28-06-2014

Er DU for eller imod aktiv dødshjælp?

KLIK PÅ OVERSKRIFTEN EFTER BLYANTEN FOR AT FÅ KOMMENTARFELTET FREM. 

Er du for eller imod aktiv dødshjælp?

Susanne er for.
Hun har siden ungdommen, hvor hun fik flere traumer mod nakken og sluttelig blev påkørt bagfra to gange efter hinanden, haft whiplash og mange svært invaliderende symptomer. Hun har dog arbejdet i mange år og forsøgt at leve sit liv.
Da Kolding Kommune i en avis skriver om en norsk manual terapeut (læge, der bruger sin hænder til bløddelsbehandling), og som den eneste er i stand til at helbrede whiplash, bliver Susanne fyr og flamme. I to år behandler lægen hende med vrid, tryk, træk, manipulation etc. Hans behandlinger gør ikke Susanne bedre. Tvært imod. Derfor begynder han at give hende muskelafslappende medicin forud for sine behandlinger. Det betyder, at musklerne ikke er i stand til at værne om hendes skader. Hans behandling bliver til overgreb. Han trækker hende bl.a. rundt på gulvet i nakken. Til sidst forsvinder han. Han kan ikke længere kontaktes. Heller ikke af andre af hans patienter, hvis behandlingsforløb han også afbrød.  
Siden maualterapeutens behandlinger er det hele blevet værre og værre. Susanne udvikler dystoni, som er ufrivillige muskelsammentrækninger. Hun har konstante og ulidelige smerter. Efter endnu et forsøg på behandling, hvor en afspændingpædagog forsigtigt gennem fem år forsøger at give Susanne et liv igen, går det dog til sidst definitivt galt.
I de seneste fire år har Susanne været konstant sengeliggende pga ulideligt og uhelbredelige smerter.

Hendes eneste ønske er at få lov at dø. Hun har forsøgt at begå selvmord, men mislykkedes og tiden er nu forpasset både til selvmord og til at tage til Schweitz for at få assisteret selvmord. Ingen af hendes nære formår at hjælpe hende, hvilket er fuldt forståeligt. (Vil du vide mere om Susanne og hendes liv, er du velkommen til at læse vores bog ”Vil du leve, til du dør? – en debatbog om dødshjælp”, som udkommer 15. august).
Jeg har selv været imod aktiv dødshjælp. Jeg mener, vi skal leve, til vi dør; men efter at have mødt Susanne har jeg ændret mening. Jeg har det i dag med aktiv dødshjælp som med abort: selv om jeg ikke går ind for det, vil jeg ikke forholde andre muligheden for at få den hjælp, de måtte ønske.  
Det er ikke værdigt, at der findes en gruppe mennesker, der ikke kan hjælpes til hverken at leve eller dø, nemlig de ikkeuafvendeligt døende og fornuftshabile. Det vil sige de mennesker, der er ved deres fulde fem, og som ikke har udsigt til at dø indenfor dage til uger. For alle andre er der ”kattelemme”, som læger kan benytte, hvis de vil.

Hvad mener du? Er det værdigt at være tvunget til at leve, når man lider ubærligt og ikke kan hjælpes behandlingsmæssigt?
Hvad ville du selv gøre, hvis du var i Susannes situation?  Ville du f.eks. selv kunne tage dit eget liv?
Bør aktiv dødshjælp legaliseres i Danmark? Eller mener du, den lovgivning vi har, er god nok, som den er?