HUSK UNDERSKRIFTINDSAMLING: 
https://www.skrivunder.net/aktiv_dodshjalp_i_dk  Smiler

 

25.5 2018 - ER DØDSHJÆLP BLOT EN EFFEKTIVSERING
En udtalelse på facebook: ”Hvorfor tales der så meget om dødshjælp og indførelse af aktiv dødshjælp? Er det et spørgsmål om, at det er muligt i andre lande? Eller er det et led i trangen til at effektivisere samfundet? Måske stammer det fra unge mennesker, for hvem døden er abstrakt og noget, der ikke kan ramme dem, og at lidelse ikke er noget, vi skal finde os i, skriver den flittige skribent på facebook”.

MINE KOMMENTARER:
Der tales meget om dødshjælp, fordi det er en kendsgerning, at der vitterligt findes mennesker, der lider ubærligt uden at kunne få nogen form for hjælp, og fordi det er meningsløst at disse mennesker skal lide i kortere, eller måske endda i meget lang tid, fordi der findes mennesker, der mener, at dødshjælp er uetisk.

Hvad tænker disse mennesker mon på? Har de overhovedet medfølelse i livet?
Det er langt fra kun unge mennesker, der diskuterer dødshjælp. Ca. 80 % af befolkningen ønsker dødshjælp legaliseret. Så rent logisk betragtet – hvis skribenten vel at mærke ved, at det drejer sig om så mange – ville vedkommende kunne sig selv, at de ca. 80 % under ingen omstændigheder kan udgøres af ene unge mennesker. Tvært imod drejer det sig om mennesker i alle aldre.

Det er snarere de 7 %, der er modstandere, og som alt for ofte får lov at sætte dagsordenen på området, vi skal bekymre os om. Det er dem, der spærrer ben for menneskers urimelige og ulidelige lidelser.


......................................................................................

22.5 2018 - DEBATTEN OM AKTIV DØDSHJÆLP ER BLUSSET OP IGEN

Debatten om aktiv dødshjælp er blusset op igen efter, at Svend Lings har offenliggjort opskriften på selvmord. Det er et skrift med ca. 300 forskellige receptpligtige medicinske præparater, der kan anvendes til selvmord. Han har efterfølgende fået stor kritik.

Flere steder i Danmark sidder der dog mennesker, der lider ubærligt. Af smerter. Af fx smerter. Mange har kontaktet Svend Lings for at få hans hjælp. Typisk mennesker, der ikke har udsigt til bedring, som som er uhelbredeligt syge.

Svend Lings er 76 år. Han har mistet sin autorisation. Og han risikerer tre års fængels for at have hjulpet mennesker med at dø.

En psykiatrisk overlæge kalder medicinlisten for ”fuldstændig vanvittigt” og mener, at han risikerer, at nogle, som ellers ikke ville dø, risikerer at dø.

Der er ca. 12.000 selvmordsforsøg i Danmark. Af dem, der overlever, er der kun 10 %, der senere begår selvmord. Mange fortryder deres selvmordsforsøg.

Overlægens bekymring deles af Livslinjen og Det Etiske Råd samt Liselott Blixt, DF. Sidstnævnte vil have det stoppet.


Men Svend Lings selv glæder sig blot over, at debatten atter e i gang, fordi politikerne i årtier har ignoreret det. Han føler sig moralsk forpligtet til at hjælpe de lidende og kalder det, han gør, for en nødløsning.

Han hjælper kun mennekser, der dødeligt syge i forvejen. Ikke mennesker, der er trætte af livet.
Hjælpen er foregået via telefonen.

Han kalder manualen for 99 % sikker, men tager et sidste forbehold, fordi mennesker kan reagere forskelligt på medicin.

Mange har takket ham for en smuk død.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE10616352/selvmordsopskrift-paa-nettet-faar-debat-om-aktiv-doedshjaelp-til-at-blusse-op

MINE KOMMENTARER:
Jeg har sagt det før, men gentager det gerne: Svend Lings er en modig mand. Han har desuden et stort hjerte som banker for de mennesker, der lider, og han anvender de metoder, der skal til for både at hjælpe disse mennesker og for at skabe debat om emnet mhp. at få politikere til at ændre mening. Der er flere partier, der nu taler om at få aktiv dødshjælp ind i deres partiprogram. Bla. Socialdemokratiet. Der er flere enkeltstående politikere, der går ind for aktiv dødshjælp. Heriblandt også Sundhedsministeren, FØR hun blev minister. Efterfølgende har hun dog forårsaget en ændring af den eksisterende lov, så det er blevet lettere at få adgang til palliativ sedering, medicinsk coma. Det er dog ikke løsningen, for mig at se. Det eneste, det gør, er at forlænge livet yderligere. Selv om den lidende er bevidstløs, indtræder døden først efter måske en uge. Det giver ingen mening, at lidelsen skal forlælænges. Hvorfor så ikke bare gøre en ende på det her og nu. Også af hensyn til de pårørende.

Jeg håber, at det denne gang vil lykkes Svend Lings at skabe så stor opmærksomhed, så politikerne ikke længere kan undgå ham og debatten.


........................................................................ 

19.5 2018 - SELVMORDSMANUAL PÅ NETTET

Livslinjen kritiserer Læger for aktiv dødshjælp, fordi de har offentliggjort en maual for medicinsk selvmord på nettet.


Formanden for grupen, Svend Lings, har fået frataget sin autorisation, fordi han har indrømmet at have hjulpet mindst 10 mennesker med at dø ved præcist at forklare, hvordan de skulle bruge præparater, han havde udskrevet. Han har også hjulpet en med et selvmordsforsøg, som dog mislykkedes.


Retten afsiger dom i sepember. Derfor har han alligevel lagt medicinlisten med 300 præparater ud, fordi han mener, at syge mennesker skal have mulighed for at hjælpe sig selv, når samfundet ikke vil.


Samme forening har også lavet et borgerforslag vedr. aktiv dødshjælp. Det har ca. 1500 underskrifter.


Svend Lings bliver ca. 4 x ugentlig kontaktet af mennesker, der ønsker hans rådgivning vedr. selvmord.


Listen kan misbruges af andre, men den risiko finder han værd at løbe for at hjælpe dem, der lider.


Livslinjen synes, manualen er i direkte modstrid med det, de arbejder for, hvor de forsøger at hjælpe folk til livet og ikke fra livet. Han finder manualen forkastelig.


I WHO mener de, at man ikke skal informere om metoder.


Kilde: https://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/31628333

 

MINE KOMMENTARER:
Det er forståeligt, at de bliver harme over listen; for deres holdning er jo grundlæggende, at folk ikke skal dø. De skal hjælpes til at leve. Desværre har de fuldstændig misforstået formålet med listen, som er at give stærkt lidende mennesker en opskrift på, hvordan de kan komme herfra uden at skulle hænge sig, kaste sig ud foran at tog eller springe ud fra et højhus.

Der ligger mange andre ”opskrifter” på nettet. Det må uden al tvivl være bedre, at der ligger en ”opskrift” lavet af en læge, fremfor de mange, der er lavet af mennesker, der tror, de ved, hvad man skal gøre, men uden sikkerhed for, at det virker. De svært lidende vil da stå da i en endnu sværere situation end før, de forsøgte at tage deres liv, hvis det ikke lykkes for dem.

Susanne/Marianne var et eksempel herpå. Hun blev fundet, da hun forsøgte at begå selvmord med piller og to plastikposer bundet om hovedet. Hun overlevede. Til endnu flere pinsler end før. Det eneste positive ved det for verden var, at hun fik mulighed for at kæmpe for en legalisering af aktiv dødshjælp, hvilket hun gjorde helt frem til sin død i april måned 2018. Hun kæmpede utrætteligt for at ”glemme” sine svære lidelser. Bagsiden ved det er, at hun led alt, alt for meget. Og det var ikke med hendes gode vilje, at hun skulle have nogle forfærdelige, meget lidelsesfyldte år, før hun døde af den sygdom, der havde voldt hende så mange lidelser, og som ikke kunne behandles.

Tingene skal sættes i det rette perspektiv. De mennesker, der ønsker at begå selvmord uden at være svært fysisk lidende, finder nok alligvel en eller anden opskrift et andet sted på nettet. Ellers gør de noget andet, som er langt mere ”svinsk” overfor dem, der finder en, der har hængt sig, er sprunget ud for et tog eller lignende. Det er ubærligt, når vi ved, at der ER mulighed for hjælp på anden vis.

Susanne/Marianne og jeg valgte bevidst at lægge læge Svends Lings´ opskrift op på vores hjemmeside. At der er stor interesse herfor, har de sidste to dage vist. Siden er blevet besøgt af over 12.000 mennesker. Det er fuldstændig overvældende. Hovedparten har lutter roser til overs. Enkelte stiller spørgsmål. Men INGEN har fordømt det. Det siger jo alt om, hvad befolkningen mener!

 

HUSK AT SKRIVE UNDER PÅ BORGERFORSLAGET, HVIS DU ER ENIG:  https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-00896 

 


....................................................................................


16.5 2018 - DØDSKLINIKKER ER EN FORRETNING
Endnu en udtalelse fra facebook: At give assisteret selvmord på en dødsklinik er at drive forretning, skriver vores facebookskribent. De tjener penge på at tage livet af folk. Der er ikke tale om ulønnet hjælp til at dø, og der er hermed tale om en ”service”, der er forbeholdt mennesker, der er i stand til at betale.  

MINE KOMMENTARER:
Ja, naturligvis er det en forretning at drive en dødsklinik. Man kan jo ikke drive en privatklinik udelukkende af barmhjertighedsgrunde. De skal jo have et eksistensgrundlag.
Der kommer mennesker fra hele verden til Sweitz og får hjælp, fordi der er et hul i den sweiziske lov, der tillader dem at hjælpe udlændinge.

Alt foregår indenfor lovens grænser. Men at der er penge involvereret, og at det bevirker, at det kun er forbeholdt dem, der selv kan betale, kommer vi ikke udenom. Hvem skulle ellers betale?

Det skyldes alene, at dødshjælp ikke er legaliseret i de lande, patienterne kommer fra. Var det tilfældet, ville det jo slet ikke være nødvendigt for nogle at tage til udlandet og få hjælp, og alle mennesker, der lever op til visse kriterier, ville kunne få hjælpen. Gratis! Dermed bider skribentens argumentation sig selv i halen. Der er ingen tvivl om, at assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp skal legaliseres i Danmark. 
 


...............................................................................

12.5 2018 - PARLAMENTET I VICTORIA I SYDAUSTRALIEN DRØFTER ASSISTERET DØDSHJÆLP

En vred australsk blogger skriver om assisteret dødshjælp.

I Parlamentet i Victoria drøftes for øjeblikket assisteret dødshjælp.

Den katolske anti-dødshjælp lobbyist Paul Russell har dog sendt misinformation til politikerne, der går ind for assisteret dødshjælp. Han ”kirsebærplukker” bekvemt sine argumenter mhp. at sprede usikkerhed, frygt og tvivl.

Han er tidligere blevet kritiseret for en ”hemmelig” meningsmåling i forhold til Europarådets beslutsomhed og klager samtidig om, at folk vil dø for tidligt, men alligevel lever for længe. Han spreder foragtelig misinformation om hollandsk neonatal eutanasi.

Hans seneste misinformation handler om, at han citerer korrekte tal fra rådata og bruger dem ude af kontekst.

Washington State har legaliseret assisteret dødshjælp ved en afstemning i 2008. De følgende år blev loven udmøntet i praksis og først i 2010 var den klar til brug. I 2016 er 0,35 % af alle dødsfald assisteret selvmord i staten. Kun et lille mindretal bruger altså loven.

Hvorfor selekterer disse lobbyister deres oplysninger? Fordi sandheden om de faktiske data er ubelejlig.


I Schweiz trådte loven i kraft i 1942. Hvis sandheden, som de påstår, er, at der er sket en årlig stigningsfrekvens på 17,5 %, ville i alt 110.338 mennesker være døde vha. assisteret selvmord i 2014. Det samlede antal dødsfald i Schweiz – altså alle dødsfald og ikke blot dem, der døde ved assisteret dødshjælp - var i 2015 på 63.938, så også det er ude af proportioner og lader sig ikke gøre.


2014 er det seneste tal, der endnu er til rådighed. Der var 742 tilfælde blandt schweiziske borgere, der det år fik assisteret dødshjælp og Dignitas rapporterer, at de gav hjælp 198 udenlandske statsborgere. Tilsammen med de andre steder, der yder assisteret selvmord i Schweiz kommer man op på ca. 1000 tilfælde i 2014, heriblandt er også alle dem der kom fra andre lande. Så katolikkernes påstand er helt ude af proportioner.


Russell mener, at de, der får dødshjælp, burde være forpligtet til at udholde deres tortur.

Dem, der får adgang til dødshjælp i dag, får det pga. uacceptabelt og ubærlig lidelse. Kristus døde også under store lidelser på korset.
Russell og katolske kolleger gør ikke dem selv en tjeneste ved at kirsebærplukke data, men spreder i stedet frygt, usikkerhed og tvivl.

Kilde: http://www.dyingforchoice.com/blogs/paul-russell-targets-victorian-politicians  


MINE KOMMENTARER:
Det kunne have været en blog fra Danmark. Også her oplever vi, at tal fordrejes og bruges efter forgodtbefindende når det passer bedst ind i modstandernes kram. Det fremmer ikke debatten, og det er giver en forvrængning, som er helt unødvendig.

Det er vigtigt, at de rigtige data lægges frem og præsenteres korrekt. Alt andet skaber tvivl og giver et forkert billede. Skal man tage stilling til emnet på et oplyst grundlag, skal ærlighed sættes i højsædet. Det samme skal medmenneskelighed. Egen vinding eller egen overbevisning skal blandes udenom. Dette er et emne, der dybest set ikke kommer andre ved. Det handler ikke om religion eller om at frelse sjæle fra skærsilden. Det handler om, at der er nogle mennesker, der allerede befinder sig i skærsilden i levende live. Og de skal have ret til selv at træffe beslutning om at ende deres liv.

Enhver må selv kunne tage stilling. Loven skal ændres, så alle, der ønsker dødshjælp og opfylder en række kriterier, kan få deres ønske opfyldt. Hvorfor modstandere ønsker som de gør, kan vi andre alligevel aldrig nogensinde forstå, og de vil aldrig kunne forstå os. Derfor er der kun én vej at gå, og det er at lade os selv selv træffe beslutningen om, hvad vi hver især vil idenfor nogle afstukne rammer. Og den beslutning kommer dybest set ikke andre end os ved!

.........................................................................

 

7.5 2018 - SVEND LINGS HAR LAVET NYT BORGERFORSLAG

Svend Lings har skrevet følgende på facebooksiden Læger for aktiv dødshjælp:

”FOLKEAFSTEMNING OM AKTIV DØDSHJÆLP
Læger for aktiv Dødshjælp har på Borgerforslag.dk foreslået lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark ved ændring af straffeloven og henstillet til Folketinget at der afholdes en folkeafstemning. Forslaget hedder ”AKTIV DØDSHJÆLP. Et forslag om ændring af straffeloven”.

Du kan støtte det ved at gå ind på Borgerforslag.dk via dette link https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/… og skrive under med NEM-ID. Man kan også skrive under på papir (og få andre til det!) ved at hente en blanket fra samme side eller bestille den hos Folketingets Oplysning på telefon 3337 3338 eller per e-mail til borgerforslag@ft.dk.


Der kræves som bekendt mindst 50.000 underskrifter, så nu gælder det om at mobilisere meningsfæller og skabe ringe i vandet!”

Læs meget mere om det udmærkede borgerforslag i linket her: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-00896

MINE KOMMENTARER:
Forslaget er sat til afstemning den 3.5 2018. Det er et udmærket og meget velgennemtænkt og velbearbejdet forslag. 

Alle, der går ind for aktiv dødshjælp, bør overveje at skrive under på dette borgerforslag. Det kan være en måde at komme videre på. Der er for mig INGEN tvivl om, at aktiv dødshjælp på en eller anden måde skal legaliseres i Danmark. Heldigvis mener Lægeforeningen, at det sker indenfor en årrække, selv om de gør alt for, at det ikke sker. Danmark har altid været med i forhold til menneskers selvbestemmelse. Derfor er det på tide, at vi også følger med her, så INGEN behøver at gå alene ind i døden med en ubærlig og lidelse, der ikke kan behandles.

80 % af Danmarks befolkning går ind for aktiv dødshjælp, så det burde kunne lykkes af få 50.000 underskrifter før 3.11 2018.
Skriv endelig under såfremt, du er enig. Og del gerne på dine facebooksider, så det når så langt ud som muligt.

.........................................................................

 

4.5 2018 - VERDENS LÆGER ER SPLITTEDE

Aktiv dødshjælp deler verdens læger, mener lægeformanden.

Europas læger er mødtes i Vatikanet mhp. at diskutere aktiv dødshjælp.
De lande, der allerede har dødshjælp, efterlyser internationale kollegers accept.
Læger i fx Canada og Holland trives bedst med kollegernes respekt. Det er således dem, der har presset på for at Verdenslægeforeningens 111 nationale lægeforeninger skulle debattere emnet. Det er sket på fem møder i fem verdensdele.
Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen i Danmark, var med i Vatikanet.

Verdenslægeforeningen mener dog, at det er uetisk at udføre aktiv dødshjælp, og den fordømmer den læge, der medvirker i praksis.

Lægerne, der gør det, opfatter selv, at de gør noget etisk og barmhjertigt.
Alle talerne var imod.

De teologiske argumenter var, at livet er helligt. En ortodoks præst sagde, at lidelse er transformativ: ”den er en del af livet og døden og spiller en rolle i omstillingen fra det første til det andet. Den lidelse, der er tilbage, når smerterne er lindret, kan være en værdifuld del af overgangen henimod accept af døden og afslutningen af livet”.


I Canada blev assisteret selvmord lovligt i 2016. Landet har ”charter of freedom”, som fastlægger grundlæggende borgerrettigheder, også retten til at tage sit eget liv. Højesteret har fastslået, at det også gælder for dem, der ikke selv kan gøre det. Efter dommen har Canada fået 1 år til at finde ud af, hvordan loven skal forvaltes i praksis.


I Danmark afgør Folketinget, hvad der er lovligt og ulovligt. Også aktiv dødshjælp.


En tysk professor og bioetiker spurgte, om der er en ret til at afgøre ens egen død? Der er ingen konsensus for rigtig eller forkert i spørgsmålet om dødshjælp. Derfor må politikerne beskytte individets autonomi; men der kan være behov for at værne om individets egne beslutninger. 


Hollænderne og canadierne kom ikke tættere på international accept. Den katolske kirke er nok den stærkeste og mest aktive modstander af dødehjælp i verden.


Selv læger på topniveau var meget emotionelle i spørgsmålet. Debatten var følelsesladet, og både tilhængere og modstandere fordrejede tal. Det er ærgerligt, fordi det polariserer debatten yderligere.


Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/laegeformand-aktiv-doedshjaelp-deler-verdens-laeger

MINE KOMMENTARER:
Det er interessant, at den katolske kirke er den største modstander af aktiv dødshjælp, og at Vatikanet har afholdt et møde for Europæiske lægeforeningsformænd om emnet.

Tilsyneladende var nogle af dem fortalere, men måske var det kun formændene fra Holland, Schweiz og Belgien, der var med i Vatikanet? Det er pudsigt, at de søger deres kollegers anerkendelse af det, de laver. Man skulle tro, at de hvilkede i sig selv og havde fred med deres beslutning, selv om den kan være svær for den enkelte læge.

Det er meget interessant, at der ikke er konsensus for rigtigt eller forkert i spørgsmålet om aktiv dødshjælp, når modstanderne nærmest synes at tage patent på, at de gør det rette og står med sandheden på deres side. Man kan på den anden side selvfølgelig sige, at var der konsensus, var der ingen diskussion; for da var det afklaret, om det var etik forsvarligt eller ej.

Udtalelsen om, at lidelse kan være værdiful og en overgang hen imod accept af døden, må stamme fra et menneske, der aldrig har mødt et stærkt lidende menneske på sin vej! Det er en ren teoretisk udtalelse, som måske snarere er drøm end virkelighed. I hvert fald for de mennesker, der ikke kan udholde lidelsen og for hvem lidelsen ikke giver mening, men snarere tvært imod. Og hvem kan tillade sig at udtale sig om andres læring og andres lidelse i en af de absolut mest pinefulde situationer i livet? Det kan kun mennesker, der ikke har prøvet det selv!  

Som jeg læser det, skal de lidende blot vente lidt, og lidt længere og lidt længere igen. Venter de længe nok kommer de til at kunne se, at lidelsen er en læringssituation. Det lyder flygtigt, uempatisk og som en hån mod stærkt lidende mennesker.

................................................................................

 

1.5 2018 - LÆGER FINDER AKTIV DØDSHJÆLP UACCEPTABELT

På lægernes årsmøde i april er der nedskrevet principper for de etiske forpligtelser, læger har overfor patienter, kolleger samfundet og sig selv. Principperne er endnu ikke vedtaget.


Formanden for lægernes etiske udvalg, Lise Møller, siger, at formålet er at fremme god lægegerning til gavn for patienter.
”Det er de etiske rammer og idealer, som lægestanden forventer, at medlemmerne arbejder efter og lever op til. Samtidig er det også de rammer og idealer, som patienterne og samfundet kan forvente, at lægerne efterlever,” siger hun.


Der er nogle få nye principper med i denne justering. Det ene er, at læger aldrig må ”handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medvirke til patientens selvmord”.

Også selv om lovgivningen vedr. aktiv dødshjælp ændres, ændres de etiske principper ikke, hvis de vedtages. Læger skal lindre smerter – fysiske som psykiske, siger hun.

Ændringen foretages på baggrund af, at Frits Schjøtt, der i 25 år har haft psykiatrisk praksis i Svendborg, netop er blevet sigtet for at hjælpe Svend Lings med at hjælpe syge patienter med at dø.


Lægeetisk Nævn har til opgave at afgøre, om læger ikke overholder de etiske principper. Da de ikke er en myndighed, kan de hverken fratage autorisation eller give bøder; men er bruddet alvorligt, kan det føre til eksklusion af Lægeforeningen.


Nævnets afgørelser skal bruges som pejlemærker for andre læger.

En læges handling vil ofte komme an på en konkret vurdering, fordi der kan være forskellige etiske principper, der peger i hver sin retning.

Kilde: http://propatienter.dk/nyheder/1207-laeger-aktiv-dodshjaelp-er-helt-uacceptabelt.html?auid=454

 

MINE KOMMENTARER:
Hvis læger kan omgås landets love ved selv at lave nogle regler, der forbyder dem at hjælpe mennesker med at dø, er der noget galt i Danmark. Hvilke andre faggrupper må lave deres egne regler, og overholde dem fremfor landets love?

Når det er sagt, virker det som en geni-streg at gøre det; for det vil lægge låg på en ny lovændring på området. Lægeforeningen er formentlig blevet betænkelige ved de lovændringer, der lige er lavet og ønsker at signalere, at der ikke skal komme flere af lignende slags fra politikernes side. Og desuden vil de håndhæve deres magt overfor de læger, der har hjulpet patienter med at dø. Det er en stor skam, at lægernes handlinger nu fører til stramninger. Men det er desværre nok forventeligt.

En begrundelse, vi har hørt igen og igen, er, at læger skal lindre lidelse; men jeg vil aldrig kunne forstå, at dette står i modsætning til aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord; for det drejer sig jo netop lindring af lidelse hos mennesker, der lider ubærligt.

De nye etiske regler er endnu ikke vedtaget; men mon ikke det sker uden de helt store sværdslag. Lægeforeningen har stor magt blandt læger, selv om der efterhånden er mange læger, der er uenige med dem!

..............................................................................

 

28.04 2018 - SVEND LINGS RISIKERER OP TIL TRE ÅRS FÆNGSEL

Læge Svend Lings er tiltalt for at medvirke til selvmord og risikerer op til tre års fængsel, hvis han kendes skyldig.
Han har erkendt, at han har hjulpet mere end 10 personer med selvmord.

En evt. fængselsstraf tager han dog roligt. Sammenlignet med dem, der lider er det en bagatel.

Allerede som ung læge fandt han det urimeligt, at man ikke kunne hjælpe lidende patienter. Hans holdning til dødshjælp er dog modnet gennem årene, fordi han har set mange lide.

Han vil ikke fortælle hvornår eller hvem han har hjulpet. Han har kun tilvejebragt medicinen. Det endelige valg har været patienternes.

Han synes dog, at det har været en god løsning. Han har kun hjulpet patienter, der har været alvorligt syge, og hvis behandlingsmuligheder var udtømte.
At kollegerne nu har lavet nye etiske regler på baggrund af hans gerninger, gør ikke indtryk; for de har altid været konservative, mener han. Engang var de også imod abort.

Den opbakning, der er til dødshjælp i befolkningen, mærker Svend Lings også. Han har fået masser af opbakning.


Han må ikke længere udskrive medicin, fordi han har mistet sin autorisation. Men han har fundet en ny måde at hjælpe dem på. Han har fundet ud af, hvilken almindelig tilgængelig medicin, man kan bruge til selvmord og lavet en vejledning, som ligger på Læger For Aktiv Dødshjælps hjemmeside. Det drejer sig om en liste med omkring 300 medikamenter, som alle kan bruges.

Han har aldrig mødt mennesker, der er blevet presset af pårørende til at dø.


Hans håb er nu, at straffeloven ændres, så alvorligt syge mennesker kan få hjælp til at dø, hvis de ønsker det. Det breder sig lige nu rundt i verden, og det når også Danmark, mener han.

Kilde: https://www.b.dk/nationalt/tidligere-overlaege-hjalp-syge-med-at-doe-jeg-faar-naermest-kun-positive

 

MINE KOMMENTARER:
Tak til Svend Lings, fordi han er så modig og forsøger at ændre på lovgivningen via egne handlinger. At han risikerer fængselsstraf rører ham tilsyneladende ikke. Han bekymrer sig mere om de mennesker, der har brug for hjælp. Han er gjort at det rette stof.

Når det er sagt, skal loven selvfølgelig følges, før man går ud og hjælper andre til at dø. Om lovbrydning er den rette vej at gå, må tiden vise. Lige nu har det ført til skærpning af de lægeetiske regler, hvilket ikke umiddelbart er gavnligt for sagen. Mere om det senere.

 

 

 

....................................................................................... 

 


25.4 2018 - MEDLIDENHEDSDRAB ÆNDRER IKKE VED, AT AKTIV DØDSHJÆLP IKKE ER DRAB

Rækken af udsagn fra et menneske på facebook fortsætter: ”Udover den lovgivningsmæssige og lægelige side af sagen er der den etiske. Når jeg fremhæver ordet ”medlidenhedsdrab” frem for ”aktiv dødshjælp” er det fordi man ikke skal bilde sig ind, at der er tale om noget positivt. Hvis man som patient eller pårørende (eller politiker) mener, at medlidenhedsdrab skal være en mulighed til rådighed for uhelbredeligt syge (og gamle – de medtages besynderligt nok altid i denne sammenhæng), må man nødvendigvis erkende, at den person, der skal udføre drabet, skal være villig til at agere bøddel”.


KOMMENTARER:

Igen må vi døje med skribentens bedrevidende holdning. Man skal ikke bilde sig ind, at der er tale om noget positivt ved at benævne det ”medlidenhedsdrab” fremfor aktiv dødshjælp. Selvfølgelig skal man ikke det; for det er jo nøjagtigt det samme uanset, hvad det kaldes. For os der går ind for aktiv dødshjælp er der noget uendeligt positivt ved det - uanset, om man kalder det for medlidenhedsdrab eller ej. Det positive er, at stærkt lidende mennesker kan få hjælp til at dø, så de ikke længere behøver at lide unødvendigt. Hvis dét ikke er positivt, ved jeg ikke, hvad der er positivt. At kunne få hjælp vil betyde, at ingen behøver at dø alene, fordi det i dag ikke engang er tilladt at holde en, der vil herfra, i hånden, mens det sker. Det er ulovligt. En legalisering vil betyde, at der gives mulighed for, at det foregår stille og roligt med dem, der har lyst at deltage ved siden af. Ingen bør dø alene! INGEN! 

Susanne og jeg har aldrig her på siden talt om gamle i forbindelse med dødshjælp. Det er der i det hele taget ikke ret mange der gør, og når det sker – som her – er det altid frygten, der tales om; for det er jo ikke de gamle, der skal have hjælp, men de ubærligt lidende! Og det er der jo også nogle gamle, der er. I den sammenhæng kan man vælge at kalde det for bøddel; men man kan også kalde det for at være DEN LIDENDES HJÆLPER! Det er jo sådan de, der HAR hjulpet mennesker til at dø, som fx læge Svend Lings, ser sig selv. Én, der ser sig selv som bøddel, vil næppe vælge at foretage en sådan handling.

Hvorfor er det nødvendigt for modstanderne at bruge ord/begreber, som er så negativt ladede? Jeg finder det helt unødvendigt, og det tjener kun til at skræmme. På mig har det faktisk den stik modsatte effekt. Jeg tænker, at det må være en person, der er løbet tør for andre argumenter, når man griber til den med bødlen. 


..........................................................................

22.4 2018 - MENNESKER BLIVER IKKE HOLDT UNØDVENDIGT I LIVE OG TVUNGET TIL AT GENNEMGÅ STORE LIDELSER?

Et menneske (samme som de øvrige dages kommentarer)skriver på facebook: ”Det er en misforståelse at tro, at mennesker af behandlingssystemet bliver holdt i live unødvendigt og dermed tvunget til at gennemgå store lidelser. Takket være foreningen ”Mit Livstestamente” er det kommet ind i lovgivningen, at læger skal respektere patientens ønske om ikke at påbegynde behandling eller at de skal høre op med behandling i de situationer, hvor al behandling er udsigtsløs. I sundhedsloven står der også, at en ”uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.” Pårørende til uhelbredeligt syge kan bekræfte, at lægerne gør alt, hvad der er muligt, for at uhelbredeligt syge ikke oplever smerter i den sidste del af deres liv og heller ikke forhindrer døden i at indtræde, når al behandling er udsigtsløs.

MINE KOMMENTARER:
Igen afspejles, at vedkommende, der har skrevet ovenstående, er uvidende om væsentlige forhold. Mennesker holdes rent faktisk i dag i live i længere tid end tidligere, fordi der er nye behandlingsmuligheder, der kan afprøves, og fordi de fleste vil ikke ønsker at give op, så længe lægen kan pege på endnu en mulighed. Både læger og døende bør dog overveje, om endnu en behandling er lige netop dén behandling, der får bægeret til at flyde over, fordi den har så mange bivirkninger, at patienten ender med at dø pga. behandlingen. Det er en svær balancegang. Men man skal ikke underkende, at læger anvender døende til afprøvning af ny medicin, altså såkaldte fase 3 forsøg, som skal foregå på mennesker, før et nyt præparat kan godkendes. Jeg synes, det ikke altid virker til at være lige etisk, hvis jeg skal være ærlig. Det er min oplevelse som sygeplejerske, at mennesker i dag ikke må dø! Til tider ser det næsten ud til, at læger ser døden som en falliterklæring; men døden er for mange mennesker en udfrielse, og døden må ikke strækkes så længe, at det bliver alvorlige bivirkninger, patienten dør af, fremfor af sygdommen.  

At patienter har ret til at stoppe en behandling, der er udsigtsløs, er ikke noget nyt. Sådan har det været i årevis. Det ved skribenten tilsyneladende ikke!? Det er blevet mere synligt efter, at nuværende regering har ændret på patienters medbestemmelse; men det har stået skrevet i loven i mange år!

At stoppe en behandling kræver dog, at patienten får en behandling, der kan føre til døden, hvis den stoppes. Der er en stor gruppe mennesker, der netop ikke kan behandles og derfor ikke kan takke nej og dermed takke af for denne gang. Det betyder, at der gøres forskel på patienters muligheder. Får man en behandling, kan man få lov at dø. Får man ingen, må man klare sig selv! Det er langt fra rimeligt; for den sidstnævnte gruppe har lige så stor brug for hjælp, som den første gruppe. Men ”ingen arme, ingen småkager”. Desværre.

Selv om læger må givepatienter ekstra smertestillende medicin, når de er døende, er der alligevel mange, der skriger sig ind i døden. Det er blevet lettere at give palliativ sedering med den nye lovgivning, hvis lægerne vel at mærke vælger at bruge det; for det handler jo dybest set altid om, at lægerne også skal acceptere det. Ellers er patienterne lige vidt. Lægerne har fortsat det sidste ord at skulle have sagt uanset, hvordan vi end vender og drejer det.

Der er desværre mange pårørende, der har oplevet det stik modsatte af, hvad skribenten fortæller om at lægerne gør alt for dem. Mange har oplevet nogle meget dårlige og triste forløb med for mange svigt, fordi læger - når alt kommer til alt – IKKE KAN ALT. Også de har deres grænser. Hvordan de vil og kan opfylde deres lægeløfte, når de ikke længere kan lindre lidelse, er svært at forstå, når de ikke går ind for dødshjælp – og dermed formentlig heller ikke for palliativ sedering?!

...........................................................................

19.4 2018 - LIDELSE ER EN DEL AF DET AT VÆRE MENNESKE

Endnu en udtalelse fra samme person,sin vi har kommenteret på flere gange: ”Lidelse kan ikke afskaffes; lidelse er en del af det at være menneske, og selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad der er muligt for at mildne de lidelser, syge mennesker tvinges til at gennemleve, men vi må hold op med at tro, at vi kan leve evigt, hvis vi får den nyeste og mest effektive behandling. Lovgivningen i Danmark er heldigvis sådan indrettet, at aktiv dødshjælp er forbudt, lige som andre former for drab er forbudt, og sådan skal det også være”.  

MINE KOMMENTARER:
Ja, lidelse er en del af det at være menneske; men det betyder ikke, at der er mennesker, der skal lide sig ind i døden/skrige sig ind i døden. Eller være tvunget til at tage sit eget liv i dyb ensomhed. Hvem skulle mon have glæde af det?

Gad vide om vedkommende, der har skrevet ovenstående, selv vil kunne være hos et svært lidende menneske i måske årevis, før døden endelig barmhjertigt indtræffer? For vedkommende vil vel ikke blot overlade den stærkt lidende i egen varetægt? Det er jo det, der sker i dag! Desværre. Når folk ikke længere kan hjælpes, efterlades mange i egen varetægt. Derfor er en dybt overlegen udtalelse, som jeg håber stammer fra et menneske, der ikke ved bedre. For ellers virker det decideret ondskabsfuldt, og det er det nok ikke ment som. Men et menneske, der ikke har mødt svær lidelse på sin vej, ved nok ikke bedre! Har man først stiftet bekendtskab med, hvor stor lidelse, et menneske kan have, giver det ingen mening at skulle bære en sådan. Lidelsen fører alligevel til døden på et eller andet tidspunkt. Vi mener naturligvis, at man bør hjælpe et menneske i den tilstand til at komme herfra, så lidelsen afkortes. Motivet er ikke at dræbe et andet menneske, men at afkorte et andet menneske lidelser. Det er næstekærligt, men vi finder det forkasteligt, at der ikke i dag er mulighed for at hjælpe indenfor lovens rammer.

I øvrigt modsiger vedkommende sig selv i ovenstående udtalelse. På den ene side tales om at vi vil leve evigt. På den anden side om, at aktiv dødshjælp ikke skal legaliseres. Hvordan kan de to ting gå hånd i hånd? Noget tyder på, at vedkommende måske ikke er helt afklaret med, hvad der er hvad? 


...........................................................................


17.4 2018
I dag bisættes vores kære Susanne alias Marianne. Hjerte
Det er både en sorgens og en glædens dag; for den fred, Marianne nu har fået, har hun længtes efter i mange år.
Tak for alt, hvad du har givet til verden, for alle de aftryk, du har sat. 

Med stor sorg kan jeg fortælle, at også LISA GRYE ELSTORP døde i går. 
To store personligheder, der hver især havde deres eget dårlige helbred at kæmpe med, er her ikke længere til at kæmpe for en legalisering af aktiv dødshjælp. Vi er mange, der kommer til at savne de to ildsjæle.
Vi andre må fortsætte den utrættelig kamp, de kæmpede lige til det sidste åndedrag.  

Æret være deres minde!

          HjerteHjerte
.................................................................

14.04 2018 - AKTIV DØDSHJÆLP SKER AF HENSYN TIL PÅRØRENDE

”Hvis en uhelbredeligt syg patient ønsker aktiv dødshjælp, kan det ikke være, fordi vedkommende forventer at få noget ud af det selv. Ja, han eller hun slipper for smerter og lidelse, men når man er død, har man ingen glæde af eller viden om, at smerterne er forsvundet, og at det er forbi. Det er altså snarere et hensyn, man tager til de pårørende, som slipper for plejen, bekymringen, begrænsningerne mv. Man ønsker med andre ord ikke at være til besvær. Man fritager ganske rigtigt pårørende for besvær, men man fratager dem også muligheden for den kærlige handling, det er at tage sig af et elsket menneske, der er uhelbredeligt syg”.


MINE KOMMENTARER:
Jeg kan konstatere en dyb forvirring hos den person, der har skrevet ovenstående. Hvordan vedkommende kan nå frem til, at man kun kan
ønske aktiv dødshjælp for de pårørendes skyld, er meget uklart. For hvorfor en svært lidende person ikke skulle bede om aktiv dødshjælp for at blive befriet for sin svære lidelse, er fuldstændig uforståelig tale, som igen tyder på, at vedkommende ikke har mødt et svært lidende menneske.

Susanne Fink var svært lidende. Hun ønskede brændende at komme herfra. Ikke pga. sin mand, som hun elskede, og som elskede hende og var omkring hende og passede hende, men fordi hun ikke kunne udholde den voldsomme lidelse!

Et svært lidende menneske har nok i sig selv. Lidelsen står øverst og overgår alt andet.  
Der kan selvfølgelig være nogle, der vil bede om det a.h.t. de pårørende; men det motiv vil man kunne afdække, hvis kriterierne for aktiv dødshjælp udformes tilstrækkeligt – altså tager højde for det ved at den, der ønsker dødshjælp fx skal udtrykke ønsket flere gange, og at flere fagpersoner uafhængigt af hinanden taler med vedkommende.  

Der skrives også, at man fratager de pårørende muligheden for den kærlige handling, det er at tage sig af et elsket menneske, der er uhelbredeligt syg. Også her er der selvmodsigelser. Hvis de pårørende er så næstekærlige, at de udelukkende ser plejen af den lidende som en kærlig handling, giver det jo ingen mening, at et menneske skulle ønske at komme herfra a.h.t. de pårørende. Da ville den svært lidende vel ønske at komme herfra netop pga. af sig selv.

 

.........................................................................


11.4 2018 - HJEMMESIDEN FORTSÆTTER EFTER MARIANNES DØD

Der er ingen tvivl om, at Marianne ikke var tilfreds med resultatet af debatten om dødshjælp i hendes levetid. Hun sagde ofte, at den var fastlåst. Både modstandere imod dødshjælp og fortalere for dødshjælp holder stejlt på egne meninger og har svært ved at lytte til andres.
 
Når nogle i de seneste dage har spurgt, hvorfor jeg egentlig gik ind i "kampen" for legalisering af dødshjælp i Danmark, svarer jeg, at jeg mødte et menneske, som virkelig havde brug for en sådan lov. Indtil mødet med Marianne var jeg selv modstander af aktiv dødshjælp; men Marianne ændrede mit standpunkt, lige som jeg også håber, at hun er lykkedes med at ændre andres med sin meget ihærdige og vedvarende indsats. 

Jeg tror, det kunne være befordrende for sagen, hvis modstanderne gjorde sig den ulejlighed at tale med mennesker, som Marianne, Mennesker, der lider ubærligt, og som nærer et dybt og inderligt ønske om at få hjælp til at dø. Det er dem, det hele handler om. Det handler ikke om gamle, mennesker, der føler sig til overs eller som er ensomme. Ikke for os. Det hele tiden handlet om de mennesker, der reelt lider ubærligt og har brug for en hjælpende hånd, så de ikke behøver at dø i ensomhed for egen hånd. Det er uværdigt. 

For mig er min holdning til dødshjælp som min holdning til abort: jeg vil ikke selv kunne gør brug af det; men det betyder ikke, at jeg ønsker at forhindre, at andre, der har behov derfor, ikke får muligheden. Selvfølgelig under overholdelse af en række strenge kriterier. 
Hvorfor skal 7 % (modstanderne) bestemme, hvad ca. 80 % af os inderligt ønsker? 

Jeg kører naturligvis denne hjemmeside videre efter Mariannes død. Det ville hun have ønsket. Debatten er jo langt fra slut endnu! Så jeg fortsætter. I håb om at det en skønne dag vil lykkes fortalerne for dødshjækp at få lavet endnu flere ændringer, end den nylige lovændring giver mulighed for. 

.........................................................................

8.4 2018 - SUSANNE alias MARIANNE HAR FÅET FRED
Susanne Fink alias Marianne Hansen er død i dag, den 8.4 2018 kl. 12.25, 63 år gammel.
Den sidste tid har hun ikke levet - men været i live. Mod sin vilje. Hun døde omgivet af din familie.
Mariannes liv ændrede sig efter en voldsom ulykke i 1980, hvor hun pådrog sig en whiplashskade. Fejlbehandlinger i begyndelsen af det nye årtusinde forværrede desværre hendes situation, og hun udviklede dystoni (ufrivillige muskelsammentrækninger) i nakke, hals, mellemgulv, ansigt og hovedskallen. Musklerne strammede i de følgende år konstant til uden, at hun kunne tåle behandlinger herfor. Derfor var hun prisgivet sin egen skæbne.
I den sidste tid var hun bange for, at hun blev kvalt, da halsen strammede mere og mere til.
Marianne valgte formentlig derfor til slut at handle selv. Vi har ofte talt om, hvor forfærdeligt ensomt, det måtte være at skulle foretage en sådan handling, fordi man ikke kan få den hjælp, man har brug for i Danmark, når livet bliver så fyldt med lidelse, at det ikke længere er muligt at leve.
Marianne er en af de mest modige og stolte kvinder, jeg har kendt. Hun valgte i 2013 at fortælle sin historie til Kristeligt Dagblad. Hvis der er noget, der hedder skæbne, var det skæbnen, der sendte mig nabo ind til mig med artiklen om Marianne i hånden og spurgte, om jeg ikke kunne gøre noget.
Jeg fik kontakt til Marianne, og derfra tog det fart. Hun fortalte mig over langt tid hele sin historie. Allerede dengang var hun sengeliggende pga. dystonien og pga. alle de forfærdelige lidelser der var en følge af, at hun ikke hverken kunne behandles eller tåle nogen form for lindrende medicin. Det eneste, hun ønskede, var at dø.
Hendes historie var hjerteskærende. Som hendes fortælling skred frem, var jeg klar over, at jeg på en eller anden måde var nødt til at fortælle den. Det blev til bogen ”Vil du leve, til du dør?”, som vi skrev sammen, og som vi fik udgivet i 2014.  
Bogen er en kombination af en biografi om Mariannes lidelseshistorie og en debatbog om dødshjælp. Efterfølgende har vi sammen lavet og holdt live i denne hjemmeside.
Marianne har sat sig mange spor i livet. Hun har i den grad præget debatten om dødshjælp. Hun var utrættelig, og selv da hun var allermest dårlig til allersidst, skrev hun indlæg på specielt twitter.
Hun har ikke levet forgæves.
Hun efterlader sig sin mand, som jeg sender de varmeste tanker.
Jeg kommer til at savne min makker og partner, men er samtidig lettet over, at Marianne endelig kan hvil
e i fred.
Æret være hendes minde.

    R.I.P.
HjerteHjerteHjerte
Varme hilsener fra 
Hanne
.................................................................................


8.4 2018 - ER DØDSHJLÆLP BLOT EN EFFEKTIVISERING


En person spørger: Hvorfor tales der så meget om dødshjælp og indførelse af aktiv dødshjælp. Er det et spørgsmål om, at det er muligt i andre lande? Eller er det et led i trangen til at effektivisere samfundet? Måske stammer det fra unge mennesker, for hvem døden er abstrakt og noget, der ikke kan ramme dem, og at lidelse ikke er noget, vi skal finde os i.

 

VORES KOMMENTARER:
Der tales meget om dødshjælp, fordi det er en kendsgerning, at der vitterligt findes mennesker, der lider ubærligt uden at kunne hjælpes, og fordi det er meningsløst, at disse mennesker skal lide i kortere eller længere tid eller måske endda i meget lang tid (som Susanne), fordi der er nogle, der mener, at dødshjælp er uetisk. Hvad tænker sådanne mennesker mon på? Har de overhovedet medfølelse i livet?

Det er ikke kun unge mennesker, der debatterer dødshjælp og vil undgå lidelse. Ca. 80 % af danskerne går ind for dødshjælp, så det er langt flere, end der er unge i Danmark. Det er snarere de 7 %, der er modstandere, og som får lov at sætte dagsordenen på området, vi skal bekymre os om.

 

.......................................................................................

5.4 2018 - LIDELSE ER EN DEL AF DET AT VÆRE MENNESKE

Udtalelse: ”Lidelse kan ikke afskaffes; lidelse er en del af det at være menneske, og selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad der er muligt for at mildne de lidelser, syge mennesker tvinges til at gennemleve, men vi må hold op med at tro, at vi kan leve evigt, hvis vi får den nyeste og mest effektive behandling. Lovgivningen i Danmark er heldigvis sådan indrettet, at aktiv dødshjælp er forbudt, lige som andre former for drab er forbudt, og sådan skal det også være”.  

VORES KOMMENTARER:
Ja, lidelse er en del af det at være menneske; men det betyder ikke, at der er mennesker, der skal lide sig ind i døden/skrige sig ind i døden. Hvem skulle have glæde af det? Mennesket selv? De pårørende? Gud? Andre?

Gad vide om vedkommende selv vil kunne være hos et svært lidende menneske i måske årevis, før døden endelig barmhjertigt indtræffer? For vedkommende vil vel ikke blot overlade den stærkt lidende i egen varetægt? Det er nemlig det, der sker i dag! Desværre. Derfor er det en dybt overlegen udtalelse, som kun kan stamme fra et menneske, der ikke selv ved bedre. Et menneske, der ikke har mødt svær lidelse på sin vej! For har man først stiftet bekendtskab med, hvor stor lidelse, et menneske kan have, giver det ingen mening at skulle bære en sådan. Lidelsen fører alligevel til døden på et eller andet tidspunkt.

Vi mener naturligvis, at det bør være muligt at hjælpe et menneske i den tilstand til at komme herfra, så lidelsen afkortes. Motivet er ikke at dræbe et andet menneske, men at afkorte et andet menneske lidelser. Det er næstekærligt, Derfor finder vi det forkasteligt, at der ikke i dag er mulighed for at hjælpe indenfor lovens rammer.

I øvrigt modsiger vedkommende sig selv gevaldigt i ovenstående udtalelse. På den ene side tales om at ville leve evigt. På den anden side om at aktiv dødshjælp ikke skal legaliseres. Hvordan kan de to ting gå hånd i hånd? Noget tyder på, at vedkommende måske ikke er helt afklaret med, hvad der er hvad?

............................................................................................

2.4 2018 - GAMLE MENNESKER FRYGTER AT VÆRE EN BELASTNING

Udtalelse: Der kommer flere og flere gamle til, og derfor vil flere og flere føle sig som en belastning, fordi det samtidig bliver mere og mere svært at opretholde en god velfærd. Der er overdrevent fokus på det perfekte. Derfor bliver det ikke svært at fylde en skattekiste ved at tilbyde dødshjælp fremover.
Det svære vil være at finde nogle, som vil kræve, at den dødbringende virksomhed forhindres.

VORES KOMMENTARER:
Det er et meget kynisk syn, som ikke desto mindre stammer fra en dansker. Hvad får mon et menneske til at føle sig så højthævet over andre, at det tillader sig at dømme andre? ”Det svære er at finde nogle, som vil kræve den dødbringende virksomhed forhindres” – altså at en legalisering af dødshjælp finder sted. Nogle mennesker har en tendens til at føle sig selv ved at nedgøre andre. I dette tilfælde både dem, der har brug for dødshjælp og dem, der går ind for dødshjælp. 

Vi undrer os på, hvorfor vedkommende i givet fald ikke selv en indsats, hvis det handler om, at velfærden falder. Da er der jo netop basis for frivilligt at gøre en indsats for dem, der føler sig ensomme. Vedkommende kunne oven i købet sætte det i system og få andre til at gøre det samme. Men det er altid lettere at kritisere end selv at gøre noget ved tingene.

Så længe samfundet ikke hjælper dem, der har behov for hjælp til at dø, skal vi være glade for, at der er hjælpemuligheder i Schweiz, selv om det kun er for bemidlede!
Fri os fra det onde.

............................................................................... 

30.03 2018 - DØDSKLINIKKER ER EN FORRETNING

At give assisteret selvmord på en dødsklinik, er at drive forretning. De tjener penge på at tage livet af folk. Der er ikke tale om ulønnet hjælp til at dø. Hermed er der tale om en ”service”, der er forbeholdt mennesker, der er i stand til at betale.

VORES KOMMENTARER:
Ja, det er en forretning at drive en dødsklinik. En forretning, som er krævende i forhold til både etik og omsorg for de mennesker, der kommer og rent ud sagt lægger deres liv i indehavernes hænder. 
At der er penge i det, er der ingen tvivl om. Det koster ca. 100.000 kr. for en dansker at få hjælp dernede – inklusive hjemtransport af afdøde til Danmark. Det er mange penge, og det bevirker ganske rigtigt, at det kun er forbeholdt dem, der selv kan betale. Dette skyldes dog alene, at dødshjælp ikke er legaliseret i de lande, patienterne kommer fra. Var det det, ville det jo ikke være nødvendigt at tage til udlandet og udnytte et hul i den schweiziske lovgivning.

........................................................................... 

27.3 2018 - ENSOMHED 
Et synspunkt:
Der skal sættes ind mod ensomheden, som er det moderne samfunds størse sygdom. 

De, som ender hængt fra et træ eller foran toget lider ikke af mæthed af dagen, men snarere af ensomhed, fortvivlelse og angst. At hjælpe og lade sig hjælpe er, hvad det drejer sig om. Ikke om den mest elegante afskedssceremoni pr. trykknap (udtalelse fra nettet.)

VORES KOMMENTARER: 
Det er korrekt, at mange mennesker der dybt ensomme.
Ensomheden hos ubærligt lidende mennesker, som ønsker at dø, kan være en speciel form for ensomhed, fordi den for nogles vedkommende kan skyldes andres berøringsangst overfor deres sygdom og lidelse. Mange raske kan ikke forholde sig til lidelse og bliver væk. Mange klarer ikke at blive konfronteret med dyb fysisk lidelse, fordi de ikke kan gøre noget ved det. Når handlekraften forsvinder kan afmagten og berøringsangsten sætter ind. 
Det må være vanskeligt for mange svært lidende, som ikke længere er i stand til at tage livet for egen hånd (hvilket vi også finder komplet uacceptabelt at kræve af et menneske) både at forstå og acceptere.
Mange af de svært lidende har formentlig kun ét ønske: at andre respekterer deres ønske om at få lov at dø. Når omgivelserne tager afstand herfra, kan det medføre en dyb, eksistentiel ensomhed.
At være tæt på et svært lidende menneske uden mulighed for hverken at måtte eller kunne hjælpe, kan også give pårørende/nærtstående en lige så eksistentiel ensomhed. 
Den eneste løsning på problemet er at legalisere dødshjælp. 

.......................................................................................

24.3 2019 - VAERDIGHED

Et menneskes vaerdighed har ikke noget at goere med, om det kan toerre sig selv bagi. Eller om mennesket kan taelle til 100, eller om det kan huske eller ej. Der findes mennesker, der aldrig har kunnet de ting, og der er dem, der efter sygdom, ulykke eller i hoej alder ikke laengere kan det. Lever de uden vaerdighed, spoerger en modstander imod doedshjaelp?

VORES KOMMENTARER:
Ud fra et kristens/bibelsk synspunkt er svaret nej. menneskers vaerdighed afhaenger ikke at noget ydre. Mennesket er vaerdigt alene i kraft af at vaere menneske.

Synspunktet er religioest/filofisk og ikke mindst teoretisk. For rigtige levende mennesker af koed og blod kan vaerdighed netop handle om, at de ikke kan toerre sig selv bagi mere. Det kan ogsaa handle om, at de ikke laengere er sig selv, fordi de ikke kan huske og aendrer personlighed.
Mennesker, der aldrig har kunnet toerre sig selv bagi har haft et helt liv til at vaenne sig til det. De har faaet det ind med modermaelken. 
Det er dog langt fra ensbetydende med, at alle mennesker finder det vaerdigt. Vaerdighed er noget dybt personligt. Du og jeg vurderer selv, hvad vi finder vaerdigt/uvaerdigt. Det skal og kan andre faktisk overhovedet ikke tillade sig hverken at vurdere eller doemme.
Derfor findes der kun 'et svar paa spoergsmaalet ovenfor: hvis et menneske mener, at det lever uden vaerdighed, lever mennesket uden vaerdighed! Mere filosofisk er det saamaend ikke! Til gengaeld er det saare logisk.

.................................................................................... 

 

22.3 2018 - STEPHEN HAWKINGS ER DOED
Den beroemte astrofysisker Stephen Wawkings doede i sit hjem den 14. marts, 76 aar gammel.

Trods svaer ALS, som han fik konstateret som 21-aarig, havde han et levende liv. Han var i mange aar i respiratorbehandling. De senere aar kunne han heller ikke tale, men meddelte sig via en computor. Alligevel fortsatte han sit arbejde. 
Han efterlader hustru og tre boern samt boerneboern.
Kort foer sin doed forudsagde han menneskehendes og jordens undergang med udviklingen af kunstig intelligens. 
Han opfattede liveter efter doeden som en eventyrforestilling og mente, at der ikke findes hverken en himmel eller et liv bagefter. 
Han skal begraves ved siden af Isac Newton og Charles Darwin p`Westminster Abbey. 

VORES KOMMENTARER:
Maa han hvile i fred. 
Han har ikke levet forgaeves, men sat sit store aftryk paa videnskaben indenfor sit felt, ligesom han har vist verden, at man kan have et godt liv trods total afhaengighd af andre og uden evnen tilhverken at kunne traekke vejret eller tale. Han var et forunderligt menneske.
Han oenskede at doe, hvis han paa et tidspunkt mistede sin livskvalitet. Tilsynladende bevarede han dog den lige til det sidste. 
R.I.P.

................................................................................

 

20.03 2018 - AKTIV DOEDSHJAELP ER DRAB

At tage livet af en andet menneske er drab. I bedste fald kan det kaldes for medlidenhedsdrab, hvis det drejer sig om syge mennesker (udtalelse fra modstandere mod doedshjaelp).

VORES KOMMENTARER:
Selvfoelgelig er det ikke drab at hjaelpe et andet menneske med at doe, naar den anden udtrykkeligt har bedt om at faa hjaelp til at komme herfra og lvogivningen er i orden. Drab er, at man tager livet af en, der IKKE har bedt om det (som de mange, der hvert eneste aar - ogsaa i Danmark doer - pga. utilsigtede fejl i sundhedsvaesenet). 
Vi betragter det som en barmhjertighedsgerning foretaget af en fagperson eller et andet menneske, der har valgt at hjaelpe et menneske i noed. Det sker paa frivillig basis. Motivet er et oenske om at hjaelpe, ikke om at slaa ihjel. Dette argument maa vaere lige saa holdbart, som argumener for at laeger gerne maa slaa patienter ihjel ved at oege morfindosis, naar bare motivet er at lindre lidelse og ikke at begaa drab. Kan motivet vaere afgoerende det ene sted, kan det ogsaa vaere det andre stedet. Stadig skal lovgivningen naturligvis vaere i orden; men som argument imod doedshjaelp dur heller ikke dette.

.....................................................................................

 

17.3 2018 - SPOERGSMAAL OM MODLØSHED

Hvem kan garantere, at beslutningen om doedshjaelp ikke er taget under en forbigaaende fase af modloeshed?

VORES KOMMENTARER:
Det er der ingen, der kan garantere; men vi kan garantere, at dem, der lider af forbigaaende modloeshed heller aldrig vil faa doedshjaelp. I alle de lande, hvor de har en eller anden form for legaliseres doedshjaelp, er der strenge kriterier for, hvem der kan faa hjaelpen. Et af kriterierne er, at oensket enten skal fremsaettes flere gange med et vist mellemrum eller revurderes efter en tid. Det er saaledes aldrig et forbigaaende oenske, der laegger til grund for et menneskes oenske om at faa hjaelp til at komme herfra. Derfor er det uforstaaligt, at modstandere vedblivende fremsaetter dette argument imod aktiv doedshjaelp.

................................................................

 

15.3 2018 - UNO REITER VIL SELV BESTEMME
Uno Reiter har siddet i koerestol siden 1966. Han gruer for den dag, han ender som en, der skal vaskes af andre, friseres og pudses. "Jeg vil ikke lade mig fylde op foroven med naeringserstatning og derpaa forneden faa hentet ekskrementer ud med gummihandsker. Jeg vil ikke blive dum og taage hen som venlig eller ondskabsfuld idiot, jeg vil selv bestemme, hvornaar det er tid, hvornaar jeg ikke vil laengere, uden formynderi fra en biskop, en laegelig direktoer eller et parlamentsmedlem, erklaerer den kendte mediemand". 

VORES KOMMENTARER:
Vi kan ikke vaere mere enige. Vi skal selv kunne bestemme, hvornaar vi vil doe. Vi skal kunne faa hjaelp dertil, hvis en raekke kriterier er opfyldte. Andre skal ikke bestemme over os og vores doed. Det kan kun vi selv, hvis vi kommer helt derud, at vi opfylder kriterierne.

...........................................................................................

13.3 2018 ALDERDOM OG SELVMORD

”De mennesker, der er mætte af dage eller frygter at miste deres personlighed i alderdommen, skal ikke være henvist til selvmordet. Årligt begår 10.000 tyskere selvmord. Over halvdelen ved hængning, og det er uværdigt”, mener en tysker. 

VORESKOMMENTAR:

vi er fuldstændig enige heri. I 2015 begik 584

danskere selvmord. Hvor mange af dem, der ville kunne have været hjulpet ved assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp, ved vi naturligvis ikke. Men formentlig et vist antal. For os ville bare en, være nok!

..............................................................

8.3 2018 - EKSEMPLER PÅ HOLLANDSKE ”FEJL” I FORHOLD TIL DØDSHJÆLP

Fra 2002 og 2016 var der 49.287 tilfælde af dødshjælp i Holland.
Komitéerne fandt problemer med overholdelse af kriterierne i 0,18 tilfælde.

Her følger tre eksempler på, at kriterierne ikke blev overholdt:

I 2012 fik en ca. 50 årig kvinde ramt af demens og Huntingtons sygdom, dødshjælp. Hun havde tidligere skriftlig ønsket dette. Tre år før, hun fik dødshjælp havde lægen nævnt det; men kvinden ”ville ikke have en nål”. Også et år før hun døde, blev hun atter spurgt uden, at hun blev urolig. Lægen tolkede det som samtykke. Dagen før, hun døde, blev hun heller ikke urolig. Kvinden var på det tidspunkt inhabil, men hendes øjne sagde alt.

I 2014 fik en ca. 80 årig kvinde aktiv dødshjælp efter 20 år tidligere skriftligt at have ønsket dødshjælp, hvis hun blev inhabil. Plejehjemslægen afviste dog ønsket om dødshjælp, fordi han mente, at kvinden var rolig og venlig. End of Life-fonden så kvinden to gange. Han kunne ikke afgøre, om kvinden led psykisk, men indvilgede i at udføre dødshjælpen pga. den skriftlige tilkendegivelse. Også en uafhængig læge tilså kvinde og ”så helt tydeligt fortvivlelse i hende blik”.

I 2016 fik en ca. 70 årig kvide aktiv dødshjælp pga. Alzheimers sygdom. Hun havde tidligere skriftligt tilkendegivet sit ønske om at dø, hvis hendes livskvalitet blev så dårlig, at hun bad om eutanasi. Hun var dog nu inhabil og kunne ikke udtrykke sit ønske klart. Lægen og familien handlede derfor på baggrund af det tidligere ønske. Kvinden fik sovemedicin i kaffen. Hun lavede undvigemanøvrer, men dødshjælpen blev gennemført, mens familiemedlemmer måtte holde hende nede.
Denne sag kan føre til den første straffesag nogensinde.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/hollandsk-laegeformand-om-doedshjaelp-det-vigtigste-er-selvbestemmelsen

VORES KOMMENTARER:
Der er ingen tvivl om, at der sker fejl i Holland. Der er ingen tvivl om, at der er mennesker, der får dødshjælp, som ikke burde have haft det. 
Der sker dog også mange fejl i det danske sundhedsvæsen - oven i købet med døden til følge uden, at dødshjælp er legaliseret eller patienterne har ønsket at dø.

Lægevidenskaben er ikke ”omkostningsfri”. Intet er omkostningsfrit, når det drejer sig om mennesker og behandling af levende mennesker. Selvfølgelig kan der ske fejl. Og det kan der også, når det drejer sig om dødshjælp; men er de fejl værre end de mange utilsigtede fejl, hvoraf der også sker dødsfald? Hvorfor skulle de dog være det? Men hver eneste gang det sker, slås det stort op - i Danmark! 

Når et land har legaliseret aktiv dødshjælp, bliver det meget let at give dødshjælpen skylden for fejlene. Det virker temmelig bagstræberisk. Specielt når man ser lidt nærmere på tallene for Danmark.

I 2013 blev der registreret 180.000 tilfælde af utilsigtede hændelser i det danske sundhedsvæsen – mod 189.467 i 2016. Antallet stiger altså konstant. Er det mon en glidebane forårsaget af den øgede travlhed og øgede specialisering?

Blandt de 180.000 i 2013 blev 4.399 alvorligt skadet, men hvad værre var: 539 mennesker døde. Uden at de vel at mærke selv havde bedt om det! Tvært imod.

I 2013 døde i alt 52.471 danskere. De 539, der døde pga. utilsigtede hændelser, udgør således 1,03 % af alle døde i 2013.
Kilde: https://www.b.dk/nationalt/antallet-af-rapporter-om-fejlbehandling-saetter-ny-rekord

Procentuelt er antallet døde på ét år pga. utilsigtede hændelser i det danske sundhedsvæsen altså langt større end de 0,18 %, der har fået dødshjælp i Holland i EN PERIODE PÅ 15 ÅR uden, at kriterierne er opfyldt. Det svarer til ca. 89 personer på 15 år, mens 539 danskere døde indenfor ÉT ÅR. Mennesker som stadig ikke havde bedt om at dø! I Holland var der til sammenligning10 tilfælde af aktiv dødshjælp, der ikke levede op til kriterierne i 2016. 

I de tre hollandske tilfælde, der nævnes i artiklen, er der ikke en af dem, der ikke skriftligt på et tidspunkt havde tilkendegivet, at de ønskede at få hjælp til at dø på et tidspunkt.

Man skal altså ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Man er desuden nødt til at se det hele i et lidt større perspektiv.

Nogle vil måske mene, at det er som at sammenligne æbler og bananer. Til dem vil vi sige, at det er det måske; men ikke desto mindre ser det unægtelig ud til, at fejlene i Danmark til fulde kan lev op til de fejl, der sker i Holland i forbindelse med dødshjælp.
 

..................................................................................... 

 

4.3 2018 - I HOLLAND ER SELVBESTEMMELSEN DET VIGTIGSTE

Formanden for Hollands lægeforening, René Héman siger, at dødshjælp i Holland hviler på en urokkelig tro på individets ret til selvbestemmelse.

Antallet af mennesker, der fik dødshjælp i Holland steg fra 2003 til 2016 med 236 %. Psykisk syge, tidligere stadier af demens og svagelige ældre kan få hjælp til at dø – ud over det terminalt syge.

For lægeformanden er det et afgørende spørgsmål, om han selv ville finde sig i ubærlig lidelse, hvis han var i patientens sko.

I Holland mener de, at mennesker selv er i stand til at træffe deres egne beslutninger. Hvorfor skal læger bestemme, hvilke sundhedsydelser, de skal have, når folk også tillades at drikke, ryge og køre bil, spørger han? Det er parternalistisk at mene, at mennesker ikke selv kan bestemme. Lægen ved ikke bedre end patienten. Den vinkel skal man forstå for at kunne forholde sig til det hollandske system.

Der er kun få tilfælde, hvor dødshjælpen ikke levede op til loven. I 2016 drejede det sig om 10 tilfælde ud af 6091dødsfald.
Han mener, at en verden uden dødshjælp er værre. Fordi folk ikke kan være medbestemmende.

Han finder det hollandske system sikkert, fordi de har seks kriterier, lægen skal opfylde for at dødshjælp er en straffri handling. Alle seks kriterier skal være opfyldt.
Ligger en patient i coma, er selvbestemmelsen ude af kraft, og vedkommende kan ikke få hjælp. Der skal altid indhentes mindst én vurdering fra en uafhængig kollega, og komitéerne vurderer efterfølgende sagen endnu en gang.

Loven er lavet elastisk mhp. at sikre selvbestemmelsen. Kun patienten selv kan sige, at nok er nok.
Det er lidelsen, der er i centrum. Loven skal følge med, når der pga. nye behandlinger også opstår ny lidelse.

Regeringen vil nu kulegrave årsagen til, at antallet, der får dødshjælp er steget kraftigt. Men selve loven er ikke til diskussion. Støtten til loven er enorm både blandt læger og i befolkningen.
Den kritiske debat handler om marginale grupper.

I 2016 havde 83 % af dem, der fik hjælp uhelbredelig kræft, neurologiske sygdomme eller hjertekar- eller lungesygdom. 2 % havde demens. 1 % havde psykiske sygdomme. 4 % havde flere sygdomme relateret til alder.

Han finder ligheder mellem den sociale samvittighed og velfærd i Holland og Skandinavien; men han finder, at forskellen i grundindstilling til mennesket er meget forskellig; for de skandinaviske lande ønsker at beskytte individet, mens man i Holland betoner, at individet må gøre, som det vil.
Den hollandske lov passer til deres indstilling og kultur.

 

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/hollandsk-laegeformand-om-doedshjaelp-det-vigtigste-er-selvbestemmelsen

VORES KOMMENTARER
Vi har for nylig skrevet om, at hollandske læger ønskede at blive respekteret af verdenslægeforeningen for deres lov om aktiv dødshjælp, men at det ikke lykkedes dem at overbevise de lande, der ikke har dødshjælp på et møde i Vatikanet.
Det er meget tankevækkende, at to veludviklede lande kan have en så afgørende og et så forskelligt syn på det enkelte menneskes frihed og ret til selvbestemmelse, som tilfældet er mellem Holland og Danmark. Vi må dog til stadighed konstatere, at det ikke er befolkningen, der er forskellig, men politikerne. Godt hjulpet af Det Etiske Råd og religiøse bevægelser samt Lægeforeningen, tager Folketinget afstand fra at følge de ca. 80 % af befolkningen, der ønsker aktiv dødshjælp legaliseret. Befolkningen er ikke i tvivl om, at det enkelte menneske skal have mulighed for at håndhæve deres selvbestemmelsesret, hvis de kommer i en ulidelig og ubærlig situation. I Holland er de ikke i tvivl om, at det kun er den enkelte, der selv kan bestemme, hvornår nok er nok.
Vi kan godt ane glidebanen i Holland. Det kan de tilsyneladende også selv nu, hvor de vil undersøge, hvorfor antallet, der får aktiv dødshjælp er steget kraftigt. Deres lov er dog kommet for at blive; men der skal måske foretages justeringer når de finder årsagen? Måske er den lidt for elastisk, når det kommer til stykket?
At tage livet af ældre, fordi de er livstrætte står ikke lige for i Danmark. Aktiv dødshjælp skal ikke udvandes til at blive noget, man bare gør, når folk er trætte af livet eller noget, man gør, fordi det kan være det letteste. Det skal udelukkende anvendes i de tilfælde, hvor der virkelig er behov derfor. Ikke til at aflive mennesker, der ikke opfylder strenge kriterier, hvilket man godt kan få en tanke om, at de gør i Holland, når livstrætte ældre nu kan få hjælp til at dø. Det falder os for brystet. 

 

28.2 2018 - HOLLANDSK LÆGE GIVER EKSEMPLER PÅ PATIENTER, DER ØNSKER DØDSHJÆLP

Den hollandske læge, Marianne Dees, vi skrev om den 23.2 fortæller også om patienter, hun har hjulpet.
Den først patient var en 20-årig mand med uhelbredelig testikelkræft. Hun var da 31 år. Patienten var lam og kræften havde spredt sig til bla. rygraden. Det var ubærlig lidelse; men alligevel var den unge mand ikke klar, fordi han var omgivet af det, der gav livet værdi. Han kunne bære langt mere. Først da han næsten ikke længere kunne tale, bad han om hjælp til at dø.

Marianne Dees har gennem to år besøgt en midaldrende mand, psykisk syge mand hver fjerde uge. Han ønsker aktiv dødshjælp, fordi han er komplet isoleret. Hans lidelser er forfærdelige; men efter to år ser hun tegn på bedring, fordi hun har vundet hans tillid. Så for ham er tiden ikke inde.

En 45 årig kvinde bad om hjælp til at dø pga. psykisk sygdom og selvmordsforsøg; men da hun fik uhelbredelig lungekræft, ville hun pludselig livet. Først da hun nåede niveauet for ubærlighed, bad hun om hjælp. Hun blev dog aldrig sikker på, hvornår hun var klar, så derfor skulle hun selvfølgelig ikke have hjælpen.

Det sidste menneske, Marianne Dees har hjulpet var en 85 årige kvide, som efter to års depression fik det bedre, men som derefter fik problemer med hjerterytmen og fik en pacemaker, som hun ikke ønskede. Hendes mand døde, og hun blev atter deprimeret og selvmordstruet. Til sidst bad hun om dødshjælp. Hun havde sukkersyge og det ene bryst var fjernet. Hun havde dog ingen livstruende sygdom, men var ”træt af livet”.  Det skrev hun til komitéen bagefter mhp. at blive indkaldt til samtale, så sagen kunne komme med i årsrapporten og andre læger kunne se, at det var ok at hjælpe en ældre patient, når problemerne var hobet op pga. alder og helbred.

For 10 år siden sagde hun nej til en kvinde, hvorefter kvinden sprang ud af vinduet fra 4. sal. I dag mener hun, at det havde været bedre at hjælpe hende.

Andre kulturer tackler lidelse og død anderledes. En vietnamesisk kvinde lå lam og uden tale i sin hjem i 7 år. Manden passede hende indtil den dag, hun døde. Hun blev ikke tvunget til noget. Det var måde at dø på – at være i sit hjem med familien og en læge, der holder sig på afstand. Til gengæld ser hun, at folk i Vesten har glemt, hvordan man dør.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/eutanasi-laege-jeg-foeler-jeg-draeber-et-menneske

VORES KOMMENTARER:
Eksemplerne viser, hvor forskellige historierne kan være.
Da hun mener, at det er vigtigt, at ældre, der ikke længere ønsker at dø og har en ophobning af både medicinske problemer og andre problemer, er hun villig til at yde dødshjælp for bagefter at gøre en indsats for, at det bliver acceptabelt at hjælpe disse mennesker til at dø. Hun sætter faktisk sin autorisation på spil, fordi hun mener, hun har ret og ønsker, at det bliver legalt.

Lige netop her synes vi, at det måske kammer en smule over. Fordi man er gammel og har problemer, behøver man ikke at dø. Hvorfor? Det virker ikke helt rigtigt! Samtidig kender vi ikke situationen indefra og bør måske ikke dømme. Men måske er en glidebane? 

........................................................................


23.02 2018 - HOLLANDSK LÆGE TALER UD OM DØDSHJÆLP


Den hollandske læge Marianne Dees føler, at hun dræber et menneske, hver gang hun yder aktiv dødshjælp, og er derfor nødt til at lukke af for sine følelser.
Hun hjælper en patient med at dø ca. hvert femte år.

Allerede først gang, hun hjalp en patient med at dø, lærte hun, at ingen læge kan bedømme, om nogen lider ubærligt. Det kan kun patienten selv, og det må man stole på. Denne lærdom er årsag til, at hun har gjort det igen og igen, og at hun også går ind for en udvidelse.
”Det handler om patientens ret til at bestemme selv”, siger hun.

I Danmark ønsker både tilhængere og modstandere af dødshjælp at sikre, at
der ikke begås fejl og at beskytte patienter, der ikke burde dø mod at dø.
Man ønsker også at beskytte patienterne i Holland; men her handler diskussion ikke så meget om sikkerhed, men om patienternes ret til selv at bestemme.

Da dødshjælp blev legaliseret skete det på baggrund af, at det var velkendt, at læger allerede hjalp patienter til at dø.
”I dag er aktiv dødshjælp stadig ikke lovligt, men afkriminaliseret på den betingelse, at lægen kan redegøre for, at situationen opfylder seks kriterier:
- lægen skal tale med mindst én anden uafhængig læge om patientens ønske
- dødshjælp skal udføres medicinsk forsvarligt
- det skal være frivilligt fra patientens side
- lidelsen skal være ubærlig
- der må ikke være et andet alternativ til lidelsen og patientens situation og prognose
- lægen skal bagefter skrive en rapport til en komité, som vurderer handlingen ud fra kriterierne

Hun er især påpasselig overfor tre grupper: personer med psykiske lidelser, demente og ældre med ophobning af helbredsproblemer. De tre grupper udgjorde 7 % af alle, der fik hjælp i 2016.

Marianne Dees har skrevet en ph.d.-afhandling om ubærlig lidelse og eutanasi. Hun forsker i dag i beslutninger i livets sidste faser og mener, at læger enten skal tilbyde maksimal palliation eller eutanasi. Hun vil dog først gøre hvad som helst for, at patienterne ikke ender med dødshjælp.

Ifølge loven skal alle hollandske læger udføre aktiv dødshjælp, hvis lovens kriterier er opfyldt. Hvis kriterierne ikke er opfyldt, retsforfølges lægen. En straffesag kører lige nu for første gang nogensinde. En læge gav en kvinde dødshjælp, selv om hun strittede imod.

I en anden anlagt sag fra 2014 var patienten inhabil og ude af stand til at kommunikere; men lægen kunne se hendes fortvivlelse i hendes øjne, men det mente komittéen ikke, at lægen kunne være sikker på.
Marianne Dees mener, at fejl kan ske. Og fejl sker.

Det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse trumfer risikoen for, at en læge kan komme til at træffe en forkert beslutning. Ellers blokeres for mange menneskers ret til at træffe beslutninger vedrørende deres eget liv.
At tage et andet menneskes liv er rystende. Hun kan ikke fordrage det. Det tager mindre end et sekund, men er for evigt, og hun vil andre vænne sig til det, fordi der er drab. Kunne hun ikke hjælpe, ville hun dog føle, at hun ikke er god nok som læge.

I Danmark tales om, at palliativ behandling kan afhjælpe lidelse.
Marianne Dees er enig.
Nogle symptomer kan lindres, men ikke al lidelse kan lindres. Der er folk i Holland, der vælger at dø pga. smerter, som ikke kan behandles. Hun mener også, at ingen af dem, der hjælpes, ikke også lider af eksistentielle smerter.
Danske modstandere siger, at det er forkert at fjerne lidelsen ved at slå den lidende ihjel, og om at give livshjælp fremfor dødshjælp.
Også her er Marianne Dees enig. Hun ser også gerne, at der er andre muligheder; men virkeligheden er konkret, og eutanasi kan være den eneste humane vej.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/eutanasi-laege-jeg-foeler-jeg-draeber-et-menneske

VORES KOMMENTARER:
Det er meget tankevækkende, at den hollandske læge faktisk er enig i danske lægers holdninger. Det tankevækkende består i, at det udmønter sig i meget forskellige handlinger. Hvor danske læger stritter imod at hjælpe patienterne, finder hun, at det vigtigste er, at patienterne har selvbestemmelse.

Artiklen bærer præg af stor medmenneskelighed. Tænk, at hun giver aktiv dødshjælp, selv om hun har meget svært ved det, alene fordi hun hele tiden holder sig det overordnede mål for øje, nemlig at patientens ret til selvbestemmelse som er det vigtigste af alt og står over alt.

Det er fuldstændig modsat Danmark, hvor læger mener, at patienter ikke er i stand til at have selvbestemmelse, en holdning, der tyder på en bedrevidenhed, og som kommer de danskere til skade, der ønsker at dø.
Holland valgte at legalisere aktiv dødshjælp, fordi der allerede var læger, der gav dødshjælp.

Der er også danske læger, der allerede giver dødshjælp. Det har de gjort længe; men i stedet for at legalisere dødshjælp og få det ind i nogle rammer, som vil øge sikkerheden for både læger og patienter, forbeholder danske læger sig ret til at beholde retten til at være dem, der bestemmer. Det virker som om de ikke vil give magten fra sig.

I Holland erkender man, at der er mennesker, der lider så meget, at der ikke er andre muligheder end at hjælpe dem med at dø. I Danmark fastholdes vedvarende, at man ikke fjerner lidelse ved at fjerne den lidende, og at der altid er mulighed for palliation. Det er en virkelighedsflugt ikke at erkende, at der rent faktisk ER noget, læger ikke er i stand til, nemlig at hjælpe de allermest lidende. Det kræver selverkendelse. Enten har læger ikke en sådan, hvilket ikke virker rigtigt eller også vil de alternativt ikke erkende det åbenlyst, fordi de stadig ønsker at have ”magten” og ”det sidste ord”/den sidste vurdering.

I Holland har man erkendt, at kun patienten kan vurdere, hvornår livet er for ubærligt at leve. Det er det, mange også kæmper for sker i Danmark, og som ca. 80 % af befolkningen står for.

Vi finder det vigtigt, at den hollandske læge taler om, at aktiv dødshjælp ikke er legalt, men at det er afkriminaliseret, hvis patienten opfylder seks kriterier. Der er en gradsforskel. Kriterierne skal være opfyldt. Ellers kan lægen stadig straffes.

Det er også vigtigt, at hun er ekstra påpasselig, når der er tale om psykisk syge, demente og ældre med ophobning af helbredsproblemer. Det er netop her, også vi mener, at der kan være problemer forbundet med en legalisering. Selv om vi også mener, at disse mennesker ikke skal udelukkes på forhånd. Det må være muligt at finde en måde også at give muligheden til de sværest lidende blandt dem.

............................................................................

19.2 2018 - AKTIV DØDSHJÆLP I BELGIEN KRITISERES I BRITISK BOG

Aktiv dødshjælp er blevet rutine og nærmer sig selvmordshjælp i Belgien. Det skriver et katolsk center i England i en bog, der udkom i september 2017.
En belgisk kommission kalder det for ren propaganda.

Det katolske center kalder det for ”en rutinesag” at afslutte et liv. Dødshjælpen er igen og igen blevet udvidet.
14 belgiske læger og seks internationale læger og specialister i bioetik bidrager i bogen. Professor David Albert Jones er bogens koordinator. Han siger, at det ikke kun er døende patienter, der får hjælp til at dø, men også andre. Loven er uklar.

Reelt er der ingen kontrol. Kun halvdelen af dem, der får aktiv dødshjælp indberettes.
Væksten i antal tilfælde af eutanasi er steget med 90 % siden 2002.

Han giver eksempler på mennesker, der ikke burde have været hjulpet, fx en transseksuel efter en mislykket kønsoperation, en person med Alzheimer og en person med anorexi.
”De svageste patienter såsom de meget gamle, men også fysisk og psykiske handicappede udsættes i højere grad end andre for dødshjælp. Det er hele holdningen til handicappede og gamle, der ændrer sig”, siger han.

Et medlem af den belgiske kommission til kontrol og evaluering af eutanasi afviser dog kritikken. Hun henviser til centrets katolske forankring.
Centrets kritik hviler på enkeltsager.

Fakta er, at der aldrig har været så meget debat om palliativ behandling og om håndtering af samfundets svageste som nu.
At antallet stiger er normalt. Det sker i takt med, at flere får kendskab og færre har modvilje imod det.

Også et medlem af det belgiske senat afviser kritikken og kalder det for ”den sædvandlige propaganda fra modstanderne af dødshjælp”.

Kritikken i bogen begrundes med, at kun en sag har været overgivet til domstolene siden loven, blev indført. Men domstolene kan selv tage sager op, hvis de finder det nødvendigt.

En psykiater, jesuit og specialist i palliativ pleje siger, at der ikke foretages dødshjælp uden, at patienterne har bedt om det, hvilket der også hævdes i bogen; men han giver dem ret i, at grænserne for, hvem der kan få dødshjælp skrider.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/bioetisk-glidebane-britisk-bog-kulegraver-og-kritiserer-aktiv-doedshjaelp-i-belgien

MINE KOMMENTARER:
Endnu en religiøs demonstration imod aktiv dødshjælp. Denne gang fra engelske katolikker.
Modstandere mod dødshjælp i Danmark gør en dyd ud af, at man ikke bygger på enkelttilfælde. Hvis de kun har tre enkelttilfælde, de hele tiden vender tilbage til i bogen, virker det ikke særligt troværdigt. Havde de haft100 tilfælde, havde sagen set anderledes; for er der et tilstrækkeligt antal enkelttilfælde kan man efterhånden tale om, at det ikke er tilfældigt; men det ser bare ikke sådan ud. Det ser ud til, at antallet af enkelttilfælde er meget begrænset.
Når det er sagt, er argumenterne de samme som altid. Der er intet nyt i det. Det må dog kræve en vis form for mod ligefrem at skrive en bog, hvori de tilsyneladende postulerer usandheder, idet meget af det afvises af belgiere.
Det synes så meningsløst vedblivende at fastholde egne skrækscenarier som et udtryk for den fulde og hele sandhed! 

.................................................................... 

