert ved at nogle render rundt og hjælpe patienter med at dø, mente Louis Theroux. Al snakken om ensomhed og at nogle begår selvmord, fordi de er alene, bekymrede ham.

Afslutning på udsendelsen:
Viften af muligheder for at dø i USA bekymrer også Louis Theroux. Det er hårdt at skulle træffe en så stor beslutning. Han mødte dog også mennesker på sin vej, som fik en god død, som de selv havde valgt sluttede han.

MINE KOMMENTARER:
Oregons frivillige hjælpere, ”exit-guides” fra Final Exit Networks virker til at være en meget kritisabel ordning. De tjener formentlig penge på at tage ud og hjælpe de mennesker, der vil dø, ved at fortælle dem, hvad de skal gøre og støtte dem i deres handlinger. Det virker ikke etisk forsvarligt, men snarere forkasteligt.

Kvinden har ikke kunnet få den dødelige medicin ad legal vej, for hun er ikke dødelig syg, så hun har skaffet det på anden vis. Måske kan hjælperne også være behjælpelig med dette? I hvert fald forhindrer det dem ikke i at stå folk bi, at hun ikke har fået det legalt.

Nogle vil kalde dem helte, andre vil kalde dem for mordere.
I dette tilfælde er jeg meget i tvivl om, hvad jeg vil kalde dem. De hjælper en kvinde, der er depressiv efter mandens død. Der er kun gået ½ år siden, han døde. Hun var også invalid, mens han levede. Hun er ikke dement i ordets egentlige forstand. Hun kan tænke og handle, men hun lider tilsyneladende af koncentrations- og hukommelsesbesvær, men det har højst sandsynligt intet med demens at gøre. Det skyldes sikkert uden tvivl enten sorg eller hendes hjerneskade eller en kombination.

Har hjælperne mon sikret sig, at kvinden taler sandt om sin diagnose? Ser de noget på tryk? Eller tror de blot på det, hun siger? At hun er dement kan være noget, hun selv siger, fordi hun har problemer med hukommelse og koncentration. Det er langt fra sikkert, at det er en lægelig diagnose, men hvis de ikke kontrollerer det, hjælper det jo intet.

Hjælperne hjælper tilsyneladende også ud fra deres egne holdninger! Den mandlige hjælper havde set sin søster dø af demens. Han vælger at kalde demens for ”psykisk smerte”. Det virker også alt andet end professionelt, hvad det jo tydeligvis heller ikke er.

Selv om kvinden siger, hun får det dårligere og dårligere, kan det stadig skyldes, at hun er depressiv. Også tankevirksomhed kan påvirkes af depression.
Hvad ville der ske med kvinden, hvis hun fik behandling for sin depression? Det finder vi aldrig ud af.

Jeg må sige, at jeg blev ret chokeret over denne del af udsendelsen. Det virker lempfældigt og tilfældigt, uprofessionelt og uetisk. Kvinden kunne have levet mange år med sit handicap og fået hjælp til sit liv efter mandens død. Tilsynelandede havde hun afbrudt forbindelsen til al familie. Det virker også meget suspekt. Hun ønsker måske ikke, at de skal blandes ind i det, fordi hun ved, at de i givet fald vil forhindre hende i at dø? Hvis hun havde fået kontakt til dem, havde hun måske stadig levet og været glad for at være i live.

Alt i alt er der alt for mange spørgsmål i denne kvindes historie til, at det virker rigtigt. 

...........................................

23.6 2019 - PATIENTULYKKESFORENINGEN AFVISER AKTIV DØDSHJÆLP

Janus Tarp, som er formand for Ulykkespatientforeningen mener, at man ikke skal yde dødshjælp, men livshjælp i Danmark.
Jan E. Jørgensen fra Venstre meldte under valgkampen ud, at aktiv dødshjælp skal være et tilbud i Danmark. Janus Tarp kalder det for for et skråplan, når politikere melder ud, hvad de mener.
Indtil videre har et bredt flertal i Folketinget afvist aktiv dødshjælp.
Han håber også, at Højesteret, når de i efteråret skal vurdere Svend Lings sag, afsiger en dom, der er lige så klar som dommene i Byretten og Landsretten om, at ”medvirken til selvmord og aktiv dødshjælp ikke er en del af dansk lovgivning”.
I stedet bør politikerne og vi tale om, hvordan vi bedst muligt hjælper alvorligt syge og smerteramte mennesker.
Han forstår dog godt, at der har været debat om emnet, ligesom han forstår, at folk ønsker at have ret til at bestemme over eget liv og dø. Men samfundet skal bare ikke være en del af det. Hvis aktiv dødshjælp legaliseres vil det blive en del af sundhedsvæsenets tilbud og noget, folk skal tage stilling til.
Hvis sundhedsvæsenet har de nødvendige ressourcer og tilbyder en værdig afslutning, og vi samtidig har retten til at takke nej til en behandling, rækker det.
”Vores håb er, at debatten om aktiv dødshjælp kan forstumme, og vi i stedet tager en debat om, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe mennesker til at leve et fuldt og rigt liv” siger han.
Kilde: https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/patientforening-aktiv-doedshjaelp-hoerer-ikke-hjemme-i-danmark?ref=newsletter&refid=31542&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=sundhed

MINE KOMMENTARER:
Det er gode ønsker for sin næste, Janus Tarp har. Jeg vil nu hverken kalde By- eller Landsrettens dom af Svend Lings for ”klar”. Tvært imod. En mindre betinget fængselsdom er ikke ”klar”. Det tyder på, at der er mange formildende omstændigheder!
Endnu en handicaporganisation blander sig i debatten om dødshjælp. Denne gang med det formål at ”få debatten til at forstumme”.
Hvilken ret har Janus Tarp til at ville lukke munden på andre mennesker og undertrykke deres ønsker og behov for aktiv dødshjælp. Igen taler han om, at der blot skal være bedre hjælp til livet. Det er det, handicappede mennesker ønsker, men for nogle, der virkelig ønsker døden, kan det virke som noget værre sludder. For dem hjælper det ikke at få hjælp til at leve. De vil dø af deres sygdom. De lider. Og de ønsker at forkorte lidelserne.
Jeg kommer aldrig til at forstå, at handicappede mennesker ikke forsøger at sætte sig ind i andres bevæggrunde til at ønske aktiv dødshjælp. De handicappede tror, at alle har det som de selv. Men sådan er livet jo ikke. Vi lever i en mangfoldig verden, hvor vi ikke bør ødelægge noget for andre ved at kontinuerligt at fremture med egne behov uden at forsøge at forstå andres.
Jeg kan faktisk ikke forstå, at der ikke tales mere om assisteret selvmord i Danmark. For dybest set tror jeg, det ville vække mindre forargelse hos folk, hvis det alene drejer sig om, at en læge udskriver en recept, mens det er den syge, der selv indtager medicinen! Hvad kan Janus Tarp dog have imod det? Når samfundet ikke skal blandes ind det, kan det betyde, at han synes, det er bedre, at dem, der har behov for dødshjælp, kaster sig ud foran et tog eller en bil eller fra 7. sal eller hænger sig i et træ, eller skærer halsen over på sig selv? Det er fuldstændig uforståeligt. Han har måske oven i købet sit ”på det tørre”, hvis han skulle få brug for aktiv dødshjælp? Hvis han fx har en respirator, der kan slukkes. Den mulighed har de mennesker, vi her taler om, ikke. Dvs, at de skal tage deres eget liv, mens de stadig kan og ikke vente, til livet og smerterne bliver uudholdelige for dem, for på det tidspunkt kan de sikkert ikke selv klare det.
Lad os nu i stedet for at lægge låg på debatten, få en debat, hvor alle nuancer kommer frem. I alt for lang tid har vi kun hørt, hvad handicappede mennesker mener. Deres mening kender vi alt for godt efterhåndne. Nu vil vi gerne høre, hvad alle andre mener! Men ”andre” har desværre haft meget svært ved at komme igennem i debatten. De er ikke ”en god historie”, fordi de tilhører den store majoritet af danskere, der ønsker dødshjælp, mens minoriteten – de 7 %, der er imod – leverer en ”bedre historie” set med pressens øjne. 

7.6 2019 - ASSISTERET DØDSHJÆLP I USA
Dette er nr. 2 ud af tre artikler om en udsendelse om dødshjælp i USA. Se mere om udsendelsen under den nyhed første, som blev bragt den 2.6 2019

Historie nr. tre: En ældre mand, der har pancreas cancer i terminalfasen med under ½ år tilbage af livet. 

Manden har altid vidst, at han ikke ønskede at dø en smertefuld død. 
Han siger, at nogle tænker på selvmord med våben eller ved at køre sig ihjel på motorcykel men han frygter, hvad andre da får at se. 
Han har planlagt sin afsked og ønsker at familien holder fest og drikker champagne, når han tager sin medicin og er borte.
Vores måde at dø på påvirker vores pårørende resten af deres liv, mener han.

Dødmedicinenen har kostet ham 350 dollars for: 

- 1 beroligende og 1 kvalmestillende tablet, som tages først
- dødsmedicinen, som skal drikkes
Problemet med medicinen er, at man ikke må blive for syg, for så kan man ikke holde medicinen i sig. 

Nogle venter til allersidste øjeblik aht de pårørende. Og får endnu en omgang behandling med fx kemoterapi ligeledes aht de pårørende. 
Pårørende opfordrer den, der gerne vil dø, til at fortsætte livet. 
Det er svært for de pårørende at støtte ham. 

Den ældre mand har måske forpasset tidspunktet for at kunne indtage medicinen, da Louis Theroux besøger ham anden gang. 
Familien kan ikke længere tale med ham om det. 
Han er for syg. 
Han sover. 
Han er slået ud af smertestillende medicin og kemoterapi. 
Ind imellem får han det dog rigtig godt, når den smertestillende medicin virker, og så vil han gerne fortsætte med at være her, siger han. Men følelsen er ikke rigtig. Den er kunstig skabt af medicinen. 

Han har stadig den dødbringende medicin. Det er både en lettelse og en byrde, for han føler, familien presser ham til at blive. Han føler, han svigter dem, hvis han vælger at dø. 
Hvis han selv kunne bestemme, var han allerede borte. 
Konen forsøger at overbevise ham om, at hun godt kan slippe ham nu. 
Han siger til Louis Theroux, at han regner med at tage medicinen om 4-5 dage. Tiden er inde. 
Desværre har han meget kvalme lige nu. 
Han elsker sin familie meget højt. Konen, sine to døtre og det lille barnebarn. 

Konen erkender, at det er svært at se ham lide så meget men fastholder, at det er ham, der skal tage beslutningen. 
De prøver hver især at gætte sig til, hvad den anden gerne vil – både ham og konen. 
Hun mener, at han måske ikke er klar til at træffe beslutningen. 
Det lammede dem faktisk begge to. 

Det ender med, at han beder om konens accept til at tage medicinen. Han har brug for hendes styrke. Det får hende til at græde for første gang, men hun giver ham sin accept. 

Den kræftsyge mands død:
De er alle samlet – familie og venner – omkring ham, da han tager medicinen.

Det varer dog lang tid, før døden indtræder. En læge blandt vennerne tvivler på, at han har fået nok medicin. Og at han måske vil vågne op igen efter et par dage. Efter 7½ time dør han dog.

Under dødsprocessen, drikker familien den champagne, han ønsker, de skal drikke, og hans datter spiller på violin for ham, mens de alle græder og sørger. Det ligner overhovedet ikke en fest. 
Familien græder stadig fire timer efter men siger, at de har festet.
Kilde: Dokumentar på DR2 den 19. maj 2019

MINE KOMMENTARER:
Manden har fuldstændig ret i, at måden vi vælger at dø på påvirker familien resten af deres liv. Blodige selvmord sætter blodige aftryk. Men kan man planlægge sin død og tale om det i lang tid, uden at også det sætter sig ”blodige” spor – om end på en anden måde?

Jeg har nok troet hidtil, at det vil være til glæde for alle, hvis man kan få hjælp til at dø, fordi det da kan foregå omgivet af familien. Men efter at have set denne udsendelse, er jeg ikke slet så skråsikker mere. Jeg har set, hvordan det påvirker hele familien i meget lang tid, når en mand sidder med udløserknappen og kan beslutte sig for at bruge den når som helst, men ingen ved, hvornår det sker. Modsat ser vi også, at de pårørende ikke ønsker, at han skal dø og forsøger at holde på ham længst muligt. Det ser ikke ud til, at hverken manden eller familien har det godt med det. 

Modsat kan man selvfølgelig spørge, om de ville have haft det bedre, hvis han ikke havde fået muligheden for selv at bestemme, hvornår han ville dø? Det er vanskeligt at sige. Jeg kan kun sige, at manden døde, da han ikke længere kunne klare det, men at det ikke er ukompliceret at dø på den måde. 

Måske har jeg været naiv hidtil? Måske har jeg bare tænkt tilstrækkeligt på hele forløbet op til, men kun set på slutresultatet? 
Jeg går stadig ind for assisteret dødshjælp. Jeg tænker bare, at vælger man den udvej, skal der være klare linjer i forhold til det. Det nytter ikke, at ægtefællen trækker i den modsatte retning, for det fører til en meget pinefuld sidste tid, hvor ingen har det godt. 

Hvis man vælger den udvej, skal man måske gøre det uden at inddrage familien i det før i allersidste øjeblik. Det kunne måske have givet familien en bedre livskvalitet sammen med manden i den sidste tid?
Man skal også passe på med, hvad man ønsker sig. Han ønskede, at familien skulle holde fest og fejre hans død med champagne og datterens violinspil. Men det lignede mindst af alt en fest. Det lignede det, det var: afsked med et menneske, de elskede. 

Det er i hvert fald for mit vedkommende slut med at sige, at folk skal holde fest, når jeg dør, for det er et urimeligt forlangende af sørgende efterladte! 

Udsendelsen har sat sig sine spor. Jeg er blevet klogere, men ikke gladere.

 

................................................................

2.6 2019 - ASSISTERET DØDSHJÆLP I USA

Den brittisk-amerikanske TV journalist Louis Theroux har i USA lavet en udsendelse om at vælge døden – ”Choosing Death”. Udsendelsens handler om, hvor meget kontrol, vi egentlig skal have over egen død? 
Udsendelsen blev vist på DR2 den 19. maj 2019 og gav stof til megen eftertanke. 
Han har fulgt tre personer, som ønskede dødshjælp, i en tid.
I dag skriver jeg om den første af de tre og kommenterer på det, jeg selv oplevede, da jeg så udsendelsen. 
Også de nærmeste pårørende deltager i to tilfælde, men i det ene tilfælde, var kvinde alene tilbage. Louis Theroux besøgte dem alle tre flere gange og talte med både dem og familien for at blive klogere på, hvorfor nogle ønsker at vælge døden.

 

Generelt om dødshjælp i USA:
Syv stater i USA tillader i dag assisteret selvmord. Yderligere 23 stater overvejer det.  
Oregon har haft assisteret dødshjælp i over 20 år.
Mange amerikanere er imod dødshjælp. 
Læger kan udskrive medicin til mennesker, der kun har ½ år eller mindre tilbage af livet, hvis de er ved deres fulde fem og lider og selv er i stand til at tage medicinen.
374 valgte den udvej i 2017. 
De fleste var over 60 år, men også yngre overvejede muligheden.

En ung mor med mand og to børn på 11 og fire år, som er dødeligt syg af kræft
Den unge mors begrundelse for at søge assisteret dødshjælp, er et ønske om, at familien – børnene – ikke skal se, hvordan hun ellers vil sygne hen. Så hellere dø forinden. 

Hun involverer sin 11-årige søn i sine tanker om, at hun ønskede at komme herfra, så den sidste tid ikke bliver slem for nogle af ham og for den øvrige familie.
Den unge mor med de to børn besøger Louis Theroux også flere gange. 
Hun har overlevet 3½ år siden lægerne gav hende dødsdommen. 

Hun fortæller, at hun på et tidspunkt fik kemoterapi, som påvirkede serotoninen i hendes hjerne og gjorde hende så depressiv, at hun ønskede at dø. Men hun er ikke deprimeret under udsendelsen. Manden kunne se, at hun var en helt anden person i den tid.

Hun er vred over, at hun giver familien så mange problemer og bange for at gøre dem skade. Derfor tænker hun også, at hun kan dø. Så de slipper. 

Hun ved selv, hvornår nok er nok. Men det ved de andre ikke. 
Det er meget svært. Ingenting i det, er let. 
Det er enormt hårdt for hele familien. 