15.2 2018 - MAGGIES HISTORIE

Maggie Bristow fra Ottawa lider af fibromyalgi og spinal stenose sammen med en lang række andre medicinske tilstand. Hun har talt med Dying With Dignity i Canada, som hjalp hende med at sætte ord på sin uhyggelige smerte.

I årtier har hun lidt af kroniske smerter. Hendes livskvalitet er blevet forværret til det punkt, hvor hun nu kæmper for at leve et uafhængigt liv. De lægemidler, hun tilbydes, er ineffektive. Hun er udmattet og ønsker ikke længere at leve isoleret og i konstant smerte. Hun ønsker at få hjælp til at dø en human død, så hun fritages for livets byrder og hendes sygdomskrævende krop, som har indflydelse på hvert eneste sekund på dagen.

Maggie har både haft karriere, kæreste og hund indtil hendes liv for 30 år siden ændrede sig pga. fibromyalgi. Livet blev mere kompliceret, og da hendes forlovede pludseligt døde, blev livet også ensomt.

Hun havde altid haft et aktivt socialt liv med et par nære venner. Med fibromyalgi og andre medicinske problemer blev det svært for hende at holde kontaktet og være socialt aktiv. Hendes dage med kroniske smerter var uforudsigelige og venskaberne forsvandt gradvist.

I dag er hendes liv uudholdeligt. Hendes hud og krop er ultrafølsom overfor berøring. Badning er tortur. Hun lever under fattigdomsgrænsen, hvilket er brutalt. Hun har ikke ressourcer til yderligere behandlinger, der kan give kortvarig, midlertidig lindring. Hvis ikke hendes familie hjalp hende med måltider, ville hun ikke kunne eksistere.

At gå er så svært og smertefuldt, at det er umuligt at besøge hendes forlovedes grav. Hun kan ikke få hjemmepleje, fordi hendes fysiske smerter er uforudsigelige, og det er umuligt at lave en regelmæssig tidsplan for besøg.
Hendes liv har ikke længere hverken kvalitet eller formål.

Hun vil gerne have hjælp til at dø og har sendt en ansøgning til Ottawa General Hospital i håb om, at hun opfylder kravene for assisteret selvmord. Hun er dog fanget i regler, der siger, at en patients død skal være rimelige forudsigelig. Det er vanskeligt for dem, der lider af kroniske sygdomme at skulle vente på, at deres organer begynder at sætte ud. Derfor vil hun arbejde på at få reglerne ændret. Hun håber, hun får ret til at afslutte sin lidelse. Hun ønsker selv at bestemme. Hun vil have en fredelig, medfølende død.

Historien er siden blevet fulgt op. Maggie blev nægtet hjælp. Hun forfølger stadig muligheden for at anfægte beslutningen og har valgt at skrive en bog om sine smerter.

Kilde: http://www.dyingwithdignity.ca/maggie_story 

VORES KOMMENTARER:
Historien ligner til forveksling Susannes. I hvert fald hvad smerter, livskvalitet og manglende socialt liv angår. Smertebehandling hjælper ikke Maggie. Susanne tåler ikke smertestillende medicin, som forværrer hendes tilstand fremfor at lindre. Maggie er bundet til hjemmet. Det samme er Susanne. Ingen af dem har et socialt liv. Derfor daler livskvaliteten selvfølgelig.

Det lykkedes ikke for Maggie at få hjælp i Canada, fordi hun endnu ikke er døende. Susanne kan slet ikke søge om at få hjælp i Danmark, fordi hun ikke er døende.  Selv, hvis hun var døende, ville det formentlig alligevel ikke lykkes for hende at få hjælp, forid den eneste form for hjælp i Danmark indtil videre er palliativ sedering, som synes at være forbeholdt mennesker med en kræftdiagnose.

Vi har sagt det før, og vi siger det igen: Det bør ikke være diagnoser, der er afgørende for, om man kan få hjælp eller ej, men graden af lidelse, der er afgørende.

Når det er sagt, er der dog aspekter i Maggies historie, som er anderledes end Susannes. Maggie får ikke anden hjælp end den, familien yder hende. Uden dem ville hun formentlig dø af sult.

Susanne får trods alt fra hjemmeplejen, fordi vi har et offentligt system, der hjælper alle med behov for pleje og fysisk hjælp i Danmark. Maggie ser også ud til at have glæde af behandlinger, men har ikke har råd til dem. Her kan man tale om, at hun bliver svigtet af samfundet.

Til forskel herfra har Susanne ikke effekt af nogen form for behandling, som alt sammen forværrer hendes tilstand. Dertil kommer at Maggie er meget ked af det, fordi hun ikke kan besøge sin forlovedes grav. Susanne har sin mand, som hjælper hende og er omkring hende.

Maggie kunne måske være et af de mennesker, man ville kunne hjælpe til en større livskvalitet med en ihærdig indsats?! Det er ikke sikkert; men når man læser historien, kunne det umiddelbart godt se sådan ud.

Her gør Susanne lige opmærksom på, at Hanne havde det samme måde, da hun læste den første historie om Susanne i Kristeligt Dagblad: hun troede, hun kunne hjælpe Susanne; men Hanne blev klogere efterhånden som Susanne udbredte sin hele historie.

Hanne ved derfor i dag, at der er mennesker, der ikke kan hjælpes, fordi de ikke tåler behandling. Der er mennesker, der lider så ubærligt, at det eneste de ønsker, er at få fred.  

........................................................................

11.2 2018 - FRIVILLIG ASSISTERET DØDSHJÆLP I AUSTRALIEN

The Sydney Morning Herald skriver i november 2017, at Upper House i Australien har haft succes med at legalisere ægteskaber mellem samme køn, men at det mislykkedes med frivillig assisteret dødshjælp med 20 stemmer imod og 19 for.
De to ting har meget tilfælles i Australien, fordi de seneste tal har vist, at 61,6 % har været for ægteskab mellem samme køn, mens 85 % har været for assisteret dødshjælp. På trods af dette har parlamentsmedlemmerne afvist lovforslaget om legalisering af frivillig dødshjælp ved mere end 30 lejligheder.
Mht. begge problemstillinger har der været præcedens rundt om i verden, og modstanderne har advareret mod de alvorlige konsekvenser.
Ægteskab mellem samme køn er tilladt i 23 lande i verden, frivillig assisteret dødshjælp er lovlig i otte lande.
Rammerne for aktiv dødshjælp i Oregon er en sikker model og en effektiv ramme.
Både ægteskab mellem samme køn og assisteret dødshjælp er menneskerettighedsspørgsmål, som fokuserer på autonomi – individets ret til selv at træffe beslutninger om eget liv.
I modsætning til de katastrofale advarsler fra modstanderne, begrænses frihederne for dem, der modsætter sig lovene, heller ikke. Personer, der afskyr begrebet ægteskab mellem samme køn forbliver fri for at leve deres liv i overensstemmelse med egne værdier og traditioner, mens de, der afviser frivillig assisteret dødshjælp, ville være fri til ikke at søge en medicinsk bistået død.
I begge spørgsmål har argumenter mod lovreformer fokuseret på ubegrundede krav og skræmmebilleder.
I forhold til ægteskab af samme køn, pålægges mindretallets moral flertallet, ytringsfriheden og de religiøse frihedsrettigheder begrænses, ægteskabssituationen devalueres og en ny generation af børn af homoseksuelle par bliver fattige ofre.
I forhold til dødshjælp hævder modstanderne, at lægerne bliver drabsmænd, ældre misbruges, de gamle, syge og sårbare presses til at afslutte deres liv, og antallet af ungdomslidelser ekslaerer gennem en proces af ”selvmordssmerter”.
På trods af bevis for, at assisteret dødshjælp i Europa og USA har været ledsaget af en stigning i finansieringen af palliativ pleje, fortælles folk stadig, at palliativ pleje vil få nedsatte ressourcer.

Kilde: http://amp.smh.com.au/comment/religious-groups-doomed-voluntary-assisted-dying-bill-20171117-gznjvu.html

VORES KOMMENTARER:

Det er pudsigt at drage sammenligning mellem ægteskaber mellem samme køn og assisteret selvmord; men det giver mening, når man læser argumentationen. Her nøjes vi dog med at kommentere på assisteret selvmord.
Modstandernes argumentation foregår på nøjagtig samme måde, hvad enten emnet er det ene eller det andet. Og trods et stort flertal i befolkningen, følger politikerne ikke med. Afstemningen var dog meget tæt - 20 imod og 19 for. Næste gang lykkes det forhåbentlig!
Udtrykket frivillig assisteret dødshjælp, som de anvender i artiklen, er slet ikke så dårlig endda. Det henviser både til, at det er den enkelte selv, der træffer beslutningen og at både den, der ønsker hjælp til at dø og den, der hj
ælper, gør det på frivillig basis.

Når det er sagt, er det meget tankevækkende, at argumenter imod assisteret dødshjælp er de samme verden over. I hvert fald ser det ud til, at argumenterne i Australien er lig dem, der anvendes af danske modstandere imod aktiv dødshjælp.
Det er også tankevækkende, at skræmmebilleder og frygtscenarier er afgørende i argumentationen imod.
Og det er tankevækkende, at en lille procentdel af befolkningen får lov at bestemme over flertallet.
Endnu mere tankevækkende er det dog, at de mennesker, der er imod, ikke selv mister noget ved at være fortalere! For det er jo sådan, det er. De beholder deres frihed til ikke selv at takke ja, mens de forholder andre, der lider, muligheden for at få hjælp. Hvis det er etisk/moralsk, ja, så ved vi ikke længere, hvad etik og moral er. Det er ikke det, de står for i hvert fald.
Etik og moral handler om rigtigt og forkert. Holdninger til etik og moral varierer fra person til person. Derfor er det også vanskeligt at sige, hvad der er rigtigt og forkert på alle menneskers vegne.
I et demokratisk samfund er der tradition for, at flertallet følges; men sådan er det ikke i dette spørgsmål, og det kan man sagtens stille spørgsmålstegn ved; for er det etisk/moralsk?
Moral og etik er forankret i den tid, vi lever i. Vi lever lige nu i en tid, hvor bl.a. den teknologiske udvikling og udviklingen indenfor sundhedsområdet er løbet enormt stærkt, og hvor lovgivningen – set ud fra vores synspunkt - ikke er fulgt med. Ikke at legalisere assisteret dødshjælp synes at være ude af trit med de behov, nogle mennesker i dag har, når de lider uden at kunne få hjælp på anden vis end ved at få hjælp til at dø.
Det er moralsk/etisk, at de mennesker, der går ind for assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp ikke blot tager sagen i egen hånd, men afventer en lovændring; men på et tidspunkt bliver nok formentlig nok for nogle. Bla. for Svend Lings, der tog sagen i egen hånd, men måtte bøde med i første omgang at få frataget autorisationen og måske senere med endnu en straf?!
Lad os håbe, at det ikke har været forgæves! I hvert fald har Svend Lings gjort opmærksom på den gruppe, der i dag ikke kan hjælpes, og som modstanderne vælger at lukke øjnene for. Det er til gengæld ikke etisk/moralsk efter vores opfattelse. 
 


......................................................................................

7.2 2018 - DIGTET "UNDSKYLD DANMARK" FUNDET PÅ SUNDHEDSSTYRELSENS FACEBOOKSIDE

"Undskyld, Danmark.
Undskyld, at et stort skrummel af en bil bankede op i min bil to gange, da jeg var ung.
Undskyld, at det skete i en bil uden nakkestøtte.
Undskyld, at jeg kiggede til siden 1. gang. 
Undskyld, at jeg koblede ud, mens jeg halvvejs stod op 2. gang.
Undskyld, at jeg faldt ned fra terrassen, besvimede, gik i kramper, som jeg ikke kunne komme ud af og smadrede mit skinneben.
Undskyld, at kikkertundersøgelsen for barnløshed efterlod mig med et mellemgulv, der gjorde, at jeg aldrig efterfølgende kunne rette mig helt ud.
Undskyld, at jeg klamrede mig til job på piller alt alt for mange år og dermed kom til at lægge alt for mange penge i skat.
Undskyld, at jeg fik skader, som du ikke kunne undersøge ordentligt for og hjælpe mig med. 
Undskyld, at jeg kæmpede mig tilbage efter to langtidssygemeldinger.
Undskyld, jeg ikke accepterede min pension, men ville mere end det. 
Undskyld, at jeg lå under for, at det kunne betale sig i svær grad at arbejde. 
Undskyld jeg ikke bare nød livet så godt det nu var muligt.
Undskyld, at jeg ikke bare glemte alt om at yde uden pension.
Undskyld, at jeg udsatte mig for skumle behandlinger i årevis for at tækkes dig. 
Undskyld, at jeg ikke stoppede, men bevarede håbet, selvom jeg blev mere og mere invalideret. 
Undskyld, at jeg var i chok over den sidste læge, der havde fejlbehandlet og ødelagt mig.
Undskyld, at jeg fik ham anbefalet som specialist flere steder.
Undskyld, at jeg var positiv og stadig havde håbet inden.
Undskyld, at jeg ikke kunne gøre mig forståelig og få dig forklaret, hvad der var sket. 
Undskyld, at jeg forfaldt og ikke forstod, at det fik dig til at misforstå og afsky mig endnu mere. 
Undskyld, at jeg ikke forstod, at du troede, at nu gik det bedre, da jeg efter dine anbefalinger og et års kamp fik mig gjort i stand, så jeg lignede et menneske igen. 
Undskyld, at jeg, efter tre tilbagefald og to forsøg på genoptræning efter fejlbehandlingen, gav op og bad om din hjælp til at slutte livet, da jeg ikke kunne mere.
Undskyld, at min situation er eskaleret med voldsom hast hver dag siden. 
Undskyld, at den udvikling det har taget, den beskrev jeg ville ske, for flere eksperter for otte år siden.
Undskyld, at jeg havde den viden.
Undskyld, at jeg kendte min krop. 
Undskyld, at jeg modsatte mig, men lod mig tvinge til at acceptere din tak, som var:
At psykiatrisere min situation og negligere skaderne, selvom ulykken står beskrevet i min journal, sammen med flere objektive fund.
Undskyld, at jeg ikke billigede dine løsninger, som var samtaler med mennesker, der ikke vidste, hvad de lavede med mig, selv.
Undskyld, at jeg syntes, at tre uger på et plejehjem i den situation var en dårlig idé.
Undskyld, at jeg ikke syntes, at det var fantastisk, at de sendte belastende, malplaceret personale fra psykiatrisk afdeling ud jævnligt med giftige piller og for at snakke om?????? Ja hvad??
Undskyld, at jeg ikke syntes diverse hokus pokus som hypnose, psykologer, sedler om positivitet på klædeskabet og amatørakupunktur fra en kontaktperson kommunen sendte ud, ikke var lykken.
Undskyld, at jeg allerede havde viden om akupunktur, som jeg var mislykkedes med to gange hos professionelle akupunktører. 
Undskyld, at jeg protesterede imod din lyse idé om to en halv måneds mareridt på et psykiatrisk hospital.
Undskyld, at jeg syntes, at den hær af interesserede, der kun ville tale, var et helvede, når der bliver jaget knive ind alle vegne. Også i kæberne, hvis jeg taler. 
Undskyld, at jeg forsvarer mig, og det ser ud som om, at jeg kan tale.
Undskyld, at jeg ikke forstod, at det altsammen var, fordi du manglede viden.
Undskyld, at jeg ikke forstod, at du blev nødt til al den mishandling de sidste otte år, fordi vi ikke har en lov om aktiv dødshjælp.
Undskyld, at jeg ikke forstår, at du sætter loven over mig.

Men jeg kan forstå, at din behandling af mig og den manglende lov er din tak for alt”. 

Sundhedsstyrelsens hjemmeside!
https://www.facebook.com/groups/523389137858780/permalink/751907538340271/

VORES KOMMENTARER:
Vi har fået lov at gengive det skrevne. Vi synes, det taler for sig selv. En ulykke fik livet til at gå i stå. Nu er der kun længslen efter døden tilbage. Det er hjerteskærende.
Undskyldningerne får karakter af magtesløse, velfortjente giftpile rettet mod samfundet!
Vi er nødt til at sige, at det under ingen omstændigheder burde være nødvendigt at undskylde! Ingen havner selvforskyldt i en sådan situation; men råheden i samfundet, som kommer til udtryk politisk, når samfundets allersvageste ikke får den hjælp, de har brug for, er ussel.
At lade mennesker ligge uden at yde hjælp er totalt og aldeles uacceptabelt. Ikke en gang døden gives der hjælp til!
Et dyr ville være bedre stillet. Det er en floskel, men en sand floskel, og hvis nogle mener, at man ikke kan sammenligne, bør de gøre noget ved og for de mennesker, der utilsigtet bliver ofre uden selv at ønske at blive det. At lade mennesker "ligge og rådne op", er i den grad uværdigt og meningsløst.

...............................................................................

2.2 3018 - FORMAND FOR KRISTENDEMOKRATERNE MENER, AT NY LOV LEGALISERER DØDSHJÆP 

Lovforslaget hedder ”Øget selvbestemmelse for patienter i forhold til fravalg af behandling, herunder oprettelse af en behandlingstestamenteordning”. Liselott Blixt, DF og Flemming Møller Mortensen, S, er hovedmændene bag forslaget.

Alle Folketingets partier siger ja til den kommende lovændring, som reelt er en legalisering af aktiv dødshjælp, mener Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne. Han er bekymret, fordi det kan udvikle sig til et spareprojekt.
Ellen Trane Nørby forsikrer om det modsatte; men han kalder det alligevel forslaget for ”en ulv i fåreklæder” og mener, at brugen af begrebet ”passiv dødshjælp” ikke gør det bedre.
”Jeg er overordentligt bekymret for, at de mennesker, der sederes på denne måde, overvejende vil være ensomme, og at dette i givet fald vil have en social slagside”, siger han.

Flemming Møller Mortensen mener, at der skal være en mulighed for, at et menneske, der skal dø indenfor nogle uger kan få fjernet medicin, mad og drikkevarer og i stedet få sovemedicin og sove stille ind i døden.

Hvor lang tid tager det, spørger Stig Grenov? Og hvilke læger, skal gøre det? Skal læger og andre sundhedspersoner kunne sige nej?
Først er det to uger, men så kan det blive fire, fem eller flere uger. 
Kristelig Lægeforening mener, at palliativ sedering er aktiv dødshjælp; for formålet er at patienten dør. Dødsårsagen vil være sult, tørst og patientens sygdom; men lægen skal aktivt ordinere sovemedicin, som fører til døden.

Hospicelederne har i høringen vedr. forslaget skrevet, at det ikke skal kunne være et krav fra patienterne, men udelukkende baseres på lægens vurdering, og at det åbner Pandoras æske fylde med etiske problemstillinger. Ændrer patienten holdning? Skyldes ønsket chok eller angst? Eller er det et råb om at blive set?

Stig Gernovs største bekymring er, om patienterne overvejende er de ensomme. Han mener også, at forslaget senere vil kunne bruges som et påskud til at anvende dødelig gift, og at ”de fattige og dem uden familie står forrest i køen”. Han finder det uigennemtænkt og vil gerne vide, om personalet fx har pligt til først at afsøge mulighed for aktiv livshjælp.

Kristendemokraterne anerkender den enkelte persons ret til at fravælge en behandling. De går også ind for brugen af smertestillende midler, der kan forkorte livet, men også for forskning i palliation. De mener, at døden skal accepteres som et vilkår.

Lægers ansvar er at gøre alt for at skabe livsmod og livskvalitet. Det er hospicebevægelsen et godt eksempel på.
”Læger skal ikke pålægges aktivt at arrangere en sulte- eller tørstedød for mennesker, som kan smertedækkes uden brug af sedering, og som ellers kunne leve yderligere nogle uger. Palliativ sedering bør kun komme på tale i de meget få terminale tilfælde, hvor det ikke er muligt at smertedække patienten på anden vis”.
Læger og sundhedspersoner bør kunne nægte at deltage.

Kristendemokraterne håber, at Folketinget vil følge hospiceledernes forslag. De mener, at palliativ sedering ikke skal kunne aftales i et behandlingstestamente.
Forslaget er en etisk glidebane. Derfor bør hastebehandlingen i foråret opgives. I stedet bør der tages en bred offentlig debat om emnet.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/stig-grenov-folketinget-vil-med-ny-lov-reelt-indfoere-aktiv-doedshjaelp?utm_source=facebook&utm_campaign=post&utm_content=new

VORES KOMMENTARER:
Det kommer ikke som en overraskelse, at hverken Kristendemokraterne eller hospicelederne går ind for lovforslaget om øget selvbestemmelse i forhold til egen død i et behandlingstestamente eller for brugen af palliativ sedering. Det drejer sig om meget religiøse mennesker hvis hele livsgrundlag bygger på en tro på Paradis og Helvede. Ved at hjælpe et andet menneske med at dø, sikres muligvis en plads i Helvede?

Kristendemokraterne og andre religiøse mennesker må gerne have deres tro; men de skal også respektere, at vi er mange andre, der har en anden tro, nemlig troen på, at mennesket selv er i stand til at tage stilling, og at vi ikke har brug for, at læger træffer beslutninger for os. Det vil vi gerne selv have lov til. Selvfølgelig indenfor de rammer, loven kommer til at afstikke.
At kunne vælge palliativ sedering til i et behandlingstestamente synes som en logisk konsekvens af, at man i det hele taget har indført den form for dødshjælp i Danmark. Det bliver ikke en hjælp, der uddeles til højre og venstre. Den forbeholdes formentligt alligevel udelukkende dem,  der dør indenfor kort tid. Vi kunne godt ønske, at det også forbeholdes dem, der gennem længere tid lider ubærligt.

Bliver lovforslaget en glidebane i retning af, at næste skridt på vejen kan blive en dødelig medicin fremfor blot sovemedicin, vil det ikke være den store katastrofe. Tvært imod. Patienten vil få en hurtigere og smertefri død fremfor at skulle dø af sult og tørst. Stig Grenov spørger selv, hvor lang tid det tager og er måske modstander af en langsom død, som alligevel fører til døden. Heri er vi fuldstændig enige med ham.  

At vække en patient, der har sultet og tørstet i flere dage for at sige farvel til de pårørende er forhåbentlig en ren teoretisk mulighed. Når først patienten er lagt i coma, forbliver vedkommende forhåbentlig i coma. Alt andet vil være direkte umoralsk og uanstændigt. Det er i forvejen uanstændigt at sulte og tørste mennesker ind i døden, men også at vække dem midt i processen ville være det værste scenarie, vi kan forestille os. Det er i hvert fald ikke til gavn for patienten. Men måske for nogle pårørende.

At give sovemedicin fremfor dødelig medicin er til gavn for lægerne, som da sovemedicin ikke medfører en øjeblikkelige død dermed kan fritages for at være den, der har forvoldt patientens død, er meningsløst. Hermed overholdes lægeloven. Men hvornår begynder man at fokusere på og lytte til, hvad der tjener patientens bedste fremfor hele tiden at fokusere på andre? Læger, pårørende, de religiøse, Det Etiske Råd etc. Kort og godt de 7 %, der IKKE går ind for aktiv dødshjælp. Hvornår får majoriteten i Danmark de rettigheder, mange længe har længtes efter?
Og hvornår holder man op med at tale om, at aktiv dødshjælp – og nu også palliativ sedering - får en social slagside, og at det er ensomme mennesker, der i givet fald får hjælpen.

Det er – som de fleste af Trumps nyheder - såkaldte ”Fake news”, fordi det for længst er fastslået i undersøgelser i lande, der allerede har legaliseret aktiv dødshjælp, at det ikke er tilfældet.

Lad os nu få en fair snak om dødshjælp i stedet for hele tiden at cirkle omkring alle de ukorrekte spøgelser

Når alt dette er sagt, siger Stig Grenov egentlig også det, vi har sagt en tid, nemlig at passiv dødshjælp er blevet en glidebane 
i Danmark. 

..................................................................................................

27.1 2018 - FORENINGEN FOR PALLIATIV INDSATS HOLDER TEMADAG OM AKTIV DØDSHJÆLP

Temadagen er allerede afviklet i København i november 2017. I Aarhus afvikles temadagen den 16. marts 2018.
Indhold:
Postdoc. Vibeke Graven, REPHA:
Sociologisk inspirerede betragtninger om, hvorfor debatten om aktiv dødshjælp trænger sig på.
Forskningsleder i palliation Helle Thimm fra REPHA:
Om afslutning af liv begrundet i lidelser med afsæt i udvalgte eksempler samt gældende regler og dominerende normer og holdninger i forhold til at afslutte liv pga. lidelse ved lindring ved livets afslutning i forhold til at lindre svære symptomer, palliativ sedering og lovgivning i forhold til en værdig død.
Overlæge ved palliativt team, Bodil Jespersen:
Lindring af lidelse ved livets afslutning.
Formanden for foreningen ”En værdig død”, Flemming Schollart:
Hvad er en værdig død og aktiv dødshjælp og hvordan praktiseres det i andre landet samt oplysninger og erfaringer.
Sygeplejerske Susanne Mejdal, Hospice Limfjord:
Lindring med livet som indsats om assisteret selvmord i Schweiz og tanker fra et studiebesøg.
Praktiserende læge, ph.d. og forsker i palliation Marianne Dees:
Palliation og aktiv dødshjælp i Holland, borgernes holdning og praktiserendes lægers rolle.
Overlæge Ole Hartling:
Etiske vinkler på aktiv dødshjælp ved.
Formand for foreningen Ole Raakjær:
Afrunding.

Kilde: http://www.palliativ.dk/files/aarsdagen2017-18/program_aarsdag_2017_og_18_foreningen_for_palliativ_indsats__-_seneste_ud....pdf

VORES KOMMENTARER:
En interessant temadag, når man ser bort fra, at den eneste, der formentlig går ind for aktiv dødshjælp, er formanden for ”En værdig død”, Flemming Schollart. Med vanlig omhu vælges mennesker, der er imod aktiv dødshjælp, selv om de kun repræsenterer 7 % af den danske befolkning. Vi kunne selvfølgelig godt have tænkt os, at der var en større bredde i oplægsholdernes erfaringer. Fx kunne det have været også være taget en patient med, der går ind for aktiv dødshjælp; men det måske for kontroversielt.
Helle Timm har i mangen en debat påpeget, at man ikke kan bruge enkelteksempler som udgangspunkt for en lovændring. Men hun vælger alligevel selv at bruge enkelteksempler i sit indlæg. Formentlig i den hensigt at påvirke tilhørende i den retning, hun mener, de skal påvirkes i? Det synes ikke etisk forklarligt eller respektabelt kun at måtte bruge patienteksempler, når det passer ind, men ikke når det ikke, passer ind. Helle Timm har sågar på sociale medier ”lukket munden” på patienter, der har deltaget i debatten med samme begrundelse; men nu gør hun det selv! Det er tankevækkende.
Alene det, at eksemplerne er udvalgte, kan fortælle, at de er valgt mhp. at styrke hendes egen holdning, nemlig modstanden imod aktiv dødshjælp?
Er man for aktiv dødshjælp, er der formentlig ikke meget nyt at hente på en sådan temadag. Er man i tvivl, bliver man formentlig overbevist om, at aktiv dødshjælp ikke bør legaliseres.
Ole Hartling, der ofte fremstår som den mest inkarnerede modstander, slutter dagen af. Måske mhp. at efterlade deltagerne med indtrykket af, at aktiv dødshjælp ikke er for intellektuelle mennesker. Hans tidligere indlæg i debatten tyder på, at det efter hans mening kun er mennesker med hang til en debat præget af følelsesbaserede argumenter uden evidens, der går ind for aktiv dødshjælp? 

.......................................................................


22.2 2018 - DET MEDCINSK ETISKE RÅD I SVERIGE DIKUTERER DØDSHJÆLP

Den
 svenske blogger Staffan Danielsson mener, at det er et stort skridt fremad for Sverige, at det svenske Medicinsk Etiske Råd (SMER) nu diskuterer dødshjælp.

Han mener, at dødshjælp er vanskeligt spørgsmål, men efter omhyggeligt at have undersøgt retten til dødshjælp, når det er mennesket vilje i livets sidste fase, er han sikker på, at det indføres i Sverige indenfor omkring 5 år. 
I foråret 2016 havde han en forespørgselsdebat med daværende sundhedsminister som gav et klart budskab om, at SMER bør arbejde for aktiv dødshjælp. Det hilste SMER velkommen, og de lavede et sammendrag af problemerne ved brug af dødshjælp i forskellige lande og om vigtige spørgsmål i den forbindelse. Det foreligger nu i en rapport, som præsenteres på Sveriges største debatforum, DN Debatt, hvilket giver et hint om problemets betydning og aktualitet.
Rapporten fylder 185 sider med kommentarer af SMER og et resumé af rapporten med spørgsmål og svar. Højdepunkter er således analyseret i en parlamentarisk undersøgelse. 
Han har selv siddet et par år i bestyrelsen for retten til en værdig død, og foreningen finder, at SMER-rapporten er en stor succes for foreningens udholdende og konstruktive arbejde med spørgsmålene. 
SMER-rapporten er et skridt i retningen mod at diskutere dødshjælp.

Kilde: https://staffandanielsson.blogspot.dk/2017/11/smers-rapport-stort-steg-framat-for-att.html

VORES KOMMENTARER: 

Rapporten udkom i november 2017. Det er glædeligt for Sverige, at deres Medicinsk Etiske Råd nu arbejder aktivt med og deltager i diskussionen. 
Lad os håbe for Sverige, at bloggeren har ret i, at Sverige får indført aktiv dødshjælp indenfor fem år. Det kan formentlig også få en afsmittende effekt på Danmark! 
Det kan måske også have en afsmittende effekt på Det Etiske Råd i Danmark, at ditto svenske har en anden opfattelse. 
Sverige er ikke gået så langt som Danmark mht. at indføre palliativ sedering som en udvidelse af passiv dødshjælp, som således har udviklet sig til at blive en glidebane i Danmark. Ligesom modstanderne mod aktiv dødshjælp i Danmark kalder aktiv dødshjælp for en glidebane; men når man ikke længere med lethed kan definere, hvad passiv dødshjælp er, er der sket et skred, og man kan – ifølge vores bedste overbevisning – lige så godt tage skridtet fuldt ud ved at holde aktiv og passiv dødshjælp adskilt og indføre aktiv dødshjælp til de allermest syge og lidende, der ikke kan få hjælp eller lindring på anden vis. Her taler vi selvfølgelig både om uafvendeligt og ikke uafvendeligt døende. 
Rent faktisk er det noget værre rod, som det er nu! Og patientsikkerheden er truet, fordi læger fortsat er dem, der tager stilling og ikke nødvendigvis patienten selv. 

.....................................................................................

 

Nyt vedr. dødshjælp

18.1 2018 - FORFATTER VIL AFSKAFFE DØDEN

Forfatter Christian Møgeltoft kalder døden for en ikke tragisk hændelse og en naturlig afslutning på livet.
”Vi fødes ind i dødens venteværelse”. Vi lever livet i evig forventning om nedtælling, der varer lige til slutningen.

Vi forbinder døden med noget utvetydigt trist og et stort tab, uanset om vi tilhører Kristendommen, jødedommen eller islam. 

I biblen er døden beskrevet med negativt ladede ord i stedet for at være en trøst. Der tales om himmel/helvede, belønning/straf, liv/efterliv. Forkyndere skræmmer med deres fantasifulde fortællinger om, hvad der sker, hvis vi ikke opfører os pænt, mens vi lever.

Døden er både processen hen mod afslutningen, selve afslutningen og evigheden efter afslutningen – altså før, under og efter.

Derfor bliver døden uoverskuelig.

Religionerne har ”spundet guld på en forestilling om døden som noget stort og tragisk, der kræver professionel assistance”.


Mange af os tror ikke på religion, eller på et liv før eller efter. Men alligevel frygter vi afslutningen. Kommer vi fri af religion, kommer vi også fri af frygten for at dø, mener han.


Tænk blot på naturens kredsløb – at vi bliver til intet og kommer fra intet.

Mennesket er blot et hylster og al snak om sjæl er en påstand og en forestilling.
Derfor behøver vi heller ikke at græde, når vores elskede dør. Det er en naturlig proces. I stedet bør vi glæde os over, at de har beriget vores liv.
Selvfølgelig er det omvendt logisk at begræde tabet. Men vores tårer gælder os selv; for vi har ikke grund til at ynke nogle, der ikke længere lever eller føler. Det hjælper ikke, at vi græder og hidser os op. Det forhøjer kun mængden af lidelse.

”De mennesker, som har fået mest ud af deres liv, er ikke dem, som har levet i hundrede år, men dem, som har levet hvert minut”.

Vi må hvert minut tænke på afslutningen som en uundgåelig følge af, at vi er født.
Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE10147676/lad-os-afskaffe-doeden/

 

VORES KOMMENTARER:
En ugudelig forfatter, der forsøger at rationalisere døden og reducere vores kære til noget, vi blot kan putte ned i en kasse og gemme væk, når de dør. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Ikke noget med genopstandelse her.
Han taler dog om at holde fast ved, at de har beriget vores liv. Det er særdeles væsentligt.

Men når vi læser det, han skriver, virker det umiddelbart tilforladeligt; men ved nærlæsning virker det mere som en stor fortrængning af døden. Som om han er meget bange for døden og har været nødt til at lave nogle forklaringer på alt. Forklaringer, som han selv kan leve med og som kan hjælpe ham til at komme igennem sorgen. Det er vel det, vi alle gør: Forsøger at finde en vej; men vi tror ikke, at den vej overhovedet kan findes, før vi selv står ved vejen og har mistet. Hvordan kan vi på forhånd reducere vores kære til muld og fortælle os selv, at det er egoistisk at græde over – ja, vel nærmest ”spildt mælk”? Hvordan skal vi kunne komme os over at have mistet i det øjeblik, vi har sagt farvel? Han giver opskriften på det; men vi tror, han kan glemme alt om sine (bort)forklaringer i samme øjeblik, han mister én, han har kær.

Når det er sagt, har han ret i, at det er én selv, man græder over; men det er vel såre menneskeligt. Den døde kan jo ikke længere græde og har det godt, hvorend vedkommende er.

Nogle nærer et inderligt ønske om selv at dø først, så de ikke bliver ladt alene tilbage. Andre ønsker, at de dør sidst, fordi de ved, at deres elskede, måske er mindre livsduelig, end de selv efter at have mistet.

Til forfatteren: Der findes ingen opskrift, men der findes fortrængning. 

 

 .................................................................................

12.1 2018 - KVINDE MED ME/CFS VALGTE ASSISTERET SELVMORD

En svensk kvinde med ME/CFS (tidligere kaldet ”kronisk træthedssyndrom”) er død. Skribenten ønsker, at hendes død bliver et wake up call. Hun kunne ikke udholde livet og valgte at tage til et andet land og få hjælp til at dø – vha. assisteret selvmord.


Tabu omkring psykisk sygdom er begyndt at aftage; men når man taler om selvmord, er det et aspekt, der næsten overses. De mennesker, der dræber sig selv, gør det ikke, fordi de er alene eller deprimerede, men fordi deres fysiske plager er vanskelige at bære, skriver de.


Den svenske kvinde har fortalt om sin beslutning i et offentligt brev.

Hun arbejdede stædigt for den misforståede sygdom, hun og ca. 40.000 andre svenskere lider af. Hun ønskede mere forskning og flere ressourcer. Hendes indsats øgede andres viden om sygdommen.

ME/CFS kan give en lang række symptomer, men sammenlignes ofte med kronisk influenza med alvorlig træthed. Kvinden var meget hårdt ramt.


I Sverige har plejen af ME/CFS store mangler og mange får slet ikke pleje. Af uvidenhed er der i stedet blevet anbefalet ting, der gør patienter endnu mere syge. De nægtes sygedagpenge til trods for, at en fjerdedel er bundet til hjemmet. Det er en løbende tragedie, som langsomt er begyndt at vise sig med kvindes indsats for oplysning.


Nu må resten af samfundet gøre din del. Skribenten mener, at man skal starte med at give patienterne specialiseret pleje – ikke kun i Stockholm; for der er patienter over hele landet. Man må prøve at finde penge til at få svar; for patienterne er ikke hverken doven eller hypokondere.


Kvinden havde i en mail fortalt skribenten om traditionen med at psykologisere uudforskede sygdomme, som mest findes hos kvinder, og som sjældent diskuteres. Hun bad om, at der blev skrevet mere om sygdommen mhp. at få gang i debatten.

Debatten er hermed sat i gang.

Kilde: https://www.metro.se/artikel/agnes-arpi-l%C3%A5t-hennes-d%C3%B6d-bli-en-v%C3%A4ckarklocka

MINE KOMMENTARER:
Efter at have set filmen Unrest og oplevet, hvor dårlig, patienter med ME/CFS kan være, har jeg forståelse for, både at kvinden har opfyldt de strenge kriterier for overhovedet at kunne få dødshjælp og også for, at hun har valgt assisteret selvmord. Formentlig i Schweiz, som er det eneste sted i Europa, hvor man kan få hjælp til at dø, når man ikke er bosat i landet.

Der er mange mennesker, der lever et kummerligt liv med kroniske, komplekse, ubehandelige sygdomme. Kvinden har tilsyneladende gjort en indsats for at oplyse både om sygdommen og også om psykiatriseringen af de svenske ME/CFS patienter.

Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser i Aarhus, som har introduceret psykiatrisering af tusindevis af mennesker, har efterhånden en hel del lidelse på sin samvittighed. Hans teorier forsøges nu også implementeret i både Norge og Sverige, hvor man ellers har haft rigere traditioner for forskning. Havde kvinden boet i Norge, var hun dog formentlig blevet taget mere alvorligt; for den norske statsminister har erklæret, at hun vil gøre noget for disse patienter, da hun blev konfronteret med, hvor dårlige de kunne være.
I Danmark er alle prisgivet psykiatriseringen på lige fod med mennesker, der lider af de ca. 29 andre sygdomme, der også psykiatriseres, fordi det er det billigste; men for patienterne er det absolut ikke det bedste. Det giver en følelse af at være opgivet og overladt i egen varetægt. Kvinden har valgt at tage vare på sig selv på sin helt egne facon, nemlig ved at få hjælp til assisteret selvmord. Alene det, at hun har opfyldt kriterierne herfor, fortæller sit tydelige sprog om, hvor dårlig hun var.

Susanne er et godt eksempel herpå. Med whiplash og dystoni (ufrivillige muskelsammentrækninger, som tyder på alvorlige skader), er hun prisgivet. Hun får ingen hjælp eller pleje – ud over hjælp til personlig pleje og til at spise og drikke; men det kalder jeg ikke for kvalificeret hjælp. Det drejer sig jo udelukkende om overlevelse og ikke om livskvalitet.

Noget interessant i artiklen er, at skribenten skriver, at mennesker, der dræber sig selv ikke gør det, fordi de er deprimerede, men pga. fysiske plager. Det samme har vi hele tiden sagt. At tage livet af sig er i langt de fleste tilfælde ikke en beslutning, der træffes hen over natten, men en moden beslutning som følge af et længerevarende ulideligt og uværdigt liv.
Det er vigtigt, at der bliver forsket i samtlige 30 fysiske sygdomme. At fastholde, at de alle er en og samme psykiatriske lidelse, er en syltekrukke med en størrelse, der aldrig er set tidligere, og som giver alt, alt for meget lidelse. 

Er du interesseret, kan du læse mere om problematikken med fejldiagnosticering og fejlbehandling i denne underskriftindsamling: https://www.skrivunder.net/din_patientsikkerhed 

...............................................................................

9.1 2018 - SAMTALE MED TO ELEVER FRA 8. KLASSE

I går talte jeg med to skoleelever, der går i 8. klasse på en skole nær Aarhus. De havde fået som opgave at lave et projekt, som skulle handle om et dilemma. De to drenge havde valgt at beskæftige sig med aktiv dødshjælp.

De havde endnu ikke selv taget helt stilling til emnet, men mente på nuværende tidspunkt, at de mest hældte til, at det skulle være lovligt.

 

Forud sendte de nogle spørgsmål, som jeg brugte til forberedelse af samtalen, som foregik over telefonen. Forberedelserne kommer her:

 


Til samtale med to elever i 8. klasse

 

Her er de spørgsmål, de i forvejen stillede til Susanne, og som jeg selv har brugt til at forberede mig ud fra.

 

  1. Hvordan ville det påvirke patienter rundt i DK, hvis aktiv dødshjælp blev lovligt?
  2. Har din familie sympati for dit ønske om aktiv dødshjælp?
  3. Aktiv dødshjælp er ikke lovligt i DK, men derimod i nogen andre lande. Hvorfor tror I at aktiv dødshjælp er ulovligt i DK?

 

Ad 1) Hvordan ville det påvirke patienter rundt i DK, hvis aktiv dødshjælp blev lovligt?

 

1.1 Først og fremmest vil det betyde, at folk ikke skal lide mere end højst nødvendigt. Fordi det vil betyde, at de mennesker, hvis lidelser er blevet uudholdelige kan få hjælp, før symptomer og lidelser bliver totalt uudholdelige. Selvfølgelig er det kun dem, der opfylder en række fastlagte kriterier, der vil kunne få hjælp. Vi taler jo ikke om, at alle skal kunne få hjælp til at dø, hvis de er lidt deprimerede eller har menstruationssmerter.
Susannes lidelser er i dag uudholdelige. Hun kan ikke behandles. Hun får ingen hjælp. Hun vil langsomt kvæles. Og hendes smerter er så stærke, at hun ikke forstår, at hun udholder dem. I værste fald kan hun leve længe endnu.

1.2 Det vil også betyde større tryghed, hvis man bliver så syg eller lidende, at man ikke kan udholde livet – og selvfølgelig stadig opfylder nogle strenge kriterier, kan det være en tryghed at vide, at der er mulighed for at få hjælp, hvis det bliver totalt uudholdeligt.
Ingen vil skulle skrige sig ind i døden pga. smerter.
Ingen vil skulle kvæles i deres egne sekreter.
Ingen vil skulle dø af lufthunger.

 

1.3 Ingen behøver tage til Schweiz for at få hjælp.

 

1.4 Folks rettigheder vil blive mere ens
- at tage til Schweitz er i dag kun forbeholdt mennesker, der har penge
- at begå selvmord er kun forbeholdt 1.4.1 dem, der tør, 1.4.2. dem, der ikke tænker på dem, der skal finde dem og 1.4.3. dem, som har fysikken til at kunne gøre det
- nogle har ikke muligheden for at dø ved at frasige sig behandling, fordi de ingen behandling får. De vil også få en chance for at få hjælp, hvilket de ikke har i dag. Derfor hjælper det nye lovforslag, der er på vej, heller ikke; for det lovforslag vil jo netop fremhæve selvbestemmelse i forhold til at sige fra overfor en behandling, selv om man dør af det. Men som sagt, er der nogle, der ikke får en behandling, fordi der ingen behandling findes eller fordi de ikke tåler behandling.

 

1.5 Ingen vil behøve at begå selvmord eller tage til Schweiz, mens de stadig kan. Skal man begå selvmord, skal det foregå, mens man stadig har en vis fysisk kapacitet. Det betyder, at nogle begår selvmord før, de egentlig er parate til at komme herfra, fordi de ikke tør vente. Måske ville de have fået en helt almindelig død, fordi de måske ville kunne holde ud at leve til slutningen alligevel.

1.6 Derfor kan det også medføre, at flere lever længere og ikke føler sig presset til at dø i utide.

 

1.7 Det vil højne etik og moral.
At sige, at folk bare kan begå selvmord, og at folk ikke behøver blande staten ind i det, er et forkvaklet menneskesyn i mine øjne. Det er endda udtalt af Det Etiske Råd flere gange.
At stikke folk blår i øjnene i forhold til, at alle kan få lindrende eller palliativ hjælp, er noget værre vrøvl. Det ved de godt, dem der siger nej til aktiv dødshjælp.

 

1.8 Lovgivningen vil blive præciseret
Som det er nu, er der for mange gråzoner og for meget uigennemsigtighed i lovgivningen. Det er lægen alene, der bestemmer i langt de fleste tilfælde. Kun i tilfælde af, at patienten er ved sine fulde fem, tæt på at dø og frasiger sig en behandling, skal lægen efterkomme ønsket.

Der er allerede læger, der hjælper folk herfra. Det skal de kunne gøre lovligt.
Patienterne skal vide, at de kan få hjælp og ikke være afhængig af den enkelte læges holdning.
Der er en læge, der har haft mod nok til at stå frem, Svend Lings.
Han er en meget modig mand og er ligeglad med, at han formentlig kommer i fængsel. For ham betyder det mere, at han har hjulpet nogle, der skreg om hjælp.
Flere undersøgelser viser, at læger har hjulpet deres patienter med at dø. I en undersøgelse var der 9 % af de adspurgte praktiserende læger, der indrømmede, at de havde hjulpet.
Måske er det kun toppen af isbjerget?
Hvis nogle læger alligevel gør det, kan de lige så godt gøres lovligt.

 

1.9 Den, der får hjælp til aktiv dødshjælp kan dø omgivet af sine kære og ikke i ly af natten begå selvmord. Døden kan planlægges, og det kan gøres smukt. Selvmord er aldrig smukt.
For hvert menneske, der begår selvmord, er der syv, der får det dårligt bagefter pga. skyldfølelser. Nogle kommer aldrig over det.

 

 

 

Ad 2 Har din familie sympati for dit ønske om aktiv dødshjælp?

 

Mine egne overvejelser startede med, at min mand bad mig hjælpe ham, hvis han på et tidspunkt skulle havne i en situation, hvor han ikke kunne udholde livet. Fx som lammet og uden tale på et plejehjem.
Det kunne jeg dog ikke love ham; for jeg kan ikke leve med det.
Så mødte jeg Susanne, og gennem talrige diskussioner blev jeg overbevist om, at aktiv dødshjælp bør være lovligt, så der kommer selvbestemmelse på området. Igen indenfor stærkt afstukne rammer og kriterier. 
Susanne kan jeg heller ikke hjælpe til at dø. Selv om hun har stærkt brug for hjælp dertil, fordi hun lider i en grad, som ingen mennesker kan forestille sig.
Jeg tror heller ikke, at jeg selv nogensinde vil kunne modtage dødshjælp, selv om jeg går ind for, at det lovliggøres. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke mener, andre skal have muligheden.

For mig og min familie – mand, børn og svigerbørn – er det med aktiv dødshjælp som med abort: Selv om der er nogle, der ikke vil kunne gøre brug af det, er der andre der kan, og dem vil vi ikke forhindre i det. Hvorfor skulle vi dog det? Det er formynderisk. Mange af dem, der siger nej til aktiv dødshjælp, siger ja til abort. Det er dobbeltmoralsk efter min opfattelse.

 

Det er også dobbeltmoralsk, når læger ikke vil hjælpe patienter men indrømmer, at de selv har medicin liggende til dem selv og deres pårørende, hvis de nogensinde skulle havne i en ulidelig situation.

 

Venner har I ikke spurgt ind til; men også vores venner er enige med os.
Nu er det jo også sådan, at mellem 70 og 80 % af landets befolkning går ind for aktiv dødshjælp. Kun 7 % er imod, så der er langt imellem modstandere.

 

 

 

Ad 3) Aktiv dødshjælp er ikke lovligt i DK, men derimod i nogen andre lande. Hvorfor tror I at aktiv dødshjælp er ulovligt i DK?

 

På en måde ER aktiv dødshjælp lovligt og indført i Danmark. Vi kalder det bare noget andet!
Palliativ sedering er nemlig tilladt.

I andre lande betragtes palliativ sedering (at lægge døende i kunstig coma, som de ender med at dø af) som aktiv dødshjælp; men i Danmark vælger man at kalde palliativ sedering for passiv dødshjælp. Det skyldes, patienten ikke dør straks – som vedkommende ville gøre, hvis man gav dem dødbringende medicin. De dør en langsom død – måske i løbet af en uge. Af tørst og sult.
Det synes jeg er uendeligt trist.
Hvorfor tror I, at man går ind for, at folk SKAL lide, før de dør?
Det gør man alene af den grund, at lægen så har SIN ryg fri. En læges handling må ikke føre direkte til døden uden, at loven ændres.
At det går ud over patienten, ser de tilsyneladende gennem fingre med. Når bare de selv har ryggen fri. Det er uklædeligt.

3.1 Aktiv dødshjælp er ikke lovligt i Danmark først og fremmest fordi Det Etiske Råd er imod.
Folketinget lægger sig op af Det Etiske Råds anbefalinger, og siger derfor nej. Men der er dog i dag politiske partier, der er begyndt at drøfte emnet mhp. at få deres stillingtagen ind i deres partiprogrammer, nemlig Socialdemokratiet og Alternativet.

3.2 Dertil kommer, at Lægeforeningen siger NEJ.
I de lande, der allerede har indført aktiv dødshjælp, er Lægeforeningen gået foran. Så med Lægeforeningen som modstandere, kan der være lang vej endnu i Danmark.
At Lægeforeningen er modstandere, er dog ikke ensbetydende med, at alle læger er modstandere. Der er også efterhånden en del læger, der er for. De markerer sig dog ikke så meget, som modstanderne.

 

3.3 Der er som sagt 7 %, der er imod, og de får stor bevågenhed i medierne. Mens fortalernes taletid er meget begrænset. Det er der lavet undersøgelser, der viser.
Trenden imod aktiv dødshjælp er primært sat af Kristeligt Dagblad, og jeg tror, at hovedparten af de 7 %, der er imod, er kristne. Kristne og andre troende er generelt modstandere.


Det sidste, jeg vil sige til jer, er, at der tales meget om, at aktiv dødshjælp kan føre til en glidebane, Jeg ser dog, at Danmark i stedet har skabt en glidebane i forhold til passiv dødshjælp.
Det er for mig at se værre.
Folk lider sig ind i døden, men de dør under alle omstændigheder. Resultatet er det samme som resultatet af aktiv dødshjælp (her tænker jeg på palliativ sedering).
Det er uforståeligt, at det er lægerne og ikke patienterne, der skal beskyttes.
Det ville være langt bedre, hvis de læger, der ville yde dødshjælp, får lov dertil og andre lader være.
Det vil skabe gennemsigtighed og tryghed.
Som det er i dag, er det stort set lægerne, der bestemmer, og de kan også bestemme, at man skal dø, selv om man ikke selv ønsker det. Det virker utrygt.
  

 

.................................................................................................. 

 

 

 

6.1 2018 - HVER TREDJE LÆGE ER BLEVET OPFORDRET TIL AT YDE AKTIV DØDSHJÆLP

Ca. 34 % af 410 adspurgte læger i en undersøgelse i Kristeligt Dagblad har flere gange i deres karriere oplevet, at patienter, pårørende eller andre har bedt dem om hjælp til at dø. 2/3 af dem har fået opfordringen mere end én gang i de sidste fem år. Hver 20. er blevet spurgt mere end 10 gang.

Overlæge Lisa Maria Bang er blevet spurgt flere gange, mens hun arbejdede på en kræftafdeling. Bla. fra patienter, der lige havde fået diagnosen. For deres vedkommende var de ofte en krisereaktion.

Ledende overlæge Michael Sprehn ved Respirationscenter Syd, arbejder med patienter, der har vejrtrækningsproblemer. Bla. patienter med ALS, som gradvist lammer hele kroppen.

Ofte er anmodningen dog ”et frustreret skrig om hjælp fra pårørende”. Men det kan også være fra sygeplejersker.
Det eneste, han lover, er, at de ikke kommer til at lide.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hver-tredje-laege-er-blevet-opfordret-til-aktiv-doedshjaelp

 

VORES KOMMENTARER:
Det undrer os ikke, at mere end hver 3. læge er blevet bedt om aktiv dødshjælp – flere gange. Selv om Lægeforeningen benægter, at det er noget, der sker ofte, viser denne undersøgelse, at 134 ud af 410 læger er blevet spurgt. Det er faktisk mange i den store sammenhæng, når man tænker på, at ikke alle læger beskæftiger sig med patienter, der er døende eller ubærligt syge. Når man samtidig medtænker, at heller ikke alle læger indbyder til, at patienter eller andre beder om noget sådan, synes det af mange. At bede om dødshjælp kræver en form for tillid eller kemi. Er den ikke til stede, spørges formentlig ikke.  

Hvis udvælgelsen af læger er sket på grundlag af, at de læser Kristeligt Dagblad, kan man måske også formode, at der blandt lægerne er mange, der har et kristent grundsyn. Der står dog intet, om deres holdning til dødshjælp.

At love patienter, at de ikke kommer til at lide, ikke realistisk i forhold til alle patienter. Derfor virker det som en kliché. Især fordi også patienter ved, at ikke alle kan lindres i deres lidelser. 

Undersøgelsen viser faktisk, at der ER mange patienter, der ikke kan udholde livet, og som ønsker at komme herfra. Har de lige fået en kræftdiagnose, skal de selvfølgelig ikke hjælpes til at dø; men er de udenfor behandlingsmæssig rækkefølge og lider af ubærlige symptomer, som ikke kan behandles, og som har stået på i lang tid, burde det være en selvfølge, at de efter grundige overvejelser og opfyldelse af en række kriterier, kunne få en sådan hjælp. Alt andet er formynderisk. 

.....................................................................................

3.1 2018 - JOURNALIST SPØRGER, HVORFOR HAN IKKE KAN AFSLUTTE SIN FARS LIV

Journalist Søren Verup vil gerne afslutte sin fars liv af kærlighed til ham. Faren ligger lidende med liggesår på et plejehjem og kan hverken gå eller stå.

I dag har han kun det liv tilbage, som ingen vil have. Han har konstante smerter og får kun nøje afmålte doser af morfin for ikke at få for meget. En kat var blevet aflivet.
Han er ikke religiøs. Han tror på kærligheden. Til livet. Til mennesker og dyr. Til samfundet.

Journalisten forstår ikke, hvorfor hans far skal ligge og lide og finder det ukærligt.Der findes mange relevante spørgsmål i forhold til aktiv dødshjælp, men findes der et begavet svar på hvorfor nogle mennesker skal afslutte livet i smerter, frustration og afmagt, mener han.

”Jeg selv kan kun se, at der er ét svar. Det er, at vi som samfund ikke ønsker at tage ansvar for at slå vores uhelbredelige syge medmennesker ihjel med kærlighed og værdighed. Men kan vi være det bekendt”? Fortsætter han.

Vi tager ansvaret for at sende unge soldater i krig. Vi accepterer, at mange mennesker dør i trafikken, eller af rygning, overvægt og alt muligt andet. Det forsvares med, at vi har ret til personlig frihed. Friheden til at spise, ryge og drikke. Men når det kommer til at afslutte livet, har vi ingen frihed. Hvorfor?

”Hvad er det begavede svar” spørger han til slut?

Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE10146662/hvorfor-kan-jeg-ikke-af-kaerlighed-til-min-far-afslutte-hans-lidelser/

VORES KOMMENTARER:
Vi stiller nøjagtig de samme spørgsmål. Det samme gør masser af andre mennesker. De lærde forsøger at komme med begavede svar, som involverer noget med ukrænkelighed, at vi lever i et fællesskab, at vores selvbestemmelse ikke rækker så langt, et livet er helligt, at læger skal helbrede, ikke medvirke til at slå ihjel m.m. Men svarene rækker bare  ikke til at forstå, hvorfor modstanderne imod aktiv dødshjælp finder det både værdigt og kærligt at lade mennesker dø en langsom og smertefuld død uden anden mening end stadig at være i live. Selv om mange ikke ønsker at være i live. Selv om mange ønsker at få hjælp til at dø.

Vi kæmper fortsat for en ændring af den holdning, som kun 7 % af Danmarks befolkning har, og fra 1. januar bliver muligheden for virkelig at gøre noget ved det, større; for fra da af kan man få en debat i Folketinget, hvis man skaffer 50.000 underskrifter. Kan vi skaffe 50.000 underskrifter for aktiv dødshjælp, er Folketinget nødt til at tage det op.

Det mærkværdige er dog, at selv om mennesker giver udtryk for, at de går ind for aktiv dødshjælp, tager det lysår at få nogle til at skrive under. Den underskriftindsamling, der blev sat i gang for flere år siden, har kun fået ca. 3000 underskriver.
Underskriftindsamlingen kan ses her: https://www.skrivunder.net/aktiv_dodshjalp_i_dk 


...........................................................................

30.12 2017 - EN FREDELIG OG VÆRDIG DØD KAN VÆRE DET ENESTE TILBUD


Det skriver en sygeplejerske i et debatindlæg på baggrund af historier i medierne om, at patienter er blevet nægtet genoplivning. Hun mener, at politikerne har ikke forholdt sig til, hvorfor det er bestemte patientgrupper, der ikke tilbydes genoplivning. De taler om autonomi og ret over eget liv.


Selvfølgelig er der både patienter og pårørende, der bliver bange, når de får at vide, at de er uegnede til genoplivning. Her spiller dødsangsten ind; men når sygdommen er for langt fremskredet er en værdig og fredelig død den fineste opgave for personalet.


De vil stadig kæmpe for patientens liv, men stopper hjertet, vil de ikke gøre noget – i respekt for det levede liv. Har man allerede en hjertesygdom, er hjertet skadet. Derfor hjælper det ikke at yde førstehjælp ved hjertestop. Skulle man mod forventning få hjertet til at slå igen, vil der være risiko for brækkede ribben, knust brystben, vanskeligheder med at ilte blodet, bevidstløshed etc. Kroppen er kun blevet endnu mere skadet. Behandling med respirator fører til, at folk ikke kommer ud af den igen. Det er udelukkende et spørgsmål om tid, før hjertet atter stopper.


Hvis politikerne ønsker, at alle har ret til genoplivning, kræver det mere plads på de intensive afdelinger. Ellers vil andre patienter bringes i livsfare, fordi de skal overflyttes til andre afdelinger for tidligt.

Hvis man er kræftpatient og får hjertestop vil det samme ske i den afsluttende fase.

Det må være lægerne og ikke politikerne, der beslutter, hvad den mest værdige behandling er. Som patient skal man altid have medbestemmelsesret. ”Men det er ikke det samme som at have frit valg på alle hylder. Nogle gange kan vi bare ikke redde dig, og så er vores fineste opgave at give din en værdig og smertefri død”.


Kilde: http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9308847/nogle-gange-er-en-fredelig-og-vaerdig-doed-det-eneste-vi-kan-tilbyde-dig/

VORES KOMMENTARER:
Det er helt fint, at læger og andet sundhedspersonale træder i karakter, når en behandling ikke er til patientens bedste. Vi ville ønske, det samme ville ske i forhold alle andre former for behandling, og ikke kun i forhold til behandling efter hjertestop. Fx kan det i forhold til kræft være til stor gavn for de patienter, der ikke længere kan reddes, men som læger alligevel giver et håb ved hvert eneste tilbud om livsforlængende behandling (læs: eksperimentel behandling). Her har mange læger ingen skrupler i forhold til at overbehandle, så patienten dør af bivirkninger fremfor at få en mere fredelig død.

Vi er dog langt fra enige med sygeplejersken i, at det er lægerne, der skal bestemme. Det virker uetisk, når hun taler om, at de patienter, lægerne ikke vil genoplive ved hjertestop, fylder op for andre, der kan reddes på de intensive afdelinger. Argumentet er sikkert godt og rigtigt; men lige præcist i denne sammenhæng, virker det meget kynisk at bruge netop dét argument, hvis meningen med indlægget er, at folk skal overbevises om, at det er til gavn for patienterne ikke at blive genoplivet. Vi bliver i hvert fald ikke overbeviste af den slags kyniske argumenter. Tvært imod. Det kan i stedet få folk til at holde fast i, at de selv vil bestemme. Man skal aldrig være nedladende eller kynisk! Det har den stik modsatte effekt.

.......................................................................................
 

27.12 2017 - OLE HARTLING PROBLEMATISERER DOKUMENTAREN OM JØRGEN, DER VILLE DØ

Tidligere formand for Det Etiske Råd Ole Hartling problematiserer i Ugeskrift for Læger dokumentaren ”Jørgen vil dø”. Den blev sendt i oktober 2017. Her fulgte man en patient, Jørgen, der fik aktiv dødshjælp.


Jørgens pårørende drøftede det både med ham og med hinanden. De kørte til kirken, hvor han skulle begraves. Journalister og fotografer var med. Der blev vist iscenesatte samtaler med hovedpersonen og hans familie, skriver Ole Hartling. En af dem ville gerne hjælpe Jørgen til Schweiz.

Også lægen, der har givet sig selv den mission at hjælpe patienter med selvmord, deltog. Han leverede to glas fenemal til patienten. De kendte ikke hinanden, men lægen handlede ud fra medfølelse, som han sagde.

”I denne debat fokuserer medierne på enkelte skæbnefortællinger og fører skamløst det tragiske over i det patetiske. Fortællinger om enkeltpersoner gør emnet vedkommende og taler til følelserne, men i komplicerede spørgsmål er det nødvendigt at tænke i sammenhænge. Beskrivelse af lidelsesfulde enkelttilfælde er et spinkelt grundlag for en generel lovgivning, fordi den generel lov kan blive meget indgribende og stille netop andre enkeltpersoner i uforudsete og svære situationer”.


Det er tidligere set at en tragisk skæbne anvendes som argument i en principiel beslutning. Derfor fratages andre muligheden for at sige imod, fordi det vil virke følelseskoldt.


Vi skal stadig have en lovgivning, der ikke tillader at slå ihjel under visse betingelser.


TV-programmet bragte intet om, at menneskelig værdighed ikke er knyttet sammen med at have kontrol over sine funktioner. Det handler om, hvordan de mest udsatte behandles. Et menneskeliv nedskrives, når det vurderes. Alle mennesker har ret til at være til besvær. Hvis det såkaldt frie valg bliver aktuelt, bliver ingen fri for at træffe valget.


”Tanken om aktiv dødshjælp bør erstattes af aktiv hjælp i døden. I spørgsmål om at lovliggøre eutanasi har vi at gøre med den totalillusion, at der altid findes en teknologisk løsning på eksistentielle problemer”.

Udsendelsen idylliserede ”hele foretagendet”. Den ”fortabte sig i føleri”. Og den ”fremstillede manden med tabletterne som barmhjertig”.

Kilde: http://ugeskriftet.dk/debat/joergen-vil-doe

VORES KOMMENTARER:
Så har Ole Hartling atter været på banen. Med lidt sene betragtninger om dokumentarudsendelsen om Jørgen. Vi er uden tvivl mange, der så udsendelsen i oktober.
Ole Hartling angriber TV for at vise et enkelteksempel. Igen. Det sker dog konstant. Der er efterhånden så mange enkelttilfælde, at de tilsammen udgør en helt å. Et enkelttilfælde vil aldrig komme til at lægge til grund for en ændret lov, siger han. Det vil alene antallet af enkelttilfælde, som synes i stigende, og som alle beretter om det samme: store lidelser, intet liv tilbage, ingen livskvalitet, ikke at ville dø alene, men sammen med andre.
Mærkværdigvis nok har Ole Hartling trods sin aversion imod enkelttilfælde tidligere i en artikel fortalt om hans kones sygedom og død. Dengang ville han formentlig signalere, at man kan få god hjælp til at dø en ”normal” død; men ikke desto mindre er det også et enkelttilfælde!  
Og selv om Ole Hartling kone kunne hjælpes på en god måde i døden, er der mange andre, der ikke kan. Hvad med dem? Ole Hartling skal være glad for, at hans kone fik en god død! For sådan er det desværre ikke for alle.
Som Ole Hartling selv siger, virker det kynisk at tale nedgørende om et enkelttilfælde. Det virker også kynisk, når han gang på gang går ind og siger det samme med den samme løftede pegefinger og taler ned om og til andre. Når han engang holder op med vedblivende at kommentere hvert eneste tiltag på en negativ måde, kan det være, at nogle af hans mange kolleger, der går ind for aktiv dødshjælp, i stedet tør stå frem og sige deres mening. For p.t. er det primært hans røst vi hører sammen med Det Etiske Råd og formanden for Lægeforeningen.
De anvender alle de samme argumenter igen og igen. Det gør dem ikke mere hverken rigtige eller forståelige.
Han udlader heller ikke at træde en ekstra gang på en mand, der måske er på vej i fængsel, fordi han har turdet hjælpe nogle med at dø, nemlig Svend Lings. Dog retfærdighedsvist uden at nævne hans navn.
Kære Ole Hartling: Vi er dybt uenige med dig. 

 

.................................................................................... 

24.12 2017 
I ønskes alle en rigtig glædelig jul. I dag får I ingen nyhed, for nyheder fra pressen er sjældent glædelige og hjertelige. Og julen er hjerternes fest, så nyd i stedet hinandens selskab og glæd jer over, at julen atter er over os. 
Hos os blev juleanden stegt i går og ris ala`manden er lavet her til morgen med masser af mandler, flødeskum og vanilla i risengrøden, som også blev kogt i går. 
Rødkål og kirsebærsovs er lavet i ugens løb. Resten laver vi sammen undervejs. 
Juletræet står pyntet, og nu venter vi kun på, at børn, svigerbørn og ikke mindst børnebørn kommer og hilser på, før den ene familie skal videre til svigerfamilien og holde jul. 
Håber, I alle er parate til en rigtig hyggelig jul. 
Endnu engang ønskes I herfra en rigtig glædelig hjerterners fest. 


.......................................................................................................


23.12 2017 - RESPONS PÅ ARTIKLEN DEN 21.12 FRA DET ETISKE RÅD

Kære Treated.com Danmark, Hanne Holst Rasmussen, Marianne Hansen og Lisa Grye Elstorp

Tak for jeres henvendelse. For så vidt angår tilbuddet om at kommentere på vedlagte tekst, vil det ikke være en mulighed at gøre dette i detaljen, da teksten indeholder en lang række urigtige påstande om Det Etiske Råds holdning til aktiv dødshjælp. Vi vil derfor opfordre til, at den tekst, der indgår i debatoplægget, er i overensstemmelse med Det Etiske Råds udtalelser om emnet. Disse kan findes på Det Etiske Råds hjemmeside.

Vi vil samtidig gøre opmærksom på, at kun et enkelt af de medlemmer, der sidder i Det Etiske Råd i dag, har været med til at lave den seneste udtalelse fra 2012, idet alle de øvrige medlemmer er skiftet ud siden da. Så når I skriver, at de nuværende medlemmer i Det Etiske Råd, bortset fra Thomas Søbirk Petersen, er imod at lovliggøre aktiv dødshjælp, så gør I det uden at vide, hvordan holdningerne fordeler sig blandt de nuværende medlemmer, da emnet ikke har været behandlet af det nuværende råd.

 I skriver, at selv Det Etiske Råd anbefaler selvmord som løsning på lidelse. Det er ikke korrekt. Det er muligt, at enkelte medlemmer har udtalt sig på en måde, der kan give en vis støtte til den opfattelse, men det er ikke en anbefaling fra rådet som helhed.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at det hverken er et krav eller et mål i sig selv, at der opnås enighed blandt medlemmerne om de problemstillinger, Det Etiske Råd behandler. Da rådet behandlede spørgsmålet om lovliggørelse af aktiv dødshjælp i 2012, var flertallet af rådets medlemmer ganske rigtigt modstandere af at lovliggøre aktiv dødshjælp, men enkelte medlemmer var faktisk åbne over for lovliggørelse. Det er altså nødvendigt at skelne mellem, hvad et enkelt medlem mener og udtaler, og hvad rådet som helhed mener. Det er som nævnt hverken et krav eller et mål i sig selv, at medlemmerne bliver enige. Målsætningen er i stedet, at hvert enkelt medlem danner sig sin egen holdning på baggrund af en sober og kvalificeret debat, hvor både fakta og argumenter lægges åbent frem.

I skriver, at Det Etiske Råds retorik lader til tider meget tilbage at ønske, og at rådet anvender ord, der kan virke manipulerende - så som drab, mord, bødler og lignende - ligesom I skriver, at de sammenligner aktiv dødshjælp med nazisme. Det er meget grove påstande uden nogen form for hold i virkeligheden og dette er på ingen måde udtryk for Det Etiske Råds holdning.

Vi vil på det kraftigste opfordre til, at dialogen om aktiv dødshjælp bliver foretaget på sober vis, og at der ikke fremføres urigtige påstande, som er med til at skabe fjendebilleder og fjerne fokus fra et vigtigt emne.

Med venlig hilsen

Christa Lundgaard Kjøller

Sekretariatschef

VORES KOMMENTARER:
Først og fremmest er vi meget glade for, at Det Etiske Råd har svaret.
At de mener, at teksten indeholder en lang række urigtige påstande om Det Etiske Råds holdning er faktisk også en påstand fra deres side. Vi har redegjort for det, som vi ser det. For vores holdninger, og vi kan underbygge dem.

At der er flere i rådet, der måske går ind for aktiv dødshjælp glæder os oprigtigt. Vi påstår ikke, at der kun er én, der er for. Vi skriver, at vi kun kender til Thomas Søbirk Petersens holdning. Det er ikke en påstand, men korrekt, hvilket understreges af, at rådet skriver, at de jo netop ikke har meldt ud eller diskuteret, hvad de nuværende medlemmer mener om emnet.

Det synes igen som manipulation! Fordi det er usandt.

Medlemmer af Det Etiske Råd er i folks terminologi lig med Det Etiske Råd. At nogle udtaler sig om, at de, der ønsker at dø, blot kan begå selvmord, er sandt. Hvis sådanne udtalelser ikke kan henføres til det samlede råd, bliver det vanskeligt at være kritisk; for de udtaler sig jo ofte enkeltvis. Derfor bør de i stedet sikre, at de solidarisk står ved de udtalelser, de andre rådsmedlemmer kommer med. MED MINDRE de udtrykkeligt tager afstand herfra. Og det er vi ikke bekendte med, at de har gjort på noget tidpunkt.

Hvad skal vi bruge Det Etiske Råd til, hvis de er lige så uenige som resten af befolkningen. En sådan udtalelse bærer ved til læge Svend Lings udtalelse om, at Det Etiske Råd bør nedlægges. For hvad er da deres mission? Det er vel meningen, at de skal rådgive i etiske spørgsmål, og får man lige så mange svar, som der er medlemmer i rådet, kan det ikke bruges til noget.

Rådet fremstiller normalt sig selv som en helhed. Det bør de stå ved, når der er noget, de er uenige i at et medlem har sagt. Alternativt bør de tage afstand herfra. Længere er den sådan set ikke. Medlemmerne repræsenterer rådet. Når andre instanser udtaler sig, siger de ofte, at det er deres egen holdning. Det tror vi ikke, vi har hørt rådet sige; men måske gør vi dem her uret.  


Med hensyn til, at det er en påstand, at de sammenligner med nazisme, taler om drab, mord, bødler etc. er det en lige så stor påstand, at de ikke gør det.

Fx sammenligner de på deres egen hjemmeside aktiv dødshjælp med nazisme. Her skriver de: ”På oldgræsk betyder eutanasi den gode død, men mange associerer formodentlig eutanasi med aflivningspolitikkerne i Nazi-Tyskland og opfatter derfor betegnelsen negativt”. Hvorfor overhovedet nævne det. Det virker manipulerende.
http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Aktiv-doedshjaelp/Publikationer/Udtalelse-om-aktiv-doedshjaelp.pdf


Side 21 i Det Etiske Råds skrift om aktiv dødshjælp står: "Hvis lægen udfører aktiv dødshjælp og altså anvender sin viden til at fjerne patientens lidelser ved at slå patienten ihjel, går lægen ud over sin normale rolle i mindst to henseender". http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Aktiv-doedshjaelp/Publikationer/Udtalelse-om-aktiv-doedshjaelp.pdf 

I rådets vejledning fra 2003 lyder overskriften: "Eutanasi – lovliggørelse af drab på begæring?" Alene det, at der i overskriften anvendes et udtryk som drab, sender et budskab om, at de ikke er neutrale i deres tilgang. http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/aktiv-doedshjaelp-og-doeende/publikationer/eutanasi-lovliggoerelse-af-drab-paa-begaering-2003 

Tre medlemmer af Det Etiske Råd skriver i en artikel i maj 2017: ”Vi har i vores samfund fravalgt dødsstraf som straffeforanstaltning, og vi mener, at selvmordstruede skal have al den hjælp, de kan få. Set i det lys er det ubegribeligt, at svaret for nogle er at slå mennesket ihjel, hvis man befinder sig i en svær situation”.

I samme artikel står: ”Lingua Tertii Imperii, Det Tredje Riges sprog. Ord kan virke som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9551449/er-aktiv-doedshjaelp-en-tom-frihedsrettighed/

Det er fuldstændig korrekt, at ord er som bittesmå doser arsenik. Det samme kan siges om Det Etiske Råds ordvalg, når de vælger at udtrykke sig i termer som fx at slå ihjel. Også Det Etiske Råds ord forgifter!   

Noget tyder på, at de ikke bryder sig om kritik.
Noget tyder også på, at deres strategi er benægt, benægt, benægt.
Men det ændrer ikke på vores holdning til dem.
Beklager.

..................................................................................................

21.12 2017 - ARTIKEL OM AKTIV DØDSHJÆLP

Sammen med Lisa Grye Elstorp har Marianne (Susanne Fink) og jeg skrevet en artikel på Treateds Sundhedsblog. 
Artiklen giver indblik i, hvad aktiv dødshjælp er, forskellige begreber, hvad der er hhv. lovligt og ulovligt i Danmark, argumenter for og imod dødshjælp m.m. Faktisk kommer vi stort set rundt om emnet.
Den 19.12 2017 er den sendt til Sundhedsministeren, Det Etiske Råd, Lægeforeningen, Socialdemokratiet og Alternativet, som alle er nævnt i artiklen. De er blevet bedt om at kommentere på de steder, de selv er nævnt. Vi afventer nu spændte deres kommentarer.
Artiklen kan læses i sin fulde længde her på siden under hovedafsnittet dødshjælp og underafsnittet ”Artikel om dødshjælp”.

Den kan også ses på https://dk.treated.com/blog

 

............................................................................

18.12 2017 - BEHANDLES VORES DØDE VÆRDIGT

Efter en artikel bragt i Jyllandsposten om en søn, der af politiet blev underrettet om sin fars død for derefter at finde faren liggende i gangen med blod i ansigtet og i en ligpose, der kun var trukket halvt op. Sønnen fik et chok. Faren var efterladt sådan, fordi hans død var forventelig. Derfor har personalet ikke pligt til at gøre noget ved liget.

Siden har der været debat om, hvem der har ansvaret, når vi dør?

Sundhedsministeren vil nu undersøge, om vi behandler vores døde værdigt.

Bedemænd og pårørende kalder eksemplet med sønnen, der finder sin far på den måde, for ”usømmelig omgang med lig”.
Derfor vil sundhedsministeren nu undersøge, hvordan man bliver bedre til at håndtere døde. Det drejer sig især om dem, der bor alene og dør en naturlig død. Flere og flere bor dog alene, og 8 % dør alene.

Morten Bangsgaard, som er medlem af Det Etiske Råd siger, at alle bør behandles værdigt. Vi må sikre os, at alle får den bedste og mest værdige afsked med livet.

I sagen med den døde far har ingen gjort noget forkert, men resultatet er forkert. De pårørende får en helt forkert oplevelse.
Hvis man kunne tage denne vanskelige samtale om døden, blev døden måske mere nærværende.
Det kan være svært at lave dækkende regler.

Filosof Anders Krogh Jensen taler også om fremmedgørelsen overfor døden. Der mangler en praksis for, hvordan vi håndterer døden. Han synes dog, at det er problematisk, når der stilles krav om, at det først og fremmest er samfundet, der skal håndtere folks død.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE10064008/minister-vil-undersoege-om-doede-behandles-vaerdigt/

VORES KOMMENTARER:
Vi finder det forkasteligt, at politifolk kan efterlade et dødt menneske på gulvet, når de ved, at de efterladte kommer og skal klare resten. Hvorfor ligger han der? Hvorfor ligger han ikke i sin seng? Har de ikke tid til at behandle en afdød ordentligt? Er de blevet for professionelle – læs kolde – så de slet ikke tænker over, at en søn efterfølgende finder sin far liggende sådan? De har selv tilkaldt sønnen, så det ved godt, han dukker op.  

Vi tænker, at man ikke behøver lovgive om noget så simpelt. Det burde være almindelig sund fornuft at tænke på, hvem der kommer og finder manden, så de som den naturligste ting i verden anbringer ham i hans seng og vasker blodet af hans ansigt, så faderen ser så naturlig ud som muligt. Det er ikke raketvidenskab at finde en løsning, som vil gøre det acceptabelt at gå ind i huset for en søn, der ved, at hans afdøde far ligger derinde; men tilsyneladende er der ingen grænser for, hvad man kan mødes af, hvis man skulle få en sådan besked.

Vi kan simpelthen ikke være det bekendt! Så let er det. 

...................................................................................

14.12 2017 - AUSTRALSK STAT VIL NU LEGALISERE ASSISTERET SELVMORD

Den australske stat Victoria i de sydøstlige Australien vil nu legalisere dødshjælp.
Politikerne har i november måned i år stemt igennem at svært syge skal kunne få hjælp til at dø – med 22 stemmer for og 18 imod.


De svært syge vil få en dødelig dosis medicin fra lægen. Det drejer sig om terminalt syge patienter, der max har et halvt år tilbage at leve i. Også patienter med Parkinson og Alzheimer kan søge om at få livet afsluttet, hvis de har 12 mdr. tilbage at leve i.


En tidligere premierminister var dog meget imod og raser imod lovforslaget. Han mener, de skal have deres smerter lindret i stedet.

”Læger burde være helbredere, det skulle aldrig kræves af dem, at de skal være dræbere” siger han.
Mange er dog glad for, at forslaget går igennem.

Man regner med at loven træder i kraft om 18 måneder.


Kilde:
https://www.bt.dk/udland/australsk-stat-goer-aktiv-doedshjaelp-lovligt

VORES KOMMENTARER:
Så kommer også Australien med. Godt nok med et knebent flertal og en tidligere rasende premiereminister. Emnet kan i sandhed bringe sindene i kog.
Jo flere lande/stater, der legaliserer aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord som i dette tilfælde, jo mere pres lægges der på andre lande.

Modstanderne over hele verden anvender nøjagtig de samme argumenter. Læger skal ikke tage liv, de skal helbrede; men når læger ikke kan helbrede, står der jo netop i deres lægeløfte, at de skal lindre lidelse. Og når de ikke kan lindre lidelse på den gænge måde, må de jo lindre lidelse vha. en metode, der hjælper! Dødshjælp er lindring af lidelse!

Australien ser åbenbart et behov for, at det ikke alene er uafvendeligt døende, der kan have brug for dødshjælp. Hvordan de vil vurdere, om døden indtræder om et halvt år hos terminalt syge eller 12 mdr. hun ikke terminalt syge, må vise sig. Det bliver uden tvivl svært at få det udformet i en lov; for ingen fagpersoner vil kunne sige præcist, hvornår et menneske dør. Derfor kan det gå hen og blive en lov, der alligevel kun bruges, når man med sikkerhed kan se, at folk er døende. Men vi kan håbe på, at australiere i Victoria kan få en mere værdig død om 18 mdr. end tilfældet må være i dag.

......................................................................................

10.12 2017 - LANDSFORENINGEN LIV OG DØD OM DØDSHJÆLP

Foreningen anvender Det Etiske Råds definition af dødshjælp, nemlig: ”Betegnelse for afståelse fra at iværksætte eller fortsætte livsforlængende behandling og anvendelse af lindrende midler med eventuel dødelig virkning.


Passiv dødshjælp har været legalt i Danmark siden Folketinget ændrede Lægeloven i 1992 med følgende tilføjelse i paragraf 6 stk. 5:

”I en situation, hvor patienten er uafvendeligt døende, men hvor livstestamente ikke foreligger, kan lægen undlade at påbegynde eller fortsætte foranstaltninger, som kun kan udskyde tidspunktet for dødens indtræden. Lægen kan under samme omstændigheder indgive de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet”.

Den habile patient har desuden til enhver tid ret til at takke nej til en behandling. Også selv om det drejer sig om livsreddende behandlinger. Alternativt kan det besluttes i et livstestamente.


Passiv dødshjælp foretages af læger hver eneste dag i Danmark.

Læger har – ifølge Det Etiske Råd – ret og i nogle tilfælde pligt til at yde passiv dødshjælp, som afkorter et menneskes liv.

Er et menneske uafvendeligt døende kan lægen undlade en behandling, der vil udskyde dødstidspunktet, og de kan anvende lindrende midler, der kan fremskyde dødstidspunktet.


”At standse en respirator eller give et drop, der fremskynder døden, er med andre ord tilladt efter dansk lovgivning i visse situationer. Det, der kalder ”passiv dødshjælp”, kan således godt være udtryk for en aktiv handling fra lægens side”.


Kilde: http://livogdoed.dk/temaer/aktiv-doedshjaelp/

 

VORES KOMMENTARER:
Dette er ikke ny viden, men vi vælger at bringe det igen for endnu engang at pointere, at der er ”huller” i den danske lov, som desuden ikke er tilstrækkeligt dækkende i alle situationer.

Fx er et livstestamente kun juridisk forpligtigende for læger, når en patient er uafvendeligt døende. Ellers kan læger vælge at følge patientens ønsker, eller de kan lade være. Det er, som et spil i lotteriet. Der er slet ingen ”helgarderinger”, hvis man ”blot” er stærkt invalideret eller har en lidelse, der giver så svære symptomer, at man ønsker at dø, hvis man ikke er uafvendeligt døende.

At passiv dødshjælp kan være en aktiv handling er noget rod. Det komplicerer forståelsen af, hvad det egentlig drejer sig om, og det har også flyttet grænsen for, hvad læger kan tillade sig at gøre og stadig kalde det for passiv dødshjælp, hvis formålet er at lindre lidelse.
Fx er det tilladt at fjerne en sonde eller en respirator; men dette KAN IKKE være et led i at lindre lidelse. Tvært imod. At fjerne en sonde bevirker, at patienten dør af sult og tørst. At fjerne en respirator bevirker, at patienten dør af manglende luft. Vi forstår ikke, at man kan vælge at kalde dette for lindrende behandling. Vi kan kun få øje på ét formål med sådanne handlinger: At patienten skal dø. Hvad skulle formålet ellers være?

Dertil kommer, at det også i dag er tilladt at lægge uafvendeligt døende i medicinsk coma, såkaldt palliativ sedering. Patienten får lægemidler, der får vedkommende til at sove ind i døden. Det kan måske vare en uge. Dette har også kun ét eneste formål: at patienten dør; men patienten dør en uendelig langsom død og dør i realiteten af manglende væske. Igen foretrækkes at tørste et menneske ihjel. Selv om patienten næppe mærker tørsten, virker det som en led måde at dø på.
Vi foretrækker naturligvis, at patienten kan få lov at dø her og nu, fremfor det sejpineri, som der hele tiden foregår i dag. Det er ikke værdigt.

Folketinget er - som tidligere beskrevet - lige nu ved at lægge sidste hånd på en tilføjelse/præcisering af den del af loven, der giver mulighed for at takke nej til en behandling, selv om det kan føre til døden. Det er et fint initiativ taget af sundhedsminister Ellen Trane Nørby, som før hun blev minister, var for aktiv dødshjælp. Men desværre viser det sig, som vi har også allerede har gjort opmærksomme på via høringssvar, at forholdene forringes yderligere, fordi der fremover bliver taget større hensyn til læger end til patienterne.

Der er ingen tvivl om, at vores nuværende lov er uigennemsigtig og hullet som en si, og hvis ikke der strammes gevaldigt op på det nye lovforslag, bliver det ikke meget bedre i fremtiden. 
Vi foretrækker derfor, at legalisering af dødshjælp, og at den også kan udbredes til andre end dem, der er uafvendeligt døende, nemlig de stærkt lidende.
Vi er nødt til at forebygge, at mennesker føler sig nødsaget til at rejse til udlandet for at få hjælp til at dø, mens de stadig er i stand til at foretage en strabadserende rejse. Det forkorter deres liv. Mange ville måske kunne udholde at være her, til de dør en naturlig død, hvis de ved, at der findes en ”kattelem”. 

......................................................................................

6.12 2017 - FACEBOOKGRUPPEN LÆGER FOR AKTIV DØDSHJÆLPS HØRINGSSVAR

Facebookgruppen Læger for aktiv Dødshjælp skriver følgende på deres facebookside:

”Høring over udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven
Sagsnr.: 1701586

Læger for aktiv Dødshjælp er på høringslisten, men havde egentlig ikke tænkt at reagere bl.a. fordi passiv dødshjælp ikke er vores område. Men efter at være blevet trukket ind i sagen af en konkret patient, ønsker vi alligevel at fremsætte følgende bemærkninger:

Udviklingen går i den forkerte retning. Både det nye lovforslag og den efterfølgende diskussion viser at fokus er gledet lidt væk fra patienten og over på personalet. § 15 i den nugældende sundhedslov er krystalklar: enhver kan sige nej til behandling. Det kan man sådan set også ifølge det nye forslag, men der er et men. Nu kan personalet nemlig nægte at afbryde en behandling hvis det er dem imod. Der står ganske vist at man så har pligt til at finde en der er villig til at gøre det. Men hvad nu hvis man ikke lige kan finde nogen der vil? Hvad nu hvis der ikke er nogen ved afdelingen der vil? Og hvad nu hvis ledelsen er imod? Så sker der ikke mere, for der er ingen straf. Og så blæser patientens rettigheder i vinden. Det nye forslag kommer derfor ikke til at virke.

Det lyder bl.a.:
»§ 24 a. Tilbagekalder en patient, som ikke er uafvendeligt døende, et informeret samtykke efter § 15, stk. 1, jf. stk. 2, om fortsat livsforlængende behandling, er en sundhedsperson ikke forpligtet til at afbryde behandlingen, hvis sundhedspersonen vurderer, at afbrydelsen vil medføre, at patienten umiddelbart derefter afgår ved døden, i det omfang dette vil stride imod sundhedspersonens etiske opfattelse. Det påhviler i et sådant tilfælde sundhedspersonen at henvise patienten til en sundhedsperson, som kan efterkomme patientens selvbestemmelse.«

Hvis det nye lovforslag skal komme til at virke, er man nødt til at skærpe bestemmelsen om at der skal findes en anden til at afbryde behandlingen. I stedet for at skrive at den enkelte sundhedsperson selv skal finde en anden sundhedsperson der vil, bør det gøres til et ledelsesspørgsmål. Det skal til enhver tid påhvile den behandlingsansvarlige ledelse at sørge for at loven overholdes, at patientens ønske og rettigheder respekteres, og at uønsket behandling hurtigst muligt bliver afbrudt på en ordentlig måde.

Egeskov den 6. november 2017

Svend Lings
Læger for aktiv Dødshjælp

Kilde: Facebookgruppen Læger for aktiv Dødshjælp

VORES KOMMENTARER:
Ovenstående er meget relevante kommentarer og særdeles tankevækkende; for gruppen har jo ret i, at det ikke er patienten, der nu sikres, men lægen! Med den gamle lov havde patienten ret til at takke nej til en behandling; men vedtages den nye, bliver det atter tvivlsomt, om patienten kan få sit ønske opfyldt. Det er jo fuldstændig tåbeligt. Hvorfor lave en lov, som skal give patienterne lov til mere selvbestemmelse, når vi i stedet risikerer at fratages den selvbestemmelse, vi allerede har.

Når der argumenteres imod aktiv dødshjælp, er anvendes ofte det argument, at patienten allerede har ret til at frasige sig behandling, som en begrundelse for, at vi ikke behøver en legalisering af dødshjælp i Danmark.

Vi ser det faktisk som en dyb krænkelse, hvis dette lovforslag gennemføres. En dyb krænkelse af den enkelte borgers rettigheder på bekostning af lægers rettigheder.

Hvor er vi så henne? Vi er bombet tilbage til oldtiden.
Vi er meget glade for, at gruppen har gjort opmærksomme på denne problemstilling, fordi det jo er det stik modsatte af, hvad sundhedsministeren ønskede med en lovændring. 

.................................................................................


3.12 2017 - ENKELTE HØRINGSSVAR

1. Fra Lægeforeningen
Lægeforeningen finder det positivt med nye regler for patienters selvbestemmelse ved livets afslutning. Men mulighed for fravalg af behandling ved tvang vil føre til omsorgssvigt.

De støtter en behandlingstestamenteordning men mener, at de nye muligheder skal præciseres.

De foreslår, at muligheden for yderligere udvidelse af selvbestemmelsesretten undersøges.
De støtter retten til at afslutte en behandling og også muligheden for etiske forbehold.

De støtter også at behandlingstestamentet bliver bindende, men at der skal præciseres, at patienten ikke kan stille krav om en bestemt behandling.

De er derimod imod muligheden for at fravælge somatisk behandling ved tvang af varigt inhabile. Loven bør sikre, at den varigt inhabile ikke udsættes for unødig smerte og lidelse.

Fra DET ETISKE RÅD:
Det Etiske Råd ser, at lovforslaget indeholder mulighed for:
- at habile patienter kan forlange at igangværende behandling afbrydes, også selv om det kan føre til døden
- at en ordning med behandlingstestamente kan bevirke øgede muligheder for fravalg af behandling. Bla. af livsforlængende behandling, som kan føre til overlevelse, men at konsekvenserne af sygdommen eller behandlingen vurderes alvorlig eller lidelsesfuldt
- desuden kan man tilkendegive, at man ikke ønsker at blive udsat for tvang ved somatisk behandling, hvis man senere bliver inhabil. Det forudsætter dog pårørendes, værgens eller en evt. fremtidsfuldmægtigs accept.
- at tilkendegivelserne i behandlingstestamentet skal være bindende for sundhedspersonerne.

Det Etiske Råd er enige i, at den enkelte patients selvbestemmelse bør styrkes.
De mener dog – som Lægeforeningen - at man skal kunne udøve en vis form for tvang overfor fx demente personer, selv om de har et livstestamente, fordi man ofte med let tvang kan opnå en væsentlig sundhedsgevinst, og at det næppe kan være i patientens egen interesse, da det kan føre til omsorgssvigt. I andre situationer mener de, at en grad af tvang kan overvinde ulemperne ved tvangen.

Mht. forslaget om frasigelse af behandling mener de til gengæld, at forslaget ikke er vidtgående nok. Enhver form for behandling, hvis en person er blevet inhabil, bør kunne frasiges, hvis formålet er livsforlængede behandling af en kronisk sygdom eller nedsættelse af risikoen for at dø af akut sygdom.

De mener til gengæld, at man ikke bør kunne frasige sig palliativ behandling.
De påpeger, at patientens habilitet skal vurderes i forbindelse med afgørende beslutninger, at der skal være mulighed let adgang til at skifte mening og få det ændret, og at der bliver gode muligheder for at få vejledning i forbindelse med udfyldelse af behandlingstestamentet.

Behandlingstestamentet styrker selvbestemmelsen for habile patienter ved livets afslutning, ligesom det styrker selvbestemmelsen, hvis man skulle blive inhabil.

Rådet ønsker også sikkerhed for, at retten til at sige, at man ikke ønsker genoplivning, respekteres.
 

Alle høringssvar kan læses her: http://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/e2ac3713-81b3-4c11-aea4-b046838f9962/H%C3%B8ringssvar.pdf 

............................................................................................

 

 

30.11 2017 - LIVS- OG BEHANDLINGSTESTAMENTE

Livstestamente

Som Livstestamentet er udformet i november måned 2017 har man ret til at ønske to ting:
1. at man som uafvendeligt døende ikke ønsker at modtage livsforlængende behandling, hvis man kommer i en situation, hvor man ikke selv er i stand til at træffe beslutninger.
2. at man ikke ønsker livsforlængende behandling ved så svær invaliditet, at man fysisk og mentalt er ude af stand til at tage vare på sig selv.

Livstestamentet virker således først, når man ikke længere selv er beslutningsdygtig.
Mens man stadig er beslutningsdygtig kan man vælge behandling fra, men ikke til.

Juridisk er lægen forpligtet til at følge livstestamentet hos uafvendeligt døende; men hos ikke- uafvendeligt døende skal lægen anlægge en konkret vurdering, om livstestamentet skal følges eller ej, hvilket vil sige, at lægen kun er moralsk – ikke juridisk - forpligtet af Livstestamentet.

Behandlingstestamente

Regeringen barsler p.t. med et nyt forslag til selvbestemmelse i form af et Behandlingstestamente til styrkelse af den enkeltes selvbestemmelse i forhold til egen død.

Forslaget har netop været til førstebehandling i Folketinget efter en høringsfase.

Ikrafttræden sker 1.9 2019.

Fx fremgår af forslaget, at habile patienter skal kunne forlange afbrydelse af igangværende behandlinger, også selv om det kan føre til døden. Behandlingstestamentet kan give øgede muligheder for fravalg af behandling, bla. af livsforlængende behandling, som kan føre til overlevelse, men hvor konsekvenserne af sygdommen eller behandlingen vurderes alvorlig eller lidelsesfuldt.

Ifølge lovforslaget skal man også kunne tilkendegive, at man ikke ønsker at blive udsat for tvang ved somatisk behandling, hvis man senere bliver inhabil, hvilket dog forudsætter pårørendes, værgens eller en evt. fremtidsfuldmægtigs accept. I høringen problematiseres dette, da det kan føre til omsorgssvigt overfor fx demente mennesker.
Tilkendegivelserne i behandlingstestamentet skal være bindende for sundhedspersonerne.

Kilde: http://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/e2ac3713-81b3-4c11-aea4-b046838f9962/Udkast%20til%20lovforslag.pdf


VORES KOMMENTARER:
Vi venter nu spændte på at se, hvordan det endelige forslag udformes.
Behandlingstestamentet har intet med aktiv dødshjælp, men alene med passiv dødshjælp at gøre. Der er i og for sig intet nyt i, at en patient kan frasige sig behandling. Det har man altid kunnet; men nu præciseres det yderligere, så der ikke er noget at misforstå.

Det er en begyndelse; men der har været mange høringssvar. Derfor kommer lovforslaget næppe til at se ud, som det gør nu. Nogle af høringsindlæggene gengiver vi en af dagene.

...............................................................................

27.11 2017 - FORTALER FOR DØDSHJÆLP TWITTER PÅ DET ETISKE RÅDS HJEMMESIDE

På Det Etiske Råds hjemmeside har VI fundet nedenstående skrevet på twitter under hashtag #aktivdødshjælp#dkpol:

”Vi vælger vores partner, hvornår og om vi skal have børn, om vi vil fuldføre en uplanlagt graviditet.
Vi har ret til at acceptere, afvise eller stoppe behandling.
Vi burde have samme ret til at beslutte hvornår og hvor vi vil dø”.

”Der er intet ædelt ved ulidelig smerte.
Jeg mener, at vi som nation har brug for at give folk retten til at bestemme deres egen skæbne”.

”Havde jeg vidst, at der fandtes den slags smerter og den slags intellektuel svigt og ansvarsfraskrivelse, så havde jeg selv skaffet medicinen, mens jeg kunne”.

”Der er så meget, der er fraværende i debat og de 4-5 rigide statements modstanderne har.
De overgreb, som patienten skal udføre mod sig selv 24/7 for at modstå pleje og selvmordsforsøg”.

”Med andre ord, nogle tror at når det handler om døden, så har samfundet pludselig flere rettigheder end individet”.

”Svært at få en dybere samtale med modstandere. Virker som om de ved, at de har en tabt sag, så de vil ikke gå i reel dialog”.

”Altså det er jo uden nogen form for logik. Man kan ikke redde patienten og man vil heller ikke hjælpe ham med det eneste, der kan sætte ham fri”.

”Vi har de her veluddannede mennesker uden indsigt i de enkeltes situationer. De er sat til at vurdere ud fra personlig holdning. Af én eller anden årsag betyder de mere for Folketinget end den lidende patient”.

”Gud har gjort os så kloge, at vi kan forlænge liv, redde liv, så ser han også med milde øjne på, at vi afslutter”.

”De flestes skræk er at sidde inaktiv på et plejehjem. Hvorfor gør vi ikke alle noget mere for at få selvbestemmelse?”

”Hvad er vi for en forsamling? Pårørende, der ikke vil/kan. Personale med adgang til hjælpen selv/mulighed for at hjælpe. Men vi lukker øjnene som kujoner”.

”At man er del af fællesskabet OG derfor er aktiv dødshjælp uacceptabelt er kilde til undren. En socialt isoleret, der kun ser hjemmehjælpere fare ud og ind, hvordan kan det gavne omgivelserne”?

”Ikke uafvendeligt døende er fanget i limbo. Slet ikke nok italesat i debat. Man debatterer, som om alle er uafvendeligt døende og kommer på hospice/palliativ pleje”.

”Lad modstandere fra Folketingen, Etisk Råd, Lægeforeningen prøve. Gerne med stød/smerte fra virkeligheden i et døgn”. 

”How dare you? Ja, vi tillader det og modstandere mangler måske at stå der med en elsket”.

VORES KOMMENTARER:
Pudsigt nok har Det Etiske Råd besluttet at bringe indlæg fra twitter løbende på deres hjemmeside. Det er interessant, fordi det betyder, at almindelige mennesker nu har en stemme. Også i forhold til Det Etiske Råd.

Sætningerne er visdomsord, der står i den lange række indlæg stammende fra twitter. De stammer faktisk stammer fra én og samme person, nemlig fra et menneske med stærke holdninger og måske fra et menneske, der selv har brug for hjælp til at dø? Det tyder nogle af kommentarerne i hvert fald på.

Måske er udsagnet om, at vi lukker øjnene som kujoner, når vi ikke vil/kan hjælpe et andet menneske med at dø, lidt barsk. Det slår hårdt når et menneske, der formentlig selv har brug for andres hjælp, betragter mennesker i sine omgivelser som kujoner.

Susanne er netop i den situation, at hun ønsker hjælp til at dø. Så den anden, Hanne, kunne jo i princippet vælge at hjælpe Susanne til at dø. Hvorfor gør hun det så ikke? Fordi det ikke er noget, man bare lige gør. Svend Lings har gjort det. Han har de helt rigtige redskaber til det, og han er ligeglad med, at han risikerer fængsel og med, at han har mistet sin autorisation.

Hanne føler sig dog ikke som en kujon, fordi hun ikke kan gøre det samme. Hun har ikke samme mulighed som Svend Lings mht. at fremskaffe lægemidler, som et andet menneske helt sikkert vil dø af. At skaffe dem på nettet giver ikke 100 % sikkerhed for, at præparaterne er de rigtige. Kun at hjælpe et andet menneske med at kaste sig ud fra 10. sal, vil være en total sikker måde.

Når det er sagt, har Hanne længe overvejet og erkendt, at hun ikke er i stand til at hjælpe Susanne, fordi hun med sig selv ved, at hun ikke kan leve med det bagefter/se sig selv i øjnene bagefter, fordi hun ved, at det vil ødelægge hendes liv at gøre det. At tænke på ens næste er en dyd; men man er nu engang også nødt til at tænke på, at man selv skal have et liv bagefter uden mareridt og evindelig dårlig samvittighed. Derfor hverken kan eller skal andre ikke presse noget sådant ned over hovedet på andre, endsige kalde dem for kujoner. Det handler jo langt fra altid om ikke at turde (da kunne man måske bruge kalde det for kujonagtigt), men om ikke at kunne leve med det, hvilket er noget helt andet og langt, langt værre.
Der er der således helt klare linjer mellem Susanne og Hanne. Vi har talt om det lige fra start. Hanne kan bare ikke. Sådan er det.

Det er et stort forlangende at bede et andet menneske om hjælp til at dø, når det går stik imod den andens følelser, etik og moral. En slagt overgreb og en sælgen ud af sig selv og egne værdier, hvis man gør det alligevel. Det kan derfor have store omkostninger.
Derfor arbejder vi i stedet for på, at dødshjælp legaliseres, så det kan komme til at foregå på betryggende vis.


.......................................................................................

 

24.11 2017 - HØRINGEN OM DET NYE FORSLAG OM FRAVALG AF BEHANDLING OG ET BEHANDLINGSTESTAMENTE ER SLUT

Sundhedsministerens forslag om at ændre sundhedsloven mhp. at øge patientindflydelsen i forhold til egen død, har nu været til høring. Høringens sluttede 10.10 2017.

Det nye lovforslag ligger her: http://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/e2ac3713-81b3-4c11-aea4-b046838f9962/Udkast%20til%20lovforslag.pdf  

7.9 2017 indgik Folketingets partier en politisk aftale om et nyt lovforslag på området. Forslaget skal give mennesker øget selvbestemmelse i forhold til beslutninger om fravalg af behandling, herunder livsforlængende behandling.

De ønsker at forenkle reglerne. Habile patienter skal – uanset diagnose og helbredstilstand – kunne afvise behandling og beslutte at bringe en behandling til ophør. Også selv om det betyder, at patienten afgår ved døden umiddelbart efter. Al behandling skal bygge på patienters informerede samtykke.

Desuden skal der laves et behandlingstestamente, som består af det eksisterende livstestamente samt øgede muligheder for fravalg af behandling. Man skal på forhånd kunne afvise livsforlængende behandling, hvis man som patient ikke længere kan udøve sin selvbestemmelse.

”Det vil ligeledes blive muligt at tilkendegive i et behandlingstestamente, at man ikke ønsker, at der kan anvendes tvang efter lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, hvis man en dag måtte blive varigt inhabil (f.eks. dement)”. Man kan tilkendegive, at det forudsætter de pårørendes, værgens eller fremtidsfuldmægtigens accept.

Fravalgene skal være bindende for sundhedspersoner, som skal respekteres af sundhedspersoner.

Kilde: http://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/e2ac3713-81b3-4c11-aea4-b046838f9962/H%C3%B8ringssvar.pdf

VORES KOMMENTARER:
Så har vi fundet den nye lov om at måtte frasige sig behandling. Loven gælder både uafvendeligt og ikke-uafvendeligt døende. Vi har sagt det før; men vi siger det gerne igen: Det er fint, at man kan frasige sig en behandling (det har man faktisk altid kunnet, så det er der intet nyt i); men får man ikke en behandling, man kan dø af ved at frasige sig den, er man lige så dårligt stillet fremover, hvis lidelserne er ubærlige og uudholdelige. Logisk set er man langt dårligere stillet end alle dem, der får en behandling, de kan frasige sig.
Mange mennesker, der ønsker at dø, er ubehandelige og får derfor ingen behandling. De ønsker jo netop at dø, fordi de ikke kan hverken behandles eller lindres.
Det bider således sig selv i halen og er det samme som: ingen arme, ingen småkager!

Derfor finder vi, at forslaget langt fra er tilstrækkeligt vidtrækkende.
Det eneste, der umiddelbart synes at være en fordel er, at man fremover kan beslutte, at man ikke vil tvangsbehandles, hvis man skulle udvikle demens. Det vil i princippet sige, at man – før man bliver dement – kan udtrykke ønsker vedr. et liv med sygdommen. Problemet er dog, at det meget let kan føre til omsorgssvigt, fordi den demente ofte modsætter sig alt lige fra at blive vasket til at blive klædt på og få noget at spise og drikke, fordi alt virker som overgreb, når man ikke forstår, hvad der sker omkring en. Derfor er forslaget ikke gangbart i praksis, som vi ser det.


..................................................................................

20.11 2017 - HOSPICER ER POPULÆRE

Hospicer, der er så populære, at nogle må afvise døende.

Det står fx meget slemt til i hovedstadsområdet, og derfor kræver både hospicechef og forening politisk handling.
At tilbringe den sidste tid på et hospice bliver mere og mere populært.

Hospice startede for 25 år siden, og antallet af pladser har været støt stigende siden da; men sidste år fik hele 1518 henviste patienter ikke en plads. Det viser Dansk Palliativ Databases rapport fra 2016.

Det største antal afvisninger er i Region Hovedstaden, hvor 439 patienter ikke fik plads svarende til 30 % af alle henviste patienter. Rapporten pointerer, at det skyldes mangel på kapacitet, og at patienter henvises for sent.
Sankt Lukas Stiftelsen er bekymrede for udviklingen, fordi det får store konsekvenser for patienterne.

Mange får ikke den optimale smertelindring siger lederen af hospicet.
”Det betyder også stor usikkerhed i forhold til at få styr på de psykologiske, sociale og fysiske smerter og udfordringer, der er i den sidste del af livet, siger han og efterlyser flere penge til hospicepladser fra blandt andet regionen”.
Hospice Forum Danmark bakker ham op og siger, at man kan få enestue på et hospice, og at sygeplejerskerne her både kan give medicin, åndelig pleje og hjælp til pårørende.

Der er netop oprettet to nye pladser på Hospice Søndergård i Måløv, men der ser ikke ud til at komme flere.
Det er et spørgsmål om penge.

Desuden er der også mulighed for at få specialiseret palliativ behandling på hospitalerne. Men rapporten viser, at heller ikke alle her altid får hjælpen.
Sundheds- og Ældreministeriet oplyser, at der er afsat penge til nye hospicepladser i Kræftplan III for 2017-2020.

Kilde: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/populaere-hospicer-maa-afvise-doeende

VORES KOMMENTARER:
Hospicepladser kan være endnu et bundløst hul. Med knap 300 pladser og over 1500 afviste patienter, må der mangle en hel del pladser. Og da antallet af mennesker, der gerne vil dø på hospice er stigende, kan behovet måske aldrig dækkes?
Hospicepladser er meget dyre. De opstod i sin tid, fordi plejen af den døende er en særlig opgave, som kræver både stor viden, empati og tid. For 25 år siden var dette allerede en mangelvare på de danske sygehuse. Hvordan er det så ikke i dag? Håbløst, formentlig.

Atter må vi konstatere, at de mennesker, der arbejder med døende erkender, at patienterne ikke kan få en kvalificeret pleje andre steder. Heller ikke hvad smertebehandling angår.

Vi mener, at det, der først og fremmest mangler, er viden. Hvis danske læger og sygeplejersker undervises mere i palliativ pleje og medicin, vil mange flere kunne få en god død enten i eget hjem, hvis det er det, de helst vil, eller alternativt på et hospital. Da hovedparten af Danmarks kræftpatienter (over 80 %) helst vil dø i eget hjem, vil det være oplagt i stedet at styrke indsatsen her. Fremfor vedblivende at øge antallet af hospicepladser.

Vi ser hospicepladser som et symptom på, at der er noget helt galt andre steder i systemet. Fx i forhold til interessen/ressourcerne til at pleje mennesker i eget hjem, at få tilstrækkeligt viden om, hvordan man bedst kan hjælpe en døende i eget hjem, prioritering af hjemmeplejen og den praktiserende læge fremfor den konstante udbygning af supersygehuse etc.

Det er glædeligt, at de mennesker, der får lov at dø på et hospice, er glade for det; men vi ser også, at mange flere kunne komme herfra med værdighed, hvis politikere ikke ligger så meget under for Kræftens Bekæmpelse, men ser sig mere bredt og helhedsorienteret rundt. Der er også andre end kræftpatienter, der dør. Det glemmer de til tider.

En øget indsats andre steder vil også kunne komme andre end kræftpatienter til gode; for selv om hospicer også er beregnet til andre end kræftpatienter, er der stort set kun kræftpatienter, der får en plads. Dette er realiteten i dag. 

................................................................................... 

17.11 2017- VI ER ULIGE I DØDEN

Som det er nu, får kræftpatienter en bedre hjælp i den sidste tid, end andre dødeligt syge patienter. Det viser en ny rapport fra Videnscenter for Rehabilitering og Palliation.
96 % af de personer, der henvises til hospice eller specielle hospitalsafsnit for døende er kræftpatienter.

Egentlig betyder palliation slet og ret lindring og kan anvendes om indsatsen for at forebygge og lindre lidelser for mennesker med livstruende sygdom som fx lungesygdom, hjertesvigt, kræft og kronisk nyresygdom.

Olav Nørgaard, der er formand for Hospice Forum Danmark mener, at der sker en forskelsbehandling på mennesker i døden, fordi mennesker med kroniske hjertesygdomme og lungesygdomme ikke får samme tilbud som kræftpatienter.
KOL-patienter passer ikke ind. De ”falder mellem to stole”.
De passer ikke ind på en akut medicinsk afdeling, der er beregnet til akutte patienter, og de kommer sjældent på hospice, fordi de kan have brug for at blive udskrevet igen.
Derfor mener han, at man bør se på visitationskriterierne til hospice.
”Regionerne skal acceptere en højere udskrivningsprocent, så vi kan tage andre patientgrupper ind. Det handler om at få tilbuddet til at passe til borgeren og ikke omvendt”, siger han.

Formanden for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Anders Kühnau, er overrasket over, at 96 % af dem, der henvises til hospice er kræftpatienter. Derfor mener han også, det er vigtigt at få udbredt viden om hospice; for nogle er sikkert ikke klar over, at også de kan få hjælp der.

Før nævnte rapport viser, at der både mangler kapacitet og specialhjælp til døende og for at brede hjælpen ud til flere patientgrupper.
Danmark burde ifølge europæiske standarter for hjælp til døende have 550 specialiserede sengepladser; men der findes kun 332 i 2016.

Kilde: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/doeden-er-ulige-kraeftpatienter-faar-bedre-hjaelp-i-den-sidste-tid

 

VORES KOMMENTARER:
Som vi tidligere har sagt, er vi enige i, at kræftpatienter i Danmark er dem, der får de fleste og bedste tilbud, mens mange andre patientgrupper lades mere eller mindre i stikken. Kræftens Bekæmpelse er Danmarks absolut største patientforening med en indtægt på ca. 750 mio. kr. årligt, mens Hjerteforeningen, der kommer på 2. pladsen, kun har det halve i indtægt.
Vi tør slet ikke tænke på alle de små foreninger, der måske har en indtægt på 100.000 kr. Hvordan skulle de kunne klare sig i forhold til Kræftens Bekæmpelse.

Kræftpatienter skal selvføgelig have det, de skal have; men de bør ikke konstant forfordeles med konsekvenser for andre patientgrupper til følge.
Fx kronisk syge patienter, som ender med at dø af deres lidelse. Desværre er der sjældent prestige i dem – hverken lægeligt eller politisk.
Forfordeligen bliver særligt synligt, når DR i en hel uge samler ind til Kræftens Bekæmpelse, som i forvejen er størst, mens de ikke giver samme mulighed til andre grupper. Det er uretfærdigt og kan ikke retfærdiggøres overhovedet. Det er forfærdeligt at have en kræftsygdom; men det er også forfærdeligt at have KOL og dø en langsom, men støt kvælningsdød. KOL er ikke mere selvforskyldt end kræft, hvis nogle skulle sidde med dén tanke!
Desuden er der også mange andre forfærdelige sygdomme til. Nogle skal leve livslangt med kroniske, invaliderende og stærkt pinefulde sygdomme.


.........................................................................................

14.11 2017 - MENNESKER SKAL KUNNE SIGE STOP

I Mads og Monologen står, at mennesker skal tillades at kunne sige stop.
Mads har deltaget i en befolkningsundersøgelse om kræft og skulle svare på, om han forventede, at hans helbred blev dårligere i fremtiden. Da tidshorisonten ikke var angivet, skrev han ”ved ikke”; for på et eller andet tidspunkt i livet bliver helbredet så dårligt, at man dør af det.

Døden skræmmer ham, selv om han tror på et liv efter døden.
”Det skræmmende er det kontroltab, der ligger i mødet med døden. Den lange, pinefulde vandring, hvor man langsomt mister kontrol over sin krop, mens man blot venter på, at manden med leen endelig får tid til at kigge forbi”.
Kontroltab er det værste, han mener, man som menneske kan udsættes for.

Derfor synes han også, at vi skal have lov at springe dødens vals over og få det overstået. Selv om han siger sådan, har han altid været skeptisk overfor aktiv dødshjælp; men det er gået op for ham undervejs, at det ikke er livet, folk ønsker at slippe væk fra. Det er udelukkende et spørgsmål om at gøre vejen mod døden kortere, fordi slutdestinationen allerede ligger klar. Hvorfor da strække pinen og den smertefulde tid ud i måneder eller år?

Han har også været bange for, at nogle kan vælge døden, fordi de er bange for at ligge til last; men nu mener han, at generationerne er blevet langt mere individualiserede og derfor godt kan sige til og fra og ikke er bange for at ligge samfundet til last i dag.

Man kan i dag helbrede sygdomme, man for en generation siden døde af; men når det ikke lader sig gøre, og man på et tidligere tidspunkt kan sige, at alt håb er ude, mener han, at man skal tillade mennesker at have kontrol til at sige stop.

Kilde: https://piopio.dk/hvis-vejen-mod-doeden-bliver-for-lang-skal-folk-have-lov-til-at-stoppe-den/

VORES KOMMENTARER:
Mads har en monolog om forskellige emner på nettet. Denne gang om dødshjælp. Han har tidligere været modstander af dødshjælp, men har undervejs ændret holdning, fordi han ser, at den frygt, han tidligere havde, er blevet gjort til skamme.

Hans stillingtagen skyldes dog formentlig først og fremmest undersøgelsen og spørgsmålene vedr. kræft, som uden tvivl har sat tanker i gang hos ham.
Det er ret tankevækkende. Det Etiske Råd og mange højtuddannede udtaler jo ofte, at vi almindelige mennesker ikke ved, hvad vi siger ja til. Men denne mands historie viser jo det stik modsatte. Han har været modstander, indtil han begynder at tænke! Og så bliver han tilhænger.

For ham er kontroltab det allerværste, han kan forestille sig. Det er det også for mange andre mennesker. For atter andre er det frygten for lidelse, der er det værste. Men uanset, hvad drivkraften til at mene, at mennesket skal have selvbestemmelse omkring både liv og død, er, er det også et faktum, at vi alle tænker os godt og grundigt om, før vi beslutter os for, om vi går ind for aktiv dødshjælp eller ej. For nogle er det en proces at nå frem til deres beslutning. For andre kommer det, når de bliver syge eller endda døende. For atter andre dikteres det af en religiøs overbevisning. Men ingen vælger i blinde.

Måske er der nogle aspekter i forhold til en legalisering, vi almindelige mennesker har svært ved at overskue; men dem bliver vi jo konstant konfronteret med af Det Etiske Råd, læger etc. Derfor kan ikke betragtes uvidende ignoranter. Og derfor kan de ikke vedblivende sige, at folket ikke er i stand til selv at vælge. For det kan vi. Vi ved godt, hvad det drejer sig om.
 
.................................................................................

MEDLEM AF DET ETISKE RÅD ER ATTER PÅ BANEN

Christian Borrisholt Steen, der er medlem af Det Etiske Råd er atter på banen med udsagnet om, at vi har ret til at være til besvær.
Han ønsker, at vi fastholder et forbud mod aktiv dødshjælp i Danmark, fordi erfaringer fra andre lande viser, at det er en glidebane. Også selv om et flertal i meningsmålingerne ønsker en legalisering. Det glæder ham, at politikerne står fast.

De politiske partier har indgået en aftale om, at sundhedsloven ændres. Bl.a. kommer der øget selvbestemmelse for patienter i den sidste fase af livet.
Han er dog bekymret for denne selvbestemmelse, fordi Flemming Møller Mortensen, som er sundhedsordfører for S har udtalt:
”Når lægen siger, du skal dø inden for nogle uger, så skal det være en mulighed at fjerne medicin, mad og drikkevarer og give sovemedicin, så man sover stille og roligt ind i døden”.

Det får Christian Borrisholt til at mene, at det da bliver vanskeligt at skelne mellem aktiv og passiv dødshjælp. Det, Flemming Møller Mortensen beskriver, er en aktiv handling med det formål, at patienten dør.
Det er allerede muligt i dag at få afbrudt behandling som uafvendeligt døende. Ingen skal holdes i live for enhver pris eller imod deres vilje.

 

”Med det nye forslag ønsker Folketinget, at også ikke-uafvendeligt døende skal have en lovfæstet ret til at få behandling afbrudt – også selvom patienten vurderes at ville afgå ved døden umiddelbart efter behandlingens ophør”. Fordi selvbestemmelsesretten i det nævnte tilfælde også giver mulighed for at fravælge mad og drikke i kombination med sovemedicin.

Ingen ved dog endnu, hvordan den endelige formulering i loven bliver.
Aktiv dødshjælp skal ikke indføres ad bagdøren.
Når først, det sker, er man nødt til at forholde sig til, at aktiv dødshjælp er en mulighed. Efter hans mening øger risikoen for, at mange føler sig til besvær.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/medlem-af-det-etiske-raad-vi-maa-insistere-paa-retten-til-vaere-til-besvaer


VORES KOMMENTARER:
Det nye lovforslag, der lægges op til, vil vi kalde for en glædelig udvikling. Det er et skridt i den rigtige retning. Det er fantastisk, hvis det ikke længere kun drejer sig om uafvendeligt døende. Dog er det ikke det, Flemming Møller Mortensen siger i artiklen. Tværtimod. Så mon ikke det bliver sådan, at alle skal have lov at sige fra i forhold til behandling, hvorimod kun de uafvendeligt døende kan sige nej tak til mad og drikke og få sovemedicin?

Mht. at kunne takke nej til behandling er der ikke noget nyt i det. Sådan har det været i årevis. Det er mange år siden, at en gravid kvinde, der var medlem af Jehovas Vidner døde, fordi hun nægtede at modtage blod. Men problemet er, at mange måske ikke ved, at de har den rettighed.

At det – med det nye forslag - bliver svært at kende forskel på aktiv og passiv dødshjælp, er noget sludder; for det ER allerede svært i forvejen – også uden dette forslag. Der findes allerede aktive, planlagte handlinger, der fører til døden. Fx at fjerne en respirator eller en sonde, at give palliativ sedering eller en øget dosis smertestillende medicin. Forskellen er blot, at man i disse tilfælde taler om, at læger gør det med henblik på at lindre lidelse, mens man nu vil gøre det med henblik på, at patienten dør. Dette er og bliver dog rent teoretisk; for hvis en læge fjerner en sonde eller en respirator kan det da ikke skyldes, at lægen vil lindre lidelse - med mindre at lindre lidelse i disse situationer er det samme som at lade patienten dø. Og da er og bliver det aktiv dødshjælp. Uanset, hvad motivet til handlingen var.  

Mon ikke formålet med Christian Borrisholt Steens indlæg her er at få politikerne til at tænke sig ekstra godt om? Det er naturligvis helt i orden. For selvfølgelig skal de tænke sig ekstra godt om.
Vores håb er dog, at der i dag er tilstrækkeligt mange politikere, der ser, at de med den fremlagte løsning kan begynde at imødekomme flertallet af borgeres ønske om selvbestemmelse omkring egen død.

Når det er sagt, er vi dog forbeholdne overfor, at måden bliver, at patienten ikke får mad og drikke, hvorfor målet ser ud til at være, at patienten skal dø af sult og tørst, mens det sover sig ind i døden. At dø af mangel på mad og væske kan vare en rum tid; men det er dog stadig bedre end ingen hjælp at kunne få. Alligevel giver det stadig INGEN mening, at patienten absolut SKAL lide, før døden indtræder for, at lægen kan have en bedre samvittighed; for er det dybest set ikke det, det efterhånden handler om!

Det, Borrisholt Steen kalder for en glidebane, vil vi i stedet kalde for udvikling. Samfundet og lægevidenskaben udvikler sig med syvmileskridt, og Danmark kan ikke vedblivende holde fast i ældgamle dyder om, at det fx er tilladt at være til besvær, som reelt er det eneste modargument i denne artikel. Hvis et menneske har det stik modsatte ønske, bør der gives en mulighed herfor, og det er det, Folketinget nu barsler med. Det Etiske Råd skal ikke gøre sig til dommere over menneskers ønsker. Det må være op til den enkelte.

I Holland oplever man, at folk ikke føler sig presset til aktiv dødshjælp. Man oplever, at ønsket om at dø er nøje gennemtænkt og opstået over lang tid. Man oplever også, at mennesker hænger fast i livet og først ønsker døden, når alle muligheder for at leve livet uden smerter og andre ulidelige symptomer er udtømte.

Vores håb er, at Det Etiske Råd ikke får det sidste ord at skulle have sagt i denne sag. 

............................................................................................

7.11 2017 - ØNSKET OM AT DØ HJEMME VOKSER

Ældre Sagen mener, at det har udviklet sig til en unødvendig specialistopgave at få lov at dø i eget hjem. Selv om det er de flestes ønske at dø i deres egen seng, lykkedes det ikke for 43 %, som dør på hospital. 22 % døde på plejehjem, mens 35 % døde i eget hjem.

Selv om antallet, der dør på hospitaler, har været faldende de sidste 35 år, ”trænger udviklingen til et skud” mener Frede Olsen fra Forskningsenheden for Almen Medicin i Aarhus.

Den palliative behandling er blevet et specialistområde, hvilket det ikke behøver at være, mener han. I de fleste tilfælde kan det godt varetages af den kommunale hjemmesygepleje og praktiserende læge i fællesskab.
Palliative teams er udmærkede tilbud ved særlige problemer eller komplikationer; men langt de fleste dødsfald kræver ikke specialister.

Sundhedsstyrelsen er enig, og er lige nu på vej med en ny vejledning på området.
Anna Wilroth fra Ældre Sagen mener også, at der er behov for et løft. Der bør være flere ressourcer i hjemmepleje og på plejehjem, så de der kan ydes støtte til døende der, mener hun. Samtidig mener hun også, at de palliative teams skal være lette at få fat i. Desuden mener de, at tilbuddene på landsplan bør være mere ensartede, end de er i dag.

Ældre Sagen tilbyder selv en vågetjeneste med 532 frivillige vågemænd- og koner, som efter et særligt kursus kan sidde hos en døende og skabe tryghed og gøre det, der er behov for.

55 % af danskerne ønsker – ifølge Videnscenter for Rehabilitering – at dø i eget hjem. For kræftpatienter er tallet endnu højere, nemlig 70 – 80 %.
Antallet vil formentlig stige de kommende år pga. det højere antal ældre i årene fremover.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/premium/indland/ECE9952250/hver-tredje-doer-hjemme-men-presset-for-at-faa-muligheden-vokser

VORES KOMMENTARER:

Vi er enige i, at døden kun i visse tilfælde er en specialistopgave. Problemet lige nu er dog, at læger flest ikke er tilstrækkeligt uddannet på smerteområdet. Det kræver en bred viden hos både læge og hjemmesygeplejerske at pleje døende i hjemmet. Specielt når det drejer sig om mennesker, der har smerter og andet ubehag, der kan lindres med den rigtige medicin i de rigtige mængder.

Vi undrer os over, at ønsket om at dø hjemme er højere hos kræftpatienter end hos resten af befolkningen. Måske skyldes det slet og ret, at de er mere afklarede omkring døden? Er man ikke afklaret, har man vel til det sidste have et håb om, at lægerne stadig kan hjælpe med overlevelse?


Det er meget positivt, at antallet af vågemænd- og koner hele tiden stiger. At Ældre Sagen alene har 532 af slagsen, er mange, men formentlig ikke tilstrækkelig til at dække hele landet. De mennesker, der vælger frivilligt at sidde hos en døende, må selv være afklaret med døden. Ellers tror vi ikke, at de kan klare opgaven. Selv om det i de fleste tilfælde blot drejer sig om at være til stede. At være i et rum med et døende menneske kan ikke undgå at skubbe til en angst for døden, hvis man selv har en sådan. 

.....................................................................................

5.11 2017 - PSYKIATER KRITISERER SVEND LINGS

Psykiater Henrik Day Poulsen skriver i et indlæg om læge Svend Lings, der blev frataget autorisationen, fordi han har hjulpet flere syge mennesker med at dø. Lings har fået støtte af Ritt Bjerregaard, der selv har kræft, og at mange danskere forstår hende og støtter, at Danmark følger Holland på området.
For en læge, der er vant til at redde liv, er det en stor beslutning at gøre det modsatte, mener han.

”Det eneste andet eksempel på, at læger tager livet af andre, er henrettelser med medicin, som det blandt andet finder sted i USA med stoffet pentobarbital”.
Han taler om det åbenlyse etiske dilemma i Holland.

”Når patienten er psykisk rask og ikke psykotisk, mentalt retarderet eller på anden vis ude af stand til at forstå konsekvenserne af aktiv dødshjælp, kan jeg også godt følge Svend Lings og Ritt Bjerregaard i, at det kan være en human handling at skåne et menneske for yderligere lidelse med mange smerter, kvalme, vægttab og generelt forfald af kroppen”.

Han kan både se fordele og ulemper ved det og har gjort op med sig selv, at han som læge ikke vil kunne give et andet menneske medicin med det formål at dræbe.

Kilde: https://www.b.dk/kommentarer/skal-laegen-have-lov-til-at-slaa-patienten-ihjel

VORES KOMMENTARER:
At Henrik Day Poulsen som læge ikke kan tage livet af et andet menneske med medicin, er hans beslutning. Legaliseres aktiv dødshjælp bliver det heldigvis op til den enkelte læge, om vedkommende har samvittighed til at gøre det eller til at se på patientens lidelser.  

Der er dog en enorm stor forskel på, om man giver dødelig medicin for at hjælpe et menneske, der selv ønsker at dø, og som opfylder visse stramme kriterier, elle om en læge giver medicin for at tage livet af en morder. Det sidste finder vi utilstedeligt. Det første finder vi til gengæld særdeles medmenneskeligt.

Henrik Day Poulsens samvittighed rækker i stedet til at holde kurser i, hvordan man lærer kommunale medarbejdere at spotte folk, der KUN er ude på at snyde kommunen. Bl.a. siger han
”Har du siddet overfor en sygemeldt borger, der ikke kan arbejde, men stadig holder ferie og går i biografen? Eller at borgeren svarer upræcist, tøvende eller gentager dine spørgsmål? Så er der god sandsynlighed for, at personen simulerer sin sygdom”. Hvilken form for etik er det? Det er ikke en form, vi på nogen måde billiger. 

http://www.dp.dk/kommuner-sender-medarbejdere-paa-kurser-i-sygdomssvindel-e-paa-kurser-i-sygdomssvindelny/

Han har også flere gange lavet fejlbedømmelser og fået påtaler. Rettere sagt tre påtaler på fem år http://www.dp.dk/kommuner-sender-medarbejdere-paa-kurser-i-sygdomssvindel-e-paa-kurser-i-sygdomssvindelny/

Men det har selvfølgelig INTET med hans holdning til aktiv dødshjælp at gøre. Vi kunne blot ikke dy os for at tale lidt om etik generelt. For kan man være etisk og korrekt på ét område, mens man ikke er det på andre? Det synes vi selv er et rigtig godt spørgsmål, som selvfølgelig også er op til den enkelte at besvare.  

.....................................................................................

1.11 2017 - PRAKTISERENDE LÆGERS SYGEBESØG GØR DET LETTERE AT DØ HJEMME

Praktiserende læger får fremover flere penge til at tage på sygebesøg hos deres patienter.
Derfor kan et nyt scenarie blive, at egen læge banker på døren, når en af lægens patienter ligger døende i hjemmet.

De praktiserende lægers sygebesøg er generelt medbestemmende i forhold til, om en patient kan få sit ønske om at dø hjemme, opfyldt. Det er konklusionen i et forskningsprojekt fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.
Også Anne Kirstine Winterreik, forsker på Onkologisk Afdeling i Aarhus, siger, at der er belæg for, at praktiserende lægers prioritering af sygebesøg generelt er medbestemmende for, om en patient kan dø hjemme.

43 % dør på hospital. Halvdelen af dem har på forhånd ønsket at dø hjemme.
Der er dog store forskelle på, hvor ofte de praktiserende læger besøger deres døende patienter; men nu lægges der altså op til en øget betaling herfor, ligesom en gammel 15 km´s regel er ophævet mhp. at vende udviklingen.

En ny aftale mellem regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) fald for nylig på plads.
Formanden for PLO, Henrik Dibbern er enig i, at den nye aftale kan give mere plads til lægers besøg hos døende patienter.

Kilde: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE9955170/naar-den-praktiserende-laege-tager-paa-sygebesoeg-er-det-lettere-at-doe-hjemme/

 

VORES KOMMENTARER:
Til tider undrer vi os over, at nogle simple regler om fx kørsel bremser, at døende patienter kan få lov at forblive i deres egen hjem, til de lukker deres øjne, hvis det er det, de ønsker. Det er, som om det ikke er patienterne, der sættes i centrum, men lægerne og deres problematikker. Tingene hænger selvfølgelig sammen, og naturligvis skal de have ordnede forhold. Når det er sagt, synes den udvikling, den praktiserende læges opgaver har taget, dog uforståelig. De er jo kommet længere og længere bort fra de mennesker, hvis helbredsmæssige problemer, de er sat til at varetage.

Vi behøver ikke gå særligt langt. Jeg er meget forundret over, at Susannes egen læge ikke spontant dukker op i hendes hjem engang imellem. Det er kun sket to gange (som jeg husker og ved) i de 4-5 år, vi har kendt hinanden. Det er helt forrykt. Et menneske ligger i dyb lidelse. I sengen. Hun vil gerne dø, fordi smerterne fra dystoni (ufrivillige muskelsammentrækninger) bliver mere og mere ulidelige for hver eneste dag, der går. Men lægen føler åbenbart ingen forpligtelse til at se til hende eller forhøre sig, om der er noget, han kan være behjælpelig med. Dystonien er så omfattende, at den ikke kan behandles; men bare at kigge ind og spørge, må være det mindste, han kunne gør. Hvor er hans barmhjertighed og næstekærlighed? Hvorfor holder han ikke lægeløftet mht. at lindre patientens lidelser? Det kunne være lindrende i sig selv, at han viser interesse, men det kan også have den modsatte effekt, at han – som jeg ser og forstår – er fuldstændig uinteresseret og ligeglad. Hvordan kan han se sig selv i spejlet hver morgen, når han ved, han i den grad svigter et dybt lidende menneske? Når han svigter ét menneske, svigter han formentlige også flere? Jeg forstår det ikke. Susanne har for længst accepteret, at det er sådan det er. Eller rettere sagt: Resigneret. Hun har INGEN forventninger til, at hun kan få nogen som helst form for hjælp i det etablerede system – ud over at blive påført yderligere smerter.

...................................................................................... 

29.10 2017 - FORSKNING I EUTANASI HOS PSYKIATRISKE PATIENTER

Eutanasi/assisteret selvmord er i stigning hos psykiatriske patienter i fx Belgien og Holland. Praksis er dog meget lidt kendt og emnet kontroversielt.

Derfor har forskere ønsket at beskrive egenskaber hos patienter, der modtager eutanasi af psykiatriske årsager, og hvordan praksis er reguleret i Holland.
I
alt 66 tilfælde blev gennemgået fra 2011 – 2014.
70 % var kvinder.
32 % var 70 år eller ældre. 44 % var 50-70 år. 24 % var 30-50 år.
Hovedparten havde kroniske sygdomme og historier om svære situationer og forsøg på selvmord og psykiatriske indlæggelser. De fleste havde personlighedsforstyrrelser og blev beskrevet som socialt isolerede eller ensomme.

Depressive lidelser var det primære psykiatriske problem i 55 % af tilfældene. Andre var psykotiske, led af posttraumatisk stress, angst, somatoforme lidelser, neuro-kognitive lidelser, spiseforstyrrelser samt langvarig sorg og autisme
Fysiske svækkelser var almindelige.

21 % af læger, der udførte eutanasi var psykiatere.
67 % af patienterne fik eutanasi af nye læger, heraf 14 var læger fra End-of-Life Clinic, en mobil eutanasi-klinik.

I 11 % af sagerne var der ikke uafhængig psykiatrisk indgang og 24 % af sagerne involverede uenighed blandt konsulenter.

De ansvarlige komiteer fandt, at en enkelt sag ikke opfyldte lovlige kriterier.
Alt i alt er personer, der modtager eutanasi for psykiatriske lidelser i Holland for det meste kvinder i forskellige aldre med komplekse, kroniske psykiatriske, medicinske og psykosociale historier.

Eutanasitilladelser involverer normalt flere læger, som ikke altid er enige (undertiden uden afhængig psykiatrisk indgang), men eutanasiundersøgelsesudvalgene udsætter generelt dommene fra læger, der udfører eutanasi.

 

Kilde: http://jamanetwork.com/journals/jamapsychiatry/article-abstract/2491354

 

MINE KOMMENTARER:
Ud af 66 tilfælde af eutanasi hos psykisk syge, var der ét tilfælde, der ikke opfyldte kriterierne. Til trods for, at der var uenighed i 24 % af tilfældene og selv om eutanasi hos 67 % blev foretaget af det mobile team, der rejser rundt og foretager eutanasi hos dem, hvis praktiserende læger ikke vil deltage i den slags. Ét tilfælde, hvor eutanasi ikke burde være foretaget, kan man sige, er ét for meget; men når det kommer til psykisk syge, kan det være en meget svær vurdering, så i princippet kunne det have været flere. Specielt fordi der i 24 % af sagerne ikke var enighed, og der i 11 % ikke var en uafhængig psykiatrisk indgang. Vi formoder, det betyder, at det ikke var psykiatere, der foretog eller var med til at foretage vurderingen. Noget tyder dog på, at de mennesker/læger, der skal tage stilling, er godt rustede til det i og med, at der stadig kun kunne sås tvivl i ét tilfælde.

At patienterne havde svære psykiske problemer og social isolation og at mange har tidligere forsøgt selvmord siger alt om, at det er mennesker, der har det umådeligt svært, og som virkelig ikke ønsker livet. Det er ikke mennesker, der kan behandles; for så var de blevet det. Det er mennesker, der er kronisk syge, har været det i lang tid og formentlig altid vil føle en elendig livskvalitet. 

.....................................................................................


26.10 2017 - DER ER BRUG FOR FLERE HOSPICEPLADSER

Hospice Forum Danmark foreslår, at man omdanner medicinske sengepladser til hospicesenge.


Store ændringer af hospitalerne har givet færre medicinske sengepladser; men Hospice Forum Danmark mener, at der er bedre økonomi i oprettelse af flere hospicepladser.
”Der bliver nogle behov, som hospicepladser løfter klart bedre end medicinske senge, så jeg har intet imod, at man konverterer medicinske senge til hospicesenge”, siger Olav Nørgaard, der er landformand.
Økonomien er bedre på hospice, mener han. Han er valgt til regionsrådet i Midtjylland.

Men formanden for hospitalsudvalget i Region Midtjylland mener, at Olav Nørgaard sammenligner pærer og bananer, fordi man ikke behandler på et hospice og dermed ikke har udgifter til medicin.; men han erkender, at presset på de medicinske sengepladser er stort. Han foreslår, at man i stedet søger satspuljen om penge til flere hospicepladser.

430 terminale patienter ud af 1400 blev sidste år afvist på hospice.
Sundheds- og Ældreministeriet vil på landsplan støtte oprettelsen af 7 ekstra hospicepladser.
Der findes i dag 252 pladser.

Kilde: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/hospiceforening-vil-lave-medicinske-sengepladser-om-til-hospicesenge

VORES KOMMENTARER:
Vi mener det samme som hospitalsformanden i Region Midtjylland: Man skal ikke konvertere almene medicinske sengepladser om til hospicepladser. Hvad tænker de mon på i Hospice Forum Danmark? En ting er sikkert: De tænker udelukkende på kræftramte. Men hvad med alle de andre medicinske patienter, som hovedsageligt er ældre, svækkede mennesker med fx sukkersyge, hjerte- karlidelser, lungebetændelser etc. Altså en lang række af ældre, som der i forvejen ikke er plads til pga. nedskæringer af medicinske sengepladser.

Selvfølgelig er det dyrere at drive et hospital, end et hospice. Ellers ville vi mene, at der var noget galt. Nu drejer det hele sig dog ikke om kræft. Der skal også være plads til andre syge mennesker på de danske hospitaler, så vi synes faktisk, det er et meget uigennemtænkt og usmageligt forslag.

Kræftpatienter tilgodeses i forvejen på alle mulige måder og får langt bedre tilbud end alle andre patienter, fordi de har en stor og pengestærk patientforening bag sig. Lederen af Kræftens Bekæmpelse har for ikke så længe siden indrømmet, at det er et stort ansvar at bede om nye tiltag på kræftområdet, fordi han godt er klar over, at det går ud over andre. Fx går det ud over alle dem, man i dag vælger at psykiatrisere i stedet for at give effektive behandlingstilbud. Sundhedsvæsenet har aldrig været mere ulige, end det er i dag, og det kan ikke fortsætte. Alle bør have lige ret til behandling – uanset diagnose.

Susanne har ikke haft hunds ret i denne sammenhæng. Hun har ikke fået spor behandling – ud over medicin, hun ikke tåler og et ophold på et psykiatrisk hospital, hvor de opdagede, at hun led af dystoni (ufrivillige muskelsammentrækninger), som er årsagen til hendes fysiske, smertefulde symptomer. Hun er ikke interessant. Hun har ikke en pengestærk patientforening bag sig. Derfor er hun fortabt. Men vi er stadig nogle, der forsøger at bekæmpe uretfærdigheden! Derfor virker et forslag om at nedlægge almene sengepladser til brug for kræftpatienter om en rød klud!

Selv om mange kræftpatienter er blevet afvist en hospiceplads, ved vi, at de fleste ønsker at dø hjemme. Hvorfor gør man ikke noget mere for fremme denne mulighed? Hvorfor uddanner man ikke flere læger i palliation? Det er manglen på sådanne læger og på palliative teams, der kan rykke ud i eget hjem, der bevirker, at folk ikke kan dø hjemme, fordi de ikke får den hjælp, de har brug for. Det er ikke godt nok. Folkets vilje tilsidesættes i lidt for mange forhold. 

..................................................................................... 


22.10 2017 - INDLÆG PÅ FACEBOOKGRUPPEN ”VI STØTTER SVEND LINGS”

 

”Hvorfor er det nu lige at de folkevalgte politikere ikke vil høre på FOLKETS VALG.
Undersøgelser viser at langt de fleste går ind for aktiv dødshjælp. 
STOR RESPEKT for den læge der, trods risiko for fængselsstraf, har hjulpet mennesker til at få lov at blive sat fri. 
Har sagt i mange år at hvis min far lå og kun havde et liv som grøntsag at se frem til, ville jeg snuble over ledningerne om det så skulle koste mig en tur i fængsel 
Så smiler han til mig.
Det er VORES LIV LAD OS SELV BESTEMME NÅR MAN IKKE ORKER MERE 
Var det mig så ville jeg heller ikke være her mere og selvmord vil man slet ikke kunne klare for det ville være forfærdeligt for familien, men planlagt død ville da være så smukt. Kunne snakke igennem, kunne planlægge, kunne have alle sine kære omkring sig og sige på gensyn. 
Man kan bare rejse til udlandet, hvor det er lovligt, så vågn op derinde, vi kan ski ikke være bekendt at en så syg mand skulle rejse og familien med og skulle samle penge sammen til det. Det er mega voldsomt både for den lidende stakkel og for pårørende. 
Hvad har vi folkevalgte politikere for når de ikke alligevel ikke tager folkets ønsker alvorligt”?
Kilde: Facebookgruppen "Vi støtter Svend Lings".

VORES KOMMENTARER:
Det kan ikke siges mere tydeligt: Der er noget helt galt i Danmark. Folket høres ikke. Vores ønsker ignoreres. De forhold, vi bydes, er langt fra altid tilstrækkelige. Der findes mennesker, der ikke kan hjælpes. Der findes mennesker, der lider ubærligt, og som har brug for hjælp til at dø. Der findes mennesker, der skriger sig ind i døden. Der findes mennesker, der har brug for næstekærlighed i form af en legalisering af aktiv dødshjælp. Ikke kun de uafvendeligt døende, men også dem, der er uhelbredeligt syge og kun har større og større lidelser at se frem til. 

.................................................................................... 

18.10 2017 - EN HISTORIE FRA DET VIRKELIGE LIV

Historien er fundet på facebook. Den er skrevet af en kvinde, som er i familie med en mand, der har været spastiker siden fødslen, og som nu har fået en hjerneblødning. Manden har tidligere givet udtryk for, at han ikke vil ligge som ”en grøntsag”. Ind imellem er han vågen, men det er ikke muligt at kommunikere med ham. Det er umuligt at vurdere, om han forstår, hvad der bliver sagt. Han reagerer ikke på spørgsmål og er ikke i stand til at svare.

Fornylig blev han flyttet til et kommunalt plejecenter. Da det kvindelige familiemedlem samme dag kommer og ser til ham, oplyser et personalemedlem, at hun skal tale med egen læge om genoplivning ved hjertestop. Et andet personalemedlem fortalte, at han ville kunne ligge sådan i årevis, og at hun derfor skulle tage stilling til, om de skulle give ham sondemad. Kvinden var forfærdet; for det var jo ensbetydende med, at hun skulle tage stilling til, om han skulle dø eller ej. Det viser sig, at personalet ikke har læst mandens journal.
Hun kan godt tage stilling til genoplivning; men hun er rystet over, at hun skal tage stilling til, om han skal dø af sult eller ej.

VORES KOMMENTAR:
Historien viser, hvor vigtigt det er, at få skrevet sit livstestamente. Havde manden skrevet det, ville der ikke være tvivl om, hvorvidt han ønskede livsforlængende behandling (sondemad) i denne situation. Nu står en pårørende med beslutningen og føler, at hun ikke er i stand til at træffe den, hvilket er fuldstændig forståeligt.

Der er ingen tvivl om, at manden ikke ønsker det liv, han kan se frem til nu. Han har jo tidligere tilkendegivet, at han ikke vil ”ligge som en grøntsag”. Det ved familiemedlemmet godt; men derfra og til, at det nu er hende, der skal træffe beslutningen for ham, fordi det tilsyneladende ikke er nedskrevet, er der langt. Netop i denne sammenhæng kan mandens læge have en vigtig rolle. Lægen kan vejlede kvinden til, hvilken beslutning, hun skal træffe, så det for hende kan føles, som om de deler. Lægen kender forhåbentlig manden godt og kan sige, hvad hans eget ønske er.

Det er meget vigtigt, at der snart kommer ordnede forhold i Danmark, så pårørende ikke stilles i en sådan situation. Vi håber, at Ellen Trane Nørbys nye forslag om et behandlingstestamente, snart ser dagens lys, og at alle bliver nødt til selv at tage stilling. Det vil være bedst for alle parter. Der skal ikke være tvivl.

Over 70 % af befolkningen får ind for aktiv dødshjælp.  I denne situation tales om passiv dødshjælp. Ikke at give sondemad er nemlig passiv dødshjælp. Det vil føre til døden i løbet af en tid. Der kan dog gå måneder, hvis manden stadig får væske. Man siger generelt, at et menneske kan leve tre dage uden væske, men tre måneder uden mad. Får han heller ikke væske, kommer han til både at sulte og tørste ihjel. Hvem kan forestille sig det dødsscenarie? Det er simpelthen utilstedeligt. Tænk, at kristne mennesker kan synes, at dette er bedre end at hjælpe manden hurtigt herfra ved hjælp af en dødelig dosis medicin. Hvis det er det, der er hans ønske. Vi tror ikke, at nogle ønsker at blive tørstet eller sultet ihjel!

....................................................................................

15.10 2017 - NÅR VI DØR, FORSVINDER VI IKKE

Liv&Død har interviewet Lisbeth Dahl om døden.

Døden skræmmer hende ikke. Det er dog heller ikke noget, hun spekulerer på. ”Når du dør, så forsvinder du jo ikke. Du falder ikke ned i jorden i et lille hul, og så er alting slukket. Din sjæl lever videre, og udvikler sig og lærer nyt ting. Når man ved det, så er det at dø ikke noget at være bange for”, siger hun.
Hun har flere gange i sit liv oplevet at blive kontaktet af døde, fordi hun i perioder er i tæt kontakt til den åndelige verden, fordi hun er synsk.

Hun er blevet mere og mere rolig i forhold til at skulle dø med alderen.
Når det sker, vil hun brændes. Egentlig vil hun allerhelst, at afskeden bliver en munter affære med masser af latter. Fordi latteren altid har interesseret hende. Hun elsker at få folk til at grine.

Hun har for 20 år siden opdaget, at man selv vælger ulykken, og besluttede sig for at være lykkelig. Derfor er de svære ting blevet meget lettere at håndtere. Også skilsmisser og en ægtefælles død. Hun har oplevet voldsomme ting, som har været svære at komme igennem, men synes alligevel, at hun har haft et fantastisk liv. Med til beslutningen om at være lykkelig hører også, at man skal være tro mod sig selv og sit eget liv. Hun lader sig ikke tryne af andres meninger. Hendes mor lærte hende, at hun ikke skulle finde sig i noget. Hun er altid gået op i, hvad hun selv ønskede. Og det har hun som regel fået. På den måde føler hun sig privilegeret. Hun mener, at det handler om vilje. Også viljen til at udfordre sig selv gennem hele livet.

Hun er nu fyldt 70, og hun gør stadig noget ud af at se godt ud. Hun farver sit hår. Hun har lagt sin livsstil om, så hun har tabt meget i vægt. Hun har absolut ingen planer om at drosle ned på sit arbejdsliv. Hun er vinterbader og cykler til Cirkusrevyen og mener, at hun lever 10-20 år endnu.
Døden skræmmer hende dog ikke. For hende vil det allerbedste være at dø, når man er gammel nok til det og ”så bare dø”. Helst med humor.


Interviewet er udarbejdet af Marie-Louise Arnfast, Arnfast&Kirkeby – i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død.

 

Kilde: http://livogdoed.dk/temaer/naar-du-doer-saa-forsvinder-du-jo-ikke/

VORES KOMMENTARER:
Lisbeth Dahl lever i høj grad op til det gamle kinesiske ordsprog: ”Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår”. 
Hun har engang besluttet sig for at leve et lykkeligt liv, og det gør hun så. Selv om hun har haft store sorger. Med stor hjælp af humoren er hun kommet igennem. Og uden tvivl også ved hjælp af spiritualitet, synskhed og kontakt til afdøde. Der er ingen tvivl om, at hun henter hjælp ”på den anden side”, når hun har brug for det. For hende kan døden derfor ikke være skræmmende.

Der står desværre ikke i interviewet, om hun går ind for aktiv dødshjælp. Men det fremgår tydeligt, at døden for hende bør være en fest. Noget, der skal fejres, når man mæt af dage ”stiller træskoene”. Lad os håbe, det lykkes for hende at få den død, hun gerne vil have!

Hun havde et meget tæt forhold til Claus Ryskjær, der også var synsk. Måske er det hans begravelse, hun også taler om i interviewet, hvor hun fortæller om fejring af en afdød med fest, kage og vin – alt det, han elskede? Det er kun et gæt. Men det kunne vel egentlig godt være i Claus Ryskjærs ånd.

 

....................................................................................................


11.10 2017 - HELLE DEGN OM KAMPEN FOR AKTIV DØDSHJÆLP

Fornylig skrev helle Degn følgende på facebooksiden ”Socialdemokratiet for aktiv dødshjælp”:
"Vi skal blive ved med at kræve retten til egen krop.

Da vi diskuterede retten til egen krop ved abort - blev vi også mødt med argumenter som mord og drab. Som bekendt vandt kvinderne retten til egen krop. Vi har også vundet over lægevæsnet med krav om indgreb, og behandling og forskning på egen krop - kun ved informeret samtykke. Jeg var i 1983 oppe imod Poul Riis og lægestanden - og vandt, så der i dag skal være informeret samtykke ved forsøg på vores egen krop.

Så Hartling skal I bare opgive og kør videre med saglige argumenter og afdæk alle de skjulte motiver - og brug rettigheds argumentet - det vil vinde og er kun et spørgsmål om tid.
Forsat god kamp" 

VORES KOMMENTARER:
Vi er meget enige med Helle Degn. Det er vigtigt, at vi vedblivende påberåber os retten til egen krop. Helle Degn har om nogen været med i både kvindesagskampe og ligestillingskampen. Hun var med, da den frie abort blev indført. Den blev dog indført uden forudgående etiske debatter; for havde der været det, var aborten nok ikke blevet frigivet endnu. Så havde de lærde fortsat parlamenteret imod. Loven blev alene vedtaget på baggrund af, at alt for mange kvinder fik foretaget ulovlige, illegale aborter, som invaliderede mange og krævede dødsfald. De etiske debatter kom først bagefter. Og da gik bølgerne til gengæld højt.

I forhold til aktiv dødshjælp kommer de etiske debatter først, og modstanderne har gennem hele forløbet haft en vægtig stemme, fordi de også påvirker politikerne i deres retning. Til trods for at modstanderne kun tæller 7 % af befolkningen, og at politikere bør lytte til befolkningens ønsker i et demokratisk samfund!

Kravet om informeret samtykke til forskning er i en lidt anden boldgade, fordi det kan ramme os alle, hvor abort og aktiv dødshjælp ”kun” handler om dem, der ønsker det. Når alle danskere er involveret – også mænd – sker der som regel noget ret hurtigt. Det er dog stort, at forsøg med mennesker blev bremset.

Også Helle Degns ønske om, at alle os, der går ind for aktiv dødshjælp, må vinde over Hartling og hans synspunkter er stort – både at fremsætte og at opfylde. Hartling har fået en speciel plads i debatten i kraft af det tidligere formandskab for Det Etiske Råd, hans veltalenhed, hans kristne livssyn, at han er læge og dermed støtter Lægeforeningens modstand samt i det hele taget hans enighed med andre modstandere. Vi har oplevet, at han i visse sammenhænge næsten er blevet perfid og en anelse modbydelig, fordi han er gået efter manden og ikke efter bolden. En argumentationsform, vi tager vi stærk afstand fra.
Lad os stå sammen og vinde kampen!

Som en facebookbruger skrev som kommentar til Helle Degns indlæg, lever vi i et demokratisk samfund med demokratiske valg; men når det kommer til, at hovedparten af befolkningen går ind for aktiv dødshjælp og politikerne siger nej, er der ikke meget demokrati over det! 

.......................................................................

6.1 2018 - FLERE KRITISERER STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE
SF´s formand, Pia Olesen Dyhr, siger, at Lars Løkke holder syge og nedslidte for nar i sin nytårstale, fordi han havde fokus på at afvikle ghettoområder og på skat. Samtidig mener han, at fjernelse af ghettoer og en skattereform ikke betyder, at velfærden lider overlast; men det mener Pia Olesen Dyhr er forkert. Reformerne er blevet betalt af dagpengemodtagere, syge og nedslidte for netop at kunne investere i velfærden; men i stedet taler Løkke om, at vi takket være reformerne har råd til både velfærd og skattelettelser.
”Det er altså at holde netop de grupper for nar, hvis pengene nu bliver brugt til skattelettelser og ikke til den vigtige velfærd”.
LO-formanden Lizette Risgaard siger, at tiden ikke er til skattelettelser, fordi der er brug for penge til en bedre velfærd, og at det er det, danskerne efterlyser.
Morten Østergaard, som er politisk leder for De Radikale mener, at man skal starte med at sikre, at børn fra alle dele af samfundet vokser op sammen.
Formanden for BUPL, Elisa Bergmann, taler også om børnene, som har brug for gode normeringer og uddannede pædagoger. Især de tosprogede børn. Derfor bør der investeres endnu mere i daginstitutioner.
Selvfølgelig synes især politikere fra Venstre og DF, at indholdet i Løkkes tale var udmærket.
Kilde: https://www.avisen.dk/overblik-det-siger-de-om-loekkes-nytaarstale_477882.aspx

MINE KOMMENTARER:
I går blev jeg ringet op af Mødrehjælpen, som får flere og flere henvendelser fra mennesker, der lider nød. De har fået så mange henvendelser, at de ikke hverken har penge eller personale nok til at varetage opgaven, som er eksploderet, fordi der dagligt tilkommer flere og flere fattige mødre, der har brug for hjælp. Artiklen ovenfor bringer den ild i brand.
Pia Olesen Dyhr ser, at de skattelettelser, som statsministeren taler så meget om, skal finansieres af de syge og nedslidte; men Løkke mener, at reformerne har givet penge nok til både velfærd og skattelettelser; men det ser langt fra sådan ud. Hvorfor skal syge og nedslidte betale for skattelettelser, når meningen oprindeligt var, at de sparede penge skulle bruges til velfærd? Det er langt fra første gang – og sikkert heller ikke sidste gang – vi ser en politiker løbe fra det, de tidligere har lovet; men sådan er der så meget. At politikerleden blomstrer året rundt, er der faktisk ikke ret meget andet at sige til, end at vi har de politikere, vi selv har valgt, og at vi næste gang må gøre det bedre. Om muligt! 

7.10 2017 - SVEND LINGS ER IKKE BANGE FOR AT KOMME I FÆNGSEL

Programmet på TV2, der blev vist den 5.10 har sat gang i Svend Lings sag. Han er anklaget for at have hjulpet mennesker med at dø.
Udsendelsen handlede om den 70-årige århusianer Jørgen Vesterby, som ønskede at dø pga. en hjerneblødning, som tog al hans livskvalitet.
Han ville gerne have modtaget assisteret selvmord i Schweiz, men havde ikke pengene dertil, og sundhedspersonalet var modstandere; men Svend Lings ville gerne hjælpe. Han siger:
”Vi kæmper for at få aktiv dødshjælp lovliggjort, og de konsekvenser, der kan få for mig, er bagateller i forhold til de mennesker, der ligger og lider til ingen verdens nytte”.

I programmet kom der nye oplysninger om Svend Lings frem. Disse oplysninger kan sætte skub i sagen, mener Svend Lings selv. Han er formand for netværket Læger for aktiv dødshjælp.


Svend Lings er glad for dokumentarudsendelsen, som sætter fokus på kampen om at få legaliseret aktiv dødshjælp.

Hans eneste interesse er, at debatten fortsætter. Konsekvenserne for ham selv kalder han for bagateller.

Formanden for Det Etiske Råd, Gorm Greisen, er modstander af aktiv dødshjælp. Han mener, at Svend Lings måske ligefrem ønsker at få en dom.

”Jeg tror, at Svend Lings har sat sig selv på spil i processen om at lovliggøre aktiv dødshjælp. Jeg skal jo ikke kunne sige, hvad han tænker, man måske ønsker han ligefrem at få en dom, fordi det kan rykke noget. Denne debat foregår ikke bare med et sprog, men også med handling, men måske er det pressen, som har lokket ham – så han på den måde er blevet et offer” mener Gorm Greisen.
Han har dog ikke noget personligt ønske om, at Svend Lings straffes; men samtidig siger han også, at loven skal følges. Han mener dog, at det ikke er det samme som at ønske hævn eller straf over et medmenneske”.

Svend Lings selv er dog ikke bekymret for at komme i fængsel, da han ikke længere er erhvervsaktiv. Udlændinge kalder jo ophold i danske fængsler for luksusophold.


Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/doedshjaelpslaege-frygter-ikke-faengsel

 

Efter udsendelsen, som i al sin tydelighed viste, hvorfor Jørgen ikke længere ønskede at leve og ikke efterlod tvivl om, at han virkelig ønskede at dø, er Svend Lings på ny blevet politianmeldt. Han fortæller, at han har hjulpet Jørgen. Da Lings ikke selv måtte udskrive medicin, fordi han har fået frataget sin autorisation, har han fået en anden til at gøre det.

Lings udtaler efter udsendelsen igen, at det ikke betyder noget for ham, om han havner i fængsel. Det, der betyder noget er de stærkt lidende, som samfundet svigter.


Lægeforeningen er dog af den helt anden opfattelse. De finder det etisk uacceptabelt – også at Danmark har en gruppe, der kalder sig Læger mod aktiv dødshjælp.


Kilde: http://nyheder.tv2.dk/krimi/2017-10-06-tv-2-dokumentar-udloeser-ny-politianmeldelse-af-tidligere-laege

 

VORES KOMMENTARER:
Endnu engang må vi sige, at Svend Lings er en overordentlig modig mand. Vi har stor respekt for ham og håber inderligt, at udsendelsen fremfor at skade ham, hjælper ham. At man i udsendelsen ser et konkret eksempel på hans hjælp, er uden tvivl med til at skubbe til hans sag.  Der er nok ingen tvivl om, at det fremskynder en domsafsigelse, som han nu har ventet på siden juni måned 2017.

Gorm Greisen, som er med i første af ovenstående link, var den læge, der inviterede Svend Lings i studiet til netop dén famøse samtale, der efterfølgende bevirkede, at Svend Lings blev politianmeldt og frataget sin autorisation. At sige, at han ikke ønsker hævn eller straf over et medmenneske er dobbeltmoralsk; men dobbeltmoral er etikere eksperter i at omgå i deres retorik. Selvfølgelig ønsker Greisen Lings fængslet. Loven skal jo overholdes, siger han. Og skal loven overholdes, skal Lings i fængsel. Så let er det. Greisen forsøger at adskille det juridiske fra det etiske, hvilket naturligvis ikke lader sig gøre. Sådan er virkeligheden ikke. Det er igen en gennemskuelig teoretisk retorik, som vi bestemt ikke billiger.

At Svend Lings skulle være blevet forført af pressen til at stå frem, tror vi er noget værre sludder. Han ønsker jo netop denne debat!

Desværre er Lægeforeningen også ude med riven. Det samme er mange politikere, som har stået frem i medierne – både efter udsendelsen forleden aften og i løbet af dagen i går. De tager alle afstand fra Svend Lings og det, han har gjort. Det kommer ikke som nogen overraskelse. Desværre.

Lings leger med ilden, og han ved det godt. Men det lykkes ham i hvert fald at holde gang i debatten.
Vi kan kun sige, at vi håber det allerbedste for ham! 

 


.....................................................................................

4.10 2017 - DOKUMENTAR OM AKTIV DØDSHJÆLP DEN 5.10 2017 KLOKKEN 20 PÅ TV2

Den 5.10 kl. 20 sender TV2 dokumentaren: ”Jørgen vil dø”.
Jørgen Vesterby har bedt sin familie om hjælp, og hans ekskone Dorthe Vesterby har besluttet at hjælpe ham.

Jørgen er 70 år. Han er brilledesigner og har levet sit liv i overhalingsbanen. Villa, formue, fem børn, tre ægteskaber.

I 2013 får han en hjerneblødning, som gør ham lam i hele den ene side af kroppen, og det liv vil han ikke leve.
Han tror i lang tid, at han vil genvinde førligheden; men sådan går det ikke. Det går op for ham, at han skal i kørestol på et plejehjem resten af livet, og det vil han ikke.
Ved at bede familien om hjælp, stiller han dem i et kæmpe dilemma.
Først vil Jørgen tage til Schweiz.

Mange danskere går ind for aktiv dødshjælp, men ved de reelt, hvad de siger ja til, hvis det gøres lovligt?

Modstanderne påpeger, at det sætter både patienter og pårørende under et stort pres.
Tilhængerne mener, at vi er forpligtet til at hjælpe lidende mennesker, hvis de har et ønske om at dø.

Pga. pengemangel og modstand fra læger lykkes det alligevel ikke Jørgen at komme til Schweiz. Af etiske årsager vil de nemlig ikke hjælpe med papirarbejdet.


Men Svend Lings indvilger i at hjælpe ham herhjemme, selv om han risikerer tre års fængsel, fordi det er ulovligt.

Svend Lings gør det for de lidende menneskers skyld, fordi aktiv dødshjælp er et råb om hjælp.

Modstanderne mod aktiv dødshjælp bryder sig ikke om det. De finder det ”misforstået barmhjertighed”. Og især læger, bør ikke hjælpe med at dø.

Dokumentaren vil vise, hvor svært det er for de pårørende. Hvilke dilemmaer, de står i. Må man hjælpe et menneske, man elsker? Eller skal svaret altid være nej.

Jørgens ekskone siger:

”Jeg synes, det er en heftig sag, det må jeg sige. Men jeg vil så også sige, at jeg har sagt ja til at hjælpe Jørgen, og jeg kunne ikke drømme om at bakke ud af det. Fordi hvad skulle han gøre? Det ville være det ondeste i verden”.

Kilde: http://omtv2.tv2.dk/nyhedsartikler/nyhedsvisning/dokumentar-joergen-vil-doe/

VORES KOMMENTARER:
Det er rigtig dejligt at opdage, at TV2 tager en sag om en mand, der får aktiv dødshjælp op. Nu må vi bare håbe, at den er lavet på en så neutral måde som muligt af hensyn til den fremtidige debat om dødshjælp. Alle bør selv kunne tage stilling til, hvad de mener, og hvad de selv ønsker. Også af hensyn til Svend Lings. Kommer der forargelse fra en mand som Ole Hartling ind over, er der ingen tvivl om, at det kan påvirke den generelle holdning. Jørgens historie er forhåbentlig i sig selv nok til, at de fleste ser og fastholder, at Danmark må have denne udvej.

Vores håb er naturligvis, at udsendelsen kan hjælpe Svend Lings ved at fortælle, hvad han reelt har gjort! Nemlig en barmhjertighedsgerning.
Vores frygt er, at ekskonen efterfølgende risikerer retsforfølgelse. Det er myndighederne vel nødt til, hvis de skal efterleve loven. Men det afhænger selvfølgelig af hendes deltagelse. Det får vi se den 5.10.

Det er nyt for os, at man skal have hjælp til papirarbejdet af danske læger, hvis man vil til Schweiz. Da vi ved, at nogle allerede har været der, kan vi konstatere, at der også er andre læger, der hjælper disse patienter!   

......................................................................................

1.10 2017 - FOLKEKIRKEN TIER OM AKTIV DØDSHJÆLP

Jens Kristian Lings, Svend Lings bror, spørger, hvorfor landes biskopper og præster tier om aktiv dødshjælp.


Om sin bror siger siger, at han ”kæmper med åben pande”. Han ønsker ikke at forsvare sin brors handlinger, men han ønsker klarhed over årsager til modstanden mod aktiv dødshjælp, som størstedelen af befolkning går ind for.


Hvorfor er brorens handling ulovlig? Og oven i købet utilgivelig i de troendes øjne?

Dem, der ikke tror på et liv i himmerig eller et helvede efter døden, ser anderledes på det.
Men angsten for døden lever hos mange.

At en selvmorder ender i Helvede, og at selvmord strider imod Guds bud tror mange præster og biskopper ikke på. Selv om det tidligere har været en del af Kristendommen.

En præst har engang sagt til Jens Kristian Lings, at ”evigt liv er ”intensitet i nuet”, og at helvede er noget, vi mennesker skaber”.

Frelse stammer fra udtrykket ”fri hals”. Den befrielse, som en frigiven slave oplevede, når lænken om halsen blev fjernet, og han blev frelst fra et jordisk helvede. Det ønsker vi for alle i en sådan situation.

”Når nu uhelbredeligt syge lever i et smertehelvede og langsomt pines ihjel, og når nu netop døden giver ”fri hals”, frelser dem fra smerterne, hvorfor er det da forbryderisk at hjælpe dem til ”frelse” fra smertehelvedet”?

Mange læger og sygeplejersker har formentlig i det skjulte ydet dødshjælp med ekstra morfin. Og hvorfor ikke?

”Udspringer modstanden mod dødshjælp trods alt alligevel af den gamle angst for at hjælpe med til at sende selvmorderen ned i gryden hos Djævelen”?
Hospicer yder en uvurderlig hjælp. At personalet så vidt muligt frelser mod smerter; men at de også skal bevare liv så længe som muligt. ”Hvorfor” spørger han?

Kilde: http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9425362/hvorfor-modstand-mod-aktiv-doedshjaelp/

VORES KOMMENTARER:
Jens Kristians Lings budskab i denne artikel er rettet mod troende i almindelighed og kirken i særdeleshed. Når han breder troen ud bliver det uforståeligt, at folkekirken stadig nærer angst for at selvmordere ender i helvede og derfor ikke går ind for dødshjælp og forståeligt, at det hele formentlig handler om angst. Angst for at ende i helvede, hvis man ikke i sit liv efterlever de religiøse dogmer.

At yde aktiv dødshjælp er at frelse. At frelse mennesket fra et liv i smertehelvede, når mennesket ikke længere formår at leve med intensitet i nuet (Paradis).  