Den livsafsluttende medcin er lige ved hånden. Den har hun rekvireret. Hun sørger for at få den fornyet hvert halve år, som der foreskrives.
Hun udtrykker, at hun med medicinen har knappen til sit atomvåben, som hun kan trykke på, når hun ikke længere har lyst at være her. 

Den unge mors død: Den unge mor dør spontant og får ikke brug for sin medicin.

Kilde: Dokumentar på DR2 den 19. maj 2019

MINE KOMMENTARER: 
Kvinden har formået at leve i mere end 3½ år efter, at hun fik sin dødsdom første gang. Måske har børnene aktiveret en livskraft i hende, som har givet hende styrke til at fortsætte livet. 

Den 11-årige dreng, som er involveret i morens tanker om selv at tage sit liv, er tydeligt præget af, at hans mor skal dø. Der findes nok ingen god måde at fortælle en 11-årig, at han skal miste sin mor. Det er forståeligt, at hun har det dårligt med at se, hvor påvirket familien er af hendes sygdom. Ingen ønsker vel at se ens nærmeste lide. Hun lider selv, men det gør hendes nærmeste også. Måske skulle kvinden have undladt at involvere drengen i sin beslutning om, at hun selv ville tage sit liv, når tiden var inde. Det tror jeg ikke, at en 11-årig kan kapere. Hun giver ham den begrundelse, at han ikke skal se hende lide, hvorfor drengen måske kan opfatte, at det er hans skyld, at hun vil dø? Han skal leve med det resten af livet, og man kan spørge sig selv, om en 11-årig vil være i stand til at forstå, hvorfor moren vælger lige netop den måde at dø på. 
Det ender dog på den måde lykkeligt, fordi moren pludselig dør og ikke får brug for at ”trykke på knappen til sit atomvåben”.  Netop derfor kan man også spørge, om det var nødvendigt at involvere drengen?

 

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

28.5 2019 - EN BARSK DØD

En kvinde, hvis far led af en let demens, fortæller historien om, hvordan faren blev indlagt med synkebesvær og en uspecifik infektion på Svendborg Sygehus. Før indlæggelse fungerede han fint. Efter indlæggelsen udvikler han delirium.


Fire dage efter hans indlæggelse lægges han i palliativ eller lindrende behandling, fordi han ikke samarbejder om behandling og er dement. Han kan ikke længere tale.

Personalet har lagt en stor, tung dyne med bolde på ham, fordi det beroliger ham. Men det er tydeligt, at faren sveder. Han er varm og blussende.
Datteren spørger, hvorfor han ikke får væske af nogen art, og personalet svarer, at ”det forlænger processen”. Hans urin er mørk og plumret. Når datteren fugter hans mund bider han i den skumfidus, hun bruger. Hun fornemmer, at han er meget tørstig.

Han har på et tidspunkt svære smerter, fordi sygeplejersken ikke har givet ham smertestillende i mange timer. Datteren får indført, at han får morfin med faste intervaller.


Det sidste døgn han lever, har han ligpletter på fødderne. Til sidst er kun brystkassen varm. Og hjertet slår. Det tager ham seks dage at dø. Han dør i datterens arme. Hun ligger i sengen og holder om ham, da det sker.


”Som pårørende føler jeg, at min dejlige far, som har kontribueret til samfundet hele sit liv, skabt en familie og arbejdet, siden han var 14 år, bliver aflivet på umenneskelig vis; han bliver tørstet ihjel, lider under forløbet - og jeg bliver medskyldig”.


Hun kalder det for ”primitivt og umenneskeligt” og forstår ikke, at det kan ske i 2019. Hvis hun behandlede sin hund på samme måde, ville hun blive dømt for dyremishandling. Hun forstår ikke, at han ikke bare kunne have fået en sprøjte, så han kunne dø hurtigt, fremfor langtsomt og pinefuldt.


Politikerne bør tage stilling til aktiv dødshjæp.

”Det er trist og amoralsk, at vi lever i et samfund, hvor det at dø – noget, vi alle vil opleve, først med vores forældre og sidst med os selv skal foregå på denne måde, som det skete med min far”, slutter hun.

Kilde: https://stiften.dk/debat/Saa-doe-dog-for-helvede-far/artikel/574700?fbclid=IwAR1YjLa4pakEU1-aTlPCxyh-cxsXcXxpidJmqw-geFj0aXQCVtCg2X3-DCo


MINE KOMMENTARER:
Jeg er forfærdet over at læse denne historie. Nu kender jeg den kun fra datterens side, og jeg kender ikke detaljerne, men på mig lyder det som om, faren udvikler delirium pga. sin demens, infektion og flytning til fremmede omgivelser (hospitalet)?

Jeg ved ikke, hvad der menes med at han ”lægges i palliativ eller lindrende behandling”? Betyder det, at han får smertestillende og andet medicin, eller betyder det, at han lægges i coma? Han mister talen og det giver mig tanken om, at det kan være det sidste. Han vil dog også kunne miste talen af store doser smertestillende medicin. Og når han reagerer på smerter og tørst får han i hvert fald ikke tilstrækkeligt at sove på, hvis det drejer sig om palliativ sedering.

Hvorfor skal han dø? Det forstår jeg simpelthen ikke. Hvad fejler han som gør, at det er bedre, at han dør end at han lever videre? Hans demens er jo kun let.

Noget tyder på, at han ikke har fået den basale pleje. Han er for varm, og han får ingen væske tilført. Alt tyder på, at han er meget tørstig! Det vil sige, at personalet ser på, mens han dør af tørst. Aldrig har jeg oplevet noget så usselt. Det er fuldstændig uhyrligt.

Den mørke og plumrede urin skyldes uden tvivl, at han ikke har fået tilført væske.
Han har også på et tidspunk mange smerter, hvilket jeg også vil tillægge personalets forsømmelser.

Datteren skriver, at han får palliativ behandling, men den behandling, han får er IKKE palliativ. Den er umenneskelig. Palliativ behandling er lindrende behandling ved livets afslutning; men han bliver jo netop ikke lindret. Hverken mht. tørst, feber eller smerter.

Denne historie viser i al sin tydelighed, at Danmark er nødt til at tage stilling til aktiv dødshjælp, hvis der ikke er flere, der skal dø på en så umenneskelig måde. Det er uhyrligt.


..................................

24.5 2019 – UDSENDELSE PÅ TV OM AKTIV DØDSHJÆLP


Abdel har lavet en udsendelse om aktiv dødshjælp. Han sætter to mennesker sammen.


Den ene er en midaldrende mand med meget dårlig lungefunktion, som ved, at han langsomt vil miste mere og mere lungefunktion og til sidst dø af det.

Han ønsker at kunne få hjælp til at dø, så han kan dø omgivet af familien; men som det er nu, har han besluttet sig til at begå selvmord den dag, han ikke magter livet mere pga. smerter og kvælningsanfald og før, han ikke længere er i stand til at tage sit eget liv. Han har allerede skaffet medicinen, men ønsker ikke at sige hvordan. Hvis han skal lykkes med selvmord, kræver det dog, at han finder et sted, hvor familien ikke finder ham med det samme, da det tager tid, før medicinen virker. Han frygter, at det ikke vil lykkes for ham, fordi han risikerer at kaste medicinen op.

Den anden er en handicappet kvinde, som lider af en sygdom, som hun kalder for dødelig. Hun er kørestolsbruger og går ikke ind for aktiv dødshjælp.

Hun kalder det for fejt ikke at turde tage sit eget liv og overlade det til samfundet at hjælpe. Hun forholder sig ikke til, at han skal dø alene.
Hun ønsker ikke aktiv dødshjælp legaliseret, fordi hun i givet fald selv vil holde på førstepladsen til at dø, hvis det indføres.
Hun har dog et godt liv og ønsker at leve.

Selv om hun giver udtryk for at forstå manden, finder hun det nyttesløst at diskutere på et individuelt niveau. Hun vil hellere hæve det op på et højere plan og tale generelt.

Hun ønsker ikke, at han skal kunne få den hjælp, han har behov for. Hun ser ikke længere end til sin egen næstetip og er slet og ret imod dødshjælp - tilsyneladende for sin egen skyld.
Derfor vil hun også modarbejde mandens ønske.

Det, diskussionen handler om for de to, er et værdigt liv contra en værdig død.
For hende er en værdig død et værdigt liv.
For ham er en værdig død en smertefri død omgivet af sine kære.

Kilde: DR2 Udsendelen Abdel den 19.5 2019 kl. 20.

MINE KOMMENTARER:
Udsendelsen var for mig nærmest en hån mod emnet, fordi man tager et så alvorligt, etisk problem og laver en meget overfladisk udsendelse, hvor ingen af de to deltagere på noget tidspunkt fik lov at tale ud.

Udsendelsen var ikke seriøs nok. Den var alt for poppet. Den varede kun ½ time, og der var enormt mange forskellige scener. Ofte blev der brugt tid på at debattere, at hun fx altid kom for sent til de aftaler, der var lavet med Abdel og den anden deltager.
Nej, det var ikke lige min kop the.  

Når det er sagt, har jeg før mødt mennesker med handicap, der får aktiv dødshjælp til at handle om dem. Det er uforståeligt, at de ikke under andre den død, andre gerne vil have, fordi de selv er bange for, at de står først i rækken, hvis aktiv dødshjælp legaliseres; men det vil de aldrig komme til, med mindre de selv udtrykkeligt beder om det. Her hopper kæden af igen og igen. For jeg forstår ikke, at de ikke forstår det faktum, at netop frivillighed er hele fundamentet i aktiv dødshjælp. Uden det fundament, skal vi ikke have aktiv dødshjælp! Så let er det. Eller måske svært – i hvert fald for nogle.

Når hun siger, at en værdig død for hende er et værdigt liv, giver det dog mening i forhold til mit indtryk af, at handicappede mennesker bruger debatten om aktiv dødshjælp i forhold til at få øget debatten om hjælpemidler og hjælpemuligheder for handicappede.

For mig er det to vidt forskellige debatter, og de burde ikke blandes sammen Pressen står tilsyneladende altid parat, når et menneske i kørestol udtaler sig bevinget om dødshjælp! Det er en meget ærgerlig drejning for de mennesker, der virkelig lider og har brug for, at aktiv dødshjælp legaliseres. Det er også ærgerligt, at journalister ikke ser, hvad der reelt foregår. 

 

....................................................


19.5 2019- DØDEN KOMMER PÅ SKEMAET

”Østifterne”, Børn, unge og sorg”, ”Mary Fonden”, ”Politiken”, ”Ekstrabladet” og ”Jyllandsposten” står bag en opgave for børn og unge mennesker fra 6.-10. klasse.

Opgaven går ud på, at de skal lave en professionel avis, som skal trykkes i 500 eksemplarer eller udarbejde et nyhedssite på en selvvalgt platform.
Opgaven foregår i ugerne 38 - 46.

Emne: DØDEN ER DA NOGET, VI TALER OM.

Om emnet skrives i Jyllandsposten:
”Døden er en del af livet. Alligevel har vi svært ved at tale om den. Det vil vi gerne lave om på, og vi har brug for jeres hjælp. En større nysgerrighed på døden kan gøre os klogere både på verden og på os selv. Og samtidig gøre det lidt lettere for os at være sammen med mennesker, der har døden inde på livet, uanset om de selv er syge, er pårørende til en syg eller har mistet. Døden skal ikke være en ensom affære. Hverken for dem, der skal dø, eller for dem, der skal leve videre. Deltag i Mediekonkurrencen 2019 og vær med til at sætte samtalen i gang”.

Kilde: Jyllandsposten den 17. maj 2019

MINE KOMMENTARER:
Tænk, at vi nu er kommet så langt, at Politikkens Hus, som hvert år udskriver en konkurrence for skoleelever i år vælger emnet døden. Denne gang i samarbejder med ”Mary Fonden” og ”Østifterne”. Det er særdeles interessant og siger noget om, hvad der rører sig i samfundet og blandt de unge. Måske fordi mange unge ved de seneste skolevalg har valgt at arbejde med aktiv dødshjælp. Det er oppe i tiden, og det kan vi takke Svend Lings og andre ildsjæle for.

..................................

 

14.5 2019 - HVORDAN SER POLITIKERNE PÅ AKTIV DØDSHJÆLP
Valget nærmer sig. Skal aktiv dødshjælp legaliseres? Hvad siger Folketingets partier?
Kristeligt Dagblad har spurgt de forskellige partier.
Alle er blevet bedt om at forholde sig til udsagnet: ”Aktiv dødshjælp skal legaliseres i Danmark”.

Alternativet er helt enige.

Konservative er helt enige.

Socialdemokratiet er delvist enige.
De har valgt i første omgang at stemme for ændring af rammen for, hvornår lægen kan give smertestillende og beroligende medicin, som kan fremskynde døden. Men de mener, der er mange dilemmaer forbundet med aktiv dødshjælp.

Partiet Klaus Riskær Pedersen er delvist enig.

Nye Borgerlige er delvist enige.

Radikale Venstre siger hverken eller.

Liberal Alliance siger hverken eller.

SF er uenige.

Enhedslisten er helt uenig.
De ønsker ikke, at nogen bestemmer over andres liv eller død. Men de går ind for, at der ikke gives livsforlængende behandling, når en behanling er udsigtsløs. Og at der gives smertestillende midler, selv om døden fremskyndes af det.

Venstre er helt uenige.

Kristendekomkraterne er helt uenige.

Dansk Folkeparti er helt uenige.

Partiet Stram Kurs har ikke svaret på henvendelsen.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/politik/valg-2019-det-mener-partierne-om-aktiv-doedshjaelp

MINE KOMMENTARER:
To partier er helt enige. Tre partier er delvist enige. To siger hverken eller. Et parti er blot uenige, mens fire partier er helt uenige.
Et parti har ikke svaret på henvendelsen.

Som jeg husker det, er dette nye toner. Der var ikke så mange ved sidste valg, som var deltvist enige eller som sagde hverken eller. Dvs. at antallet af partier, der ikke er helt sikre på, hvad de vil eller som måske stadig er usikre, er steget. Liberal Alliance har stillet deres medlemmer frit, fordi det er et etisk spørgsmål, som den enkelte må afgøre med sig selv. Dvs. at de heller ikke tager afstand fra aktiv dødshjælp. Det svarede de også ved sidste valgt.

Det interessante denne gang er dog, at der er flere positive tendenser end nogensinde før! Det er glædeligt.
Sundhedsministerens forslag om, at det skulle være lettere for mennesker at takke nej til en behandling kan have flyttet nogle stemmer. Det tvang i hvert fald partierne til at tage stilling.
Måske har Svend Lings sag også formået at røre ved nogles holdning til emnet?!
 

............................................................

 

9.5 2019 - LÆGER FOR AKTIV DØDSHJÆLP

Svend Lings, hvis sag nu skal for Højesteret, har været med til at oprette ”Læger for aktiv Dødshjælp”.

Det er en gruppe læger, der arbejder for lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark.

De siger om aktiv dødshjælp, at det er ”en håndsrækning til alvorligt lidende mennesker, der ønsker at dø”.

Det er mest almindeligt, at det foregår ved, at der udleveres en recept på et sovemiddel, og at patienten selv indtager medicinen. Det kaldes for assisteret selvmord.


I Holland, Belgien og Luxemborg giver de indsprøjtninger til de mennesker, der ønsker at dø.

”De vigtigste argumenter er medfølelse og hensynet til et menneskes selvbestemmelsesret (autonomi).

Læs mere om Læger for Aktiv Dødshjælp på dette link: http://www.aktive-laeger.dk/


MINE KOMMENTARER:
Svend Lings har gennem hele forløbet med retssag etc. sagt, at det, han gør, handler om næstekærlighed og om at hjælpe andre. Modstandere imod aktiv dødshjælp siger, at han er en morder, der ønsker at tage livet af folk. Hvad mener du?  

Jeg mener, det er en grov beskyldning fremsat af mennesker, som højst sandsynligt – som vi andre (fortalere for dødshjælp) – ikke går ind for, at folk skal lide ubærligt indtil det sidste. De går bare ikke ind for, at de lidende skal hjælpes 100 %, men ofte for, at de kan få lov at dø en langsom og til tider pinefuld død. Det virker meget dobbeltmoralsk. 

Den lille straf, de to involverede læger, fik, viser stadig tydeligt, at der har været formildende omstændigheder. De ville have fået ubetinget fængsel, hvis retten skønnede, at de havde begået mord. De slap dog ikke med en betinget dom, som de dog nu vil have afprøvet ved Højesteret.

.........................................

4.5 2019 - LOVEN SKAL IKKE BRYDES

Fyns Amts Avis skrev i september måned sidste år, at ingen har pligt til at bryde loven., men at der alligevel er der bred opbakning til Svend Lings kamp for aktiv dødshjælp i Danmark. Han synes også at have sympatien på sin side, selv om han har hjulpet flere til at begå selvmord.

Men uanset hvad, er det ikke hans holdning, retten skal gøre sig til dommer over men hans handlinger. Fordi de er i strid med straffeloven.
Det er forbudt at assistere ved selvmord i Danmark.
Derfor er det ikke det ædelmodige, retten skal tage stilling til. Heller ikke om lovgivningen er rigtig eller forkert. Eller de mange etiske spørgsmål, der er. Men alene, om loven er overtrådt.

Svend Lings selv har sagt, at der er tale om ytringsfrihed og folks ret til at tage deres eget liv. Men det er ikke korrekt. Ingen forbyder ham at tale om aktiv dødshjælp. Eller anfægter folks ret til at begå selvmord.


Men det forpligter ikke folk til at bryde loven, som forbyder aktiv dødshjælp.

Der er ingen tvivl om, at Svend Lings har hjertet med sig, og at hans motiv er at hjælpe mennesker. Han har bare valgt den forkerte kampplads – nemlig en kampplads imod loven.

”Hans motiver til at hjælpe mennesker, som på grund af alvorlig og ofte også meget smertefuld sygdom ikke ønsker at leve mere, er ædle”, slutter lederskribenten.

”Det er i den lovgiende forsamling i Folketinget, slaget om aktiv dødshjælp skal stå”.

Kilde: https://www.fyens.dk/Leder-Fyns-Amts-Avis/Fyns-Amts-Avis-Ingen-har-pligt-til-at-bryde-loven/artikel/3281857

MINE KOMMENTARER:
Det er en fuldstændig korrekt analyse af situationen, lederskribenten i sin tid kom med. Han skrev dog, at retten alene skal dømme, om Svend Lings har overtrådt loven.

MEN det er rent teoretisk, for i praksis har det vist sig ikke at være helt korrekt. Hvis det kun var, om han havde brudt loven eller ej, ville Svend Lings have fået op til tre års fængsel. Han endte med nogle få måneders betinget dom og skulle altå slet ikke i fængsel. 

Det er vel også derfor, loven siger, "op til tre års fængsel". Fordi der kan være omstændigheder, der kan tale for en mildere straf.
 Det, lederskribenten, har overset, er, at retten også tager stilling til, om der er formildende omstændigheder. Og det har de jo i den grad set, at der er, i denne sag. Ellers havde Svend Lings siddet bag tremmer nu.

Lederskribenten ser med andre ord meget firkantet på det. Så let er det ikke. Heldigvis. Der skal også i loven være plads til, at man tager hensyn til både motiver for handlinger, hvordan handlingerne er foregået, om det har været folks eget ønske, eller om det har været for egen vindings skyld etc. etc.

Byretten har talt.
Landsretten har sidenhen også talt.
Næste gang er det Højesteret, der skal tale.
Jeg kan næsten ikke vente! Gid Svend Lings for noget ud af alle de strabadser, han har udsat sig selv for i dette forløb. 

........................................................

 

28.4 2019 - SVEND LINGS´ SAG SKAL I HØJESTERET

Svend Lings og Frits Schjødt, de to pensionerede læger, der begge har fået en kort, betinget dom for at have hjulpet adskillige danskere med medicin, de kunne dø af, har nu fået lov at få sagen prøvet ved Højesteret.

De har ikke givet patienterne medicin, de har udelukkende ordineret medicinen, som patienterne har selv indtaget. Og de har selv udtrykkelig bedt Svend Lings om hjælp. Han har vurderet alle dem, han har udskrevet medicin til, og det er langt fra alle, der har fået deres ønske opfyldt.


De to læger er lykkedes med at få sagen i Højesteret, fordi der er flere principielle ting i den. Det handler dels om, hvor grænserne går, dels om ytringsfrihed siger Svend Lings.


MINE KOMMENTARER:
Det er både spændende og godt, at sagen nu prøves i Højesteret. Lad os håbe, at Højesteret kommer frem til andet end både Byretten og Landsretten, som begge har givet de to læger en betinget straf. Landsretten skærpede byrettens straf en anelse. Men når de to ønsker sagen for Højesteret, håber de sikkert på fuldstændig frifindelse. Samtidig med, at sagen vedblivende får opmærksomhed i pressen. At der skulle skabes offentlig debat om dødshjælp i Danmark, har hele tiden været et af Svend Lings mål med at offentliggøre sine gerninger.

Med en Højesteretsdom kommer der i hvert fald en definitiv afgørelse på, hvor langt man som læge kan tillade sig at gå i Danmark – både mht. grænser for lægegerning og for ytringsfriheden. Og sikkert også endnu flere principielle aspekter.  

Når alt kommer til alt er en betinget straf stadig meget billigt sluppet. For dem, der mener, at de to læger har gjort noget fuldstændig utilgiveligt, må det være ”en kold klud i ansigtet”. For de havde formentlig håbet på frihedsstraf, fordi loven foreskriver fængsel i op til tre år. Sådan er det heldigvis ikke gået. Og jeg er ret overbevist om, at Højesteret heller ikke kommer frem til, at de to skal I fængsel.

.....................................................


19.4 2019 - NEW JERSEY HAR UNDERSKREVET NY LOV OM ASSISTERET SELVMORD

Guvernøren i New Jersey har i april 2019 underskrevet en lov, som tillader terminalt syge patienter at afslutte livet. Loven træder i kraft 1. august 2019.
Dermed er staten den ottende i USA, som tillader dødshjælp.

Loven gør det muligt for voksne personer at aflutte deres liv fredeligt, med værdighed og efter eget ønske, står der i en pressemeddelelse. De terminalt syge kan nu få udskrevet medicin, der kan afslutte deres liv. De skal selv administere medicinen.

Men for at patienten kan få medicinen, skal lægerne vurdere, at restlevetiden er max seks måneder. Ansøgning skal fremsendes to gange, og der gives mulighed for, at de kan ophæve anmodningen.

Med loven giver vi folk mulighed for at dø med værdighed, siger guvernøren.
En ud af fem amerikanere bor nu på i stater, hvor muligheden for dødshjælp er tilgængelig – Californien, Colorado, Hawaii, Oregon, Vermont, Washington, District of Columbia og New Jersey.  
Det har været forsøgt at legalisere assisteret selvmord i staten siden 2012.

Kilde: https://abcnews.go.com/US/jersey-governor-signs-law-allowing-terminally-ill-patients/story?id=62391589&fbclid=IwAR0d3wPg3wBSvCVM3NaHmL3qln6TzoLpxLK3VgOA7g7E8ArfMh4mETN8RUI

MINE KOMMENTARER:
Jeg er faktisk ret overrasket over, at hver femte amerikaner nu lever i en stat, hvor assisteret selvmord er legalt. Hjælp til at dø bliver mere og mere almindeligt. Også i Europa.

På et tidspunkt vil flertallet vinde, og vi vil alle få ret til at få den hjælp til at dø, som mange af os efterlyser. Dem, der ikke ønsker hjælp kan jo bare lade være at bede om det. Så let er det. Derfor er det utroligt, at det netop er dem, der vedblivende taler om farlighed, glidebaner etc.

Selvfølgelig skal vi ikke gå ind i det med lukkede øjne. Selvfølgelig skal vi sikre, at det sker under nøje kontrollerede forhold. Selvfølgelig skal vi sikre os mod glidebaner etc. Men samfundet kan ikke vedblivende overhøre, at flertallet ønsker en legalisering.

Selvfølgelig sker det en skønne dag. Det er udviklingen, og den kan ingen arbejde imod.  
Det synes dog, som om vi kommer til at vente lidt endnu i Danmark. Lige nu er modstanderne dem, der høres mest, og så længe Kristeligt Dagblad står for hovedparten af den debat, der finder sted på området, er der ikke udsigt til ændringer. 

......................................


14.04 2019 - AKTIV DØDSHJÆLP VIA EU?

I et læserbrev skriver Jørgen Mejrup, at den sidste hekseafbrænding fandt sted for 325 år siden, og at det 173 år siden, den sidste paragraf i loven mod troldsom blev fjernet i Danmark.
Vi lever i et kynisk samfund, hvor svært uhelbredeligt syge ignoreres har Svend Lings sagt. Det har han gjort, har mange grunde: Principielle menneskelige, juridiske, religiøse og sundhedspolitiske aspekter.
”Og gad vide, om vi ikke om få år kommer til at opleve en fælles lovgivning på området i EU”? Spørger han.
Hovedparten af Danmarks befolkning støtter lægeassisteret dødshjælp, når patienten udtrykkeligt har ønsket det. Derfor er der brug for, at straffelovens § 240 ændres. Den siger, at man ikke må medvirke til, at nogen berøver sig selv livet. Heller ikke selv om den, der ønsker at dø udtrykkeligt har bedt om det.
Når fagpersoner benytter deres viden til at begå en forbrydelse, ses der normalt på det som skærpede omstændigheder. De læger, der har hjulpet andre med barmhjertigt at få mulighed for at dø, opfylder lægeløftet om at lindre og helbrede. Når et menneske ikke længere kan helbredes, bør der være garanti for, at man kan smertelindres fuldstændigt – altså være uden smerter.
I Danmark kan det kun ske vha. palliativ sedering, som han kalder for systemets ikke strafbare dødshjælp. Det er dog lægen og ikke den syge, der sætter grænserne i denne forbindelse.
Han håber, at Svend Lings og andre danske lægers tapre kamp mod systemet fører til, at Danmark bliver land nr. 7 i Europa, der indfører aktiv dødshjælp. I givet fald har deres kamp ikke været forgæves.
Kilde: https://www.fyens.dk/debat/Aktiv-doedshjaelp-Heksene-er-floejet/artikel/3281156 MINE KOMMENTARER:

Vi er rigtig mange, der har det samme ønske som læserbrevsskribenten. Det ville være en særdeles lykkelig udgang på de meget stormfulde oplevelser, som lægerne har været igennem, hvis de lykkes med at få indført dødshjælp i Danmark. Nu skal sagen dog først igennem Højesteret. Hvis Højesteret frifinder de to læger, vil der være skabt grobund for, at der kan arbejdes videre på en legalisering.
Indtil videre skal vi være glade for, at de ”kun” har fået små og betingede straffe.
Men det har uden tvivl kostet de to læger meget på det personlige plan at skulle igennnem den danske straffemølle og beskyldes for mord og lignende. Det har uden tvivl været en hård omgang. Derfor er det også utroligt, at de finder kræfter til at gå til Højesteret og gentage det hele én gang mere. Hatten af for de to!
Hvis det ender med at EU legaliserer dødshjælp, ville det også være fantastisk. Den tror jeg dog ikke på. Landene i Europa ser særdeles forskelligt på dødshjælp, og især de katolske lande vil næppe acceptere en fælles lov. Men måske om mange år. Lige nu ser det i hvert fald ikke sådan ud.  

...........................................

 

8.4 2019 
I dag er det præcist ét år siden, Marianne Hansen/Susanne Fink, som jeg skrev bogen "Vil du leve, til du dør"? sammen med, døde efter mange års meget svære lidelser. Jeg savner min sparringspartner og støtte i forhold til det meget svære emne, som Marianne lidenskabeligt diskuterede. Lige til sin død. Marianne lever dog videre på denne side. Æret være Mariannes minde. ❤

DE FIRE SLAGS DØDSHJÆLP
Jeg synes til tider, at det ser ud til, at ikke alle kender forskellen og de forskellige muligheder, der er for dødshjælp.
Derfor kommer der en repetition her:

1. Passiv dødshjælp
Passiv dødshjælp har været tilladt i Danmark siden 1993.

Passiv dødshjælp indebærer, at en læge både må undlade at behandle eller afbryde en behandling, der kunne være livsforlængende til mennesker, der i forvejen er døende.
Det betyder også, at patienten selv kan vælge at sulte og tørste sig ihjel uden, at nogle må gribe ind, hvis patienten er ved sine fulde fem.
Vi har selvbestemmelse i Danmark, så derfor må også Jehovas Vidner takke nej til blodtransfusion, selv om det kan føre til døden, og vi må alle takke nej til behandling, hvis vi ikke ønsker det. Alt sammen under forudsætning af, at vi er ved vores fulde fem.

En læge må slukke en respirator eller ordinere mere morfin, selv om begge dele vil føre til patientens død. Selv om det er aktive handlinger, betragtes det som passiv dødshjælp. At også aktiv handlinger betegnes som passiv dødshjælp, kan være misvisende og skabe forvirring.
Forskellen mellem aktiv og passiv dødshjælp er, at lægen alene hjælper patienten for at lindre lidelse, når en behandling er udsigtsløs ved passiv dødshjælp. Hvordan man i praksis kan sikre sig, at det sker af barmhjertigheds grunde og ikke fordi nogle tænker, at der er brug for hospitalssengen til en anden, er dog uvist. Det kræver vist tankelæsning.  
Allerede før passiv dødshjælp blev legaliseret i 1993 har jeg set læger slukke for respiratorer, undlade at nedlægge sonde til livsvigtig ernæring eller skrue op for morfindroppet, så patienten døde.
Når læger taler om glidebane, har mange af dem således selv været med til at skabe en glidebane i forhold til passiv dødshjælp i Danmark.  

 

 

 

2. Palliativ sedering
Palliativ sedering betyder, at man læger lægger patienten i kunstig coma, så patienten ikke længere er ved bevidsthed og ikke længere selv er i stand til at indtage væske eller mad. Palliativ sedering må kun anvendes hos uafvendeligt døende.
Dybest set dør patienten af væskemangel. Så man i realiteten tørster og sulter vedkommende ihjel.
Palliativ sedering har vores nuværende sundhedsminister gjort mere legalt. Det er dog stadig op til den enkelte læge at vælge, om patienten skal palliativt sederes. Patienten kan ønske det, men om lægen følger patientens ønske, er op til den enkelte læge. Derfor er det som at trække lod i lotteriet. Det borger ikke for den kvalitet, at der ikke er ordnede og ens forhold for alle, som jeg mener, der bør være omkring døden, når man vælger at tage et andet menneskes liv.
I Danmark kaldes palliativ sedering for passiv dødshjælp, men i udlandet betragtes det i de fleste andre lande som aktiv dødshjælp.
Derfor kan man spørge, hvorfor et menneske skal dø af sult og tørst, når man kan hjælpe det til at dø i løbet af kort tid vha. dødelig medicin i stedet?
Den eneste grund til det er, at lægen skal have sin samvittighed ren. Men jeg må indrømme, at jeg synes, det må være svært at have sin samvittighed ren, når man sulter og tørster et andet menneske ihjel, når det kan gøres langt mere humant.

 

 

 

3. Assisteret selvmord
Assistreret selvmord betyder, at en læge ordinerer den dødbringende medicin, men det er patienten selv, der på en eller anden måde indtager medicinen. 
Assisteret selvmord er ulovligt i Danmark, hvor der i loven står, at man ikke må hjælpe andre med at begå selvmord.
I Schweiz har de derimod et hul i loven, som gør, at de gerne må hjælpe andre med at begå selvmord – også udlændinge. Derfor er flere desperate danskere taget dertil for at få hjælp til at dø. Rejsen dertil er dog oftest meget strabadserende og prisen enorm, fordi den døde også skal sendes retur til Danmark efterfølgende.
Læge Svend Lings og læge Frits Schjødt har hjulpet flere patienter med assisteret selvmord ved at udskrive dødelig medicin til dem. De er begge idømt betinget fægsel, hvilket vil sige, at de ikke er fængslet, men ikke må gentage deres handlinger.

 

 

4. Aktiv dødshjælp
Aktiv dødshjælp anvendes ofte som en ”samlebetegnelse” for at få hjælp til at dø. Men aktiv dødshjælp er en specifik metode og må ikke forveksles med de øvrige. Især ikke med assisteret selvmord.
Aktiv dødshjælp er, når en læge giver eller ordinerer en patient, der udtrykkeligt har bedt herom, en dødelig dosis medicin. At det sker på patientens udtrykkelige ønske, er et karninalpunkt, når man taler aktiv dødshjælp.
Det behøver ikke nødvendigvis være en læge, der giver medicinen. Det vil også kunne være fx en anden medicinalperson. Men det er ikke patienten selv, for i givet fald ville det være assisteret selvmord og ikke aktiv dødshjælp.
Aktiv dødshjælp er forbudt i Danmark.
Over 70 % af befolkningen går ind for aktiv dødshjælp. Kun 7 % er imod. Modstanderne er mest at finde blandt religiøse og læger.