Hans stiller mange gode spørgsmål, bla. hvorfor læger skal bevare et liv længst muligt (hvis livet ikke er værd at leve)? Det er et rigtig godt spørgsmål, som udstiller det modsatrettede, nemlig at kristendommen spænder ben for kærligheden, selv om kristendom i sin fundamentale betydning handler om kærlighed.

Et sjældent godt indlæg med nye perspektiver på, hvilken indflydelse troen har på folks holdning til aktiv dødshjælp.

 

..............................................................................

28.9 2017 - HELLE DEGN FORTÆLLER OM SIT KRÆFTFORLØB

Helle Degn er blevet erklæret rask efter i fire år at have været igennem et kræftforløb, som har givet hende tanker om egen dødelighed. Alt det praktiske i forbindelse med hendes død er derfor nu organiseret og på plads.

Hun vil på Rømø Kirkegaard, hvor også hendes søn og forældre – i alt 5 generationer i familien - ligger. Hun besøger stedet flere gange om året med børn og børnebørn. Derfor ved alle, hvor hun ender. Der er nemlig plads til hende i familiegravstedet. Det varer dog nok en del år, før det bliver aktuelt. Hun har nemlig en stor energi og livsappetit endnu. Og så har hun noget på hjerte.

Af hendes årgang er der ca. 70.000 mennesker tilbage. De kommer på plejehjem, bliver demente, får forskellige sygdomme, fordi de lever længere, og fordi man er i stand til at behandle mere. Hun tror derfor, at samfundet finder årgangen irriterende. Det er en udfordring at finansiere udgifterne til dem. Hun mener dog, at de bliver her længe, fordi også de stadig har noget på hjerte, bla. at komme værdigt herfra.


”Vi vil blandt andet selv bestemme, hvornår vi kommer herfra”, siger hun. Hun går ind for en legalisering af aktiv dødshjælp og mener, at andre ikke skal afgøre, hvornår hun skal dø.

”Det er ikke systemerne, der skal bestemme, hvornår jeg er mæt af dage. Det kan jeg godt selv formulere, og jeg kan også godt selv sige, hvordan jeg vil herfra. Derfor går jeg ind for aktiv dødshjælp, og jeg håber, at de 70 % af den danske befolkning, som går ind for det, også får manifesteret deres krav og ønsker i de institutioner, vi har bygget op i vores demokrati. Hvis Danmark ikke får det formuleret, så tilhører jeg jo den privilegerede del, der bare kan betale mig fra at rejse hen et sted, hvor de har rettet lovgivningen til, så den er blevet moderne”.

Hendes sociale engagement spiller dog stadig ind. Hun ønsker, at alle skal have lov til selv at vælge. Alle skal kunne sige til, når det er for hårdt, for pinefuldt og for svært at fortsætte livet, mener hun.


Lige nu er hun i gang med at skrive sine erindringer, fordi hun har oplevet så meget, at det nærmest rækker til to menneskers liv. Hun har været en del af mange kampe. Hun har haft mange glæder. Men også dyb sorg, da hun mistede sin søn. Siden da har hun levet ud fra det, hendes svigerfar sagde til hende: ”Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår”.

Interviewet med Helle Degn er udarbejdet af Marie-Louise Arnfast, Arnfast&Kirkeby – i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død og kan ses i sin fulde udstrækning på:

Kilde: http://livogdoed.dk/temaer/vi-68ere-bliver-nok-rigtig-irriterende/#__sidebar

VORES KOMMENTARER:
Det er så fint, at vores ældre, nu pensionerede politikere stadig arbejder på at blive hørt. Det gælder både Helle Degn og Ritt Bjerregaard, som også begge er at finde i facebookgruppen ”Socialdemokrater for aktiv dødshjælp”. De har sat mange aftryk på dansk politik. Kan de lykkes med også at sætte dette sidste aftryk, er det fantastisk.

Vi kan godt lide, at hun kalder lande, hvor dødshjælp er legalt, for moderne samfund. Vi tror, at Danmark på sigt også kan blive nødt til at bekende sig til ”de moderne”. Men vi tror desværre også, at der kan gå lang tid, før det sker. Med mindre der er nogle, der virkelig formår ”at sælge” budskabet, og det kan disse tidligere politikere måske!? De har levet et langt liv og ved, hvad de vil og ikke vil. På samme måde som de over 70 % andre i Danmark, der ønsker aktiv dødshjælp legaliseret. Vi ved alle – hver især – hvornår nok er nok. Fx hvornår vi ikke længere kan leve med de vilkår, der giver problemer med at leve sit liv pga. fx smerter.

Vi håber, at den nuværende sundhedsminister også kan være med til også at bane vejen for en legalisering i fremtiden. Hendes indstilling er i hvert fald en anden, end den vi hidtil har set hos hendes forgængere på posten. Det er, som om de alle bliver ”mundlamme”, når de først sidder på posten som sundhedsminister; men med Ellen Trane Nørby er det forhåbentlig en smule anderledes. Fordi hun tidligere har givet udtryk for, at hun er for aktiv dødshjælp. Selv om hun trækker det tilbage nu, er der håb om, at hun vil gøre et eller andet ”ad bagdøren”. 
 

...............................................................................

25.9 2017 - SUNDHEDSMINISTER ELLEN TRANE NØRBY HAR ÆNDRET HOLDNING TIL DØDSHJÆLP

Efter at Ellen Trane Nørby er blevet sundhedsminister har hun ændret holdning til dødshjælp. Hun har tidligere givet udtryk for, at hun er for aktiv dødshjælp, men ønsker som sundhedsminister, at danskerne taler om livets afslutning, og at grænserne for lindrende behandling afsøges, før hun vil pege på en løsning.


Hun mener stadig, at der er sundhedsfaglige problemstillinger, der handler lige så meget om at være menneske. Hun er fortaler for patientrettigheder, patientsikkerhed og høj kvalitet i behandlingen. Hun er også etikkens minister og finder, at den etiske debat de seneste år har været ekstrem vigtig. Hun mener dog også, at dele af debatten skal ”forankres i lovgivningsmæssige initiativer”.


Hun ønsker at skabe forandringer i forhold til livs- og behandlingstestamenter, og her fylder medbestemmelse og selvbestemmelse meget for hende.

Dem, der har truffet valg om behandling og livsafslutning skal have deres valg synliggjort – både overfor pårørende, medarbejder på plejehjem og sundhedssystemet.

Flere danskere skal tage den svære samtale om, hvordan de vil dø. Til gengæld skal politikerne sørge for, at ingen er i tvivl om borgerens mening. Derfor vil hun indføre behandlingstestamenter.

Hun mener, at alt for mange syge og gamle borgere lider alt for længe og også unødigt, og hun ønsker at få en debat om, hvordan de kan hjælpes herfra på en værdig måde.

Men som minister må hun vise forsigtighed. Især i forhold til de læger, der risikerer at få en sådan opgave. Medbestemmelse skal balancere med fx lægeløftet.

Før en afgørelse kan træffes, er der masser af omstændigheder, der først skal afklares.

Folk oplever mulighederne i dag forskellige. Derfor ønsker hun større bevidsthed om, hvad der kan lade sig gøre rent palliativt. Hvor meget man kan smertelindre. Om døden må fremskyndes med smertebehandling, og om praksis er ens i hele landet. Hun hører løbende om forskelle. Hun vil også finde ud af, hvor man i Danmark er for dårlig til at lytte til den enkelte dansker.

I løbet af interviewet siger hun 14 gange, at verden ikke er ”sort/hvid”. Der er altid nuancer.

Resultater vil først materialisere sig efter overvejelser. At træffe de rigtige beslutninger kræver et oplyst grundlag. Hendes håb er, at man i hendes ministertid vil få klare rammer omkring palliation og medbestemmelse i den sidste del af livet.


Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/ellen-trane-noerby-vi-skal-lovgive-om-livets-sidste-faser

 

VORES KOMMENTARER:
Det er dybt frustrerende, at Ellen Trane Nørby som sundhedsminister trækker tidligere udtalelser om, at hun går ind for aktiv dødshjælp tilbage. Hun har fået kolde fødder nu, hvor hun har både magt og agt til at ændre på de forhold, som hovedparten af danskerne ønsker ændret.

Vi får se, hvad det betyder, at vi som borgere både får medbestemmelse og indflydelse på livets afslutning gennem en behandlingsprotokol. Måske er hun i stand til at skabe gode ændringer; men vi frygter, at Det Etiske Råd og Lægeforeningen, som begge er inkarnerede modstandere mod aktiv dødshjælp, som vanligt får alt for meget at skulle have sagt. Med lad os se. Måske gør vi hende uret; for noget tyder på, at hun også ser behovet for, at der sker ændringer. Måske er hun inderst inde stadig fortaler for aktiv dødshjælp. Måske er hun bare udsat for et massivt pres; men hvis hun er etikkens minister, må vi håbe, at alt kan ske! Altså noget, der går i retning af at opfylde befolkningens udtalte ønsker.

At hun undersøger forholdene rundt omkring i landet og har fundet, at der er forskelle, borger for kvalitet. At der er forskelle, betyder jo i allerhøjeste grad, at der er behov for at få skabt en ensretning, så alle ved, hvilke beføjelser læger i realiteten har – og ikke hvilke beføjelser, de tager lige nu, fordi der mangler regler. 

At hun 14 gange under interviewet siger, at intet er sort/hvidt skal formentlig forklare, hvorfor hun har været nødt til at ændre mening som minister! Hun er nu blevet "fodret" med de rette holdninger i den sammenhæng. Spørgsmålet er, hvor meget hun er i stand til at stå imod og gå imod de toneangivende på området. 

Der er desværre ingen tvivl om, at der stadig tales om de uafvendeligt døende og ikke om dem, der er svært og ubærligt lidende.
Vi ser frem til at få forelagt hendes beslutning om behandlingsprotokoller og se, hvor meget det reelt ændrer.

 

........................................................................................

22.9 2017 - ER DU I TVIVL, OM LEGALISERING AF AKTIV DØDSHJÆLP ER DET RIGTIGE, SÅ SE VENLIGST DENNE VIDEO

Underneden finder du et link til en video, hvor du kan følge en 56-årig mand med en diagnosticeret hjernetumor, i hans sidste rædselsfulde dage – fra 26. juni til hans død den 15. juli.

Det er det værste, jeg nogensinde har set. Pårørende har filmet disse skrækscenarier, som overgår enhver fantasi i forhold til lidelse, der ikke kan afhjælpes.
Jeg sad fuldstændig paralyseret, magtesløs og hjælpeløs tilbage.

Hvorfor får denne mand dog ikke hjælpe at dø? Når læger og modstandere imod aktiv dødshjælp vedblivende taler om, at vi jo har den palliative behandling, passiv dødshjælp og palliativ sedering. Det gør de sikkert også i mandens hjemland!

Jeg lagde et link til videoen på min egen facebookside forleden. En ven skriver som kommentar, at hun to gange i livet har oplevet noget, der ligner det, der sker i videoen, i sin egen familie. Det er dybt fortvivlende! Det er altså ikke et enkelttilfælde, vi ser her. Det er noget, der sker!

Se filmen, men kun, hvis du ikke er for sart en sjæl; for det er meget ”stærke sager”.
Kilde: http://www.stopthehorror.com/

....................................................................................... 

 

19.9 2017 - PALLIATIV SEDERIG ELLER EUTANASI
2. artikel fra et holdningspapir om dødshjælp udarbejdet af Sygeplejeetisk Råd (1. artikel blev bragt den 12.9 2017)

Eutanasi rækker vidt – fra en patient, der bevidst ønsker døden til den bevidstløse patient. Er en uafvendeligt døende patient uudholdeligt lidende, er der kun to muligheder, nemlig palliativ sedering eller eutanasi.


”Der er en stor etisk og eksistentiel forskel mellem at acceptere døden som en konsekvens, eller at ville døden som et middel. Enten lindrer vi patienternes lidelse og accepterer døden som konsekvens, eller vi bruger døden som et middel til at opnå et mål”.  Et mål kan være smertefrihed et andet at respektere patientens ret til selvbestemmelse.


En sygeplejerske har ansvar for ”at bistå til en værdig død og medvirke til, at udsigtsløs behandling afsluttes eller ikke iværksættes.


Det kan være et stort og vanskeligt ansvar at leve op at stå med patientens liv i hænderne. ”Ansvaret består i at finde ud af, hvad der for patienten og dennes pårørende er en værdig sidste tid”. Og det kan være vanskeligt, fordi alle patienter er forskellige. Derfor handler det om at finde ud af, hvad patient og pårørende opfatter som vanskeligt.

Er det palliativ sedering. I givet fald må døden accepteres som en konsekvens heraf.

Uanset om man taler om aktiv eller passiv dødshjælp, kan man ikke undgå at vælge patientens død som et middel. Heller ikke selv om ”målet med handlingen er værdighed og smertefrihed og måske respekt for patientens autonomi – idet intentionen er at afslutte livet”. 


Passiv dødshjælp kan være mere smertefuld og uværdig end aktiv dødshjælp, hvis man ikke samtidig har en lindrende behandling.


Optimal palliativ omsorg vil altid være et godt alternativ til aktiv dødshjælp. Er det ikke muligt at lindre lidelse, kan palliativ sedering være et alternativ.

”Sygeplejeetisk Råd ønsker fokus på den gode og den nødvendige palliative omsorg, hvor den enkelte patients livssituation er grundlaget for udøvelsen af sygepleje”.

Kilde: https://dsr.dk/sites/default/files/479/ser_eutanasi_web.pdf

 

VORES KOMMENTARER:
Holdningspapiret er lige så vægelsindet som modstandernes argumenter i den virkelige verden er. På den måde afspejler det ganske godt, hvad der foregår.

For os handler det ikke om et ”valg” mellem aktiv og passiv dødshjælp. For os vil palliativ sedering altid være at betragte som aktiv dødshjælp. At kalde det for andet, er en omskrivning af sandheden og en strategi til undgåelse af at give patienter en dødelig dosis medicin.

Når de taler om, at der er en meget stor eksistentiel forskel mellem at acceptere døden som en konsekvens eller som et middel – om enten at lindre patientens lidelse og acceptere døden (palliativ sedering/passiv dødshjælp) eller at bruge døden som et middel til at opnå et mål (aktiv dødshjælp). Resultatet er i sidste ende nøjagtig det samme. Patienten dør. Formålet med aktiv dødshjælp er – som ved palliativ sedering/passiv dødshjælp - at lindre lidelse og at respektere patientens selvbestemmelse. Derfor bliver deres argumentation en ren teoretisk diskussion. Man kan tro, at man er et bedre menneske, hvis man ikke ønsker patientens død; men når man anvender palliativ sedering er det jo netop det, man gør; for man ved på forhånd, at det fører til patientens død. Ligesom at skrue op for morfindroppet også fører til patientens død.
Fri os for dobbeltmoralen! Den er ikke klædelig.

Vi forstår under ingen omstændigheder – selv om den ene af os er sygeplejerske – at man ikke ”kalder en spade for en spade”.
Vi forstår heller ikke, at man kan tale om omsorg og at ”tage vare på et andet menneske” i én situation, nemlig når patienten er uafvendeligt døende – mens man vælger at vende ryggen til alle dem, der også er ulideligt lidende, fordi de ikke er uafvendeligt døende. Det er totalt uforståeligt, og vi vil aldrig kunne forstå, hvordan man som professionel – og kristen m.m. – kan lave en sådan skelnen. Det virker menneskefjendsk (eller som strudsen, der stikker hovedet i busken), når man ikke kan se, at der også kan være andre, der har behov for hjælp til at dø, fordi de simpelthen ikke længere magter livet med ubærlig lidelse.  

 

...........................................................................

16.9 2017 - VIDENSKABELIGT FORSØG VEDR. DØDSHJÆLP

Baggrunden for det videnskabelige forsøg er, at eutanasi eller assisteret selvmord hos psykiatriske patienter er stigende i nogle områder i både Holland og Belgien. Men praksis er kun lidt kendt, og det forbliver kontroversielt.
Målet med undersøgelsen var at beskrive egenskaberne hos patienter, der modtager assisteret selvmord for psykiatriske sygdom og hvordan praksis er reguleret i Holland.
66 tilfælde af assisteret selvmord til psykiatriske patienter fra 2011 til 2014 blev gennemgået af psykiatere.
70 % var kvinder (46).
32 % var 70 år eller ældre (21).
44 % var 50-70 år.
24 % var 30-50 år.
De fleste havde kronisk sygdom og svære sygehistorier med selvmordsforsøg og psykiatriske hospitaliseringer. De fleste havde personlighedsforstyrrelser og blev beskrevet som socialt isolerede eller ensomme.
Depressive lidelser var det primære psykiatriske problem hos 55 % (36). Andre var psykotiske, led af posttraumatisk stress eller angst, somatoform lidelse, neurokognitiv lidelse og spiseforstyrrelser samt langvarig sorg og autisme. Forhistorie med funktionelle svækkelser var almindelige.
91 % af læger, der udførte assisteret selvmord var psykiatere (27).
67 % af patienterne fik hjælp fra nye læger, hvoraf 14 var læger fra End-of-Life-Clinic, en mobil eutanasi-klinik.
Der var en omfattende høring blandt andre læger i sagerne; men i 11 % (7) var der ingen uafhængig psykiatrisk vurdering ved uenighed blandt konsulenterne.
En enkelt sag opfyldte ikke lovlige ”due care” kriterier. 
Konklusionen af undersøgelsen er, at personer, der modtager assisteret selvmord for psykiatriske lidelser i Holland for det meste er kvinder i forskellige aldre med komplekse og kroniske psykiatriske, medicinske og psykosociale historier. Tilkendelsen af assisteret selvmord ser ud til at omfatte adskillige somatiske læger, som ikke altid er enige (undertiden uden uafhængig psykiatrisk vurdering), men eutanasi-undersøgelsesudvalgene bøjer sig generelt for de vurderinger, der kommer fra læger, der udfører assisteret selvmord.
Undersøgelsen er offentliggjort i JAMA Psychiatry.
Kilde: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26864709

VORES KOMMENTARER:
Dette er en vigtig undersøgelse. Det ville have været godt, hvis patientgrundlaget havde været større.
Det er lidt svært ud fra abstracten at se præcist, hvad de har fundet frem til.
At der ikke altid deltager psykiatriske læger i vurderinger af afgørelser omkring psykiatriske patienter og at læger virker ikke korrekt. Det må dog være et problem, man efter vores mening kan og skal lovgive sig ud af.
Hvordan patienterne er udvalgt til undersøgelsen fremgår ikke. Der står, at det er udvalgte journaler, men kriterierne for udvælgelse fremgår ikke. Der fremgår dog, at hovedparten har lange sygehistorier med både fysiske, psykiske og sociale problemer, og at mange havde funktionsnedsættelser og at mange tidligere havde forsøgt at begå selvmord.
I en enkelt sag blev kriterierne ikke opfyldt. Det er selvfølgelig heller ikke i orden.
Det ser ud, som om forfatterne mener, at undersøgelsesudvalgene ikke ”forfølger” de sager, hvor de er uenige, men bøjer sig for de læger, der skal yde assisteret selvmord. Det er selvsagt heller ikke i orden.
Alt i alt kan man sige, at der er noget, der bør kigges efter i sømmene i de hollandske kriterier, hvis man vil sikre, at offentligheden ikke efterfølgende kan kritisere det skete!

Når det er sagt, må vi indrømme, at vi har også selv været skeptiske i forhold til, om psykisk syge patienter også skal kunne få hjælp til at dø. Det er ikke så ligetil at opstille kriterier for dem, som det er for fysisk syge; men vi mener samtidig også, at de kan lide lige så meget som fysisk syge. Kan patienter behandles, er der ingen tvivl om, de ikke skal kunne få hjælp til at dø. Sådan er det jo også med de fysisk syge. Men kan de ikke behandles, og har de forsøgt at begå selvmord flere gange, kan der slet ikke herske tvivl om, at de behøver hjælp til at komme herfra på lige fod med patienter med ubærlige smerter. 

.................................................................................

 

12.9 2017 - SYGEPLEJETISK RÅD HAR LAVET ET HOLDNINGSPAPIR TIL EUTANASI

1. artikel fra holdningspapir fra Sygeplejeetisk Råd om dødshjælp

Der er stor forskel på befolkningen og fx politikeres og Det Etiske Råds holdninger til eutanasi.

Sygeplejeetisk Råd har dog altid været og er fortsat imod legalisering af eutanasi.

I 2009 lavede de et holdningspapir, men det uddybes nu, fordi der i sygeplejekredse er tvivl om begrebet og brug for at nuancere debatten.

Situationer er ofte præget af dilemmaer og svære valg.

Sygeplejeetiske Råd tislutter sig REPHAS definitioner:

”Hovedformålet med aktiv dødshjælp er at afslutte livet, ved at en læge administrerer og indgiver et lægemiddel med henblik på øjeblikkeligt at fritage en uhelbredeligt syg for sine lidelser”.
Det er først og fremmest intentionen bag handlingen, der er vigtigt. Når vi taler aktiv dødshjælp er lægens intention at afslutte liv, mener de.
Eutanasi er ulovligt i Danmark.

Passiv dødshjælp omfatter de spørgsmål, der beskæftiger sig med undladelse, afbrydelse eller ophør af livsopretholdende eller livsforlængende medicinske behandlinger”. Fx kan man afbryde respiratorbehandling hos en bevidstløs, stoppe antibiotisk behandling eller undlade at genoplive en uafvendeligt døende”. Man fremmer så at sige døden med sine handlinger.

Passiv dødshjælp er lovlig.

Om palliativ sedering skriver de: ”Skal forstås som medikamentel lindring af en uafvendelig døende patient, der er svært lidende på grund af fysiske eller psykiske symptomer (smerter, åndenød o.l.), der ikke har kunnet lindres på anden måde. Behandlingen kan eller vil medføre nedsat bevidsthedsniveau/søvn”. Intentionen er at lindre symptomer. Det kan føre til døden, hvilket dog betragtes som acceptabelt, men også som en negativ konsekvens af behandlingen.
Lægen har ret og pligt til at lindre en uafvendeligt døende patients symptomer.


”Lægeassisteret selvmord betyder at hjælpe en anden person til at begå selvmord. Hjælpen består i, at lægen forsyner patienten med de påkrævede medikamenter, hvorefter patienten selv vil være i stand til at tage sit eget liv”. Lægen ønsker at hjælpe patienten (intention) som følge af patientens eget ønske.

Det er ulovligt i Danmark.

Kilde: https://dsr.dk/sites/default/files/479/ser_eutanasi_web.pdf

VORES KOMMENTARER:
Dette er den første af to artikler fra Sygeplejeetisk Råd om eutanasi. I denne artikel gennemgås begreberne, fordi ikke alle sygeplejersker tilsyneladende er helt bekendte med, hvad de står for. Det er måske forståeligt, og alligevel ikke. Vi håber, at de sygeplejersker, der arbejder på steder, hvor mennesker dør eller kan have brug for hjælp til at dø, ved, hvad det handler om.

Sygeplejeetisk Råd har valgt at følge REPHAS (Videnscenter for Rehabilitering og Palliation) definitioner. Hvis de ønsker en mere nuanceret debat, kunne de have valgt i stedet at skrive forskellige definitioner ned. I stedet kommer det til at minde om en ensretning.

Selvfølgelig er det vigtigt i en fagforening, hvor alle arbejder med mennesker, at have et holdningspapir der sikrer, at alle sygeplejersker ved, hvad det drejer sig om; men umiddelbart ser mere ud som om, holdningspapiret er et forsøg på at skabe et ens syn hos alle sygeplejersker! Nemlig at aktiv dødshjælp er no go i Danmark. Ligesom Lægeforeningen, der også erklærer, at de ikke ønsker en legalisering af aktiv dødshjælp. Det positive er dog, at ikke alle læger er enige, og selvfølgelig er heller ikke alle sygplejersker enige.

I holdningspapiret tales udelukkende om den uafvendeligt døende patient. Alle andre er ikke omfattet. Det er for så vidt ikke spor overraskende.
Vi vender tilbage med en fortsættelse. 
 

..................................................................................


9.9 2017 - LÆGE MENER, AT DEN ENKELTE HAR RET TIL AT BESTEMME OVER EGEN KROP

En læge, der går ind for aktiv dødshjælp mener, at kun man selv kan bestemme over egen krop; for det har ingen andre ret til.

Lægen hedder Ayhan Al Kole og mener, at man som fornuftsvæsen selv bør definere sit liv fra fødsels til død.

”Det handler ikke om en autopilot-beslutning. Det handler om at respektere det enkelte menneske, dets liv og dets afslutning” mener han. Fordi vi er født frie. Derfor bør vi også have lov til at forlade livet som frie. Ingen andre har ret til at bestemme over os.

Diskussionen om aktiv dødshjælp er kompliceret og forskellig afhængig af lande og kulturer.

”Hvornår har mennesket ret til at leve, og hvem bestemmer, hvornår vi skal forlade moder jord? Skal staten, sygdom eller en ulykke være slutningen på dit liv? Ja, aktiv dødshjælp er et betændt og pulserende område, vi har alle en holdning til det”.

Lægeforeningen siger fortsat nej. Det fører til en glidebane, hvis vi siger ja, mener de.

Men Ayhan Al Kole mener, at man selv skal kunne definere sit liv fra fødsel til død. Livet er ens eget.
Borgeren skal selvfølgelig være habil, og fagpersoner skal have vurderet, at det er i orden.

For Lægeforeningen er det et spørgsmål, om man må udføre drab på begæring. Og den frihed, der tales så meget om, må selvfølgelig også gælde lægen. Ingen læge kan tvinges til at dræbe andre.


Ayhan Al Kole anerkender Lægeforeningens bekymring. Dog mener han, at vi kan tage ved lære af Belgiens og Holland – af både deres fejl og successer.

Han har ofte spurgt sig selv om, hvorfor folk holdes kunstigt i live, og om det er værdigt, når det er udsigtsløst. Det skal selvfølgelig ikke være en autopilot-beslutning, som han kalder det, men en respekt for det enkelte menneske. Mere end 75 % går ind for aktiv dødshjælp.
Han slutter med at sige, at vi er frie fra vugge til grav.


Ayhan Al Kole er ud over læge også regionsrådskandidat for Liberal Alliance i Nordjylland.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/laege-om-aktiv-doedshjaelp-du-bestemmer-selv-ingen-andre-har-ret-over-din-krop

 

VORES KOMMENTARER:
Det er svært ikke at være enig med denne læge og politiker. Ja, vi er alle frie. Ja, vi har alle ret til at bestemme over vores eget liv. Ja, vi har også ret til at bestemme over vores egen død. Ja, der skal selvfølgelig professionelle ind over mht. vurdering af, om man kan få hjælp til at dø eller ej.

Det eneste, der ”trigger” os er, at lægen også stiller op til regionsrådet for Liberal Alliance. Er dette indlæg et led i blive valgt? Er det derfor, han nu står frem og utvetydigt erklærer sig fortaler for aktiv dødshjælp? Han ved jo godt, at 79 % af befolkningen er for aktiv dødshjælp, så i valgøjemed er det et smart ”træk”.

Liberal Alliance er i princippet liberale og burde som sådan alle være for aktiv dødshjælp og det enkelte menneskes frie liv og valg. Dette er dog ikke tilfældet. Flere af dem er kristne og går ikke ind for en legalisering. Det gælder fx Anders Samuelsen og hans søster Mette Boch.

Men vi er meget enige med lægen i, at Danmark kan lære af Hollands og Belgiens fejltagelser, så vi undgår en glidebane. Det må være muligt at legalisere dødshjælp uden, at vi gentager det, vi ikke bryder os om fra andre lande. Men villigheden dertil eksisterer simpelthen ikke. Ikke endnu i hvert fald.

 

.....................................................................................

6.9 2017 - VATIKANET OG AKTIV DØDSHJÆLP

Her er endnu en artikel om Vatikanet. De vil nemlig efterforske den hospitalsorden, der har besluttet, at de fremover ikke automatisk vil afvise patienternes ønsker om dødshjælp.

Den nævnte orden er – som nævnt for nylig – Les Fréres de la Charité også kaldet næstekærlighedsbrødrene. Ordenen driver 15 psykiatriske hospitaler i Belgien.
Hospitalsbestyrelsen siger om retningslinjen: ”Vores etik følger to akser: beskyttelsen af livet på den ene side og respekten for patientens autonomi og ønske om dødshjælp på den anden. Respekten for livet har forrang. Men det betyder ikke, at en eventuel anmodning om dødshjælp ikke skal tages alvorligt”.

I Vatikanet har broderordenens internationale leder fordømt retningslinjen. Sagen håndteres nu på højeste sted, fordi respekten for livet ikke skal underordnes patienters autonomi.

De katolske brødre er i mindretal i hospitalsbestyrelsen.
Nogle mener, det er en bombe under den katolske kirkes syn på dødshjælp.
Holdningerne i Belgien er i skred. Katolikker i landet finder kirkens syn på dødshjælp for hyklerisk.

”Spørgsmålet er ikke, om man er for eller imod dødshjælp, men hvad man gør over for et menneske i lidelse. Respekten for livet som absolut dogme er intet værd, hvis man ikke forholder sig til menneskets lidelse. Dette synspunkt er udbredt i Belgien” siger Marc Desmet, jesuit og læge med speciale i palliativ pleje.

En anden katolik udtaler dog, at vedkommende ser dødshjælp som en dør, der ikke kan lukkes igen og kalder det for en krise. Han mener også, at det snart bliver handikappede og ældre, der kan få hjælpen.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/vatikanet-fordoemmer-belgisk-aabning-doedshjaelp

VORES KOMMENTARER:
Igen er det en ikke helt ny artikel, men alligevel interessant, fordi vi får det indtryk, at der rent faktisk hersker uenighed blandt katolikker mht. dødshjælp. Nogle mener, at det er hyklerisk, når man ikke vil hjælpe mennesker i lidelse! Det samme mener vi. Det har vi skrevet om ganske ofte på denne side! Det vigtigste er, at de mennesker, der lider ubærligt og som har brug for hjælp til at dø, får den hjælp! Mere kort, kan det ikke siges.
Alt andet er umenneskeligt!

Noget tyder dog på, at religiøse mennesker I lande med aktiv dødshjælp også begynder at vakle i forhold til deres dogmer. Det er meget interessant, at de ”kan flyttes”. 

......................................................................................

3.9 2017 - ENGELSK KVINDE FORTÆLLER OM MANDENS DØD PÅ EN KLINIK I SCHWEITZ


Sara Starkey mener, at Englands manglende lov om assisteret dødshjælp er barbarisk. Hun har delt sin historie om rejsen til Schweitz sammen med den mand, hun elskede, for at ende hans liv der.

Tiden er inde til assisteret dødshjælp legaliseres i England, siger hun.

Hun har på intet tidspunkt fortrudt, at hun tog med på mandens sidste rejse. Hvordan skulle hun kunne det i forhold til en mand, der har været så modig, spørger hun.


Selv i afskedens time var humøret højt. Hun bad ham tage giften, og han sagde til hende: ”Vil du slå mig ihjel”? Humor gjorde det til at udholde.

Hans sidste ord til hende var: ”Du har været min verden”.
Det var meget vanskeligt at være i; men samtidig vidste de, at det var det helt rigtige.

Men hvad med alle dem, der ikke har råd til at tage til Schweitz. I to år så hun sin mand lide. Hun vidste, at det var det rigtige at gøre. Hvis andre er lige så kede af det, som hun var, hvordan kan de da leve med ikke at kunne rejse til Schweitz, fordi de ikke har råd til det, spørger hun?

Hun finder det nødvendigt, at der sker ændringer i England.

Indtil 1961 var det forbudt at forsøge at begå selvmord. Nu er tiden inde til at legalisere assisteret dødshjælp

Kilde: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=1931106010464145&id=100006942944290


VORES KOMMENTARER:
Det er en dybt rørende historie. Hør den selv på ovenstående link, hvis du har lyst!

Kvinden har helt ret i, at det ikke er alle, der har muligheden for at tage til Schweitz og få den hjælp, de så inderligt ønsker sig, fordi de ikke er i stand til at klare mere lidelse. Hun har ret i, at det må være forfærdeligt svært at se på sine kærestes lidelser uden at have råd til at få hjælp til at opfylde deres højeste ønske.

Hun har ret i, at assisteret dødshjælp bør legaliseres. Ikke blot i England men også i Danmark. Vi lever i et højt udviklet samfund, hvor vi accepterer, at nogle mennesker lider for forfærdeligt til, at de kan udholde livet. Det er så uværdigt, som noget kan blive. At holde fast i et sådan liv, er værre end tortur. Tortur varer som regel ikke i så lang tid. For nogle af disse mennesker varer de forfærdelige lidelser i årevis. Uden at de vel at mærke kan få hjælp. Deres tilstand og lidelser er ubehandelige. Det synes, som om vi på dette område lever i stenalderen. Men dengang ville en barmhjertig sjæl sikkert hjælpe et så nødstedt menneske?! 

...............................................................................................

31.8 2017 - PAVEN ØNSKER, AT DØDSHJÆLP DROPPES
Katolske hospitaler i Belgien har tilbudt aktiv dødhjælp til psykiatriske patienter; men nu ønsker paven, at den katolske broderorden dropper det. De skal ikke tilbyde aktiv dødshjælp.

Det er Les Fréres de la Charité, som pave Frans vil stoppe.

Ordenen har 15 belgiske centre og 5000 psykiatriske patienter. De har i foråret meldt ud, at de vil sikre, at aktiv dødshjælp udføres, når der ikke er andre fornuftige muligheder.

15 patienter har siden da ønsket dødshjælp. To har modtaget dødelige indsprøjtninger. Men nu skal ordenen underskrive et fælles brev til gruppens ordensgeneral om, at de støtter den katolske kirkes magisterium, som beskytter menneskelivet fra undfangelsesøjeblikket til en naturlig slutning.


Et humanistisk menneskesyn har vundet indpas i dele af de vestlige katolske kredse. Derfor er kirken ude i en vanskelig balancegang mellem principper og pragmatisme.


Sidste år blev et katolsk plejehjem idømt 45.000 kr. i bøde, fordi de nægtede dødshjælp, fordi det er tilladt i tilfælde af fysisk og psykisk lidelse.

”I 15 % af tilfældene er der ikke tale om patienter i terminalstadiet”.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/paven-kraever-katolsk-broder-orden-dropper-doedshjaelp

VORES KOMMENTARER:
Det mest interessante i denne artikel er, at dødshjælp i Belgien er givet til 15 %, der ikke var terminale. Vores håb er jo også, at dødshjælp kan gives til andre end dødeligt syge, nemlig stærkt lidende, der ikke hverken kan behandles eller hjælpes på anden vis, og som selv ønsker at få hjælpen.

Det er dog også interessant, at paven nu går ind og blander sig i andre landes love og regler omkring dødshjælp. De kan beslutte, at katolikker ikke må hjælpe; men er de næstekærlige beslutter de ikke, hvad andre må og skal, men giver den enkelte medlem af menigheden lov til selv at beslutte sit eget standpunkt.

Det bliver stadig mere åbenlyst, at det fortrinsvist er religiøse mennesker, der ”spænder ben” for en legalisering, men tilsyneladende også for selvbestemmelse på området.
  

 

...........................................................................

 

28.8 2017 - DANSKE FORÆLDRE ER BEKYMRET FOR DØDSHJÆLP TIL BELGISK BARN

Danske fortalere for dødshjælp ser ingen problemer i, at børn også ydes aktiv dødshjælp, hvis deres smerter er ubærlige. Men Hospice Forum Danmark finder det helt galt og mener, at der i stedet bør oprettes hospicer for børn.
En 17-årig belgisk dreng har for en tid siden fået aktiv dødshjælp. Det lod sig gøre, fordi det belgiske parlament i 2014 ophævede aldersgrænsen for dødshjælp. Grænsen var forud 18 år.

Drengen led af en dødelig sygdom og havde ubærlige fysiske smerter.

Fortalerne herhjemme er ikke bekymrede i den anledning. Også børn kan have ubærlige smerter uden håb om hverken helbredelse eller bedring.

Når børn lider frygteligt, kan også de have brug for aktiv dødshjælp, udtaler Svend Lings, pensioneret overlæge.


Formanden for foreningen En Værdig Død, Flemming Schollaart, mener, at man bør være varsom jo yngre personen er. Han mener dog også, at børn kan have samme behov for lindring som voksne. Han påpeger, at der altid skal gøres alt for at finde andre udveje, men at der er en lille gruppe mennesker, som palliativ behandling ikke hjælper.


Han mener ikke, at Belgien nu begynder at give aktiv dødshjælp til hundreder af børn. Siden 1973 har det været tilladt at give børn over 12 år aktiv dødshjælp i Holland, men indtil videre har ”kun” fem fået hjælpen ud af de ca. 88.000, der i samme tidsrum har fået dødshjælp.


Han mener, at der kan gå år, før det atter sker i Belgien.

Selv har han aldrig været ude for en forespørgsel vedrørende et barn, men fra masser af voksne.

Formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk mener, at børn slet ikke skal komme på tale, når der tales aktiv dødshjælp.

”Kære venner, hvad ved et barn om at dø. Det er jo meningsløst at få et barns samtykke til den slags”, siger hun. Samtidig er hun også enig i, at hverken børn eller voksne skal lide unødigt, men finder at mulighederne for smertelindring og den rette pleje er langt bedre. Sammen med hospicer for børn.

Smerter er ikke blot et fysisk fænomen. Det påvirkes også af psykiske og sociale og eksistentielle forhold. Derfor er der mange muligheder i lindring af smerter.


Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/belgisk-doedshjaelp-til-barn-bekymrer-ikke-danske-fortalere

VORES KOMMENTARER:
Denne artikel er ca. 1 år gammel. Vi har ikke senere hørt om, at et barn har fået aktiv dødshjælp i hverken Holland eller Belgien. Var det sket, var det uden tvivl blevet slået stort op.

Artiklen er blot endnu et eksempel på, at fortalere for aktiv dødshjælp forsøges ”hængt ud”.

Kristeligt Dagblad fremstiller det, som om ingen fortalere finder det problematisk at dræbe børn. Hvad bilder de sig egentlig ind. Der er vel lige så mange forskellige meninger og holdninger blandt fortalere som blandt modstandere. Nogle går ubetinget ind for, at også børn skal hjælpes. Andre vil sige, at alt andet skal være prøvet først, og virker det ikke, skal barnet have lov at dø. Atter andre vil sige, at barnet skal vide, hvad det siger ja til. Og andre igen, at barnet skal have en vis alder, mens nogle vil fastholde, at dødshjælp ikke er for børn. Det viser blot, at man ikke skal sige alle, altid eller aldrig! For der er som regel undtagelser fra reglen.  

For os har det intet med alder at gøre, men vi mener, at et barn naturligvis skal vide, hvad det siger ja tak til; men når vi har set fx kræftsyge børn udtale sig om deres sygdom, har vi også set børn udtale sig om døden ved samme lejlighed. De fleste børn kender til døden, fordi de har oplevet olde- eller bedsteforældre dø. De ved godt, at man efter døden ikke længere eksisterer – i hvert fald ikke på de jordiske planer. Et døende barn er et lille menneske, der alt for hurtigt tænker voksne tanker. Og udtrykket et barn, at det ikke længere kan ikke udholde lidelserne og ønsker at dø, er der ingen tvivl i vores sind om, at barnet selvfølgelig skal have lov at komme herfra. Alt andet ville være ondskabsfuldt.

Vi undrer os desuden over, at man vælger at kalder en 17-årig for et barn. Mon ikke den 17-årige ville blive fornærmet, hvis han hørte det? Det er meget søgt og bruges kun, fordi det passer nogle at sende en sådan historie ud i pressen for at promovere egne holdninger. Hvor tæt var han på at fylde 18? Var han lige fyldt 18, ville ingen sige noget; men nu står alverdens modstandere op og beskylder fortalere for aktiv dødshjælp for at være ”ensrettede”. Fri os herfor. Det er ikke en ligeværdig diskussion. 
Ved at skrive "kære venner" tillader Tove Videbæk sig oven i købet at tale ned til folk. Det bryder vi os slet ikke om.

...............................................................................

25.8 2017 - EUTHANASI 

I et program på ABC´s og Q & A at diskutere fordele og ulemper ved dødshjælp.
På den ene side fortjener terminalt syge mennesker at dø med værdighed. På den anden side kan legalisering af dødshjælp føre til, at ældre og handicappede opfordres til at dø for at lette belastningen på systemet.

Et ældre par blandt publikum argumenterede lidenskabeligt for at få adgang til assisteret dødshjælp. Kvinden kom til at sige ”bullshit”, da der blev foreslået, at hendes afgørelse skulle involvere hendes familie.

Parret har besluttet, at når de ikke længere kan tage sig af sig selv, vil de søge en form for euthanasi. Beslutningen var deres alene, og de ville finde en måde.
Paneldeltagerne diskuterede problemet og blev pludselig ramt af paralleller mellem den igangværende debat og en krig mellem ”valg for eutanasi” eller ”valg for liv”.

Modstandere taler om, at love beskytter ”livets hellighed”. Fortalerne taler om selvbestemmelse. Og sammenligner med abort.

Det helt store spørgsmål er, om dødshjælp med lovlig adgang til en fredelig ende på livet er at foretrække fremfor at folk tager sagen i egen hånd.

Der er ældre mennesker, der allerede vælger at tage deres liv.

Der er handicappede, der gør det samme.
Nogle handicappede frygter, at assisteret dødshjælp kan føre til systematiserede mord. Andre mener, at man som handicappet ”er bedre død, end handicappet”. Atter andre vælger selv at tage sit eget liv.

Kilde: http://www.theage.com.au/lifestyle/news-and-views/opinion/the-woman-on-qanda-was-right-to-call-bs-but-we-are-asking-the-wrong-questions-20170412-gvjg8p

VORES KOMMENTARER:
Ovenstående artikel er meget lang. Du kan selv læse hele artiklen på ovenstående link.

Da vi allerede er der, hvor mange vælger at tage deres liv, fordi det er uudholdeligt, er vi nødt til fortsat at debattere dødshjælp.

Men vi mener fortsat, at de allervigtigste kriterie er, at den lidende selv ønsker at dø, og at lidelsen er uudholdelig og ikke kan behandles. Og med dette for øje, bliver gamle og handicappede selvfølgelig ikke frataget livet alene fordi de er gamle eller handicappede. Med mindre de selv ønsker det, og der er vægtige grunde dertil. De kan dog – som alle andre – allerede i dag frasige sig en behandling.  

På spørgsmålet, om dødshjælp med lovlig adgang til en fredelig ende på livet er at foretrække fremfor, at folk tager sagen i egen hånd er svaret i vores univers et utvetydigt: JA. Vi kender sagen indefra. Susanne lider ubærligt og ønsker ikke længere at leve i det modbydelige smertehelvede, der har været hendes liv i en del år, og som forværres dag for dag. Der er ingen udsigt til bedring. Skal hun herfra i utide, skal hun tage sagen i egen hånd. Det er fuldstændig urimeligt, at hun ikke kan hjælpes. Ingen tager notits af hende. Hun ligger i sin seng dagen lang. Lægen kommer aldrig forbi og kigger til hende, selv om han ved, hvor dårligt hun har det. Er det næstekærligt? Svaret er entydigt: NEJ. Det er det ikke. Det er horribelt. Hvordan kan et menneske/en læge, der har aflagt løfte om at hjælpe andre mennesker lukke øjnene og blive væk? Det er fuldstændig uforståeligt. 

Så længe læger selv har præparater liggende, som de kan bruge, hvis de kommer i en situation, hvor de ikke længere magter livet, bør andre have samme muligheder! Alt andet er ydmygende og formynderisk overfor de ubærligt lidende, som ikke kan få hjælp, men leve med en dalig forværring af sygdommen. 

 

......................................................................................

22.8 2017 - DER ER STADIG STORT FLERTAL FOR LEGALISERING AF DØDSHJÆLP

En undersøgelse fra foråret viser, at et stort flertal i befolkningen stadig ønsker at få aktiv dødshjælp legaliseret; men mange mangler viden om smertelindring, siger lægerne.

Et flertal af læger fastholder forsat et forbud.

72 % af befolkningen er for aktiv dødshjælp. Kun 11 % er imod, mens 17 % svarer ved ikke.

I modsætning hertil er 82 % af lægerne er enige med Lægeforeningen, der er imod dødshjælp.

Medlem af Det Etiske Råd Poul Jaszczak finder, at forskellen mellem befolkningen og læger for overraskende, fordi en række tidligere undersøgelser har vist, at der faktisk var stor opbakning om at indføre aktiv dødshjælp blandt lægerne.

Han finder det dog ikke underligt, at et stort flertal er imod. Fordi læger er uddannede til at helbrede.
*I sådanne undersøgelser bør man spørge, om folk selv vil være med til at tage livet af et andet menneske og efterlyser, at også sygdomsramte danskere bliver spurgt om deres holdning. Fx skiftede Jane Aamund holdning på et tidspunkt.

Overlæge Michael Sprehn mener, at forskellene kan skyldes, at mange danskere tager stilling, mens de stadig er raske, og at de ikke ved, hvilke muligheder der er for fx smertelindring. Svarene er ikke så enkle, mener han.

Han mener, at medierne har en skyld i den store forskel mellem befolkningen og lægerne.
Der mangler oplysninger om palliation.
Det samme mener Flemming Møller Mortensen, S, som siger, at vi ikke har været dygtige nok til at forklare den brede befolkning, hvad palliation er.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/stort-flertal-vil-legalisere-doedshjaelp


VORES KOMMENTARER:

Det er efterhånden trættende at læse om, at den menige dansker ikke ved noget om palliation. Det er ikke det indtryk, vi har af dem, der debatterer dødshjælp. En af grundene til, at mange ønsker en legalisering er jo netop de mange historier om, at der findes mennesker, der ikke kan smertestilles eller lindres på anden vis. Der er stadig mange, der IKKE kan hjælpes, og der vil altid være nogle, der ikke kan hjælpes. Løsningen er, at de kan komme i medicinsk coma. Men vi forstår ikke, hvordan man kan mene, at det er langt mere etisk korrekt at lægge folk i coma, så de dør indenfor dage eller uger, fremfor at hjælpe dem til straks at dø. Tvært imod ser vi, at det virker absurd, at folk skal ligge bevidstløse hen og vente på at dø, når det lader sig gøre at hjælpe folk herfra på nogle få minutter.

At spørge danskere i spørgeskemaundersøgelser om de selv vil kunne være med til at tage livet af en anden er lige så absurd. Selvfølgelig afhængig af spørgsmålet. Mange vil svare ja, hvis det drejer sig om lægeordineret medicin, som den, der ønsker at dø, selv skal indtage, mens mange vil svare nej, hvis det drejer sig om at hjælpe et andet menneske ”i blinde”. Den almindelige dansker har ikke en læges uddannelse til at varetage en sådan opgave; men hvis lægen blot udskriver medicinen, er jeg overbevist om, at vi er rigtig mange, der gerne vil bistå.


At Jane Aamund har ændret mening ændrer intet. Da hun ønskede at dø, troede hun ikke, at hun kunne få det bedre. Det viste sig så, at hun kunne hjælpes til et bedre liv; men hun er et enkeltstående eksempel! Måske er der få andre; men det er ikke sådan det er for hovedparten. Modstanderne har jo hele tiden fastholdt, at man ikke kan lovgive ud fra enkelte eksempler; men nu bruger de selv ét eksempel til at sige: Hvad sagde vi!


At give medierne skylden for, at folk står fast på, at de ønsker dødshjælp legaliseret kan på sin vis være rigtigt; for uden medierne var budskabet ikke nået så langt ud. Men når det er sagt, kan medierne jo ikke bestemme, hvordan hr. og fru Danmark skal stemme. Ofte bringer medierne artikler og indlæg fra modstandere af aktiv dødshjælp, mens fortalerne får meget mindre taletid. Så det er så afgjort en sandhed med modifikationer, der her præsenteres. Men ”døden skal jo have en årsag”. 

...................................................................................

19.8 2017 - DOMPROVT MENER, AT VI SKAL DEBATTERE DØDSHJÆLP MED MELLEMRUM

Domprovst Henning Bartholin finder, at dødshjælp er en grundlæggende etisk debat, som vi er nødt til at tage med mellemrum.
Etiske principper er principper, der beskytter ethvert menneskes liv.


Han kan godt følge fortalernes argumenter et stykke hen ad vejen, fordi han som præst har set mange menneskeskæbner og haft mange dybe samtaler om livet og døden.


Nogle lever fx med stærke smerter i årevis og kan ikke hjælpes ud af smertehelvedet. Derfor spørger han: ”Kunne man ikke i andre tilfælde ved alvorlig og smertefuld sygdom og udsigtsløs behandling indrømme andre samme ret til at dø værdigt og ordentligt?”.

Men når han forsøger at svare på spørgsmålet, opstår dilemmaerne indeni ham. Selv om han godt kan forstå et menneskes ønske om at dø, når det er ladt alene.

Selv om han godt forstår disse mennesker har han alligevel en modstand og barrierer mod at acceptere og gå ind for dødshjælp.

Fordi mennesket er skabt af Gud i religiøs forstand.
Men også i filosofisk forstand har man respekt for liv.

Alt i lægegerningen er også grundlagt på respekt for liv og at redde liv.  

Men hvordan harmonerer det med, at vi i mange tilfælde ikke har kærlighed nok til at hjælpe mennesker, der har det svært? I et samfund med stærke etiske og religiøse traditioner skal man satse på at ”udvide og styrke agtelsen for hinandens og eget liv”. Ligesom vi fortsat skal arbejde på bedre muligheder for smertelindring, men også ”mere grundforskning i adfærd, psykologi, familierelationer, opdragelse og hverdagens etik fremfor at give adgang til, at vi kan hjælpe hinanden af med livet”, slutter han.


Kilde: http://stiften.dk/artikel/441882


VORES KOMMENTARER:

Vi ville være blevet mere overraskede, hvis domprovsten syntes, at dødshjælp er en god ide. Naturligvis gør han ikke det. Han strækker sig dog til, at han giver udtryk for, at han forstår, hvorfor et menneske i dyb smerte, der ikke kan hjælpes, ikke længere har lyst til at leve. Alligevel tager han ikke skridtet fuldt ud for at hjælpe dem. Hverken med dødshjælp eller med andre næstekærlige gerninger, som han slutter med at argumentere for, at der skal være mere af. Hvis præster og læger er så meget imod at tage liv, bør de være de første til at stille op, når et menneske lider ubærligt og ønsker hjælp til at dø; men det gør de ikke. De er lige så store ignoranter i denne sammenhæng som alle andre modstandere. De har det i munden, men når det kommer til realiteter, sker der INTET. Det er simpelthen ikke godt nok. 

 

...................................................................................

16.8 2017 - STUD. MED. ANKLAGER DET ETISKE RÅD

Stud. Med. Kristian Egebjerg mener, at Det Etiske Råd dikterer, om man må leve eller dø.

Han remser alt det op, han gerne må: drikke, ryge, knalde, sove hele dagen, spise junkfood, drikke cola etc. Men man må ikke selv bestemme, om man vil dø.
Aktiv dødshjælp er forbudt og strafbart. I 2016 erklærede kun 7 %, at de ikke gik ind for aktiv dødshjælp. 79 % var enige.
I Folketinget er det kun Alternativet, der har erklæret, at de går ind for aktiv dødshjælp. Medlemmer af Liberal Alliance og de Konservative er fritstillet.

Det Etiske Råd kan godt selv se, at der er et misforhold mellem borgernes, politikerne og Det Etiske Råds holdninger til aktiv dødshjælp.

De finder, at partierne og politikerne læner sig enten implicit (skjult) eller eksplicit (åbenlyst) op af Det Etiske Råd og anbefaler, at man skal have ret til at sige nej tak til genoplivning.
Det Etiske Råd er – som alle ved – modstandere af aktiv dødshjælp.

Politikerne søger skalkeskjul bag Det Etiske Råds holdninger. Men skal rådet diktere politiske beslutninger? De er med andre ord smagsdommere og har en betydelig magt overfor politikerne. Men magten afspejles ikke i befolkningen.


”Det er på tide, at landets beslutningstagere tager beslutninger på baggrund af befolkningens ønsker, på demokratisk vis, og ikke lader deres holdninger diktere af en enkelt gruppe mennesker”.

Kilde:
http://www.b.dk/kommentarer/etisk-raad-dikterer-om-du-maa-leve-eller-doe

VORES KOMMENTARER:
Det er dejligt, at en medicinstuderende kan se, at Det Etiske Råd sætter dagsordenen i forhold til aktiv dødshjælp. Selv om hovedparten af alle danskere er uenig med dem.
Måske borger det for, at flere læger i fremtiden er indstillet på, at det er det enkelte menneske, der selv skal bestemme.

Han finder det – som vi – problematisk, at politikerne gemmer sig bag Det Etiske Råd. Forunderligt nok har rådet ikke været på banen i forhold til sundhedsministerens nye tiltag om, at folk har ret til at frasige sig behandling.

Gorm Greisen har udtalt, at de er positive overfor forslaget, og det er så det. Men de kan vel næppe være andet; for deres popularitet i befolkningen bliver ikke større med tiden. Vi er mange, der ser, at de er for teoretiske og forudser for mange problemer, som også kan være rent teoretiske. Fordi de lande, der har indført aktiv dødshjælp ikke kan genkende dem! Det er meget tankevækkende.  

.........................................................................................

13.8 2017 - EN VÆRDIG AFSLUTNNG PÅ LIVET

Hvad er en værdig afslutning på livet? Assisteret selvmord er ikke løsningen mener tidligere leder af Sundhedsstyrelsen Anne Mette Dons. Selv om der ikke er tilstrækkelig kapacitet og ressourcer til at give alle den død, de har brug for.


Selv er hun ateist. Hun er ikke medlem af folkekirken. Eller præget af andre religiøse holdninger. Men hun ved, hvor svært det er at lave en lov, der ikke kan misforstås og samtidig levner plads til lægens kliniske vurdering og skøn.


Der er ingen, der er uenige i, at lidende mennesker ikke skal hjælpes. Derfor bryder hun sig heller ikke om udtrykket passiv dødshjælp. Patienter, der skal dø, skal hjælpes aktivt med lindring og støtte, så de får en værdig afslutning på livet.


”Det er ikke mit indtryk, at vi i dag har ressourcerne til at tilbyde den optimale palliative behandling i Danmark, skræddersyet til den enkelte patients behov. Det er heller ikke mit indtryk, at vi har de bedste muligheder for at hjælpe svært handicappede. Så længe vi ikke, som samfund, med garanti kan tilbyde det, mener jeg ikke, at vi skal diskutere at legalisere assisteret selvmord”.


Der er ikke frit valg for patinter mht. behandling i sundhedsvæsenet. Det er lægen, der bestemmer, men det er patientens ret at drøfte beslutningen med lægen. Det er også patientens ret at fravælge eller acceptere lægens behandlingsplan. Lægen vil ikke have indflydelse på assisteret selvmord.

Hun mener, at vi er nødt til at tale om den værdige død og om, hvordan den enkelte bedst kan tilgodeses. Danmark har dygtige specialister i palliation, men vi har ikke tilstrækkelig kapacitet og ressourcer til alle, mener hun.

Kilde:
http://ugeskriftet.dk/debat/assisteret-selvmord-hvad-er-en-vaerdig-afslutning-paa-livet

 


VORES BEMÆRKNINGER:
Så er vi tilbage ved det, vi næsten altid vender tilbage til: Læger ønsker kontrol over den enkelte patient, og de ønsker at bestemme. Det er helt utroligt, at de ikke kan give slip. Når de nu taler så meget om, at patienterne skal give slip. At de ønsker fuld kontrol stemmer ikke overens med, at de selv har medicin til egen død liggende i medicinskabet. Det er særdeles tankevækkende, og det helt modsatte af, hvad de mange, der går ind for aktiv dødshjælp, ønsker. De ønsker jo netop, at de selv – og ikke lægerne – kan træffe den ultimative beslutning uden, at en læge stikker en kæp i hjulet herfor eller uden at risikere, at en læge vil aflive et menneske, der ønsker at få lov at leve. Det er underligt, at læger har dette behov. Hvad vil de selv sige, hvis en af deres kolleger træffer en beslutninger for dem, som de ikkeønsker? De ser muligvis kun sig selv som læger, ikke som mennesker, der på et eller andet tidspunkt selv skal dø og dermed risikerer at være i andres varetægt. Tankevækkende!

Dons taler om, at hun ved, hvor svært det er at lave en lov, der ikke kan misforstås. Og så tilføjer hun, at loven samtidig skal ”levne plads til lægens kliniske skøn og vurdering”. Det er jo netop det, den ikke skal. Lægen SKAL ikke bestemme. Det skal patienten. At lave en lov, der er vandtæt mhp. at patienten alene bestemmer, når en række kriterier er opfyldt, har vi allerede set flere gode eksempler på, så selvfølgelig lader det sig gøre.

Samtidig siger hun, at patienter kan hjælpes aktivt, og at hun derfor ikke bryder sig om begrebet passiv dødshjælp. Heri er vi helt enige med hende. Der, hvor enigheden hører op, er der, hvor det aktive består i, at lægen udskriver en recept til den, der ønsker at dø. Det aktive for hende – fordi hun selv er læge – er, at lægen bestemmer, hvad er aktiv skal gøres! Og så er vi lige vidt. Endnu en "uflytbar" læge.

 

 

 

9.8 2017 - ARGUMENTER, VI FINDER VIGTIGE I FORHOLD TIL LEGALISERING AF DØDSHJÆLP

Vi vil gerne bringe nogle af de argumenter, vi finder allermest vigtige i debatten:


GENERELT
Aktiv dødshjælp er måske ikke den bedste løsning, men det er den mindst dårlige løsning.

Aktiv dødshjælp er en udvej – men ikke den første udvej.

LOVEN
Som loven er formuleret nu, giver den stor utryghed både i forhold til, om man kan få hjælp, hvis man har behov derfor eller om lægen kan give dødshjælp uden, at man har bedt om det. Pga. gråzoner og uigennemsigtighed.
Passiv dødshjælp er også aktive handlinger.
Medicinsk coma kaldes for passiv dødshjælp i Danmark, men for aktiv i andre lande. Problemet med dette er, at det igen er læger, der bestemmer. Ikke den enkelte patient.

Man har ret til at fravælge en behandling, men det forudsætter, at man får en behandling, der kan føre til døden, hvis det er det, man ønsker med et fravalg.


OVERVÆGT
Der er stor overvægt af mennesker, der ønsker aktiv dødshjælp legaliseret. Ca. 80 % af befolkning; men Det Etiske Råd og mange kristne mennesker er imod. Da vi lever i et demokratisk samfund, synes vi, man i denne sag svigter demokratiet.


VALG
Man kan vælge i alle andre af livets sammenhænge, men ikke når det kommer til døden.
Man kan fravælge en behandling med loven i hånd, men man kan ikke vælge døden til.

SVIGT AF DE ALLERMEST LIDENDE
Ikke at anerkende behovet for dødshjælp er at svigte de allermest lidende mennesker.
Alternativet, nemlig selvmord ser ud til at være langt værre, fordi det fører til stor ensomhed hos den lidende og påvirker alt for mange andre mennesker pga. efterfølgende skyldfølelser. 

Når et menneske kan hjælpes her og nu synes det ubærligt og formynderisk, at man i Danmark  foretrækker at forlænge lidelser og død.



FORSKELSBEHANDLING
Der findes mennesker, der vil dø, hvis de fravælger en behandling; men der findes også mennesker, der ikke får en behandling, og som derfor ikke kan frasige sig noget, der ville kunne hjælpe dem til at dø. Dette fører til en urimelig forskelsbehandling. For hvorfor skal den ene gruppe have lov at dø, mens den anden ikke skal? Grænsen, der trækkes her, er kunstig, fordi den kommer til at handle om, hvad lægevidenskaben kan og ikke, hvad den enkelte ønsker.

Desuden indrømmer læger, at de selv har medicin liggende, som kan hjælpe dem og familien herfra, hvis det skulle blive aktuelt for dem. Hvorfor må befolkningen ikke have samme mulighed?


PALLIATIV BEHANDLING
Aktiv dødshjælp skal ikke være et alternativ til palliativ behandling. Det skal være en del af palliativ behandling på linje med palliativ sedering, når man ikke længere er i stand til at hjælpe et stærkt lidende menneske.


DIAGNOSER
Det bør ikke være bestemte diagnoser, der skal være afgørende for, om et menneske kan få dødshjælp eller ej, men graden af lidelse.


LÆGER
Når det er lægens hensigt at lindre lidelse, må lægen gerne tage livet af et andet menneske; men ingen ved dybest set, hvad lægens motiv for at tage livet af en patient er. Lægen kan dog - med den nuværende lovgivning – altid dække sig ind under, at motivet var at lindre lidelse. Derfor bør det være den enkelte, der selv tager stilling til sit eget liv eller sin egen død.  

Gråzoner og uigennemsigtighed i loven giver en utryghed i forhold til, om en læge kan finde på at tage livet af os, uden at vi selv ønsker det, fordi en læge kan beslutte, at give et menneske, der ikke ønsker dødshjælp, dødshjælp alligevel.

Der er læger, der allerede hjælper deres lidende patienter med dødshjælp. Der var også læger, der ydede passiv dødshjælp, før passiv dødshjælp blev legaliseret. Tiden er inde til nye ændringer.

Læger indrømmer, at de selv har medicin liggende, som kan hjælpe dem og familien herfra, hvis det skulle blive aktuelt for dem. Hvorfor må befolkningen ikke have samme mulighed?


LÆGE-PATIENTFORHOLDET
I lande, der har legaliseret dødshjælp, er tilliden mellem læge og patient blevet større efter legaliseringen. Læger skal ikke bestemme, om et menneske skal have dødshjælp eller ej (hvis visse kriterier er opfyldt). Det skal det enkelte menneske selv beslutte.

I Danmark har mange mistillid til læger, fordi de har beslutningsretten over andre.


PALLIATIV SEDERING
Palliativ sedering er lig med aktiv dødshjælp i udlandet. Palliativ sedering fører til en langsom død, men vi ønsker, at patienten skal have lov at dø med det samme i stedet for at skulle ligge en uge eller mere før døden indtræder. 

Argumentet med, at man til enhver tid kan stoppe den palliative sedering, er KUN teoretisk. Hvorfor skulle man dog det, når patienten sover, ikke selv kan spørges og forhåbentlig selv har været med til at træffe beslutningen og ønsker at dø? 


GLIDEBANE
Den glidbane, som modstanderne taler om, er udeblevet i fx Oregon som allerede i 1999 indførte assisteret selvmord. Her er antallet af ansøgere til dødshjælp stagneret.
En god lovgivning kan således forhindre en glidebane.


SÅRBARE OG SOCIALT DÅRLIGT STILLEDE MENNESKER
I Oregon viser næsten 20 års legalisering af assisteret selvmord, at det ikke er hverken sårbare mennesker eller socialt dårligt stillede, der søger hjælpen, men velstillede hvide.


TRYGHED
I Schweiz anvender kun hver 3. muligheden for at få hjælp til at dø. I Oregon tog kun to ud af tre den dødelige medicin, de havde fået udskrevet. Der kan være flere årsager hertil; men en af dem kan være, at trygheden/visheden om, at de kan gøre en ende på livet, hvis lidelserne bliver for store, kan være tilstrækkeligt til at udholde den sidste tid.  


........................................................................

6.8 2017 - DIGITAL DØD

NR. 6 (DEN SIDSTE):
I dag, hvor mange anvender sociale medier, er der nye udfordringer, når ens nærmeste dør.

På facebook kan man på forhånd beslutte, om ens profil skal lukkes eller omdannes til en mindeside.


Kun 29 % har en strategi for, hvad der skal ske, når de dør.

Det kan være en ide at skrive ned, hvad der skal gøres ved diverse profiler og hjemmesider, når man dør. 

I ”Min sidste vilje” anbefales, at man skriver sine brugernavne og passwords ned til de efterladet eller skriver, hvor man gemmer dem.  
Det er i dag også muligt at finde sider på nettet og apps, hvor man kan oploade billeder og tekst til ens kære, som de kan se efter, at man er død. De pårørende modtager først beskederne, når personen er død. To danskere har lavet LUAPA, hvor man kan skrive og oploade billeder. Den er lavet mhp. at fastholde minderne.

Kilde: https://akmhaase.wixsite.com/livetefterdoden

 

VORES KOMMENTARER:
Lige præcist hvad der skal gøres med ens digitale efterladenskaber, kan være vigtigt at få taget stilling til. Måske er det heller ikke alle pårørende, der tænker på – eller ved – hvad man har af ting og sager på nettet. Derfor kan det være vigtigt at få kodeordene skrevet ned og gemt et sted, hvor de bliver fundet eller alternativt afleverer det til en, man således forventer, tager sig af det efter ens død. At finde sider på facebook af mennesker, er lidt grotesk. Med mindre det er en aktiv beslutning, og at siden skal bruges som mindeside. Da er det selvfølgelig noget andet. 

 

....................................................................................

3.8 2017 - HVORDAN FORHOLDER DANSKERNE SIG TIL DØDEN 

NR. 5: 
Antropolog og museumsinspektør på Moesgaard Museum, Sophie Hooge Seebach, er begyndt at se nærmere på, hvordan folk forholder sig til døden i dag.

I gammel tid sørgede man sammen i en længere periode; men i dag forventer mange, at man meget hurtigt kommer oven på efter et dødsfald. Mange er meget alene om det, fordi det er et tabuiseret emne, og fordi vi tror, vi er udødelige.
Døden er uhåndgribelig.

Døden er i dag noget, der bare sker. Ikke noget, man forventer vil ske.

Hovedparten bliver stadig begravet i folkekirken. I 2016 døde 52.824. De 43.776 blev jordbegravet eller bisat fra folkekirken.

Kilde: https://akmhaase.wixsite.com/livetefterdoden

VORES KOMMENTARER:
Det er ret interessant, at man i dag forventer, at folk meget hurtigt kommer sig efter et dødsfald. For sådan er det jo ikke. De efterladte har brug for at sørge.

At sørge tager tid. For nogle tager det ikke blot et, men mange år.
Holdning til, at man hurtigt skal komme over det, må være en følge af, at vi ikke så gerne taler om døden. Det er ubehageligt at tale med et menneske, der er ked af, fordi vedkommende har mistet en af sine kære.

Vi taler heller ikke gerne om sygdom. Folk skal helst være raske og friske og arbejdsduelige. Ellers bliver de på en måde sat udenfor samfundet - og af fællesskabet. Det giver en vældig ensomhed, som ikke burde kunne finde sted i et oplyst samfund. 

........................................................................................

31.7 2017 - KONTROL OVER DØDEN 

NR. 4:
Der er lavet en undersøgelse over, hvorfor danskerne skriver deres ønsker ned, som viser, at kontrol er den primære grund. Mange har selv stået med et dødt familiemedlem uden at vide, hvad vedkommendes ønsker var, og det ønsker de ikke, at deres egne oplever. De skriver derfor deres ønsker ned af hensyn til deres efterkommere.


Helle Thorsted fra Aarhus oplevede kun at vide, at hendes svigerinde, der døde af kræft, ville spredes over Ebeltoft Vig. Men mere vidste de ikke. Og hun var ikke medlem af Folkekirken. De manglede noget at forholde sig til. Selv om de fandt ud af det, var det svært at stå i.


Helle Thorsted arbejder i dag på Hospice Søholm og undrer sig over, hvor få der egentlig har taget stilling til, hvad der skal ske, når de dør. Hun troede fejlagtigt, at folk var afklaret. Men at få døden til at være et naturligt samtaleemne blandt folk, er ikke nemt.


En bedemand med 14 års erfaring møder også mange mennesker, der står med de svære beslutninger vedrørende planlægningen af afdødes begravelse.

Han oplever helt klart, at det er en lettelse, når den afdøde har udfyldt ”Min sidste vilje”. Den kan fungere som en slags drejebog. Han har aldrig oplevet, at det ikke var en hjælp.

Katrine Lilleør mener, at man kan se planlægningen af begravelsen som en kærlig hilsen fra den afdøde. Et kærligt kys på panden, som hjælper de pårørende.


Kilde: https://akmhaase.wixsite.com/livetefterdoden

VORES KOMMENTARER:
Selv om vi går ind for, at den enkelte selv skal beslutte, om vedkommende ønsker at dø eller ej, have kontrol over sin begravelse eller ej osv. undrer det os alligevel, at hovedparten ikke har truffet beslutninger forud. Det betyder dog ikke, at de ikke kan have talt med familien om det. Det betyder heller ikke, at de ikke kan have skrevet noget ned, som de har liggende nedskrevet i hjemmet.

Har man talt om, hvad man ønsker, har de pårørende en vej at gå, når en i familien dør; men har de ikke talt om det, kan pårørende – som både præsten og bedemanden oplevet – blive rådvilde. For nogle vil det dog uden tvivl være helt i orden. Der kan være mange, der oplever det som en gave fra afdøde selv have lov at arrangere begravelsen. Men for dem, der ikke tør træffe eller er glade for at træffe sådanne beslutninger, kan det være svært.
Derfor er det så vigtigt, at vi alle får lov at bestemme over os selv!

Vi kan levende forestille os, at et menneske ønsker at blive begravet uden at blive brændt og have et gravsted på en bestemt kirkegård, og måske også et bestemt sted på kirkegården. Men er de pårørende interesserede i at passe et gravsted i mange år efterfølgende? Eller ville den pårørende hellere have haft en lille mindeplade eller en mulighed for at gå til de ukendtes grav – eller helt alternativt til havet, hvis asken bliver spredt ud her?

Det er en vanskelig sag. Det vanskeligste kan dog for nogle være at få det italesat – hvad man selv ønsker og hvad, den pårørende ønsker. Har man drøftet det, er der ikke meget, der kan være svært. Ud over at miste den, man holder af. 

......................................................................................

28.7 2017 - JORDBEGRAVELSE, LIGBRÆNDNING ELLER ANDET

NR. 3
Før 1892 var der mindre at vælge imellem, når folk døde. Før den tid var jordbegravelse den eneste mulighed, der var.

Hvorfor man senere begyndte at tale om at brænde lig, er lidt usikkert.
Præsterne var meget imod i starten. Det fik tilhængere til at stifte Foreningen for Ligbrænding i 1881. Denne forening er senere blev til Liv&Død.

Ca. 10 år efter blev det ved lov vedtaget, at danskere havde ret til at blive kremeret; men det skulle skrives ind i et testamente. Senere blev det dog frit.

Dette var dog starten til ”Min sidste vilje”, som i dag rummer 20 forskellige emner, man kan nedskrive ønsker om i forhold til død og begravelse. Skriftet fylder 16 sider.

Tidligere var der faste traditioner i folkekirken for, hvordan en begravelse foregik, og der var ikke noget at tage stilling til. Traditionerne er ikke længere så stærke, og derfor kan man få en mere individuel og personlig begravelse. 

Liv&Død oplever da også, at folk får flere og flere ønsker, og at begravelserne bliver mere og mere individuelle. Folk vil gerne fremstå på en bestemt måde.
Også i døden. Det mener professor i filosofi Søren Harnow Klausen.
 ”Vi mennesker har en tendens til gerne at ville markere os selv. Det, at folk går ind og planlægger deres egen begravelse på forhånd, er et udtryk for den selviscenesættelse, vi i stigende grad ser i vores samfund i dag,” siger han.

Man ønsker indflydelse på sit eftermæle. Mange lever et specielt liv og viser gerne sig selv og sit liv frem. De realiserer sig selv hele tiden. Samtidig er der en tendens til, at vi ønsker at have styr på tingene, og at der er en mening med de ting, der sker.

Tidligere handlede ens eftermæle mere om, at man efterlod sig ejendele og ønskede at leve videre gennem disse.

Kilde:https://akmhaase.wixsite.com/livetefterdoden

VORES KOMMENTARER:
Det er vel med begravelser/bisættelser som med så meget andet i livet, at vi gerne vil sætte vores eget præg derpå. Selviscenesættelse lyder måske lidt stort og en anelse negativt; men det er jo et udtryk for, at det er muligt at få sin sidste vilje ført ud i døden, hvilket alt andet lige er godt for dem, der har behov derfor. Vi hylder individualiteten og den enkeltes ønsker. Men derfor hylder vi også frivilligheden. Dem, der ikke har brug for den slags, skal ikke presses dertil.

At efterlade specielle ejendele til specielle mennesker, som man brugte tidligere, kan være en smuk ting. At få en ting, som en afdød har udvalgt til netop mig, kan vække stor glæde og være en trøst i sorgen.

Nogle mennesker har dog ikke lyst at tænke på – eller at handle på - at de en skønne dag skal forlade denne jord. De lader det være op til de efterladte. Også i forhold til det jordiske gods. Der er i dag mulighed for at gøre, hvad man selv ønsker og føler for. Heldigvis. 

.................................................................................

27.7 2017 - JOURNALISTSTUDERENDE SKRIVER OM MENNESKERS SIDSTE VILJE

NR. 2: MIN SIDSTE VILJE

Sognepræst Kathrine Lilleør ønsker, som andre, at der tales om døden og finder det en god ide, at ønsker vedr. begravelsen nedskrives.
Hun har skrevet bøgerne ”Med kærlig hilsen” og ”Min sidste vilje”, der begge giver anledning til, at folk får talt om døden. I bøgerne er der skabt plads til, at man kan skrive ned, hvordan man ønsker at komme herfra. Desuden kan man efterlade en hilsen til de efterladte.
Hendes seneste bog er ”Med kærlig hilsen”. Denne bog er en måde at lægge døden fra sig. Når man har fået skrevet sine tanker ned, kan man roligt stoppe med at tænke mere på det. Hun mener, at der er noget bindende ved at nedskrive sine ønsker.
Også Mogens Balling, der er direktør i Begravelse Danmark mener, at det er vigtigt at opfordre folk til at tale om og tale stilling til døden. Der er en større og større tendens til, at folk ønsker medindflydelse.
Nogle gange sættes tankerne om egen begravelse i gang af en nærtståendes død. Specielt det første dødsfald i en familie kan ramme hårdt, og det kan være rigtig svært at tale om det. Føler man ikke, at man har fået sagt ordentligt farvel, kan man bagefter skrive et farvelbrev.
Mange laver et livstestamente. Mange lader sig registrere som donor.
Kilde: https://akmhaase.wixsite.com/livetefterdoden

VORES KOMMENTARER:
Vi kan kun sige det samme, som vi skrev forleden: Det må være op til den enkelte, hvad man ønsker. Vi er alle forskellige, og ingen skal presses til at skrive noget ned, fordi andre har brug for at have kontrol! 

.........................................................................................

24.7 2017 - JOURNALISTSTUDERENDE SKRIVER OM MENNESKERS SIDSTE VILJE

Vi skriver i den følgende tid om to journaliststuderende, Anne Katrine Hasse og Rune Sørensen, der har skrevet en meget lang artikel om menneskers sidste vilje. Da de har skrevet meget, vælger vi at bringe det i flere omgange.


Her følger NR. 1

De journaliststuderende har interviewet flere mennesker, blandt andet en kvinde, som har skrevet ned, hvordan hun ønsker sin egen begravelse, når den tid kommer.

I dødsannoncen skal stå, at hun er sovet stille ind og at hun ikke ønsker blomster, men at folk i stedet kan sende et bidrag til Landsforeningen SIND.

Hun har besluttet, hvordan kisten skal pyntes, og hvad der skal synges, når hun er død. Salmerne er valgt med omhu. Hun ønsker, at livet går videre uden hende, og det er også, hvad præsten skal sige prædikestolen.

Der er mange andre danskere, der skriver ned, hvad der skal ske, når de dør. De tager stilling.

For de pårørende kan dette være en hjælp.
For den enkelte er det udtryk for, at man selv vil bestemme og tager kontrol over sit liv.
Ved at udfylde dokumentet ”Min sidste vilje” har man lavet en form for drejebog for sin egen begravelse.

Hæftet ”Min sidste vilje” uddeles af både Begravelse Danmark og Landsforeningen for Liv&Død.

Begge steder oplever de flere og flere, der gerne vil have hæftet. Ca. et par tusinde om året; men der har været en konstant stigning de sidste år.
Nogle skriver også breve til de efterladte.
Nogle laver deres egne dødsannoncer.
Nogle laver en farvelvideo til de pårørende.

Kirsten Søndergaard, der arbejder i Landsforeningen Liv&Død, taler ofte med mennesker om døden. Mange har svært ved det, men det er vigtigt, at der tales om, hvad man ønsker både for sin egen og for de efterladtes skyld, mener hun.


Har folk udfyldt ”Min sidste vilje” ved de pårørende præcist, hvad de skal gøre; for det er allerede planlagt. Hun mener dog, at det også er vigtigt, at dem, der skriver deres sidste vilje ned, drøfter det med deres pårørende.


Nogle er ligeglade med, hvad der sker med dem efter døden. For andre er det vigtigt, at de placeres det sted, de ønsker.


For nogle er det totalt uoverskueligt at skulle udfylde et 16 siders hæfte (”Min sidste vilje”) for ikke at tale om at skrive breve og videohilsener.


Kilde: https://akmhaase.wixsite.com/livetefterdoden

 

VORES KOMMENTARER:
Det er vigtigt, at der er en mulighed for at kunne skrive sin sidste vilje ned. Det er klart, at foreningen Liv&Død mener, at det er det eneste rigtige at gøre; men vi mener, at det er op til den enkelte. Det er ikke noget, man kan pålægge mennesker at gøre.

Nogle vil gerne selv bestemme og have kontrol over alt. Andre mener, det er bedre at lade de efterladte tage stilling og overlade det hele til dem. Derfor skal man måske ikke være så overbevisende i samtaler med andre, som kan have andre behov.

Vi er alle forskellige, og den forskellighed bør respekteres i alle forhold. Også når det gælder døden.

For nogle pårørende kan det helt sikkert være en hjælp, mens det for andre kan være en pligt, de føler, de rent moralsk kan være nødt til at følge.
Selv har vi svært ved at forestille os, at vi skal udfylde 16 sider. Så hellere tale med de pårørende. Eller alternativt selv skrive en lille notits. 16 sider lyder af alt for meget. Så meget kontrol har ingen af os behov for at have; men vi har stor respekt for dem, der har.

 

 

.....................................................................

21.7 2017 – DET ER IKKE AKTIV DØDSHJÆLP AT STOPPE EN BEHANDLING

Regeringen vil nu tydeliggøre reglerne om, at patienter selv må beslutte, om en behandling skal ophøre – også selv om man dør af det.

Overlæge Mogens Skadborg kalder det for snik-snak, når nogle kalder det for aktiv dødshjælp at stoppe en behandling.

Fx er respiratorbehandling livsforlængende behandling, fordi patienten ville dø uden respiratoren. Derfor dør patienten af den sygdom, vedkommende i forvejen har, når respiratoren fjernes.


Det bør ikke være et problem for en patient at få slukket for en respirator; men nogle jurister og læger læser ikke sundhedsloven, men kun Sundhedsstyrelsens vejledninger. Sundhedsloven slås fast, at man ikke må iværksætte en behandling uden informeret samtykke. Derfor kan en patient også til enhver tid sige, at vedkommende ikke ønsker, at behandlingen fortsætter.


Når nogle bliver i tvivl, skyldes det, at Sundhedsstyrelsen skriver, at ophør med behandling, hvor patienten dør umiddelbart efter, anses for hjælp til selvmord. Men det helt i modstrid med Sundhedsloven.


Regeringen vil nu introducere behandlingstestamenter.

De vil gøre det mere klart, at den enkelte patient kan stoppe en behandling.
Mogens Skadborg finder det dog ”groft uforsvarligt”, hvis læger tvinger patienter til fortsatte behandlinger imod patienternes vilje.

”Ingen behandling må indledes eller fortsætte – og læg mærke til fortsætte – uden et informeret samtykke. Det skal alle patienter vide. Ophør med behandling, respirator eller ej, er altså patientens suveræne valg. Alt andet vil også være uetisk og forkert”, siger han og fortsætter: ”Muligheden for behandlingsopgør er altså livsforlængende, ikke aktiv dødshjælp”, siger han.

Kilde: http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art6017459/%C2%BBDet-er-jo-snik-snak-at-sige-at-det-er-aktiv-d%C3%B8dshj%C3%A6lp-at-stoppe-en-behandling%C2%AB

VORES KOMMENTARER:
Det er helt utroligt, at det kan lykkes Sundhedsstyrelsen at tolke Sundhedsloven som vinden blæser. De laver og har lavet nogle bommerter mellem år og dag; men at de skriver, at det er aktiv dødshjælp, når patienter dør øjeblikkeligt efter ophør af en behandling, er fejlopfattet.
Sundhedsstyrelsen ved det formentlig ikke, fordi de kan have glemt at tænke sig om, da de skrev det. Det ER nemlig aktiv dødshjælp at give en patient så meget morfin, at vedkommende dør øjeblikkelig, mens det er passiv dødshjælp, når morfinen gives i mindre mængder og tid, så patienten ikke dør øjeblikkeligt. Er der noget at sige til, at andre er forvirrede, når selv landets øverste sundhedsmyndighed ikke kan gennemskue gråzonerne og uigennemsigtigheden i loven?
At ALLE til enhver tid kan takke nej til en behandling, er oven i købet et af de argumenter, der ofte anvendes, når der tales om, at vi ikke behøver aktiv dødshjælp; for vi kan godt dø ved hjælp af passiv dødshjælp. At slukke en respirator er passiv dødshjælp. Punktum.
Det interessante er dog, at nogle er i tvivl! Og at disse nogle er både Sundhedsstyrelsen, advokater og læger. Når netop de er i tvivl, er der i den grad brug for, at tingene tydeliggøres. Ikke som patient at kunne få lov at takke nej til en behandling, er jo direkte ulovligt!
Det kræver dog, at patienten får en behandling, vedkommende kan dø af, hvis den siges fra! 

........................................................................................

18.7 2017 - STUD. MED. ANKLAGER DET ETISKE RÅD

Stud. Med. Kristian Egebjerg mener, at Det Etiske Råd dikterer, om man må leve eller dø.