 

................................

 

1.4 2019 - PROFESSOR EMERITUS OG TIDLIGERE OVERLÆGE FRYGTER, AT EN MEDIE-LIDERLIG POLITIKER VIL FORESLÅ AKTIV DØDSHJÆLP INDEN LÆNGE

Professor emeritus Finn Gyntelberg og tidligere overlæge Poul Jørgen Ranløv mener, at et eller andet lille og populistisk parti vil fremsætte lov om aktiv dødshjælp.
”Og forslaget vil, forventeligt, forudsætte, at lægerne gør det beskidte arbejde”, skriver de.

De kalder dødshjælp for ”en chik og populær mediesag” og forsætter: ”Der er spaltevis af dødspop i lalleglade medier, hvor hændervridende pårørende retter forargelsen mod de trevne læger”.

Det fik Ole Hartling, tidligere leder af Det Etiske Råd til frustreret at sige til en datter, der for nylig havde mistet sin mor, hvorfor hun ikke selv havde slået hende ihjel?

De kalder folk, der har presset på med aktiv dødshjælp i Danmark for ”emsige pressionsgrupper”.

At Schweitz har assisteret selvmord undrer dem ikke; for der kan folk kræve afstemninger om det mest utrolige.

De roser Tyskland for at sige nej, men er forargede over, at Holland og Belgien har sagt ja. De finder det skræmmende, at 10 % af hollandske dødfald er ”assisterede”.

Det kalder det, Svend Lings har gjort for en netbutik, hvor man kan købe brugsanvisnnger og anvises passende gifte. De mener, det må vække rædsel. 
De mener også, at modstanden mod dødshjælp blandt lægerne kun har ringe interesse for medierne og henviser til det 2500 år gamle lægeløfte, hvori der står: ”Selvom jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige gifte eller give noget sådant råd, ej heller give nogen kvinde forsterfordrivende midler”.
Læger skal opretholde og genoprette liv, slutter de.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/aktiv-doedshjaelp-er-en-populaer-mediesag-men-modstanden-fylder-lidt-en-lov-ville-have


MINE KOMMENTARER:

Noget tyder på, at to læger, der tidligere har haft høje stillinger, har svært ved at forenes med, at vi lever og bor i et demokratisk samfund, hvor flertallet – og ikke lægerne - bestemmer. Det, de kalder folketingspolitikere og journalister, ville være injurier, hvis det var møntet på bestemte personer. I stedet mønter de det på alle. Så er de selvfølgelig også dækket godt og vel ind. At kæmme alle over en kam og gøre alle til dompapper burde måske for de to høje herrer være over deres værdighed, men sådan er det ikke. De giver alle i øst, vest, syd og nord et fur. Så er alle med og ingen glemt!  

Læger skal IKKE lave det beskidte arbejde, hvis vi legaliserer assisteret selvmord. Det ved de to tilsyneladende ikke. Det patienten selv, der foretager handlingen. De ved heller ikke, at Schweitz ikke har stemt om assisteret dødshjælp, men at et hul i loven har gjort det muligt for landet at yde hjælp til selvmord – også til udlændinge.


Når de to læger nævner, at 10 % af alle dødsfald i Holland er ”assisterede”, har de også fået noget galt i halsen; for Holland har ikke assisteret selvmord, men aktiv dødshjælp. Så patienterne assisteres ikke blot. De får rent faktisk en dødelig sprøjte. Af en læge.

I Tyskland debatteres også dødshjælp, og de har såkaldte dødsengle, fordi det ikke er forbudt at hjælpe andre med selvmord i Tyskland.

Også Svend Lings får en omgang – en netbutik, hvor man kan købe brugsanvisninger og anvises passende gifte. Igen er de to herrer galt afmarcheret. Svend Lings har aldrig solgt noget. Han har givet vejledning til mennesker, der har bedt ham om det helt gratis, og det, de kalder for brugsanvisning, ligger frit på tilgængelig nettet, så også de to herrer kan hente hjælp heri, såfremt de skulle få behov for det.

De kritiserer, at medierne ikke hører på lægelige modstandere, men de to herres debatinlæg er jo netop et eksempel på, at lægelige modstandere får taletid i medierne. Måske mere end godt er?


At de vil lægge en 2500 år gammel ed til grund for, hvad man skal eller ikke skal i nutidens Danmark taler vist også for sig selv. Mon ikke de to bør forsøge at vende blikket mod nutiden.    


...........................................

27.3 2019 - DØDSSTRAF VIA BAGDØREN?

I Schweitz tales om, at reglerne i forhold til, at det er straffrit at hjælpe andre med selvmord, også bør gælde uhelbredeligt, syge fanger.

Det er præsterne dog betænkelige ved, fordi de frygter, at det kan være en slag frivillig dødsstraf, der indføres via bagdøren.

Debatten kommer på baggrund af en livstidsfange, der ønsker dødshjælp.

Spørgsmålet er dog, om retten til at bestemme over egen død også gælder for en 68-årig farlig forbryder, som har voldtaget og mishandlet 13 børn og kvinder mellem 10 og 56 år. Han har siddet fængslet i 24 år og vil aldrig blive løsladt.
Han lider af en uhelbredelig lungesygdom og er også uhelbredeligt psykisk syg. Derfor har han søgt hjælp til selvmord.
Nu diskuteres, om han – i og med at han har forvoldt andre så store lidelser – skal have ret til at slippe for sin straf.

En politiker siger, at hun mener, manden skal rådne op bag tremmer. Han er intelligent, og han udtrykker igen anger/skyldfølelse.

I sin ansøgning skriver han bla. ”at livet ikke længere er værd at leve” og desuden taler han om psykisk tortur, fordi han ikke har håb om løsladelse.

En professor i jura mener derimod, at manden allerede for 14 år siden har afsonet sin straf, og at han derfor i det mindste bør have mulighed for/frihed til selv at træffe afgørelser på alle andre områder.


En anden juraprofessor mener det samme. At han stadig er fængslet skyldes alene, at han skal holdes væk fra samfundet, for straffen har han afsonet. Professeoren mener endda, at manden via selvmord måde vil opfylde formålet med forvaring, fordi han således ikke længere vil udgøre en fare for andre.


En psykiater tvivler på, om staten overhovedet har ret til at tillade fanger at begå selvmord. Han finder det problematisk, hvis fanger begynder at dø i fængslerne, mens de er i samfundets varetægt. Samfundet har omsorgspligt og skal sørge for et godt liv.


En mand, der selv har afsonet 6 år og i dag er engageret i socialt arbejde med løsladte fanger, mener at fanger har samme rettigheder som folk uden for fængslet. Fanger er også mennesker.


Mange frygter dog, at det kan udvikle sig til at blive en form for frivillig dødsstraf.

Flere uhelbredeligt psykisk syge fanger vil da kunne bede om hjælp.
Spørgsmålet er, om det er det, samfundet ønsker? At de skal have valget mellem forvaring og frivillig dødsstraf?


Der er også mange præster og teologer, der langt fra er begejstrede.

”Sagen drejer sig i bund og grund om spørgsmålet om, hvilke former for liv samfundet betragter som værd at leve.

En katolsk biskop siger, at debatten kan føre til, at uproduktive, ældre, langtidspatienter og nu også fanger, kan begå selvmod. Det finder han betænkeligt. 


I Belgien har en fange også bedt om hjælp til selvmord. Han fik tilladelsen, men valgte at leve videre, fordi han i stedet fik mulighed for at få terapi, hvilket først blev etableret efter hans ønske om at dø.


En kommission i Schweitz skal i løbet af 2019 lavet en rapport, om fanger skal have ret til selvmord.


Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/livstidsfanges-oenske-om-begaa-selvmord-skaber-debat-i-schweiz

 

MINE KOMMENTARER:
Det er en særdeles interessant diskussion. I virkeligheden handler den vel, om man også er et menneske, når man er i fængsel? Men så simpelt er det selvfølgelig ikke.

Umiddelbart tænkte jeg, at jeg ikke har en mening om det, men det har jeg alligevel fået efter eftertanke.
Hvis et menneske, der er i fængsel, lider af en uhelbredelig sygdom og ønsker at dø, har det menneske vel lige så meget ret til at få hjælp, som det menneske, der ikke sidder i fængsel. En fængselsdom kan vel ikke betyde, at alle andre rettigheder sættes ud af spil?

Selvfølgelig skal de have alle hjælpemuligheder, som alle andre skal, før man griber til noget så drastisk. Fangen i Belgien trak jo også sit ønske tilbage, da han fik hjælp i form af psykoterapi, som han ellers ikke havde kunnet få. Det virker i øvrigt uforståeligt, at en fange ikke har kunnet få en tilsyneladende helt nødvendig hjælp. Det forstår jeg simpelthen ikke. Fordi man er spærret inde, forsvinder ens rettigheder vel ikke totalt?!
Manden, der er tale om i artiklen, har oven i købet afsonet sin straf og er ”kun” indespærret, fordi han stadig er til fare for andre mennesker, hvilket han vil være resten af livet.

At han er intelligent og ”har regnet det ud”, behøver jo ikke betyde, at han ikke har samme behov som andre kan have! Det betyder blot, at han er i stand til at være opmærksom på, at han rent faktisk har en anden mulighed, fordi han er uhelbredeligt syg.

Derfor er vi tilbage ved begyndelse. Handler det i virkeligheden om, hvorvidt man stadig er et menneske, når man er i fængsel? Det er man naturligvis. Man er spærret inde pga. en forbrydelse, man har begået. Men at man er frarøvet sin frihed til at gå, når man vel, betyder ikke, at man ikke stadig har andre rettigheder i behold. Man har jo også ret til at få mad og drikke, behandling for sygdomme etc.

Hensynet til ofrenes familier forstår jeg godt. Samtidig tror jeg, at jeg ville synes, det var helt fint, hvis han valgte selvmordet, så han ikke længere kunne træde på den jord, deres kære har trådt på.

Det er ikke entydigt, men det er heller ikke – for mig at se – særlig flertydigt. Manden ER et menneske. Selv om han også er forbryder. Han er fysisk syg. Han har oven i købet to psykiske sygdomme, han ikke kan helbredes for. Og nu beder han om hjælp til selvmord. Ville en mand, der ikke var fængslet få et ja til at kunne få hjælp, mener jeg også, at denne mand selvfølgelig skal kunne få hjælp, hvis han opfylder betingelserne. 


.............................................


22.3 2019 - NUANCERET DEBAT OM ASSISTERET SELVMORD

 

Peter Wøbbe skriver om dødshjælp i et debatindlæg. Han er ikke enig med Svend Lings i alt, men han har haft en søster, der tog til Sweitz og fik hjælp til assisteret selvmord, fordi hun ikke kunne få hjælp i Danmark.

Han finder det strengt, at man ikke kan have holdninger til aktiv dødshjælp uden at blive kaldt for aktiv dødshjæp-troende.


Han påpeger, at forkellen mellem aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er, at det er patienten selv, der indtager den dødbringende medicin ved assisteret selvmord, mens det er der lægen, der giver det ved aktiv dødshjælp.


Fordi han og familien har været igennem søsterens forløb tror han, at de kan se mere nuanceret på sagen end mange følelsesladede debattører kan. Emnet er voldsomt følelsesladet.


Lillesøsteren fik en uhelbredelig hjernetumor. Lægerne forsøgte at lindre hendes smerter uden, at det hjalp. Hendes smerter var uudholdelige. Hun var efter en operation lammet i den ene side, havde talebesvær, var meget sensitiv overfor lys og lyde og led af massiv angst.


Det passer altså ikke, at al smerte kan lindres, som læger og visse redaktører gør sig til talsmæd for. Man kan i øvrigt også spørge, hvem der skal bestemme, om lindringen er tilstrækkelig?

Selv mener han, at det må være den enkelte patient, der bestemmer. For det patienten, der kan mærke, om det er tilstrækkeligt.

Lægerne var magtesløse overfor søsterens smerter og ville give hende hvad som helst. Til sidst bad han en læge om, at søsteren fik palliativ sedering. Lægen mente, at det kunne starte, når man vurderede, at hun havde 12-24 timer tilbage at leve i. Men på det tidspunkt kunne søsteren stadig spise, så hun ville kunne leve i måske flere måneder mere. I mellemtiden ville hun miste evnen til at kunne kende sine omgivelser, ifølge lægen. Det kunne hun ikke udholde, så hun solgte sit sommerhus og bestilte tid i Sweitz, så hun kunne få en mere værdig død.

Transporten foregik i en lejet bus, fordi hun var for dårlig til at flyve. Det finder han urimeligt.

Men søsteren fik fred i Sweitz ”på en særdeles smuk og værdig måde”.

Han bryder sig ikke om Svend Lings manual, som han mener, er et nødråb for at få myndighederne i tale.

Han slutter med at skrive:

”Har man ikke selv været i situationen i eller omkring en terminal patient er det fair nok at have en mening om et sådant emne, men lad være med at gøre jer klog på andres lidelser, og lad det være op til det enkelte menneske med en mere fornuftig lovgivning, end vi har i dag. Var det sket, kunne min lillesøster have undgået en særdeles hård kørsel til Schweiz og fået fred her hjemme i familiens skød”.

Kilde: https://www.fyens.dk/debat/Assisteret-selvmord-er-en-noedvendighed/artikel/3279619

MINE KOMMENTARER:
Det lyder som om denne mand har fået høvl for sine holdninger til aktiv dødshjælp/assisteret selvmord. Mon ikke han har været i selskab med stærkt troeden mennesker? Der er trods alt kun 7 %, der ikke går ind for det, og de fleste af dem er troende.

Denne historie viser endnu engang at ikke alle patienter kan smertestilles tilstrækkeligt. Når lægerne bliver magtesløse, fordi de ikke kan finde noget, der hjælper, burde det være en selvfølge i dag, at de tilbyder patienten palliativ sedering. Hvis jeg husker rigtigt, er ændringen af loven om bla. brugen af palliativ sedering sket, før søsteren måtte tage til Schweitz og drage sit sidste suk i fremmede omgivelser i et fremmed land, så i praksis burde det have kunnet lade sig gøre. Det viser dog, at læger stadig er tilbageholdende med at hjælpe dem, der lider allermest.
Det er uforståeligt, at nogle kan mene, at det er helt i orden, fordi hun bare kunne have valgt fortsat at lide ubærligt. Det er direkte umenneskeligt efter min mening.

Det strider åbenbart imod lægers falighed at overlade beslutningen til patienterne, selv om de, hvis de selv kommer i lignende situationer, har mulighed for selv at gøre en ende på det, fordi de har eller har haft adgang til medicin. Eller vil kunne overbevise en kollega om, at palliativ sedering er den eneste og sidste mulighed.

Lad os nu komme et skridt videre. Politikerne har gjort det muligt at folk ikke længere behøver at skrige sig ind i døden. Så brug dog den mulighed. Til glæde for både patienten og de pårørende.

Der er dog ét spørgsmål i artiklen, jeg mangler svar på, og det er, om udskyldelsen af palliativ sedering indtil 12-24 timer før døden, skyldes, at søsteren var i eget hjem? For det er klart, at det ikke lader sig gøre her. Det kan kun ske på hospice eller et hospital.

.............................................

17.3 2019 - I BÅDE HOLLAND OG BELGIEN SKAL DER SÆTTES GRÆNSER FOR DØDSHJÆLP
450 læger har underskrevet en erklæring, hvori de tager afstand fra dødshjælp til demente.


I Holland fik 6585 mennesker dødshjælp svarende til 4,4 % af alle dødsfald i Holland i 2017. Tallet vokser med ca. 8 % om året.

I Belgien fik 2309 mennesker aktiv dødshjælp i 2017. 1,8 % af dem havde psykisk lidelse.

De første sager er nu rejst ved domstolene i både Holland og Belgien overfor læger, der ikke har overholdt loven. Lægerne sigtes for at have givet dødshjælp til personer med demens og asperger.


Den demente kvinde fik et beroligende middel i kaffen, fordi lægen frygtede, at hun ville gøre modstand. De pårørende fik besked på at holde hende fast. Det virker voldsomt og mange kalder det for overlagt mord.


Juridisk handler sagen dog om, hvorvidt kvinden ønskede at dø eller ej. Hun havde – før hun fik demens - lavet et livstestamente og erklæret, at hun ønskede aktiv dødshjælp, hvis hun blev dement. Hun havde dog aldrig sagt, at hun ville dø. Hun led ikke af fysisk sygdom. Desuden vidste lægen, at hun ville gøre modstand.


Dømmes lægen vil det få den følge, at demente kun kan få hjælpen så længe, de er i stand til selv at udtrykke, at de ønsker den.


Holland har formelt ikke legaliseret aktiv dødshjælp, men de har garanteret tiltalefrafald, hvis lægen har overholdt lovens krav og patienten selv har formuleret ønsket.


I den belgiske sag er der til gengæld ingen tvivl om, at patienten ønskede at dø. Patienten havde været i psykiatrisk behandling tidligere, men tog ikke medicin i adskillige år. Hun fik stillet diagnosen Asperger to måneder før, hun fik dødshjælp. Sygdommen er uhelbredelig. Derfor var det muligt for lægerne at hjælpe kvinden. Tre læger er nu tiltalt, fordi domstolen skal vurdere, om de har fulgt loven, fx i forhold til at give råd og vejledning til patienten, og om hun havde tænkt det helt igennem? Den ene af lægerne har tidligere fået masser af kritik i forhold til dødshjælp på psykiatriske patienter.

Bliver de dømt, vil der komme en afklaring af grænserne for dødshjælp. Det vil dog give risiko for, at læger fremover vil være bange for at give dødshjælp.

Det vides endnu ikke, hvornår de to sager kommer for domstolene.


Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/hollandsk-laege-tvang-dement-kvinde-til-doedshjaelp

MINE KOMMENTARER:
Vi må afvente dommene i de to sager, men det er unægtligt spændende, hvad domstolene når frem til.

At hjælpe et menneske, der har fået diagnosen asferger finder jeg personligt utilstedeligt. Det er en udviklingsforstyrrelse, hvorfor det står klart, at kvinden altid har haft den lidelse. Det drejer sig om en mild form for autisme, som kvinden uden tvivl ville kunne leve med, hvis hun kunne få den rette hjælp. Den form for dødshjælp tager jeg dyb afstand fra. Den sker ikke på et forsvarligt lægeligt grundlag, mener jeg. Rigtig mange mennesker lider af asferger, så det vil betyde, at rigtig mange mennesker vil kunne få dødshjælp, hvis lægerne går fri. En sag har dog altid to sider, og jeg skal passe på med ikke at dømme dem, før de bliver dømt. Hvis de bliver dømt.

I den anden sag er det også utilstedeligt, at den demente person skal holdes fast, før hjælpen kan gives. På den anden side er mange demente bange mennesker, og derfor kan de blive de aggressive, når der sker noget, de ikke forstår. Og det er selvfølgelig klart, at en dement person ikke forstår, hvad der foregår. I denne sag håber jeg dog, at lægen ikke dømmes, fordi det betyder, at demente ikke længere kan få dødshjælp. Problemet i sagen er, at lægen bruger magt i situationen. Det må kunne have været håndteret på anden og bedre vis og ikke med overgreb. Så her vil jeg umiddelbart vurdere, at det ikke er demensen, der er et problem, men lægens manglende empati overfor det demente menneske. Og det er jo en helt anden sag. 

.......................................................


12.3 2019 - ØGET KRITIK AF AKTIV DØDSHJÆLP I BELGIEN

Belgien fik aktiv dødshjælp i 2002. Siden da har 12.700 fået hjælp til at dø.

Kriterier for aktiv dødshjælp er, at personen skal være myndig og kunne formulere sit ønske uden pres fra andre og have konstant og uudholdelig fysisk eller psykisk smerte. Smerten må ikke kunne lindres, og skal skyldes alvorlig og uhelbredelig tilstand efter ulykke eller sygdom.

Også lægen skal gøre det af fri vilje efter samtale med en uafhængig kollega forudgået af, at patienten informeres om tilstanden og andre muligheder, end at dø.


Hvis patienten ikke dør indenfor et år, skal lægen også tale med en kollega, der er specialist i patientens lidelser eller med en psykiater.


Tidligst en måned efter, at patienten skriftligt har anmodet om hjælpen.

Loven er kommet ud af kontrol mener et stigende antal læger og andre, som kræver, at loven evalueres af den kommision, der holder øje med dødshjælp. De beskyldes for at dække over læger, der ikke har overholdt loven, så det liger drab eller hjælp til selvmord.

Senest har en dement person, som ikke selv har bedt om det, fået dødshjælp uden, at lægen havde talt med en kollega. Et medlem af kontrolinstansen er derfor gået i protest.

Selv om det er lovbrud, har kommissionen ikke politianmeldt sagen.

Ud af de 12.726 personer, der har fået dødshjælp, har kommissionen været i tvivl i tre sager. De lever ikke op til det, de skal, fordi de er bange for, at læger ikke vil yde aktiv dødshjælp, hvis de skal være bange for at blive dømt.

Det er især blandt patienter med psykiske lidelser og patienter med forskellige smerter, som ikke hver for sig er uudholdelige, men som samlet set er det, der er problemer.

”Den belgiske lov tillader dødshjælp i tilfælde af uudholdelig smerte, både fysisk og psykisk, der ikke kan lindres, og som skyldes en uhelbredelig lidelse, uanset om patienten er i sidste sygdomsfase eller kan leve i adskillige år”.

Kræftpatienter har nægtet behandling og afvist palliativ pleje. I stedet ønsker de dødshjælp. Det er selvmord og forbudt.
Derfor frygter kritikerne, at en glidebane er skabt.

Desuden har kommisionens formand fortalt, at en kendt psykiater har gennemført aktiv dødshjælp flere gange i strid med loven. Selv argumenterer psykiateren med, at patienter med psykiske lidelser skal have adgang til aktiv dødshjælp.


Selv tilhængere af dødshjælp er uenige nu, og en modstandsbevægelse er på vej i lægelige kredse. Det er på tide, at loven evalieres.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/belgisk-kritik-af-aktiv-doedshjaelp-breder-sig 

MINE KOMMENTARER:
Igen er Kristeligt Dagblad uden med riven i forhold til kritik af aktiv dødshjælp. Denne gang er det Belgien.
Efterhånden må jeg indrømme, at jeg er blevet skeptisk i forhold til det, de skriver, for jeg har flere gange set, at de koger suppe på en pølsepind, når det gælder emnet aktiv dødshjælp. Hvad det emne angår, er ingen kritik for lille til at blive slået stort op.

Der er tvivl, om loven er blevet overholdt i 3 tilfælde ud af 12.700. Det er formentlig ikke nok til at anklage læger for ikke at overholde loven. Derfor giver de nu kommissionen skylden for ikke at indberette de læger, der bryder loven.

Hvis det er tilfældet, er det selvfølgelig uantageligt! Loven skal overholdes. Punktum. Men i hvor mange tilfælde har kommissionen holdt hånden over en læge, og hvorfor har det gjort det. Det har vi ikke fået svar på. Der kunne jo være forhold, offentligheden ikke kender til i de sager.

Hvis sandheden er, at de er bange for, at læger ikke vil yde aktiv dødshjælp, fordi de risikerer at blive dømt, er det selvfølgelig uacceptabelt. Det vil jeg dog også gerne se, før jeg helt tror det. For overholder læger loven, bliver de ikke straffet. Og hvis de vælger ikke at overholde loven, kan de ikke være værdige til at være læger, fordi de da er lovbrydere.
En sag skal altid ses fra flere synspunkter. Det sker sjældent i Kristeligt Dagblad.

Når det er sagt, skal en læge selvfølgelig ikke tage livet af en dement person, der ikke har ønsket at få dødshjælp. Det er soleklart. Loven er brudt, og lægen bør selvfølgelig straffes. Så langt er jeg helt sikkert enig. Når det kommer til, at psykisk syge skal kunne få aktiv dødshjælp, har jeg stadig svært ved at finde min egen holdning dertil. Men da det kan være utroligt lidelsesfyldt at være psykisk syg, ville det også være forkert, hvis de ikke får muligheden. 


....................................................

7.3 2019 - NYT BORGERFORSLAG VEDRØRENDE DØDSHJÆLP 

Forslaget hedder: ”Ret til dødshjælp” og er oprettet den 12. februar 2019 og forløber frem til den 11. august 2019.

I forslaget står følgende:

”Danmark siges at være frit land. Vi har i vid udstrækning ret til at ytre os og leve som vi vil. Men slutningen på livet er vi ikke selv herre over. Vi har ikke selv ret til at bestemme, hvornår vi har fået nok af livet. Når vi selv mener, at uhelbredelig sygdom eller lignende bliver ubærligt- for os selv og for vores pårørende - så bør vi have lov og ret til at sige stop. Værdighed og selvrespekt bør være essensielle og ukrænkelige aspekter af menneskets liv, og derfor bør aktiv dødshjælp gøre lovligt.

I dag sættes uhelbredeligt syge og deres pårørende i urimelige situationer. Nogle pårørende føler sig nødsaget til at tage sagen i egen hånd, og må derfor tage mulige retslige konsekvenser på sig i forsøget ære en nærtståendes ønske.

Andre vælger i dag at tage til udlandet for at gøre en ende på livet. Andre lande som Holland har siden 1984 haft lovlig adgang til assisteret selvmord. Der bør her kunne findes masser af inspiration til, hvordan en hensigtsmæssig lovgivning på området kan skrues sammen.

Diverse meningsmålinger har igennem flere år vist, at der er et markant flertal i den danske befolkning for ovenstående forslag, og derfor er det på tide, at det bliver taget op i Folketinget”.

 

Kilde: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02426&fbclid=IwAR3sAti8McJbq4wTj3bQ7BSVG0yYblcG3nT-YJqdRVpxQohN7y9FU9qS3Cs

MINE KOMMENTARER:
Borgerforslaget er et godt initiativ. Vi må ikke give op mht. dødshjælp. Initiativtagerne nævner ikke hverken aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. De taler om retten til selv at bestemme, om værdighed og selvrespekt og om, at det må være muligt at skrue en lov sammen. Jeg tror, det er et fornuftigt udgangspunkt. Folketinget vil ikke dikterers, hvad de skal lovgive om. De vil selv medvirke i lovens tilblivelse, hvis og når de ønsker en lov på området.

Svend Lings borgerforslag nåede langt fra op på de 50.000 stemmer, som der skal til, før Folketinget tager et borgerforslag op. Jeg tror, det kan skyldes, at mange havde svært ved at forholde sig til, at der i forslaget også indgik et lovforslag. Det var måske for vanskeligt tilgængeligt for mange menige mennesker? Jeg aner det ikke.
Alternativt kan det skyldes, at det blot ikke kan lykkes at få et sådan forslag igennem.

Der har også for nogle år siden været taget initiativ til en underskriftindsamling, før borgerforslaget blev indført. Den underskriftindsamling kører stadig, men heller ikke her har der været særlig stor interesse.

Enten er folk ikke interesserede, eller også kan de ikke forholde sig til det, når de ser det på tryk eller de orker måske ikke skrive under? Der kan være mange forklaringer. Også mange flere end dem, jeg her har nævnt.

Jeg vil dog opfordre dig til at overveje at skrive under og at dele det med folk, du kender! På facebook og andre steder, hvor du færdes. Såfremt du er enig i, at vi selv skal have lov at bestemme, hvornår vi vil dø indenfor nogle nøje afstukne rammer og kriterier.  


.................................................


2.3 2019 - FØRSTEHJÆLP OG SIDSTEHJÆLP

Vi bør alle lære både første- og sidstehjælp. Førstehjælp er en borgerpligt. Det samme burde gælde for sidstehjælp til døende, pårørende, venner og naboer. Det skriver fire eksperter, overlæge Georg Bollig, præst Ingeborg Kastberg, socialrådgiver Sigrun Frank og sygeplejerske Kirsten Helene Bachmann, som alle arbejder med palliation i bogen ”Sidstehjælp – omsorg ved livets afslutning”.

Journalist Maria Cuculiza har læst bogen og finder det noget ”missionerende og ukritisk”.
Den giver dog en række gode råd til, hvordan vi kan give omsorg, når livet slutter.

Forfatterne mener, at vi bør føle os forpligtede til at hjælpe døende.
Alle mennesker bør lære sidstehjælp. De kalder både første og sidstehjælp for ”levet og praktiseret medmenneskelighed, omsorg og næstekærlighed”.

Der er ved at komme kurser i emnet i Danmark. De holdes på hospicer og sygehuse, i sognehuse og på aftenskoler etc. og er som regel af 4 x 45 minutters varighed.
Man forberedes i at kunne hjælpe andre i den sidste tid.
Underviserne har alle erfaring indenfor det palliative område.

Sidstehjælp er ”al den hjælp og støtte, som alvorlig syge og døende mennesker har behov for, herunder omsorg ved livets afslutning. Sidstehjælp er aktiv livshjælp i den sidste levetid, men ikke hjælp til at tage sit eget liv. Meningen med sidstehjælp er at leve livet, helt til det slutter, med så god livskvalitet som muligt og så længe, det varer".
Så mange som muligt bør deltage i kurser af denne art, mener de.

Ideen er god, fordi ca. 55 % af alle danskere ønsker at dø hjemme, men kun hver femte får ønsket opfyldt. Fordi mange af os ikke tør tage ansvaret.
Maria Cuculiza mener, at forfatterne sikkert har ret i, at sidstehjælpskurser vil kunne mindske angsten for både døden og for ikke at kunne være til hjælp i den sidste tid. Hun mener dog også, at bogen nogle gange opleves ”decideret propaganderende og urealistisk positiv omkring alvorligt syges dødsprocesser og pårørendes roller i den forbindelse”.

Bla. skriver de, at professionelle kan træde til. Vi ved jo alle, hvor hårdt pressede de er. Derfor kan sidstehjælp gå hen og blive traumatiserende, hvis hjælpen alligevel ikke er til stede.
Pga. det stigende antal gamle og syge kan vi blive tvunget til selv at skulle tage os af vores døende i fremtiden.
Døden bør dog helt klart aftaburiseres, mener hun.

Kilde: https://medicinsketidsskrifter.dk/kultur/26-boger/1344-ny-bog-vi-skal-alle-laere-at-pleje-og-hjaelpe-doende.html

MINE KOMMENTARER:
Ideen med sidstehjælp er måske god. Som sygeplejerske ved jeg, hvor svært det kan være for nogle, at være tæt på et døende mennesker. Blot at være til stede kan skabe en dødsangst, som forhindrer at folk kan være en støtte for den døende.

Dog mener jeg, at man i stedet for kurser i sidstehjælp, skulle lave kurser, hvor man selv kan komme til en afklaring i forhold til døden. Det ville kunne batte. Er man ikke bange for døden, vil man altid kunne hjælpe en døende ved at være der, sørge for små praktiske ting etc.

Men man vil aldrig kunne erstatte personale, som skal sikre lindring af lidelse og give støtte til, hvordan de, der er hos den døende, bedst muligt kan hjælpe den døende i den sidste tid.

På mig virker det, som om de har fået en rigtig god ide, som de fører ud i livet med deres kurser. Jeg ser bare, at ideen ikke er gennemtænkt. Det virker til, at de ser kurserne som en erstatning for personale.
Dermed bliver det i stedet en lappeløsning på et problem, der er langt større, nemlig at vi ikke råder over tilstrækkelige personalemæssige ressourcer indenfor palliation. Og da nytter alverdens kurser i sidstehjælp ikke! Men da vi alle skal dø, vil vi alle kunne få glæde af at få mulighed for at få bearbejdet egen dødsangst. Det ville give mening, og da ville vi heller ikke være bange for at være hos en døende. 


..........................................................


25.2 2019 - DEN HOLLANDSKE LOV HAR STØRRE FOKUS PÅ LÆGER END PÅ PATIENTER

I Holland undersøger man stadig, om der skal rejses tiltale mod den læge, der gav aktiv dødshjælp til en kvinde, der strittede imod dødshjælpen i 2016.
I 2016 var der ni andre tilfælde, hvor dødshjælpen ikke levede op til loven. Ud af 6091, der fik hjælp til at dø.

I 2016 var 83 % af alle, der fik aktiv dødshjælp, uhelbredeligt syge. 4 % havde flere sygdomme. 2 % havde demens. 1 % havde psykiske lidelser.