Han remser alt det op, han gerne må: drikke, ryge, knalde, sove hele dagen, spise junkfood, drikke cola etc. Men man må ikke selv bestemme, om man vil dø.
Aktiv dødshjælp er forbudt og strafbart. I 2016 erklærede kun 7 %, at de ikke gik ind for aktiv dødshjælp. 79 % var enige.
I Folketinget er det kun Alternativet, der har erklæret, at de går ind for aktiv dødshjælp. Medlemmer af Liberal Alliance og de Konservative er fritstillet.

Det Etiske Råd kan godt selv se, at der er et misforhold mellem borgernes, politikerne og Det Etiske Råds holdninger til aktiv dødshjælp.

De finder, at partiernes og politikerne læner sig enten implicit (skjult) eller eksplicit (åbenlyst) op at Det Etiske Råd og anbefaler, at man skal have ret til at sige nej tak til genoplivning.
De er – som alle ved – modstandere af aktiv dødshjælp.

Politikerne søger skalkeskjul bag Det Etiske Råds holdninger. Men skal de diktere politiske beslutninger? De er med andre ord smagsdommere og har en betydelig magt overfor politikerne. Men magten afspejles ikke i befolkningen.


”Det er på tide, at landets beslutningstagere tager beslutninger på baggrund af befolkningens ønsker, på demokratisk vis, og ikke lader deres holdninger diktere af en enkelt gruppe mennesker”.

Kilde:
http://www.b.dk/kommentarer/etisk-raad-dikterer-om-du-maa-leve-eller-doe

VORES KOMMENTARER:
Det er dejligt, at en medicinstuderende kan se, at Det Etiske Råd sætter dagsordenen i forhold til aktiv dødshjælp. Selv om hovedparten af alle danskere er uenige med dem.

Måske er flere læger i fremtiden indstillet på, at det er det enkelte menneske, der selv skal bestemme. Naturligvis indenfor faste rammer.
Der er en tendens til, at yngre mennesker i større udstrækning går ind for aktiv dødshjælp, og måske også yngre læger?

Den medicinstuderende finder det – som vi – problematisk, at politikerne gemmer sig bag Det Etiske Råd. Forunderligt nok har rådet ikke været på banen i forhold til sundhedsministerens nye tiltag om ændringer i forhold til passiv dødshjælp. Gorm Greisen har endda udtalt, at de er positive overfor forslaget, og det er så det. Men de kan vel næppe være andet; for deres popularitet i befolkningen bliver ikke større med tiden. Vi er mange, der ser, at de er for teoretiske og forudser for mange problemer, som også kan være rent teoretiske. Fordi de lande, der har indført aktiv dødshjælp ikke kan genkende dem! Det er meget tankevækkende.  


.................................................................................

15.7 2017 - CHRISTINE ANTORINI OG HANNE-VIBEKE HOLST ER FOR AKTIV DØDSHJÆLP

Den ene af os har lige læst bogen ”Livsmodig”, som er en samtale mellem fire kvinder, Christine Antorini, tidligere minister og socialdemokratisk medlem af Folketinget, Ritt Bjerregaard, tidligere minister og overborgmester i København, forfatter Hanne-Vibeke Holst samt sanger og forfatter Anne Linnet.
Bogen er skrevet i samarbejde med Gitte Løkkegaard.

Et af afsnittene handler om døden.

Her fortæller Ritt Bjerregaard, at hun er stor fortaler for aktiv dødshjælp, hvilket vi jo alle ved, hvis vi har fulgt med i facebooksiden ”Socialdemokrater” for aktiv dødshjælp. Hun har holdt mange foredrag om emnet. Hun refererer også til partikammeraten Helle Degn, som hun fortæller, fik samme type kræft som Ritt Bjerregaard selv et par år før Ritt Bjerregaard selv. Men for Ritt Bjerregaard er det ikke det, at hun har en uhelbredelig lidelse, der har givet hende en overbevisning om, at vi bør legalisere aktiv dødshjælp i Danmark, men en holdning til, at vi selv skal have lov at bestemme.

Christine Antorini er enig. ”Det vil jeg gerne være med til (altså aktiv dødshjælp). Jeg går ind for at finde nogle værdige måder for aktiv dødshjælp, for jeg har virkelig nogle triste scenarier i hovedet – med mig selv som alvorlig kræftsyg eller som dement på plejehjem. Jeg synes, det allerbedste argument for aktiv dødshjælp – at det ikke er alle forundt. Helt principielt bør det jo være for alle på lige vilkår”.

Også Hanne- Vibeke Holst viser sig at være enig med de to andre. Hun siger: ”Jeg tror, man vil være mindre bange for at dø, hvis man ved, at man har mulighed for at fravælge lidelse til sidst”. Hun har selv fået konstateret brystkræft med metastaser til lymfekirtler i processen med udarbejdelse af bogen, hvilket måske ”farver hendes holdning” lige nu. Hun tilføjer nemlig også ”Det tror jeg nok – dags dato – jeg vil sige at jeg er enig i”. Så måske ligger der alligevel en lille tvivl. Hun referer dog også til en radioudsendelse, hvori hun hørte en hospitalspræst tale imod aktiv dødshjælp, fordi det er så vigtigt for de pårørende at gennemleve hele deres nærmestes dødsproces. ”Og det jo meget smukt, men hun talte ikke ret meget om den døende, og jeg kan da sagtens forestille mig en situation, hvor man vil være så syg og i så stor pine, at det ikke længere giver mening”.


Ritt Bjerregaard gør de øvrige opmærksomme på, at ved at lade en instans komme ind over og vurdere, om man kan få aktiv dødshjælp eller ej, gør man det samme som med aborten, hvor Mødrehjælpen skulle give tilladelse, så kvinden ikke følte sig presset af sine omgivelser. Dengang var det fuldstændig afgørende for Ritt, at kvinden selv kunne bestemme. Sådan blev det også til sidste.


Men det samme gør sig gældende i forhold til aktiv dødshjælp. ”Som det er nu undgår vi ikke, at det i sidste ende er andre, der bestemmer over ens død. Der må man selv lave nogle klare retningslinjer for sine pårørende. Enten vil vi tage det ansvar selv – eller også vil vi ikke. Jeg vil bestemt ikke have, at andre skal beslutte for mig”.

Lad dette være de sidste ord. Det er en meget læseværdig bog, som omhandler både livet og døden.   

 

 ......................................................................

12.7 2017 - LÆGEFORENINGEN GÅR IKKE IND FOR AKTIV DØDSHJÆLP

Lægeforeningen mener, at aktiv dødshjælp er en glidebane.
Andreas Rudkjøbing, der er formand for Lægeforeningen, refererer til Svend Lings og andre læger, der har hjulpet folk med medicin, og som han mener et ude på et vildspor. Lægeforeningen har da også taget stor afstand herfra.

Patienter skal vide sig sikre på, at læger ubetinget arbejder for at helbrede dem. Om muligt. Og ellers at lindre deres smerter. Læger skal ikke være bange for at føle sig pressede eller til besvær. Det er uacceptabelt.

Hvad andre lande gør i den sammenhæng, finder han skræmmende. Ikke mindst fordi dødshjælp ikke kun gives til uafvendeligt døende.
Han finder, at debatten foregår på en falsk præmis, nemlig et vi efterlader patienter i lidelse eller lovliggør aktiv dødshjælp.
I Holland kan demente og mennesker med psykisk sygdom få hjælp. I Belgien er det børn.
Alt i alt mennesker i en sårbar situation.

Kriterierne bliver mere og mere slappe. At gøre en ende på livet for folk med lidelser, bliver en legal løsning.

Kilde: http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9451881/laegeforeningen-aktiv-doedshjaelp-er-et-vildspor/

 

VORES KOMMENTARER:
Indholdet i et indlæg fra Lægeforeningens formand kan næppe være anderledes. De har jo meldt ud, hvad deres standpunkt er. Selv om over 24 % af lægerne har et andet standpunkt.

Vi finder det problematisk, at læger ikke diskuterer problematikken/dilemmaet på en anderledes måde, så læger, der går ind for aktiv dødshjælp, tør stå frem.  

Når formanden går så bombastisk til værk, og vi kender ”Det store hvide broderskabs” samlede meninger, kan man vel sige sig selv, at ingen – bortset fra en pensioneret læge, nemlig Svend Lings – tør stå frem og sige sandheden. Enhver fungerende læge vil være bange for at miste autorisationen, hvis de siger deres mening. Det er allerede sket for Svend Lings. Der nu også er anklaget og står til en straframme på op til tre år. Det ændrer dog ikke på, at der stadig er læger derude, der hjælper deres patienter til en god død, selv om de er uenige med Lægeforeningen, og selv om det er ulovligt i Danmark.

Det er jo netop derfor, vi skal have ordnede forhold.
At læger forsat mener, at de alene vide, hvad der er bedst for den enkelte patient og de alene bestemmer hvad der er godt/skidt for den enkelte, er ikke fremmende for hverken diskussion eller et godt forhold læger og patienter imellem.

Både Susanne og jeg er bange for, hvad læger kan finde på i forhold til os. Når tiden er inde. For Susanne ER tiden inde. Hun er utroligt bange, fordi hun langsomt er ved at blive kvalt af muskelsammentrækninger (dystoni), som forværres næsten dagligt. Uden at nogen hjælper hende. Alverdens læger har vendt hende ryggen! Formentlig fordi hun i tidligere desperation over sin tilstand har forsøgt at tage sit eget liv. Uden at lykkes. Det er horribelt, at hun ikke får nogen form for hjælp!!! Hun må være et af verdens mest ensomme mennesker.

Selv tør jeg desværre ikke være behjælpelig, fordi jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan leve med det bagefter! Tænk, hvis det går galt. Tænk, hvis det ikke virker! Derfor kan man med rette sige: Når du ikke selv kan, hvorfor forventer du da, at andre kan? Det gør jeg, fordi jeg ved, at der allerede er nogle, der gør det og kan det og vil det. Fordi der er nogle derude, der er langt mere uddannede og også langt mere modige, end jeg selv er. Fordi der nogle derude, der er villige til at hjælpe, hvis blot de fik lov!!!
At hjælpe et menneske med at dø, kræver medvirken fra en læge, som ved, hvordan man gør, så det ender, som det skal!
Jeg ønsker at hele mit hjerte at Susanne kan få den hjælp, hun så hårdt har brug for! 

 

...................................................................................

 

9.7 2017 - PROFESSOR THOMAS SØBIRK ER FORTALER FOR AKTIV DØDSHJÆLP

Thomas Søbirk har efter debatten ”En samtale om aktiv dødshjælp”, skrevet et indlæg på Det Etiske Råds hjemmeside.

Han mener, at debatten om aktiv dødshjælp aldrig vil dø..

Vi ønsker alle en god død med så lidt uudholdelig smerte som muligt, skriver han.

De fleste af os finder en form for dødshjælp etisk acceptabelt.
Alle, der deltog i debatten var således også enige i, at passiv dødshjælp i nogle situationer er etisk forsvarligt.
Dog er der nogle situationer, hvor man med passiv dødshjælp kan være med til at forlænge uudholdelig og unødvendig smerter. I et humant samfund bør man komme nødlidende til hjælp.

”Hensigten med aktiv dødshjælp er således den samme som ved passiv dødshjælp – nemlig at lindre og vise omsorg i stedet for at lade folk i stikken og lade livet fortsætte til den bitre ende”.


Desuden mener han, at det er en fordel, at folk selv kan bestemme ved aktiv dødshjælp. Vi accepterer allerede, at mennesker har ret til at forkorte livet ved fx at takke nej til behandlinger.


Læger og sundhedspersonalets opgave er at give os information og vejledning, men ikke at bestemme over vores liv. Selv føler han sig utryg ved, at andre skal vurdere og bestemme, hvornår han skal dø, hvis han fx har uudholdelige smerter og kun få uger tilbage af livet. I den situation vil det ikke være i hans tarv at holde ham i live.


At hævde, at døende ikke er autonome, fordi tilstanden er angstfuldt, finder han arrogant. Selvfølgelig kan døende være afklarede og ved deres fulde fem.

Aktiv dødshjælp skal være en nødløsning for dem, der har kort tid igen og lider ubærligt. Desuden skal de selv ønske at dø. Hvis det viser sig, at der ikke er brug for aktiv dødshjælp, kan vi jo konstatere, at den palliative behandling fungerer.

Alle, der deltog i samtalen, var enige i, at man ikke kan give alle en tilstrækkelig palliativ behandling på dødslejet.


Han finder debatten god. Der var god tid til at lytte til hinanden og fjerne nogle misforståelser. Derfor mener han også, at debatten har gødet jorden for en mere konstruktiv diskussion fremover. Den gav fx en afklaring af, at fordi man er for aktiv dødshjælp er man ikke imod palliativ behandling. Desuden blev det gjort klart, at aktiv dødshjælp også er foreneligt med at være fortaler for, at mennesker med et handicap kan have mindst lige så gode liv som mennesker uden.


”Aktiv dødshjælp er for folk, der er på dødslejet, som lider, og som ønsker at komme herfra – dette er jo heldigvis langt fra tilfældet for de fleste mennesker med en alvorlig sygdom eller et handicap”.


Kilde: http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/aktiv-doedshjaelp-og-doeende/en-samtale-om-aktiv-doedshjaelp/blog-sobirk

VORES KOMMENTARER:
Det er godt at se et indlæg fra en ægte fortaler for aktiv dødshjælp. Det er nye toner, at netop dette indlæg lægges ind på Det Etiske Råds hjemmeside, fordi de tidligere har skyet fortalere!

Thomas Søbirk finder, at samtalen arrangeret af bla. Lisa Grye Elstorp og Det Etiske Råd har bidraget til, at diskussionen fremover, fordi der gav en afklaring af visse aspekter af emnet, som fortalere og modstandere har været uenige om. Måske har han ret. Det får tiden vise. Det forudsætter i det mindste, at alle ser samtalen, der ligger som video på Det Etiske Råds hjemmeside.

Vi tror, debatten har været et meget vigtigt signal at sende om, at der er kræfter i gang i Danmark, der ikke blot lader sig spise af med etiske og moralske angreb mod tilhængerne af aktiv dødshjælp, fordi vi er mindst lige så etiske og moralske i vores tilgang, som modstanderne er. Vi ser blot anderledes på det. Fx ser vi, at det et uetisk ikke at hjælpe ubærlige lidende mennesker, men tilhængerne ser, at det uetisk at gøre det.

Uenigheden blev stadfæstet under samtalen. Der var ingen, der ændrede mening efter at have overværet eller deltaget. Ikke én eneste. Derfor tror vi, at debatten stadig kan have trange kår.
Men samtidig kan vi også konstatere, at noget flytter sig. Bla. har sundhedsministeren lavet nye regler for passiv dødshjælp.

For en ordens skyld er vi nødt til at påpege, at der er ét punkt, vi ikke er enige med Thomas Søbirk i, nemlig at det kun dem, der er døende, skal kunne få hjælp. Der findes nogle få andre, der lider ubærligt, og som også bør have den samme mulighed. De har kun lidelse af se frem til. I modsætning til de døende, som trods alt kan se frem til, at de dør indenfor en kortere tid. 
 


....................................................................................

6.7 2017 - SUNDHEDSORDFØRERE DISKUTERER AKTIV DØDSHJÆLP

Flemming Møller Mortensen (S) og Liselott Blixt (DF), der begge er sundhedsordførere, har ofte diskuteret aktiv dødshjælp. De finder emnet svært og er derfor begyndt at undersøge det mere nøje. En studietur til Holland gav mulighed for at tale med både tilhængere og modstandere. Desuden har de haft et ekspertmøde på Christiansborg.


Arbejdet resulterede dengang i en bred enighed om, at Danmark ikke ønsker aktiv dødshjælp. I stedet vil de se på sundhedsloven og paragraffen om           ”palliativ sedering” – kunstig coma, der fremmer døden som en sidste udvej. Når man er lagt i coma, vågner man ikke igen.


Siden dengang er der ikke sket noget. Derfor har de atter taget det op med sundhedsministeren. De har spurgt, om man fx kunne have brugt ”palliativ sedering” til en borger med cystisk fibrose som Mathilde Gersby, og som før sin død arbejdede for aktiv dødshjælp.

Ministeren svarede, at det kunne man, hvilket de undrede sig over. De undrede sig over, at ingen havde fortalt Mathilde det!

Derfor var S og DF enige om, at der ikke skal tales mere. De ville i stedet sikre, at flere får denne mulighed. De mener, at man skal kunne leve i visheden om, at man ikke kommer til at lide til det sidste.

Derfor bad de sundhedsministeren lave et fremstød om bedre information. Til læger, patienter og sundhedspersonale.
Ellers ville de to selv tage initiativ til at forsøge at få flertal.

Kilde: http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9425427/det-svaere-emne/

VORES KOMMENTARER:
Denne historie burde være kommet før historien om, at Regeringen nu er på vej med nyt på området – den 3.6 2017; men her kommer baggrunden for ændringerne.
Det har næsten altid været Liselott Blixt og Flemming Møller Mortensen, der har tager teten i sundhedsmæssige spørgsmål. De er engagerede og ønsker det bedste for befolkningen. At de ikke altid er lige velunderrettede er en anden sag.
Det er et rigtig godt initiativ, de har taget. De handler. Modsat alle andre. Og de satte  sundhedsministeren ”stolen for døren”.  Havde hun ikke selv handlet på det, ville de finde ud af at forsøge at skaffe et flertal for, at flere kan hjælpes ved palliativ sedering.
Der var ikke meget tale om øget palliativ sedering, da nyheden om ændringerne blev bragt. Måske fordi palliativ sedering trods alt er meget kontroversielt, fordi det i andre lande betragtes som aktiv dødshjælp. Men vi har altid været gode til omsvøbsdepartementer” i Danmark.
Selv om palliativ sedering øges, mener vi dog fortsat ikke, at det er nok. Desuden mener vi, at palliativ sedering er en sær kunstig måde at gøre det på. Patienten lægges til at sove for aldrig mere at vågne. Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og give patienten en så stor dosis sovemedicin, at vedkommende straks sover stille ind. Fremfor at trække døden i langdrag. For både patient og de pårørende. Hvad er forskellen? Vi kan ikke med vores bedste vilje se, at det gavner noget at gøre det på den måde. Ikke engang etisk/moralsk ser vi nogen forskel. Tvært imod. For hvad er den dybere mening med at trække døden i langdrag, når det kan gøre i løbet af meget kort tid?
Det eneste positive, vi kan se, er, at det trods alt giver flere pårørende en mulighed for at få sagt ordentligt farvel – i modsætning til, hvis patienten er nødt til at vælge at begå selvmord for at komme herfra. Her kan med rette tale om uværdighed. Men hvis det skal virke, kræver det, at alle omfattes af loven. Ikke kun kræftpatienter. 

 

.........................................................................................

3.7 2017 - REGERINGEN PÅ VEJ MED NYE REGLER FOR DØDSHJÆLP

Regeringen mener, at dødsyge patienter skal kunne vælge, om de ønsker en hurtigere død.

Derfor er de på vej med nye regler herfor i efteråret.
Uhelbredeligt syge, som enten er døende eller holdes kunstigt i live skal lettere selv kunne bestemme, om de vil dø eller ej, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby, aom ønsker, at folk kan få en værdig afslutning på livet.

Derfor skal gråzonerne nu viskes ud, så folk får selvbestemmelse over livet og en værdig død. Der er flertal i Folketingen for, at ”syge skal kunne få en større selvbestemmelse i den sidste tid”.
Via behandlingstestamenter skal man selv kunne træffe valg. Fx om, hvornår behandlinger skal kunne afsluttes. Eller måske slet ikke sættes i gang.
Aktiv dødshjælp er forbudt i Danmark. En læge må fx ikke give en overdosis morfin, så patienten dør.

Selv om sundhedsministeren åbner for nye muligheder, ønsker hun ikke en direkte legalisering af aktiv dødshjælp. Initiativet skal først og fremmest skabe klarhed om passiv dødshjælp, som betyder, at en læge må fremskynde døden ved fx at indstille behandling eller lindre med medicin, der bevirker, at døden kan indtræde hurtigere.

Liselott Blixt fra DF har længe kæmpet for, at det skal være lettere at afslutte livet uden, at det sker ved aktiv dødshjælp.

”I dag står der, at man kan hjælpe uafvendeligt døende med at afsluttet livet, hvis den ellers ville indtræde inden for ”minutter eller dage”. Det vil vi have ændret til dage eller uger” siger hun.

Socialdemokratiet ønsker heller ikke egentlig aktiv dødshjælp, men at udnytte muligheder for fx palliativ sedering mere, så unødig lidelse undgås.


Formanden for Det Etiske Råd, Gorm Grejsen, er positiv overfor regeringens initiativ og bifalder, at syge menneskers ret til at sige fra overfor livsforlængende behandling skal sikres.


En døende mand siger afslutningsvist:

 »Jeg synes, at det danske samfund, med alle dets ønsker om at holde enhver i live, glemmer, at der skal være en grund til at holde folk i live. Gør systemet det for at være gode over for os, der er syge, eller er det for at glæde sig selv?«.

Kilde: http://politiken.dk/indland/art6018234/D%C3%B8dssyge-patienter-skal-kunne-v%C3%A6lge-en-hurtigere-d%C3%B8d


VORES KOMMENTARER:
Det glæder os meget, at regeringen nu åbner op for, at døende mennesker selv får mere at skulle have sagt. At læger ikke længere er de eneste, der bestemmer i forhold til at yde passiv dødshjælp, men at patienten også selv får indflydelse på, hvad vedkommende ønsker.

Vi taler dog stadig kun om de mennesker, der alligevel dør indenfor kort tid.
Dem, der lider ubærligt, og som ikke har udsigt til at dø, rækkes heller ikke i denne omgang en hjælpende hånd. Det var måske også lidt for meget at håbe på set i lyset af, at der for bare kort tid siden slet ikke så ud til at være mulighed for nogen form for ændring. I hvert fald ikke, hvis det stod til Det Etiske Råd; men nu er selv de ”blødt op”.  

Igen kan vi konstatere, at Liselott Blixt ikke er informeret om lovens præcise ord. Der står rent faktisk allerede, at man kan hjælpe uafvendeligt døende med at afslutte livet, hvis de dør indenfor dage til uger. Og ikke som hun siger fra minutter til dage. Det er dog en stor glæde, at hun kæmper de kampe, hun finder vigtigt, og at få nogle gråzoner fjernet fra loven; for jeg er ret sikker på, at det er hendes fortjeneste, at det er kommet hertil. Og hvem skulle have troet det for blot et år siden?!

Den døende patients udtalelse om, at samfundet skal gøre sig klart for hvis skyld, man forsøger at holde mennesker i live er et rigtig godt spørgsmål at stille! Man får ofte indtryk af, at fx kræftpatienter tilbydes den ene forsøgsbehandling efter den anden, fordi det giver læger mulighed for at foretage de forsøg med nye behandlinger på mennesker, som de ellers ikke har mulighed for at foretage! Det er selvfølgelig en hjælp på sigt for dem, der måtte få kræft i fremtiden, fordi man på den måde finder ud af, om medicinen dur eller ej; men samtidig er der også rigtig mange mennesker der lever i et mareridt af bivirkninger den sidste tid. Fordi man jo ikke ved, hvordan præparaterne virker og opfører sig i en menneskekrop.

Vi ser nu frem til at se det ændrede lovindhold på tryk! Når Det Etiske Råds formand synes, det er en god ide, er ændringerne måske ikke ret store?!
At loven skal udmøntes i et behandlingstestamente tyder på, at vi selv aktivt skal udfylde et testamente, der fortæller, hvad vi ønsker i hvilke situationer. Sikkert som livstestamentet, men lidt mere uddybende og uden de undtagelser, der er i dag, hvor det i sidste ende er lægen, der bestemmer?

Og så håber og beder vi til, at de ubærligt lidende får mulighed for at få hjælp i næste omgang! 

..........................................................................................

 

30.6 2017 - DANSKERE OG SELVMORD

I 2014 slog Livlinjen alarm, fordi antallet af selvmord var steget markant. De efterlyste en handlingsplan. I artiklen står:

”I 2012 tog 680 personer deres eget liv, og det er 12 procent flere end året før, viser nye tal fra Statens Serum Instituts register over dødsårsager”.
Man kendte ikke årsagen til stigningen, men kunne konstatere, at det hovedsageligt skete ved forgiftninger og andre former, fx at kaste sig ud foran et tog. 

Kilde: http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art5496622/Antallet-af-selvmord-er-steget-markant

Antallet af mennesker, der begår selvmord, skal ses på baggrund af, at der hvert år dør ca. 55.000 personer i Danmark.
I 2013 var antallet af selvmord atter faldet, nemlig til 605, hvilket svarede til 1,1 % af samtlige dødsfald. Der er ca. tre gange så mange, der dør som følge af selvmord end i trafikken!
Dertil antages, at ca. 6.500 selvmordsforsøg begås af ca. 4000 mennesker – ifølge Register for Selvmordsforsøg.

Hertil kommer et ukendt antal, der har selvskadende handlinger eller alvorlige selvmordstanker.


”For hvert selvmord eller selvmordsforsøg berøres 5 nære personer (familie, venner). Det betyder, at ca. 25.000 årlige berøres af selvmord eller selvmordsforsøg.


Hyppigheden af selvmord i Danmark er dog halveret siden 1990. Sammenlignet med andre lande ligger Danmark på en 11. plads for laveste selvmordsrate.

Hvert 5. dødsfald blandt 15-24-årige skyldes selvmord. Selvmord er den næst-hyppigste dødsårsag blandt de 30-39-årige. Beregningerne er statistiske.
Flere mænd end kvinder begår selvmord.
Selvmordsrisikoen er forskellig i forskellige aldersgrupper.

Kilde: http://selvmordsforskning.dk/statistikbank/at-laese-statistik/  

I 2014 var antallet af mennesker, der døde pga. selvmord på 629.
I 2015 var tallet på 564 – ifølge Danmarks Statistik. Altså endnu et fald.
Der findes ikke nyere tal i statistikken.

VORES KOMMENTARER:
Det ser ud til, at antallet af selvmord i Danmark i de seneste år er faldet ret markant. Fra 680 i 2012 til 564 i 2015.

Vi skal ikke gisne om, hvorfor tallet er faldet; men vi vil ikke undlade at sige, at 564 stadig er 564 for mange.
Hvor mange af disse mennesker ville have kunnet hjælpes, hvis aktiv dødshjælp var legalt i Danmark? Det kan vi selvfølgelig ikke svare på; men det burde vi kunne, hvis årsagen til, at det enkelte menneske, tager sit eget liv, var blevet undersøgt.
Vi antager, at der uden tvivl er nogle iblandt! Nogle, der ikke har kunnet udholde deres uudholdelige lidelser, og derfor har valgt selvmordet som en sidste og eneste udvej. Nogle der havde fået nok, fordi de ikke kunne få hjælp til lindring. Nogle der havde fået nok af at blive overset. For det er jo det, der sker. De mennesker, der lider ubærligt, overses. Som en struds stikker man hovedet i busken og lader, som om de ikke findes. Mange får lov at ligge og passe sig selv! Det er det mest uværdige, der findes!

Dør de for egen hånd, vil fem personer blandt deres nærmeste blive berørte af det. Det er fuldstændig urimeligt, hvis de i stedet havde kunnet være med, når den lidende valgte at tage afsked. Da ville det ikke være det samme, store traume for de efterladte.

Det er på tide, at vi får ordnede forhold i Danmark, og at politikere og Lægeforeningen samt Det Etiske Råd holder op med at tale udenom og ignorerer og minimerer problemet; for dem, der har problemet, er det kolossal enormt og fuldstændig uoverskueligt og uovervindeligt! 


...........................................................................................

27.6 2017 - SVEND LINGS SKAL MÅSKE I FÆNGSEL


Fyns Politi går ind i sagen om Svend Lings, der mere end 10 gange har hjulpet mennesker med at begå selvmord ved at udskrive medicin.
”Det kan godt være, at jeg må i fængsel. Det, jeg kan blive udsat for, er jo ingenting i sammenligning med det, som de mennesker, der ligger og lider, bliver udsat for”, siger han. Han kalder det for sin pligt. Selv om han bryder den danske lov.
Vicepolitiinspektør Henrik Justesen udtaler, at de undersøger sagen, fordi de har fået oplysninger om, hvad der er foregået.
Han er – som tidligere nævnt – med i gruppe Læger for Aktiv Dødshjælp, der ønsker assisteret selvmord lovliggjort. Der er ni læger i gruppen, som alle har hjulpet patienter til at dø. Hvor mange det drejer sig om, ønsker ingen at fortælle.
Patienterne tager deres eget liv, hvis de ikke får hjælp. Samfundet bør i stedet leve op til sine moralske forpligtelser overfor de svageste.
Der ligger også en opskrift på selvmord på hjemmesiden; men politiet ønsker ikke at kommentere sagen, før den er undersøgt nærmere; for det er ikke ulovligt at beskrive, hvordan man kan begå selvmord på nettet eller i en bog. Først når det drejer sig om en konkret patient kan man tale om medvirken siger en professor ved Juridisk Institut, Lars Bo Langsted.

Kilde: https://www.tv2fyn.dk/artikel/partner/tv-2/fyns-politi-gaar-ind-i-sag-om-selvmord-det-kan-godt-vaere-jeg-maa-i-faengsel?cid=tv2.dk%3AFyns+Politi+g%C3%A5r+ind+i+sag+om+selvmord%3A+-+Det+kan+godt+v%C3%A6re%2C+at+jeg+m%C3%A5+i+f%C3%A6ngsel%3Aarticle

VORES KOMMENTARER:
Dette er ikke en varm nyhed. Politianmeldelsen skete for en tid siden. Vi har dog ikke skrevet om det. Alle bør vide, hvad der foregår. Derfor bringer vi det nu!!!

Endnu engang må vi konstatere, at der er noget helt galt i samfundet, når man ikke diskuterer Svend Lings´ handlinger seriøst og tager dem op til alvorlig overvejelse. Det er og forbliver absurd, at en læge gerne må give en patient, der ikke har bedt om det, en stor dosis morfin, som i værste fald kan føre til døden. Hvis blot intentionen er at lindre lidelse. Men når det drejer sig om hjælp til selvmord, som ellers ville være foregået på en langt mere grusom måde til stor skade for de nærmeste. Og uden at lægen selv giver patienten medicinen, som det kan ske ved passiv dødshjælp. Vi forstår ikke den unaturlige skelnen lovgivningen fremhæver. Vi ser, at den enkelte bør have rettigheden til selv at beslutte – fremfor en tilfældig læge. 

.........................................................................................

 

24.6 2017 - ÉN UD AF TRE LÆGER HAR MØDT PATIENTER, DER HAR BEDT OM AKTIV DØDSHJÆLP

I Kristeligt Dagblads undersøgelse af holdningen til aktiv dødshjælp blandt læger fremgår, at en ud af tre læger er blevet opfordret til at yde dødshjælp af enten pårørende, patienter eller andre.  For de pårørendes vedkommende bunder det ofte i frustration over deres nærmestes lidelser.


Læge Lisa Maria Bang er den af de læger, der flere gange forsigtigt er blevet spurgt om aktiv dødshjælp. Hun mener, det oftest skyldes afmagt, som senere kan ændre sig. Afmagten kan være en krisereaktion.


Overlæge Michael Sprehn behandler patienter med ALS, en sygdom, der gradvist lammer patienten. Også han er enkelte gange blevet spurgt om dødshjælp af bla. pårørende.


Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen er også blevet spurgt. Også han taler om, at det skyldes krise, fordi verden er væltet. Han mener dog, at det også til tider skyldes, at den smertestillende behandling ikke er tilstrækkeligt udbygget.


Han fortæller, at man kun har halvdelen af den palliative kompetence, som et land som Danmark burde have. Hvis aktiv dødshjælp er begrundet i manglende palliation, risikerer man at tage livet af nogle, der kunne være blevet hjulpet.

Kilde:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hver-tredje-laege-er-blevet-opfordret-til-yde-aktiv-doedshjaelp?utm_campaign=post&utm_content=news&utm_medium=social&utm_source=facebook

VORES KOMENTARER:
Artiklen er interessant. Kristeligt Dagblads vanlige tro imod aktiv dødshjælp giver en ringe omtale og artiklen fylder ikke meget. Til trods for, at hele én ud af tre læger har mødt patienter og pårørende, der har bedt lægerne om hjælp til at dø.

Kort og godt tales der om, at det enten skyldes krise eller at den palliative behandling ikke er tilstrækkeligt udbygget.

Den manglende erkendelse af, at der vitterligt ER mennesker, der aldrig vil kunne hjælpes, om så alle læger i Danmark var uddannet til palliativ behandling, der dybt frustrerende. Den manglende palliative behandling synes efterhånden brugt som en dårlig undskyldning i mangel af bedre argumenter. Selvfølgelig skal der uddannes et tilstrækkeligt antal læger i palliation; men det er og bliver aldrig hele svaret på, at patienter ikke længere kan have brug for aktiv dødshjælp.

Sjovt nok har vi i årevis fået at vide, at ingen læger møder patienter, der ønsker aktiv dødshjælp. Vi ved det, fordi vi ofte i forbindelse med en artikel her under kommentarer har skrevet, at de læger, der ikke spørges om aktiv dødshjælp, måske er læger, der ikke indbyder til, at patienten udtrykker et sådan ønske; men nu viser det sig så, at de udtrykker ønsket alligevel. Til hver tredje læge. Og nu er årsagen hertil så, at der mangler palliation. Deres argumentation bider ofte sig selv i halen. Når deres omgåelse af sandheden afsløres, kommer der nye argumenter. Eller som her trækkes de gamle op af mølposen og genbruges i nye sammenhænge.  

Når palliation er fuldt udbygget og der stadig findes patienter, der ønsker at få hjælp til at dø, hvad bliver lægernes næste argumentation imod aktiv dødshjælp og patienternes ønkse herom mon da? 

.........................................................................................

 

21.6 2017 - OM AT SE PÅ MODSATRETTEDE SYNSPUNKTER

Direktøren for Cepos mener, at etik handler om, at man også ser på modstanderens synspunkter.

Næsten alle beslutninger – store som små - indeholder en grad af etik.
Den største etiske beslutning, han har truffet, var, da hans mormor fik en hjerneblødning. Hun ville ikke indlægges; men han fik hende tvangsindlagt, og hun blev råbende og skrigende ført ud af lejligheden. For ham var beslutningen rigtig, fordi hans mormor ikke vidste, hvad der bedst for hende selv. Selv om der var ham meget imod at tvinge et andet menneske til noget.

”Etik handler om at anerkende, at der er forskellige hensyn i konflikt med hinanden, og når vi ser en diskussion af etiske spørgsmål, handler det typisk om forargelse, udskældning og udpegning af det modsatte synspunkt som værende uetisk”. Det er for ham en anti-etisk diskussion når man peger fingre af modstanderen; for da anerkender man ikke andre synpunkter.

”Det ville være gavnligt for debatten, hvis man anerkendte de forskellige hensyn i stedet for udelukkende at stå fast på sit eget”.

Kilde: https://www.etik.dk/etik.dk/etik-handler-om-ogsaa-se-sin-modstanders-synspunkt?_ga=2.70054416.1812462633.1496398073-1040992040.1479360963

 

VORES KOMMENTARER:
Det interessante ved denne artikel er, at man kan spørge sig selv, hvordan debatten om aktiv dødshjælp udformer sig? Er den etisk? Eller er den antietisk?

Vi er ikke i tvivl om, at den er antietisk; for både modstandere og fortalere har meget svært ved ikke at forfalde til at mene, at de andre er ignoranter.
Dem, der går ind for aktiv dødshjælp mener, at dem, der ikke går ind for det, lader de mest lidende i stikken. Dem, der ikke går ind for aktiv dødshjælp mener, at dem der går ind for det også lader de lidende i stikken. Hvad er rigtigt? Det kommer an på hvilke øjne, man ser med.

Vi vover det ene øje og siger, at modstanderne ser, at man lader lidende i stikken ud fra teoretiske, etiske antagelser, mens fortalerne ser, at de lades i stikken ud fra et medmenneskelige synspunkter og hensyn. Vi diskuterer så at sige på to helt forskellige planer. Og derfor bliver det meget svært ”at nå hinanden”.

Det synes desuden, som om de teoretiske standpunkter om de skadelige effekter ved legalisering af aktiv dødshjælp, mere bygger på forestillinger end på realiteter. Derfor er der også et skisma her; for hvis man er så teoretisk, burde man så ikke være i stand til at sætte sig grundigt ind i realiteterne og ikke nøjes med at skabe forestillinger/skrækscenarier?

Vi er således i gang med endnu en antietisk diskussion lige her og lige nu!!! Blot for at vise, hvorfor det er så svært at få en rigtig etisk diskussion, hvor der også lyttes til modstanderens standpunkter. Lader det sig overhovedet gøre? Og hvad skal der komme ud af det?

Efter debatten om aktiv dødshjælp arrangeret af Lisa Grye Elstorp og Det Etiske Råd m.fl., står det klart, at ingen ændrer det synspunkt, de har truffet, selv om de lytter til argumenter fra begge sider i en debat. Ingen havde ændret standpunkt efter debatten. Skal det nytte, er der nogle, der skal flyttes. Det sker tilsyneladende ikke ved debat. Men hvordan kan det da ske? Ved reel oplysning måske. Men hvornår er oplysning reel og ikke farvet af fx skrækscenarier?

Kristeligt Dagblad er et godt eksempel på at være forudindtaget og ikke have et ønske om at flytte sig. De er så farvede, at de har svært ved at bringe begge sider i debatten, og det er helt tydeligt, at de ikke går ind for aktiv dødshjælp. Det gennemsyrer alle deres artikler. Når et medie ikke magter opgaven at være neutral og formidle alle aspekter af et emne, hvordan skal almindelige mennesker da kunne?

Det er nok desværre for meget forlangt, hr. Cepos-direktør. Men vi vil love at gøre vores bedste!

 

..................................................................................

 

18.6 2017 - BEHOVET FOR AKTIV DØDSHJÆLP KAN MINDSKES MED BEDRE LINDRING

Hvis befolkningen informeres bedre om lindring af lidelse, vil det mindske ønsket om aktiv dødshjælp mener eksperterne. Samtidig siger de, at tilbuddene er så mangelfulde, at danskerne med rette frygter døden.


Mogens Arlund, der sidste år hjalp sin hustru med at begå selvmord mener, at han ikke nogensinde bliver et helt menneske igen.  Han fik en betinget dom for sin gerning.


Kristeligt Dagblads undersøgelse, der viser at 82 % af de adspurgte læger enten er helt eller overvejende modstandere af dødshjælp, står i modsætning til befolkningens massive ønske.

Lægerne mener dog, at befolkningen ville ændre mening, hvis de kendte mere til de eksisterende muligheder.

Professor Per Sjøgren finder, at Mogens Arlund og hans afdøde hustru ikke havde fået ordentlig vejledning om de muligheder, der er. Fra specialister i palliation. Fordi området er totalt underdimensioneret i Danmark. Han forstår, at aktiv dødshjælp bliver en løsning, når man får dårlig eller ingen hjælp og støtte. 

Mere information om palliation kan formindske ønsket om dødshjælp mener 62 % af lægerne i KD´s undersøgelse. 15 % var uenige heri, mens 23 % svarede ”hverken eller”.
Der er total stilstand på det område, der skulle hjælpe de patienter, der kunne være målgruppe for aktiv dødshjælp. ”Vi er gået helt i stå med at bygge den palliative indsats op”, siger han.

20 % af de patienter, der døde i 2015, og som var henvist til palliation, kom aldrig i behandling. Mange henvises meget sent i forløbet. Kun kræftpatienter fik et tilbud, mens andre patientgrupper kun udgjorde 5 % af det samlede antal.

Også professor Mogens Grønvold mener, at den palliative indsats er for mangelfuld, og at det har betydning for, at mange danskere støtter aktiv dødshjælp. Det giver utryghed.

En undersøgelse fra Rehpa fra 2013 viste lidt det samme. Næsten alle over 18 år havde haft livstruende sygdom inde på livet og havde konkrete erfaringer med døden. Kun få regnede med at kunne få hjælp, hvis de skulle blive livstruende syge. Hjælp til fx eksistentielle problemer.


Et mindretal af læger i KD´s undersøgelse afviser dog, at større oplysning kan ændre på folks holdning til dødshjælp. En læge skriver fx:

”Jeg tror ikke, at viden om dette er afgørende for holdningen i befolkningen. Jeg tror, det handler om det personlige, liberale ønske om at have retten til at bestemme over sit eget liv. Man må som patient vælge, om man ønsker behandlinger, der forlænger et lidelsesfuldt liv eller ej, man må vælge lindrende behandlinger, men man må ikke vælge at takke nej til livet.”

Klinikchef Jannick Brennum, der har erfaringer med livstruende sygdom, taler næsten dagligt med mennesker, der er i dilemmaet mellem at forlænge livet på bekostning af nedsat funktion. Danmark har et meningsløst skel mellem folks ret til at fravælge en behandling og en manglende ret til at vælge døden. Hvis livet er så vigtigt, skal alle jo tvangsbehandles. Mange patienter kan ikke fravælge en behandling, og derfor har de heller ikke den samme mulighed for at dø. Han finder grænsen kunstig.

”På den måde bliver lægen et instrument, der skiller mellem liv og død ud fra, hvad vi behandlingsmæssigt kan og ikke kan og ikke ud fra patientens ønske”.
I KD´s undersøgelse havde Svend Lings en ringe opbakning, nemlig 23 %. Hans selvtægt vækker anstød hos de 77 %; for læger skal ikke sætte sig over loven.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/laeger-bedre-adgang-til-palliation-vil-mindske-behovet-aktiv-doedshjaelp

VORES KOMMENTARER:
Endnu en interessant artikel om KD´s undersøgelse af lægers holdning.
Det interessante er, at hele 23 % billiger Svend Lings handlinger. Selv om KD kalder det for ”ringe”, virker det på os som ret meget, fordi vi faktisk taler om, at knap hver fjerde, er enig med ham. Det kan ikke kaldes for ringe. Det er meget! Men som vanligt underkender KD alt, hvad der kan tale for aktiv dødshjælp.

En anden interessant ting er Jannick Brennums udtalelser om, at grænsen er kunstig, når dem, der kan frasige sig en behandling, har denne rettighed, mens dem, der ikke kan frasige sig en behandling ingen rettigheder har. Det giver en uretfærdig skævvridning.

Det tredje og mest interessante er dog, at palliative behandlingsmuligheder tilsyneladende er endnu dårligere, end vi havde troet. Her anvendes også udtrykket ringe, og der står oven i købet at folk med rette kan være bange for ikke at kunne få den symptombehandling, de har brug for. At mange først henvises for sent kan skyldes, at der vedblivende tilbydes nye behandlinger, som først skal afprøves. Det kan samtidig skyldes, at der er alt for få specialiserede palliative teams i Danmark, hvilket fører til en erkendelse af, læger forstår folks utryghed og bekymring for døden og de symptomer, der følger med, fordi der reelt ikke er nok læger, der ved, hvordan disse symptomer skal lindres.

Hvis politikerne virkelig mener, at palliation skal være et alternativ til aktiv dødshjælp, er det godt nok på tide, at de kommer ud af starthullerne, og får lukket det hul, der er her. Når kun 5 % af dem, der modtager palliation, ikke er kræftpatienter, er der meget lang vej at gå. Og derfor kan det ikke gå for hurtigt med at få behandlingen udbygget og læger uddannet hertil. 

............................................................................................ 

 

15.6 2017 - NY FORENING TIL FREMME AF SELVBESTEMT LIVSAFSLUTNING

”Ret til at dø” hedder en ny forening, som ønsker at fremme selvbestemt livsafslutning.


Formålet er, at give patienter mulighed for – på et fagligt og oplyst grundlag - selv at bestemme ved livsafslutning, når lidelsen er uudholdelig og uden behandlingsmuligheder.


Foreningen er endnu afhængig af frivillige læger, der vil hjælpe; men foreningen vil arbejde for en lovgivning på området. Dog stadig baseret på frivillighed.


Målet med foreningen er:

- ”Indsamle og udbrede viden om selvvalgt livsafslutning
- Samle og organisere de mange stemmer og grupper, der støtter foreningens formål
- Rådgive læger, sundhedspersonale og beslutningstagere i sundhedssektoren
- Følge nationale og internationale udviklinger og beslutninger
- Påvirke lovgivningen ved at gå i dialog med politikere på alle niveauer og på tværs af partierne”.
Måden, de vil gøre det på, er, ved at samle alle, der går ind for aktiv dødshjælp i én forening.

En hjemmeside er under opbygning.

En Facebookside er snart færdig, så indmeldelse i foreningen vil blive mulig – også ad den vej.

Foreningen er stiftet af:

Søren Saugstrup Gersby (pårørende – gift med Mathilde Gersby, der indtil sin død arbejdede for aktiv dødshjælp og oprettede facebookgruppen ”Alle har ret til en værdig død”)
Linda Lund (pårørende – hendes mor, som var uhelbredelig syg, begik selvmord, da Linda var 18)
Lisa Grye Elstorp (patient med lungecanser, som har arbejdet ihærdigt for legalisering af AD)
Flemming Schollaart – formand for Landsforeningen ”En værdig død”
Svend Lings – pensioneret læge og forfatter samt stifter af gruppen ”Læger for aktiv dødshjælp”

Kilde: Facebooksiden ”Ret til at dø”.

 

VORES KOMMENTARER:
Dette er et meget vigtigt og godt initiativ, som vi håber bærer frugt i form af mange medlemmer og et massivt pres på beslutningstagere.
Alle initiativtagerne har arbejdet for en legalisering af aktiv dødshjælp. Alle er ildsjæle på området. Det kan kun blive godt.

Selvbestemt livsafslutning er det glimrende begreb, som vi håber vinder udbredelse.

Vi vil meget opfordre jer til at støtte op om foreningen ved at blive medlemmer, når det lader sig gøre! Der er ingen tvivl om, at en sådan gruppe vil kunne lægge massiv pres på politikerne, hvis antallet af medlemmer bliver stort nok. Nogle har taget initiativet. Nu er det op til vi andre at blive medlemmer og være med til at skaffe medlemmer, så gruppen får masser af stemmer bag deres arbejde.

 

...................................................................................

12.6 2017- LÆGE SVEND LINGS NU BLEVET SIGTET FOR AT YDE AKTIV DØDSHJÆLP

Læge Svend Lings er nu sigtet efter straffelovens § 240, som kan give op til tre års fængsel, fordi han har hjulpet syge mennesker med at begå selvmord.

Det kommer ikke som en overraskelse for ham selv, og han tager det med ro. Det undrer ham dog, at det har varet så længe.
*Han har udstedt større mængder sovemedicin til patienter, som de har brugt til at begå selvmord med og er helt klar over, at han har overtrådt loven. 
I forhold til evt. straf siger han:

”Det betyder ikke noget særligt for mig. Den smule, jeg kommer ud for, regner jeg ikke for noget i forhold til de patienter, der ligger og lider i en uendelighed”. 
Han har hjulpet dem, fordi han har set mange mennesker ligge og lide. Han mener, der må gøres noget, og at det kun et spørgsmål om samfundets vilje. Han har følt sig moralsk forpligtet til selv at hjælpe.
Hvis han kunne, ville han gøre det igen; men nu må han ikke længere udskrive medicin pga. inddragelse af autorisationen. 

Politiet har taget alt med sig. Også den dosis, han havde gemt til sig selv, hvis han skulle få brug for det. De har også taget både mobiltelefon, computer og et ringbind med papirer relateret til Foreningen af Læger for Aktiv Dødshjælp. 

Han vil ikke fortælle, hvor mange patienter han har hjulpet.

Kilde: http://sn.dk/Danmark/Laege-tager-sigtelse-for-aktiv-doedshjaelp-med-ro/artikel/661523?rss

VORES KOMMENTARER: 
Det undrer også os, at der er gået så lang tid, før politiet har sigtet Svend Lings; men det skyldes formentlig, at politiet har skullet sikre sig, at der var grundlag for en sigtelse.  Han er indtil videre ”kun” sigtet - ikke tiltalt.  

Lad os håbe på det bedste for den gode mand, der har været villig til at sætte alt på spil for at skabe debat og få skabt ordnede forhold for de mennesker, der har hårdt brug for at få hjælp til at dø. Dem, der ikke kan hjælpes på anden vis. Dem, der lider ubærligt. Dem, der ikke har udsigt til bedring, men kun forværring. Dem, der ikke selv har en stemme. Og først og fremmest dem, der selv føler, at de er kommet dertil, at de ikke længere selv magter livet. Dem andre gør sig til dommere over og mener, skal have livshjælp og ikke dødshjælp. Dem, der bliver overset og overhørt. Dem, ingen andre hverken kan eller vil røre med en ildtang. 

Hatten af for Svend Lings, der tør, hvor andre tier!  Han hjælper, hvor andre ignorerer. 

 ......................................................................................

 

 

HELLE DEGN FORTÆLLER OM SIT KRÆFTFORLØB
Helle Degn er blevet erklæret rask efter i fire år at have været igennem et kræftforløb, som også har givet hende tanker om egen dødelighed. Alt det praktiske i forbindelse med hendes død er derfor organiseret og på plads i det.
Hun vil på Rømø Kirkegaard, hvor også hendes søn og forældre – i alt 5 generationer i familien - ligger. Hun besøger stedet flere gange om året med børn og børnebørn. Derfor ved alle, hvor hun ender. Der er nemlig plads til hende i familiegravstedet. Det varer dog nok en del år, før det bliver aktuelt. Hun har nemlig en stor energi og livsappetit endnu. Og så har hun noget på hjerte.
Af hendes årgang er der ca. 70.000 mennesker tilbage. De kommer på plejehjem, bliver demente, får forskellige sygdomme, fordi de lever længere, og fordi man er i stand til at behandle mere. Hun tror derfor, at samfundet finder årgangen irriterende. Det er en udfordring at finansiere udgifterne til dem. Hun mener dog, at de bliver her længe, fordi også de stadig har noget på hjerte, bla. at komme værdigt herfra.
”Vi vil blandt andet selv bestemme, hvornår vi kommer herfra”, siger hun. Hun går ind for en legalisering af aktiv dødshjælp og mener, at andre ikke skal afgøre, hvornår hun skal herfra.
”Det er ikke systemerne, der skal bestemme, hvornår jeg er mæt af dage. Det kan jeg godt selv formulere, og jeg kan også godt selv sige, hvordan jeg vil herfra. Derfor går jeg ind for aktiv dødshjælp, og jeg håber, at de 70 % af den danske befolkning, som går ind for det, også får manifesteret deres krav og ønsker i de institutioner, vi har bygget op i vores demokrati. Hvis Danmark ikke får det formuleret, så tilhører jeg jo den privilegerede del, der bare kan betale mig fra at rejse hen et sted, hvor de har rettet lovgivningen til, så den er blevet moderne”.
Hendes sociale engagement spiller dog ind, fordi hun ønsker, at alle skal have lov til selv at vælge. Alle skal kunne sige til, når det er for hårdt, for pinefuldt og for svært at fortsætte livet, mener hun.
Lige nu er hun i gang med at skrive sine erindringer, fordi hun har oplevet så meget, at det nærmest rækker til to menneskers liv. Hun har været en del af mange kampe. Hun har haft mange glæder. Men også dyb sorg, da hun mistede sin søn. Siden da har hun levet ud fra det, hendes svigerfar sagde til hende: ”Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår”.
Interviewet med Helle Degn er udarbejdet af Marie-Louise Arnfast, Arnfast&Kirkeby – i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død og kan ses i sin fulde udstrækning på:
http://livogdoed.dk/temaer/vi-68ere-bliver-nok-rigtig-irriterende/#__sidebar

VORES KOMMENTARER:
Det er så fint, at vores ældre politikere stadig arbejder på at blive hørt. Det gælder både Helle Degn og Ritt Bjerregaard, som også begge er at finde i facebookgruppen ”Socialdemokrater for aktiv dødshjælp”. De har sat mange aftryk på dansk politik. Kan de lykkes med også at sætte dette sidste aftryk, er det fantastisk.
Vi kan godt lide, at hun kalder lande, hvor dødshjælp er legalt, for moderne samfund. Vi tror, at Danmark på sigt også kan blive nødt til at bekende sig til ”de moderne”. Men vi tror desværre også, at der kan gå lang tid, før det sker.
De har levet et langt liv og ved, hvad de vil og ikke vil. På samme måde som så mange andre mennesker. Vi ved alle – hver især – hvornår nok er nok. Fx hvornår vi ikke længere kan leve med de vilkår, der giver problemer med at leve sit liv pga. fx smerter.
Vi håber, at den nuværende sundhedsminister kan være med til også at bane vejen for en legalisering i fremtiden. Hendes indstilling er i hvert fald en anden, end den vi har set hos tidligere sundhedsministre. 

9.6 2017 - LÆGER ØNSKER IKKE AKTIV DØDSHJÆLP I DANMARK

Otte ud af 10 læger er modstandere af aktiv dødshjælp. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad blandt 410 læger. 82 % er helt eller overvejende enige med Lægeforeningen og andre faglige foreninger. 18 % er derimod helt eller overvejende uenige.
Omvendt står det til i befolkningen, hvoraf 71 % går ind for aktiv dødshjælp i en undersøgelse fra 2013, mens 79 % var enige i en undersøgelse foretaget i 2016.

Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand, er ikke overrasket.
”Der er stor opbakning og forståelse for Lægeforeningens politik angående aktiv dødshjælp, når jeg diskuterer det med kolleger. Det er bemærkelsesværdigt, hvor få læger jeg har mødt, der er for aktiv dødshjælp, hvis de til daglig arbejder med livstruende syge og døende mennesker – jeg har for eksempel ikke mødt en eneste læge inden for palliation, som er tilhænger,” siger han.

Nogle af lægerne har uddybet deres svar i undersøgelsen. Mange lægger vægt på, at det ikke er lægens opgave at hjælpe mennesker med at dø. Der kan opstå pres fra både patienter og pårørende, hvis aktiv dødshjælp legaliseres. Læger ønsker ikke at være bødler. Hvis aktiv dødshjælp legaliseres, skal læger bla. afklare, om patienten er berettiget til dødshjælp. De skal vurdere ”omfanget af patientens subjektive følelse af lidelse”.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby fortæller, at sundhedsministeriet arbejder på øget selvbestemmelse i den sidste tid. Samtidig respekterer hun lægernes synspunkter. Sundhedsministeriet arbejder med fx fravalg af livsforlængende behandling og muligheden for at øge brugen af palliativ sedering. Hun ønsker også, at befolkningen får større kendskab til de muligheder, der allerede er i dag og mener, at der mangler information på området. De vil også kigge på, om behandlingstestamenter kan give øget selvbestemmelse.

Sundhedsordfører fra S Flemming Møller Mortensen mener også, at der skal et større folkeligt oplysningsarbejde omkring muligheder for lindring og palliativ sedering. Han mener også, at der skal en bred drøftelse til om emnerne. Befolkningen skal vide, hvad der findes af muligheder i den nuværende lov, hvis vi skal ind i en diskussion om aktiv dødshjælp.

Også Liselott Blixt fra DF er imod. Hun mener, at politikerne HAR lyttet til folk; men på baggrund af studier i Holland og England, hvor de har studeret emnet i et års tid, mener hun, at alle ville sige nej, hvis de fik samme mulighed.
Knap halvdelen af lægerne mener, at en legalisering fører til et ændret patient-lægeforhold. Kun otte % mener, at det vil føre til et positivt forhold, mens 43 % mener, at relationen vil være, som den er nu.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/laeger-siger-massivt-nej-til-aktiv-doedshjaelp

 

VORES KOMMENTARER:
Det undrer os ikke, hverken at Kristeligt Dagblad har foretaget en undersøgelse af emnet blandt læger eller at lægerne selv hovedsageligt siger nej til aktiv dødshjælp. Der er dog kommet det ud af undersøgelsen, at det er blevet synligt at en femtedel faktisk siger ja. Det er nyt! Selvfølgelig undertones det i artiklen, og ikke ét eneste af deres argumenter er bragt i artiklen. En femtedel er dog ret så meget set i lyset af, at vi altid har fået at vide, at der ikke findes læger, der går ind for ”mord”/”at tage livet af patienter” eller at være ”bødler”.

Det er desuden meget positivt, at sundhedsministeriet arbejder for mere selvbestemmelse til patienterne! Det siger noget om, at det ikke er lykkedes hverken læger eller Det Etiske Råd at lukke munden helt på medlemmerne af Folketinget. Det siger også noget om, at det langt om længe er gået op for folketingsmedlemmerne, at de ikke længere kan tillade sig at underkende befolkningens udbredte ønske!

Det er spændende at se, hvordan sundhedsministeriets arbejde udmønter sig i praksis. Forhåbentlig bliver det ikke til endnu en pseudomulighed, som lægerne i sidste ende enerådigt skal tage stilling til.

Det er positivt, at det efterhånden ser ud til, at politikerne er enige om, at de muligheder, der i forvejen findes, heriblandt palliativ sedering, skal anvendes noget oftere. Det kan lægge pres på lægerne; men ønsker lægerne ikke at bruge disse muligheder oftere og på en måde, der er til gavn for patienterne, er forslaget tomt og uden indhold. Sådan er det også.

Lægerne kan dog på sigt ”grave deres egen grav”/skyde sig selv i foden, hvis de fortsat fastholder, at det er dem alene, der bestemmer over liv og død, og hvis de fortsat gør, som de selv vil og ikke, som patienterne ønsker. Men lad dem. Det vil være ønskeligt; for så kan der måske åbnes mulighed for, at politikerne tager skridtet fuldt ud og legaliserer aktiv dødshjælp. Lige nu tror jeg desværre ikke, de tør. Den ene sundhedsminister er næppe blevet tør bag ørerne, før den næste bestiger taburetten. Det kan næppe borge for kvalitet. Indenfor de seneste tre år har vi haft fire skiftende sundhedsministre: Nic Hækkerup, Sophie Løhde, Ellen Trane Nørby samt Karen Ellemann, der har afløst under Ellen Trane Nørbys barselsorlov. Området er enormt, og det tager tid at sætte sig ind i de mange, mange aspekter og problemer, som sundhedsvæsenet rummer. Og det kræver mod at sætte sig op imod de toneangivende – Lægeforeningen og Det Etiske Råd.

 

--------------------------------------------------------------------------- 

6.6 2017 - SYGEPLEJERSKE KALDER AKTIV DØDSHJÆLP FOR SVIGT

Palliationssygeplejerske, Lisbeth Arbøl, mener, at aktiv dødshjælp ikke er udfrielse, men svigt.

Hun kalder det for et enormt svigt over for mennesker, som står i deres livs sværeste krise. Ved at efterkomme deres ønske om dødshjælp, efterlader med dem i stor ensomhed, mener hun.

Sygeplejersken har lang erfaring og passet mange uhelbredeligt syge og døende.
Hun referer til debatmødet arrangeret af Det Etiske Råd, hvor professor og medlem af Det Etiske Råd Thomas Søbirk Petersen sagde, at aktiv dødshjælp ikke er at slå ihjel, men at udfri.

”Det er et virkelig svagt samfund, der ser døden og dens faser som en svaghed, som det ikke kan klare at tage sig ordentlig af og se i øjnene, men må bortskaffe ved at slå ihjel. Ved aktiv dødshjælp berøver man ikke alene et andet menneske livet rent fysisk, men også, og ikke mindre væsentligt, berøver man dette menneske muligheden for udvikling og liv oplevet igennem en gennemlevet, og selvfølgelig menneskeligt støttet, lidelse, smerte eller krise. Og de pårørende, som ellers ville have fået lov til at deltage i og opleve denne bestemt ikke nemme proces, afskæres fra en værdifuld erfaring” siger hun.

Hun kalder det for tre-dobbelt drab. Man dræber det fysiske liv, livsmuligheder og vækstmuligheder. Hun mener, at den døende og de pårørende ville have kunnet få vækstmuligheder og erkendelser gennem dødsprocessen. Derfor bliver det et enormt svigt. Man bekræfter, at de er til besvær.

Hun har gennem 18 år mødt adskillige, der ønskede dødshjælp og også nogle, der havde forsøgt at begå selvmord; men ikke en eneste af dem fastholdt ønsket. De fik alle noget værdifuldt ud af livets sidste tid.

Samtale om døden, den sidste tid, hvordan man kan lindre lidelse etc. er derimod vigtig. Også at fortælle, at palliativ sedering er en mulighed, hvis de sidste dag bliver for hårde.
De lidende må gerne være til besvær.
Det gælder om at hjælpe den lidende til at finde styrken til både at tale om vigtige ting og til at træffe vigtige beslutninger for sig selv og andre.

Hun finder, at mange borgere og politikere ikke kender forskel på aktiv og passiv dødshjælp. Det er farligt. Passiv dødshjælp er at lindre lidelse, så man i nogle tilfælde fremskynder døden nogle timer eller dage. Ikke at slå ihjel. Mens aktiv dødshjælp er bevidst at give medicin med det klare mål, at døden skal indtræffe indenfor kort tid.

Begrebet passiv dødshjælp er misvisende og burde i stedet kaldes for sufficient palliativ behandling.
Sundhedsstyrelsen mener, at alle døende bør tilbydes palliation – ikke kun cancerpatienter.
En patient kan til enhver tid frasige sig en behandling. Det mener hun bør tilbydes oftere.

”Det er samfundet, der er svagt og uværdigt – ikke de lidende og døende”.
Læger og sygeplejersker er nødt til at kende de grundlæggende palliative metoder. Hun oplever alt for ofte fejl og mangler i medicinlister.

Udskrivninger skal foregå ordentligt. Der skal være sygeplejersker på vagt døgnet rundt i både hjemmeplejen og på plejecentre, fordi det er en kompleks opgave at passe døende mht. medicinering.

Der bør findes en palliativ telefonvagt, som sygeplejersker og læger kan kontakte døgnet rundt.

Patienter med komplekse lindringsbehov skal kunne visiteres til hospices og palliative teams inden for tre uger. Kapaciteten er for lille i dag.

Syge med behov for et længerevarende ophold, bør kunne tilbydes ophold på afdelinger tilknyttet hospice.

”Politikerne skal tage sig sammen på tværs af Folketing, regioner og kommuner. Når uhelbredeligt syge og døende og deres pårørende oplever svigt på svigt i sundhedsvæsenet, så opstår angsten for at blive ladt alene med smerter, angst og svaghed og dermed ønsket om at blive udfriet fra dette”.
Vi skal yde aktiv livshjælp lige til det sidste – ikke slå ihjel.

Kilde:https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/palliationssygeplejerske-aktiv-doedshjaelp-er-svigt-ikke-udfrielse

 

VORES KOMMENTARER:
Denne sygeplejerske har ret meget på hjerte og virker meget utilfreds med det, der foregår. Både mht. aktiv dødshjælp og mht. palliativ behandling. Hun lægger ikke fingre imellem i artiklen. Det fremgår nok ikke helt af mit referat.

Det er svært at være uenig i, at det bedste er, at mennesker kan leve til det sidste og få den hjælp, de har behov for. Problemet opstår, når de IKKE kan få hjælp. Selvfølgelig skal aktiv dødshjælp ikke være et alternativ til palliativ behandling. Det skal være en del af palliativ behandling på linje med palliativ sedering, når man ikke længere er i stand til at hjælpe et stærkt lidende menneske.

Heller ikke denne sygeplejerske anerkender, at der vitterligt findes mennesker, der IKKE kan hjælpes. Det er helt utroligt. Det står at læse alle vegne, når man beskæftiger sig med emnet. Hun kalder aktiv dødshjælp for svigt. Vi vil kalde det, hun står for, for svigt. Der findes intet større svigt end at efterlade mennesker, der ikke kan behandles eller lindres til deres egen enormt ensomme verden, hvor eneste mulighed for udfrielse er at tage sit eget liv. Det hører ikke hjemme i et civiliseret samfund, hvor vi ikke tøver, når vores husdyr lider. Hvorfor tøver vi da i en grad, så det synes langt ude i fremtiden, hvis samfundet nogensinde ændrer mening, når det drejer sig om mennesker? Mennesker er ikke dyr; men et svært lidende menneske, der ikke har noget ud af livet, og som hverken har muligheder for ”livsmuligheder” eller ”vækstmuligheder”, som hun skriver, fordi det eneste, der fylder, er de ubærligheden af deres symptomer.

Hun taler som hospice-sygeplejerske, og er åbenlyst ikke informeret om, at det ikke er alle patienter, der kan hjælpes. Selv om hun har en del gode forslag! Men hun aner tilsyneladende ikke, at det p.t. primært er cancerpatienter samt KOL og hjertepatienter, der kan få palliativ behandling. At palliativ behandling ikke har en effekt på alle de lidende. At nogle skriger sig ind i døden.

Lad os nu glemme alt ”sødsuppen” og se kendsgerningerne i øjnene. Ord kan blænde; men de kan hjælpe de mennesker, hvis eneste ønske er at få hjælp til at dø. 

 

...............................................................................................................................
 

03.06 2017 - TRE MEDLEMMER AF DET ETISKE RÅD VIL DEBATTERE DØDSHJÆLP

I en kronik i Jyllandsposten inviterer tre medlemmer af Det Etiske Råd til debat, nemlig Bolette Marie Kjær Jørgensen, Kirsten Halsnæs og Poul Jaszczak.

De ønsker at debattere, om lovliggørelse af aktiv dødshjælp er svaret på den uafvendelige afslutning af livet.

De er overraskede over den opblomstrende mediedebat om aktiv dødshjælp. Især at unge bakker op. De mener, at debatten ikke tager fat i kernen af problemet, nemlig hvordan livets afslutning kan gennemføres, så den døende får en god død.

De hører ofte, at fortalere for aktiv dødshjælp mener, at vi skal have frihed til selv at bestemme hvordan og hvornår vi vil dø. Det finder de dog farligt, fordi det kan føre til, at omsorg erstattes af, at livet afsluttes. Derfor kalder de det ”et kæmpe svigt over for mennesker, som står i deres livs sværeste krise”.
At lade aktiv dødshjælp være svaret på deres krise vil efterlade dem i stor ensomhed og bekræfte dem i, at situationen er uværdig, og at de blot er til besvær”.

Herefter følger et afsnit om ”Lingua Tertii Imperii”, Det Tredje Riges sprog, hvori der står, at ord kan virke som bittesmå doser arsenik. Der er en diskursiv magt mennesker imellem, og når fortalerne anvender ord som selvbestemmelse, kan ingen være imod.
”Men hvordan hænger gemen aflivning sammen med individets selvbestemmelse?” spørger de.
Hvor meget selvbestemmelse er der, hvis man er i den fortvivlende situation?
Fortalerne overser også, at døden ikke er en rettighed. Døden er en konsekvens af, at vi er født levende.

Menneskelig værdighed og funktionsniveau kobles desuden sammen. Værdighed er ikke den enkeltes egen opfattelse, men andres opfattelse af, hvad værdighed er. Herefter citeres professor Mette Hartlev og Kant. Kant mente, at mennesket aldrig må behandles som et middel, men altid som et mål. De mener, at det er netop det, der sker mht. aktiv dødshjælp, fordi ”målet bliver at reducere lidelsen på bekostning af mennesket”.
”Det handler om at kigge bag om sproget, kigge bag om den naturalisering af sproget, som betyder, at »selvfølgelig er aktiv dødshjælp værdigt, det kan du nok forstå«, eller at menneskets selvbestemmelse kobles sammen med at blive slået ihjel”.


Samfundet har fravalgt dødsstraf, og mennesker, der vil begå selvmord skal have al den hjælp, de kan få. Derfor mener de, at det er ubegribeligt, at svaret kan være at slå mennesker i en svær situation ihjel.

Og så nævnes glidebanen i Holland naturligvis også.


De slutter af med at invitere til en debat. ”… en debat om, hvorvidt lovliggørelse af aktiv dødshjælp er svaret på den uafvendelige afslutning af livet, som er et vilkår for os mennesker”.

De spørger, om ”muligheden for aktiv dødshjælp er en trøst og en løsning på ensomhed og døendes behov for omsorg og samvær i livets sidste fase? Eller er der tale om en fattig trøst i form af en tom frihedsrettighed og et nyt form for magtmiddel, som sprogligt og praktisk fremstilles som en barmhjertighedsgerning, men som snarere kan blive et pres på den enkelte for at skynde sig med ikke at være til besvær?”.

Kilde: http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9551449/er-aktiv-doedshjaelp-en-tom-frihedsrettighed/

VORES KOMMENTARER:
Kronikken er forfattet af tre medlemmer af Det Etiske Råd, som alle tre er imod aktiv dødshjælp. Vi har tidligere lagt vores svar på denne kronik ind under ”NYT”, men nu får I også et referat af selve kronikken.
Kronikken bærer præg af, at der tales ned til mennesker, der går ind for aktiv dødshjælp. Debatten kan aldrig blive hverken lige eller værdig, når tales om betydningen af diskursiv magt mellem mennesker samtidig med, at der refereres til Det Tredje Rige og anvendes udtryk som ”gemen aflivning” og ”at slå ihjel”. Dette er om noget ”farvet” og kan udelukkende være beregnet til at forskyde magt. 

Det virker som et forsøg på at fremstille tilhængere af aktiv dødshjælp som gemene mordere på linje med Hitler. De taler om 79 % af Danmarks befolkning. Mens de selv kun repræsenterer de 7 %, der er imod; men derfor kan de jo godt holde en urban tone. Måske føler de sig så klemte, at alt skyts fyres af på en særdeles manipulerende og uspiselig måde for dem, der stadig mener, at aktiv dødshjælp naturligvis skal legaliseres og som vi ikke kan forestille os ændrer mening på baggrund af endnu en gang ord for ordenes skyld.

De mener, at aktiv dødshjælp er et kæmpe svigt overfor mennesker, der står i deres livs sværeste krise. Vi ser i modsætning hertil, at det svigt, der sker i dag overfor samfundets allermest lidende – på Det Etiske Råds anbefalinger - er endnu større. Der ligger mennesker rundt omkring i Danmark, der ikke kan behandles enten fordi deres sygdomme/lidelser er ubehandlelige eller fordi de ikke tåler behandling – heller ikke den palliative - og som skriger sig gennem dagen. Vi lever i et civiliseret samfund, og efterlader alligevel mennesker på dén måde. I vores egen afmagt. Når hjælpemuligheder ikke eksisterer. Her kan man tale om ensomhed for den lidende. Den ensomhed, de tre taler om i forhold til aktiv dødshjælp, er vi overbeviste om er endnu større end den, de taler om. Ikke at kunne få hjælp, når man har allermest brug for det, virker unægtelig som en form for magtmisbrug.

Og at være nødsaget til at begå selvmord, mens man stadig kan, fordi lidelsen er ubærlig, er det eneste alternativ. Er det værdigt? Kan de virkelig fra hjertet mene, at det er mindre ensomt at være nødsaget til at tage sit eget liv, når der ikke findes hjælpemuligheder, fordi vi da lever op til???? Ja, hvad er det egentlig de mener, vi da lever op til? Det er det helt store spørgsmål. Vi lever i hvert fald ikke op til medmenneskelighed eller næstekærlighed eller vores forpligtelse som medmenneske, når vi som samfund overlader en ubærligt lidende i egen varetægt. Det er decideret uforskammet, når Det Etiske Råd anbefaler selvmord fremfor aktiv dødshjælp.  

Det kan godt være, at ønsket om aktiv dødshjælp er baseret på dyb ensomhed; men det er ikke den form for ensomhed, de tre antager, men en ensomhed, der bygger på det enorme svigt fra samfundets side, når man vælger at overlade stærkt lidende i egen varetægt uden hjælpemuligheder! 

 

................................................................................................................. 


31.5 2017 - LIV&DØD PRISEN

Nu er der tid til at indstille kandidater til Liv&Død Prisen. Sidste frist er 1. juli.

Er der et menneske eller en organisation, DU mener, er værdig til at modtage denne pris, bør du ikke tøve med at sende dit forslag ind.
Der er mange mennesker og også enkelte organisationer, der gør et stort stykke arbejde for sætte debat om døden på dagsordenen.
Nogle gør nok lidt mere end andre. De har fortjent at blive bemærket for deres indsats, og det har vi nu muligheden for.

 

Prisen gives til en person eller en organisation, som har været med til at nedbryde tabuet om døden ved at markere sig i det offentlige rum, og som derfor kan være et emne til Liv&Død Prisen. Prisen kan tildeles personer eller organisationer, som har markeret sig i offentligheden på den ene eller anden måde i spørgsmål omkring livet og døden.
”Det kan for eksempel være ved at fortælle om egne oplevelser tæt på døden, men også alt andet, hvor der er sat fokus på emnet døden med henblik på debat og eftertanke”.
”Prisen er på 10.000 kr. samt et diplom”.
Vil også DU indstille en person, kan det gøres på dette link:
http://livogdoed.dk/temaer/livdod-prisen/

 

..........................................................................................................................

28.5 2017 - DET ETISKE RÅD ANTAGER, AT FOLK ER ”DUMME”

Her kommer den tredje artikel, som de journaliststuderende har skrevet under overskriften: ”Medlemmer af Etisk Råd: Folk ved ikke, hvad aktiv dødshjælp er”.

79 % af befolkningen mener, at aktiv dødshjælp bør være lovlig. Det Etiske Råd mener dog, at befolkningen ikke aner, hvad aktiv dødshjælp er. Det udtaler forsker i moralpolitik Lars Thorup Larsen. Og det bekræftes af et nyt medlem af Det Etiske Råd, Herdis Hansen, som også undrer sig over, at hele 79 % af befolkningen går ind for det. Hun tror, det skyldes meget stor uvidenhed.

Et tidligere medlem Klavs Birkholm mener, at undersøgelserne ikke passer, og at folk ikke aner, hvad de svarer på.

Men underviser i kvantitativ metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Kresten Roland, finder at undersøgelsen både er neutral og repræsentativ. Han mener dog også, at det er en slags uforpligtende holdningstilkendegivelse, og at en sådan giver et dårligt grundlag at lovgive ud fra.

Flemming Schollaart, formand for En Værdig Død, er dog uenig i, at befolkningen er uvidende. Om dem, der henvender sig til ham, udtaler han, at de er meget velinformerede.

”Det handler om en lille gruppe mennesker, som har prøvet alt i forhold til deres sygdom, og som er kommet til et punkt, hvor de simpelthen ikke kan mere. For dem er det jo ikke et valg mellem liv og død, det er et valg mellem to forskellige måder at dø på”, har han sagt til de journaliststuderende.

Kilde: http://aktivdoedshjaelp.mediajungle.dk/2017/04/04/forsidehistorie/


VORES KOMMENTARER:
Selvfølgelig er en undersøgelse af befolkningens holdning til aktiv dødshjælp et øjebliksbillede; men der er jo foretaget flere undersøgelser/øjebliksbilleder, som viser stort set det samme – over 70 % går ind for aktiv dødshjælp. Den samme tendens ses i de fleste andre lande i Europa. Det kan ikke være tilfældigt.

Måske er der nogle, der ikke ved, hvad en legalisering kan indebære; men når folk udtrykker en holdning til et så stærkt emne, kan de ikke være helt uvidende. Konsekvenserne af en legalisering er en helt anden snak, som hører til et helt andet sted; for det handler om indholdet i en lovgivning. Det er i lovgivningen, man kan sikre, at glidebaner undgås etc. 

De konsekvenser, der stedse tales om, hvis dødshjælp legaliseres, er hovedsageligt frygtbaserede antagelser og fordomme. Modstanderne mod aktiv dødshjælp har altid set masser af spøgelser, som viser sig overhovedet ikke at være reelle i de lande, der har legaliseret dødshjælp. Det eneste, vi vil medgive dem, er, at der kan være en tendens til glidebane i forhold til at fx børn nu også kan få hjælpen; men der er logiske forklaringer på, hvorfor det er blevet sådan. Dem kan man være enig eller uenig i.

Flemming Schaallart udtrykker det så fint: For dem, der er kommet dertil, at de ikke længere kan behandles – heller ikke for forfærdelige symptomer – og har tænkt længe over, at døden kan være en udfrielse, er dødshjælp ikke et spørgsmål om liv eller død, men et spørgsmål et valg mellem forskellige måder at dø på. At være nødt til at begå selvmord er simpelthen ikke værdigt! Det er at lade mennesker i stikken! Det er ubarmhjertigt og koldt.

Nogle mennesker er i stand til at leve til det sidste. Andre lider så ubærligt, at det rent faktisk ikke er muligt for dem. Derfor ønsker de hjælp til at dø. Lidt hurtigere, end det ellers ville kunne ske. Og uden, at de kan være nødt til at gøre det for egen hånd.
Må der blive plads til alles ønsker!  

.....................................................................................................................

 

24.5 2017 - KRÆFTRAMT KVINDE VIL SELV BESTEMME, HVORNÅR HUN VIL DØ

Her kommer nummer to af de journaliststuderendes artikler, nemlig ”Lisa vil selv bestemme, hvornår hun vil dø”.


Lisa Grye Elstorp, der er uhelbredeligt syg af lungekræft, kæmper for aktiv dødshjælp. Ifølge lægerne burde hun være død. De gav hende et år mere i marts sidste år.

Hun har arbejdet for legalisering af dødshjælp i mange år, men kæmper først for alvor herfor efter hendes dødsdom. Hun har brug for tryghed i form af at hun ved, at hun kan få hjælp, hvis smerterne bliver for voldsomme.

Hun er både bange og ikke bange for døden. Hun ved ikke, om hun vil gøre brug af aktiv dødshjælp, hvis hun får muligheden.

Familien støtter hendes kamp. Hendes børn har lånt hende penge, så hun kan tage til Schweiz, men hun ønsker ikke, at de skal sidde i gæld pga. hende. Lige nu overvejer hun at opsøge en af lægerne i Forening af Læger for Aktiv Dødshjælp. Problemet er dog, at hun ikke kan have børnene omkring sig, hvis hun får hjælp af dem, fordi de kan blive dømt for ikke at forhindre hende i at begå selvmord.

Lisa har været med til at arrangere et debatmøde med Det Etiske Råd. De udskød debatten, og hun havde en anelse om, at de gjorde det i håb om, at hun døde forinden.
Hun er rasende på dem.

Men nu hun vil have det bedste ud af sin sidste tid.

Kilde: http://aktivdoedshjaelp.mediajungle.dk/2017/04/04/lisa-vil-selv-bestemme-hvornaar-hun-skal-doe/

VORES KOMMENTARER:
Vi har før skrevet om Lisa, der er en helt. Trods svær sygdom kæmper hun for at få udbredt større og mere reel viden om aktiv dødshjælp.  En viden, som handler om hvordan hun selv og andre har det, og hvorfor de ønsker aktiv dødshjælp. Sådanne argumenter hører befolkningen ikke fra hverken Det Etiske Råd eller fra Folketinget, som er meget imod en legalisering. Derfor er Lisas mission utrolig vigtig. Og hun gør det eminent. Hun er ikke bange for den magt, der for nogle ligger i fine titler. Hun kalder en spade for en spade. Og hun kontakter de toneangivende på området for at få sine sidste ønsker opfyldt.
Hendes slogan er: Aktiv dødshjælp holder mig i live! Det siger alt. 
Det er særdeles forståeligt, at hun er rasende på Det Etiske Råd. Og det er fantastisk, at hun har kræfter til at kæmpe den kamp, hun gør, for at få kendskabet til fakta udbredt og fantastisk, at hun bruger den sidste del af sit liv på det. Tak, Lisa. Du er en af hverdagens helte.

Også Susanne Fink, min kære medforfatter, er en af hverdagens helt store helte. Du kæmper også om nogle en utrolig kamp trods enorme smerter, der i sig selv er ved at tage livet af dig. Du er aldeles utrættelig og forsøger at påvirke alle de steder, det er muligt. Fra din seng. Det er utroligt, at det lader sig gøre; men din viljestyrke er enorm, og du har hidtil kunnet, hvad du ville. Til trods for at du har været så fysisk dårlig pga. ulidelige smerter, der ikke kan behandles, at du de seneste år har været sengeliggende. Det kan man læse om i vores fælles bog, hvor vi fortæller din historie i den første del af bogen, fordi du har stillet dig selv hudløst ærligt til rådighed for sagen. *Endnu engang tusinde tak til dig, kære Susanne. Du er et fantastisk menneske, der trods dine svære lidelser stadig kæmper med næb og klør for, at både du selv og andre kan få den hjælp, du og andre så inderligt ønsker.
Lige nu er der dog ingen hjælp at hente for dig. Du lider ubærligt hver eneste sekund. Det skærer mig i hjertet, og jeg håber, at det en dag vil lykkes dig at få den hjælp, du har så hårdt brug for! Så du kan tage afsked med livet med værdighed! 

......................................................................