En amerikansk forsker, Scott Kim, mener, at den hollandske model ikke er god nok, selv om det kun drejer sig om, at en promille af sagerne forbryder sig imod loven. Han har undersøgt sager mellem 2012 og 2016 og fundet 33, der ikke opfyldte kriterierne.

Han finder, at loven primært er bygget op omkring lægernes behov og ikke omkring, hvordan man bedst sikrer, at ”kun de virkeligt kvalificerede får dødshjælp”.

Han mener også, at mange rundt omkring misforstår deres system.
Den hollandske lov indeholder seks kriterier, som lægen skal redegøre for er opfyldt, og når patienten er død, skal lægen skrive en rapport. Fem regionale komitéer har til opgave at afgøre, om lægernes handling levede op til kriterierne.

Scott Kim finder, at både kriterierne og myndighedernes vurdering efter aktiv dødshjælp er for svag mht. patientsikkerhed.
Kriterierne er i sig selv for vage. Derfor er der også uenighed blandt læger om tolkningen. Efter dødshjælp – når patienten ER død - gives kun ringe mulighed for at få respons. Den eneste, der officielt har beskrevet sagen er derfor lægen.

99,8 % af alle tilfælde af dødshjælp fra 2002 – 2016 lever op til loven, men det finder han ikke udtrykker, om det kun er dem, der virkeligt er kvalificeret, der får hjælpen.

Mht. at beskytte lægerne opfylder loven hensigten, siger formand for hollandsk lægeforening René Héman.
Det var lægerne og ikke politikerne, der i sin tid ønskede loven.

Han venter stadig spændt på, om der rejses sag mod omtalte læge. Han håber sagen ender med frifindelse. Så patienter ikke forhindres i selvbestemmelse.
Han finder, at der selvfølgelig er tvivlsomme tilfælde men mener, at det ville være langt værre, hvis folk ikke havde selvbestemmelse.

Den danske lægeforening er imod aktiv dødshjælp.
Lise Møller, som er formand for foreningens etiske udvalg siger:
”Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogle patienter i Danmark, der føler, at det er forkert, at de ikke må vælge den mulighed. Men vi har også eksempler på andre, der havde ønsket dødshjælp, men ikke fik det opfyldt og senere er dybt taknemmelige. Vores synspunkt er, at skadevirkningerne ved at træffe forkerte beslutninger er større end fordelen ved at hjælpe de få, der virkelig vil”.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hollandsk-lov-om-doedshjaelp-har-mest-fokus-paa-laeger

MINE KOMMENTARER:
For at starte med det sidste først vil jeg sige, at Lise Møller må være fejlinformeret om, hvor mange, der ”virkelig vil” have dødshjælp.

I Holland var der trods alt over 6.000 mennesker, der fik hjælpen ud af en befolkning på ca. 17 mio. mennesker. I Danmark er vi knap 6 mio. mennesker og groft regnet 1/3 af Hollands befolkning. Det svarer til, at ca. 2000 mennesker ønsker dødshjælp herhjemme. Der er altså ikke tale om nogle få, men om ca. 2000, som skønner, at deres liv er så lidt værd at leve med sygdom, der ikke kanbehandles, at de hellere vil dø. Mon ikke Holland og Danmark er nogenlunde ens, hvad det angår?

Til sammenligning er der 9 mennesker i Holland, der ikke burde have haft dødshjælp. Hvem beskytter hun? De ni, der selvfølgelig ikke burde have fået hjælpen. Men hvad med de ca. 2000 danskere, der ønsker den?
Lise Møller glemmer også, at ca. 80 % af befolkningen går ind for dødshjælp.

Forleden bragte jeg den gamle historie og Mogens Arendt, der hjalp sin hustru med at dø.
Finder Lise Møller mon dét værdigt? Det gør jeg ikke. Det må være forfærdeligt for pårørende at skulle hjælpe deres egne, når de ved, at det er imod loven. Og hvordan skaffer de det, de skal bruge for at være sikre på, at deres kære virkelig dør? Det Etiske Råd, som dengang udtalte, at pårørende selv skulle tage affære pga. den lille straf, det gav, har jeg intet til overs for. Det er en udtalelse, der viser, hvor lidt forståelse der er for de mennesker, der virkelig lider! Og det er en hån mod dem, der ikke kan få lov at komme herfra trods ulidelige pinsler.
At den hollandske lov sikrer lægen mere end patienten har intet med dødshjælp i Danmark at gøre. For indfører Danmark aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, vil vi jo lave vores egen lov og vores egne kriterier, og selvfølgelig vil vi se på både, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer i de lande, der allerede har legaliseret dødshjælp, så vi sikrer, at vi ikke laver de samme fejl.

Selvfølgelig skal mennesker, der ønsker at leve, ikke have dødshjælp. Det siger sig selv. Jeg ved dog, at man ikke kan gardere sig imod fejl i et system, hvor der arbejdes med levende mennesker. Nogle kan ændre mening. Det er korrekt. Var vi alle robotter, var det en anden sag. Men på det tidspunkt, ønket fremsættes, er det jo det, de vil.

Jeg vil ikke undlade at sige, at der rent faktisk er mange læger, der begår fejl og kommer til at slå mennesker ihjel med deres uagtsomme handlinger i dag. I 2016 blev der indberettet ca. 90.000 utilsigtede hændelser i kommuner og regioner. 173 døde alene pga. af forkert medicinering. Hvor mange der døde af andre hændelser, kan jeg ikke finde. Men dertil kommer alle dem, der er blevet handicappet efter fejlene. Hvad har det med dødshjælp at gøre? I og for sig INTET. Men alligevel siger det noget om den store modstand, der er imod dødshjælp, når emnet ”blæses” stort op, fordi ni personer ikke burde have haft dødshjælp i Holland, mens der kun sjældent tales om de mange, der får ufrivillig dødshjælp i Danmark pga. lægers fejl. Det er mennesker, der ikke har bedt om at dø. Men de dør alligevel. Det er da bedre, at folk dør, når de selv ønsker det end at dø af lægefejl. Og det er bedre, at ni for meget får hjælpen, end at 2000 for lidt får den! Det er nu engang min mening. 

........................................................


20.02 2019 - I 2016 OPFYLDTE EN ÆGTEFÆLLE SIN HUSTRUS BØN OM AT FÅ LOV AT DØ

I 2016 hjalp den 78 årige Mogens Arlund sin hustru til at dø på hospitalet efter, at han havde optaget hendes døds-bøn. Han gav konen sovepiller, da hun bad om hjælp.

Den syge og afkræftede 71-årig kvinde var ude af stand til at begå selvmord, selvom hun ønskede at dø, og hun bad derfor sin 78-årige mand om at dræbe hende.

Kvinden var indlagt på Rigshospitalets Klinik for rygmarvsskader i Hornbæk i Nordsjælland. Det varher, hun døde.

Hun kunne intet selv, men kunne dog synke. Så han gav hende over fem gange 20 sovepiller i alt og vand til at skylle pillerne ned med.

Derefter sov den 71-årige hustru stille ind, og manden tilstod overfor personalet på klinikken, hvad han havde gjort.

Personalet tilkaldte Nordsjællands politi, der anholdt den 78-årige. Han blev varetægtsfængslet i to døgn, men derefter løsladt med udsigten til op til tre års fængsel i vente.

Mogens Arlund blev sigtet efter straffelovens § 239 om den, 'som dræber en anden efter dennes bestemte begæring'.

Han bleve senere stillet for retten i Helsingør, hvor han tilstod og fik sin dom samme dag.
For at der ikke skulle være tvivl om, at det var hustruens udtrykkelige ønske at dø, havde den 78-årige forhenværende direktør optaget en mundtlig besked fra hustruen på sin mobiltelefon.

På lydfilen sagde hustruen, at hun ikke ønskede at leve mere, men da hun var ude af stand til selv at begå selvmord, anmodede hun sin mand om at hjælpe hende til at dø.

Senioranklager Helle Lykke Olesen, Nordsjællands politi, sagde til Ekstra Bladet, at sagen havde været forelagt statsadvokaten til afgørelse af, om sagen skulle rejses som medvirken til selvmord efter straffelovens § 240 eller drab efter begæring efter § 239.

Begge paragraffer har tre års fængsel i strafferamme.

Statsadvokaten besluttede det sidste, fordi der var tale om en aktiv handling ved at give kvinden sovepiller og vand til at skylle pillerne ned med.

- Det er en usædvanlig sag, og der er ikke ret megen retspraksis på området, siger Helle Lykke Olesen, der ikke forud for retssagen ønsker at oplyse, hvilken straf hun går efter.

- Men efter retsplejeloven skal der tages hensyn til tiltaltes alder, personlige forhold og omstændighederne i øvrigt, siger senioranklageren.

http://ekstrabladet.dk/112/optog-sin-hustrus-doeds-boen-saa-hjalp-han-hende-til-at-doe-paa-hospitalet/6277792

MINE KOMMENTARER:
Vi husker sikkert alle historien om Mogens Arlund, der endte med, at han fik 50 dages betinget fængsel. Da straffen var betinget, slap han for at sidde i fængsel.

Hvorfor bringe denne gamle sag op igen. Der er der flere grunde til. Jeg vil gerne minde jer om, at sagen bragte sindene i kog, og at Mogens Arlund i den grad bidrog til debatten om aktiv dødshjælp. Mange udtalte sig eller skrev indlæg. Bla. Flemming Schllaart formand i foreningen En værdig død. Han opfordrede til, at Danmark indførte aktiv dødshjælp hurtigst muligt. Også Ritt Bjerregaard stod frem. Med sin personlige historie om kræft. Hun fortalte, at også hun kunne finde på at tage til Schweiz, når tiden er inde. Senere har hun dog fortalt, at hun og hendes mand har en gensidig aftale. Hvad aftalen indeholder, vides ikke. Det kommer heller ikke os ved. Det hele handler om, hvad den enkelte ønsker - ikke, hvad alle andre mener eller ønsker.

Den tredje grund til, at jeg atter tager netop denne historie frem, er, at det fik Etisk Råd til efterfølgende at anbefale pårørende at tage livet af deres nærmeste, fremfor at gøre det til et statsligt anliggende, fordi straframmen herfor er meget lille, og at det var bedre end at lave en lov i Danmark.

Det fik mange mennesker op i det røde felt.
Bla. min medforfatter og ildsjæl Marianne Hansen som kommenterer Lisa Grye Elstorp under en artikel fra dengang. Ingen af dem er her mere, men mens de levede, kæmpede de begge en indædt kamp for legalisering af aktiv dødshjælp.  

Marianne skriver: ”Jeg er fuldstændigt enig med Lisa. Det er rendyrket ondskab, at Etisk Råd anbefaler familie og venner selv at tage affære. Fordi de ikke selv vil påtage sig et ansvar. 
Mennesker går i stykker, når de skal vælge mellem pest og kolera. Lade lide eller bevæge sig ud på en kriminel færd. Lad os nu få den lov, hvor man selv kan bede om det og få hjælpen, uden at man skal udsætte sit netværk for det umenneskelige pres. UETISK og UVÆRDIGT”.

Jeg kan ikke sige det bedre selv.
Marianne vidste, hvad hun talte om, fordi hun selv befandt sig i en meget lidelsesfyldt situation. Jeg savner hendes spidse og kloge kommentarer! Hun var en ener!


.........................................................
 

15.2 2019 - LÆGEETISKE PRINCIPPER SIGER KLART NEJ TIL AKTIV DØDSHJÆLP OG ASSISTERET SEVLMORD 

Lægeforeningens nye etiske principper fastslår, at læger ikke må deltage i hverken aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord.


Overlæge Lise Møller har været med i arbejdsgruppen, som er nedsat på baggrund af kedelige sager med misbrug af forskningspenge. Det skader patienternes tillid til lægerne. Derfor er et værdighedkrav for læger fundamentet i de nye etiske principper. Principperne er et ideal. En form for
Lægeforeningens 10 bud, som kan vise den bedste side af lægen.


Principperne er dels et signal udadtil, dels etiske retningslinjer for den enkelte.

Er en læge i tvivl, kan vedkommende anvende principperne.
Det er fx patienten selv, der afgør, hvad der er bedst for patienten, siger Lise Møller.

Om aktiv dødshjælp står: ”Lægen må aldrig handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medivrke til patientens selvmord”. Det er et nytilkommet punkt, som er nødvendig, fordi debatten er øget.

Det er lægens opgave at lindre lidelse, ikke at slå ihjel eller ordinere medicin til selvmord.

Principperne er forpligtende idealer, som de ønsker alle læger stræber efter.

Lægeetisk Nævn har til opgave at afgøre, om en læge ikke har overholdt de etiske retningslinjer.
Nævnet kan ikke fratage autorisation eller uddele bøder, men de kan udtale sig kritisk.
Fremover vil de etiske principper blive diskuteret hver 6. år.

De nye pricipper er skrevet sammen med eksisterende etiske og kollegiale regler. Følgende områder er helt nye:

 

”- Forbud mod aktiv dødshjælp og assisteret selvmord.
- Lægen skal fremme ikke bare sundhed, men også livskvalitet
- Lægens skal have fokus på patientens værdier
- Betragte alle patienter som ligeværdige, ingen forskelsbehandling
- Inddrage pårørende
- Hensigtsmæssig anvendelse af sundhedsressourcer
- Kendskab til love, regler og retningslinjer
- Værne om egne evner samt opdatering af faglig viden og kompetencer”

Kilde: http://ugeskriftet.dk/nyhed/klart-nej-til-aktiv-doedshjaelp-i-nye-laegeetiske-principper

MINE KOMMENTARER:
Det nye lægeetiske principper blev lavet, da sagen mod Svend Lings begyndte at rulle. Overlæge Lise Møller, der ofte udtaler sig imod aktiv dødshjælp, har naturligvis været med til at lave reglerne. Og selvfølgelig er der forbud mod både aktiv dødshjælp og assisteret selvmord.

Det, jeg undrer mig over i reglerne, er, at de også vægtlægger, at patienter skal betragtes som ligeværdige, og at lægens fokus skal være patientens værdier. Det stemmer i min optik ikke overens med, at patienten ikke selv må træffe beslutning om liv eller død. Selvfølgelig under nøje afstukne kriterier. Men både at vægtlægge patientens værdier og ligeværdighed er jo det stik modsatte af, at give patienten ret til selv at bestemme.

Jeg kan ikke lade være at sige, at ligeværdighed og patientens værdier overses, når det ikke passer ind i Lise Møller og hendes ligesindedes kram. Det giver jeg faktisk ikke ret meget for. Hvad er da værdien i de etiske principper? Der kan lægges det ind i værdierne, som den enkelte læge tillægger værdi. I reglerne er indføjet, at en læge ikke må hjælpe til hverken assisteret dødshjælp eller aktiv dødshjælp. Men hun har glemt at tænke sig om.

Skal reglerne håndhæves og læger stilles til ansvar jvnf. de lægeetiske regler, som Svens Lings bliver ved at de har bedt en uvildig instans om at vurdere, om han skal ekskluderes af foreningen, må der være mange andre. Svend Linge har jo netop fulgt patientens egne ønsker! Så han har måske nok forbrudt sig mod ét lægeetisk pricip, men han har overholdt et andet!

Hvordan vil de forvalte reglerne i praksis? Det svar blæser i vinden. Og svaret er formentlig også, som vinden blæser. De synes nemlig ikke at give plads til holdningsmæssige uoverensstemmelser, samtidig med at de bygger på holdeninger, som de ved kan være forskellige fra andre lægers holdninger, bla. mht. dødshjælp.
Har lægerne hermed fået en slags nyt politi?


........................................................


10.2 2019 - LÆGE UDTALER SIG OM AKTIV DØDSHJÆLP

Læge Dorthe Lander Rasmussen, leder af Palliativt Team i Silkeborg, mener, at Danmark er 20 år bagefter England mht. palliativ behandling.
Hun føler, hun virkelig gør en forskel i sit arbejde, og at hver eneste dag er meningsfuld.
Arbejdet kan dog også være hårdt ind imellem, fordi det handler om lidelse, tab og sorg.
Hun arbejder også på Hospice Djursland.

Hendes håb er, at politikerne vil få øjnene op for det palliative område.

Det er et komplekst område med mange problemstillinger, patienterne er dårlig og pårørende pressede. Et sammensat tværfagligt hold tager oftest ud i folks eget hjem, men da de dækker et stort område, kniber det med tiden.

Fx har de kun en fysioterapeut ansat på 15 timer pr. uge, hvilket er alt for lidt, fordi mange har behov for lindrende massage. Som det er nu, kan det kun tilbydes udvalgte patienter.


De har også kun en psykolog ansat 15 timer pr. uge til samtaler med på den syge og pårørende. Også her må de prioritere, fordi det er alt for lidt tid. Det giver ofte umulige valgt.


De har en prioritering, der hedder: de yngre først, hvor der er hjemmeboende børn allerførst, dem med flest smerter først, dem med størst åndenød og angst først, dem der er tættest på døden først.

I teamet drømmer de om, at alle med livstruende sygdom og deres famlier kan få den hjælp, de har brug for, så den sidste tid bliver, som de ønsker. Men sådan er virkeligheden langt fra.

De kommer for sent ud til patienterne, som ligger for længe på sygehuset. De tilses ikke hurtigt nok, hvilket medfører, at mange dør på sygehuset, selv om de ønsker at dø hjemme.


Når de indlægges på akutafdelingen får de ”hele pakken” af blodprøver, undersøgelser etc. uden, at der tales med dem om, hvad de selv ønsker – hvad de er kommet for. Oftest at det ordnet, så de kan komme hjem igen hurtigst muligt.


Hun kunne tænke sig, at der er en palliativ mediciner på vagt hele døgnet for at hjælpe disse patienter.

Teamet drømmer også om, at politikene får øjnene op for området og prioriterer den palliative indsats.
Palliativ medicin bør være et lægeligt speciale. Det er det i England. Her har de læger på vagt døgnet rundt.
Døden bør sættes på dagsordenen, mener hun. Så de kan få hurtig og god hjælp, når behovet opstår.

Kilde. https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11125893/droemmen-om-en-bedre-doed-i-dagens-danmark/?fbclid=IwAR124vLB9ZMZEwukG0jXDdT_F4quAonxEWKDfM6o9nbpAVNUX_sAtRd3WMY

MINE KOMMENTARER:
Jeg forstår til fulde hendes ønsker. Det ville virkelig være ønskeligt at få palliation sat på dagsordenen i Danmark. Det er tankevækkende, at England har haft palliative medicinere på vagt i de sidste 20 år. Så er vi godt nok sakket meget agertud i Danmark.

De fleste mennesker ønsker rent faktisk at dø hjemme, når man spørger dem. Men det er der desværre ikke mange muligheder for i dag. De fleste ender med at dø på hospitalet, fordi de pårørende står alt for alene med den døende.

Derfor håber jeg virkelig, at hende og hendes teams drømme går i opfyldelse. For det ville give mange flere mulighed for at dø i eget hjem.

En problematik, der ikke berøres i artiklen, er, at mange bliver behandlet ind i døden. De får ikke en sidste tid, hvor de kan nå at tage afsked og komme herfra på en god måde. Mange dør i dag af bivirkninger til endnu en nyttesløs behandling, som ikke har været afprøvet før og som heller ikke virker. Afprøvningen foretages på dødsyge patienter! Derfor stopper behandlingen ikke, før patienten selv siger fra!
Her er der virkelig en problematik at tage fat på set med mine øjne. Både medmenneskeligt og økonomisk. For de præparater, der anvendes til de mange forsøgsbehandlinger, er meget, meget dyre. Og giver de kun bivirkninger og en elendig livskvalitet i den allersidste tid, er det så det værd? Det er i hvert fald en drøftelse værd. Jeg er ikke selv i tvivl i forhold til mig selv: Jeg vil ikke behandles som et forsøgsdyr ind i døden. Jeg vil stoppe behandlingen, når den er nyttesløs. 

...............................................................


5.2 2019 - MODSTAND MOD LOVFORSLAG OM AKTIV DØDSHJÆLP ER MISFORSTÅET

Frits Schjøtt nu er blevet idømt betinget fængsel - sammen med Svend Lings mener, at læge Dorte Lander Rasmussen (DLR), der udtaler sig om deres lovforslag, ikke har læst lovforslaget grundigt nok, før hun udtaler sig.

DLR er inkarneret modstander. Det må hun gerne være. Men når hun fremsætter argumenter uden at kende til de faktuelle forhold, mener han at sagen stiller sig anderledes.

”Lige så snart, der er en lov, er der regler, og så vil det aldrig bare være individet selv, der kan bestemme, men så er der nogen, formodentlig en læge, der skal vurdere, om personen lever op til de regler, der er, for at kunne få lov”.

Men i lovforslaget står, at det skal være frivilligt og et udtrykkeligt og gentagent ønske fra personen.
Sværhedsgraden af lidelsen kan kun afgøres af patienten selv.

”Lægens og andres medvirken skal være frivillig”. Det kan aldrig pålægges nogle.

DLR mener spørger, om vi skal have et samfund, der slår ihjel? Om læger skal assistere ved selvmord, og om man skal lade helbredelse, lindring og trøst ligge?
I lovforslaget står, at det er en forudsætning, at patienten selv anmoder. Det skal være et ønske. Lægen må ikke være i tvivl om, at det er frivilligt og alvorligt ment.

Ønsket skal fastholdes gennem mindst to uger. Der skal være svær, kroniske sygdom eller skade af fysisk art. Alle behandlingsmuligheder skal være afprøvet.


I lovforslaget står: ”Lægen skal altså ikke afslutte livet for nogen. Det skal folk selv ved såkaldt assisteret selvmord. En læge skal kun udstede recept, og det skal være frivilligt. Aktiv dødshjælp strider ikke imod lægeløftet, og det ligger i lægegerningen at ”helbrede, trøste og lindre”. Ved at tage afstand svigter man de patienter, der lider allermest”. Det er af en kritiker omsat til at samfundet skal forblive et samfund, vi er stolte af, som passer på sine borgere og ikke medvirker til at slå dem ihjel”.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11035405/misforstaaet-modstand-mod-lovforslag-om-aktiv-doedshjaelp/

MINE KOMMENTARER:
Frits Schjøtt gennemhuller en modstanders argumenter imod det lovforslag, som han og Svend Lings står bag. Det er nærmest betagende, som modstandere imod aktiv dødshjælp formår at gentage sig selv i det uendelige og få alt drejet, så det passer ind i eget kram. De tænker tilsynelande slet ikke tanken, at der er over 80 % af befolkningen, der har en anden tilgang til det, og at de kun repræsenterer de 7 %, der er imod. Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår, at de vedblivende får så meget taletid i og med, at det er meget lidt nyt, de bibringer debatten. Tvært imod ser det ud til at lykkes dem at få debatten til at stå i stampe ved hjælp af fordrejninger, insinuationer, formodninger, antagelser og skrækscenarier. Gad vide, om de tror, alle vi andre er vilde og uskolede mennesker uden etik og moral. Lige netop i dette spørgsmål kan man dog spørge, hvis etik og moral, der er mest korrekt? Svaret svæver i vinden for også her mener begge lejre, at de har etikken og moralen på deres side. Det har udviklet sig til en skyttegravskrig, og den fører ingen steder hen. Desværre.
Jeg er fuldt ud klar over, at jeg selv bidrager til skyttegravskrigen! 

......................................................


31.1 2019 - JANE AAMUND ER DØD OG SVEND LINGS STRAF ER SKÆRPET I LANDSRETTEN


Det er et sammentræf, at en af fortalerne for dødshjælp i Danmark dør dagen før, Svend Lings får sin dom i landsretten skærpet.


Jane Aamund døde på et hospice i Nordjylland tirdag aften efter, at have været meget syg siden jul. Hun har tidligere ønsket at få aktiv dødshjælp på et tidspunkt, hvor hun i to år gik med en uopdaget hjertesygdom, som gav hende gentagne, svære lungebetændelser, som var ved at gøre det af med hende. Men da hjertelidelsen blev behandlet, fik hun det så godt, at hun havde lyst til livet igen. Nu ville livet hende dog ikke mere. Og hun døde sent tirdsag aften. Må Jane Aamund hvile i fred.


Dagen efter blev Svend Lings og Frits Schjøtts straffe skærpet i Landsretten. Svend Lings fik 60 dages betinget fængsel, mens Frits Schjøtt fik 20 dages betinget fængsel mod Byrettens tidligere hhv 40 dage til Lings og 14 dage til Schjødt.


Svend Lings er utilfreds med skærpelsen og vil nu have sagen i Højesteret. Jeg håber, det må lykkes for ham.


Dommen er stadig betinget, og det betyder, at han ikke skal i fængsel. I virkeligheden må begge domme siges at være meget milde domme tydende på, at der har været mange formildende omstændigheder. Ellers ville dommen ikke have været betinget.


Jeg håber, det må lykkes for ham at få sagen helt til Højesteret, så afgørelsen kan træffes på det højeste plan i Danmark.


Der er mange, der støtter Svend Lings. De har dog desværre ikke fået så meget taletid i pressen som Lægeforeningen og medlemmer af det Lægeetiske Råd, som er inkarnerede modstandere.


Vi får se, hvad der videre sker. Svend Lings har gjort noget ulovligt, og det er han blevet straffet for. Jeg kan stadig være i tvivl, om det har gavnet sagen. Mange mener, at man ikke skal tage loven i egen hånd, og at det kan have givet bagslag i forhold til debatten om dødshjælp. Men vi får se, hvor det hele lander.


...........................................................................................................
 

29.1 2019 - BORGER ØNSKER AKTIV DØDSHJÆLP

Jørgen Christophersen fra Nyborg mener, at det er uhørt, at vi har en lovgivning, som forbyder læger at hjælpe mennesker med at dø, når de selv oprigtigt ønsker det. Han kalder det for indblanding i personlige forhold. Det kommer ikke andre ved end den, der ønsker at dø og den, der gerne vil hjælpe.

Han refererer til sagen imod to læger, Svend Lings og Frits Schjødt.

Han kalder de to læger for velmenende. De har vejledt i selvmord af medmenneskelige årsager.


Derfor henstiller han til, at politikerne tager emnet op hurtigst muligt.

”Det er et oprørende og et uhørt angreb på vores personlige frihed” slutter han.

Kilde: https://www.fyens.dk/debat/Aktiv-doedshjaelp-Uhoert-angreb-paa-personlig-frihed/artikel/3286340

 

MINE KOMMENTARER:
Denne mand er blevet dybt berørt af sagen imod bla. læge Svend Lings. Han ønsker en hurtig lovændring og finder, at det er en sag mellem den patient, der ønsker at dø og en læge, der ønsker at hjælpe.

Heri er jeg uenig. Det skal og må ikke blive en sag mellem to mennesker. Det skal ikke være noget, der foregår legalt skjult af mørket, som det stadig vil gøre, hvis hans ønske går i opfyldelse.

Indtil videre forbyder lovgivningen aktiv dødshjælp. Derfor ønsker han også en lovændring. Og selvfølgelig skal vi have en lovændring. Men efter en lovændring bliver det heller ikke en sag mellem to mennesker, for efter min bedste vurdering, vil en lovændring indeholde, at der skal flere personer skal vurdere, om en patient kan få tilladelsen. Ellers ville det også blive alt for utrygt for borgerne. For så kan en læge jo i princippet bare myrde løs, hvilket jo slet ikke er det, vi efterspørger. Vi efterspørger en lovændring, som tager højde for alt, så kun dem, der lider allermest uden at kunne få hjælp, og som selv ønsker at få hjælp til at dø, skal igennem en skarp vurdering på baggrund af opstillede kriterier for, hvem der kan få hjælp og hvem, der ikke kan få hjælp. Kun på den måde kan vi forhindre, at det bliver en glidebane. Og at dødshjælp misbruges. Vi er nødt til at tage ved lære af de "fejl", der er blevet begået i de lande, der allerede har indført aktiv dødshjælp. Vi behøver ikke selv at lave de samme fejl, når dødshjæp også kommer til Danmark. For det gør det. Derom ingen tvivl. Spørgsmålet er blot hvornår.   


..........................................................

24.1 2019 - BEHANDLINGSTESTAMENTER TRÅDTE I KRAFT 1. JANUAR 2019

Formand for Det Etiske Råd gorm Greisen kalder behandlingstestamenter for et fremskridt for både læger og patienter. Heri kan patienter fravælge livsforlængende behandling.


Gorm Greisens mor døde på plejehjem 99 år gammel. Lægen, der blev tilkaldt, undlod at handle. Han fandt aldrig ud af, om hun led af lungebetændelse. Han lod moderen dø i fred.


Fremover får lægerne det lettere ved at undlade at behandle, fordi borgere fra 1. januar har får bedre muligheder for at sige fra. De nye behandlingstestamenter er juridisk bindende.


Greisen mener, at der er mange patienter, der behandles for længe i dag, fordi lægerne ikke tør lade være med at behandle dem. Modsat lægen, der tilså hans døende mor. Derfor er behandlingstestamenter en hjælp for læger. Desuden er det en politisk reaktion på, at mange mennesker har rejst krav om, at de ikke vil holdes i live for enhver pris.


Når borgeren har nedskrevet sine ønsker, er de juridisk gældende. Også den dag personen evt. er inhabil og ikke selv kan træffe beslutningen.

Man kan ønske i forhold til tre bestemte situationer:
1. ”Hvis lægerne vurderer, at døden alligevel er nært forestående”.
2. ”Hvis man bliver så svært invalideret, at man ikke kan klare sig selv hverken fysisk eller mentalt”.
3. ”Hvis man kommer i en tilstand, hvor de fysiske konsekvenser af ens sygdom eller behandlingen er forbundet med meget alvorlige og stærke smerter”.

I dag indstiller læger ofte ikke behandlingen, selvom det synes urimeligt at fortsætte. Dels fordi de kan være nervøse for at komme i konflikt med straffeloven om ikke at lade en anden ligge hjælpeløs hen eller at medvirke til en handling, der fører til døden eller måske deres egne succeskriterier om overlevelse.


Greisen mener, at fagfolk har god mulighed for at vurdere, om en inhabil patient har meget alvorlige og stærke smerter og derfor ikke skal behandles. Det beror på en konkret vurdering mellem læger, sygdplejerske og pårørende.


Behandlingstestamentet ”fanger”. Det tager ikke højde for, at man kan ændre indstilling. Det er et ønske for fremtiden, mens man stadig er rask, som kan ændre sig, når man bliver syg. ”På den måde er behandlingstestamenter også et slags fremtidsudsagn med begrænset værdi, så lægen har fortsat et ansvar”.


Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/etikformand-om-behandlingstestamenter-en-haandsraekning-til-laeger-som-skal-turde-stoppe?utm_source=facebook&utm_campaign=post&utm_content=new&fbclid=IwAR12ib_8mx9kUsIpt-bKKQi-KEBKJeFf8jLehQOYe4tc81rpr0O8dpX6OyU


MINE KOMMENTARER:
Behandlingstestamentet er helt klart et fremskridt. Især for de usikre læger, der fremover vil kunne handle ud fra behandlingstestamentets angivelser og ikke ud fra egen angst for at handle forkert, egne overbevisninger etc.

Det ser ud til, at det vil kunne fungere i langt de fleste tilfælde.
Jeg bliver dog betænkelig, når jeg ser Greisens sidstr svar om, at man kan ændre indstilling fra man er rask og rørig og til, når man bliver syg. Det er åbentstående ladeport, som jeg håber, at ministeren straks vil lukke, for ellers er vi lige vidt. Hans svar er jo, at lægen stadig har et ansvar. Nej, lægen har ikke et ansvar. Lægen skal efterkomme patientens ønske. Lægen vil aldrig kunne vurdere, om patienten har ændret mening, hvis patienten er inhabil. Men havde patienten ændret mening, kunne vedkommende have ændret behandlingstestamentet! Så let er det.

Greisens svar viser desværre, at læger stadig tror, at de har magten til at bestemme over folks liv og død i sidste ende. Jeg troede simpelthen ikke mine egne øjne, da jeg læste det.
Nogle må belære både Gorm Greisen og lægerne om, at skal de følge loven, skal de følge behandlingstestamentet, for det er juridisk bindende. Punktum. Ellers er vi jo lige vidt!

HUSK, at du kan udfylde dit behandlingstestamente  på sundhed.dk 


....................................................................................................

19.1 2019 - VÆRRE END MORDERE OG PÆDOFILE

Svend Lings siger, at han for Lægeforeningen er værre end mordere og pædofile.

Selv om Lægeforeningen vil ekskludere ham, hjælper han stadig syge danskere, som opsøger ham.


Foreningen har ikke ekskluderet en læge siden umiddelbart efter 2. verdenskrig.