 

20.5 2017 - JOURNALISTSTUDERENDE SKRIVER OM AKTIV DØDSHJÆLP

To journaliststuderende, Ida Brodtkorb og Ida Østerlund har lavet tre artikler, som ligger på nettet. Den første artikel kalder de for ”Folketinget gemmer sig bag Etiske Råds anbefalinger”. De to andre artikler følger senere.
De skriver, at 79 % af Danmarks befolkning ønsker aktiv dødshjælp legaliseret. Forskere mener dog, at Folketinget følger Det Etiske Råd fremfor folket. De stemmer altid som anbefalet af Det Etiske Råd. Det mener Helle Mathar, der er lektor i etik hos Metropol.
Forsker og moralpolitiker Lars Thorup Larsen mener, at der ikke er tradition for, at man i Danmark taler om etiske problemstillinger.
”Det er ikke umuligt at have politiske holdninger til etiske dilemmaer, selvom nogle politikere påstår det”, siger han. Man diskuterer sådanne problemstillinger i andre lande. Selvfølgelig kan det også debatteres i Danmark.
Også formanden for En Værdig Død, Flemming Schollaart, mener, at politikerne siger det samme som Det Etiske Råd; men de laver jo blot en anbefaling til regeringen. Det er faktisk meningen, at Folketinget skal diskutere ud fra anbefalingen; men de diskuterer ikke. De kopierer.
Ordfører i forhold til Det Etiske Råd, Karen Klint, er ikke enig heri. Hun siger, at politikerne tager selvstændig stilling. 
Formålet med rådet er at rådgive Folketinget og offentlige myndigheder om etiske dilemmaer samt at skabe debat i samfundet. Politikerne skal ikke følge Det Etiske Råds anbefalinger. Men Helle Mathar, lektor i etik, udtaler, at Folketinget aldrig har fraveget anbefalingerne. 
Aktiv dødshjælp prioriteres ikke højt på Christiansborg. 
Kirsten Normann Andersen, sundheds- og ældreordfører for SF, siger, at det er svært at finde tiden til drøftelserne. 
Men forsker i moralpolitik, Christoffer Green-Pedersen mener, det ikke skyldes tid, men manglende interesse. Hvis de var interesserede, ville rådet ikke spille så stor en rolle, mener han. 
Kun Alternativet har lovliggørelse af aktiv dødshjælp med i partiprogrammet. 
Pernille Schnoor, som er partiets sundheds- og ældreordfører mener, at partiet nødvendigvis må prioritere befolkningens holdning.
Det Etiske Råd er mere konservativt end den gennemsnitlige dansker, mener forsker i etik og politisk prioritering, Lasse Nielsen. Det Etiske Råd fokuserer på negative konsekvenser. Han er bekymret for, om de er for forsigtige. De belyser aldrig det modsatte! 
Skal loven ændres, skal Det Etiske Råd ændre holdning, siger han. Det er Pernille Schnoor enig med ham i. 
Det Etiske Råd har ikke ønsket at udtale sig.

Kilde: http://aktivdoedshjaelp.mediajungle.dk/2017/04/04/folketinget-gemmer-sig-bag-etisk-raads-anbefalinger/

VORES KOMMENTARER:
Dette indlæg bringer nye aspekter ind, nemlig at der faktisk er nogle, der sidder og holder øje med, hvad politikerne gør i forhold til moralske dilemmaer, hvilket er meget positivt. 

Det er meget tankevækkende, at politikerne begrunder deres manglende involvering med manglende tid. Det er simpelthen ikke gangbart. Det er nok snarere - som en forsker også udtaler - manglende interesse, der er årsagen til fravær af debat på området. 

Selvfølgelig tager det tid at diskutere moralske problemstillinger, hvis de skulle give sig i kast med sådanne emner; men der er ingen tvivl om, at de alle i forvejen har en holdning til aktiv dødshjælp, så derfor er det bare at gå i gang. Det folkets ønske, at aktiv dødshjælp debatteres. Politikerne sidder over 70 % af befolkningen overhørig ved at ”glide udenom”. 

Ikke at diskutere er absurd, fordi det betyder, at Det Etiske Råd reelt har fået alt for stor magt, selv om deres opgave udelukkende er at komme med anbefalinger. Og som en også udtaler, ser Det Etiske Råd udelukkende på de negative aspekter. Ingen af os har nogensinde hørt dem tale om positive aspekter. Det er særdeles tankevækkende. De fremmaner spøgelser, de i realiteten intet ved om og undlader den fakta, der findes på området.

Udtalelsen om, at Folketinget kopierer fremfor at diskutere, er også meget tankevækkende! 
Det er på tide, de øvrige partier - ligesom Alternativet - begynder at tage befolkningens ønske alvorligt. Vi ved dog heldigvis, at også andre partier begynder at diskutere. Sidst har Socialdemokratiet arrangeret en debat i Nordsjælland om emnet. Og flere ønsker, at aktiv dødshjælp bliver en del af partiets politik. Så jo, der sker alligevel lidt. Selv om Det Etiske Råd og Lægeforeningen gør alt, hvad de kan mht. at skræmme folk; men de bliver utroværdige, når deres diskussioner ikke har flyttet sig i over 50 år!

 

........................................................................

17.5 2017 - DEBATINDLÆG SENDT TIL JYLLANDSPOSTEN

Tre medlemmer af Det Etiske Råd skrev en kronik om deres holdning til aktiv dødshjælp. De lagde op til en debat om emnet. Derfor sendtes dette debatindlæg:  


DE ALLERMEST LIDENDE SVIGTES
Tre medlemmer af Det Etiske Råd, som alle er imod aktiv dødshjælp, ønsker i en kronik i JP en debat herom.
Jeg er fortaler for aktiv dødshjælp.
I tre stiller en del spørgsmål. Jeg vil gerne starte med at spørge jer, hvorfor debatten ikke kan foregå lige og værdig? I taler i kronikken om betydningen af diskursiv magt mellem mennesker samtidig med, at I refererer til Det Tredje Rige og anvender udtryk som ”gemen aflivning” og ”at slå ihjel”. Disse udtryk er ”farvede” og kan forskyde magt. Groft sagt kan de signalere, at tilhængere af aktiv dødshjælp er uvidende, gemene mordere, der minder om Hitler. I taler til 79 % af Danmarks befolkning, og repræsenterer kun selv de 7 %, der er imod aktiv dødshjælp.
I mener, at aktiv dødshjælp er et kæmpe svigt over for mennesker, der står i deres livs sværeste krise. Jeg vil påstå, at det svigt, der foregår i dag over for samfundets allermest lidende – på Det Etiske Råds anbefalinger - er endnu større. Der ligger mennesker rundt omkring i Danmark, der ikke kan behandles. Enten fordi deres sygdomme/lidelser er ubehandlelige eller fordi de ikke tåler behandling/lindring. Nogle skriger sig gennem dagen. Vi lever i et civiliseret samfund, og efterlader alligevel – i vores egen afmagt - mennesker på dén måde, når hjælpemuligheder ikke eksisterer.
Her kan man med rette tale om ensomhed. Ikke at kunne få hjælp, når man har allermest brug for det, er et enormt svigt.
At være nødsaget til at begå selvmord, mens man stadig kan, fordi lidelsen er ubærlig, er det eneste alternativ. Er det værdigt? Mener I fra hjertet, at det er mindre ensomt at være nødsaget til at tage sit eget liv, når der ikke findes hjælpemuligheder, fordi vi da lever op til…? Ja, hvad er det egentlig, vi da lever op til? Vi lever i hvert fald ikke op til medmenneskelighed eller næstekærlighed eller vores forpligtelse som medmennesker, når vi som samfund overlader en ubærligt lidende i egen varetægt. Det er skammeligt, når Det Etiske Råd anbefaler selvmord fremfor dødshjælp. Og enormt ensomt. 

Kronikken kan læses her: http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9551449/er-aktiv-doedshjaelp-en-tom-frihedsrettighed/

 

.......................................................................................................

 

14.05 2017 - FORTSÆTTELSE AF "EN SAMTALE OM AKTIV DØDSHJÆLP" fra 11.5 2017

MODSTANDERNES ARGUMENTER:

Det skal være trygt at komme i sundhedsvæsenet. Det har man, hvis man har en utvetydig lægerolle. Ikke en læge, der kan dræbe, men som behandler, trøster, hjælper etc.

 

Lægens rolle er at lindre, hjælpe og drage omsorg, ikke at slå et andet menneske ihjel.

Vi kan ikke løse sygdomsproblemer ved at fjerne syge eller lidelsesproblemer ved at fjerne den lidende.

Den etisk relevante forskel er, at når vi smertelindrer, vil vi gerne hjælpe dig af med smerten. På et eller andet tidspunkt risikerer vi at slå dig ihjel, hvis vi hjælper dig. Intentionen er ikke, at patienten skal dø af det.

Det er vigtigt at lægge vægt på intentionen bag en handling. Intentionen bør altid være at lindre lidelse – ikke at et menneske skal dø.  

Der er ikke nogle, der skal ligge og lide ubærligt; men vi har behandlingsmuligheder. Derfor er passiv dødshjælp nok.

 


Vi kan ikke helt undgå, at der er mennesker, der kommer til at lide.

 


Vi har ikke en tilstrækkelig udbygget palliativ indsats i Danmark. Vi har kun ca. ½ af den kapacitet et land som Danmark burde have. Derfor er det meget farligt at tale om aktiv dødshjælp lige nu, hvor det ikke er fuldt udbygget. Aktiv dødshjælp skal ikke legaliseres, fordi vi ikke har tilstrækkelige palliative muligheder.

Hvilke effekter vil det have på samfundet, hvis vi indfører aktiv dødshjælp. Det er en relativ lille gruppe, det drejer sig om.

Ved at indføre aktiv dødshjælp vil folk føle sig pressede. Der er folk, der vil komme til at dø, selv om de kunne have fået et liv, de ville være taknemmelige for. Der er folk, der kommer til at leve nogle uger eller måneder, hvor de har mere ondt end nogle ønsker, at de skal have. Der er nogle, der bliver ulykkelige – uanset, om man legaliserer det eller ej; men perspektiverne ved aktiv dødshjælp er mere skræmmende, end det andet.

 

Opstår der et pres fra samfundets side, hvis man legaliserer aktiv dødshjælp. Kan det også betyde, at man beregner færre økonomiske ressourcer, hvis der er en mulighed for at dø?

Man kan i stedet frasige sig behandling. Lovliggørelse af aktiv dødshjælp kan betyde, at vores holdning til både mennesker med terminale kræftsygdomme og med handikaps får lov at dø. Fordi man da har klare retningslinjer, som demokratiet har stemt for.

Hvad er den enkeltes drivkraft, hvis de får muligheden for at dø? Livsperspektivet kan flytte sig på et splitsekund. Det ene øjeblik vil man gerne leve, det næste ønsker man at dø; men ved man dybest set, hvad der er rigtigt. Måske ændrer man mening, hvis man lever videre.

 

Alle har prøvet eksistentielt at være i et hul, hvor man spørger sig selv, om det her er det, man vil? Man risikerer at sige ja til dødshjælp, men kunne i princippet være i en situation, der går over.

Når aktiv dødshjælp er legaliseret, bliver det svært at sige nej til en gruppe, når man har sagt ja til en anden gruppe. Det bliver vanskelig at argumentere. Derfor har det også ført til glidebaner i Holland og Belgien.

I Holland kom ubærligt syge med i 2010. Det samme gjorde kroniske psykisk syge, fordi de kan være ubærligt lidende. Det er en glidebane.

Hvis aktiv dødshjælp legaliseres, vil man da gøre nok for, at folk kan fortsætte livet, hvis læger vurderer, at livet ikke er det værd. Som fx ved et progredierende handicap.

En legalisering kan ændre meget på tilgangen i sundhedsvæsenet, fordi mange handicappede koster samfundet mange penge. Bliver man mindre villig til at sikre, at handicappede kan få et godt liv? At leve med handikaps ser ofte sværere ud, end det er, når man er tæt på.  Udgangspunktet er, at man vil gå langt for at skabe et godt liv.

Aktiv dødshjælp betyder, at den enkelte, der skal tage stilling til fx respirator i stedet for at vælge at modtage aktiv dødshjælp. Det giver en stor bekymring hos mennesker med handikaps.

 

I Danmark vil vi gøre alt for at undgå, at folk kommer ud i ubærlig lidelse. Derfor har vi palliativ sedering.

Med periodiske smerter kan man få palliativ sedering i en periode og vågne op igen.

At læger skruer op for morfindroppet for at mennesker skal dø, kan aldrig være et argument for at legalisere aktiv dødshjælp.

 

Vi skal vælge, hvem der skal have tilbuddet, hvis vi legaliserer aktiv dødshjælp. At andre skal ind og vurdere, om et menneske med handikaps liv er værd at leve er dybt krænkende.

 

Man har retten til at sige nej tak til behandling.

Man har også ret til at tage sit eget liv.

 

Selvmord skal tages ud af den danske lov som værende lovlig.

 

Ingen har ret til at gå ind på danske sygehuse og forlange nogen som helst behandling, heller ikke dødshjælp.

 

Selvbestemmelsesretten i det danske sundhedsvæsen betyder, at du har ret til at takke nej til en behandling. Det betyder ikke, at man kan vælge en behandling. Derfor hjælper det ikke danskerne at indføre aktiv dødshjælp.

 

Vi må have bedre evidens for, at det, der foregår i Holland, er etisk forsvarligt.

 

SPØRGSMÅL/KONKLUSIONER FRA DEBATTEN:

 

Passiv dødshjælp virker ikke altid.

 

Den palliativ indsats er langt fra udbygget tilstrækkeligt i Danmark.

 

Foretrækker vi en situation med mennesker, hvis liv vi aldrig skulle have afsluttet, eller foretrækker vi at kunne hjælpe alle mennesker?

 

Læger vil lindre smerte, ikke slå ihjel, når vi taler passiv dødshjælp; men hvornår er motivet, at patientens smerter skal lindres eller patienten skal dø?

Skal begrebet passiv dødshjælp slettes som begreb, fordi det er misvisende?

 

Skal vi have nye og andre udtryk for både aktiv og passiv dødshjælp?

Hvad er forklaringen på, at flere og flere benytter sig af aktiv dødshjælp i Holland, hvorfor kan nu også både psykisk syge og demente få dødshjælp, er der en glidebane? Ingen kender svaret, fordi der mangler evidens herfor. Det er på tide, at dette skaffes til veje.  

 

Debatten udvikler sig ikke meget. Etiske dilemmaer løser sig ikke ad åre. Mennesker ser forskelligt på det. Selv om lovgivningen blev ændret, ville folk stadig se forskelligt på det.

Kilde: https://www.youtube.com/watch?v=nJwtSl5vM80&feature=youtu.be

 

 

....................................................................................................................................... 

11.5 2017 - EN SAMTALE OM AKTIV DØDSHJÆLP

Den 22. april 2017 blev der afholdt en samtale om aktiv dødshjælp arrangeret af Lisa Grye Elstorp og Søren Saustrup Gersby sammen med Det Etiske Råd. Debatten blev optaget på video og lagt på YouTube. Vi har nedskrevet argumenter fra samtalen - både for og imod en legalisering af aktiv dødshjælp fra debatten.

DELTAGERE:

Lisa Grye Elstorp – patient og førtidspensionist. Er for aktiv dødshjælp.
Thomas Søbirk Petersen – professor mso og medlem af Det Etiske Råd. Er for aktiv dødshjælp
Andreas Rudkjøbing – formand for Lægeforeningen. Er imod aktiv dødshjælp.
Thomas Ploug – professor mso og medlem af Det Etiske Råd. Er lidt for men mest imod aktiv dødshjælp.
Isak Kornerup Houe – patient og medlem af Ikke død endnu. Er imod aktiv dødshjælp.
Søren Saustrup Gersby. Mathilde Gjersbys mand. Er for aktiv dødshjælp.

 

Lisa påpeger, at Svend Lings mangler. Pga. politianmeldelsen ønskede Det Etiske Råd ikke hans deltagelse, selv om han endnu ikke er dømt.

I dag bringer vi fortalernes argumenter for legalisering af aktiv dødshjælp. Senere følger modstandernes argumenter imod aktiv dødshjælp samt nogle spørgsmål, der blev stillet omkring aktiv dødshjælp – uden at blive besvaret.


FORTALERNES ARGUMENTER FOR AKTIV DØDSHJÆLP:

Det er vigtigt, at det er patientens og ikke lægens beslutning om patienten skal dø eller ej. Lægens vurdering er nødvendig; men det er patienten, der i sidste ende skal træffe beslutningen.

Der ligger en enorm forskel på tilgangen til patienten i aktiv og passiv dødshjælp. I aktiv dødshjælp er det patienten selv, der beslutter, mens det i passiv dødshjælp er lægen, der bestemmer.

 

Man kan øge trygheden for patienten, hvis de ved, at de kan få den hjælp, de har brug for, hvis de bliver ubærligt lidende.

 

Det lykkeligste scenarie er, at man har muligheden for at komme herfra, men at man ikke får brug for det.

Det drejer sig ikke om at slå folk ihjel. Det drejer sig om at hjælpe dem med at komme herfra lidt tidligere.
Man kan kun tale om at slå ihjel når det foregår imod en persons vilje. Hele intentionen omkring aktiv dødshjælp er at hjælpe patienten. Det er et instrument til at minimere lidelse.

 

En værdig død er en død, hvor jeg undgår de mest ulidelige lidelser. Vi er humane og vil gerne hjælpe folk herfra, der har uudholdelige smerter. Det er et inhumant samfund, der ikke vil hjælpe.

 

Når en læge skruer op for et morfindrop, men det intentionen at lindre smerte; men det er også intentionen at lindre smerte, når en patient ønsker dødshjælp.

Vi lever ikke i en sort/hvid verden. Fordi vi går den rigtige vej, kan vi også komme til at gøre noget forkert.

I Holland og Belgien er mennesker med handikaps ikke blevet dårligere stillet efter legalisering af dødshjælp. Økonomi spiller ikke nogen rolle.

 

Man kunne også være bekymret for glidebaner ved passiv dødshjælp; men det har man ikke set, så hvorfor skulle man da se det ved aktiv dødshjælp. Det har kunnet forhindres med passiv dødshjælp. Læger foretager forskellige skøn og lader sig påvirke af situationen – giver fx lidt mere smertestillende. Men det foregår indenfor rammerne. Uden misbrug.

 

At Holland og Belgien har en glidebane er i virkeligheden spekulationer. Det er ikke noget man ved noget reelt om. Der er ingen evidens for glidebaneudviklingen!

Den kendsgerning at flere og flere benytter sig af aktiv dødshjælp i Holland betyder jo ikke nødvendigvis, at det er dårligt.

Fordi Holland og Belgien har en lov, som af nogle betragtes som en glidebane, betyder det ikke, at loven bliver ligeså i Danmark. Det kan kontrolleres. Man kan sagtens lovgive sig ud af problemerne.

Der er ingen, der vil kunne pålægge et handikappet menneske aktiv dødshjælp, dels fordi de selv skal søge, dels fordi flere læger og psykologer efterfølgende skal godkende ansøgningen.

 

Patientens ønske skal være vedvarende og ufravigeligt.

Vi kan i Danmark skrue regler sammen, så vi undgår de fejl, vi kan se, de begår andre steder.

Der skal ikke være en udvikling i, hvem der kan få hjælp, når loven er indført.

Det drejer sig om at hjælpe mennesker, hvor alle andre muligheder er udtømte.

Man bør starte med legalisering af aktiv dødshjælp til de helt indlysende persongrupper som mennesker, der er døden nær uden behandlingsmuligheder eller udsigt til bedring, og hvor alt andet har været prøvet – uden effekt.

 

Det handler om dem, der ikke kan smertelindres og dem, der ikke kan frasige sig en behandling.

ALS-patienter kunne man overveje at tilbyde aktiv dødshjælp. De kan ikke hjælpes. Derfor kunne det være interessant at spørge patienterne selv, om de kunne ønske det; for patienter og patientforeninger taler om, at de ikke møder disse patienter. Det drejer sig måske kun om nogle få patienter?

 

Aktiv dødshjælp må aldrig blive tilbudt. Det er noget, man skal ansøge om. Det kan kun ske fordi, man selv ønsker det, og det skal være på begæring. I dag kan læger vurdere anderledes end patienten, hvilket er utrygt. Man kan blive hjulpet til at dø uden at ville det.

Det bør være en form for rettighed, at vi ud fra strenge retningslinjer kan få hjælp til at komme herfra på samme måde, som vi kan få hjælp til så meget andet.

 

Man skal have meget vide muligheder for at opfylde patientens ønsker. Også når det drejer sig om livets afslutning. Autonomien er udgangspunktet i sundhedsvæsenet. Man skal selv samtykke til alle behandlinger. Og så skal det selvfølgelig være indenfor lovens rammer.

 

Hvordan skal man meningsfuldt kunne argumentere imod en, der gerne vil dø?

 

Hvad har en patient ud af palliativ sedering andet end at forlænge dødstidspunktet? Hvorfor skal man holdes i live, hvis det eneste, man får ud af det er, at man ikke har smerter? Man giver kun palliativ sedering, når mennesket ligger på det sidste.

 

Det er ikke rigtigt, at passiv dødshjælp altid virker. I nogle situationer kan smerter ikke lindres, fx ved visse former for terminal cancer. Men også psykologiske smerter, så fx som at opdage, at den sidste tid føles meningsløs og ikke kan lindres.

 

Man må smertelindre, men det er en lægelig beslutning, og det er problematisk, at patienten holdes udenfor. Det er vigtigt, at patienten kommer i fokus og er den, der vejleder lægen i at træffe sin beslutning.

Det er vigtigt med gennemsigtighed. Det er vigtigt, at patienten informeres, og at dødshjælp dokumenteres; men i dag udebliver en masse dokumentation, fordi det lægen gør, kan være ulovligt.

 

Vi skal ud over, at det er lægen, der beslutter om et liv er værdigt eller ej.

Dem, der går ind for aktiv dødshjælp, finder det dybt krænkende, at andre skal bestemme. De vil selv bestemme.

Læger skal have lov at hjælpe den syge uden at blive dømt.


Normalt tager vi selv de vigtige beslutninger i vores liv; men ikke når det drejer sig om døden. Vi kan beslutte, om vi vil fortsætte eller afslutte en behandling, men vi kan ikke beslutte, om vi vil dø.

 

Vi skal alle have ret til at bestemme over vores eget liv.

For mennesker, der har tænkt over og besluttet, at der er mere dårligt ved mit liv, end der er godt, skal vi have lov at afslutte deres liv.

Modstandere tvinger andre til at begå selvmord. Det kan skade pårørende. Det kan skade den, der forsøger, hvis det ikke lykkes.

 

Bare fordi vi ikke har en rettighed i sundhedsvæsenet til at ønske en behandling, fx aktiv dødshjælp, behøver man jo ikke at affinde sig med det.

Vi skal alle have mulighed for at have medicin stående i skabet, som vi kan bruge, hvis vi ikke længere ønsker at være her.

For 50 år siden kørte præcist den samme debat. Debatten om aktiv dødshjælp har ikke fulgt med samfundets udvikling.

Den kendsgerning, at folk går på nettet og køber den medicin, de har behov for for at dø uden, at de har den rette viden, skal elimineres gennem en legalisering. Disse mennesker står helt alene, og der er grimme eksempler på, at det går fuldstændig galt.

En ny glidebane kan være, at vi vil se flere mislykkede selvmord fremover.

Kilde: https://www.youtube.com/watch?v=nJwtSl5vM80&feature=youtu.be

 

...............................................................................................................................

 8.5 2017 - OGSÅ FINLAND DISKUTERER DØDSHJÆLP

Også i Finland diskuteres aktiv dødshjælp til svært syge mennesker. Den finske rigsdag har debatteret et medborgerinitiativ, som vurderes at have majoritet i både rigsdag og opinion.


Debatten er kommet siden indsamlingen af 50.000 underskrifter.

Næste skridt er, at en speciel kommitte i rigsdagen skal kigge på spørgsmålet og grundlaget for evt. yderligere behandling i kamrene. Hvornår det sker, er dog uvist endnu.

Der står i medborgerinitiativet, at dødshjælp behøves for at give et alternativ til livets slutning for dem, som ikke kan få tilstrækkelig lindring for deres ubærlige plager gennem palliativ behandling.

En undersøgelse antyder, at næsten seks ud af ti rigsdagsmedlemmer støtter dødshjælp. En opinionsmåling viste, at 73 % af finnerne er positive.

Kilde: http://www.unt.se/nyheter/omvarld/dodshjalp-debatteras-i-finska-riksdagen-4567044.aspx

VORES KOMMENTARER:
Det er glædeligt, at også Finland ser ud til at være kommet langt i forhold til diskussionen om aktiv dødshjælp. Det bliver spændende at se, hvad der sker fremover hos dem. En proces er i hvert fald sat i gang.

Det er mere, end man kan sige om Danmark, hvor modstandere og fortalere står front mod front. Lægestanden er ikke interesseret, og både den og Det Etiske Råd ”sætter en kæp i hjulet”.

Det er dog interessant, at det i Finland kommet op på baggrund af en underskriftindsamling. Herhjemme er det dog meget svært at få folk til at skrive under. Vi har forsøgt. Det går uendelig langsomt, og det kan vare mange år, før vi når op på 50.000 underskrifter. Det er uforståeligt, at det ikke kan lykkes at indsamle flere underskrifter end tilfældet er i Danmark. Måske skal der en ny indsamling til? Med et andet indhold? Måske er det indholdet, der ikke er godt nok? En af os har selv været med til at formulere indholdet, så vi kan roligt kritisere det.

Måske skal lande som Finland bane vejen for, at også Danmark på et tidspunkt begynder seriøst at diskutere aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord.

......................................................................

5.5 2017 - SELSKAB FOR PALLIATIV MEDICIN MENER, AT POLITIKERNE SKAL HOLDE SIG VÆK FRA PALLIATIV SEDERING

Reglerne for palliativ sedering fungerer fint, mener to læger.
”Der er allerede gode muligheder for at lindre smerterne for døende patienter, og palliativ sedering sker så sjældent, at der ikke er grund til at ændre loven”. Det har to læger sagt til Folketingets Sundhedsudvalg på et lukket ekspertmøde om palliativ sedering.

Liselott Blixt, DF, og Flemming Møller Mortensen, S tog initiativ til mødet.
De ønsker en afklaring af, om palliativ sedering kan anvendes noget mere. Men det finder Bodil Abild Jespersen, der er overlæge i et palliativt team unødvendigt. Det bliver kun brugt 1-2 gange årligt på de hospicer, hun selv er tilknyttet.
Med både muligheder for palliativ medicinering og palliativ sedering, er loven god nok.

Også overlæge Merete Karlsborg deltager i mødet. Hun arbejder med ALS-patienter og har kun oplevet en enkelt, der har haft behov for palliativ sedering. Pga. kuldioxidophobning i hjernen sløver de sig selv. Derfor er der sjældent behov for sedering.
Hun har kun sjældent mødt patienter, der har ønsket aktiv dødshjælp. Hun er i øvrigt modstander af aktiv dødshjælp.

Det samme er Bodil Abild Jespersen. Også hun mødes sjældent af ønsket. Til gengæld møder hun mennesker, der klamrer sig til livet.
I stedet ser hun et stort behov for, at få et højere fagligt niveau i arbejdet med døende patienter. Personalet er ikke tilstrækkeligt uddannet til denne specialistopgave.

”Der er en myte om, at alle kan håndtere en døende patient, men det kræver uddannelse og en stor klinisk erfaring. I dag ved nyuddannede læger stort set intet om den døende patient, og derfor skal det ind i langt højere grad i speciallægeuddannelsen”.

Merete Karlsborg finder, at især samarbejdet med lægerne fra de palliative teams, kan blive bedre. De ser kun med cancerpatienter på hospitalerne og lider af berøringsangst overfor at tale om døden. Især fordi de ikke kender patienterne. Hun vil som ALS-læge gerne bruge de palliative teams noget mere. Til gengæld har hun et fint samarbejde med hospicer.

Kilde: http://ugeskriftet.dk/nyhed/laeger-til-politikere-hold-fingrene-fra-loven-om-smertelindring-af-doeende

VORES KOMMENTARER:

De har valgt at afholde ekspertmødet lukket for offentligheden, fordi det ikke skulle være et tilløbsstykke. Det er synd og skam; for vi lever i et demokratisk samfund, og det drejer sig om et emne, som politikere og befolkning i den grad er uenige i. At lukke mødet afhjælper ikke den manglende tillid til politikere og andre toneangivende (Det Etiske Råd, læger).  

Når det er sagt, synes det utroligt, at palliativ sedering kun sjældent anvendes. Vi har jo før hørt om tilfælde, hvor det absolut ville have været på sin plads at bruge det, men hvor det ikke er blevet brugt. Hvis lægerne ikke bryder sig om denne behandlingsform, lader de blot være at bruge den. Derfor ønsker de selvfølgelig heller ikke en lovændring; for med en sådan vil de syge og deres pårørende måske kunne lægge yderligere pres på lægerne i forhold til at tage palliativ sedering i brug.

At de to lægespecialister kun møder få mennesker, der beder om aktiv dødshjælp kan betyde flere ting, bla.: 1. at der er færre syge, der ønsker dødshjælp, når de er i situationen end før, de kommer i den? 2. at de to læger, der begge er modstandere af aktiv dødshjælp, måske ikke indbyder til en snak om emnet? 3. at de to læger ikke møder dem, der virkelig har brug for det? 4. at de to læger er imod og dermed også lukker af for muligheden, når den burde bringes i anvendelse?

At øge antallet af mennesker, der får palliativ sedering, kan være en mulighed; men vi mener fortsat, at det er en dårlig løsning. Frem for at trække pinen i langdrag, mener vi, at det ville være meget bedre at give en dødelig dosis medicin, så patienten får fred her og nu og ikke først om en uge eller mere. Vi forstår simpelthen ikke den dybere mening med et sådant tiltag, som i den grad virker dobbeltmoralsk. 
 



.....................................................................................................................................

30.4 2017 - LISELOTT BLIXT MENER, AT INGEN SKAL LIDE PÅ DØDSLEJET

Liselott Blixt fra DF mener, at der skal være større mulighed for at lade patienter sove ind i døden, fremfor at de skal ligge og lide. Sammen med socialdemokratiet vil hun forsøge at udbrede brugen af palliativ sedering.


Metoden anvendes kun på ALS-patienter nu.
”Det undrer mig, at man eksempelvis ikke kan bruge den her metode til cystisk fibrose eller lungekræft”, siger hun. Selv om sundhedsloven giver mulighed for at bruge palliativ sedering på flere sygdomme, benyttes metoden ikke.

Hun finder ikke, at palliativ sedering og aktiv dødshjælp er det samme, fordi palliativ sedering er ”at hjælpe, men ikke at tage livet af folk”.

Folk er bange for at dø. Derfor skal vi kunne love, at de ikke skal lide til sidst. Det er for hende det vigtigste.

Kilde: http://www.altinget.dk/sundhed/artikel/df-derfor-skal-flere-kunne-sove-ind-i-doeden#.WN3jm1aIk70.facebook 

VORES KOMMENTARER:
Det er al ære værd, at Liselott Blixt ønsker, at folk ikke skal ligge og lide til sidst.

Der er ingen tvivl om, at hun har talt med både Lisa Grye Elstorp med lungekræft og med Sørens Gjersby, der var gift med Mathilde Gjersby, som døde af cystisk fibrose, idet hun bringer netop de to sygdomme i spil her. Hun har hørt, hvad de har sagt! Og nu arbejder hun på sin egen måde på at få skabt en ændring. Hun er godt klar over, at hun med Det Etiske Råd og Lægeforeningen på sidelinjen ikke kommer nogle vegne i forhold til aktiv dødshjælp. Derfor tror vi, at hun går efter det næstbedste, nemlig palliativ sedering. At hun siger, at det ikke er at tage livet af folk er dog noget sludder. Det er jo netop det, det er! Blot på en meget langsom måde.

Liselott Blixt blev modstander af aktiv dødshjælp efter et studiebesøg i Holland for mange år siden. Men nu er hun tilsyneladende alligevel blevet ”flyttet” i en sådan grad, at hun er parat til at forsøge sig med andre muligheder. Måske gør vi hende uret, når vi mener, at hun fejlfortolker loven! Måske forsøger hun at udnytte den i stedet? Umiddelbart kan det sagtens se sådan ud. Hun ved, hun ingen vegne kommer med Lægeforeningen og Det Etiske Råds modstand imod aktiv dødshjælp. Hun ved også, at palliativ sedering er tilladt. Derfor synes det nærliggende, at hun foreslår noget, der allerede eksisterer (palliativ sedering) og kan træde i kraft her og nu. Fremfor at vente på en legalisering, som det kan var årevis at få i Danmark?!  

Det lyder mærkværdigt, at palliativ sedering udelukkende anvendes til patienter med ALS i dag. Igen må vi påpege, at det ikke bør være diagnosen, men GRADEN AF LIDELSE, der er afgørende for, at mennesker får den hjælp, de har brug for. 

.................................................................

27.4 2017 - TYVE ÅR MED ASSISTERET SELVMORD I USA

Efter 20 år med assisteret selvmord kan man i USA konstatere, at der ikke er sket en glidbane på området.

96 % af dem, der fik hjælp, var veluddannede hvide mennesker. Det er i modstrid med, at det skulle være særligt sårbare og socialt dårligt stillede mennesker, der benytter sig af dødshjælp.

Oregon indførte assisteret selvmord i 1997. Som den første stat i USA. Siden da har meget syge haft ret til at få en recept på en dødelig dosis medicin hos deres læge. Medicinen skal de selv administrere. De strenge kriterier skal dog være opfyldt og lægerne skal foretage indberetning om det.
Siden Oregon indførte dødshjælp, er yderligere fire stater fulgt efter.

Af den seneste årsrapport fra Oregon fremgår, at der i 1998 blev udleveret 24 recepter, mens kun 16 blev benyttet. Tallet er steget langsomt siden da. I 2016 udleveredes 204 recepter. 133 blev benyttet. I 2015 var tallene en lille bitte smule højere, nemlig hhv. 218 og 135.
En glidbane er således ikke indtruffet. Tvært imod er tallet efter en tilpasningsperiode nu stagneret.

Staten kan også fastslå, at der ikke er holdepunkter for en forråelse.

Kilde: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5891411/Syge-amerikaneres-selvmord-har-ikke-medf%C3%B8rt-en-glidebane

VORES KOMMENTARER:
Det er Politiken, der bringer denne artikel. I modsætning til Kristeligt Dagblad vælger de at se problematikken/dilemmaet fra flere sider. Det kan ikke undre, at Kristeligt Dagblad ikke udgiver kendsgerninger, der modsiger deres egne holdninger. Desværre.
Det er i øvrigt Svend Lings, der har skrevet artiklen.

Glidebanen er udeblevet, og det er ikke socialt dårligt stillede eller særligt sårbare, der søger om at få lov at modtage hjælpen. Det er der hermed banket en stor pæl igennem.

Det er også tydeligt, at mange får lov at få medicinen, men alligevel ikke benytter sig ikke af det. Det hører vi også om Schweiz, hvor kun 1/3 gør brug af hjælpen, når den er bevilget. Men at have medicinen (en mulighed for at få hjælp) kan i sig selv give en tryghed, som de lidende ellers ikke har.

Hvis man ved, at man kan få hjælp, behøver man heller ikke at gribe til selvmord. Mange, der ikke kan få hjælp, begår selvmord, mens de kan, fordi de vil være sikre på, at de ikke på et tidspunkt bliver for dårlige til at udføre det.  Mange kunne i stedet have fået en helt naturlig død og levet længere eller måske endda holdt livet ud til det sidste og være død en naturlig død, hvis de havde vished for, at de kunne få hjælp. Vi ved alle, at et selvmord er dybt belastende for de pårørende.  

Lad befolkningen – og ikke mindst de lidende - få den tryghed i Danmark også. Lægerne har den selv. Liggende i deres eget medicinskab har mange læger indrømmet, at de har medicin, der kan hjælpe både dem selv og pårørende herfra, hvis det skulle blive nødvendigt. Hvorfor må alle andre borgere så ikke have samme mulighed? Det er og bliver dobbeltmoralsk, at det netop er Lægeforeningen, der sætter den størst kæp i hjulet godt hjulpet af Det Etiske Råd; men undersøgelser viser, at i de lande, hvor lægeforeningen er imod, bliver dødshjælp ikke indført. En legalisering kræver, at lægerne er med på det. 

 

.................................................................................................................. 


24.4 2017 - DØDSHJÆLP – ET VALG MELLEM TO ONDER

Det Etiske Råd har afholdt et debatmøde.
En af konklusionerne på mødet er, at uanset om Danmark legaliserer aktiv dødshjælp eller ej, er der en gruppe mennesker, der vil lide og dø.

Arrangementet viste, at en paneldebat ikke ændrer på, om man er for eller imod. Ingen skiftede synspunkt i løbet af den tre timer lange debat.
Panelet var enig om en ting: Aktiv dødshjælp er et ægte dilemma. Der vil altid være en gruppe, der taber.

Thomas Ploug, der er etikprofessor og tidligere medlem af Det Etiske Råd spurgte:
”Hvad vil vi helst? At mennesker i bærlige lidelser ikke får tilstrækkelig hjælp i livets sidste faser. Eller en situation, hvor vi afslutter liv, der ikke burde være afsluttet. Hvilken forsømmelse foretrækker vi?”

Selv hælder han mod, at det forsat skal være ulovligt. Det samme mener Isak Kornerup, en mand med muskelsvind, samt formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing, mens Lise Grye Elstorp, der har kræft og Søren Saustrup Gersby, pårørende til Mathilde Gersby, der døde af en alvorlig lungesygdom for nylig, samt professor og medlem af Det Etiske Råd Thomas Søbirk er for en legalisering.

En grundlæggende motivation var det frie og selvstændige valg.
Lisa Grye Elstorp ønsker et valg, fordi hun ikke har lyst at blive kvalt og drukne. 

Thomas Søbirk påpegede, at smerter både kan være fysiske og en oplevelse af meningsløshed.

Isak Kornerup mener dog, at aktiv dødshjælp kan gøre valget ufrit.
Selv om man i Danmark betragter hans liv som værdigt, er der mange andre steder i verden, man ikke redder patienter som ham med en respirator. Han frygter at ryge med i dem, der får aktiv dødshjælp, hvilket kan finder dybt krænkende. Mange i hans situation har et liv, de er glade for.

Thomas Ploug påpegede, at en begæring om dødshjælp ikke fremsættes i et tomt rum, men er påvirket af livssituationen og de muligheder, samfundet giver én.

Andreas Rudkjøbing mener, at samfundet ikke er klar til debatten endnu, fordi ikke alle patienter har adgang til palliative tilbud.
”Der mangler fokus på, hvad vi faktisk kan gøre med smertelindring og palliativ sedering”. Han taler om, at kapaciteten kun er på det halve af, hvad den bør være. Så længe kapaciteten ikke er udbygget, ønsker folk hjælp til at dø, fordi de ikke kan få kvalificeret hjælp.

En sygeplejerske gik under de afsluttende spørgsmål fra salen i rette med ”de mange misforståelser om smertelindring og praksis, som dagen havde været fuldt af. Hun opfordrede meningsdannerede til at vide lidt mere, før de diskuterer sagen.

Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/doedshjaelp-eller-ej-ses-som-et-valg-mellem-onder

VORES KOMMENTARER:
Igen kan vi konstatere, at det er modstanderne, der får mest taletid i medierne. Måske fordi det er Kristeligt Dagblad, der har lavet artiklen? Vi finder det forkert, at man ikke giver lige taletid eller lige spalteplads til alle. Søren Saustrup Gjersby er overhovedet ikke refereret i artiklen. Og Lisa Grye Elstorp er kun blevet citeret med få sætninger. Det kan ikke skyldes, at de ikke har haft meget på hjerte; for det ved jeg, at de har! Begge to!!

Det er desuden vanskeligt af indholdet af artiklen at se, at der skulle være sket noget nyt i løbet af den debat. Ingen har flyttet sig mht. mening og indholdet lægger ikke umiddelbart op til, at der er sagt nye ting. Men videoen viser forhåbentlig et helt andet billede, når den engang udkommer!

Der er intet nyt i Lægeforeningens modstand. Nu har de dog fået et nyt argument at hænge deres hat på nemlig, at den palliative indsats først skal udbygges!

Selvfølgelig skal den palliative indsats udbygges; men vi taler stadig om mennesker, der ikke kan hjælpes – heller ikke med en palliativ indsats.  
At man er enige om, at aktiv dødshjælp er et dilemma er fint; men vi kunne godt have ønsket os, at der var blevet flyttet lidt mere end det, vi kan se i artiklen.

Igen sætter vi vores lid til den video, der efterfølgende udkommer med debatten. Der må være blevet sagt meget, meget mere i løbet af de tre timer. Og også meget mere om, hvorfor dødshjælp bør legaliseres.
Det er en stor skam, at Kristeligt Dagblad er blevet den største meningsdanner på området indenfor dagspressen; for det er og bliver tydeligt, at de er fordomsfulde. Deres egen holdning skinner tydeligt igennem. Gad vide, om de er den eneste blandt dagspressen, der har været inviteret med til debatmødet?
 

..................................................................................................

21.4 2017 - VELUDDANNEDE HVIDE FÅR DØDSHJÆLP I OREGON

At 96 % af dem, der får dødshjælp i Oregon, er velstillede hvide, taler imod, at dem, der får dødshjælp er sårbare og dårligt socialt stillede mennesker.
Det mener Svend Lings.
I stedet mener han, at det er et kynisk samfund, der overlader de mest lidende til deres skæbne.

At hjælpen eksisterer i Oregon har bevirket, at der er skabt større tillid mellem patient og læge, ligesom patientens tryghed er øget.

I øvrigt var sygdomsmønstret stabilt. 80 % af dem, der søgte dødshjælp havde kræft, 8 % led af hjerte-lunge-sygdom og 7 % havde ALS. I 90 % af tilfældene var det palliative behandlingssystem inddraget, og hovedparten døde hjemme.

Lings mener, at tallene tyder på, at hvis loven begrænses til ovennævnte sygdomskategorier, hvor diagnosen altid kan stilles nøjagtigt, vil over 90 % af behovet for dødshjælp blive dækket.

Konklusionen efter 20 år med dødshjælp i Oregon er, at dødshjælp er en naturlig mulighed, når palliativ behandling ikke er tilstrækkelig.

Kilde: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5891411/Syge-amerikaneres-selvmord-har-ikke-medf%C3%B8rt-en-glidebane

VORES KOMMENTARER:
Det er meget tankevækkende, at Oregon nu har ”gjort status” efter 20 år, og at der viser sig et tydeligt mønster: dødshjælpen er ikke blevet en glidebane, og det er ikke svage mennesker, der er bange for at lægge andre til last, der søger hjælpen.

Antallet af mennesker, der har søgt hjælpen, har været svingende over år. Der bliver dog flere og flere, hvilket vel er en naturlig udvikling i forhold til, at mange flere får øjnene op for, at man ikke behøver at acceptere en lidelsesfyldt død længere.

Det er meget tankevækkende, hvis 90 % af behovet kan dækkes ved at give ”grønt lys” for, at visse diagnoser kan føre til, at den syge kan få dødshjælp.

De sidste 10 % lades dog stadig i stikken, og det er måske de 10 % der har det allersværest? Det vides ikke; men det kan fx dreje sig om mennesker, der lider ubærligt og ikke tåler medicin, eller hvor ingen medicin kan lindre deres ulidelige symptomer. Derfor mener vi, at man i Danmark bør stile højere end til at begrænse dødshjælp til bestemte diagnoser.
DET BØR IKKE VÆRE DIAGNOSER, DER ER BESTEMMENDE FOR, OM ET MENNESKE KAN FÅ DØDSHJÆLP ELLER EJ, MEN GRADEN AF LIDELSE!

Rapporten fra Oregon kan læses her:
http://public.health.oregon.gov/ProviderPartnerResources/EvaluationResearch/DeathwithDignityAct/Documents/year19.pdf

 ..................................................................................................................

18.4 2017 - LÆGER TAKKES FOR AKTIV DØDSHJÆLP

En kvinde takker ”Læger for Aktiv Dødshjælp” for deres initiativ.

Hun mener, at mennesker skal have ret til at komme herfra på en værdig måde.

Gruppen ”Ikke død endnu” argumenterer for deres modstand imod aktiv dødshjælp med, at mennesker kan føle sig presset til at afslutte livet.
Hun påpeger, at vi er nødt til at skelne mellem at føle sig som en belastning og det, aktiv dødshjælp er rettet imod, nemlig de lidende mennesker, der selv ønsker at afslutte livet.

I deres rigiditet kommer mennesker imod aktiv dødshjælp til at fremstå som inhumane.
I stedet må vi blive bedre til at udvikle holdninger, der sikrer, at vi kan skelne mellem, hvor det skal være lovligt, og hvor det ikke skal.

Læger for Aktiv Dødshjælp bidrager til denne væsentlige debat. Fremfor at forfølge disse læger kan deres initiativ bruges til at udvikle en etisk forsvarlig aktiv dødshjælp.

Vi skylder alle lidende, der frygter at de ender i en situation, hvor lidelsen overskygger enhver livskraft.

”Tak til den modige læge fra Læger for aktiv Dødshjælp, der er stået frem og nu risikerer retsforfølgelse. Som samfund skyder vi budbringeren af en væsentlig problematik. I stedet bør de værdsættes. 

 

Kilde: http://www.b.dk/kommentarer/tak-til-laeger-for-aktiv-doedshjaelp

VORES KOMMENTARER:
Vi er ganske enige i kvindes synspunkt. Danmark halter bagud og debatten bliver mere og mere absurd.
Også før passiv dødshjælp blev legaliseret i 1993, var der læger, der ydede passiv dødshjælp. Udvikling gør, at love på et eller andet tidspunkt halter efter. Således også med hensyn til aktiv dødshjælp.

Kvinden har fuldstændig ret i, at debatten om aktiv dødshjælp bør holde fokus på de lidende mennesker, der ønsker at komme herfra. Det er først og fremmest dem, det hele handler om. Det handler IKKE i første omgang om mennesker med svære handicaps, som MÅSKE ville være blevet fravalgt, hvis såfremt ifald……. Det er teoretiske diskussioner styret af en irrationel angst.

Også Det Etiske Råd er mestre i at opstille skrækscenarier; men for os findes der intet større skrækscenarie end at lade stærkt lidende mennesker, der har et reelt ønske om at dø, få den hjælp, de har brug for. Lad os derfor altid holde os for øje, hvad det egentlig drejer sig om.
Lad os få ordnede forhold i Danmark, så vi alle kan være sikre på, at læger ikke beslutter at aflive os imod vores vilje og vi kan være sikre på, at vi kan få hjælp til afslutte livet, hvis det er det, vi ønsker.

 

Vi har valgt at anvende udtrykket aflivning, når det strider imod patientens ønske, mens vi vælger at anvende udtrykke at afslutte livet, når det er den enkeltes eget ønske. Modstanderne mod aktiv dødshjælp anvender konsekvent aflivning, og det skurrer i den grad i vore ører. Derfor har vi lavet denne sondring! 

......................................................................

 

 

15.4 2017 - TYSK RET GIVER KVINDE RET EFTER HENDES DØD

 Den tyske forvaltningsdomstol i Leipzig har afgjort, at kritisk syge under ”meget særlige omstændigheder” har ret til at begå selvmord. 

For patienter, der ønsker at dø, kan der være adgang til en dødelig dosis af et bedøvelsesmiddel, som i ekstreme tilfælde kan anvendes i Tyskland. Alvorligt syge mennesker har ifølge grundloven ret til at beslutte, hvordan og hvornår de ønsker at forlade dette liv.

En mand i Braunschweig lagde sag an for sin afdøde hustru. Efter en ulykke i 2002 blev hun lammet fra halsen og ned. Hun havde respirator og var altid afhængig af pleje. Hyppige anfald forsagede alvorlige smerter.
Kvinden fandt sin situation både uudholdelig og nedværdigende. Hun blev i 2004 nægtet at købe en dødelig dosis natrium pentobarbital til brug ved selvmord. Derfor tog hun i 2005 til Schweiz og fik hjælp til selvmord.

Hendes mand gik rettens vej for at få fastslået, at afslaget på dødelig dosis narkotika var ulovligt. Den tyske forfatningsdomstol afslog dog mandens anmodning, da det ikke handlede om ham selv. I stedet gik han til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der i 2012 fastslog, at man havde ret til at få sagen bedømt.
Han løb derefter spidsrod i det tyske retsvæsen, men endte i Lepizig.

Dommeren her henviste til, at han havde ret til at få en begrundelse. Alle syge og uhelbredelige mennesker har ret til at beslutte, hvordan og hvornår livet bør bringes til ophør, sagde dommeren. Betingelsen er, at patienten gør det af egen fri vilje. Kommissionen erkendte dog, at det ifølge lovmæssige bestemmelser ikke er tilladt at købe dødelige stoffer; men pga. selvbestemmelsen kan der være undtagelser, hvor uhelbredeligt syge mennesker i ekstreme tilfælde, hvis de har valgt frit og deres liv er uudholdeligt, kan ende deres liv, hvis der ikke findes palliative alternativer.
Forbundsdagen gik derefter ind i sagen.

Den tyske Forundation for Patient Protection kritiserede beslutning som værende praksisfjern. Hvad er en utålelig situation? Det er hverken objektivt målbart eller juridisk universelt gyldigt. Desuden finder de, at det er et slag i ansigtet mod forebyggelse af selvmord i Tyskland. De er derfor glade for, at Forbundsdagen har forbudt forretningsmæssigt selvmord i november 2015 i Tyskland. Ellers ville man kunne bestille død på ”De Gule Sider” med opbakning fra den føderale forvaltningsdomstol”.

Kilde: https://www.tagesschau.de/inland/urteil-sterbehilfe-101.html

 

VORES KOMMENTARER:
Den tyske artikel er oversat vha. skoletysk og google translate. Det kan give nogle misforståelser, som vi tager forbehold imod.
Det interessante i det – som vi forstår – er, at
Menneskerettighedsdomstolen gav kvindens mand ret i, at han havde krav på at få en afgørelse på, om læger havde handlet korrekt ved at afslå at ordinere dødelig medicin til hustruen.

Det var dog ikke Menneskerettighedsdomstolen, der afgjorde sagen. Det gjorde Tyskland selv. En dommer i Leipzig valgte at tage stilling.
Det ser umiddelbart ud til, at dommen står fast. Men da der er taget så mange forbehold i dommen, og da de anvendte begreber ikke er hverken entydige eller juridisk gyldige, og da loven om, at selvmord er forbudt i Tyskland fra 2015 står i vejen, vil dommen dog næppe få nogen som helst form for konsekvenser i praksis.

Det eneste, man kan sige om den, er, at det er muligt at få en domsafsigelse! Jvnf. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse om, at tyske domstole skulle give manden et svar.

Og så kan man faktisk også sige, at vedholdenhed betaler sig. Manden fik faktisk ret i, at netop hans hustru burde have fået medicinen af tyske læger.

Det virker dog som en ren teoretisk dom! Både selvmord og aktiv dødshjælp er fortsat forbudt.
 

................................................................................................................................

12.04 2017 - KVINDE I HOLLAND FIK AKTIV DØDSHJÆLP IMOD SIN VILJE

En hollandsk kvinde, der strittede imod aktiv dødshjælp endte alligevel med at få det. Af en læge. Lægen får nu kritik.
Kvinden var ældre og dement.
Hun havde ikke udtrykt et klart ønske om at få aktiv dødshjælp, men fik det alligevel.

Den danske lægeforening kalder det for grotesk og et groft overgreb på patienten, der modsatte sig dødshjælp.
Lægeforeningen er nervøs for lægens rolle i forhold til patienten. Læger skal lindre-trøste-behandle. Ikke slå ihjel, mener Andras Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

The Regional Euthanasia Review Committees vurderes efterfølgende sager om dødshjælp, og de mener, at lægen gik over grænsen.

Andreas Rudkjøbing mener dog, at tilfældet ikke kan bruges til at sige noget generelt om dødshjælp i Holland; men det viser, at grænsen nemt bliver uklar i forhold til, hvad lægens rolle er i forskellige situationer.
Kvinden havde på skrift tilkendegivet, at hun ønskede at dø, hvis hun skulle på plejehjem. Senere ændrede hun det dog til, at hun ville dø, når livskvaliteten blev så dårlig, at hun bad om eutanasi.

Kvinden kom på plejehjem. Da lægen ville opfylde dødsønsket, strittede hun imod. For at berolige kvinden, gav lægen hende sovemedicin i kaffen. Familien blev bedt om at holde hende, da hun gjorde modstand.

Kilde: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-02-08-hollandsk-kvinde-fik-aktiv-doedshjaelp-mod-sin-vilje-det-er-en-meget-uhyggelig

 

VORES KOMMENTARER:
Gang på gang må vi undre os over, hvordan pærer og bananer blandes.
Denne historie, som bruges til at sige: ”Se bare, hvad en legalisering af aktiv dødshjælp fører til”, siger faktisk intet om aktiv dødshjælp; men den siger en hel del om en læges misforståede mission. Det er ikke dødshjælpen, der er et problem, men lægen. For han har jo helt klart misforstået noget. Derfor handler det ikke om aktiv dødshjælp overhovedet.

I stedet for at gå efter lægen, hvilket ville være det mest naturlige, anvendes eksemplet som et skræmmeeksempel. I alle andre sammenhænge pointeres, at enkelttilfælde ikke kan danne bagrund for en lovændring. Fx når ubærligt lidende tager til Schweitz og får hjælp til assisteret selvmord.

Alligevel får vi det ene eksempel efter det andet fra Holland på, at der findes hollandske læger, der ikke har forstået, hvad deres lægegerning handler om i forhold til aktiv dødshjælp. Det beror som sagt på lægens misopfattelse af opgaven, ikke om dødshjælpen! <

Også danske læger yder dødshjælp, selv om det ikke er legalt. De straffes ikke, hvis de ikke som Svend Lings åbenlyst erkender det. De desuden kan henholde sig til, at det ikke var deres hensigt at tage livet af et andet menneske, men at lindre lidelse; for når lægens hensigt er at lindre lidelse, må de nemlig gerne taget livet af et andet menneske.
På os virker det langt mere utrygt, at en læge under dække af at lindre lidelse kan tage livet af en patient. For hvor ofte spørges patienten i sådanne situationer? Det sker måske, men måske sker det ikke hver gang, og da bliver det lægens beslutning alene. Det finder vi langt, langt værre end de moralske scenarier, der opstilles imod en legalisering af aktiv dødshjælp. 

..........................................................................

 

9.4 2017 - SVEND LINGS I UGESKRIFT FOR LÆGER

I Ugeskrift for Læger står, at Svend Lings aldrig har glemt en episode fra sin tid som medicinstuderende. Han mødte en kræftramt kvinde, der ikke kunne tale; men i hendes blik var der en bøn om hjælp. Denne oplevelse lagrede sig og har siden ført til hans holdning for aktiv dødshjælp.
Sammen med andre ligesindede kolleger har han dannet netværket ”Læger for Aktiv Dødshjælp”. Netværket ser, at de har en moralsk pligt til at hjælpe kronisk syge til en værdig død.
Pga. tilståelsen om, at han har hjulpet mindst 10 mennesker med at begå selvmord, blev han politianmeldt.
Han står dog ved, hvad han har sagt og gjort og ville ikke have handlet anderledes.
Det har dog overrasket ham, at det kan koste ham hans autorisation, fordi det ”beklikker hans faglighed”.
Nogle ser ham som en helt. Han har modtaget i hundredvis af positive henvendelser. Kun en håndfuld har været negative. Bla. en præst. Svend Lings stammer selv fra et indremissionsk hjem.
I 2014 udkom kampskriftet ”Hjælp mig – aktiv dødshjælp”.
Han er ikke hverken ateist eller agnostiker. Han er probalist, for de tror kun på det, der for øjeblikket ser mest sandsynligt ud.
I modsætning til Svend Lings er formanden for Det Etiske Råd Gorm Greisen folkekirkekristen. Det var ham, der udløste hele balladen, da han havde inviteret Svend Lings med i radio 24/7.
”Jeg ser ham som en aktivist, der har sat alt – også sig selv – på højkant for den sag, han tror på. Det er de flot at være så engageret – men jeg er bare helt uenig med ham”, siger Greisen.
Kilde: http://ugeskriftet.dk/nyhed/pensioneret-laege-i-modvind

VORES KOMMENTARER:
Der er ikke så meget at sige. Ugeskrift for læger har fundet historien interessant. Svend Lings dømmes i deres indlæg som aktivist, hvilket det jo er nødt til. Specielt når udtalelsen kommer fra formanden for Det Etiske Råd.

Indlægget forklarer, hvorfor der blev talt religion i radio 24/7, hvor Gorm Greisen var mikrofonholder og havde inviteret Svend Lings til at tale om aktiv dødshjælp - i den famøse udsendelse, hvori han afslørede, at han havde hjulpet nogle med at dø, og som fik så store konsekvenser for ham.

Svend Lings kommer selv fra en indremissionsk hjem og har gjort op med den form for religion, mens Gorm Greisen bekender sig til kristendommen. Det fremgik også af udsendelsen. Dette forhold giver i sig selv en milevid forskel mellem deres holdninger. Og også deres handlinger.

I vores øjne er Svend Lings en helt! 
Andre gør det samme som han, men ingen andre tør stå frem!

....................................................................................................................................... 

”IKKE DØD ENDNU” HAR OGSÅ KRITISERET SKOLEVALGET

”Ikke død endnu” har i et åbent brev til DUF og Undervisningsministeriet gjort opmærksomme på, at de bekymrede over det måde, aktiv dødshjælp fremstilles på i materialet til skolevalget.
De finder materialet ensidigt, fordi de kun har valgt at medtage en fortaler for aktiv dødshjælp.
Og de finder den video, der er brugt, vildledende. De mener, at aktiv og passiv dødshjælp blandes sammen heri, fordi kvinden argumenterer for aktiv dødshjælp, men taler om hjælp til mennesker på dødslejet. De mener, hun taler om passiv dødshjælp.
De mener også, der følger et stort ansvar med at lave et skolevalg, og at de unge ikke klædes sagligt på, så de kan tage stilling med det ensidige materiale, der er brugt.
De påstår, at der er forpasset ”en unik mulighed for at engagere næsten 70.000 unge i nuanceret, saglig debat”.
Til slut i brevet præsenterer de sig selv og vedlægger links til fem videoer, de har lavet, og som de håber, eleverne får adgang til på http://ikkedodendnu.blogspot.dk/p/skolevalget-2017.html

Brevet er underskrevet de fem initiativtagere:
Netværket Ikke død endnu – Sarah Glerup, Mark Bay Sørensen, Peter Gundlund Koed Mikkelsen, Jan Jakobsen og Arne Lykke Larsen

Kilde: http://ikkedodendnu.blogspot.dk/search/label/skolevalget 

VORES KOMMENTARER: 
Selv om skolevalget fandt sted allerede i januar måned, har vi valgt at bringe dette indlæg. Fordi også dette viser noget om gruppen ”Ikke død endnu”.

Gruppen kritiserer materialet til skolevalget både mht. at ensidighed og i forhold til, at videoen, der blev brugt (den kan ses under afsnittet Videoer her på siden) ikke handler om aktiv, men om passiv dødshjælp.
Mht. ensidigheden er der måske noget om det. Det mest rimelige ville være, hvis der også var blevet lagt en video med en modstander af aktiv dødshjælp ud. Dog er langt det meste af det materiale, som eleverne selv kan finde frem til, præget af modstandere imod aktiv dødshjælp – og ikke af fortalere. Fordi de uden tvivl vil anvende siderne fra Det Etiske Råd. På den måde skabes der vel alligevel en form for ligevægt.

Mht. at kvinden på videoen taler om passiv og ikke om aktiv dødshjælp, er det noget sludder. Det skyldes, at gruppen ikke skelner mellem døende og uafvendeligt døende. Det er kun uafvendeligt døende, der kan få hjælp til at blive smertestillet, selv om det betyder, at døden indtræder. Det er kun uafvendeligt døende, der kan få fjernet respiratoren (med mindre de selv beder om det før – altså frasiger sig behandlingen, hvilket man til enhver tid har ret til).

Kvinden på videoen er IKKE uafvendeligt døende. Hun er døende, fordi hun har en dødelig sygdom; men når der er tale lovgivning, er der en væsentlig forskel.

Måske bør gruppen sætte sig lidt bedre ind i emnet, før de udtaler sig så skråsikkert. Det har vi sagt før. Men gentagelse fremmer måske forståelsen?

......................................................................

 

3.4 2017 - I HOLLAND VÆRNER HVERKEN LOVGIVNING ELLER LÆGER IMOD ”GLIDEBANE”

Hollands aktive dødshjælp kommenteres også af ”Ikke død endnu” på deres blog.
Værnet mod en glidebane er ikke tilstrækkelig i praksis i Holland, skriver de.
Antallet af mennesker, der ønsker og får dødshjælp er steget siden legaliseringen fandt sted i 2002. I dag drejer det sig om 4 % af alle dødsfald.
Antallet af patienter med kræft, der får aktiv dødshjælp er faldet fra ca. 88 % i 2013 til 72 % i 2015. Samtidig fylder ikke dødelige diagnoser mere.

I 2003 fik ca. 2 % med hjerte-lungelidelser aktiv dødshjælp, mens tallet var steget til 8 % i 2015.
ALS udgjorde ca. 2 % i 2003, men ca. 6 % i 2015.
Fra 2012 kan også mennesker med psykiske lidelser og demens få dødshjælp. Dette tal vokser.
Kilde: Regional Euthansia Review Committees Netherlands, Annual report (2015) 

Komiteen, der vurderer eutanasi vurderer hvert år, at loven ikke er fulgt i ”en håndfuld sager”.
Dog indrapporteres ikke alle, der får aktiv dødshjælp. I 2010 gjaldt det kun for 77 % af tilfældene.
Kilde: Studie i The Lancet (2012) 

I et studie fra 2011-2014 har man fundet, at muligheden for at få dødshjælp med fx psykisk sygdom primært er blevet anvendt af socialt isolerede kvinder. 70 % var kvinder og ensomhed eller isolation var den primære motivation hos 56 %. ”Depression var den primære underliggende diagnose hos 55 %. Også mennesker med psykoser, PTSD, angst, neurokognitive diagnoser, somatoforme lidelser, spiseforstyrrelser, sorg og autisme søgte.

Lægekontrollen var ikke tilstrækkelig. 27 % af de psykisk syge, der søgte, fik hjælp fra en helt ny læge fra den mobile End-of-Life-eutanasiklinik, fordi de havde fået nej fra egen læge. Der var ikke en uafhængig psykiater ind over og 24 % fik dødshjælp trods uenighed blandt det medicinske personale.
Kilde: Studie af the National Institute of Health i USA (2016) 


Kilde: http://ikkedodendnu.blogspot.dk/p/fakta-fra-verden.html

VORES KOMMENTARER:
Som gruppen fremstiller det, de har læst, forstår vi godt, at de taler om en ”glidebane”. Stikker man et spadestik dybere, kan der dog være helt andre forklaringer end ”glidebane”.

Vi finder det logisk, at antallet, der søger dødshjælp stiger. Med tiden får flere og flere viden om muligheden og flere og flere får øje på det som en mulighed, de selv kan gøre brug af. Fremfor at kalde det for ”glidebane”, kan man også kalde det for UDVIKLING.

Det står jo klart, at de fleste mennesker i de lande, hvor man har undersøgt holdningen til dødshjælp, går ind for aktiv dødshjælp. Derfor kan det ikke undre, at tallet stiger, men man ser også, at tallet stagnerer på et tidspunkt.

Der er ikke noget epokegørende i, at antallet af mennesker med hjertelungelidelser og ALS i stigende grad har benyttet sig af dødshjælpen. Det er lidelser, der kan give en forfærdelig død. At have mulighed for at vælge en umenneskelig død fra, bør være en menneskeret.
Selv om nogle mennesker - trods svære symptomer og handicaps - kan have udmærkede liv, er der også dem, der ikke har. Det afhænger ikke blot af den enkeltes sygdom, men også fx af, hvor store ressourcer den enkelte har både intellektuelt og mht. hjælp og familie og venner. Nogle er naturligvis langt mere heldigtstillede end andre.

Ensomhed er ikke blot ensomhed. Ensomhed kan opstå pga. sygdom og manglende muligheder for at bevæge sig ud i verden. Man er også nødt til at se på, hvad årsagen til ensomheden er.

Andre skal ikke gøre sig til dommere over, hvad man vil med sit liv. Hvor velmenende ”de andre” end er. Indianerne siger, at man skal gå i andres mokkasiner en tid for at kunne forstå dem. Har man ikke prøvet det, skal man passe på med at anlægge alt for skråsikre vurderinger.

Når det er sagt, er vi dog også lidt i tvivl om psykisk syge mennesker bør omfattes af en legalisering; men på den anden side kan psykisk syge lide lige så meget som fysisk syge. Det kræver blot en længerevarende vurdering for at være sikker på, at deres tilstand ikke kan ændres vha. behandling. Hvis alle behandlingsmuligheder er afprøvet uden effekt og de over tid ikke får det bedre eller ændrer mening, kan vi andre vel egentlig heller ikke gøre os til dommere over, om de skal have ret til at få hjælp eller ej.  

Mht. at flere og flere får aktiv dødshjælp, selv om de ikke er omfattet af loven, må vi påpege, at kun ÉN hollandsk læge - så vidt vi ved - er blevet retsforfulgt, fordi han har givet aktiv dødshjælp til en patient, der ikke var omfattet af kriterierne. Selv om modstandere siger, at der hvert år udføres aktiv dødshjælp på ”en håndfuld” patienter, der ikke er omfattet. Men idet lægen ikke er blevet retsforfulgt, må det skyldes, at der har været andre forhold, som har talt for, og som kommiteen nødvendigvis må have været enige i! Ellers ville mange flere læger naturligvis være blevet retsforfulgt siden 2002. Fordi Holland HAR en lovgivning på området, hvilket betyder, at de læger, der ikke følger loven, som en naturlig ting retsforfølges. I Danmark, hvor loven er uigennemsigtig og fyldt med gråzoner, retsforfølges læger ikke. Med mindre de som Svend Lings selv erkender, at de har handlet ud over lovens grænser. Det er der mange der gør; men der er kun én, der har haft mod til at åbent stå frem og erkende det!!!

Mobile End-of-Life-eutanasiklinik er oprettet, fordi man i Holland accepterer, at der findes læger, der ikke ønsker at hjælpe deres patienter med at dø. Det betyder dog ikke, at disse læger ikke samarbejder med patientens praktiserende læge! Det er jo ikke et enten eller. Har den praktiserende læge sagt nej, kan det være holdningsmæssigt begrundet og overhovedet ikke have noget med patientens tilstand at gøre! Det eneste, tallet rent faktisk fortæller, er, at læger har en ret, som nogle benytter sig af, hvilket er meget positivt, fordi det betyder, at man ikke tvinger nogle til at gøre noget, de dybest set er modstandere af! Sådan bør det naturligvis være.

Vi kan igen konkludere, at modstandere (og dermed også gruppen ”Ikke død endnu”) har en tendens til at anvende oplysninger på en måde, så de fordrejes eller kendsgerninger udelades, så oplysningerne fremstår som argumenter imod aktiv dødshjælp.
Lad os nu få ærligheden og det reelle frem i lyset og holde op med at arbejde med fordrejede kendsgerninger. 

.......................................................................

 

1.4 2017 - I HOLLAND TILLADER DE DØDSHJÆLP TIL DEMENTE OG SPÆDBØRN

Det skriver "Ikke død endnu" på deres blog.
Demente og spædbørn, der ikke selv er i stand til at bede om dødshjælp, fik det alligevel. Derfor tog man konsekvensen i Holland i 2005 og gjorde det legalt i ”Groningen-protokollen”, så dødshjælp ikke blev udført i det skjulte. Dette argument anvendes hver gang, loven udvides.

Børn, der snart dør (fx børn med lungehypoplasi), børn med dårlig prognose afhængig af intensiv behandling (fx alvorlige hjerne- og organskader) samt børn med alvorlige handikaps (fx rygmarvsbrok). Ud fra et handicappolitisk synspunkt handler de to sidste grupper om forestillinger om, at et liv med handikap er værd at leve. 
Kilde: "The Groningen Protocol — Euthanasia in Severely Ill Newborns" (2005)  

Alle børn under 12 måneder, der fik hjælp til at dø, viste sig senere at baseres på en vurdering af børnenes livskvalitet. Altså ikke fordi de var døende.


En hollandsk læge siger, at nogle forældre ser eutanasi som et alternativ abort, fordi man først efter fødslen kan afgøre barnets prognose korrekt.

Den hollandske lægeforening tilslutter sig denne argumentation. De tilføjer endda, at forældrenes lidelser ved at se på deres syge barn kan være et argument for spændbørnseutanasi.

Kilde:
http://ikkedodendnu.blogspot.dk/p/fakta-fra-verden.html

VORES KOMMENTARER:
Først demens: Vi mener, at mennesker, der har risiko for at udvikle tidlig, familiær demens, bør have mulighed for selv at tage stilling til, om de ønsker dødshjælp, før de rammes. Altså mens de stadig er ved deres fulde fem. Mange lider af en familiær form for demens, der rammer i en tidlig alder. De ved, at de kan rammes og derfor kan de også tage stilling til, om de vil leve – eller hvor længe, de ønsker at leve med sygdommen, hvis de skulle få den.

Alle andre mennesker bør i princippet kunne gøre det samme: Tage stilling til, om de vil leve med demens, hvis de skulle ske at udvikle demens, før sygdommen evt. udvikles. For mange er demens et skrækscenarie. Man mister sig selv og sine åndsevner og bliver mere eller mindre en tom skal. Det er for mange et skrækscenarie.

Mht. børn er det en meget vanskelig problemstilling. Fordi børnene ikke kan tale deres egen sag. Derfor må man med sindsro overlade beslutningen til forældrene. 

Det er meget svært at gøre sig til dommere overfor de forældre, der vælger at lade deres barn dø. Der skal jo stadig være endog meget vægtige grunde, før det lader sig gøre. Det er ikke noget, der bare sker. 

De fleste af os har ingen skrupler over, at ca. 16.000 kvinder får foretaget abort i Danmark hvert eneste år. Dette er i allerhøjeste grad en etisk problemstilling, som vi også bør tage stilling til, hvis vi fortsat skal gøre os til dommere over, hvad de gør i forhold til nyfødte børn i Holland! Hovedparten af disse 16.000 børn kunne være blevet til små mennesker! Med eller uden handikaps.

Man kan også vælge at se på dødshjælp til nyfødte på den måde, at forældre vælger at give børnene en chance for at leve, så de kan vurdere størrelsen af barnets handikap efter fødslen. Alternativet er, at mange af dem var blevet til aborter lang tid forinden.

Hvis aktiv dødshjælp legaliseres i Danmark, vil det uden tvivl bliv forældrene alene, der træffer beslutningen. Ikke lægen. Lægen kan vejlede; men det er op til forældrene, om barnet skal leve.
Sådan er det ikke i dag. I dag kan læger egenhændigt tage stilling til, at et barn fx lider for meget til at skulle leve eller at barnet alternativt vil få et svært liv. Vi mener, at kun forældre kan træffe en sådan beslutning på barnets vegne. 

Man kan således spørge sig selv: Skal lægerne bestemme, eller ønsker vi selv at bestemme? Vi ønsker selvfølgelig selv at kunne bestemme. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er aktiv dødshjælp den eneste mulighed. Som loven er nu. 


.....................................................................


30.03 2017 - I OREGON ØGER DÅRLIG VELFÆRD ØNSKET OM AKTIV DØDSHJÆLP

På deres blog skriver ”Ikke død endnu”, at Oregon legaliserede dødshjælp i 1994. Debatten foregik parallelt med besparelser på velfærden. Fx til ældre og mennesker med svære handicaps.

De to diskussioner mener græsrodsgruppen ”Ikke død endnu”, hænger samen. Samtidig med nedskæringerne steg aktiv dødshjælp hos borgere uden privat sygesikring. Fra 35 % mellem 1998-2012 til 56 % i 2013.
Samtidig har flere tilkendegivet, at deres ønske om at dø, skyldes ”økonomiske omkostninger ved behandling” (fra 2,7 % i perioden fra 1998-2012 til 5,6 % i 2013). Mange flere frygter desuden at lægge deres nærmeste til last. Dette tal steg i samme perioder fra 12 % til 49 %.

Det, der primært fik borgerene til at bede om aktiv dødshjælp, var konsekvenser af deres handikap. Konsekvenser, der kunne afhjælpes med fx en hjælperordning og ældrepleje.

Her følger de fem hyppigste argumenter for at søge dødshjælp: 93 % angiver tab af autonomi, 89 % at de har sværere ved at deltage i aktiviteter, 73 % angiver tab af værdighed og 49 % en følelse af at være en belastning, mens 37 % taler om tab af kontrol over kropsfunktioner og 28 % angiver smerter. Anvendt kildeStatistisk rapport fra Oregon (2013).

Kilde: http://ikkedodendnu.blogspot.dk/p/fakta-fra-verden.html


VORES KOMMENTARER:
Tal kan være meget taknemmelige.
At sammenligne en periode på i alt 14 år med en periode på ét år er statistisk ukorrekt. Der kan være mange årsager til, at tallet for 2013 ser ud præcist, som det gør. Det havde været langt mere korrekt at dele hele perioden fra 1998 – 2013 op i to og sammenligne disse to tal eller at undersøge antallet i hhv. 1998 og 2013.

Naturligvis er antallet, der får hjælp til assisteret selvmor steget over år, eftersom flere og flere får øje på muligheden.

Noget tyder på, at nogle har haft til hensigt at ”manipulere” med tallene? Måske modstandere af aktiv dødshjælp? Det er nok et relevant gæt?
Ud over de tal, der sammenlignes, synes det også mærkværdigt, at der er anvendt tal fra 2013, idet den statistiske rapport faktisk udkom i 2013. Dem, der har lavet rapporten er næppe lykkedes med både at samle tallene og udgive en statistik på årets allersidste dag! Tallene er altså næppe færdigindsamlet, før rapporten er lavet og udgivet! Dette skaber også stor tvivl om både værdien og korrektheden.

Dertil kommer, at nogle af de årsager, der angives i forhold til ønsket om at dø, ikke nødvendigvis handler om sygesikring eller ej, fx tab af kontrol over kropsfunktioner og smerter. De andre angivne årsager KAN være påvirket af manglende sygesikring, men er det ikke nødvendigvis. Der drages simpelthen for mange slutninger, der absolut ikke behøver at være korrekte, og som sandsynligvis kun tjener til at overbevise andre om, at aktiv dødshjælp er en dårlig ide.

Vi vil igen påpege: Hvis græsrodsbevægelsen ønsker at anvende kilder, vil det være en god ide at anvende pålidelige kilder, hvis de vil virke troværdige. 

...........................................................................................................................

NYT vedr. dødshjælp

29.3 2017 - ARGUMENTER IMOD "GRUPPEN IKKE DØD ENDNU"

Gruppen ”Ikke død endnu” har mange meninger om, hvorfor aktiv dødshjælp ikke bør legaliseres.

Vi har tidligere skrevet om
- at de nedtoner smerteproblematikken som årsag til, at mennesker ønsker aktiv dødshjælp
- at de anvender ”holgergske” og modsætningsfyldte argumenter 
- at de synes at have en skjult dagsorden om at fremme egne interesser (af få mere hjælp) fremfor at debattere dødshjælp
- at deres viden ikke altid rækker
- at de ikke skelner mellem døende og uafvendeligt døende
- at de ikke skelner mellem objektive og subjektive symptomer
- at de ikke altid har sat sig tilstrækkeligt ind i fx lovgivning eller i læste tekster
- m.m.

På deres hjemmeside har de et afsnit, de kalder for fakta fra forskning, hvilket betyder, at de har udvalgt enkeltstående artikler, der passer ind i deres egen argumentation og udeladt alle andre. Det synes ikke hverken sobert, medmenneskeligt,moralsk ansvarligt eller faktabaseret:
De argumenterer imod andre mennesker - de mange ofre for denne svære problematik - der ligger rundt omkring i Danmark uden at kunne få den fornødne hjælp.

Derfor har vi besluttet os for at bringe flere indlæg,med henblik på at udtrykke, hvad vi mener i relation til det, de er blevet ”rundrejsende” i pressen, og som ødelægger rigtig meget for dem, der har og også fremover vil have brug for at få hjælp til at dø.

Da de har rigtig meget taletid i pressen, bør de holde sig på egen banehalvdel og ikke tale på alle vegne, når de står frem. Det vil vi gerne opfordre dem til nøje at tænke over. Vi håber naturligvis, at de ser dette og er interesserde i at læse med. 

..........................................................................

 

28.3 2017 - "IKKE DØD ENDNU" KOMMENTERER LÆGER FOR AKTIV DØDSHJÆLPS FORSLAG TIL DØDSHJÆLP

Læger for Aktiv Dødshjælp har fremlagt et lovforslag, der tillader at svært handikappede nyfødte eller alvorligt syge børn får aktiv dødshjælp skriver ”Ikke død endnu” i Politiken.

Forslagets § 9 handler om barmhjertighedsdrab på svært handicappede nyfødte eller alvorligt syge børn uden udsigt til bedring. Forældrene skal bede om det og mindst tre læger skal være enige.

Gruppen ”Ikke død endnu” mener, at mange af gruppens medlemmer ikke ville være i live i dag, hvis dette forslag allerede var tilladt. De ville have været skilt fra allerede ved fødslen.

Men ingen læger eller forældre kan forudsige, hvilken livskvalitet et nyfødt barn vil få.
Forældrene er i krise, og det kan være svært at træffe beslutning om noget så alvorligt i den situation. Derfor bliver det primært læger, der kommer til at træffe beslutningen. Læger, der er tilhængere af aktiv dødshjælp; for opgaven kan aldrig pålægges en læge. Det skal foregå frivilligt.

Gruppen finder det dybt bekymrende, at det bliver en medicinsk opgave at vurdere livskvaliteten for mennesker med handekap. Læger vurderer konsekvent livskvalitet for mennesker med handikap lavere, end de handikappede selv. De beskæftiger sig ikke med foranstaltninger, der kan øge livskvaliteten for mennesker med handikap, men koncentrerer sig om fejl og mangler ved kroppen. Derfor bliver handikap et individuelt problem, der kan fjernes eller kureres. Når kuren ikke findes, kan man lade kroppen dø.


De antyder, at der også kan være økonomiske incitamenter til at slå et barn med handikap ihjel. Gruppen udtaler også: ”Det er hverken moderne, demokratisk eller humanistisk at fratage et nyfødt barn mulighederne for at vise livsduelighed. Ofte vil det med den rette opbakning, hjælpemidler og hjælpeindsats være muligt at skabe rammen for et godt liv”. Her refererer de igen til Læger for Aktiv Dødshjælp, der mener, at mennesker i et moderne, demokratisk og humanistisk samfund selv skal have lov at bestemme over liv og død.


Deres konklusion er, at Læger for Aktiv Dødshjælp gør sig til fortalere for mord af børn.


Kilde:http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5833892/L%C3%A6ger-for-Aktiv-D%C3%B8dshj%C3%A6lp-vil-sl%C3%A5-nyf%C3%B8dte-b%C3%B8rn-med-handikap-ihjel?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter

 

VORES KOMMENTARER:
Præmisserne for hele denne debat er forkert. Det sker lidt for ofte, når gruppen ”Ikke død endnu” debatterer. 

Gruppen mener, det primært bliver læger, der kommer til at træffe beslutningen om at lade et handikappet barn dø, fordi forældrene er i dyb krise; MEN i forslaget står der jo udtrykkeligt, at forældrene skal bede derom! Så der bliver aldrig tale om, at læger bestemmer. Kan forældrene ikke selv træffe en sådan beslutning, træffes den simpelthen ikke! I modsætning til i dag, hvor det ubetinget er lægerne der bestemmer og en beslutning om at lade barnet dø kan tages af lægen alene! Derfor er det en mærkværdig argumentation. De argumenterer for noget, de dybest set er helt uenige i!

Som vi tidligere har bemærket, har gruppen tendens til at fordreje kendsgerninger. Selv om de gerne vil diskutere på et sagligt niveau, bliver det usagligt, når de selv ikke holder sig til teksten.

Det ville have været en god historie, hvis deres udlægning var sand; men det er den ikke! Det er utroligt, at journalisten ikke gennemskuer det. Måske finder vedkommende bare historien god uanset fakta. Dette må dog betragtes som dårlig og sensationspræget journalistik.

Gruppen tillægger ikke læger at have gode vurderingsevner i forhold til handikaps. Måske har de ret i dette? Måske er det helt forkert? Det er der vel ikke en endegyldig konklusion på. Der er stor forskel på læger. Lige som der er stor forskel på mennesker med handikap.

Vi kan kun gentage, at vi ikke forstår, at gruppen argumenterer imod en legalisering af aktiv dødshjælp, da de selv ville være meget bedre stillede med en legalisering, fordi læger netop da ikke bliver den enerådige. De kan således ikke – som nu - bestemme, at barnet skal dø efter fødslen eller at et voksent menneske med et handikap, der fx kræver respirator, skal have respiratoren fjernet, selv om det ikke er et ønske fra den handikappede selv.

Vi vil i bringe flere af gruppens fejlagtige slutninger og argumenter i den kommende tid. 

 

 .................................................................................................................................

25.3 2017 - HVAD SIGER SEKS POLITIKERE OM AKTIV DØDSHJÆLP?
Det har Kristeligt Dagblad spurgt dem om i sommeren 2013. 


Uffe Elbæk fra Liberal Alliance svarer JA.
For ham er det en del af menneskerettighederne. Han omtaler det som et følsomt emne forbundet med store etiske og personlige problemstillinger. ”Men jeg mener, at det må være op til den enkelte at vælge, om man skal fortsætte sit liv eller ej”.

Han mener, at det for mennesker, der overvejer aktiv dødshjælp, ikke er en hovsa-løsning, men det absolut sidste valg. Truffet på baggrund af alvorlig sygdom. Derfor tror han heller ikke på en glidebane. Alle mennesker klynger sig til livet. ”Men hvis folk virkelig modent har overvejet alle muligheder og ønsker at forlade livet på en værdig måde, er det op til den enkelte at afgøre”.
Han ved ikke, om dødshjælp vil komme på den politiske dagsorden.

Mike Legarth fra Det Konservative Folkeparti siger også JA.
Også han mener, at uhelbredeligt syge skal have lov at bestemme over deres eget liv, og at selvbestemmelse er vigtig.

Han mener, at det er læger, som skal påtage sig hvervet og uddannes til opgaven. Ikke skal gøre det, hvis de ikke vil.
En række kriterier skal være opfyldt, bla. at man skal sikre, at patienten har fået den bedste hjælp forud uden, at det har ændret ved eller forbedret situationen.
Et menneskes livsgnist vil ikke lade sig påvirke af, hvad andre mener. Derfor er han ikke bange for, at pårørende kan udsætte den lidende for pres. Han betoner, at det kun skal finde sted i de tilfælde, hvor livet er uværdigt, og man bare venter og venter.

Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti siger NEJ.
Fordi man allerede nu sørger for at smertedække patienter, så de sover stille ind. Det foregår allerede i praksis. Hun mener, at legalisering af dødshjælp kan føre til et skred, og at man ikke kan forudsige hverken omfanget eller konsekvenserne heraf. Desuden lægges der et urimeligt pres på både den døende og de pårørende. Den døende kan føle sig om en belastning, og den pårørende kan plages af skyldfølelse og af at have været en bøddel, hvis de vælger dødshjælp.
Hun spørges, om hvordan mennesker, der ikke føler sig smertedækket nok skal mødes? Til det svarer hun, at ”idéen om en dødssprøjte er altså ret uhyggelig, og jeg ikke stå inde for de ting, som jeg mener, det kan føre med sig”. Hun mener dog heller ikke, at terminale patienter skal lide til det sidste; men med passiv dødshjælp har man allerede mulighed for at hjælpe dem. Der bør dog kigges nærmere på, om den hjælp bruges tilstrækkeligt.

Thyra Frank fra Liberal Alliance siger NEJ.
Selv om hun er liberal mener hun på baggrund af mange års erfaring i ældreomsorgen, at mange ældre, der har mistet troen på livet, er blomstret op igen, når der blev talt med dem om det. ”Ensomhed er farlig, og folk, der ønsker at dø, kan i virkeligheden ønske livet, hvis de bliver set og mødt”. Hun mener også, at der kan opstå et pres fra de pårørende.
Vi har allerede mulighed for at dæmpe angst og smerter, selv om vi skal blive bedre til det. 
Hun kan godt forstå, at der er mange, der selv vil bestemme med en uhelbredelig sygdom; men hun tror også, at det handler om angsten for at dø i angst og smerte. Men dybest set handler det om værdier. ”Hvad er det for et samfund, der ikke kan udvise medmenneskelighed, men kun kan tilbyde at tage livet af en?” spørger hun. 


Fatma Øtkem fra Venstre siger VED IKKE.
Hun er i tvivl, fordi det er en svær debat med megen etik, som politikere bevidst er gået uden om. Hun mangler både viden, klarhed og argumenter.
Det går lige til hjertet, når hun hører om mennesker, der er syge og gerne vil dø, og som liberal skal folk have lov til selv at bestemme; men hun er også sikker på, at de muligheder, der er for palliativ behandling, blot skal bruges mere optimalt.
Hun mangler en undersøgelse af hele området sammen med erfaringer fra udlandet. Hun mener, at hun med de rette argumenter vil kunne overtales. Men lige nu mener hun, at det er tilstrækkeligt med de muligheder, vi allerede har. Hun er dog ikke låst fast på noget.

Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne svarer VED IKKE.
Han er i tvivl, fordi det er et vanskeligt felt med berøringsangst overfor diskussioner. Politikere bør diskutere emnet ærligt og troværdigt.

Selv er han et meget eksistentielt og tænkende menneske. Livet er ikke for enhver pris bedre end døden. Måske vil han også selv en dag nå dertil, at han gerne vil herfra; men som sygeplejerske har han ofte mødt mennesker for hvem livet var for svært. Men hvis den palliative behandling kan udbygges, vil behovet måske ikke være der.
Han har selv været på studietur til Holland og England for at lære af, hvad de har gjort der. Det har inspireret ham til at søge mere viden om palliationstilbud herhjemme. Der bør undersøges, hvad folk med ubærlig smerte kan tilbydes, mener han. ”Herunder også hvilket muligheder der er for at bede om mere smertestillende og også ud over den grænse, som lægerne måske synes er tålelig”.
Han er stærkt troende og sikker på, at han vil kunne komme derud, hvor det hverken giver mening for ham selv eller for Gud, at han fortsat lever
. Samtidig tror han også på, at den medicinske og teknologiske udvikling på sigt giver en forbedring i håndtering af ubærlige smerter.



Alle 174 politikere blev dengang spurgt. Ikke alle svarede.

I Socialdemokratiet har 4 sagt JA, 14 NEJ og 1 har ikke taget stilling. 19 ud af 45 har svaret.
I SF har 3 sagt JA, 5 NEJ og 2 har ikke taget stilling. 10 ud af 15 har svaret.
I Radikale Venstre har 3 sagt JA, 8 NEJ, 1 har ikke taget stilling. 12 ud af 17 har svaret.
I Enhedslisten har 0 sagt JA, 12 sagt NEJ. 12 ud af 12 har svaret.
I Venstre har 3 sagt JA, 7 sagt NEJ, 12 har ikke taget stilling. 22 ud af 47 har svaret.
I det Konservative Folkeparti har 4 sagt JA, 3 NEJ, 0 har ikke taget stilling. 7 ud af 8 har svaret.
I Dansk Folkeparti har 2 sagt JA, 9 sagt NEJ, 3 har ikke taget stilling. 14 ud af 22 har svaret.
I Liberal alliance har 0 sagt JA, 4 sagt NEJ, 1 har ikke taget stilling. 5 ud af 9 har svaret.
Kilde: https://www.etik.dk/aktiv-dødshjælp/seks-politikere-det-mener-jeg-om-aktiv-dødshjælp

VORES KOMMENTARER:
Dette er en meget interessant artikel. Der er ingen tvivl om, der er kommet flere ja-sigere til siden. Det tror vi i det mindste.
I alt 20 sagde JA (inkl. Uffe Elbæk). I dag vil der være flere alene i kraft af, at Alternativet har erklæret, at de går ind for aktiv dødshjælp. Om de er helt enige i dag, ved vi dog ikke.
54 svarede NEJ.
20 havde ikke taget stilling.
Og resten havde ikke svaret på spørgsmålet.

Kun i Enhedslisten var alle enige. De sagde nej.Om det er en partieerklæring, eller om de blot alle er enige, ved vi ikke. De fleste partier stiller deres medlemmer frit for, når det gælder svære etiske og moralske problemstillinger.  
De seks politikeres svar rummer ikke så meget nyt. De to sagde JA, to sagde ved ikke. To sagde NEJ.

Politikernes argumenter var ikke nye dengang, og de anvendes fortsat. Flere talte om udbygning af den palliative behandling og om at undersøge emnet nærmere. Flere erkendte, at ikke alle kunne smertestilles.
Selv om flere dengang mente, at den palliative behandling skulle styrkes, er det ikke sket. Folketinget har for nylig sagt nej til en udbygning af antallet af læger, der er uddannet indenfor palliativ behandling. Hvis de mente noget med det dengang, kan man undre sig over, at der stadig ikke sker noget på området her 4 år efter! Det er faktisk for dårligt. Man kan ikke bruge palliativ behandling som argument, hvis man ikke vil gøre noget for at forbedre det! Det er ikke godt nok. 

Thyra Frank talte om livstrætte gamle; men det både var og er lidt uden for diskussionen om aktiv dødshjælp i Danmark, hvor man kun taler om ubehandelige mennesker.

Det er også interessant, at Flemming Møller Mortensen som stærkt troende mente, at både han selv OG Gud kan komme til et tidspunkt, hvor livet hverken giver mening for ham eller for Gud.
Alt i alt tegner der sig et helt andet billede end tidligere.
Der er dog sket noget på området siden da.
Socialdemokratiet vil drøfte, om dødshjælp skal være en del af deres partipolitik. Alternativet har allerede taget det med i deres partiprogram. 

Selv om de mange nærmest selvdøde kaniner stadig trækkes op af hatten, er der dog også nyt undervejs. Bla. to debatter om dødshjælp her i foråret. Dels en debat arrangeret af Det Etiske Råd, dels en debat arrangeret af Socialdemokratiet i Hillerød.

 

...................................................................................................................

 

23.3 2017 - LÆGER MÅ SLÅ IHJEL, MEN IKKE NÅR PATIENTEN BEDER OM DET

»Ifølge sundhedsloven (§ 25 stk. 3) må læger gerne give alvorligt syge så meget ekstra medicin at de ”som bivirkning” dør af det. Bare det ikke var det der var meningen. Vagthavende læge kan altså trygt skrue op for dosis, hvis han eller hun synes, også uden at kende patienten nærmere. Men hvis patienten selv beder om det, så bliver det pludselig ulovligt og strafbart iht. straffelovens § 240. Det er absurd og som klippet ud af en roman af Franz Kafka.«


Dette er blevet meget aktuelt efter, at læge Svend Lings har oplyst, at han i flere tilfælde har udskrevet en recept på dødelig medicin til mennesker, der ikke længere vil leve.


I dag står han til tre års fængsel for sin indrømmelse.

Selv om formålet er ædelt og humant, tages der afstand fra det, fordi lovændringer skal ske gennem vedtagelser i Folketinget. Ikke ved selvtægt.
Emnet har klare etiske aspekter, men de religiøse er dybt irrelevante.

Mennesker ved deres fulde fem skal have lov til selv at bestemme; men ingen kan lovligt få hjælp til at dø i dag.

Hver dag træffes der dog tunge beslutninger rund omkring på landets hospitaler og andre steder.
Læger skal både helbrede, trøste og lindre.
Man kan spørge, om det er drab at slukke for en respirator eller give medicin, der fremskynder dødstidspunktet. Man kan også spørge, om det er assisterende selvmord at acceptere, når et menneske nægter at modtage medicin eller en blodtransfusion?

Der er en stor etisk og faglig gråzone. Det er svært at skelne mellem lovlige og ulovlige handlinger.

Hvis en læge nægter at give en patient nok smertestillende medicin, fordi vedkommende er bange for at blive straffet for det. Er det da lægeløftets påbud om at lindre, der vejer tungest? Eller er det lægens egen religion om ikke at ”blande” sig i Guds anliggender, der bliver tungen på vægtskålen?

Egner emnet sig overhovedet til yderligere lovgivning? Fungerer det ikke godt nok, som det gør i dag? I dag er det lægen selv, der vurdere, hvornår sundhedsloven overtrumfer straffeloven.


Kilde: http://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE9385518/laeger-maa-godt-slaa-ihjel/

VORES KOMMENTARER:
Ovenstående er en leder i Jyllandsposten. Lederskribenten har fat i nogle meget relevante spørgsmål omkring legalisering af aktiv dødshjælp.

Et af spørgsmålene er, om emnet overhovedet egner sig til lovgivning?
Til det vil vi svare klart ja. I de lande, hvor de har en lovgivning på området, er der skabt klare rammer. De har ikke længere de mange gråzoner eller den uigennemsigtighed, som læger dagligt ”slås” – uden måske altid at være bevidste om det. Men lægen kan bestemme. Og det er her, vi stiger af; for vi mener, at lægen IKKE skal bestemme, om vi skal hjælpes til at dø. Det skal vi selv.

Lægen skal ikke være dommer over andres liv. De kan være vejledere og rådgivere på området; men dommere NEJ. De risikerer at tage livet af mennesker, der slet ikke ønsker at dø. Det må i sig selv være nok til, at loven skal ændres.

Det er også interessant at se, hvordan religion i den seneste tid er blevet inddraget som en væsentlig faktor for, at aktiv dødshjælp ikke legaliseres i Danmark. Vi ved godt, at det er sådan, det forholder sig; men nu tydeliggøres det, at religionen ”spænder ben” for en legalisering. Hvis man tror på Gud, skal man ikke ”blande sig i hans anliggender”; men det er jo netop det læger i forvejen gør hver eneste dag. De blander sig i allerhøjeste grad i Guds anliggender. I Guds navn giver nogle for lidt medicin, mens andre, der ikke tror på Gud, måske giver mennesker det, de har brug for – og i nogle tilfælde måske mere til?

Det er og bliver et vanskeligt område at tage stilling til; men netop derfor bør denne stillingtagen være op til det enkelte menneske. Og ikke til læger eller religiøse modstandere af dødshjælp. 

..............................................................................

 


20.3 2017 - ”IKKE DØD ENDNU” ANVENDER HOLBERGSK ARGUMENTATION

Gruppen ”Ikke død endnu” giver os hovedbrud, fordi de både er let og svært gennemskuelige. Det synes stadig, som om de har en dagsorden, der ikke stemmer overens med, at de vil debattere dødshjælp.

Dette giver os hovedbrud; men vi forsøger igen og vender atter tilbage til gruppens første argument for, hvorfor aktiv dødshjælp IKKE bør legaliseres, nemlig: ”Handikap er hovedårsag til aktiv dødshjælp”. 

Under punktet starter de med at skrive, at ”i de lande, hvor aktiv dødshjælp er blevet lovliggjort, og hvor vi rent faktisk har data fra, fylder smerter tilsyneladende meget lidt i praksis”. Vi har tidligere skrevet om, at de data, gruppen angiver, er fejlbehæftede, ligesom gruppen laver fortolkninger, der langt fra kan kaldes for fakta, selv om gruppen ifølge eget udsagn er i besiddelse af sådanne. Dette gennemgik vi minutiøst den 16.3 2017.

Vi mangler dog at kommentere på gruppens konklusion om, at handikap er hovedårsag til dødshjælp.
Vi tænker, at det er netop denne overskrift, der måske får dem til at nedprioritere smerteproblematikken; for hvis smerteproblematikken er årsag til, at mennesker ønsker dødshjælp, er deres overskrift om, at det er handikap, der er hovedårsag jo åbenlyst forkert. Derfor kan de også være nødt til at nedtone smerteproblematikken.

Deres antagelser om, at ”handikap er hovedårsag til aktiv dødshjælp” bygger de på samme problematiske artikel med endnu en omvendt argumentation. De fem hovedårsager til, at mennesker i Oregon - ifølge deres ”data” – ønsker at dø, er tab af autonomi, tab af aktivitet, tab af værdighed, tab af kropsfunktioner og følelse af at være til belastning. Ifølge gruppens omvendte argumentation er disse fem tab hovedårsager til, at mennesker ønsker aktiv dødshjælp, det samme som at være handikappet. Dette må siges at være en meget subjektiv forklaring på, hvad et handikap er.

Sagt på en anden måde anvender de holbergske argumenter. ”En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er Morlille en sten”. Mennesker med svære handikaps taber autonomi, aktivitet, værdighed, kropsfunktioner og føler sig til belastning. De fem punkter er årsag til, at flest mennesker ønsker dødshjælp. Ergo er handikap hovedårsagen til dødshjælp.

For det første kan der være mennesker med handikaps, der ikke FØLER disse tab. Netop fordi der er tale om følelser. Følelser er individuelle. Det synes jo efterhånden klart, at gruppen ikke selv føler disse tab. Tab, som de også betoner, at samfundet kan kompensere for ved at give dem den fornødne hjælp og tilstrækkelige hjælpemidler. Og så er de ikke længere et problem! Og når de ikke længere er et problem, kan handikap jo umuligt være årsag til ønsket om aktiv dødshjælp. Hvis man anvender ”omvendt holbergsk” argumentation!

For det andet kan der være mange andre mennesker, der føler disse fem tab uden, at de pr definition er handikappede.
Fx gamle mennesker. Er alle gamle mennesker, der føler tab af autonomi, aktivitet etc., handikappede? Eller er de blot gamle? Hvor går grænsen? Eller børn? Hvad med dem?
Små børn har selvfølgelig ikke sådanne bevidste tanker eller følelser, men de gamle kan meget vel have dem – uden at de af den grund kaldes for handicappede. Deres følelse af alderdomssvækkelse kan ikke nødvendigvis afhjælpes med mere hjælp, hvilket gruppen også plæderer for. 

I FN´s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede defineres handicap som: ”… en betegnelse for tab eller begrænsning af muligheder for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Funktionsnedsættelse - hvad enten den er fysisk, psykisk eller intellektuel - er det givne, det objektivt konstaterbare, mens handicap er det relative - det situationsafhængige.
 

Hermed kan vi konstatere, at en funktionsnedsættelse betragtes som et handicap, hvis funktionsnedsættelsen er objektiv og konstaterbar, mens handikap er det relative og situationsafhængige. Derfor betragtes alderdomssvækkelse IKKE som et handikap. Situationen er, at de er gamle, og alle vi andre ved, at vores funktioner nedsættes med alderen.
Lad os igen tale om den smerteplagede patient. Vil gruppen ud fra ovenstående definition kalde en smerteplaget patient for handikappet? Eller skal der en vis grad af smerte til? Eller afhænger det af, hvordan det enkelte menneske ”tager det”?

Smerter er IKKE objektivt konstaterbare. Smerter er subjektive og usynlige. Derfor er smerter et stort problem for mange mennesker. Man kan se, at den smerteramte måske rynker panden, ligger i en akavet stilling, trækker vejret overfladisk, sveder etc.; men om lægen vurderer, at patienten har smerter er en helt anden sag, idet det afhænger af, om lægen vurderer, at patientens smerter og sygdom synes at være i overensstemmelse. Denne afgørelse er særdeles subjektiv, og en læge kan aldrig kunne vurdere styrken af patientens smerte uanset, hvilken diagnose patienten har. Lægen kan heller ikke se ind i mennesker, og som nævnt kan det til tider være begrænset, hvad man kan se udenpå.
Vurderer en læge at en døende patients smerter ikke kan være så slemme, som patienten angiver, får patienten ikke den ekstra dosis smertestillende, der evt. kan fremkalde døden (patienten får heller IKKE passiv dødshjælp).

Har man synlige, konstaterbare handikaps har man næppe et problem med at overbevise læger om sit handikap!? I modsætning til den smerteplagede, som er den eneste, der kan vurdere styrken af smerten. Men det forhindrer ikke, at nogle læger gør sig til dommere overfor smerteplagede patienter. Et faktum vi lidt for ofte kan læse om i dagspressen og andre steder. 
Mange smerter kan desuden ikke behandles. Derfor er det heller ikke muligt at ”kompensere for den funktionsnedsættelse”, der opstår pga. smerter. Det hjælper ikke at tilbyde hjælpere og hjælpemidler, fordi det er smerterne, der er problemet - ikke manglen på hjælp.
Også dette udgør en væsentlig forskel mellem gruppen ”Ikke død endnu” og mange af dem, der måtte ønske hjælp til at dø.

Gruppen skelner med andre ord ikke mellem objektive/synlige og medfødte eller erhvervede handikaps og subjektive/usynlige handikaps forårsaget af lidelse, som kun definitivt kan registreres af det enkelte menneske.
Heri kan også forskellen mellem deres og vores synspunkter ligge.

Desuden ser det heller ikke ud til, at de skelner mellem konsekvenser af handikaps – om et menneske med handikap har følelser af tab, som føles umulige at leve med og deres egne handikaps, der tilsyneladende ikke giver flere tab end, at det er muligt at kompenseres for dem?

Gruppen ”Ikke død endnu” har udtalte fysiske funktionsnedsættelser, og dermed er der INGEN, der tvivler på, at de har et handikap. Får de hjælp i forhold til deres funktionsnedsættelser, kan de leve et godt liv.

Endnu en hollbergsk argumentation: Gruppen ”Ikke død endnu har ikke brug for dødshjælp. Hovedårsagen til, at folk ønsker at få aktiv dødshjælp, er handikaps. Ergo har andre heller ikke brug for aktiv dødshjælp.

Sådan er det desværre ikke for smerteplagede patienter og heller ikke for alle, der lever med svære handikaps. Mange smerteplagede kan fx ikke smertestilles så tilstrækkeligt, at de kan leve deres liv. Vi har læst om mennesker med svære handikaps, der går ind for aktiv dødshjælp – fx fysiker og kosmolog Steven Hawkings, der lever med ALS http://tosommerfugle.blogspot.dk/2013/09/stephen-hawking-tilhaenger-af-retten-til.html .

Smerte behøver selvsagt ikke at være det eneste symptom, mennesker kan have svært ved at leve med. Der kan også være andre fysiske symptomer, som læger måske godt kan se, men ikke i er stand til hverken at vurdere objektivt eller vurdere konsekvensen af for patienten!  

Konklusionen er, at gruppen "Ikke død endnu" anvender hollbergske argumenter. Derfor kan de være meget vanskelige at artumentere imod! 

......................................................................................................................................

 

19.3 2016 - RITT BJERREGAARD HAR I BERLINGSKE KALDT SVEND LINGS FOR MODIG
Ritt Bjerregaard, der selv har en uhelbredelig kræftsygdom har støttet læge Svend Lings efter, at han åbent har erkendt, at han har hjulpet mindst 10 mennesker med recept på dødelig medicin.
Kilde: http://www.b.dk/nationalt/uhelbredeligt-syge-ritt-bjerregaard-terminale-patienter-kan-baade-foele-et-pres

VORES KOMMENTARER:
Det er ikke en ny nyhed; men vi bringer den, fordi vi gerne vil holde gryden omkring Svend Lings lidt i kog, så vi ikke glemmer, at det han har været med til at starte den debat, der kører om aktiv dødshjælp p.t. og også har været langt mere konstruktiv i sin tilgang, end nogle vi tidligere har mødt. Vi påskønner hans store arbejde for samfundets lidende mennesker!  
Det er skønt, at også kendte mennesker, som alle mennesker ved, selv er syge, står frem og åbent støtter læge Svend Lings. Han har sikkert også brug for al den støtte, han kan få?! Han er en modig mand. At sætte sin autorisation på spil og miste den har været dyre omkostninger for ham.  
Vores antagelse er, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil statuere et eksempel, så der ikke er flere læger, der fristes til den slags; men ingen kan stoppe dem, der i næstekærlighed hjælper andre, der udtrykkeligt beder om hjælp til at dø. 

........................................................................................
 

16.3 2017 - SMERTE ER IKKE HOVEDARGUMENT FOR AKTIV DØDSHJÆLP IFØLGE "IKKE DØD ENDNU"

Den nystartede græsrodsgruppe ”Ikke død endnu”, har samlet faktuel viden om aktiv dødshjælp/assisteret selvmord fra andre lande.


Som bekrevet i går har de lavet fem punkter imod aktiv dødshjælp. Under det første pungt påstår de, at smerter, som ellers anvendes som hovedargument for legalisering af aktiv dødshjælp, tilsyneladende kun fylder lidt i praksis.

De angiver kilden: "Attitudes and Practices of Euthanasia and Physician-Assisted Suicide in the United States, Canada, and Europe" (2016)

VORES KOMMENTARER:
Når man læser den forskningsartikel, gruppen henviser til som den eneste, står der IKKE, at smerte ikke er HOVEDARGUMENTET for aktiv dødshjælp, som de skriver i en overskrift. Der står heller ikke, at smerte som hovedregel ikke angives som den primære GRUND til aktiv dødshjælp, hvilket de også skriver.

Der står, at smerte for det meste ikke er rapporteret som DEN PRIMÆRE MOTIVATIONSFAKTOR. Motivationsfaktor og hovedargument behøver langt fra at være det samme, hvilket gruppen dog ikke går ind i. Smerten kan jo rent faktisk være den underliggende grund til følelsen af både tab af autonomi, tab af aktivitet, tab af værdighed og følelse af at være til belastning samt tab af kropsfunktioner. Disse fem områder viser undersøgelsen, er de fem hyppigste primære motivationsfaktorer. Det synes ikke, at græsrodsgruppen har overvejet dette!?

I artiklen står også, at smerte angives som den primære motivation hos hele 24 %.  
At smerte ikke er den primære motivation hos de sidste 76 % betyder ikke, at det ikke KAN være en motivationsfaktor. Det betyder blot, at det ikke er den STØRSTE motivationsfaktor til ønsket om aktiv dødshjælp.

Smerte er desuden det eneste FYSISKE symptom, der nævnes i artiklen, selv om der kunne være nævnt mange andre symptomer, såsom lammelser, vejrtrækningsbesvær etc. Men det er tilsyneladende ikke de fysiske symptomer, der generelt er årsagen til, at folk ønsker at dø. Eller er det? Fordi de fysiske symptomer forårsager alle tabene i tilværelsen? Hvad kom først: hønen eller ægget. Som vi både erfarer og opfatter det, kommer de fysiske symptomer først. Bla. smerter.

Smerte er tilsyneladende det eneste symptom, folk har angivet (eller som et større antal har angivet) som primær motivationsfaktor for at søge aktiv dødshjælp. Derfor virker det bagvendt, når gruppen bruger en artikel som denne i deres argumentation for postulatet om, at fortalere typisk bruger ubærlige smerter som hovedargument for at legalisere aktiv dødshjælp, men at det rent faktisk fylder meget lidt i praksis.

Det synes, som om gruppen har til hensigt at underkende smerters betydning i forhold til aktiv dødshjælp. Har de mon en interesse i at drage denne konklusion? Fylder smerteproblematikken for meget for gruppen i forhold til gruppen egne problematikker og skal ”skydes i sænk”?
Er det ren strategi fra deres side? At underkende smerteproblematikken så handikapproblematikken kommer mere i fokus? Fordi de næste fire – ud af fem argumenter imod aktiv dødshjælp alle – handler om handikap.
At underkende det faktum, at 24 % ønsker at dø primært pga. smerter, og at endnu flere formentlig angiver smerter som en sekundær faktor, synes lidt som at trampe på mennesker, der i forvejen ligger ned. Med ubærlige smerter i døgnets 24 timer.

Anvender græsrodsbevægelsen udelukkende en faglig artikel med misvisende fortolkninger mhp. at fremme egen argumentation, må vi sige, at det ikke klæder en ellers dybt seriøs debat.

Det værste er dog, at deres overskrift over afsnittet om smerter kaldes “Fakta fra forskning”. MEN i den artikel, de vælger, advares om, at oplysningerne er indsamlet af Oregon Department of Human Services, og at de fremlagte data er baseret på LÆGERS RAPPORTER om patientens bekymringer. Det er altså anden-hånds-oplysninger! Dertil kommer, at lægerapporterne er standardiserede med syv svarbokse, hvori lægerne har skullet markere hvilke svar, der bedst afspejlede LÆGENS opfattelse af de bekymringer, der bidrager til patientens anmodning om aktiv dødshjælp. Dette kan være problematisk, når der er tale om forskning. Kan lægen overhovedet udtrykke patienternes subjektive erfaringer og motivationer? Det er også det, der stilles spørgsmålstegn ved, når andre advarer om dataindsamlingsmetoden.

Den australske skuespiller og TV-vært Andrew Denton har nøje undersøgt vilkårene i de lande, hvor dødshjælp foretages. Han har konstateret, at det ikke er sygdommen (læs også handikappet), der afgør, om ansøgningen om aktiv dødshjælp imødekommes, MEN HVOR MEGET PATIENTEN LIDER.

Ingen kan eller skal efter vores mening gøre sig til dommere over andres lidelser. Ingen andre end den berørte kender intensiteten af de lidelser og smerter, vedkommende har.
Ingen kan heller gøre sig til dommere over, om andre skal leve, hvis de ønsker at dø! Eller for den sags skyld om de vil leve, selv om de har muligheden for at dø!

Wollagong Unicersity Health Services Unit, som indsamler data fra 106 palliative enheder i Australien har påvist, at en femtedel af dem, der dør, dør med moderate til svære smerter trods de bedste bestræbelser på at give en god palliativ pleje.
Derfor bør man aldrig underkende smerter og smerters betydning, når der tales aktiv dødshjælp.
Kilde: http://www.aktiv-doedshjaelp.dk/417528474

I går bragte vi som nævnt de fem modargumenter, som gruppen ”Ikke død endnu” har nedskrevet. Som nævnt forsøger de – jvnf. ovenstående – allerede i punkt nummer ét at nedtone betydningen af smerter. Men vi kan konstatere, at der er alt for mange, der lider af smerter og som ønsker at dø pga. ulidelige smerter. Der er ofte historie fra den virkelige verden om patienter, der har lidt alt, alt for meget uden at kunne få hjælp til at dø. Læs bla. denne artikel: http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9425407/nervesmerter-fik-min-mor-til-at-gaa-i-flitsbue-ved-den-mindste-bevaegelse/


Det er fastslået, at smerter langt fra altid kan afhjælpes. Det kan derimod de fire næste punkter på deres liste – vha. hjælpemidler, hjælperordning, ordentlig lægehjælp og ved ikke at betragte det som uværdigt at være afhængig af hjælp i hverdagen.  
Dette er dog ikke ensbetydende med, at også mennesker med handikaps kan ønske at få hjælp til at dø:
https://www.theguardian.com/science/2015/jun/03/stephen-hawking-i-would-consider-assisted-suicide?CMP=fb_gu

Vi vil derfor sluttelig fremkomme med en antagelse om, at gruppens blinde makker tilsyneladende er promovering af bedre hjælp til handicappede, fremfor at drøfte dødshjælp?

 

 

..................................................................................................................... 


15.3 2017 - "IKKE DØD ENDNU"´S FEM PUNKTER IMOD AKTIV DØDSHJÆLP 

Gruppen ”Ikke død endnu” mener, at der er brug for handicappolitisk modstand mod aktiv dødshjælp, fordi de er omfattet af målgruppen vedr. aktiv dødshjælp. De er bekymrede for, at målgruppen i lande med aktiv dødshjælp gradvist øges.

Handicappede befinder sig i krydsfeltet, fordi de har fremadskridende sygdomme og ifølge lægebøger er døende, fordi de holdes kunstigt i live af respiratorer, sonder og hjælpende hænder.

 

”Vi vil hverken fordømme eller kontrollere individets ret til selvbestemmelse over eget liv eller død. Men vi frygter, at statssanktioneret dødshjælp vil få ulykkelige konsekvenser for mennesker med alvorlige sygdomme eller handikap, hvis de bliver tilbudt eutanasi eller assisteret selvmord som almindelig del af ”behandlingspaletten”. Det er der mindst fem grunde til”.

1. Smerter, som ellers anvendes som hovedargument for legalisering af aktiv dødshjælp fylder tilsyneladende kun lidt i praksis.
93 % taler om tab af autonomi, 89 % om sværere ved at deltage i aktiviteter, 73 % om tab af værdighed, 49 % om at være en belastning, 37 % om tab af kontrol over kropsfunktioner. Alt dette kan afhjælpes med gode hjælpemidler, hjælperordning, god lægehjælp, og en holdningsændring til, at det er uværdigt at være afhængig af andre i hverdagen.


2. Autonomi er synonymt med økonomisk og fysiske uafhængighed og ses på som uværdigt med en tendens til handikapfobi. Handicappede mennesker er dog endnu ikke døde, men selvstændige, værdifulde liv, som ikke er uværdige.


3. I lande med legaliseret aktiv dødshjælp er det typisk læger, der afgør, om dødshjælp er relevant og rimelig. Læger er således et værn mod unødvendig aktiv dødshjælp ved at vurdere, om de forstår konsekvenserne af deres ønske og hvad ønsket reelt udspringer af (fx sorg, angst eller depression). Det bliver derfor en medicinsk opgave at vurdere livskvaliteten og research viser, at livskvaliteten hos mennesker med handicap vurderes lavere, fordi læger er påvirkelige af fx økonomisk styring og autonomi, og fordi der bag alle medicinske professioner ligger et mindset om den medicinske model bag. De har intet at gøre med sociale foranstaltninger, der vil kunne gøre livet med et handicap bedre. De er fokuseret på menneskets krop og kropslige fejl. Når fejl ikke kan korrigeres, lader de kroppen dø.


4. Pga. nedskæringer i velfærden, nedskæres livskvaliteten også. Handicappet bliver større og følelsen af at kunne leve et værdigt liv mindre. Økonomien bliver dårligere, og ønsket om at dø kan opstå. I Oregon er efterspørgslen på assisteret selvmord størst blandt borgere uden forsikring, altså de fattigste.


5. ”Mennesker med handicap diskrimineres, bla. i mediedækningen og den offentlige opinion.

Raske mennesker, der ønsker at dø, bliver henvist til Selvmordslinjen, til psykologsamtaler eller psykiatrisk behandling, så de kan få hjælp til at genvinde lysten til at leve. Mennesker med tilpas alvorlige sygdomme eller handikap hyldes derimod som tapre og inspirerende, hvis de afstår fra livsvigtig behandling eller opsøger aktiv dødshjælp. Den forskelsbehandling er åbenlys diskrimination af mennesker med handikap”.

Institutionaliseres dødshjælp siger al dokumenteret erfaring, at målgruppen hurtigt også inkluderer mennesker med handicap. De mener derfor, at aktiv dødshjælp vil forstærke den systemiske diskrimination af mennesker med handicap. Det ses allerede.


Kilde: http://ikkedodendnu.blogspot.dk/p/hvorfor-er-handikapperspektivet-relevant.html  

 

Desuden gør de op med den lille video, som Lisa Grye Elstorp har lavet i forbindelse med skolevalget. De har lavet hver deres lille video, hvori de fortæller, hvorfor de ikke går ind for aktiv dødshjælp. Se dem her:

http://ikkedodendnu.blogspot.dk/p/skolevalget-2017.html

VORES KOMMENTARER:
Endnu engang fastslås, at det, vi tidligere har skrevet om gruppen, er korrekt. Det handler om dem selv og deres liv som handicappede og ikke om alle andre lidende mennesker med ønsker om og behov for at kunne få hjælp til at dø.

Gruppen starter oven i købet i punkt et med at fastslå, at smerter kun fylder lidt i praksis når det gælder ønsker om aktiv dødshjælp. Det vender vi tilbage til i et senere indlæg, idet det simpelthen er noget sludder, hvilket vi meget gerne vil begrunde!


Punkt 2, 3, 4 og 5 handler om gruppen selv og om at skulle leve med et handikap.


Vi vil endnu engang fastslå, at ALLE mennesker bør have ret til at vælge, hvad de selv ønsker i forhold til aktiv dødshjælp og at INGEN gruppe kan tillade sig at tage patent på at have den rette mening i forhold til alle andre.


At være født med svære handikap er naturligvis en udfordring hele livet igennem. Især hvis de handikappede mennesker ikke får den hjælp, de har brug for til at kunne leve et så normalt liv som muligt. At dette uden tvivl kan være endog meget problematisk kan vi aldrig drømme om at stille spørgsmål ved! Det er åbenlyst, at det er sådan, det forholder sig.


Men vores kæde hopper af, når de begynder at sammenligne sig selv med alle andre, der kunne ønske sig aktiv dødshjælp. At leve med svære handikaps er og bliver aldrig det samme som at skulle leve med svære smerter eller med en dødelig og fremadskridende sygdom, der er opstået i voksenlivet og som i løbet af kortere tid kan føre til en forfærdelig død.

I det hele taget kan man ikke sammenligne sig selv med andre overhovedet. Vi er alle forskellige mennesker med forskellige behov og forskellige måder at leve livet på. Det er alle nødt til at respektere.

Der vil formentlig også være andre mennesker med svære handikaps, der er svært uenige med gruppen og som måske også gerne ville kunne tale deres egen sag, men ikke magter det!?

Har nogle mennesker behov for aktiv dødshjælp, må vi alle støtte op om, at de får den mulighed. Selvfølgelig. Der foretages jo allerede aktiv dødshjælp i dag. Derfor er det nødt til at blive synligt, når det sker og på hvilke præmisser, det sker i stedet for som nu at foregå i tusmørke bag nedrullede gardiner. Og til tider uden patientens udtrykkelige ønske!

Men alene på baggrund af lægens vurdering. Det er ikke godt nok.

Betyder en legalisering, at mennesker med handicap føler sig udsatte, må de tage den kamp. På deres egne vegne. Og ikke kæmpe imod på alle andres vegne!  

Så er det vist slået fast, at vi under ingen omstændigheder kan acceptere gruppen rigide holdninger til et emne, der kræver stor fleksibilitet og forståelse for hinanden og hinandens udfordringer!  


-----------------------------------------------------

14.3 2017 - GRÆSRODSBEVÆGELSEN ”IKKE DØD ENDNU” KRITISERER LÆGE SVEND LINGS

Sarah Glerup, der er medstifter af ”Ikke død endnu”, er blevet interviewet i Jyllandsposten om Svend Lings, der har hjulpet flere patienter med assisteret selvmord ved at ordinere medicin til dem, som forårsager døden.
Sarah Glerup glæder sig over, at sagen om lægenetværket, der hjælper folk, undersøges nærmere.

Hun er stærk modstander af, at nogle hjælper syge med at begå selvmord.
”Det er stærkt bekymrende, at danske læger på den måde tager sagen i egen hånd og hjælper ulykkelige, syge mennesker med at dø. I organisationen frygter vi, at mennesker, som kunne få gode liv med den rigtige støtte og hjælp, kommer til at dø”, siger hun.
Hun mener, at man godt kan have en kriseperiode, som man kan komme over igen. Hun har selv prøvet det.
Hun overlever i dag ved hjælp af en respirator.

Læger er ikke de bedste til at vurdere, om stærkt handicappede mennesker skal leve eller dø. De ser på, hvad der er galt med kroppen; men der er også mange ting uden om kroppen, der har betydning for, om livet er godt eller ej.
Hun mener, at man kan hjælpe folk med fx psykologhjælp, god sagsbehandling, gode hjælpemidler, handicaphjælpere og en familie, der bakker op.

Hun finder det meget skræmmende, at Svend Lings mener, at han kan vurdere folks livskvalitet ud fra journalen og nogle telefoniske samtaler. Ingen ved hvilke kriterier han og de andre læger arbejder ud fra.

Hun frygter, at alvorligt syge og handicappede vil komme under stort pres for at dø, hvis aktiv dødshjælp legaliseres.

”Undersøgelser fra lande, hvor aktiv dødshjælp er tilladt, viser, at følelsen af at være til besvær for omgivelserne er den hyppigst nævnte årsag, når mennesker ansøger om aktiv dødshjælp” forklarer hun.

Mogens Arnlund, der hjalp sin hustru med at dø i efteråret og fik en straf for det bagefter, er ikke enig. Han ville ønske, at han havde kendt Svend Lings dengang.
Det var en meget svær beslutning, han traf dengang. Derfor mener han, at vi skal have en instans, der kan se på det med faglige øjne. Der skal en menneskelig bedømmelse til. Et skema er ikke nok.
Aktiv dødshjælp ville have været det rigtige for hans hustru, der var 100 % afhængig af andre, hvilket var et helvede for hende.
”Det vigtigste er, at alle har ret til en værdig død”, mener han.

KILDE: Jyllandsposten den 24.2 2017 ”Det er godt, at sagen om lægen nu tages alvorligt”.

VORES KOMMENTARER:
Det er gået op for os, at ”Ikke døde endnu” er enige med os i, at læger ikke er de bedste til at vurdere, om vi skal leve eller dø! Det er altid et skridt i den rigtige retning. Nej, læger er ikke de rigtig til at vurdere. Det er den enkelte! Forskellen er blot, at gruppen udelukkende taler om mennesker med handicaps, mens vi taler om ALLE mennesker.

Gruppen repræsenterer en meget lille gruppe i forhold til de 80 % af befolkningen, der ønsker en legalisering af aktiv dødshjælp. Alligevel får de taleret i tide og utide for øjeblikket. I utide, fordi vi mener, de ikke er i stand til at vurdere, hvad andre har brug for. Lige så lidt som de selv mener, at læger kan vurdere, hvad de har brug for. De to aspekter sætter de dog desværre ikke sammen.

Vi har alle ret til at bestemme over vores eget liv; men fordi de er mennesker med handicaps, finder de, at de er dem, der er bedst kvalificerede til at tale på alles vegne. Det er faktisk trist. Og vi finder, at de på en måde begår overgreb mod alle dem, der ønsker en legalisering, fordi de virker så skråsikre og får det til at lyde, som om de taler på alle vegne! Men i virkeligheden ved de intet om andre end dem selv. Det fremgår tydligt, hver gang de ytrer sig. Det er fint, hvis de bare holdt sig til det; men det er faktisk dybt sørgeligt, at de den ene gang efter den anden promoverer nogle holdninger, som intet har med almenbefolkningen at gøre samtidig med, at de får det til at lyde, som om det angår alle!

Som Svend Lings har sagt i en radioudsendelse fornylig, handler det ikke om, hvorvidt man føler sig til besvær eller ej. Det handler om, at man har gjort sig nogle dybe overvejelser gennem lang tid om, hvorvidt livet er værd at leve eller ej og er kommet frem til, at det er det ikke.

Gruppen er nødt til at forstå, at de altid kan tale for sig selv, men at de skal holde sig på egen banehalvdel og ikke tro, at de ved alt om, hvad andre har brug for, fordi de ved, hvad de selv har brug for.

Vi kæmper for, at den enkelte får lov at bestemme. Således kæmper vi også for deres gruppe. Hvad den handicappede vil/ikke vil bør være helt op til den enkelte på nøjagtig samme måde, som det bør være op til hvert eneste menneske på denne jord! Groft sagt kan man sige, at de kæmper for sig selv, mens vi kæmper for alle! Der er en verden til forskel! Nemlig næstekærlighedens verden.

..................................................................................................................................................

13.3 2017 - TO ARRANGEMENTER OM AKTIV DØDSHJÆLP

1. Det første arrangement er lavet af Det Etiske Råd i samarbejde med Lisa Grye Elstorp, der selv er kræftpatient og ønsker mulighed for at få aktiv dødshjælp samt Søren Saustrup Gersby, der er pårørende til afdøde Mathilde Gersby, der arbejdede for aktiv dødshjælp. Det finder sted den 5. april kl. 13-16.30.
Debatten stopper tit, når hhv. modstandere og fortalere har fremført deres argumenter, står der i invitationen. De glemmer at lytte til hinandens synspunkter. 
Emnet er sårbart og løsningen er ikke let. 
Lisa Grye Elstorp og Søren Saustrup Gersby vil stå i centrum af samtalen. 
Alle samtalens deltagere er bedt om at gå til samtalen med en åben og nysgerrig tilgang og et oprigtigt ønske om at forstå de andres synspunkter.
Andre deltagere er Thomas Søbirk Petersen, medlem af Det Etiske Råd, Thomas Ploug tidligere medlem af Det Etiske Råd, Sarah Glerup medstifter af ”Ikke død endnu” samt formanden for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing.
Det er muligt at tilmelde sig på dette link: http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/aktiv-doedshjaelp-og-doeende/en-samtale-om-aktiv-doedshjaelp

Samtalen filmes og gøres tilgængelig online efterfølgende.

2. Det andet arrangement finder sted onsdag den 26. april 2017 kl. 18-21 i Hillerød. 
Du kan tilmelde dig på følgende link: https://s-fredensborgkredsen.nemtilmeld.dk/1/
Arrangementet laves af Charlotte Holtermann, som er folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredensborgkredsen. Hun har sidste år sendt et forslag til partiet mhp. at partiet tager stilling til emnet. 
Derfor vil partiet nu invitere alle medlemmer til debat. 
Ritt Bjerregaard, der selv lider af uhelbredelig kræft, har givet tilsagn om deltagelse. 
Anders Agger fra DR2 er lige nu i gang med at optage fire programmer om aktiv dødshjælp, hvori Ritt også deltager.
Andre deltagere er formanden for ”En værdig død” Flemming Schollaart, formanden for Det Etiske Råd Gorm Greisen samt Henning Nabe Nielsen, der er hospitalspræst.

.........................................................................................................................................
 

5.3 2017 - I DAG TAGER JEG PÅ FERIE PÅ MADEIRA. 1 UGE. LÆGGER NYT PÅ, HVIS JEG KAN KOMME TIL DET. ELLERS MÅ I VENTE, TIL JEG ER HJEMME IGEN. HA DET GODT SÅ LÆNGE!

....................................................................................................................................

04.03 2017 - GRÆSRODSBEVÆGELSEN "IKKE DØD ENDNU" MENER, AT VI SKAL IKKE KÆMPE FOR LIVET - IKKE DØDEN

”Der er en udpræget misforståelse, at aktiv dødshjælp er et frit individuelt valg, der intet har med tidens vinde at gøre, men kun et spørgsmål om at være et moderne, demokratisk menneske, der elsker en individuel og frihedssøgende tilgang til liv og død”.

Et medlem af græsrodsbevægelsen ”Ikke død endnu” mener, at aktiv dødshjælp rammer socialt skævt, fordi det forstærker den diskrimination, der i forvejen er af mennesker med et handikap.

Han angriber venstrefløjen for at have en individualistisk tankegang, som har sat den politiske tænkning i stå, hvilket han finder skræmmende, fordi konkurrencestaten eller byder på angreb af gennemgribende karakter på velfærden.

Død og smerte er angstprovokerende og tabu i samfundet. At hoppe med på tanken om at have magt over eget liv og død er ikke accept af lidelse.

Det er overset, at man kan blive smertedækket, hvis man er terminalt syg og har smerter eller angst. ”At dø under store smerter er unødvendigt og må ikke forekomme”.
Problemet løses ikke ved aktiv dødshjælp, men på forskning i smertebehandling.

De steder, hvor man har legaliseret dødshjælp, er det også kommet til at omfatte mennesker med handikaps. Det forstærker diskriminationen af handikappede yderligere.

Intellektuelle eksperter står for debatten, og mennesker med handikaps er højst ”cases”.


”Ikke død endnu” er modstandere af institutionaliseret aktiv dødshjælp. Pga. glidebanen. Mennesker med handikaps trækkes tættere på døden.

Tilhængere mener, at det intet har med hadikap at gøre. Det er dog ikke korrekt; for i det forslag, ”Læger for aktiv dødshjælp” har lavet, står der i § 9, at ”barmhjertighedsdrab på svært handikappede nyfødte eller alvorligt syge børn uden udsigt til bedring er tilladt, når forældrene har bedt om det og mindst tre læger, heraf mindst en med specialistuddannelse på organområdet er enige”. Det afkræfter, at det ikke handler om handikappede.

Gruppen ”Ikke død endnu” ville ikke være levende eller have haft mulighed for at leve i dag med den lov. De var blevet fravalgt i første leveår. Uden en chance for at få et liv.
Derfor er aktiv dødshjælp en glidebane.


I Oregon viser en undersøgelse, at mindre end hver fjerde angiver smerter som årsag til, at de ønsker aktiv dødshjælp.
De fem hyppigste årsager er tab af autonomi (93 %), sværere ved at deltage i aktiviteter (89 %), tab af værdighed (73 %), følelse af at være en belastning (49 %), tab af kontrol over kropsfunktioner (37 %).

”Alle disse ting kan afhjælpes med hjælpemidler, hjælperordning og ordentlig lægehjælp og ved ikke at regne det for uværdigt at være afhængig af hjælp – altså bedre velfærd”.

Venstrefløjen er nødt til at være på vagt overfor konkurrencestatens krav om større produktivitet og afsættet i en ”materiel, samfundsmæssig kalkule af mennesket”. Økonomitænkningen påvirker tankegangen i dag. Derfor må venstrefløjen forholde sig til aktiv dødshjælp. Dødshjælp i forhold til solidaritet og mangfoldighed.

Ansvaret for livet skal være solidarisk. Med mere velfærd.

Kilde: http://arbejderen.dk/kronik/aktiv-d%C3%B8dshj%C3%A6lp-skal-vi-k%C3%A6mpe-det


VORES KOMMENTARER:

Atter kan vi konstatere, at ”Ikke død endnu” fortsætter deres vendetta mod alle dem, der ønsker aktiv dødshjælp legaliseret.
Det er gået op for dem, at tilhængerne ikke forstår, hvad en legalisering har med handikappede at gøre. Det forstår vi stadig ikke. Heller ikke efter ovenstående indlæg.

For det første bliver handikappede børn ikke automatisk slået ihjel ud fra det forslag, der foreligger. Det kræver, at både forældre og tre læger uafhængigt af hinanden er enige i, at det er bedst for barnet. Uden forældrenes ønske, sker det ikke! Derfor handler dette overhovedet ikke om for eller imod aktiv dødshjælp. Det handler om, at forældre skal vide, at de kan få den hjælp, de har brug for til at varetage omsorgen af et svært handikappet barn. Altså igen om forældre og om hjælpemidler etc.

Fakta er, at det er en helt anden diskussion. At bruge aktiv dødshjælp om løftestang i stedet for at tage den reelle diskussion, synes som ansvarsforflygtigelse – samtidig med, at gruppen faktisk er godt på vej til at ødelægge rigtig meget for andre, som står i en helt anden situation, som de ikke hverken forstår eller forsøger at forstå.

Der findes mennesker, der vitterligt har behov for den form for hjælp, som deres gruppe ikke kan identificere sig med. Hvad vil de mon have ud af at forhindre dem i det?

Med den meget taletid, gruppen får i pressen, er det ikke smukt at være vidne til, hvordan de ulideligt lidende bliver brugt som løftestang i en helt anden sag.

For det andet er lægevidenskaben så udviklet i dag, at mange svært handicappede fostre vil ”fanges” allerede under graviditeten. Dette er måske også en debat, de i stedet skulle sætte fokus på – ikke at fravælge børn, fordi de har svære handicaps.
De sammenblander simpelthen pærer og bananer i deres argumentation.

Vi ser i stedet, at alle med en legalisering af dødshjælp får lige muligheder. Vi ser, at alle har noget at skulle have sagt over deres eget liv. Det er præcist det, de også selv ønsker! Og det er præcist det, vi andre også ønsker. Så hvorfor denne absurde debat?

Skal en lille minoritet – sammenlignet med de 80 % af den danske befolkning, der ønsker en legalisering af aktiv dødshjælp – have lov at sætte dagsordenen på et forkert grundlag for alle andre?

Det er slet ikke aktiv dødshjælp, gruppen bør kæmpe for, men aktiv livshjælp til mennesker med handikaps. Mhp. at undgå, at forældre fravælger børn med svære handikaps. Og mhp. at alle mennesker med handikap kan få den hjælp, de har brug for.

Vi finder det faktisk en anelse usmageligt, når gruppen fastholder, at der ”kun” er 24 %, der ønsker dødshjælp i Oregon pga. smerter. De nedtoner således, at mennesker med ubærlige smerter får den hjælp, de har brug for. Måske fordi de selv har brug for noget andet? Og derfor ikke forstår, hvad det handler om? 
24 % med ulidelige smerter, der ønsker et dø, er 24 % for mange; for det betyder, at de 24 % ikke kan smertestilles. Gruppen aner åbenlyst intet om smerter og smerteproblematikker!
Hvordan vil de mon have det, hvis de selv får at vide, at de ikke kan hjælpes med stærke og ulidelige smerter, og at de er nødt til fortsat at lide og dø i store smerter, indtil der kommer mere forskning på området? Det synes temmeligt arrogant, når man ved, hvordan det udarter sig i praksis. 

Og kommer det nogensinde dertil, at alle ulidelige smerter kan lindres?
Hvor lang tid er det rimeligt at vente. 25 år? Eller måske 50 eller 100?
Det er jo ikke fordi, der ikke forkes og er blevet forsket i smerter. Smerter og smerteforskning synes således heller ikke at være noget, gruppen ved ret meget om.
 
Skal vi være hårde, synes det – udefra set - som om deres medmenneskelighed kan ligge på et lille sted, og som om de er styret af noget helt andet end ønsket om, at aktiv dødshjælp ikke bør legaliseres. Det bygger vi på, at de stort set kun taler om sig selv.

Måske er det angsten for at døden sammen med antagelser, der ikke har hold i virkeligheden samt en for ringe viden om, hvad debatten om dødshjælp egentlig handler om, som de forsøger at bibringe en debat, de fejlagtigt tror handler om dem?

Behov for at promovere sig selv i en rigid argumentation, risikerer at gå ud over en stor gruppe mennesker, der ikke kan få den hjælp, de har behov for. Vi vil derfor inderligt bede jer om i fremtiden at tale for jer selv. Hold jer på egen banehalvdel. Lad andre tale deres egen sag. Det tjener alle bedst.
Vi beder jer også inderligt om, at I giver andre lov at få den hjælp, de ønsker og har så hårdt brug for. Disse mennesker er end ikke i stand til at begå selvmord, fordi de ikke har ressourcerne dertil. I kan nøjes med at få respiratoren fjernet og er således meget bedre stillet.

At I ønsker at leve, bør ikke betyde, at I gør det på en sådan måde, at I samtidig forsøger at forhindre andre med ulidelige lidelser i at dø! Det virker en smule selvisk! 
I synes at tale med hjernen. Vi taler fra hjertet. Måske er det grunden til, at vi ikke forstår hinanden og ikke taler samme sprog.


................................................................


3.3 2017 - "IKKE DØD ENDNU": NY GRÆSRODSBEVÆGELSE IMOD AKTIV DØDSHJÆLP

Seks mennesker med et handicap har grundlagt en græsrodsbevægelse for nylig.  Græsrodsbevægelsen samler mennesker med handikap og deres allierede imod aktiv dødshjælp.
De har ikke hverken en religiøs eller en moralsk holdning. Deres argumenter har rod i livserfaringer og ønsket om, at der er social retfærdighed for alle borgere.

De fem er Sahrah Glereup, cand.mag. i film- og medievidenskab. Hun er bestyrelsesmedlem i Muskelsvindfonden. Hun er også sanger, politiker og arbejder for Enhedslisten. Hun er kørestolsbruger og har respirator.

Arne Lykke Larsen er lektor i teoretisk højenergifysik på Syddansk Universitet, foredragsholder og forfatter. Han har ALS.
Jan Jakobsen er kommunikationsmedarbejder på en skole for børn med unge og handicap, kommunalpolitiker, blogger og medlem af Muskelsvindfondens bestyrelse. Han bruger respirator og er afhængig af hjælpere døgnet rundt.
Ditte Gundbrand Christensen har læst dramaturgi. Hun er også forfatter, har arbejdet på TV og er nu næstformand i Muskelsvindfonden.
Mark Bay Sørensen, BA i filosofi, laver pt. Kandidatgrad. Er menigt medlem af Muskelsvindfonden og har haft respirator i 21 år.
Peter Mikkelsen er BA i historie og danske samt certificeret systemisk coach. Er aktiv i flere handicaporganisationer og sidder i Muskelsvindfondens repræsentantskab og bestyrelse. Han holder foredrag og coacher mennesker med handicaps. Han har respirator og døgnhjælp. 
Kilde: http://ikkedodendnu.blogspot.dk/p/hvem-er-vi.html

 


”Ikke Død Endnu” vil arbejde med fem målsætninger

1. ”Vi opponerer imod, at eutanasi eller assisteret selvmord skal blive en fast del af ”behandlingstilbuddet” i Danmark
2. Vi dementerer myten om, at der under nuværende dansk lovgivning ikke kan ydes hjælp til at dø værdigt, hvis man er terminal patient eller i livsforlængende behandling
3. Vi gør op med forestillingen om, at det værdige liv nødvendigvis forudsætter arbejdsevne og fysisk uafhængighed af hjælp.
4. Vi ønsker, at samfundet skal tilbyde aktiv livshjælp til en meningsfuld tilværelse uanset alder, sygdom og handicap. Hjælpen på aldrig afhænge af den enkeltes sociale og økonomiske ressourcer
5. Vi kræver lige beskyttelse for loven. Mord er ikke en mindre alvorlig forbrydelse, bare fordi ofret var sygt, gammelt eller havde et handikap”.

Kilde: http://ikkedodendnu.blogspot.dk/p/hvad-vil-vi.html 

VORES KOMMENTARER:
Denne forening er modstandere mod legalisering af aktiv dødshjælp.
Det synes dog, som om aktiv dødshjælp kun skal bruges som en løftestang til at promovore noget andet, nemlig at de har brug for mere hjælp - hjælpemidler, hjælpeordninger etc. - som kan sikre dem et godt liv, hvilket punkt nr 3 og 4 signalerer. 

Vi finder det lidt bemærkelsesværdigt, at de "kaster sig" over et emne som aktiv dødshjælp for at få det, de selv har behov for.
Det betyder, at de ødelægger noget for dem, der virkelig har brug for, at aktiv dødshjælp legaliseres. Desværre er det nok ikke noget, de tænker særlig dybt over. Selv om de burde kunne se ud over deres egen næstetip, når det gælder så dybt og alvorligt et emne. 
De ser det udelukkende fra eget perspektiv, nemlig at skulle leve med et alvorligt handicap. Derfor giver det god mening, at de, der udtalte sig i Kristeligt Dagblad mener, at det kun er de berørte, der kan diskutere emnet, hvilket vi finder er noget værre sludder; for alle er berørte af dette emne. Med eller uden handicap. Vi kan alle ende i en situation, hvor vi har brug for hjælp til at komme herfra i utide!
De har fået helt forkert fat i, at man med passiv dødshjælp kan yde tilstrækkelig hjælp. Hvis det var tilfældet, ville der jo ikke være så mange med ubærlig lidelse i Danmark, der ønsker at dø. Mange kan ikke behandles og kan derfor heller ikke frasige sig en behandling. Mange tåler ikke den behandling, der måske ville kunne gøre deres liv mere tåleligt.
De skelner ikke mellem døende og uafvendeligt døende. De har således heller ikke fået fat i, at det først er når, man er uafvendeligt døende, at det er muligt at få passiv dødshjælp.Mange lider ubærligt uden at være uafvendeligt døende. Hvad med dem?
Det synes således beklageligvist som om, de ikke helt ved, hvad de taler om! De har fået massiv taletid i medierne, som finder dem interessante. Formentlig for de ønsker at leve – ikke at dø. Men hvorfor de absolut skal ”køre” alle andre over i deres iver efter at promovere sig selv, finder vi ret uforståeligt.
Græsrodsbevægelsen har lavet en facebookgruppe, hvor man kan gå ind og diskutere. Det må vi gøre. Selv om det er vanskeligt, fordi der helt åbenlyst er mangler i deres viden om emnet. 

 

-----------------------------------------------------------------------------

 

 

1.3 3017 - DEBATINDLÆG I JYLLANDSPOSTEN I DAG
Den ene af os har skrevet et debatindlæg, som bringes i Jyllandsposten i dag. 

DRAB ELLER NÆSTEKÆRLIGHED

 

Når læge Svend Lings åbent erkender, at han har hjulpet i forvejen døende og stærkt lidende mennesker med en recept på dødelig medicin, fordi de ellers ville have begået selvmord, er man nødt til at spørge: Er det drab eller næstekærlighed?  
Svend Lings selv er ikke i tvivl. Svaret er næstekærlighed.

Ca. 80 % af alle danskere ønsker aktiv dødshjælp legaliseret. Alligevel er en gruppe religiøse, højtuddannede mennesker udnævnt som toneangivende – fremfor den brede befolkning. De taler om dilemmaer, glidebaner og pres. Måske er det næstekærlige tanker, måske ”spøgelser”?


Alternativet er at lytte til de mennesker, der tales om, hvilket Svend Lings har gjort. Han har lyttet til desperate menneskers forfærdelige lidelser og til deres eneste ønske.

At leve med ikke at hjælpe synes lige så svært som at leve med at hjælpe.

Helt tilbage til min elevtid i 1970´erne og frem til 1993, hvor passiv dødshjælp blev legaliseret, tog mange læger sagen i egen hånd. Respiratorer blev slukket, sonder fjernet og morfindroppet skruet op. Før det blev tilladt. I dag må læger gerne afkorte og accelerere dødsprocessen. Også uden patientens tilladelse!


Flere undersøgelser foretaget blandt læger har vist, at de længe har udøvet aktiv dødshjælp. Fx har 9 % af de praktiserende læger i en undersøgelse erkendt, at de har hjulpet patienter med at dø.

Historisk set har der altid været læger, der har handlet forud for deres tid. Fordi tiden med årene løber fra en lovgivning. Således også nu.

Aktiv dødshjælp er en vanskelig problematik; men det synes endnu mere vanskeligt at skulle gebærde sig i den nuværende lovgivning mellem gråzoner og uigennemsigtighed. Det skaber utryghed i befolkningen, som er afhængig af den enkelte læges holdning. At skabe faste rammer for aktiv dødshjælp kan skabe langt større tryghed. Det er på tide, at politikerne indser, at befolkningens ønske ikke bygger på uvidenhed, og at Det Etiske Råd bremser den demokratiske proces.

Sygeplejerske og forfatter
Hanne Holst Rasmussen

Kilde: http://jyllands-posten.dk/aarhus/meninger/breve/ECE9398610/drab-eller-naestekaerlighed/

 

...................................................................

27.2 2017 – ADGANG MED ABDEL på DR-TV (fra 23.2)

Samtale mellem Abdel og Svend Lings.
Svend Lings er blevet overrumplet over den opmærksomhed, han har fået efter at have erkendt, at have hjulpet patienter med assisteret selvmord.
Hans holdning er, at når folk ikke længere har lyst til at leve, skal de kunne kontakte en læge, der hjælper dem med at udskrive medicin, der virker; men de skal fastholde tanken over tid.

Der er ingen af hans kolleger, der har sagt til ham selv, at han bør stoppe.
Formålet med gruppen "Læger for aktiv dødshjælp" er ikke at yde aktiv dødshjælp. Formålet er at arbejde for legalisering af aktiv dødshjælp. Derfor er det ikke interessant, hvor mange han har hjulpet.

Hvor mange, der henvender sig, siger kun noget om, at hvor mange der kan have overskud til at finde gruppen. Men hvad med alle de andre? Dem, der ikke magter det? Det er der mange, der ikke gør. Det er dem, han er mest bekymret for.

I 1998 har 5 % af lægerne indrømmet, at de har givet en dødelig indsprøjtning. Så der er andre læger, der gør det samme. De har blot ikke indrømmet det.

Læger for aktiv dødshjælp er en arbejdsgruppe. De er ikke dødens engle, eller hvad man ellers kan kalde dem.  

Abdel mener, at det Svend Lings gør, er lidt for nemt.
Hvorfor vil han ikke vedkende sig, hvor mange? Hvorfor vil han kun tale principielt?
I nogle tilfælde hjælper Svend Lings mennesker ved blot at sende en recept til dem. Det foregår pr telefon eller e-mail. Han har kun mødt nogle få af dem, han har hjulpet.
Det synes Abdel, er en vild beslutning – at hjælpe nogle, han slet ikke har set.
Til det siger Svend Lings, at de her mennesker har talt med læger mange gange. Rigtig mange gange. De har været på hospital mange gange, og de fleste også været i kontakt med palliativ team. Han indhenter altid deres journaler. Kan han af journalen se, at det drejer sig om et håbløst sygt menneske og ved, at mennesket ønsker at dø, afviser han ikke.
Han mødes ikke med dem, fordi han ikke kan se, hvad det skulle gøre godt for. Han ser sig selv som skraldemand. Ham, der ordner det sidste. Når alt andet er forsøgt. Han har fuld tillid til patientjournalen.

Desuden er en principsag for ham ikke at ”snige sig ind i et privat hjem og snige sig ud igen”. Da vil han blive opdaget. Men han vil også nødig se de mennesker, han hjælper; for det vil han ikke kunne leve med på sigt.
Svend Lings tror ikke på, at han kommer i fængsel. Der findes ikke et eneste teknisk bevis.
Det er klart at samfundet reagerer, når lovene åbenlyst overskrides.

Folk skal selv udføre handlingen, fordi det viser, at motivationen virkelig er der.

Han har aldrig været i tvivl om, hvor syge de er eller at folks ønske er rigtigt blandt dem, han har hjulpet.

Første gang var det et menneske, han havde set flere gange som læge. Der kom han over tærsklen, fordi han kendte vedkommende ret godt. Allerførste gang havde han det meget slemt bagefter. Fordi han kendte personen. Det sidder stadig i ham.

Han kalder sig selv for en ydmyg tjener. Det er patienten selv, der er bødlen.
Når patienten henvender sig til ham, er det en bøn om hjælp.
I princippet har han også ind imellem uddelegeret opgaven til de pårørende. Hvis det er dem, der har henvendt sig til ham.

Svend Lings har en sort pose i sit hjem. Med Phenemal (sovemiddel). Det er til ham selv. Det skal åbenbart opbevares mørkt for ikke at miste virkning.
Hvis han ikke vil leve mere med en dødelig sygdom, agter han at bruge det. Han har selv udskrevet medicinen til sig selv.

Det sker, at folk ændrer mening, siger Abdel. Hvad mener du om det, spørger han. Svend Lings svarer, at det ved kun de selv. Ingen kan vide, om det sker.
Knoglekræft, der giver ulidelige smerter, fremskreden lungesygdom og ALS er de tre hyppigste lidelser, der er årsag til henvendelser til ham.  

Abdel taler med ham om, at folk kan føle sig pressede til at skulle dø. Svend Lings mener dog, at hvis det er et problem, at nogle presser deres gamle til selvmord, vil man kunne finde videnskabelig litteratur på området.

Hvad nu, hvis man vil dø, fordi man føler, man er en belastning, spørger Abdal? Til det siger Svend Lings, at man livet igennem er under pres fra andre. Det er ikke blot noget, der hører døden til. Det sker i alle sammenhænge.

Abdel vender tilbage til, hvorfor han ikke møder disse mennesker.
Svend Lings svarer, at hvis vi begynder at tale med mennesker, vil aktiviteten snart være slut; for da vil der være nogle, der ser dem, der kommer og går igen.

Abdel konstaterer, at de ikke dokumenterer noget. I resten af Sundhedsvæsenet kræves dokumentation.
Dem, der vil snyde, skriver heller ikke noget om det, svarer Svend Lings.
Svend Lings vil ikke vente, indtil aktiv dødshjælp er legaliseret. Det har han ikke moral til.
Hvordan kan vi egentlig være sikre på, at det her finder sted, spørger Abdel?
Hertil svarer Svend Lings, at han kan være en fusentast, der står og griner, når Abdel går, fordi han lyver. Det kan de ikke vide.

Til slut i udsendelsen må Svend Lings indrømme, at han teknisk set har brud lægeløftet, men at han selv opfatter lægeløftet som noget meget bredere.
Selv siger han, at han ikke slår mennesker ihjel. Han assisterer dem; men de klarer det selv.

Kilde: https://www.dr.dk/tv/se/adgang-med-abdel/hurtigloeberne-2017/adgang-med-abdel-3#!/

VORES KOMMENTARER:
Svend Lings er og forbliver en modig mand, men måske er han også lidt overmodig. Han sagde i udsendelsen, at han ikke mente, Styrelsen for Patientsikkerhed ville fratage ham hans autorisation; men det er nu sket. Han siger også, at han ikke tror, han bliver fængslet, fordi der ingen tekniske beviser findes.
Men der er intet, der er sikkert, før politiet har undersøgt sagen.Vi håber selvfølgelig, at han klarer frisag. Det, han har gjort, er beundringsværdigt. 
Måske er det alligevel kommet lidt bag på ham, at sagen har fået så stor bevågenhed. Måske er det også kommet bag på ham, at mange ikke er enige med ham, selv om de rent faktisk går ind for aktiv dødshjælp. Fordi han har brudt loven.

Selv mener han, at han ikke kan vente på, at loven ændres; men det virker, som om han fuldt og fast tror på, at det sker. Det håber.
For alles skyld. 

Enten gavner hans gerninger sagen eller også er der flere, der begynder at tage afstand fra det? Det er ikke let at vide, hvordan mennesker reagerer, når det gælder et så følsomt emne.

...................................................................................................................................

 

24.2 2017 - Radio 24/7 OM AKTIV DØDSHJÆLP

Her får I et lille referat af en times diskussion om aktiv dødshjælp mellem mikrofonholder, læge og formand for Det Etiske Råd, Gorm Greisen, som har inviteret læge Svend Lings med i studiet.

Svend Lings går ind for aktiv dødshjælp. Grunden til, at Gorm Greisen (GG) har inviteret Svend Lings (SL) med i studiet er, at han også er læge, siger han indledningsvist.

SL: Det får SL til at betone, at aktiv dødshjælp ikke er et lægeligt anliggende, men et almenmenneskeligt anliggende.


GG: Hvis det ikke er et lægeligt anliggende, kan mennesker lige så godt klare det selv.


SL: Det er urimeligt, at mennesker skal begå selvmord på en eller anden dårlig måde, når man lige så godt kan udskrive en recept.

Han finder det også absurd, at en læge kan skrue op for morfindroppet hos en patient, der ligger og lider, men hvis patienten selv beder lægen om at skrue op, er det ikke tilladt.

GG: Man handler som læge for at lindre. Også selv om det kan føre til, at patienten dør. Han ser ikke noget problem i, at det er lægen og ikke patienten, der beslutter.  


SL: Heri er de også uenige; for SL ser ingen grund til, at det ikke er patienten selv, der bestemmer. Han fortæller om en patient, der skrev til ”Læger for aktiv dødshjælp” og læser brevet op. Kvinden beder så mindeligt og at få hjælp. Gruppen af læger endte med at hjælpe hende, fordi hun ellers ville have sultet sig ihjel. Han spørger GG, hvad han ville have gjort.


GG: Hans svar er, at læger ikke kan reagere på alle lidende.


SL: For SL er det et udtryk for medmenneskelighed eller næstekærlighed at hjælpe.


GG: Kalder det for mord/drab/medlidenhedsdrab. Han mener, det er en tand værre, fordi der er et element af medlidenhed og et element af ansvar i det. Det sætter tingene på spidsen. Hvor holder selvbestemmelsen op, når man er påvirket af medicin, ligger magtesløs hen etc. Der er en glidende overgang fra det autonome menneske, der selv bestemmer og til den læge, der vurderer patientens ønske om at få lov at dø.

Han fortæller om et barn, der havde medfødte misdannelser som krævede, at barnet havde en respirator. Respiratoren blev fjernet, og det må man godt, fordi det er passiv dødshjælp. Barnet led og han gav derfor morfin efter aftale med moderen. Da det ikke hjalp, gav han mere morfin. Barnet døde; men bagefter har han tænkt meget på, om han behandlede morens og måske egen lidelse og ikke barnets lidelse.

SL: Beder om, at de ikke forholder sig til meget specielle og vanskelige grænsetilfælde, men i stedet prøver at forholde sig til, hvad man gør, hvis et menneske selv vil tage livet af sig på en eller anden måde.
Han læser et brev op fra et ældre menneske, der ikke forstår, at Det Etiske Råd ikke har mere barmhjertighed, fordi det ville gøre det meget mindre angstskabende at nærme sig døden, hvis man ved, at de kan få hjælp.


GG: Ser, at det er et skråplan med en glidebaneeffekt.


SL: Ser ikke en glidebaneeffekt i forhold til, at der kommer flere til, der ønsker hjælp til at dø i et samfund. Det er jo et tegn på, at behovet er der.

Hvorfor skal den enkelte ikke selv have lov at afgøre, om de vil leve eller ej.
Hvorfor skal grænsetilfælde og filosofiske overvejelser forhindre, at de får hjælp.


GG: Som god borger kan folk selv ”tage billetten”, hvis de vil.


SL: Vi fratager folk beslutningen for selv at måtte træffe en beslutning.


GG: Det er ikke tilladt ikke at genoplive en patient, der falder død om i dag. Men det er der et flertal i Det Etiske Råd, der mener, skal ændres. Der er dog stor forskel på, at have ret til at sige nej tak til en behandling og at retten til at bede om at få hjælp til at dø.


SL: Spørger GG, om han er religiøs.


GG: Svarer, at han er religiøs. Han tror dog ikke, at hans religion påvirker hans holdninger.


SL: Er du praktiserende kristen? Går du i kirke fx?


GG: Svaret er ja. Det vil jo egentlig gøre, at han skulle være under et endnu større pres for at hjælpe mennesker af dage, mener han. Men han melder hus forbi. Han ser mennesket i et lidt mere skeptisk lys, fordi han har et gudsbillede. Mennesker uden religion er mere ”herrer-i-eget-hus-agtige”.

SL: Det er her, deres uenighed bunder. SL selv er naturvidenskabelig. Han har hørt GG udtale, at han tror på mirakler. Her står SL af.


GG: Mener også, at han er naturvidenskabsmand. At man ikke kan se Gud, betyder jo ikke, at man skal dømme alt det, man ikke ved, ude. Han mener, at tro og viden beriger hinanden.


SL: Dømmer ikke noget ude, fordi der er noget, han ikke ved. Han mener, at GG går et skridt videre, fordi han tror, der er en Gud.

Hvordan kan en lille majoritet forhindre, at en stor majoritet forhindres i selv at bestemme?

GG: Mener, at når man i en undersøgelse ringer og spørger folk, om de går ind for aktiv dødshjælp, vil de svare, at det kunne være godt at have.

Fordelene er meget nemme at få øje på, mens ulemperne er svære at få øje på.
Med aktiv dødshjælp administrerer man døden, og han kan ikke forestille sig andet, end at det vil få betydning for de mennesker, der skal deltage.
Fx Flemming Schollaart fra foreningen En værdig død, som hjælper patienter til Schweitz. Man har nok en tilbøjelighed til at gå ind i det spor, man går ind i og holde fast i det. Men jo dybere, man går ind i det, desto sværere bliver det at forholde sig til det modsatte.
Det løser ikke noget at legalisere aktiv dødshjælp. Det lukker op for nye spørgsmål.


SL: Jo, det løser problemet for op imod 80 % af dem, der ønsker at få aktiv dødshjælp. Han kan ikke acceptere, at det bare affærdiges. Langt de fleste voksne mennesker tænker over liv og død. Det er ikke demokratisk eller et samfund værdigt, at folk ikke kan få lov til selv at bestemme?

GG: Spørger, om SL mener, at potentialet for palliativ behandling er udnyttet i Danmark.


SL: Mener, at den palliative behandling kan udbygges, men han ser aktiv dødshjælp som en forlængelse af palliativ behandling. Man hjælper folk alt det, man overhovedet kan; men patienten synes, tilstanden er fortvivlende. I den situation bør det være lovligt. Det drejer sig om lidende mennesker, der har mange smerter, har meget kvalme, sidder på toilettet med diarre, er lammet etc. Vil ikke selv finde det værdigt at leve med rør og slanger alle vegne.


GG: Taler om palliativ sedering som en behandlingsmulighed, når der er et lidelseselement, man ikke kan gøre noget ved på anden måde. Man sover, men dør ikke. Før man dør af mangel på væske og ernæring. Han spørger, hvad SL mener om det.


SL: Er enig i, at det er en mulighed; men han forstår ikke, at man må sedere patienten og lade dem dø langsomt, når man i stedet kan lade dem dø en hurtig død.

De to bliver ikke enige. Det eneste, de er enige i, er, at det er et stort etisk og moralsk problem, at så mange danskere ønsker en legalisering af aktiv dødshjælp. 

 

VORES KOMMENTARER:
Der er ikke meget, der tyder på, at de to læger nogensinde holdningsmæssigt vil mødes. Vi synes dog, at det er modigt af GG at invitere netop SL med i studiet.

De taler pænt til hinanden; men det står helt klart, at Svend Lings både er den, der er mest ligefrem og den, der har det største hjerte.

Igen må vi sande, at der kommer ”store ord på bordet” fra modstandernes side, men at kærligheden til medmennesket ikke er det, der står øverst på listen. Selv om GG erkender, at han både er kristen og går i kirke. Han forbinder tilsyneladende ikke kristendom med næstekærlighed, selv om Jesus jo netop repræsenterer næstekærligheden i Kristendommen.

At man bliver modstander, når man dykker langt nok ned i emnet, er ikke altid korrekt.
Vi er dykket langt ned i emnet, og det har ført til, at den ene af os er blevet ”omvendt” fra modstander til fortaler.

Det gør os lidt arge, at Gorm Greisen igen insinuerer, at modstanderne ved langt mere om emnet, end fortalerne gør. Det er en underkendelse af andre menneskers potentiale og muligheder for at sætte sig ind i emnet. Vi kan jo ikke alle være filosoffer og etikere. Det her handler om liv og død, ikke om store ord og til tider ”fedt flæsk”. Det handler, som SL så rammende påpeger, om dem, der lider.

 

Også i denne udsendelse påpeger GG, at den lidende kan begå selvmord, hvis de vil herfra! Det er langt ude, når der tales om næstekærlighed og kristendom. 

................................................................................................................................. 

 

23.2 2017 - LÆGE SVEND LINGS ER POLITIANMELDT FOR AT YDE AKTIV DØDSHJÆLP

Læge Svend Lings har i en radioudsendelse indrømmet, at han er med i en gruppe af læger, der hjælper mennesker med at dø ved at udskrive medicin til dem på baggrund af samtaler etc. De udskriver medicinen, men det er patienten selv, der indtager den.


De øvrige læger i gruppen er stadig fungerende læger og ønsker ikke at stå frem.


Enhedschef hos Styrelsen for Patientsikkerhed, Annette Lykke Petri mener, at der er tale om et lovbrud, som oven i købet er offentliggjort for åben skærm.

Ved lovbrud sendes sagen videre til politiet. Derudover har styrelsen mulighed for at indskrænke hans rettigheder til fx at udskrive medicin.
Styrelsen ser med stor alvor på sagen. Det kommer bag på dem, at der er læger, der ”så systematisk og planlagt medvirker”.

Svend Lings har ret til at udskrive medicin til sig selv og sine nærmeste. Han kan ikke sagligt forklare, hvad den udskrevne medicin skal bruges til, har han et problem.


Finder politiet frem til at de otte øvrige lægers identitet, risikerer også de straf og sanktioner.


Svend Lings tager det med sindsro.

”Den straf, jeg kan imødese, er intet imod lidelserne hos de syge, der skal dø langsomt. Jeg vil fortsat tilbyde min hjælp” siger han.
Han arbejder aktivt for en legalisering af aktiv dødshjælp.
De regler, der er i dag, finder han urimelige.
»I dag må en læge gerne må vælge at skrue op for droppet med smertestillende medicin for at lindre en døende patients smerter – også hvis det vil medføre døden. Men patienten må ikke selv tage beslutningen. Det er fuldstændig urimeligt. I et moderne demokratisk samfund skal myndige mennesker have lov selv at træffe beslutningen, når håbet er ude” siger han.

Palliativ lindring er ikke altid tilstrækkelig til at undgå lidelse.

Lægeforeningen tager afstand fra netværket, og Det Etiske Råd advarer mod en legalisering, da det er ”et skråplan, når det bliver en mentalitet”, siger formand Gorm Greisen.

Han er enig i, at der findes tilfælde, hvor lidelserne er så store, at ”aktiv dødshjælp er den mindst ringe udvej”. Men hjælper man dem, må det være under strafrisiko; for det er den forkerte vej at legalisere aktiv dødshjælp. Det er en glidbane ”at bringe det ind i en skyldfri zone”.

Liselott Blixt finder også netværket bekymrende og afviser en legalisering, fordi loven i dag giver muligheder.

Hun synes dog også, at det er bekymrende, at vi har et samfund, der ikke kan hjælpe alle lidende.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE9385732/politianmeldt-laege-vil-fortsat-hjaelpe-syge-med-at-doe/

 

VORES KOMMENTARER:
Det er trist, at det er kommet til, at Svend Lings politianmeldes. Eller også er det godt. Godt for sagen, men formentlig ikke godt for ham som menneske. Han tænker dog mere på sine patienter end på sig selv. Det kan vi kun ”tage hatten af for”. En modig mand, der tør stå ved sine holdninger og handlinger.
Mens Gorm Greisen atter gemmer sig under ”fine udtryk” som: ”Det er et skråplan, når det bliver en mentalitet”. At der er situationer, hvor aktiv dødshjælp kan være ”den mindst ringe udvej”. Og at det er en glidebane at bringe dødshjælp ”ind i en skyldfri zone”. Nogle ”falder på halen” for et sådant vid. Andre gør ikke!
Nu kan vi kun vente og se, hvad der sker med Svend Lings, som dog heldigvis vælger at tage det med ophøjet ro.
Liselott Blixt er som vanligt ude med sine fejlagtige slutninger om, at der findes tilstrækkelige muligheder med den lov, vi allerede har i dag. Det er jo helt forkert, hvilket efterhånden også må gå op for hende, når hun gang på gang konfronteres med, at der findes mennesker, hvis lidelser kke kan lindres! 

 

.........................................................................

 

 

RADIO 24/7 DEN 21.2 2017 - FRA 01:43 – 30.24
”Lisa er dødeligt syg – derfor er aktiv dødshjælp en god idé”. 

Svend Lings, som journalisterne havde talt med, mener, at moralske forpligtelser nogle gange vejer tungere end loven.

Dette er Lisa Gry Elstorp, som selv er dødeligt syg og interviewes til programmet enig i. Hun giver udtryk for, at hun gerne vil i hænderne på en læge som Svend Lings.

Lige nu er det op til den enkelte læges vurdering, om man får hjælp eller ej. Patienten har ikke nødvendigvis noget at skulle have sagt.

At patienten skulle være til besvær, tror hun ikke på. Hun tror, man kun tænker på sig selv og er sig selv nok i en sådan situation.  

Det er ikke alle smerter, der kan smertedækkes. Det sker ind imellem, at det ikke lader sig gøre. Hos et svært lidende familiemedlem mener hun, at der kunne have været behov for, at vedkommende havde fået hjælp til at dø. At det er ulovligt, ser hun ikke noget forkert i.

Svend Lings står frem og erkender, at han hjælper mennesker; men der er faktisk også andre læger, der gør det i dag. De står blot ikke frem.
Lisa Elstorp har haft forskellige kræftformer. I dag er hun døende pga. uhelbredelig lungekræft.

Hun fatter ikke den angst, der er for dødshjælp. Hun kan ikke se, hvad der er galt i at hjælpe et menneske til at dø.

Den ene journalist vedbliver at være bange for, at patienten kan være til besvær. Det er Lisa Elstorp dog ret sikker på, at man vil opdage, hvis det er det, der er tilfældet.

Et medlem af Det Etiske Råd siger, at man kan have det dårligt den ene dag, men at man kan blive glad for livet igen og fortryde. Det mener Lisa ikke sker for hende. Når hun kommer dertil, er hun klar til at komme herfra.

Hun mener også, at demente kan få lov at komme herfra med hjælp. Med en speciallovgivning. Det skal være efter søgning fra den enkelte, før vedkommende bliver dement.

Hun ser ikke noget problem i, at læger udfrier patienter. Hvis de vil gøre det. Det skal selvfølgelig være frivilligt.
Det Svend Lings gør, er selvtægt og imod loven, påpeger en journalist. Lisa Elstorp er uenig. Hun mener, at Svend Lings er en barmhjertig og næstekærlig læge, og hun er taknemmelig for, at der findes læger som Svend Lings. Han har hjulpet over 10 personer med at dø, erkender han.
Pernille Schnoor, ordfører for Alternativet på sundhedsområdet, går ind for en legalisering af aktiv dødshjælp. Partiet ønsker, at læger ikke skal gøre noget ulovligt. De går ind for, at lovgivningen følges.