”Der har siden været både læger, som har myrdet, været pædofile, misbrugt og udnyttet deres patienter og svindlet med forskning. Ikke én af dem er blevet ekskluderet. Lægeforeningen mener åbenbart, at jeg er værre end dem alle sammen, når jeg hjælper alvorligt syge mennesker med at forlade livet med værdighed” siger han.

Han finder Lægeforeningen bedrevidende, fordi de rider på en høj moralsk hest, selv om flertallet af befolkningen ønsker aktiv dødshjælp. Og dobbeltmoralsk, fordi de accepteret læger, der har begået mord og været pædofile eller svindlere.


Han erkender, at det nager ham, selv om det kun er en fagforening.


Han kan ikke længere ordinere medicin til dem, der henvender sig til ham, fordi han ikke længere har autorisation som læge, men derfor forsøger han stadig at hjælpe dem, da han stadig får mange henvendelser hver dag. Det drejer sig om mennesker, der har stort behov for at tale, så han er blevet en slags sjælesørger. Desuden henviser han til sin selvmordsmanual, som stadig ligger på nettet. Justitsministeren har bekendt, at den kommer ind under ytringsfrihed.


Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=1598:svend-lings-for-laegeforeningen-er-jeg-vaerre-end-mordere-og-paedofile&catid=2:uncategorised

MINE KOMMENTARER:
Selvfølgelig kan det ikke gå uanfægtet hen over hovedet på et menneske, at hans tidligere fagfælder nu undsiger ham på det groveste. Også jeg må undre mig over, at de ikke har ekskluderet andre læger siden umiddelbart efter krigen. Hvordan kan de læger, der har brugt af forskningsmidler, som skulle have kommet patienter til gode, få lov at fortsætte? Og hvad med de psykiatere, der i den grad har fejlbehandlet folk og været skyld i dødsfald af samme grund? Eller de læger, der underviser kommunalt ansatte i at spotte klienter, der vil snyde i det sociale system – bla. skal de lægge mærke til, om de syge kan gå i biografen, for så er de ikke så syge, at de ikke kan arbejde? Hvorfor blander læger sig i den slags? De bør holde deres faglige sti ren, men ikke engang en advarsel har det fået. For ikke at tale om de læger, der for egen vindings skyld ordinerer medicin til deres patienter fra lægemiddelfirmaer, de selv har aktier i eller er ansat hos? Kendetegnende for dem alle er, at de virker menneskefjendske og selviske på mig, mens man kan sige det stik modsatte om Svend Lings. Han gør det for menneskenens skyld. For dem, der lider ubærligt og for de ca. 80 % af befolkningen, der går ind for aktiv dødshjælp, men som ikke bliver hverken hørt eller set.

Det er uforståeligt, at en forening, der ikke holder sig for gode til at holde hånden over en masse dårlige læger nu går så drastisk til værk. Mit bedste bud på årsagen – set udefra – er, at de føler sig truede af Svend Lings, fordi han har folket bag, og fordi han er veltalende, humoristisk og uselvisk. Der er mange andre, man ikke kan sige det samme om.


.....................................................................

13.1 2019 - JANE AAMUND FORTÆLLER, HVORFOR HUN SKIFTEDE HOLDNING TIL DØDSHJÆLP

I sin seneste bog ”Samtaler om natten” kan man læse, hvorfor Jane Aamund gik ind for aktiv dødshjælp, og hvorfor hun ændrede indstilling. Efter flere års sygdom med hjertesmerter og flere dobbeltsidige lungebetændelser, hvor hun flere gange var ved at dø, interviewes hun på et tidspunkt af BT. Ved den lejlighed valgte hun selv, at emnet skulle være aktiv dødshjælp. Hun havde netop været gennem en hård oplevelse og vidste, at der ventede noget godt på den anden side.

Hun ønskede ikke en uværdig død. Hun havde set og hørt om for mange, der havde alt for mange smerter i tiden op til døden. Hun kenderen, der var nødt til at holde op med at spise og drikke for at komme herfra. Selv på hospicer er de ind imellem magtesløse overfor lidelse. Hendes egne ulidelige smerter i hjerte og kæbe skubbede på.


Men så fandt en læge efter to år endelig ud af, at hun havde en hjertefejl. Hun var ved at forbløde, da han lagde en pacemaker ind. Men bagefter fik hun det langsomt bedre, og derfor har hun i dag ikke et ønske om at dø.  

MINE KOMMENTARER:
I bogen fortæller Jane Aamund den fulde og hele sandhed om, hvorfor hun ændrede mening om aktiv dødshjælp i forhold til sig selv. Hun havde det slet og ret utroligt dårligt pga. en hjertefejl, som ikke var blevet opdaget før efter to år med gentagne og meget svære lungebetændelser, der var ved at tage livet af hende. Sammen med de ulidelige smerter, hun i mange år har haft i sin kæbe pga. kræftoperation, blev det livet alt for svært og lidelsesfyldt for hende, og hun ønskede en værdig død. Men efter behandlingen af hjertesygdommen, fik hun det gradvist bedre. Det er en solstrålehistorie! Mange svært lidende kommer dog aldrig til, at de får en ny chance. Derfor er hendes historie så enestående.

Pressens fokus har dog aldrig været på, HVORFOR hun ændrede indstilling, men på AT hun ændrede indstilling. De tog den gode historie og ”glemte” helt at fortælle os, at der i virkeligheden lå en meget sørgelig og trist historie bag, nemlig at hun ikke var blevet ordentligt undersøgt og behandlet i sundhedsvæsenet! Det er dybt angribeligt. Både i forhold til pressen og i forhold til sundhedsvæsenet. Pressen bør fortælle den fulde og hele sandhed, så man selv kan danne sig sin mening om hendes holdningsskifte. Sundhedssystemet, fordi det desværre tit der det, vi ser, når folk har kroniske smerter. Så afskrives de på en måde ofte af lægerne! Det er horribelt, men sandt.

Jane Aamundes eksempel er et godt eksempel på, at de lidedende selvfølgelig skal være uhelbredeligt syge for at få hjælp til aktiv dødshjælp, hvis det en dag legaliseres. Men hvis lægerne ikke kan helbrede sygdommen – eller finder den skjulte sygdom, ja, så er det klart, at nogle kan fristes af aktiv dødshjælp. Men så finder man jo heller aldrig ud af, at ønsket skyldes lægers manglende viden eller kunnen. 

....................................................


8.1 2018 - TO UDPLUK FRA VEJLEDNING OM FRAVALG AF LIVSFORLÆNGENDE BEHANDLING 

Jeg har tidligere bragt noget om det nye behandlingstestamente, som vi alle kan lave fra 1.1. 2019. I dag bringer jeg to udpluk fra en vejledning til landets sygehuse vedr. behandlingstestamentet. Der findes også en vejledning til brug udenfor sygehusene. De omhandler fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg og afbrydelse af behandling.

Den behandlingsansvarlige læge skal vurdere, om livsforlængende behandling er udsigtsløs.
Behandlingen kan vurderes at være udsigtsløs hvis:
1. Patienten er uafvendeligt døende. Da har en læge ikke ”pligt til at påbegynde eller fortsætte behandling, hvis det alene vil forlænge en igangværende dødsproces”.
2. Patienten er svært invalideret/permanent vegetativ fx patienter med uoprettelige hjerneskader, hvor patienten ikke længere har bevidsthed, eller patienten er invalideret i en sådan grad, at han er helt ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt og er afskåret fra enhver form for meningsfuld menneskelig kontakt.
3. Patienten er ikke-uafvendeligt døende, og behandlingen kan måske føre til overlevelse, men hvor de fysiske konsekvenser af sygdommen eller behandling vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.
”Vurderingen af, om en livsforlængende behandling er udsigtsløs, er kompleks. Det skal vurderes ud fra den enkelte patients syn eller antagne syn på dette, sammen holdt med en konkret lægefaglig vurdering af helbredstilstand, udsigterne til bedring og mulighederne for behandling”.

Kilde: https://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/e6065c5c-3a69-45cc-b76f-e9d3d96abb5c/Vejledning%20om%20fravalg%20af%20livsforl%C3%A6ngende%20behandling,%20herunder%20genoplivningsfors%C3%B8g,%20og%20om%20afbrydelse%20af%20behandling%20-%20uden%20for%20sygehuse.pdf


MINE KOMMENTARER:
Jeg er glad for denne tilføjelse, fordi den betyder, at lægen ikke blot skal tage hensyn til egen vurdering og holdning, men også til patientens syn eller antagne syn på situationen. Lægens enemagt er således brudt. Samtidig kan man dog også omvendt sige, at lægen stadig har magt. Lægen skal fortsat være med til at vurdere, om en livsforlængende behandling er udsigtsløs.


Der står også:
Patienten skal informeres om fravalg af behandlingsmuligheder
Vælger lægen fx ikke at påbegynde livsforlængende behandling, fordi behandlingen vurderes udsigtsløs, skal lægen informere patienten grundigt herom.

”Det anses for manglende omhu og samvittighedesfuldhed, hvis lægen ikke lever op til sin forpligtelse til at informere patienten om dennes helbredstilstand og relevante behandlingsmuligheder”.

Og videre står: ”Det er vigtigt, at der bliver lyttet til patienten, og at der bliver vist forståelse, respekt og omsorg”. Lægen skal desuden medtage patientens tilkendegivelser i sin vurdering.

Kilde: 
https://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/e6065c5c-3a69-45cc-b76f-e9d3d96abb5c/Vejledning%20om%20fravalg%20af%20livsforl%C3%A6ngende%20behandling,%20herunder%20genoplivningsfors%C3%B8g,%20og%20om%20afbrydelse%20af%20behandling%20-%20uden%20for%20sygehuse.pdf 

MINE KOMMENTARER:
En læge kan stadig vælge ikke at påbegynde en livsforlængende behandling. Sådan skal det naturligvis være. Hvis patienten ikke har et behandlingstestamente, vil det stadig være lægen, der træffer beslutningen.

Her fremhæves igen respekten for patienten og lægens pligt til at informere grundigt og tage hensyn til patientens ønsker i sin vurdering. Gør lægen ikke det, men handler hen over hovedet på patienten, er det fremover at betragte som manlende omhu og samvittighedesfuldhed. Igen kan lægen ikke blot hæve sig højt op over patienten og være bestemmende uden også at lytte til patienten.

..............................................


3.1 2018 - LIVS-/BEHANDLINGSTESTAMENTE

Siden på Borger.dk med oprettelse af behandlingstestemente er nu tilgængelig.

Har du et livstestamente kan du vælge at beholde det, men der anbefales, at man ændrer livstestamentet til et behandlingstestamente.

Testamentet sikrer, at det er dig og ikke lægerne, der bestemmer i de tre situationer, jeg tidligere har skrevet om. Det tidligere skrevne ligger under ”Om dødshjælp” og ”Livstestamente”.


Testamentet gælder først fra det øjeblik, hvor man ikke selv er i stand til at udtrykke sine ønsker.


Registrerer man sig, kan man altid ændre eller slette det.


Der er to overordnede punkter i testamentet:

1. Fravalg af livsforlængende behandling.
2. Behandling med brug af tvang.

Under punkt et er der tre punkter og under punkt to er der kun ét punkt.

Under nogle af punkterne er der mulighed for at vælge at andre kan bestemme – pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig (en eller flere personer, man selv vælger).

Det er en god ide at drøfte indholdet med dine nærmeste, så de kender din beslutning. Hvis dine beslutninger også involverer andre, bør du under alle omstændigheder drøfte det med dem.

INDHOLD I TESTAMENTET

1. JEG ØNSKER IKKE LIVSFORLÆNGENDE BEHANDLING HVIS:
_ Hvis jeg ligger for døden (dvs. er uafvendeligt døende)

_ Hvis jeg ligger hjælpeløs hen pga. sygdom, ulykke mv., og der ikke er tegn på bedring.
Mit ønske skal respekteres:
­­_ Hvis mine nærmest pårørende meddeler sin accept i den konkrete situation
_ Hvis min værge meddeler sin accept i den konkrete situation
_ Hvis mine fremtidsfuldmægtige meddeler sin accept i den konkrete situation

­ _ Hvis livsforlængende behandling kan føre til, at jeg overlever, men de fysiske konsekvenseraf min sygdom eller behandling vurderes at være meget alvorlige eller lidelsesfulde.
Mit ønske skal kun respekteres:

_ Hvis mine nærmest pårørende meddeler sin accept i den konkrete situation
_ Hvis min værge meddeler sin accept i den konkrete situation
_ Hvis mine fremtidsfuldmægtige meddeler sin accept i den konkrete situation

 

 

2. BEHANDLING MED BRUG AF TVANG:
_ Jeg ønsker ikke at modtage behandling for fysisk (somatiske) lidelser med brug af tvang, hvis jeg bliver varigt inhabil.
Mit ønske skal kun respekteres:
_ Hvis mine nærmeste pårørende meddeler sin accept i den konkrete situation
_ Hvis min væge meddeler sin accept i den konkrete situation
_ Hvis mine fremtidsfuldmægtige meddeler sin accept i den konkrete situation

Dette punkt finder jeg problematisk, for jeg ønsker selvfølgelig ikke at blive behandlet med tvang, hvis jeg bliver inhabil. Samtidig kan jeg godt forestille mig situationer, hvor det måske er nødvendigt. Fx hvis jeg skulle blive dement. Jeg har selv plejet demente, og når de mentale evner forsvinder og kun følelserne er tilbage, sætter de fleste sig til modværge i rigtig mange situationer. Det betyder, at de fx kan modstætte sig at spise og drikke, at få tøj på, før de går ud i isende kulde, at blive vasket, at få børstet tænder, at indtage medicin etc. Jeg har selv sat kryds ved, at mine pårørende under dette punkt skal spørges. Det er vanskeligt at gennemdrøfte alle potentielle scenarier, men det er vigtigt, at de pårørende får en fornemmelse af, hvad jeg vil være med til og hvad, jeg ikke vil være med til nu, mens jeg selv kan bestemme i og med, at jeg overlader ansvaret til dem.

Har du spørgsmål, kan du få dem besvaret hos Sundhedsdatastyrelsen eller hos sundhed.dk
Det kan du læse mere om på siden.

Kilde: https://www.sundhed.dk/borger/min-side/mine-registreringer/livstestamente/

 


...........................................................

1.1 2019 HUSK BEHANDLINGSTESTAMENTE FRA I DAG

I dag træder den nye lov om behandlingstestamenter i kraft. 
Læs også det, jeg har skrevet om det den 22.12 og 26.12 2018. 

Her kan borgerne registrere ønsker for behandling, men kun hvis de ligger for døden og ikke selv kan give besked.
Behandlingstestametet oprettets på Sundhed.dk den 1. januar og skal udfyldes af borgeren selv.
Testamentet er indført på baggrund af, at regering og Folketing i sundhedsloven har vedtaget, at patienter selv må bestemme, om de ønsker livsforlængende behandling i tre forskellige situationer, nemlig:
1. ”Hvis lægerne vurderer, at døden alligevel er nært forestående”
2. ”Hvis man bliver så svært invalideret, at man ikke længere kan klare sig selv hverken fysisk eller mentalt”.
3. ”Hvis man kommer i en tilstand, hvor de fysiske konsekvenser af sygdomme eller behandlingen er forbundet med meget alvorlige og stærke smerter”.
Man kan også give sine pårørende det sidste ord i forhold til fravalg af behandling som ikke-uafvendeligt døende patient. De pårørende får dog kun det sidste ord, hvis det er skrevet ind i behandlingstestamentet.
Som borger kan man også bestemme, at man ikke vil behandles med tvang, hvis man er varigt inhabil. Fx hvis man ud i fremtiden bliver dement eller varigt inhabil af andre årsager.
Har man i forvejen skrevet et livstestamente, vil det fortsat gælde. Man kan rette det og slette det. Man kan også udskifte livstestamentet med behandlingstestamentet, hvis man er habil.
Fra 1. januar oprettes kun behandlingstestamenter.
Når adgangen åbner 1. januar 2019, vil der også være en vejledning til, hvordan man både opretter testamentet, ændrer i det eller tilbagekalder det.
Kilde: https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/registre-og-services/om-de-nationale-sundhedsregistre/testamenter-og-organdonation/behandlingstestamenteregisteret

MINE KOMMENTARER:
Jeg har skrevet om behandlingstestamentet før.
Fra i dag kan du gå ind og udfylde dit eget behandlingstestamente, hvis du er habil og har lyst at have medbestemmelse omkring behandling eller undladelse af behandling, hvis du senere skulle ende med at blive inhabil.
GODT NYTÅR.

................................................................