At nogle læger allerede hjælper i dag lyder lidt som dengang abort blev lovgivet, da var der også læger, der hjalp kvinder.

Journalisten mener, at vi har et alternativ til aktiv dødshjælp, nemlig palliativ behandling. Pernille Schnoor mener dog, at det ikke er alle patienter bliver hjulpet, fordi det lige nu er op til den enkelte læge. Hun ønsker, at det bliver gennemsigtigt. Der bør være et uvildigt organ – en frivillig læge og en psykolog – der træffer beslutning ud fra afstukne regler.

Alternativet mener også, at det kun skal bruges til terminale patienter eller til uafvendeligt døende. Når man taler om at være terminal eller uafvendeligt døende, er det, når der er dage eller uger tilbage. Det er ikke et år eller ½ år før, døden indtræffer.

Lisa Elstorp er enig med Pernille Schnoor i, at det skal være uvildige læger, der ikke er presset af andre.

Alternativet vil hjælpe de terminale patienter i slutfasen. Hun er dog nervøs for, at der sker en glidebane. At fx ensomhed kan komme til at spille en rolle. Vi kan ikke have et samfund, hvor ensomme kan få lov at dø.

Lisa Elstorp spørger, hvad hun mener om patienter, der ligger i et smertehelvede 24 timer i døgnet uden at kunne smertestilles. Det kan hun ikke helt svare på. Hun mener, det kommer an på, hvad de fejler i øvrigt. Er tilstanden udsigtsløs kan det være en mulighed. Men stadig ud fra kriterier.

Lisa Elstorp betoner endnu engang, at det ikke er alle, der får virkning af palliativ behandling.
Hun bliver spurgt, om hvad familien siger til hendes ønsker. Familien bakker hende fuldstændig op.
Hun mener, at man godt kan tåle at tale mere om døden. Hjemme hos hende, taler de om det. Også med børnebørnene.  
Hun nyder hvert eneste øjeblik og takker for hver ny dag og forsøger at få så meget ud af livet som muligt.

Kilde: http://www.radio24syv.dk/programmer/24syv-morgen/15681062/01:43/24syv-morgen-0705-21-02-2017-2/

VORES KOMMENTARER:
Det er fantastisk, at Lisa Elstorp er lykkedes med at få en stemme i debatten om aktiv dødshjælp. Hun gør det utroligt fint og med respekt for alle, der måtte have brug for en sådan hjælp. Hun husker hver gang at bringe de ikke uafvendeligt døende ind i debatten – dem, der ellers altid bliver glemt. I det hele taget gør Lisa et meget, meget fint stykke arbejde for at påvirke beslutningstagerne.

I denne udsendelse var det dog faktisk mere en af journalisterne, hun skulle overbevise om, at det er rigtigt selv at få lov at vælge. Han virkede ikke overbevist og fremturede med de sædvanlige argumenter, som at være til besvær, at føle sig ensom etc. Det er stadig antagelser, der ikke nødvendigvis har rod i virkeligheden.

Til gengæld var det meget positivt at opleve, at det synes, som om Alternativet nu er helt klare på, at de går ind for aktiv dødshjælp.
Endnu engang: TAK, LISA for en fremragende indsats! 

 

............................................................................

19.2 2017 - DEN NYE GRUPPE ”IKKE DØD ENDNU” GÅR TIL KAMP MOD AKTIV DØDSHJÆLP

Græsrodsorganisationen ”Ikke død endnu” samler mennesker med handikap til kamp mod dødshjælp. Fordi de mener, at der ikke findes sikre vurderinger af, hvilke liv der er berettiget til at dø.


Sarah Glerup er en af medstifterne. Hun har muskelsvind, sidder i kørestol og har en respirator, der trækker vejret for hende. 

Hun spørger retorisk:”Hvordan vurderer du, hvem der er døende? Det er tydeligt med en kræftpatient, der ikke kan stå ud af sengen, men jeg bliver også regnet for terminal af nogle læger. Vi er mange, der er døende på forskellige stadier, men man er også levende, mens man er døende. Og mange af os, der regnes for terminale, vi føler os vældigt meget i live, men det gør vi kun, så længe vi får tilstrækkelig hjælp til at leve gode liv,” siger hun.
På gruppen blog og Facebook kan man møde dem, der ikke er døde endnu. De præsenterer sig selv i fem små videoer.  

Sarah Glerup indrømmer, at det er svært ikke at tage debatten om aktiv dødshjælp peronligt, når man selv er i målgruppen. Selv er hun vokset op med trakeostomi, et hul i halsen, som sikrer vejrtrækningen. Mange synes, det er synd, og at man ikke kan have et godt liv.


”Pointen er, at der ikke findes objektive vurderinger af prognoser og livsindhold. Der er ingen sikre kendelser, når det gælder om at skønne, om et liv er værdigt til at redde eller rede til at dø”.

Hun påpeger, at hun ikke ville have haft samme overlevelseschancer, hvis hun var født i Sverige eller Tyskland. Fordi det er forskelligt, hvordan læger vurderer et liv.

Hun og de øvrige medlemmer af gruppen mener, at andre heller ikke skal have valget, fordi de hele tiden hører om, at mennesker vil vælge aktiv dødshjælp, fordi de ikke kan få hjælp. Ikke fordi de ikke har håb. Kilde:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/graesroedder-gaar-til-kamp-mod-aktiv-doedshjaelp


VORES KOMMENTARER:
Det er forståeligt, at de fem mennesker med svære handikaps føler, at problematikken er deres; men de synes at glemme, at den også omfatter rigtig mange andre.
Ligesom i den artikel, vi refererede til fra gruppen forleden, giver også denne artikel indtryk af, at gruppen ikke har sat sig godt nok ind i aktiv dødshjælp.

Sarah Glerup taler fx om vurdering af, hvem der er døende. Hun siger, at ”det er tydeligt
med en kræftpatient, der ikke kan stå ud af sengen, men jeg bliver også regnet for terminal af nogle læger”.
Selv om en kræftpatient ikke kan stå ud af sengen, er det ikke ensbetydende med, at patienten kan få dødshjælp. Dødshjælp gives først til den uafvendeligt døende patient. Dvs. patienten, der kun har dage til uger tilbage at leve i.

Måske er Sarah Glerup døende? Men hun hører ikke under målgruppen af uafvendeligt døende, der vil kunne få aktiv dødshjælp i fx Holland! For hun kan i princippet leve mange år med sin respirator. Evald Krogh, der var formand for muskelsvindfonden i 42 år, er i dag over 70 år. Derfor virker det forkert, at hun kalder sig selv for døende i en alder af 31 år fordi hun har en respirator. Det er et definitionsspørgsmål, og vi finder absolut ikke, at hun tilhører gruppen af døende mennesker. Tvært imod!
Det gør hun først den dag, hendes liv ikke længere er værd at leve. Da kan hun oven i købet få passiv dødshjælp i Danmark ved at takke nej til fortsat respiratorbehandling! Så i princippet er hun stillet bedre end så mange andre. Fx de ubærligt lidende, der ingen behandling får.

Hun indrømmer i denne artikel, at det er svært som handikappet ikke at tage debatten om aktiv dødshjælp personligt. Det er også den fornemmelse, vi hele tiden sidder tilbage med, når vi har læst gruppen tekster. De ”hænger alt op på handikap” eller ikke handikap. Uden at det tilfører debatten andet end yderligere forvirring; for debatten handler overhovedet ikke om handikap eller ej. Og om man kan få hjælp til at leve sit liv med handikaps eller ej. Debatten handler om manglende livskvalitet og et ønske om at dø, der er udtryk højt og tydeligt. Men denne gruppe står jo for det stik modsatte, nemlig for livsglæde og ønsket om at forblive levende. De har ret til at ytre sig på egne vegne. De gør det dog noget aggressivt, og de ”bruger” deres handikap som adgang til stor omtale i pressen. Det bryder vi os faktisk ikke om.

Gad i øvrigt vide, om der ikke er andre mennesker med svære handikaps, der har en anden opfattelse. På en måde gør de sig til talsmænd og –kvinder for et synspunkt, som kan være lige så varieret hos mennesker med svære handikaps, som det kan være hos alle andre mennesker. Der er ikke to mennesker, der er ens. Og vi har alle ret til at have en mening og deltage i debatten. Det skal bare være på et oplyst grundlag. Det mener de faktisk også selv om kvaliteten af debatten; men indtil videre har de desværre ikke efterlevet det fuldt ud.

Lad os nu få en ordentlig debat og ikke de fortsatte ”hvad-nu-hvis-debatter”, der udelukkende bygger på antagelser og ikke på facts. De fører ingen vegne hen. 

 

.......................................................................................................................

 

15.2 2017 - IKKE DØD ENDNU ER EN NY MODSTANDSBEVÆGELSE MOD AKTIV DØDSHJÆLP

Gruppen blevoprettet fredag den 13. februar og er således ganske ny endnu; men ikke desto mindre er det allerede lykkedes for gruppen af få ret meget omtale.

Gruppen kræver en stemme til mennesker med handikap i eutanasidebatten, som de mener domineres af ”raske” eksperter, som har et unuanceret syn på et værdigt liv.


”Handikap er en hovedårsag til, at mennesker efterspørger eutanasi eller assisteret selvmord. Alligevel bliver mennesker med handikap meget sjældent inkluderet i debatten om aktiv dødshjælp”, mener de.


For handikappede mennesker hænger aktiv dødshjælp sammen med, om de tilbydes tilstrækkelig hjælp til at leve godt med sygdomme og handikap.

Derfor ønsker de ikke blot at være ”tavse dækbilleder” i debatten. Eller kun at blive inddraget, når de allerede har valgt at ville dø. 

De vil debattere, ikke blot debatteres.

En af initiativtagerne til gruppen, Dan Jacobsen, var i Deadline for at tale om en kronik, han have skrevet ”Det er også mit liv, I taler om”. (Denne kronik har vi tidligere gengivet på denne side).

Han troede fejlagtigt, han ville blive behandlet som alle andre; men det viste sig, at tv-værtens introduktion til udsendelsen var, at der skulle tales om, hvad livet er værd i en krop, der er som et fængsel. Han blev derefter fremlagt som en ”case” for de rigtige debattører.

Dette var dråben, der fik gruppen til at lave ”Ikke død endnu”.

Deres syn udspringer af det levede liv. Medlemmerne er afhængige af hjælp hver eneste dag.“Vi er stærkt bekymrede for, hvad aktiv dødshjælp vil betyde for vores liv - og vi vil høres,” fastslår Jan Jakobsen”. 

Kilde: http://ikkedodendnu.blogspot.dk/


VORES KOMMENTARER:
Det er særdeles forståeligt, at denne gruppe af mennesker med svære handikaps ikke finder sig i at blive defineret som værende lig med deres handikap. De er mennesker af kød og blod med meninger om liv og død som så mange andre.
At bruge et veluddannet menneske som en ”case” eksperter kan tale om, virker totalt uacceptabelt. Det er ikke så underligt, at det har affødt reaktioner - ikke blot hos ham, der deltog,
men også hos andre med handikaps.
Det, vi ikke forstår, er, hvorfor de skulle være mere specielle end så mange andre. Der er mange andre, der lever med lidelser, som fx. giver dem usynlige handikaps. De har vel lige så stor en ret til at ytre sig? I virkeligheden gør gruppen det samme overfor dem, som de føler, pressen har gjort ved dem selv. De "kører dem over" ved at mene, at de ikke bør deltage i debatten.
Fakta er, at der tales lige så meget hen over hovedet på mennesker med usynlige handikaps; for et handikap, man ikke kan se, kan man slet ikke forstå. De skal blot tage sig sammen. Mange betragter dem sågar som psykisk syge, hvilket er lige så neværdigende, som at blive betragtet som en case. I deres optik.
Også de har problemer. Det er blot nogle andre problemer end dem, gruppen med handkaps har. For dem med usynlige handikaps kan nemlig ikke nødvendigvis få den hjælp, de brug for!
Men hvad har alt dette at gøre med aktiv dødshjælp? For os har alle ret til at udtale sig og debattere aktiv dødshjælp. Med og uden handikap. Vi skal alle dø. Det er stort set det eneste, vi har til fælles, og som står 100 % fast. Alene den kendsgerning gør os alle til ligeværdige partnere i debatten. 
På en måde finder vi det lidt problematisk, at gruppen faktisk bruger deres handikap til at få taleret ved at fremkomme med nogle postulater, som ind imellem virker uigennemtænkte! Men måske siger det mere om journalister, end det siger om gruppen, når det kommer til stykket? Det er sensationelt, at mennesker med svære handkaps går til kamp. For det synes at være det, de gør. De accepterer ikke, at andre kan have andre præmisser at leve på. 

........................................................................................................................


13.2 2017 - LEGALISERING AF AKTIV DØDSHJLÆLP

På Faktalink – Bibliotek og Undervisning står, at debatten om dødshjælp er øget efter, at en mand sidste efterår hjalp sin hustru med selvmord og fik en dom for det.
Dernæst fortælles om en atlet ved de paraolympiske lege i 2016, der allerede i 2008 fik adgang til aktiv dødshjælp med en uhelbredelig rygmarvssygdom og ønsker at modtage aktiv dødshjælp, når sygdommen har udviklet sig så meget, at hun ikke længere ønsker at leve. Hun er belgier, og i Belgien er aktiv dødshjælp legalt.
”I Danmark er flere partier i Folketinget fortalere for legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark, men Lægeforeningen og andre modstandere mener ikke, at man bør give mennesker ret til at bede andre om at afslutte deres liv. Det vil være overgreb, lyder argumenterne.”
Den metode, der oftest anvendes til aktiv dødshjælp, er indtagelse af en stor mængde giftstof, som kan udløse en hurtig død. Indtagelsen kan foretages af den døende selv, en læge eller en pårørende efter patientens udtrykkelige ønske.
Hvis en læge ordinerer og udleverer den dødelige medicin, tales om lægeordineret selvmord.
Passiv dødshjælp er at lade patienten dø. Det kan gøres ved at opgive en behandling, der kun forlænger livet. Eller ved at give så meget smertestillende medicin, at den syge dør af det. Passiv dødshjælp kan dog også være en aktiv handling, nemlig at slukke for en respirator, at undlade genoplivning ved hjertestop, ikke at behandle en patient med lungebetændelse etc.
Netop den aktive handling gør, at nogle mener, at passiv dødshjælp også er aktiv dødshjælp, fordi det indebærer en aktiv stillingtagen.
De enkelte lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp, har forskellige kriterier, der skal opfyldes, før et menneske kan modtage aktiv dødshjælp. Det helt afgørende er alle steder, at den, der ønsker at dø, selv beder om det. Det må ikke tilbydes.
Der er ingen religion – hverken kristendommen, islam eller buddhismen – der anerkender aktiv dødshjælp som en vej ud af lidelse og sygdom. I kristendommen tales om det femte bud: Du må ikke slå ihjel. I islam tales om, at en handling, der fremskynder døden hos et andet menneske sidestilles med mord, og hvis mennesket selv foretager handlingen, sidestilles det med selvmord. Buddhisterne mener, at lidelse er uundgåelig. Selv om kroppen dør, betyder det ikke, at lidelsen ophører.
Ifølge straffeloven er aktiv dødshjælp strafbart i Danmark. Drab af en anden er ulovligt, også selv om den anden beder om det. Det er også forbudt at hjælpe en anden til at tage sit eget liv.
Straffen udmåles efter, om der er formildende omstændigheder.
Kilde: https://faktalink.dk/aktiv-dodshjaelp-2017

VORES KOMMENTARER:
Der er i og for sig ikke noget nyt i artiklen. Kun at den giver et lille overblik over nogle aspekter af dødshjælp.
Den viser også gråzonen mellem aktiv og passiv dødshjælp, fordi passiv dødshjælp også kan være en aktiv handling.
Ingen religioner går ind for dødshjælp, hvilket måske er logisk nok, idet religiøse mennesker tror på, at der er en højere mening med det, der sker, og at man derfor ikke skal gribe ind i Guds/Allahs eller Buddhas planer for det liv, man har fået.
Dog ville det være næstekærligt, hvis disse mennesker holdt sig på egen banehalvdel og taler for sig selv. De behøver jo ikke tale på vegne af alle andre, der har en anden tilgang til liv og død. Dybest set handler det om, hvorvidt vi har selvbestemmelse eller ej. Har vi selvbestemmelse kan vi selv vælge – både om vi vil leve eller dø.
Flere partier mener, at aktiv dødshjælp vil være overgreb. Vi kalder det overgreb, at man lader mennesker ligge og lide uden, at de kan få nogen form for hjælp, men kun vente på, at døden udfrir dem. Kan man forestille sig de enorme lidelser og den magtesløshed, der ligger deri, kan man kun mene, at der skal være andre muligheder for disse mennesker.

 

................................................................................................................................. 


10.2 2017 - PATIENT MED MUSKELSVIND: I TALER OM MIT LIV

Jan Jacobsen, der lever med muskelsvind, fortæller i et debatindlæg i Politiken om sit syn på aktiv dødshjælp.
Han mener, at debatten handler mere om principper, end det handler om mennesker.
Han er 62 år og har et liv, der betyder meget for ham. På 6. år bruger han respirator.

Hvis man ser på andre mennesker som tal vil man på stedet anbefale aflivning.
”Den eneste, der kan tage stilling til, om mit liv er værd at leve, er mig”, skriver han også. Vi kan diskutere rammerne; men vi kan ikke blande os i, hvordan andre vil leve deres liv.

Med et fysisk handicap kan han ”ikke bare” begå selvmord. Han har brug for andres hjælp, hvilket er ulovligt.

Han finder det betænkeligt, at andres motiver – for eller imod aktiv dødshjælp – lægges til grund; men også andre faktorer spiller ind. Fx livets ukrænkelighed, som betyder, at vi må lære at bære smerte, ensomhed og angst i forhold til at være lukket inde i sin egen krop.

”Aktiv dødshjælp bliver til genstand for en moralsk eller religiøs tilgang, der fylder mere end min egen beslutning om, hvordan jeg tackler mit liv”, skriver han. Den er alt for unuanceret og foregår oftest mellem ikke direkte berørte mennesker.

De seneste 15 års forråelse kan i et samfund, hvor økonomitænkningen spiller så stor en rolle i forhold til manglende bidrag til samfundet og røde tal på bundlinjen.

Han mener, at handicappede i stedet producerer tolerance, ligeværd og plads til forskelle, som levende beviser på, at samfundet kan række videre end religiøse og liberale dogmer.

Han mener dog, at hverken den moralsk/teologiske eller den økonomiske/liberalistiske tilgang befordrer nødvendig respekt for det enkelte menneske, men sætter egen dagsorden.
Når man har en uhelbredelig sygdom er man nødt til at tage stilling til livet og gøre det, der er rigtigt for en selv.
Han ønsker at være herre i eget liv. Derfor spørger han også, hvilke påvirkninger udefra, der kan føre til en beslutning om, at livet ikke er værd at leve. Er livet til stede i tilstrækkeligt omfang? Andre spørger ham ofte, hvorfor han er kritisk, når han burde være taknemmelig.
Legaliseres aktiv dødshjælp må det dog ikke ske ud fra, at et flertal ønsker det. Hans store tvivl går på det pres, som velmenende lægers, pårørendes og venners holdninger har.

Hans livsværdier er anderledes end raske menneskers. Han er dybt afhængig af andre.
Da han fik sin diagnose i 12-13 års alderen, fik han at vide, at han højst ville blive 20 år gammel. Det var tungt; men sådan gik det altså ikke.
”Det er vigtigt, at vi sikrer os, at de af os, der måske ønsker at dø, også mener det, før der sættes definitive initiativer i gang”.

Alle redskaber bør stilles til rådighed, så dem, der overvejer at dø, får det bedste grundlag at træffe beslutningen på. Formynderi og behandlersamfund er nødt til at have respekt for menneskets egne beslutninger. Valget af døden skal ikke bureaukratiseres.

Han tror, at nogle kan fravælge livet pga. frustration over, at hverdagen ikke fungerer med dem, der skal udføre plejen. At lære at leve med respirator har krævet megen kommunikation.
Der findes eksempler på mennesker, der lever med kun få muligheder for at kommunikere. Mange er bange for livet. Og bange for at være overladt i andres varetægt uden selvbestemmelse.
”Evnen til at lytte og fornemme og respektere bliver vigtige kvaliteter i samspillet med mennesker, der har svært ved eller er afskåret fra at kommunikere”. Også de pårørende påvirkes af personens isolation.

Han er ikke sikker på, at en bedre rehabiliterende indsats betyder, at alle vil fravælge aktiv dødshjælp, men det er nødvendigt, hvis livet skal være mere attraktiv end døden. Det er livshjælp.

Han forstår fravalget af livet hos dem, der ikke har de samme udfoldelsesmuligheder, som han selv har endnu. Han er bla. aktiv i Muskelsvindfonden.

At kunne kommunikere må sikres længst muligt, så man forstår andres ønsker.
Palliativ indsats med fx smertebehandling er det bedste, der kan bydes på lige nu.

Selv ønsker han det ikke anderledes, så længe han ikke ved, hvem der trykker på farvel-knappen. Hans liv og hans død er hans beslutning alene. Han kan godt forestille sig, at han undervejs træffer et andet valg end livet. Hvis livet ikke længere giver mening.
”For mig er det vigtigste den større rummelighed, der giver os bedre redskaber til at fastholde vores ret til at bestemme over eget liv. Konsekvensen er, at hverken samfund, politikere, familie, venner eller behandlere skal blande sig i, hvad der er godt eller skidt for mig”.

Kilde: http://politiken.dk/debat/kroniken/art5779235/Det-er-ogs%C3%A5-mit-liv-I-taler-om

VORES KOMMENTARER:

Vi kan ikke være uenige i Jan Jacobsens synspunkter. Han tager udgangspunkt i muskelsvind og egne oplevelser med at være afhængig og have svært ved at kommunikere med sin omverden.

At en beslutning om, at livet ikke længere er værd at leve, kun kan træffes af ham selv, er også selvfølgeligt.

Det samme gælder for alle andre mennesker. Med eller uden handicap. Selv om ikke alle har lige så udprægede problemer med afhængighed af en respirator og ikke at kunne kommunikere normalt, findes der også mange andre mennesker, der lider på en anden måde, som ingen andre bør gøre sig til hverken herrer eller dommere over. Det bør altid være den enkelte, der beslutter, om livet er værd at leve eller ej.

Som vi forstår det, mener han, at hver gang der drøftes principper om aktiv dødshjælp, er der også ham og hans situation, der tales om! Det er vi meget enige med ham i. Det er nødvendigt også at debattere principper, men enkelttilfældene og dem, der er berørt af problematikken her og nu, kan man ikke undvære i debatten. 

 

 -------------------------------------------------------------------------------

7.2 2017 - LISA ELSTORP INTERVIEWET I BERLINGSKE TIDENDE

Lisa Elstorp er selv uhelbredeligt syg af kræft. Hun har lungekræft og frygter, at hun kan være nødt til at ende sit liv på en uværdig måde. Fordi hun ikke kan få aktiv dødshjælp.


Lisa ønsker ikke at dø endnu; men hun vil gerne selv kunne sige stop. Hun lever nemlig på lånt tid. Måske tør hun slet ikke modtage aktiv dødshjælp; men hun ønsker at have mulighed herfor.

Siden marts 2016 har hun været i et livsforlængende behandlingsforløb. Dengang fik hun at vide, at hun formentlig havde et år tilbage at leve i. Efterfølgende har hun dog vædet en god middag med overlægen om, at hun kan leve længere end til marts 2017.

Lisa Elstorp har fået både kemoterapi og strålebehandling for sin lungekræft. Lige nu skal hun ind i et nyt 10-dages forløb med daglige strålebehandlinger. Hun kan ikke helbredes; men hun håber, at hun kan få lidt mere tid, fordi tumoren har ”stået stille” en tid nu.

Hun er taknemmelig for den tid, hun kan få men frygter også, at få mere tid, end hun egentlig har lyst til, fordi hun risikerer, at livet til slut ikke er værd at leve. Sker det, vil hun gerne kunne sige stop. Hun risikerer nemlilg ikke at kunne spise og drikke eller trække vejret, fordi hun kvæles af vand i lungerne eller at skulle suges i svælget konstant.

Hendes muligheder i dag er at få smertestillende medicin og at blive bedøvet i den sidste tid, hvis hun ønsker det. Men det er hun ikke tilfreds med.
”Egentlig kunne jeg jo være ligeglad, hvis jeg blev smertestillet og lå og sov. Jeg kan bare ikke se, hvad jeg skulle have ud af det. Det er det, jeg har et problem med. Hvorfor skal jeg ligge i flere dage, eller måske en hel måned, før min krop giver op? Det kan jeg ikke forstå. Jeg har jo ikke noget liv så, siger hun”.

Lisa Elstorp har to brødre, en mor og en mand, der alle er døde af kræft.
Selv fik hun konstateret nyrekræft i halvfemserne. Ved et tilfælde. Hun var midt i 40´erne og skulle straks opereres. Hun troede, hun måske skulle dø. Det ville hendes mand dog ikke tillade. Efter fem års kontroller blev hun erklæret rask.

I mellemtiden havde hendes mand fået kræft. Forløbet var ”flot”. Men i de andre tilfælde af kræft i familien, har der været tale om en hård kamp til sidst. Og det er det, hun nu selv frygter.

”Helst vil hun have det sådan, at hun kan tilmelde sig en ordning, hvor man bliver godkendt til aktiv dødshjælp efter en lægefaglig vurdering – ligesom det er tilladt i Holland og Belgien”.
Om hun vil benytte sig af det, ved hun ikke. Det må tiden og situationen vise.

Hendes 2. kræftsygdom blev konstateret i 2007. En lungebetændelse afslørede metastaser fra den tidligere nyrecancer.
Det var ikke så slemt at få beskeden anden gang, som første gang.
”Jeg har haft tid til at vende mig til det. Jeg har jo set flere af mine pårørende dø af kræft, og så får man en anden indstilling til det” forklarer hun.

Sidste år var det galt igen. Lisa Elstorp fik konstateret kræft for tredje gang. I den lunge, hun ikke havde fået fjernet.

Hun har oplevet læger tale udenom, og har selv spurgt, om de ikke skulle komme til sagen.

Først fravalgte hun livsforlængende behandling pga. bivirkninger, som hun havde set hos sin mand. Et barnebarn gjorde hende derefter opmærksom på, at hun altid har sagt, at man ikke skal sige nej til noget, man ikke har prøvet. Derefter tog hun alligevel imod behandlingen.
Familien er hendes drivkraft i at kæmpe til det sidste. De accepterer hendes ønske om aktiv dødshjælp og bakker hende fuldstændigt op.

Lisa Elstorp har været med til at lave det materiale, der er blevet brugt i skolevalget omkring aktiv dødshjælp. Hun forsøger at få politikere og fagfolk i tale. Lige nu arbejder hun på et debatmøde sammen med Det Etiske Råd. Hun håber, hun lever så længe, at hun kan nå at deltage i debatten.

Hun påpeger, at man også bør tænke på de mennesker, der ikke har en uhelbredelig diagnose, men en kronisk sygdom, og som lever i et smertehelvede.
Vi bestemmer selv, hvor langt vi vil gå mht. en lov i Danmark.

Hun kæmper endnu; men hun kan ikke vinde sin kamp mod sygdommen.
Hun har dog et dejligt liv og en dejlig familie.
Mht. begravelse har hun givet familien frie tøjler – ”så længe det bliver morsomt”.

Kilde: http://www.b.dk/politiko/lisa-vil-selv-kunne-vaelge-doeden-hvorfor-skal-jeg-ligge-i-flere-dage-eller-maaske

VORES KOMMENTARER:
Det virker ualmindeligt stærkt, når Lisa Elstorp, som dødeligt syg, står frem og fortæller om sit forløb og sine ønsker for døden. Det må gøre indtryk på dem, der mener at være i besiddelse af sandheden, men som ikke selv er hverken syge eller døende, men blot har en holdning på andres vegne.

Lisa Elstorp er så hudløst ærlig i måden, hun siger tingene på. Hun pakker ingenting ind. Heller ikke, at hun faktisk ikke ved, om hun vil selv kunne gøre brug af aktiv dødshjælp, hvis hun havde muligheden; men hun ønsker at have valget. Det er valget, hun kæmper for.  

Selvfølgelig. Det er jo lige netop det, det handler om: at kunne vælge, fordi vi har muligheden for at sige til og fra. Så længe det ikke er tilfældet, afgøres vores liv og død af andre (læs læger). Som måske slet ikke kender hverken os eller vores ønsker.

Lisa Elstorp ønsker også, at valget gives til fx mennesker, der lever i et smertehelvede med kroniske smerter og tænker dermed ikke blot på sig selv, men også på andre i ubærlige situationer. Det er beundringsværdigt.
Vi bliver meget berørte af den måde, Lisa har valgt at bruge den sidste del af dit liv på og ønsker hende god vind! Gid det må lykkes Lisa Elstorp at påvirke andre med sin rolige, beherskede og overbevisende indstilling til, at vi alle bør have et valg.    

 

 

-----------------------------------------------------------------------------------
 

4.2 2017 - UNGDOMSPARTIER I DANMARK ØNSKER LEGALISERING AF AKTIV DØDSHJÆLP

En række ungdomsformænd opfordrer Folketinget til at tage forslaget om at gøre aktiv dødshjælp lovlig i Danmark op. Størstedelen af ungdomspartierne går nemlig ind for aktiv dødshjælp.


Mærkesagen ”Gør aktiv dødshjælp lovligt” er en af de fem mærkesager, som har optaget de 63.000 skoleelever, der den 2.2 skal stemme til skolevalget, mest. Det skete også ved sidste skolevalg i 2015.
Samtidig har det vist sig, at ungdomspartierne bortset fra SUF og Nye Borgerlige Ungdom går ind for en legalisering af aktiv dødshjælp.

”Man har ret til selv at beslutte mange ting i livet, men hvis du er dødeligt syg og det kommer til døden, så er du frataget retten til selv at bestemme. Det er grundlæggende skævt ” mener formanden for Venstres Ungdom. 

Ved skolevalget i 2015 var VU et af de eneste partier, der havde aktiv dødshjælp som mærkesag; men siden er de fleste andre partier gået samme vej.

Formanden for LA Ungdom mener, det er kerneliberal politik at kunne bestemme over egen krop og eget liv.

Forsker i skolevalgene Jonas Hedegaard Hansen kalder interessen for aktiv dødshjælp for ”bemærkelsesværdig”.
”Der har været en myte om, at unge ikke interesserer sig for de store og svære spørgsmål, og at hvis du vil snakke om politik med de unge, skal du vælge et ”ungt emne”. Der her viser jo det modsatte” mener han.
Nu peger ungdomspartierne på en ordning, hvor man som dødeligt syg kan få både lægefaglig og psykologisk vurdering af at kunne få lov at dø ved enten en sprøjte eller en pille.

Men trods bred opbakning fra både ungdomspartierne og befolkningen, er partierne i Folketinget mod, hvilket undrer ungdomsformændene.
Diskussionen kan være svær, men ungdomspolitikerne mener, at det er emne, som folk ønsker, at politikerne finder løsninger på.
Landsformanden for SFU ser ungdomspartiernes opbakning som et opråb til moderpartierne om at tage emnet op.

Liselott Blixt, formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget, mener dog, at det skyldes ungdomspartierne manglende indsigt.
Vi har allerede regler på området i dag.
Emnet er gennemgået meget grundigt i Folketinget, og der har været studiebesøg i Holland. På den baggrund er partierne i Folketinget enige om ikke at legalisere aktiv dødshjælp. Det Etiske Råd er imod, og samtidig har der været en række uheldige sager i udlandet fx med aktiv dødshjælp til børn og psykisk syge, hvilket hun finder grotesk.

I stedet vil Folketinget udbrede kendskabet til § 25 i Sundhedsloven. Ifølge den kan patienter afvise at få livsforlængende behandling og i stedet få smertestillende medicin.

VU-Ungdoms formand mener dog, at Sundhedsloven ikke er tilstrækkelig. Den indeholder ingen ramme for, hvor længe det varer, før man dør. Eller at man kan blive straffet for at hjælpe en dødelig syg herfra.

Formanden for LA- Ungdom mener, at man skal kunne få hjælp fremfor at vælge galgen i garagen.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby erklærede, at hun var for aktiv dødshjælp i 2015.
”Det er mit klare indtryk, at alt for mange syge og gamle borgere lider alt for længe og helt unødigt. Det er mennesker, der befinder sig i et smertehelvede, hvis familie ikke længere kan genkende dem, sagde hun dengang til Kristeligt Dagblad”. I dag er hun dog helt på linje med Folketingets ordfører, som atter skal debattere emnet den 23. februar.
”Vi er meget optaget af at sikre, at den enkelte – også når det kommer til de svære beslutninger – selv kan være medbestemmende skriver hun i en mail”.

Kilde: http://www.b.dk/politiko/ungdomspartiers-krav-aktiv-doedshjaelp-skal-vaere-lovligt-i-danmark


VORES KOMMENTARER:
Ting kan hurtigt ændres. Hele problematikken har hastigt taget en anden drejning. Fordi emnet har været sat på dagsordenen til Skolevalget. Det er helt utroligt, at stort set alle ungdomspartier er for aktiv dødshjælp. Ungdommen har forståelse for, at hovedparten af Danmarks befolkning har et udtryk ønske om, at dødshjælp legaliseres. Det samme kan man ikke sige om moderpartierne med Liselott Blixt i spidsen som formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget. Hun fremfører fortfarende, at § 25 i sundhedsloven giver tilstrækkeligt med muligheder.

Det, hun ikke fremfører, er, at det er lægerne, der bestemmer og ikke den enkelte. Samtidig er der så mange gråzoner i loven, som gør, at det virker utrygt for den enkelte, fordi paragraffen lægger op til at stille langt flere spørgsmål, end den giver svar. Det er ganske enkelte en ”fluffy” affære. Folkets ønske er jo netop, at det ikke skal være op til lægerne, men til det enkelte menneske, om vedkommende vil leve eller dø.

Dette er ikke tilfældet i dag, hvor lægerne har det afgørende ord at skulle have sagt. Samtidig med at Det Etiske Råd er medspiller i en modstand mod legalisering. Folketinget falder for deres retorik, hvilket menigmand ikke gør.

Liselott Blixt fremfører også de ”uheldige tilfælde” i de lande, der har aktiv dødshjælp. Hvorfor er der ingen, der nogensinde nævner ”de uheldige tilfælde” af den gråzonebelagte lov, vi har i dag? Hvorfor er der ingen, der nævner, at det er alt for lemfældigt, om mennesker får hjælp eller ej? Hvornår de får hjælpen. Og ikke mindst hvordan den gives. Patienterne er langt fra altid inddraget, og det er lægerne, der står med den fulde handleret på patienternes vegne.

For blot to år siden – ved sidste valg – var der kun ét ungdomsparti, der havde aktiv dødshjælp som en mærkesag. I dag er det næsten alle. Vi tror på, at ændringen det skyldes Lisa Elstorps indsats med den video, der var grundlaget for diskussionen af aktiv dødshjalp ved valget. Tak endnu engang til Lisa!
Fine ord kommer vi ingen vegne med. Der skal handling til!  Det har Lisa på fornem måde vist! 

 

 

------------------------------------------------------------------------------------

 

1.2 2017 - SKUESPILLER STEPHEN HAWKING GÅR IND FOR AKTIV DØDSHJÆLP


Skuespiller Stephen Hawking fik diagnosticeret ALS, da han var 21 år. Han er i dag 62 år, som vi skrev under NYT den 29.1 2017. Trods sin sygdom er han en af verdens førende teoretiske fysikere og matematik professor på Cambridge Universitet i England. Han er kørestolsbruger, har respirator, har mistet stemmen og er nødt til at kommunikere med en kunstig stemme-computer. Det har dog ikke holdt ham tilbage fra at være aktiv som både fysiker og forfatter. Han har desuden tre børn fra sit første ægteskab.
Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Stephen_Hawking

Når han ikke længere har noget at bidrage med og bliver en byrde for andre, vil han afslutte sit liv. Han har dog stadig noget videnskabeligt arbejde at gøre trods sin fremskredne sygdom.

Han mener, at det er den ultimative ydmygelse at holde nogle i live imod deres vilje.

Han overvejer selv assisteret selvmord, hvis han får store smerter. Og altså også, hvis han ikke længere føler, han har noget at bidrage med eller bliver en byrde for andre, som vi skrev forleden.

I et BBC-interview i 2014 udtrykte han sin støtte til assisteret selvmord.
Han fortalte også, at han i midten af 1980´ erne selv forsøgte at begå selvmord ved ikke at trække vejret. Han havde da en trakeostomi (hul i halsen, hvorigennem han trækker vejret); men hans refleks til at trække vejret var for stærk til, at han kunne dø.

Hawking er direktør for forskningscentret Center for Teoretisk Kosmologi ved Cambridge Universitet. Han mener også, at de, der hjælper deres kære med at dø, ikke bør retsforfølges, og at en person, der virkelig ønsker at dø, bør have muligheden herfor.

I 1985 led han af komplikationer efter en lungebetændelse. Hans daværende kone, Jane, nægtede at slukke for den maskine, der støttede hans liv. Det fik ham til at skrive boget ”A Brief History of Time”.

Han beklager, at det er vanskeligt at kommunikere med kolleger og fans. De bliver ofte nervøse for at nærme sig ham eller tale med ham eller vente, mens han skriver sit svar. Det får ham til tider til at føle sig meget ensom.

Han har siddet i kørestol siden slutningen af 1960´erne. Tabet af bevægelighed var og er stadig en stor frustration. Han vil stadig gerne kunne svømme, og dengang det skete, savnede han fysisk at kunne spille med sine små børn.

I Storbritannien er det strafbart at hjælpe andre med at tage deres liv. Men fra 2010 har en vejledning gjort det sandsynligt, at venner og familie ikke retsforfølges.

Lord Falconer har planer om at genindføre et lovforslag om emnet.

Kilde: https://www.theguardian.com/science/2015/jun/03/stephen-hawking-i-would-consider-assisted-suicide?CMP=fb_gu

 

VORES KOMMENTARER:
Gad vide hvor mange mennesker, der vil være I stand til at leve et langt liv og have en så stor karriere med en sygdom, der har invalideret ham i mange år? Måske ikke særligt mange. Det forudsætter, at de handicappede får den hjælp, de skal bruge i hverdagen til at kunne fungere i et job. Allerede her stoppes mange med et handicap desværre.

Han er meget ærlig omkring, at han på et tidspunkt forsøgte at begå selvmord og har ønsket, at han hustru skulle slukke for de maskiner, der hjalp ham med at leve..

Han udtrykker da også, at han har frustrationer over ikke at kunne kommunikere eller bevæge sig normalt. Selv om det er noget, han i årevis ikke har kunnet.

Et sådan menneske er man nødt til at lytte til. Han ved præcist, hvad han taler om. Han er et meget intelligent menneske. Når han siger, at han vil dø, når han lægger andre til last, nytter det ikke, at filosofferne og etikerne kommer med deres modargumenter om, at ingen skal dø, fordi de lægger andre til last, fordi det at lægge andre til last, ikke skal være et kriterie for at få lov at dø. Hvordan kan de udtale sig om det, når de aldrig selv har prøvet?

At lægge andre til last gør Stephen Hawking i forvejen hver eneste dag, Pga, hans handicap er han i forvejen dybt afhængig af andre. Så når han udtaler, at han vil dø, når han lægger andre til last, handler det om noget helt andet, som kun han selv ved, hvad er, og som han ikke fortæller i artiklen.
Det er ikke en fiks ide, han har fået hen over natten. Det er tanker, han formentlig har gjort sig gennem sit lange liv med et handicap.

Som vi også skrev i går, er det utroligt vigtigt, at der lyttes til de mennesker, det handler om! Det kan vi ikke sige mange gange nok!

 


------------------------------------------------------------------------------- 

 

29.1 2017 - PATIENTFORENINGER OM DØDSHJÆLP

Flere patientforeninger ønsker ikke at tage officielt stilling til dødshjælp. Til gengæld mener de, at det er centralt, at der i højere grad lyttes til de syge.

Stephen Hawking fyldte for nylig 75 år, hvilket med sygdommen ALS er langt over hans forventede levetid. Allerede som 21-årig fik han at vide, at han kunne ville leve få år. Hvis han var i ”store smerter” ville han overveje dødshjælp. Eller hvis han ikke følte, at han længere kunne ”bidrage med noget” eller ”var en byrde”.
Han mener, at det er den, der er bedst til at tilpasse sig forandringer, der overlever, og at det er vigtigt ikke at give op.

Dan Jacobsen, der har muskelsvind fik som 12-13-årig at vide, at han ville være død, når han fyldte 20. I dag er han 62 år og bruger respirator på sjette år. Han mener, at debatten herhjemme er unuanceret, og at alt for mange, der ikke selv er syge, udtaler sig for eller imod. Man diskuterer og vejer på den måde andres liv.
Muskelsvindfonden har ingen officiel holdning til aktiv dødshjælp; men emnet diskuteres for øjeblikket i repræsentantskabet. Foreningen er ikke skråsikre i en så alvorlig sag, siger foreningens formand. Også hun finder debatten unuanceret. ”Folk er nødt til at forstå, at livsværdi ikke afgøres af, om man sidder i kørestol eller er ved at blive lam”. Det er ikke kun negativt.

Formanden for ALS-foreningen har selv sygdommen og er enig i Muskelsvindfondens kritik.
”Debatten om aktiv dødshjælp er meget sort-hvid. Men aktiv dødshjælp er et meget individuelt spørgsmål, og hver person er herre over sit eget liv. Og desuden er det jo ulovligt” siger han.
Heller ikke ALS-foreningen har en officiel holdning til spørgsmålet. Deres medlemmer foretager i forvejen et valg, når de skal vælge, om de vil behandles med respirator.

Troels Kløvedal og Mathilde Gersby har også været meget i medierne om emnet. Mathilde lige til sin død.

Socialdemokrat i Folketinget Mette Reissmanns mor døde af ALS, og hun har tidligere givet udtryk for, at hun vil tage en taxa til Schweiz, hvis hun får sygdommen. Hun mener, at man ikke bør afholde sig fra at debattere dødshjælp, selv om man ikke selv er syg eller døende.
”For mig er det vigtigste, at man har respekt for den enkeltes selvbestemmelse, hvordan man skal lindres og gerne vil herfra. Men som lovgiver synes, jeg, at jeg har en vis berettigelse til at blande mig i debatten, fordi det er mig, der i givet fald skulle stå på mål for de rammer, vi vedtager. De syge skal selvfølgelig have lov til at ytre sig, men det skal eksperter, politikere og pårørende også. Som pårørende til en, der lider, skal man have lov at have en holdning til, hvordan den lidende skal hjælpes”, siger hun.
Hun har selv ytret sig på sin mors vegne.

Heller ikke hverken Lungeforeningen eller Parkinsonforeningen har en officiel holdning til emnet.
De fleste med Parkinson dør med og ikke af sygdommen.

Kilde: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/patientforeninger-toever-i-debat-om-doedshjaelp

VORES KOMMENTARER:
Det er en lidt sjov artikel forstået på den måde, at den har en anden indfaldsvinkel end vanligt, nemlig at man ikke kan diskutere aktiv dødshjælp med mindre man selv er syg. Det mener både ALS-foreningen og Muskelsvindfondens formænd. Men selvfølgelig kan man det.

Foreningerne har dog ret så langt, at man diskuterer alt for lidt på patienterne præmisser. Der er for mange, der kloger sig på andre vegne. Det betyder ikke, at de ikke må ytre sig; men det betyder, at de for os at se bør sætte sig lidt mere ind i, hvad mennesker med sygdomme, der er stærkt invaliderende, og som i nogle tilfælde kan ende med døden, mener og føler. Det er trods alt dem, det hele handler om. Men i alt for lang tid er de faktisk blevet holdt udenfor debatten, med den begrundelse, at man ikke kan basere en lov på enkelttilfælde. Det kan man selvfølgelig ikke; men man kan heller ikke lave en lov, der ikke er baseret på eller tager udgangspunkt i de oplevelser og erfaringer, som enkelttilfældene/mennesker, der befinder sig i situationen, kan bidrage med. Der er jo ganske mange enkelttilfælde! Og hvis ikke disse mennesker skulle have en stemme i debatten, ville debatten jo ikke slet ikke være troværdig. Så den vinkel forstår vi slet ikke.

Det er, som om mange debattører har taget ”pusten ud af debatten” ved at formene mennesker, der selv lider, retten til at involvere sig. Vi har selv oplevet, at fagfolk har bedt personer med forskellige lidelser undlade at tale om dem selv, fordi det ikke handlede om dem, om noget principielt. Mage til sludder skal man lede længe efter.

Men vi ser heldigvis en anden tendens i dag. Pressen er kommet mere på banen mht. at give ”enkelttilfældene” ordet, og efterhånden er der mange, der står frem og ytrer sig i forhold til egne oplevelser. Disse bidrag er særdeles værdifulde og kan absolut ikke undværes.

Alternativt kan vi til gengæld godt undvære til tider. Fx Det Etiske Råds gentagne teoretiske og filosofiske debatter, som kører i ring og ikke giver mening, hvis man selv ”sidder i suppedasen” og på egen krop mærker sygdommens konsekvenser.
  

 

---------------------------------------------------------------------------------------

 

27.1 2017 - EN MÆRKESAG VED SKOLEVALGET I 2017: AT DØ MED VÆRDIGHED

Ved skolevalget i 2017 har Michala Silke Rünitz fra 9 A ved Nyrupskolen i Kalundborg gjort dødshjælp til sin mærkesag.
Hendes overskrift er: ”Dø med værdighed, det er en menneskeret”.

Underneden den lille video med Lisa Gry Elstorp, som vi har lagt ind her på hjemmesiden under ”Videoer” forleden, har Michala Silke Rünitz valgt følgende overskrift:
”Vil du dø med værdighed”?

Teksten lyder:
”I Danmark er aktivdødshjælp ulovligt. Er det en fejl? 
DU ligger i hospitalssengen med kraftige smerter. Du kan ikke selv spise og er derfor nødt til at få mad igennem en sonde. Du skal på toilettet for tredje gang indenfor en time, og du er nødt til flovt at bede om hjælp. En almindelig ting som at vende sig i sengen, og tage tøj på får du hjælp til. 
Ville du ikke være flov? Føle sig udmyget og til besvær over altid at bede om hjælp. Livet har ingen værdi mere. Du kan intet selv. Du venter bare på, at det slutter. Ville du ikke ønske hjælp til at forlade livet?  Ville du ikke forlade livet med værdighed? 
Gør valget til dit, hjælp med at indføre aktivdødshjælp så du kan dø med værdighed”.

 

Kilde: https://www.skolevalg.dk/kampagner/5889b85e74cec

Der er også en anden to piger fra samme klasse – Nyupskolens 9 A, der har lavet en stor plakat med et billede af Lise Gry Elstorp. Også de har valgt aktiv dødshjælp som deres mærkesag.
På plakaten står: ”Jeg er dødelig syg. Hjælp mig med at få en værdig død og giv MIG valget!”
Under billedet skriver de: ”Alle fortjener at dø med værdighed!”
Det er en flot, flot plakat, som Lisa Gry Elstorp har givet dem lov at anvende i deres mærkesag.

 

Kilde: https://www.facebook.com/groups/165569310775/permalink/10154112612205776/

VORES KOMMENTARER:
Hvor er det dejligt, at disse unge mennesker har valgt aktiv dødshjælp som deres mærkesag og gør noget ud af det. Der skal mod til at kontakte Lisa Gry Elstorp og spørge, om de må bruge billedet af hende på en plakat. De har tilsyneladende ikke den samme berøringsangst overfor emnet, som mange voksne har.

De unge har også en helt anden forståelse for emnet, end mange af de voksne, der debattere. Fx Det Etiske Råd. De unge diskuterer med følelserne, mens Det Etiske Råd diskuterer ud fra filosofiske og etiske principper og termer. Det sidste giver debatten en distance, mens det første taler direkte til mennesker.

Der er ingen tvivl om, at Det Etiske Råd bevidst holder sig fri af følelser. De holder sig også fri af mennesker og enkeltpersoner, som de ikke mener, man kan bygge en lov ud fra; men vi er ikke i tvivl om, at der er brug for begge dele. Distancen virker kold og ofte kynisk, specielt når der anvendes udtryk som ”at slå ihjel” og ”at dræbe” om det andre kalder for ”udfrielse” eller ”befrielse” og/eller ”en værdig død”.

De unge taler ”lige ud af posen”. Det er befriende.

 

 

------------------------------------------------------------------------------- 


25.1 2017 - SKOLEVALG I LANDSTINGSSALEN - AKTIV DØDSHJLÆP VAR ET AF EMNERNE

På efterfølgende link kan du høre, hvad unge mennesker – i en paneldebat - siger og mener om aktiv dødshjælp. Debatten starter ved 47 minutter. http://mobiltv.ft.dk/video/20161/upl/tv.3708 

Lisa Gry Elstorp, der selv er uhelbredeligt syg, har lavet den video, der bruges i forbindelse med skolevalget, og som eleverne på forhånd har set og diskuteret. Efterfølgende har klasser fra to forskellige skoler stillet spørgsmål, som besvares i et ungdomspanel, hvor samtlige politiske partier er repræsenteret.Debatten foregår i Folketingets Landstingssal, hvor klasserne, der har stillet spørgsmålene, er tilhørere.

Elevernes debatter ligner til forveksling ”de voksnes” debatter om aktiv dødshjælp. Der er fortalere. Der er modstandere. Hovedparten virker dog til at være fortalere for en legalisering af dødshjælp i Danmark.

De unge politikere virker på en måde meget afklarede, og stiller alligevel mange spørgsmål, som de selv er i tvivl om, undervejs. Nogle af de spørgsmål, de unge politikere stiller er:
Hvad med lægerne?
Hvad med de ensomme ældre?
Hvad med dem, der lider?
Hvorfor må mennesker ikke selv træffe deres eget valg?
Hvad med dem, der ikke vil lægge andre til last?
Hvorfor ikke bruge passiv dødshjælp, som jo allerede er legalt?
Hvorfor har vi ikke ret til vores eget liv og vores egen død? 
Hvorfor gør de politiske partier ikke noget, når over 70 % ønsker aktiv dødshjælp legaliseret?
Hvorfor skal et menneske lide, når man kan afhjælpe lidelsen? M.m.m.
Altså spørgsmål, der lægger op til både at være for/imod og i tvivl.

De fleste taler om, at aktiv dødshjælp er et svært dilemma og et stort etisk problem. De taler også om de mange gråzoner. Og om selvmord. Om retten til at vælge. Om selvbestemmelse. Om kriterier for dødshjælp. Om hensynet til lægerne.  Om at man i Danmark bør lade sig inspirere af lande, der har legaliseret dødshjælp. Om at kunne tage en værdig afsked, før livet bliver uhåndterligt ved at få lov at dø, før det sker. 

De var meget ydmyge og gav udtryk for deres personlige holdninger.

Der er ingen tvivl om, at videoen har inspireret til en meget livlig og aktiv debat om emnet.

Tak til Lisa for din indsats og dit mod til at stille dig op! Det har været et meget vigtigt bidrag til en yderst sober og god debat om emnet.  

 

...................................................................................................

 

 

23.01 2017 - HOLLANDSK ALKOHOLIKER PÅ 41 ÅR HAR FÅET HJÆLP TIL AT DØ

En 41-prige mand har været inde og ude af hollandske afvænningsklinikker i årevis og ønskede til sidst at dø. Han havde hverken uudholdelige, fysiske smerter eller dødelig sygdom. Men i 8 år havde han været alkoholiker og mistet både kone og to børn. Hans lidelser var ubærlige og uden udsigt til forbedring. Døden var det eneste, der kunne hjælpe ham.


Det har dog skabt debat. Fordi også andre har fået hjælp uden at være dødeligt syge. Blandt andet en ung depressiv kvinde.

Han viste sin læge en dagbog, hvori han fortalte om sine lidelser gennem årene. På den baggrund blev ansøgningen godkendt.
Han valgte selv datoen, nemlig den 14. juli 2016. Hans bror var hos ham. Han drak et par glas vin og røg en ciageret i forældrenes hjem, før lægen gav ham den dødelige indsprøjtning.

2,9 % af alle hollandske dødsfald på landsplan skete i form af aktiv dødshjælp. Det svarer til 5.516 personer i 2016.

Kilde: http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE9191223/41aarig-mand-fik-hjaelp-til-at-doe-fordi-han-var-alkoholiker/


VORES KOMMENTARER:
Hver gang hollandske læger giver hjælp til et menneske, der lider ubærligt, men som ikke er døende, skrives der historier. Også i de danske aviser. Vi får aldrig kendskab til hele historien bagved. Vi får aldrig kendskab til de egentlige bevæggrunde for at bevilge den enkelte dødshjælp. Derfor synes det alt for let at bruge disse eksempler som skræmmeeksempler på glidebaner, som er et af modstandernes skrækscenarier.

Lad os nedtone disse eksempler; for der har uden tvivl været vægtige begrundelser for, at netop disse patienter har kunnet få hjælpen. Det er uvederhæftigt at bruge dem i sin egen argumentation for ikke at legalisere dødshjælp.

Selv om vi er fortalere for, at der skal være meget stramme rammer for, hvem der kan få hjælpen, kan der være mennesker, der lider så ubærligt, at dem, der skal vurdere deres ansøgning, forstår deres ønske om at komme herfra. I disse tilfælde bør ingen gøre sig til dommere.

Tvært imod burde nogle gøre sig til dommere over, at de danskere, der lider ubærligt og ønsker at dø, ikke får den hjælp, de har brug for. Og nogle burde gøre sig til dommere over, at danske læger gerne må trække døden og ubærlige smerter i langdrag vha. passiv dødshjælp, mens de ikke må ”gøre kort proces” overfor disse stærkt lidede mennesker.

Det virker unægtelig dobbeltmoralsk. Og hvad skal det gøre godt for?
Lægers samvittighed? Men hvis læger har så stor samvittighed, at de ikke kan hjælpe et menneske, der skriger på hjælp, hvordan har de da samvittighed til at trække døden i langdrag?

  

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

20.1 2017 – NYT FRA HJEMMEFRONTEN

Der findes stærke kræfter herhjemme, der arbejder for legalisering af aktiv dødshjælp. Bla. Lisa Grye Elstorp, der selv har kræft. Hun har været med til at lave undervisningsmateriale til et skolevalg i 8. og 9. klasse, hvor et af emnerne i valget er aktiv dødshjælp. Lisa video ligger under afsnittet ”Videoer” her på hjemmesiden. Hun gør det godt og får sagt vældig meget i løbet af meget kort tid. Jeg ved, at hun ærgrer sig over, at hendes snak om ikke uafvendeligt døende er blevet klippet fra. Ja, det er ærgerligt; for det er altid den gruppe, der overses. Men vi er glade for, at det overhovedet er lykkedes for Lisa at sat sit flotte aftryk på materialet til valget.

Efterfølgende har Lisa og Søren Kristensen, Mathilde Gjersbys mand, været indbudt til møde med Liselott Blixt fra DF på Christiansborg.
Desværre blev der ikke talt så meget om aktiv dødshjælp, som de to kunne have ønsket sig.

§ 25 i Sundhedsloven blev omdrejningspunktet, hvilket vi jo tidligere har hørt Liselott Blixt omtale på TV. Hun finder, at § 25 blot skal forbedres, så den omfatter flere, og at lægerne skal blive bedre til at bruge denne paragraf. Så behøver vi ikke legalisering af aktiv dødshjælp.
Det mener Lisa og Søren dog langt fra er nok. Der er stadig for mange gråzoner, hvilket ingen kan være tjente med.

I § 25 står, at en uafvendeligt døende patient kan afvise en behandling, og at en sundhedsperson kan undlade eller påbegynde eller fortsætte livsforlængende behandling, hvis patienten ikke selv længere er i stand til at beslutte. Det er også den paragraf, der legaliserer, at en døende patient kan modtage smertestillende, beroligende eller lignende midler til lindring af tilstanden, selv om det kan fremskynde dødstidspunktet.

Lisa og Søren forsøgte at forklare, at § 25 siger, at det er lægens beslutning uanset, om patienten kan eller ikke selv kan træffe beslutningen, og at paragraffen kun fungerer i forhold til dem, der kan smertedækkes; men hvad med dem, der ikke kan?

For Liselott Blixt kommer aktiv dødshjælp ikke på tale. Ingen partier går ind for det, mener hun. Hun problematiserede politikernes besøg i Holland og ikke mindst glidebaneeffekten.
Alle modargumenter blev desværre ignoreret.
Hun fortalte også om de hollandske lægers psykologiske problemer med at udføre opgaven.

Lisa og Søren udtrykte, at der ikke kan være den store psykologiske forskel på at yde aktiv og passiv dødshjælp; men også dette blev ignoreret.

Liselott Blixt mente, at der ikke findes danske læger, der går ind for aktiv dødshjælp. Hun kendte ikke hverken Svend Lings eller hans forslag.

Egentlig følte de ikke, at Liselott Blixt var så interesseret i at høre, hvad de sagde.
Men de var glade for, at hun ville bruge tid på dem.

I februar skal paragraf 25 tages op i Folketinget. Liselott Blixt har inviteret Lisa og Søren til et møde efterfølgende, hvor de kan blive opdateret om, hvad der sker på mødet, hvilket de er glade for. De er også glade for, at det trods alt ser ud til, at politikerne er indstillet på, at der skal ske forbedringer af en eller anden slags.

Vi vil gerne sige stor TAK til Lisa og Søren for deres engagement i dette meget følsomme emne. De gør det begge godt. Som de selv siger, nytter det ikke ”at brænde broer” i et så følsomt emne. Det kræver diplomati, og det har de tilsyneladende begge.

Måske kniber det mere fra modstandernes side. Fx kaldte Liselott Blixt aktiv dødshjælp for ”drab” og ”at slå ihjel”, hvilket kan virke som en stor provokation overfor de mennesker, der går ind for aktiv dødshjælp, og som har noget at have deres holdninger i, fordi de har egne erfaringer at trække på. De har begge problematikken tæt inde på livet. Lisa, fordi hun selv er dødeligt syg. Søren fordi han for nylig har mistet sin hustru, der døde i en tidlig alder af en medfødt lungesygdom, mens hun selv kæmpede en kamp for legalisering af dødshjælp. En kamp, som Søren nu har overtaget.
Respekten skal gerne gå begge veje!  


---------------------------------------------------------------------------------- 

 

16.1 2017 - SVENSKE DØENDE SVIGTES OG DEBATTEN OM DØDSHJÆLP INTENSIVERES

Svenske døende svigtes. Derfor er der nu for alvor kommet gang i den svenske debat om dødshjælp. Det skyldes, at der har været omfattende brist i smertelindrende behandling af døende i Sverige. Det er den svenske socialstyrelse, der har afdækket det massive svigte i behandlingen af døende.


Kun 4 ud af 10 patienter får tilbudt den ellers garanterede lægelige undersøgelse af, hvor store deres smerter er, og hverken pårørende eller syge får ordentlig information. Sagen har fået flere til at efterspørge en mere værdig behandling og magt til at bestemme, hvornår livet skal afsluttes”.

Lektor i samfundsmedicin og næstformand for foreningen Retten til en værdig død, Margareta Sanners håb er, at sagen får politisk betydning, fordi der nu er sat fokus på, at der er grænser for, hvad palliativ behandling kan. Mange patienter lider, fordi de ikke kan afslutte livet.

Der er dog ingen politiske partier, der har rejst spørgsmålet i Rigsdagen endnu; men der er en voksende velvilje blandt politikerne overfor aktiv dødshjælp. 18 rigsdagsmedlemmer har stiftet et netværk om emnet, og kun to partier står udenfor.
Det glæder hende, fordi hun mener, at alle mennesker skal have ret til at bestemme, hvornår de ønsker at afsluttet livet.

Præsten Stefan Swärd er dog uenig. Han er formand i foreningen Ja til livet.
”Vi ser en alarmerende forandring, hvor spørgsmålet også politisk er ved at vinde frem. Og det udstiller desværre, at de moderne sekulariserede samfund har et ambivalent menneskesyn. Man støtter menneskerettigheder og demokrati, men har en kynisk frasorteringstankegang, hvor man devalurer menneskets- og livets værdi” mener han.
I stedet efterlyser han bedre palliativ behandling. Mennesker skal have hjælp til at leve, ikke til at dø.

Smer, som er Sveriges svar på det danske Etiske Råd, har været vært for en konference om Oregon-modellen. I Oregon kan patienter få ordineret dødelige mængder medicin. Smer er dog ikke kommet med en udtalelse, men formanden mener, at de vil anbefale regeringen at iværksætte en national undersøgelse pga. en voksende debat i befolkningen. De svenske læger er dog imod. Derfor bør man også overveje, hvilken betydning det kan have på lægers arbejde, at de måske ikke blot skal redde liv, men også kan hjælpe mennesker til at dø.

En lektor i medicinsk etik, Niklas Juth, mener dog, at de lægevidenskabelige fremskridt rejser et etisk dilemma; for folk kan nægte behandling; men der er situationer, hvor de kan overleve, men alligevel oplever livet som uudholdeligt. Dødshjælp spreder sig i den vestlige verden pga. en voksende individualisering.

Kilde: http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/svigt-af-doeende-saetter-skub-i-svensk-debat-om-aktiv-doedshjaelp 
 

 

VORES KOMMENTARER:
I modsætning til Danmark har Sverige undersøgt, om døende kan smertebehandles tilstrækkeligt. I modsætning til i Danmark måler Sverige også på smertepatienters smerter (når de altså ikke ”glemmer” det hos fire ud af ti). Det viser sig, at døende ikke altid kan smertebehandles vha. palliativ behandling. Og det gør selvfølgelig befolkningen usikre, når alle de ansvarlige modstandere af dødshjælp som argument bruger, at man har en effektiv palliativ behandling, og at det derfor ikke er nødvendigt af legalisere dødshjælp.

Nu er det dog bevist, at det ikke passer. Således også i Danmark. Også her går det i større og større udstrækning op for mennesker, at palliativ behandling ikke er god nok, idet mange - også i Danmark - dør i ulidelige smerter. Det er ikke godt nok.

Det er glædeligt for svenskerne, at svenske politikere begynder at være interesseret i emnet, og at medlemmer af Rigsdagen har lavet et netværk.

Må det også ske i det danske Folketing. Der findes jo efterhånden også flere danske politikere, der har meldt deres holdning klart ud. Ellen Trane Nørby (V), Jacob Ellemann-Jensen (V), Emil Ammitzbøl (LA), Leif Mikkelsen (LA), Laura Linddahl (LA), Maj-Britt Kattrup (LA), Jonas Dahl (SF), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Lotte Rod (R), Uffe Elbæk (Alternativet), Christian Rabjerg Madsen (S), Naser Khader (K).

Det er spændende, hvad den svenske pendant til Det Etiske Råd Smer, melder ud efter deres konference om Oregon-modellen. Vi kan dog konstatere, at de ser på assisteret selvmord og ikke på aktiv dødshjælp.

 


----------------------------------------------------------------------------------

 

12.1 2017 - SKAL DØDEN HAVE EN HJÆLPENDE HÅND

”De facto er aktiv dødshjælp allerede lovlig, blot i den forstand, at det er lovligt aktivt at træffe en beslutning om passivt at lade patienten dø”, mener en århusiansk borger.


Det påvirker pårørende, når en person er dødeligt syg. Derfor bør også de pårørende have noget at skulle have sagt, når patienten ikke selv er i stand til at træffe en beslutning. Fx pga. en svulst i hjernen. Eller pga. svær demens. Hvorfor skal andre træffe beslutning om, at et menneskes liv ikke længere er værd at leve? Det skal hverken handle om de pårørende følelser eller om samfundsøkonomi. Man kan lovgive sig ud af dette, mener han.
Men så kommer det næste spørgsmål: ”Hvornår kan man tillade sig at vurdere, at udsigterne ser så sorte ud, at man ikke kan forestille sig en bedring, og at man derfor kan retfærdiggøre aktiv dødshjælp”? Her er man nødt til også at tænke på, at der kan ske ”mirakler” og opstå en uventet markant bedring. Dette kan i sig selv føre til, at man ikke vil yde aktiv dødshjælp. Dog er realiteten, at en sådan bedring sker for langt de færreste, hvorfor det bliver en irrationel forbeholdenhed. Når det ser ud til, at patienten ikke kan opnå mere glæde af sit liv, bør man give aktiv dødshjælp.

Beslutningen om aktiv dødshjælp bør træffes med udgangspunkt i, om undersøgelser viser håb for patienten. Er der intet håb, er det intet til hinder for at yde aktiv dødshjælp.
Desuden bør man medtænke, om patienten pårørende kan udholde tanken om aktiv dødshjælp.
Formålet skal dog være, at give fred til en person, der ikke længere har glæde af livet.

Men da man allerede kan yde passiv dødshjælp, er det ikke nødvendigt at lovliggøre aktiv dødshjælp, mener nogle. Århusianeren mener dog, at hvis vurderingen med passiv dødshjælp er, at der ikke er håb om bedring, hvorfor behandlingen kan indstilles med det formål at give patienten lov at dø. Han ser ikke den store forskel i forhold til aktiv dødshjælp, hvor formålet også er, at patienten får lov at dø. Han ser derfor, at aktiv dødshjælp allerede er lovligt, idet ”det er lovligt aktivt at træffe en beslutning om passivt at lave patienten dø”.

Et typisk modargument er, at man ikke gør noget aktivt for, at patienten dør; men man træffer dog aktivt en beslutning om ikke længere at behandle, så patienten ikke dør. Formålet er stadig, at ”nogen skal dø”.

Fremfor at tale om legalisering af aktiv dødshjælp, bør man tale om, hvilken form for aktiv dødshjælp, man ønsker lovliggjort. ”…skal det fortsat kun være lovligt aktivt at vælge passivt at lade nogen dø, eller skal vi gøre det lovligt aktivt at vælge at lade nogen dø”?
Hvad er mest humant at vælge? At indstille behandlingen og lade patienten ligge til de dør, eller at give en dødelig dosis morfin, så døden indtræffer hurtigt?
Mon ikke de flest hælder til den sidste mulighed, som er den mest humane.


Kilde: http://jyllands-posten.dk/aarhus/meninger/breve/ECE9147709/skal-vi-give-doeden-en-hjaelpende-haand/

VORES KOMMENTARER:
Her er en mand, der mener, at vi allerede har aktiv dødshjælp i Danmark, fordi passiv dødshjælp kræver en aktiv beslutning om, at livet er forbi og patienten gerne må dø. Hvad er forskellen? Det, der foretages, er en aktiv handling. Den aktive handling består i træffe beslutningen.

Hvad er forskellen mellem at give en dødelig dosis morfin, der som bivirkning kan have, at patienten dør, eller at give en større dosis morfin? Kun at patienten ikke dør øjeblikkeligt, men lidt langsommere. Fordi det ikke er lovligt at give så meget morfin, at patient dør øjeblikkeligt; men man må gerne lade dem ligge og lide lidt længere. Det synes helt ude af proportioner.

Vi er helt enige med manden. De gråzoner, der allerede er, er så uigennemsigtige, at læger i princippet kan hjælpe en patient herfra uden nogensinde at få en straf herfor.

Vi ved, at der allerede ER læger, der giver dødshjælp.
Vi kæmper fortsat for en legalisering af aktiv dødshjælp, således at læger gerne må give en hurtig hjælp til patienter, der er ved deres fulde fem og udtrykkeligt beder herom.
Susannes tilstand forværres desværre for hver dag, der går. Dystonien i hals, hoved og brystkasse tager stedse til. Måske findes der en elskelig sjæl derude, som kan og vil hjælpe?  

 

 ------------------------------------------------------------------------------------

9.1 2017 - ÆLDRESAGEN ER POSITIV OVERFOR SELVBESTEMMELSE VED LIVETS AFSLUTNING

Vi har tidligere skrevet om Det Etiske Råds overvejelser vedrørende selvbestemmelse i forhold til, om man ønsker genoplivning efter hjertestop eller ej.


Ældresagen mener, det er godt, at rådet har sat fokus på det enkelte menneskes værdier og ønsker, siger Margrethe Kähler, konsulent i Ældre Sagen. Man bør have ret til både at leve og at dø, mener hun.
”Det er vigtigt, at vi holder fast i princippet om, at man har lov til at leve videre, hvis man ønsker det. Vi skal ikke bruge atuomatpiloten, der siger, at hvis man er gammel, har man lov til at dø i fred”. 
Hun finder det afgørende, at folk selv kan bestemme og foreslår, at ældre får et kort, som viser, om de vil genoplives eller ej.

Hovedparten af ældre mennesker over 80 år, der rammes af hjertestop og
udskrives i live, lever et aktivt liv bagefter. Det viser en undersøgelse fra Rigshospitalet.

Debatten om genoplivning er startet efter, at et stort antal plejehjem har fået en hjertestarter. Ældresagen mener, det er en god ide, idet nogle gerne vil leve videre. Men det kan også give utryghed blandt dem, der er bange for konsekvenserne af en genoplivning.

Det er for sent at spørge, når den ældre har hjertestop. Derfor skal samtalen tages i god tid.
Ældre Sagen foreslår, at alle, der er fyldt 70 år, skal tale med deres praktiserende læge om det sammen med en pårørende.

Ændrer man mening, fordi man fx får oldebørn, er det vigtigt, at inddrage de pårørende. Også fordi det tit er dem, der har svært ved at give slip.

Kilde: https://www.aeldresagen.dk/presse/pressemateriale/nyheder/ret-til-at-leve-og-doe?utm_source=facebook&utm_medium=social&utm_campaign=%C3%86ldre+Sagen&utm_content=update+Vi+skal+have+ret+til+at+leve+og+til+at+d%C3%B8.%0A%0ADer+er

VORES KOMMENTARER:
Som vi også skrev under kommentarer til Det Etiske Råds forslag forleden, er vi af den overbevisning, at det enkelte menneske selvfølgelig skal have selvbestemmelsesret i forhold til, om man ønsker genoplivning eller ej. Det kan og skal ikke være andre, der træffer den slags beslutninger på vores vegne. Det er en beslutning, vi selv er i stand til at træffe, og som de fleste også gerne selv vil træffe.

Det er uden tvivl rigtigt, at de pårørende ofte kan have svært ved at give slip, og at det derfor er vigtigt, at også de deltager i samtalen om, hvad man ønsker; men der er og bliver ikke deres opgave at træffe den endelige beslutning.

Undersøgelsen fra Rigshospitalet, der viser, at dem, der overlever genoplivning, lever et aktivt liv bagefter, må omfatte alle, der har fået hjertestop, og ikke kun beboere på plejehjem. Der er nemlig også undersøgelser der viser, at 80 % af dem, der overlever genoplivning, får et dårligt liv med skader efter genoplivning. Det er således modsatrettede undersøgelser. Det kan skyldes, at den målgruppe, der undersøges er forskellig? Man kan næppe sammenligne raske borgere, der pludselig falder om med hjertestop med et menneske, der pga. sygdom opholder sig på et plejehjem. 

 

--------------------------------------------------------------------------------------

 

17.12 2016 - DET ETISKE RÅD FORSLAG VEDR. PALLIATION OG SELVBESTEMMELSE VED LIVETS AFSLUTNING
Det Etiske Råd har i december 2016 fremlagt en udtalelse, hvori de diskuterer muligheder og udfordringer i forhold til ”at sætte den enkelte persons værdier og ønsker i fokus i den sidste tid inden døden”.

”Et hjertestop fører kun med sikkerhed til døden, hvis ingen forsøger at genoplive én”.

Den enkelte får ikke altid den død, vedkommende har ønsket. Nogle dør hjemme, andre på en intensivafdeling. Nogle fravælger behandling. Andre ikke.
I forhold til at få den død, man ønsker, kan der gøres noget ved det. Men det kræver aktiv handling:

Hvis man er sikker på, at en person ikke ønsker genoplivning, men gerne vil have lov at dø i fred, skal det aftales på forhånd.

Hvis man i dag vil dø hjemme, frasiger man sig en tilstrækkelig pleje. Derfor skal den palliative indsats bedres.
Samtaler med den døende om ønskerne for den sidste tid er nødvendige. Fx før rådgivning om et kommende behandlingsforløb.
Det er vigtigt at sætte det enkelte menneskes værdier i den sidste fase af livet i fokus.

Derfor har Det Etiske Råd lavet tre overordnede anbefalinger, nemlig at
1. der i højere grad, end tilfældet er i dag, skal skabes sikkerhed for, at man ikke genoplives eller forsøges genoplivet ved hjertestop mod sin vilje 
2. sundhedspersonalet skal gennemføre samtaler med patienten, når patienten er uafvendeligt døende og før vedkommende risikerer at blive ukontaktbar
3. der skal være bedre tilbud om palliativ behandling både i forhold til fysiske, psykiske, psykosociale og åndelige problemstillinger.

 

Kilde: http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/aktiv-doedshjaelp-og-doeende/publikationer/etiske-overvejelser-om-selvbestemmelse-og-palliation-ved-livets-afslutning-2016

 


VORES KOMMENTARER:
Det er udmærket, at Det Etiske Råd anbefaler, at den enkelte skal have lov til selv at bestemme, om man vil genoplives med hjertestarter eller ej. Det er på tide, det sker. Men også lidt overraskende med den afstandtagen rådet ellers lægger til selvbestemmelse i forhold til døden.
Grunden kan være, at der er alt for mange mennesker, der er blevet genoplivet for derefter at få en dårligere livskvalitet efter indførelsen af hjertestartere.
Det er udmærket, at der skal samtales med den døende om værdier og ønsker. Det kan betyde, at nogle får mulighed for at frasige sig behandlinger, som de ikke ønsker. Behandlinger, der kan betragtes som eksperimentelle, og som kan give for mange bivirkninger. Vi tror, at dette forslag kommer på baggrund af de mange diskussioner om overbehandling af kræftpatienter.
Vi mener, at flere skal have lov at dø i fred. En overbehandling undgås kun, hvis man vejleder patienterne om bivirkninger og spørger dem, hvordan de ønsker at leve den sidste tid af deres liv.  
At rådet også mener, at den palliative pleje skal udbygges, har vi aldrig været i tvivl om. De anbefaler ikke en legalisering af aktiv dødshjælp, og derfor kan de være nødt til at komme med anbefalinger, der gør, at de viser, de ikke har til hensigt at lade ubærligt lidende mennesker i stikken. De er nemlig godt klar over, at der findes mennesker, der ikke får den pleje og behandling, de har brug for. Dog taler vi igen om de døende og ikke om de levende døde, der ikke hører til under den kategori, men er i en kategori helt for sig selv. De lider af en ubehandelig sygdom og lider ubærligt. Og de har ikke ret til palliativ pleje. Hvad skal der ske med dem? De får overses som vanligt!
Det Etiske Råd synes med dette skrift at ville lægge låg på de diskussioner, der sagtens kan føre til, at diskussionen om aktiv dødshjælp bliver mere påtrængende. Ved at gøre noget ved enkeltstående problemer, kommer de indirekte frem til, at aktiv dødshjælp er unødvendig.
Men de glemmer stadig de levende døde! 

 

 

 

4.1 2017 - HOLLAND VIL HAVE ASSISTERET SELVMORD
Holland vil nu lovliggøre assisteret selvmord. Har man ikke mere at leve for, skal det være lovligt at få hjælp til at begå selvmord. Det mener den hollandske regering.

Loven skal også omfatte mennesker, der ikke nødvendigvis er uhelbredeligt syge.

Aktiv dødshjælp omfatter kun mennesker, der er ramt af uudholdelige smerter og uden håb om behandling.
Detaljerne i loven mangler dog fortsat at blive udarbejdet.
”Folk, der har en velovervejet opfattelse af, at de ikke har mere at leve for, under strenge og omhyggelige kriterier skal have lov til at afslutte livet på en måde, de finder værdig”.

Regeringen forventer, at kritikere provokeres. Modstanderne mener, at dødshjælpen allerede har udvidet grænserne for, hvad der oprindeligt var meningen. Loven gælder nu også psykisk syge og demente.
Holland har en udbredt støtte til aktiv dødshjælp i befolkningen. Antallet, der får hjælp til at dø, stiger støt år for år, fordi flere ønsker hjælpen, og fordi flere læger er villige til at give den.
5.516 mennesker i Holland fik dødshjælp i 2015, svarende til 3,9 % af alle dødsfald på landsplan.

Den nye lov vil være begrænset til primært dem, der ønsker en selvvalgt livsafslutning. Der nævnes ingen aldersgrænse; men assisteret selvmord skal udføres af en person med medicinsk baggrund.
Regeringen håber, at loven er færdig ved udgangen af 2017. Den udarbejdes i samråd med læger, etikere og eksperter.


Kilde: http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE9073437/holland-arbejder-paa-at-goere-assisteret-selvmord-lovligt/

 

VORES KOMMENTARER:
Holland vil nu udvide grænserne for dødshjælp yderligere ved at introducere en lov om assisteret selvmord for ældre. Vi ved ikke helt, hvad vi skal tænke. Måske skal de snart stoppe med at udvide ”konceptet”. Ellers ender det vel med, at Det Etiske Råd får ret i, at det er en glidebane. Det er svært at gennemskue, hvorfor de har den mening, at de ældre selv skal kunne bestemme, om de vil leve eller dø. Bør døden ikke fortsat være naturlig, hvor det er muligt at få en naturlig død uden massive fysiske lidelser (og for Hollands vedkommende også psykiske lidelser)? Selvfølgelig skal der være en mulighed, når livet er uudholdeligt pga. fx smerter, men at lade fagpersoner træde hjælpende til, hvis et ældre menneske vil herfra i utide, virker måske som en anelse for meget af det gode.
Det betoner vigtigheden af, at en dansk lov bliver stram, og at der ikke gang på gang lægges op til, at der kan ”udvidelser”.
Det bedste, man kan sige om det er, at dem, der kan få hjælpen, slipper for at skulle begå selvmord eller at trygle andre om hjælp, hvis de inderligt ønsker at komme herfra. Det hollandske samfund er villig til at tage ansvaret – ikke som i Danmark, hvor både Det Etiske Råd og politikere opfordrer pårørende til at tage sagen i egen hånd og acceptere den straf, der måtte komme. Det kan man kalde for ansvarsforflygtigelse. Men for lidt og for meget. Det er og bliver en balance! 

 

 

 

2.1 2017 - AKTIV DØDSHJÆLP ER IKKE NØDVENDIGT
Læge Nanna Drejer kommenter Jørgen Mejrups indlæg på Ældre-bloggen – det indlæg, som vi refererede den 28.12 2016 

Nanna Drejer er speciallæge i Intern Medicin og geriatri og mener, det er unødvendigt at legalisere dødshjælp.
Først og fremmest fordi vi har mulighed for at skrive et Livstestamente, hvori vi kan tilkendegive, at vi ikke ønsker livsforlængende behandling.
Dernæst er der ifølge Sundhedslovens § 25 mulighed for lovligt at ophøre med eller undlade en behandling, der ikke gavner.
For det tredje giver samme paragraf mulighed for også at give smertestillende, beroligende og lindrende midler, selv om det kan fremskynde dødstidspunktet.
Således mener hun, at læger fuldt lovligt har mulighed for at give diverse medikamenter, der lindrer smerter, ligesom de også må slukke for en respirator, hvilket betragtes som at undlade at iværksætte en behandling, som ikke vil gavne patienten.
Hun finder Sundhedsloven udmærket. Hverken Det Etiske Råd, Folketinget eller Lægeforeningen ønsker at loven ændres.
”Både læger og sygeplejersker er udmærket i stand til at tackle døende og deres pårørende såvel fagligt som etisk, så jeg synes ikke, at vi skal uddanne læger, der kan skrive speciellæge i aktiv dødshjælp på deres visitkort”, siger hun.


VORES KOMMENTARER:
Det er ikke første gang, vi hører disse argumenter. Det er de samme argumenter, der gentages i det uendelige; men lægerne glemmer nogle meget vigtige ting.
Et Livstestamente gælder kun, hvis man er uafvendeligt døende. Det samme er tilfældet med Sundhedslovens § 25.
Som vi også skrev forleden, er der mennesker, der har brug for at få hjælp til dø, hvis de lider ubærligt – også selv om de ikke er nået til at være uafvendeligt døende. Desuden er det ikke alle stærkt lidende, der får en behandling, de kan frasige sig. Mange lider, fordi de netop ikke tåler behandling eller fordi behandling er virkningsløs. Derfor stikkes mange mennesker blår i øjnene, når disse muligheder vedblivende nævnes. De kan hjælpe nogle, men langt fra alle.  
Vi forstår stadig heller ikke, at det er legalt at fjerne en respirator. Det er om noget en aktiv handling. Her er det lægen, der igen beslutter for patienten, at behandlingen ikke gavner. Det er ikke patienten selv, der træffer beslutning om, at nok er nok. Desuden er det en behandling, som ER sat i gang. Ikke en ny behandling.
Der er ikke noget at sige til, at læger ikke ønsker loven ændret; for i dag er gråzonerne så store, at læger i princippet kan gøre, hvad de vil; men vi almindelige dødelige, der ikke har mulighed for at udskrive en recept på dødelig medicin til os selv, ønsker ikke at vores død alene skal lægges i hænderne på læger, hvis holdning vi ikke kender! Det skal ikke være op til lægen at træffe den endelige beslutning. Den endelige beslutning skal være patientens og patientens alene. Selvfølgelig gerne i samråd med lægen og familien, hvis patienten ønsker det.
Lad os nu få den legalisering i stand – under ordnede forhold – så de lidendes lidelser ikke udsættes i en uendelighed indtil et barmhjertigt menneske forbarmer sig over dem! Eller de dør efter at længe at have levet et liv på stand-by i lidelser, vi andre ikke fatter. Det er uværdigt.